Samlede Tranströmer by SAXO.com

SA M LEDE T R A NS T RÖM ER

2. korrektur – side 1 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

2. korrektur – side 2 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

TOMAS TRANSTRÖMER

Samlede Tranströmer på dansk ved

Peter Nielsen i samarbejde med Karsten Sand Iversen

ROSI NA N T E

2. korrektur – side 3 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

Samlede Tranströmer er oversat fra svensk samt redigeret af Peter Nielsen © Tomas Tranströmer 2011 Denne udgave: © rosinante &co Omslag: Camilla Jørgensen Bogen er sat med Janson Text hos Christensen Graﬁsk og trykt hos ??? isbn 978-87-638-1691-5 Printed in ??? Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante &co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

2. korrektur – side 4 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

Indhold

Forord – Morten Søndergaard

17 digte (1954)

Hemmeligheder på vejen (1958)

Den halvfærdige himmel (1962)

Klange og spor (1966)

Mørkesyn (1970)

121

Stier (1973)

139

Østersøer (1974)

155

Sandhedsbarrieren (1978)

171

Det vilde torv (1983)

195

For levende og døde (1989)

223

Sørgegondolen (1996)

249

Den store gåde (2004)

275

Fængsel

290

Erindringerne ser mig

293

Noter

330

Bibliograﬁ

332

2. korrektur – side 5 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

2. korrektur – side 6 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

Forord Tomas Tranströmers digt Vermeer fra samlingen For levende og døde slutter med linjerne: Og det tomme vender sit ansigt mod os og hvisker »Jeg er ikke tom, jeg er åben«. Tranströmer ses af nogle som en næsten eksemplarisk modernistisk digter, men i disse linjer siger han det modsatte af, hvad man ville forvente af en ærkemodernist. Det er denne overraskende og verdensvendte åbenhed, som er det på én gang foruroligende og fascinerende ved Tranströmer. Vi er i sikre hænder, men gang på gang bliver vi konfronteret med sætninger og billeder, som i deres præcision ryster os og stiller os nye i verden. Som læsere bliver vi selv åbnet. Den, som læser Tranströmer for første gang, vil møde en klar og tydelig stemme. En sikker stemme med et tonefald, der lige så langsomt underminerer sig selv og den læser, der lytter til stemmen, som taler fra siderne. Det er en stemme, som i sin klarhed fylder os med modløb og en sløret støj, der er åbnende, for støj åbner. Stemmen og dens støjskygge sender os i nye retninger, retninger vi ikke vidste var mulige at bevæge sig i. Den, som åbner bogen og giver sig hen til digtene, vil møde en poesi, der på én gang er intim og upersonlig, næsten umenneskelig. Hvordan kan det tomme tale og sige »Jeg er ikke tom, jeg er åben«? Det kan det i Tranströmers digt, fordi digtene bæres af en stærkt sansende og ﬁntmærkende lytten efter det upåfaldende og alligevel prægnante. Stemmen kan åbne »det tomme«, så

2. korrektur – side 7 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

det fremstår konkret, fyldt og overvældende. Vi kan se og mærke det, digtene handler om. Jeg bæres i min skygge som en violin i sin sorte kasse. Det eneste jeg vil sige glimter uden for rækkevidde som sølvet hos pantelåneren. (Fra April og stilhed, Sørgegondolen)

Stemmen glimter som sølv, stemmen ligger som noget potentielt, noget uhørt og uhyggeligt i den sorte kasse. Hvad er det, den vil, stemmen? »Det eneste jeg vil sige«? Hvad er det? Det kan vi ikke vide, det kan vi ikke sige. Ikke endnu. Når vi lytter til musik, kan vi opleve den samme vekslen mellem klarhed og uvished. Pludselig er vi svøbt ind i klange og stemninger, som sender os ind i noget, der føles større end os selv, noget, der på samme tid virker velkendt og fremmed. Og som ikke lader sig sige eller genfortælle. Hos Tranströmer sker den bevægelse altid i foruroligende klare billeder, der får os selv til at se det, som digtet forsøger at hviske til os. Og som altid er der musik. Musikken er til stede i form af komponisternes navne og i linjernes iboende musikalitet, men også i Tranströmers årelange omgang med musik, både som udøvende og som lytter. Fra »Sørgegondol nr. 2«: Liszt har noteret nogle akkorder der er så tunge at de burde sendes

2. korrektur – side 8 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

til analyse på mineralogisk institut i Padova. Meteoritter.

Akkorderne antager fysisk form, noderne er meteoritter, der er for tunge til at falde til ro. Poesi mødes med musik, musik mødes med videnskab; noderne kan lægges under mikroskop til analyse. Et billede, der også belyser Tranströmer selv; han er selv videnskabsmand (han arbejdede i mange år som praktiserende psykolog), digter og musiker. Digtene befolkes af videnskabelige fakta, der bliver gjort konkrete. I digtet »Schubertiana« taler Tranströmer om Schubert, der hver morgen punktligt stiller sig ved skrivepulten, »Hvorved nodeskriftens vidunderlige tusindben satte sig i bevægelse«. I metaforens knappe præcision ser man nodebilledet for sig, ligesom man kan høre de tunge akkorder hos Liszt som meteoritter. Tranströmers billeder virker, fordi de ofte skaber morfologiske »rim«; noders hoveder har samme form som meteoritter, nodeskriften ligner faktisk et tusindben. Tranströmers billeder er skarpe og præcise, og de prentes i en, så man bærer dem med sig resten af livet, fordi de i deres balancerede strenghed er så tilforladelige. De lader sig bare læse. Og så eksploderer de i os. De yder ingen synderlig modstand. Først når de er læst i deres upåfaldenhed, går det op for os, hvor vilde de er. Der er noget dagligdags besnærende ved dem. Pludselig vender metaforerne sig mod os og siger: Se, jeg er ikke tom, jeg er åben. For det er de mange metaforer, som først springer en i øjnene hos Tranströmer. Først bagefter kommer det sitrende tonefald, den grå stemme, som Birgitte Steffen Nielsen har læst frem i sin bog af samme navn. Det er en stemme, som i sin klarhed og prægnans viser sig at indeholde en sitren, et fokus på det halvfærdige, det midlertidige, som hele tiden unddrager sig sammenfatningen. Det er en stemme, der vil det fortløbende, der vil berøringen, og som ikke binder sløjfer på verden.

2. korrektur – side 9 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

Tranströmers digte lader sig læse af alle: De er åbne. Bøgerne er udkommet i en rolig rytme gennem årene; der er tale om et forbløffende konsistent værk. Det er lille og overskueligt, men antallet af sider er omvendt proportionalt med antallet af gange, de tåler genlæsning. Tag bogen og slå op på en tilfældig side, og læs. Læs som om det gjaldt livet! Som når man vil teste verden: Hvad har du gang i? Sådan gjorde jeg en dag foran hylden med digte. Den bog, jeg fik fat i, var fra Centrums Forlag, som ikke fi ndes mere. Men Centrums Forlag havde udgivet to i omfang stort set identiske bøger, en af Tomas Tranströmer og en af John Ashbery. Af en eller anden grund troede jeg, at jeg havde fået fat i Ashbery (mine digtsamlinger står ikke i alfabetisk rækkefølge). Jeg læste hurtigt, som jeg læser Ashbery, og jeg begyndte at læse langsommere. Langsommere og langsommere, indtil jeg gik helt i stå og begyndte at læse baglæns. Så gik det op for mig, at det var Tranströmer, jeg stod med, men at jeg havde læst Tranströmer som Ashbery. To hastigheder, to læsestrategier kolliderede med hinanden. Den hændelse fik mig til at tænke over, at hver digter afsætter en hastighed i os og en læsemåde, som vi må indrette os efter. Vi lytter efter en stemme. Det er en læsning, eller rettere en lytten, som justeres efter stemmen i det skrevne. Tranströmer afsætter en langsom og lyttende læsning. Den åbner op, og den forlener ordene og sproget med en særlig temperatur. Sproget og ordene får feber; tingene står hypertydeligt frem, og vi kommer næsten i tvivl om dem. »Kan det virkelig passe, at verden (også) er sådan?«, hører vi os selv spørge. Ja. Digtene består ofte af selvstændige udsagn, af enkelte billeder, som vi selv må sammenknytte. Vi skal selv regne deres »sammenhængskraft« ud. Men de står fast, og vi må selv kortlægge, hvordan vi kommer fra linje til linje, fra vers til vers. Det kræver skridsikre støvler at gå ud i det tranströmerske landskab, for det, der ser så let og tilsyneladende enkelt ud, kan kaste dybe skygger. Landskabet begynder at strømme. Det transformerer sig, og det tomme åbnes og er fuldt af tusindben og meteoritter. 10

2. korrektur – side 10 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

I 1990, efter udgivelsen af For levende og døde (1989) og modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris, blev Tranströmer ramt af en hjerneblødning og af afasi. Men lykkeligvis er han fortsat i stand til at skrive og spille musik med sin venstre hånd. Musikken, som hele hans liv har spillet så stor en rolle, er nu blevet en kommunikationsform. For nogle år siden var jeg i Makedonien at overvære Tranströmers modtagelse af en fornem litteraturpris. Rummet var fyldt til bristepunktet med folk, og på væggene hang russiske ikoner. Et stort Steinway-flygel stod og ventede på prismodtageren. Prisoverrækkelsen blev transmitteret live i makedonsk tv. Der var taler og honoratiores. Tranströmer fik overrakt en krans af massivt guld. Ud af ingenting dukkede en tv-tekniker, der tydeligvis ikke var orienteret, op med en mikrofon og stillede den foran prismodtageren og de rullende kameraer. Takketalen. Der blev helt stille i rummet, og en knugende tavshed bredte sig. Og i Tranströmers øjne en mild panik. Så vendte han ryggen til mikrofonen, satte sig ved flyglet, og rummet, der før var tomt og tyst, åbnede sig som i et digt af Tomas Tranströmer. Morten Søndergaard, København 2011

2. korrektur – side 11 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

2. korrektur – side 12 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

17 digte (1954)

2. korrektur – side 13 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

2. korrektur – side 14 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

PRÆLUDIUM

Opvågningen er et faldskærmsspring fra drømmen. Fri af den kvælende hvirvel daler den rejsende mod morgenens grønne zone. Tingene flammer op. Han fornemmer – i den sitrende lærkes position – de mægtige trærodssystemers underjordisk svingende lygter. Men oven jorde står – i tropisk flom – det grønne, med løftede arme, lyttende til rytmen fra et usynligt pumpeværk. Og han daler mod sommeren, fires ned i dens blændende krater, ned gennem skakter af fugtiggrønne tider, skælvende under solturbinen. Så standses denne lodrette rejse gennem øjeblikket og vingerne bredes ud til fiskeørnens hvile over strømmende vand. Bronzealderlurens fredløse tone hænger over det bundløse. I dagens første timer kan bevidstheden omfatte verden som hånden griber en solvarm sten. Den rejsende står under træet. Vil, efter styrtet gennem dødens hvirvel, et stort lys foldes ud over hans hoved?

2. korrektur – side 15 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

EFTERÅRSSKÆRGÅRD

STORM

Pludselig møder vandreren her den gamle kæmpeeg, som en forstenet elg med milevid krone foran septemberhavets sortgrønne fæstning. Nordlig storm. Det er i den tid hvor rønnebærklaser modnes. Vågen i mørket hører man stjernebillederne stampe i deres båse højt over træet.

2. korrektur – side 16 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

AFTEN – MORGEN

Månens mast er mørnet og sejlet krøller. Mågen svæver drukken væk over vandet. Broens tunge ﬁrkant er forkullet. Krattene bugner i mørket. Ud på trappen. Morgengryet slår og slår i havets kampestenslåger og solen gnistrer tæt ved verden. Halvkvalte sommerguder famler i havdis.

2. korrektur – side 17 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

OSTINATO

Under musvågens kredsende punkt af stilhed ruller havet buldrende frem i lyset, tygger blindt sit bidsel af tang og pruster skum over stranden. Jorden svøbes i mørke som ﬂagermusene pejler. Musvågen står stille og bliver en stjerne. Havet ruller buldrende frem og pruster skum over stranden.

2. korrektur – side 18 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk

FEM STROFER TIL THOREAU

Endnu en har forladt den tunge bys ring af glubske sten. Krystalklart salt er vandet der slår sammen om alle sande ﬂygtninges hoved. I en langsom hvirvel er stilhed steget herop fra jordens midte, for at slå rod og vokse og med frodig krone beskygge mandens solvarme trappe.

* Foden sparker tankeløst til en svamp. En tordensky vokser stor i randen. Som kobberlurer giver træers krogede rødder tone og bladene spredes forskræmte. Efterårets vilde flugt er hans lette frakke, flagrende til atter af frost og aske rolige dage er kommet i flok og bader kløerne i kilden.

* Troet af ingen går den der har set en gejser, ﬂygtet fra stenet brønd som Thoreau, og ved således at forsvinde dybt i sit indres grønne, listig og forhåbningsfuld.

2. korrektur – side 19 samlede tranströmer (150 x 240 mm – klassikere) rosinante 34000 – christensen grafisk