Tine Tholander: Din mor-manual

Tine Tholander

DIN komplette, helt uundværlige, stærkt beroligende og fuldstændig ærlige

MOR-MANUAL

GADS FORLAG

Mor-manual.indd 1

07/02/11 16.37

INDHOLD 7 29

Kapitel 1

Fødsel og følelseshav En mor er født 8 Gode råd til at komme sig over en fødsel 13

Kapitel 2

Identitetskrise – hvor skal moderskabet stå?

Du er en god mor 30 Gode råd til dig, der lige er blevet mor 36

61

Kapitel 3

Amning, flaskebørn og farvel til friheden Det næstbedste til mit et og alt 62 Gode råd til en vellykket amning 68 Gode råd til dig, der overvejer at vælge sutteflasken 89

103

Kapitel 4

Hængerøv, babyfedt og andre krigsar Døde deller 104 Gode råd til kroppen, der har født 110

Mor-manual.indd 2

07/02/11 16.37

135

Kapitel 5

Barselsorlov – lykkerus og babyblues Den store, stygge Mayland med meget blanke sider 136 Gode råd til den gode barsel 141

165

Kapitel 6

Familie, venner og kunsten at sige fra Mor er den bedste i verden – også min mor 166 Gode råd til at tackle familie og venner, når baby kommer imellem jer 172

191 217

Kapitel 7

Parforhold og babyer (og sex) Kærlighed på film vs. kærlighed på barsel 192 Gode råd til at få parforholdet til at fungere, når baby kommer til verden 198

Kapitel 8

Karriere og familie – den svære balance Snot i tastaturet 218 Gode råd til at få karrieren, manden og barnet til at makke ret 224

250 Tak til de kloge hoveder

Mor-manual.indd 3

07/02/11 16.37

Sødeste kære Ellen-barn.

Tak fordi du er min, perfekt og smuk – og fordi du har vist mig, hvor absurd stor, grænseløs og uformelig kærligheden kan være.

Lige meget, hvordan livet krøller og folder, vil jeg altid stå lige bag ved dig, parat til at være din mor.

Og tak til din far.

Uden ham, skænderierne, grineflippene, tudeturene, kyssene og den milliard gange, jeg har bedt ham om at smide de gamle aviser ud, ville du ikke være. Og jeg ville langt fra være den samme.

Mor-manual.indd 4

07/02/11 16.37

Kære nybagte mor, Når jeg møder sådan nogle som dig – nye mødre – i supermarkedet, på biblioteket eller i parken, ser I alle sammen så kompetente, selvsikre og selvkørende ud – som nogle, der ved, hvad vej spædbørn vender og derfor slet ikke har brug for gode råd. Men så er det, jeg minder mig selv om dengang baby Ellen kom til verden med et brag og hvor lykkelig, frustreret, ulykkelig, tvivlende, stolt og usikker jeg på én og samme gang følte mig inde bag det store moderlige smil. Og så tænker jeg, at der må være andre derude, der ikke bare synes, at det der med at blive mor er den nemmeste og mest naturlige ting i verden. For selvom jeg elsker hvert eneste minut af det, er det også den største omvæltning, der nogensinde er sket i mit liv. En vidunderlig OG frustrerende omvæltning.

Du er ikke et dårligt menneske, hvis du i en skamfuld krinkelkrog af dit sind føler dig en lille smule overset, nu da hele verden hænger med overkroppen nede i vuggen og glemmer alt om dig. I ni måneder har alting netop drejet sig om dig, din mave, dit velbefindende og din mentale tilstand. Folk har rejst sig op for dig i bussen, båret dine indkøbsposer og aet dig upassende steder. Og pludselig er du vedhænget, det tynde øl, nummer to. Men det er jo ikke ensbetydende med, at indersiden af dit hoved ikke føles som en tumlende bisværm af spørgsmål vedrørende din egen krop og psykiske tilstand – og ikke kun babys.

Derfor vil du gennem de næste mange måneder med al sandsynlighed komme til at tænke: “Hvorfor fanden er der ikke nogen, der har sagt, at det ville være sådan her?” adskillige gange. Og kære nybagte mor, det er netop det, jeg vil forsøge med denne bog – at sige det, som det er. Og desuden komme med en lang række gode råd til, hvordan du håndterer den uvante rolle som mor. Det er verdens bedste job jo, jo, men det er også det hårdeste, du nogensinde vil blive kastet ud i psykisk og fysisk.

Derfor, kære mor og kvinde, vil jeg gerne give dig muligheden for at fokusere på dig selv – din psyke og krop – bare et øjeblik, inden du atter skal amme og være bekymret over sære knopper og usædvanligt lange (eller korte) middagslure.

5

Mor-manual.indd 5

07/02/11 16.37

Min egen entré i moderskabet var hovedkulds og skræmmende.

Hvis du sidder med et sparkende barn i maven, vil jeg spare dig for detaljerne nu og blot konstatere, at kun 0,2 ud af 1000 fødende kvinder har en fødselshistorie som min. En fødsel, der betyder, at jeg ikke kan få flere børn ved egen kraft.

I månederne efter min fødsel traf jeg tre beslutninger. Eftersom Ellen måske forbliver enebarn, ville jeg suge hele moder/barsel/babyoplevelsen til mig med hud og hår – grød, gråd, frustrationer og lykke.

Jeg ville tale med andre mødre om deres oplevelser – mange af dem kommer du til at møde i denne bog – og skrive om mine oplevelser, og så besluttede jeg mig for at indsamle alle de råd, jeg kunne finde om at være førstegangsmor for at give dem videre til andre.

Da Ellen kom ind i mit liv, befandt jeg mig i ingenmandsland – et fremmed sted fyldt med modsatrettede følelser af lykke og frihedskrise.

Og samtidig skulle jeg forholde mig til hidtil ukendte praktikaliteter såsom, hvordan man steriliserer sutteflasker, træner bækkenbund og – nå ja – sørger for, at baby holder sig bare nogenlunde på rette udviklingsspor ved nakkeøvelser, titte-bøhlege og deslige. Da moderskabet desværre ikke kommer med en manual, fægtede jeg ofte i blinde.

Det er mit håb, at du kan bruge denne bog som en turistguide i det fremmede og eksotiske moderland. Bogen giver dig et indblik i mine oplevelser som bævrende usikker førstegangsmor, men primært indeholder den en stribe gode råd til dit parforhold, din karriere, din barsel, din krop og mange andre ting. Kort sagt: Den handler om dig. Anbefalingerne i de enkelte kapitler er skrevet ud fra interviews med de vigtigste eksperter på områderne – dygtige fagfolk, der til daglig beskæftiger sig med alle de vidunderlige, pinlige, smertefulde problemstillinger, der følger med verdens bedste erhverv: moderskabet.

God læselyst.

6

Mor-manual.indd 6

07/02/11 16.37

Kapitel 2

Identitetskrise – hvor skal moderskabet stå?

Du ved, at du er blevet mor, når du: 1. har grædt til “Vild med dans”, i Brugsen, til Beverly Hills og ved 999 andre begivenheder 2. ser det som en personlig sejr, lykke, lettelse og stolthed, når babys lort har den rette farve og konsistens 3. føler behov for at dokumentere og dele den mindste lyd, bevægelse og lugt, der udgår fra dit barn 4. ikke har lavet en Facebookopdatering, der handler om dig selv i et halvt år 5. har skiftet dit profilbillede ud med et billede af dit barn 6. er så træt, at det føles som om, du har haft tømmermænd to måneder i træk 7. pludselig indser, at du ikke aner, hvem der ligger på hitlisterne eller, hvilke restauranter der topper hos anmelderne.

8. vælger din frokostcafé ud fra kriterier som puslebord, mikroovn og fri udsigt til barnevognen

29

Mor-manual.indd 29

07/02/11 16.37

Du er en god mor Når mine øjne fanges af den mælkehvide hud under det røde hår – og det store smil – danser mit hjerte can can af glæde. Og når hun løber mig i møde med en begejstring som en nyslået lottomillionær, så bruser og bobler stoltheden indeni mig. No wonder, at jeg elsker at være mor.

“Er det dit første barn?”

“Ja.” “Du er en god mor!”

Hun kiggede mig dybt i øjnene, mens hun sagde det, og smilede tilmed venligt, den fremmede dame i S-toget. Hun må have troet, at jeg var uhøflig for i stedet for at gengælde det uventede smil, mumlede jeg et uldent tak, mens jeg kiggede ned og kradsede i det blå mønster på sæderne – men kun for at skjule tårerne. For der er intet, jeg hellere vil end at være en god mor for min allerbedste Ellen. Og tænk, hvis den ukendte dame, kunne se det – lige midt i eftermiddagstrafikken, i Stoget, med et barn, der skreg over ikke at måtte kravle rundt på gulvet og spise affald. Og selvom jeg ikke var i stand til at sige noget, følte jeg, at jeg havde fået en værdifuld og kostbar gave – en cementspand fuld af diamanter, der fik mig til at svulme af glæde. Og så endda af en kvinde, jeg ikke kendte.

En time efter den uventede kompliment landede i mit skød, blev jeg atter ramt af tvivlen igen. Tænk nu, hvis hun bare havde sagt det, fordi jeg så desperat ud? En pitty-kompliment til en nødstedt? En afstiver, så jeg kunne komme igennem eftermiddagen med en tosset unge?

Selvom jeg ikke var særlig dygtig til at blive mor, har jeg for det meste held til at overbevise mig selv om, at jeg er god til at være mor. Ikke en bedre mor end andre, ikke en perfekt mor, men den mor, jeg mener, mit barn har brug for. Og den mor, jeg gerne vil være. Og det er stort for en tvivler som mig. Jeg prøver at skjule det, men jeg spekulerer ofte på, om jeg er god nok – til mit job, mine venner, min familie og min kæreste og på dårlige dage falder svaret ikke altid positivt ud. Når jeg tilmed

30

Mor-manual.indd 30

07/02/11 16.37

bliver sur på mig selv over at være en usikker pivefis, er cirklen fuldendt. Derfor er moderskabet mit eget lille mirakel. Det sted i verden, hvor jeg for det meste føler mig kompetent og sikker. Hvor jeg elsker at være, og kan lide mig selv. Men det er heller ikke svært, når man er velsignet med et barn, der sover hele natten, spiser som en hest og griner som en flækket træsko. Hun har aldrig givet mig grund til at tro andet.

Et barn og et instinkt fødes Da Ellen blev født, havde jeg intet andet end mine instinkter at forlade mig på. Min fornuft fortabte sig i morfintåger og træthed. Jeg har aldrig været så træt i hele mit liv, og selvom jeg vidste, at jeg burde være vågen, lykkelig og opslugt af duften af mit nyfødte barn, blev mine øjne ved med at glide i. Den ene dag åd den anden uden, at jeg aner, hvordan det gik til, og når jeg kigger tilbage på de to første døgn, er det et hullet landskab. Jeg har aldrig haft det værre – hverken indeni eller udenpå.

Og samtidig vidste jeg godt, at jeg aldrig havde haft en større eller vigtigere opgave at udføre. Jeg skulle passe mit barn. Synge for hende, berolige hende, fortælle hende at verden er et dejligt sted, og forsøge at lade være med at græde alt for meget, så hun ikke gang på gang blev gennemblødt af mine tårer. Men det var svært, og det irriterede mig, at det var så fandens svært. Jeg kunne jo ikke give hende en god start på livet senere hen.

Heldigvis følte jeg hurtigt noget stærkere end morfin, narkoserester, smerter og angst for døden vokse i mig, og det blev større hele tiden. Moderinstinktet.

Selvom mine arme var blåsorte fra håndled til albuer efter de mange nålestik, selvom jeg var hævet til dobbelt størrelse, og selvom jeg sov som en skudt ko, tog jeg automatisk min datter op og forsøgte at amme hende, når hun græd om natten. Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde, men jeg gjorde det.

Halvt bevidstløs af morfin og træthed vuggede jeg hende, hver gang hun kaldte på mig, og selvom jeg efterfølgende faldt i dyb, dyb søvn kunne jeg stadigvæk holde hende i mine arme – og jeg hørte hendes små lyde med min nyudviklede supersoniske hørelse i det øjeblik, de forlod hendes læber.

31

Mor-manual.indd 31

07/02/11 16.37

Så jeg kæmpede. For at komme ud af tågerne – ud til mit barn. Se hende rigtigt, mærke hendes hud, indsnuse lugten af baby, og høre hende klart. De fantastiske jordemødre på Gentofte Hospital tilbød flere gange, at de gerne ville holde øje med den spæde Ellen en nat, hvis vi trængte til at sove. Men jeg trængte ikke til at sove. Jeg trængte til at vågne op.

I de ni dage min lille familie var indlagt til observation, blev det heldigvis bedre dag for dag. Men jeg frygtede flere gange, at tågen fra chokket, sorgen og medicinen aldrig ville lette – at der altid ville sidde et filter mellem mit barn og mig. Mellem resten af verden og mig. Og derfor var glæden så meget desto større, da jeg fjorten dage efter fødslen langsomt kunne mærke, at mit upåklagelige moderinstinkt og beskyttertrang både blandedes med kærlighed og glæde. Og en fornyet indre styrke, der satte dramatikken i skammekrogen. For hvis jeg mod min vilje kun skal have ét barn, skal hun også nydes fuldt ud. Hun skal forkæles, elskes, ses, forstås, opdrages og føle sig sikker på, hvor hun har sin mor. Jeg sprang ud af sorgen og overgav mig betingelsesløst.

Tag et billede I vores digitale fotoalbum har barnefaderen og jeg en hel serie af ganske uinteressante billeder fra vores første måned som forældre. Klaus går tur med barnevognen på Østerbrogade, Tine går tur med barnevognen på Østerbrogade, Klaus går tur med barnevognen på Kildevældsgade, Tine går tur med barnevognen på Kildevældsgade – og serien fortsætter i det uendelige. For selv om barnet talte sit eget meget tydelige sprog, var det alligevel som om, vi hver især havde brug for dokumentation for, at vi virkelig var blevet forældre. Et visuelt bevis. Og hvad gør forældre? De går tur med barnevognen. Derfor kappedes vi om at få lov til at skubbe den lille rundt på vores spadsereture, mens vi med stor iver råbte og vinkede af den anden: “Tag et billede”, og insisterede på at se resultatet bagefter. Godt nok havde vi set disse eksotiske småbørnsforældre før, men vi havde jo aldrig set os selv i rollen. På billederne ser vi en anelse stive og aldeles fjollede ud. Som små børn, der leger voksne.

De fleste unge piger kigger sig selv i spejlet, mens de i smug stopper en pude ind på maven for at se, hvordan de kommer til at se ud som

32

Mor-manual.indd 32

07/02/11 16.37

gravide. Og for mit vedkommende føltes det som kulminationen på årtiers ubevidste spekulationer pludselig at kunne stille sig foran spejlet med et spædbarn i armene og tænke: “Jeg er mor.” Og når jeg en sjælden gang imellem cyklede ud i verden uden vedhæng, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om alle andre kunne se det på mig. Om de kunne se, at min verden var blevet slået i stykker og sat sammen igen af et lille barn – at jeg var blevet mor?

I dag sidder Ellen naturligt på hoften, og jeg er holdt op med at mistænke folk for at stirre og tænke; hvor er barnets forældre, når jeg færdes ude i virkeligheden med hende. Men jeg bliver stadig forvirret, når de andre børn i vuggestuen råber: Ellens mor, når jeg træder ind af døren. For hvem er hende mor, alle taler om egentlig? Mig?

Bar og måge “Bar” og “mååååge” er endelig blevet til far og mor i den lille piges mund, og mit indre slår kolbøtter, når hun råber: “Mor kommer,” og i bogstaveligste forstand klapper mig ind af hoveddøren derhjemme. Det er helt uforståeligt, at hun nu både kan tale og gå – for femten minutter siden var hun en lille grillkylling, der lå helt stille, stirrede og faldt i søvn. Og bum – nu er hun et rigtigt menneske, der i løbet af sin ganske korte levealder allerede har lært en million svære ting. Med et kæmpe smil.

Jeg bliver rørstrømsk og tudevorn, når jeg tænker på det. Alle de små skridt hun har taget – skridt der er så små, at man end ikke kan fortælle sine veninder om det uden at føle sig som en sentimental odder. Men alligevel føles som små jordskælv i hverdagen. Når hun pludselig ud af det blå peger de rigtige steder, mens hun siger: øre, næse, mund eller vækker mig ved at råbe: “Mors øjne”, mens hun prikker mig i øjet med en buttet lille finger. Men det gør ikke noget. Mit barn ved, hvor hendes øjne sidder. Helt uden hjælp. Helt uden instruktioner. Så får jeg lyst til at ringe til en ven og fortælle den gode nyhed.

Lige nu har jeg svært ved at tro på, at jeg nogensinde kommer til at præstere noget, der er større end at sætte et barn i verden som langsomt men sikkert er ved at blive sin helt egen særlige person.

Men hold nu op, hvor er det gået hurtigt. Barnefaderen og jeg grinede en del af de af vores barselsgæster, der fastholdt, at de slet ikke

33

Mor-manual.indd 33

07/02/11 16.37

kunne huske, da deres egne børn var spædbørn. Flere af dem påstod endda, at deres unger aldrig havde været så små som nyfødte baby Ellen. Vi blev enige om, at det måtte være en sær form for krukkeri, der spredte sig som en virus blandt småbørnsforældre, uden at vi dog forstod hvorfor. Nu må jeg desværre give dem ret. Jeg er også blevet ramt.

Somme tider føles tiden fra jeg blev mor til nu som en naturfilm – en af den slags, hvor en fotograf har sat et kamera op, og sørget for at filme det samme stykke natur i flere måneder. Slutresultatet er sjældent mere end et par minutter langt, og sparer på belejlig vis seeren for hundredvis af timer i det kolde, våde landskab ved at speede processen betydeligt op. Forår, sommer, efterår, vinter, slut. Måske er det derfor forældre er så glade for at tage billeder af deres børn – fordi de ved, at lige om lidt er lille baby blevet til en stor teenage–djævel, der smækker med døren og kræver sin ret til alkohol og smøger. Og man aner ikke, hvad fanden der skete.

“Hold nu kæææfft!”

Det har været yoga for min sjæl at blive mor. Mit følelsesregister er blevet strukket, bøjet og foldet ud i nogle yderpositioner, jeg ikke anede mulige. Jeg har lært at trække vejret helt ned i maven, jeg er blevet mere tålmodig og jeg har lært at sætte grænser. Men selvom mit sind med sikkerhed er blevet mere fleksibelt undervejs, har det ikke været nemt at vænne sig til de nye yderpositioner.

Når man efter ganske få timers søvn atter står op og fægter i blinde mod usynlige drager – et barn, der skriger uden, at man aner hvorfor, kan man blive helt urimeligt knotten. Ellen fik med mellemrum den fikse idé kun at sove 20 minutter ad gangen hele dagen, og når man selv er ved at gå til for at få en lur, kan det sagtens afføde nogle ganske irrationelle reaktioner. Første gang jeg nogensinde hævede stemmen over for hende, havde jeg lyst til at gå hjemmefra i skam og afmagt.

Selvom jeg godt vidste, at det var forkert at brøle: “Nu stopper du krafteddermame”, af sit tre måneder gamle barn, havde jeg sådan brug for at reagere – for at komme af med mine frustrationer over ikke at kunne kommunikere med hende og over at blive skreget ind i ansigtet konstant. Hun begyndte selvfølgelig bare at skrige endnu højere af rå-

34

Mor-manual.indd 34

07/02/11 16.37

beriet, og derfor har jeg mere end én gang fundet mig selv i en mindre lydaktiv version af: “Hold nu kæææfft!” Ved at slå i en pude af bar arrigskab. Ikke mine stolteste øjeblikke.

Der skal en del til at hidse mig op, og jeg tror muligvis aldrig, jeg har følt trang til at tæske løs på inventaret før, men intet har kunnet få mig længere ud i tovene end de ordløse kampe med en 65 centimeter lang modstander. Og somme tider kan det stadigvæk godt være svært at lade være med at råbe.

Overstrømmende kærlighed Heldigvis har jeg også været presset helt over i den anden ende af mit følelsesregister. Den ende, hvor kærligheden næsten ikke kan være inde i kroppen, og derfor løber ud af øjnene. Første gang jeg stiftede bekendtskab med min overaktiverede rørstrømskhed, blev jeg selv ganske forbløffet. Ellen var ikke større end en småkage, og jeg sad på en kaffebar og gumlede på en kanelsnegl, da jeg pludselig mærkede tårerne løbe ned ad kinderne – praktisk talt uden forvarsel. Mine ører havde opfanget ordene: “En dag er ikke levet uden kærlighed”, i en ellers temmelig ligegyldig version af sangen af samme navn, som kørte i radioen.

Og sjask så løb de, tårerne. Mens jeg desperat kæmpede med klumpen i halsen og forsøgte at tørre de våde kinder, havde jeg mest af alt lyst til at dø af grin over mig selv, men jeg var alt for rørt. Og der sad jeg så med en halv kanelsnegl i mundvigen og hylede over en sang, jeg ikke engang kunne lide, mens jeg henført stirrede på mit barn. Og det blev desværre ikke sidste gang.

Jeg græder stadigvæk, når de små skuffede gymnaster, sangere eller tryllekunstnere bliver stemt ud af talentshows, når jeg ser sultne børn i den tredje verden, eller når jeg indimellem synes, at det er uoverskueligt at tænke på alle de millioner af ting, jeg gerne vil beskytte mit barn imod. Når det hele bliver for meget, for lidt, for stort eller for småt. For jeg elsker den lille pige så højt, at jeg går helt i stykker ved tanken om, at der skulle ske hende noget.

35

Mor-manual.indd 35

07/02/11 16.37

GODE RÅD TIL DIG, DER LIGE ER BLEVET MOR I samarbejde med jordemoder og coach Therese C. Størling

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12

Tudeture er ganske forventelige – giv plads til moderrollen Bær over med din følsomhed – du har lige delt dig i to Sig fra med det samme – forklar, at du er tyndhudet Pas på dig selv, så du kan passe på dit barn – lyt til dine signaler Glem ikke dig selv – du er andet end nogens mor Find din egen vej – man kan være mor på mange måder Dyrk dine succeser – svælg i dem Forvent ikke kærlighed ved første blik – den skal nok komme Acceptér, at du vil begå fejl – ingen er perfekt Øv dig i at være fleksibel – det er den vigtigste mor-egenskab Husk på, at børn ikke altid er søde – heller ikke dine egne Spring ud og svøm i kærligheden – tag barnets far med på turen

36

Mor-manual.indd 36

07/02/11 16.37

1. Tudeture er ganske forventelige – giv plads til moderrollen

Mange nybagte mødre er bange for, at de er ved at gå fuldstændig fra snøvsen, når de oplever, hvordan tårerne igen og igen overmander dem på de mest besynderlige tidspunkter. Over ligegyldige sange, døde duer på gaden eller den blotte tanke om kontinenter ramt af sult. Hvis du også oplever et overaktiveret vandværk, er der dog intet galt med dig.

Tværtimod.

Når du føder, danner du et hormon i kroppen ved navn oxytocin – også kaldet kærlighedshormonet. Hormonet er ansvarligt for at sætte fødslen i gang ved at få din livmoder til at trække sig sammen, og efter fødslen sætter det fut i nedløbsrefleksen, så mælken løber til. Hormonet har dog også den effekt, at vi bliver meget følsomme, åbne og modtagelige over for social kontakt – og netop derfor er alle nybagte mødre sårbare ad pommern til i dagene efter fødslen. Oxytocin dannes også i hjernen, når vi bliver forelskede, og det er blandt andet derfor, de fleste mennesker føler sig voldsomt sårbare og usikre, når de møder kærligheden. De fleste nybagte mødre bliver ramt af en ordentlig tudetur på anden – eller tredjedagen efter deres fødsel på grund af den store hormoncocktail, der ræser rundt i kroppen, men selv efter hjemkomsten med den lille kan det være svært for nogle at holde tårerne tilbage i alle mulige (dog mest umulige) situationer. Det har dog også en helt naturlig forklaring. Selvom din hormonbalance langsomt finder tilbage til sit udgangspunkt, er din psyke lige nu indstillet på at skulle koncentrere sig om én eneste ting – nemlig baby!

Det har overrasket mig meget, hvor følsom jeg er blevet, efter jeg er blevet mor. Jeg kan blive rørt og græde over hvad som helst, om det er folks komplimenter eller en følelsesladet tegnefilm eller et billede.

27–årig mor til ni måneder gammel pige

» Det er ikke meningen, at du skal rende rundt og holde øje med, om din mand er ok, om nullermændene burde fjernes, eller om din svi-

37

Mor-manual.indd 37

07/02/11 16.37

germor blev stødt over, at du glemte at sige tak for bollerne. Når du prøver at forholde dig til alt for meget på én gang, vil dit sind derfor opfatte det som støj på linjen, og det er ofte i disse situationer, at tårerne helt uforvarende kommer væltende. Så prøv at lade være med at gabe over for meget. Husk dig selv på, at dit univers ikke behøver at være større end fra din næsetip til dit bryst/barn. » Hvis du lige er blevet mor, vil du med al sandsynlighed være en tikkende bombe af søvnunderskud, hormoner, kærlighed, eufori, udmattelse og usikkerhed over den kæmpe opgave, der venter dig. Giv dig selv tid til at lade det hele bundfalde sig. Og når tårerne kommer væltende uden varsel, kan du bruge det som et lille pejlemærke på, at du bør indsnævre dit udsyn en smule.

TUDEDAGE ER HELT NORMALT Ca. 80 procent af alle nybagte mødre oplever en tudetur mellem anden- og tiende- dagen, efter de har født. Tilstanden kan vare fra et par timer til 10 dage. Kvinden græder, er irritabel, ængstelig og føler, at hun ikke kan tænke klart. Hun kan føle sig utilpas og træt – symptomer som kan stamme fra mangel på søvn, følelsesmæssig belastning af fødslen og en ændret hormonbalance.

Fakta: Kirsten Lindved, b–a–b–y.dk

2. Bær over med din følsomhed – du har lige delt dig i to

For nogle kvinder forsvinder følsomheden og de pludselige grådanfald ganske kort tid efter fødslen, for andre tager det længere tid at få panseret op igen. Reelt set er der dog ikke andet at gøre end at grine af det og bære over med dig selv. Du har hormoner ræsende rundt i kroppen, du er træt, og du har netop delt dig i to – så der er sgu ikke noget at sige til, at du er lidt tudevorn. Selvom det er en vidunderlig fornemmelse at

38

Mor-manual.indd 38

07/02/11 16.37

blive mor, er det for de fleste kvinder også lidt af en mundfuld. For et øjeblik siden var du et enkeltindivid, og nu skal du både forholde dig til dit barn og din egen nye rolle som mor. Og det er naturligvis en uvant og måske endda utryg situation. Mange af os er vant til at have kontrol over de fleste ting i vores hverdag, og når vi påtager os nogle nye roller, forbereder vi os som regel grundigt.

Men moderrollen er svær at forberede sig på. Der følger (desværre) ikke en manual med barnet, og lige meget, hvor opkørt situationen end måtte blive, kommer der ikke nogen og tager babyen med tilbage, hvor hun kom fra. Fra det øjeblik den lille skinke bliver lagt i dine arme, er det dig og din mand, der er den – og det kan være alt fra grænseoverskridende til panikfremkaldende at tænke på. Og lige til at tude over.

Den gode nyhed er, at der ikke er nogen, der forventer, at du har styr på det hele lige fra starten. Og babyen aner ikke, hvordan det bør være. Den kender heller ikke rutinen og har lige så lidt styr på sagerne, som du har.

Jeg er en helt anden mor, end jeg var i starten. For mig har det været noget, jeg skulle lære og noget, jeg stille og roligt har skullet tage på mig. Mens jeg var gravid, sagde alle ting som: “Bare vent, det ved du, når hun kommer, det giver sig selv. Men for mig har det at blive mor virkelig været en lang proces, jeg skulle igennem. Og den proces varede længere end fødslen.

30-årig mor til 10 måneder gammel pige

» Hvis dine grådanfald skyldes angst over ikke at slå til, kan du prøve at huske dig selv på, hvilke krav du ville stille til dig selv, hvis du startede i et nyt job. Ville du forvente at kende alle rutiner og arbejdsgange første dag, du mødte op? Formentlig ikke. » Vær sød ved dig selv – du har aldrig prøvet det før, og du har alle dine inderste følelser investeret i projektet. Det ville være mærkeligt, hvis du ikke blev en smule følelsesladet en gang imellem.

39

Mor-manual.indd 39

07/02/11 16.37

Det har nok været den største, men mest naturlige omvæltning i mit liv at blive mor. Sådan en fornemmelse af at være forprogrammeret til noget, som var ukendt. Jeg gik rundt og var helt ved siden af mig selv i starten – tudede og havde de største katastrofetanker om død og ødelæggelse samtidig med, at jeg var lykkelig. Men jeg havde en klar fornemmelse af at være godt rustet til noget helt nyt. Helt nede på instinktniveau.

32-årig mor til fire måneder gammel dreng

3. Sig fra med det samme – forklar, at du er tyndhudet

Det kan være svært at undgå konflikter med manden, moderen, svigeren, katten, hunden – hvem som helst, når man er tyndhudet, og har let ved at blive stødt på manchetterne. Selvom du nok bør overveje din efterfødselstilstand, inden du farer i flæsket på folk og/eller hulker hysterisk i deres nærvær, kommer der dog heller ikke noget godt ud af at skjule din sårbarhed. Det kan godt være, at du med din forstand sagtens kan se, at det er fjollet, at du får tårer i øjnene, når din søster påstår, at babys kjole er grim, men ikke desto mindre er det sådan, du føler netop nu.

» I stedet for at brænde inde med dine følelser, rase ud og græde, når hun er kørt, kunne du derfor prøve at bruge din sårbare periode til noget konstruktivt. Prøv at fortælle din familie og dine venner, at du er meget følsom for tiden, og at de derfor gerne må holde deres meninger for sig selv. Det kan måske få dem til at træde lidt varsomt, og det vil under alle omstændigheder give dig en god øvelse i at sige fra over for kritik og utidig indblanding i fremtiden. Så er mandolinen ligesom stemt. Og det får du med sikkerhed brug for. » Selvom kvinderne i din familie selv er mødre, er der en vis sandsynlighed for, at de har glemt, hvordan de første vaklende usikre måneder føltes, men de vil med al sandsynlighed let kunne huske det, når de får et lille fingerpeg. Hvis de alligevel kommer til at træde dig

40

Mor-manual.indd 40

07/02/11 16.37

over tæerne, må du sige fra. Sig det, som det er: “Det gør mig faktisk ked af det, når du kritiserer mit barns tøj. Det kan godt være, at det ikke er fornuftigt, og måske har jeg det anderledes om to måneder, men lige nu gør det mig ked af det.” » Tud for Guds skyld også bare igennem. Det kan godt være, at du ikke bryder dig om at græde, når din svigerfar er til stede, men det kan være ganske rensende at få grædt ud. Så brug din sårbare fase til at slippe din indre tudemarie løs. » Hvis du bliver ked af det, men ikke orker en potentiel konflikt, når dine tanter og veninder gerne vil give dig gode råd og brugervenlige tips til dit barn, kan du eventuelt forsøge at tænke på deres kommentarer som gaver. Du kan sagtens tage imod dem uden at pakke dem op. Sig tak, stil dem over i hjørnet, og se om du får lyst til at åbne dem en dag ved lejlighed. Hvis ikke, smider du dem bare ud.

På den måde bliver det forhåbentlig lettere for dig at overhøre de velmenende råd uden at blive alt for ked af det.

Pludselig sidder jeg og græder over børn i Afrika, fordi jeg tænker: “Tænk, hvis det var mit barn.”

21-årig mor til tre måneder gammel pige

TRÆTHED OG SKÆRPEDE SANSER Hver gang en kvinde bliver mor til et nyfødt barn, så udvikler hun – naturligt og ubevidst – en særlig og meget sårbar psykisk personlighedstilstand. Det er en helt speciel psykisk tilstand, som er nødvendig for, at en mor kan klare at have ansvaret for et nyfødt barns trivsel og udvikling. Et ansvar, der kræver opmærksomhed, koncentration, nærvær i 24 timer alle ugens 7 dage, og at hendes sanser er skærpet konstant, også når hun sover. Det betyder naturligvis, at en mor til et nyfødt barn bliver enormt træt og udmattet både fysisk og psykisk.

Kilde: efterfødselsguiden.dk

41

Mor-manual.indd 41

07/02/11 16.37