PETER TUDVAD
KIERKEGAARDS
KØBENHAVN
ROSINANTE
34358_kierkegaards_københavn_ROSINANTE.indb 2
19-06-2013 17:21:07
P eter t u d v a d
K i e r k ega ards
København
RO S I N A N T E
34358_kierkegaards_københavn_ROSINANTE.indb 3
19-06-2013 17:21:07
KIERKEGAARDS KØBENHAVN © Peter Tudvad og Rosinante/ROSINANTE&CO , København 2013 2. udgave, 1. oplag, 2013 Bogen udkom første gang i 2004 på Politikens Forlag Omslag: Lonnie Hamborg/Imperiet Omslagsillustration: Litografi af Emil Bærentzen, Det Kgl. Bibliotek Billedredaktion: Mette Thorsen Illustrationer: Side 486 Charlotte Haslund Christensen; se i øvrigt billedteksterne Grafisk tilrettelægning: P.O. Design, Per-Ole Lind Trykt hos Ednas Print, Ljubljana ISBN 978-87-638-3125-3 Printed in Slovenia 2013
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Rosinante er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
34358_kierkegaards_københavn_ROSINANTE.indb 4
19-06-2013 17:21:07
Indhold Kap. 2
Forord
Kierkegaards København
»denne prostituerede Spidsborgerligheds Residents mit kjære Kiøbenhavn«
Politivennen
»Blade af en Gadecommissairs Lommebog«
64
8
Kap. 1
64 Den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret Kriminalsager 68 Københavns Politi 71 Politisekretær Jørgensen 72 Vægterkorpset og Politievennen 74 Opsigtsbetjent Kierkegaard 77 Brandmajoren 81
Vejviseren
Kap. 3
Indledende videnskabelig forskrift 9 Ytring af taknemmelighed 11 Læsevejledning 12
»Kierkegaard, Søren A., Magister artium, Nytorv 2« 14 Østergade 29 St. Købmagergade 82 Frederiksberggade 228 Østergade 11 Nytorv 2 Løvstræde 128 Kultorvet 132 Nørregade 230 Nytorv 2 Rosenborggade 156 B Rosenborggade 156 A Nørregade 43 Østerbro 108 A Klædeboderne 5-6 Bredgade 142
16 17 19 20 21 31 33 37 40 44 46 50 53 56 59
Set fra Christianshavn
»en Armodens og Elendighedens Idyl«
86
Christianshavn 86 Vejen til Christianshavn 89 København – set fra Christianshavn 93 Sanitære forhold i København før koleraen 95 Koleraepidemien 1853 100 Prostitution 108 Søstrene Bargatz 114 Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset 116 Retterstedet på Amager 123 Kap. 4
Gennem København
»jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til«
126
Østergade 126
K I E R K E G A A R D S K Ø B E N H AV N
34358_kierkegaards_københavn_ROSINANTE.indb 5
5
19-06-2013 17:21:07
Højbro Plads 135 Slotsholmen 137 Kgs. Nytorv 142 Amaliegade 146 Toldboden 149 Nyboder 151 Rosenborg Slotshave 153 Hauser Plads 154 Købmagergade 155 Amagertorv 163 Kap. 5
Akademisk borgerskab i København »Quod felix faustumque sit!«
166
Borgerdydsskolen i København 168 Københavns Universitet 174 Examen philosophicum 175 Studieforløb 1831-39 177 Teologisk embedseksamen 183 Pastoralseminariet 184 Magister Kierkegaards ambitioner 186 Latinerkvarteret 188 Kollegierne i St. Kannikestræde 191 Studenterforeningen 198 Kap. 6
Dyrehavsbakken og Det Kgl. Teater
Sæsonerne 1827-33 234 Sæsonen 1833-34 235 Sæsonen 1834-35 238 Sæsonen 1835-36 242 Sæsonen 1836-37 246 Sæsonen 1837-38 250 Sæsonen 1838-39 253 Sæsonen 1839-40 253 Sæsonen 1840-41 255 Sæsonen 1841-42 259 Sæsonen 1842-43 263 Sæsonen 1843-44 266 Sæsonen 1844-45 269 Sæsonen 1845-46 272 Sæsonen 1846-47 276 Sæsonen 1847-48 279 Sæsonen 1848-49 281 Sæsonerne 1849-55 286 Kap. 7
Søndag på Vesterbro og Frederiksberg »iaften gik jeg ud af Vesterport«
Vestervold 294 Vesterbro 296 Frederiksberg Allé 305 Frederiksberg Have 310 Frederiksberg Bredegade 10 315
»panis og circenses« 208
Kap. 8
Dyrehavsbakken 210 Det Kgl. Teater 214 Skuespilhuset på Kgs. Nytorv – og dets publikum 218 Det Kgl. Teaters repertoire 233
Stænder på Kierkegaards vej
6
292
»Tjenestepiger, og Kræmmersvendene, og dannede Piger, og unge Videnskabsmænd o:s:v:«
320
INDHOLD
34358_kierkegaards_københavn_ROSINANTE.indb 6
19-06-2013 17:21:07
Rang og stand 320 Borgerskab og lavsvæsen 327 Hosekræmmeren 337 Snedkersvenden Strube 348 Hin enkelte i vrimlen 354 Fattigforsorg 362 Godgørenhed – på gaden og ved døren 370 Corsaren og den ubarmhjertige eksperimentator 377 Jesu Jerusalem – Kierkegaards København 390 Kap. 9
De stille timer
»i en hyggelig Kirke, omgiven af Pragt og Herlighed (ja som i et Theater)«
Fælleden 461 Forstaden Nørrebro 466 Assistens Kirkegård 468 Ved Søren Kierkegaards grav 483 Litteratur og kilder 487 Registre Gadefortegnelse 504 Stednavne, København og omegn 506 Navneregister 508 Skuespil-, opera- og balletregister 513
394
Skt. Nikolaj Kirke 394 Helliggeistes Kirke 397 Brødremenighedens Forsamlingshus 404 Trinitatis Kirke 407 Holmens Kirke 412 Vor Frelsers Kirke 415 Vartov Hospitalskirke 420 Christiansborg Slotskirke 422 Citadellets Kirke 430 Vor Frue Kirke 431 Kap. 10
Ud ad Nørreport
»en underlig Indledning til et Besøg paa en Kirkegaard« 446 Nørreport 448 Mellem stadsgraven og søerne 451 Kærlighedsstierne 456 Blegedammene 459
Kort
København 15 Vester kvarter 25 Klædebo kvarter 48 Christianshavns kvarter 87 Øster kvarter 128 Frimands kvarter 156 Frederiksberg 317 Udenbys Vester og Udenbys Klædebo kvarter 452 Assistens kirkegård 469
K I E R K E G A A R D S K Ø B E N H AV N
34358_kierkegaards_københavn_ROSINANTE.indb 7
7
19-06-2013 17:21:07
Forord
Kierkegaards København »denne prostituerede Spidsborgerligheds Residents mit kjære Kiøbenhavn«
Af indfødte københavnere er der næppe nogen, der har nået større berømmelse verden over end Søren Aabye Kierkegaard (1813-55). I sin levetid nåede han at blive kendt af enhver i København, om ikke for sit mægtige forfatterskab, så for det karikerede signalement, tegneren Peter Klæstrup gav af ham i det satiriske ugeblad Corsaren. Forinden havde Kierkegaard selv givet københavnerne mulighed for at lære ham at kende, når han dagligt spenderede et par timer på gader og stræder, hvor han lige så gerne slog et par ord af med tjenestepigen som indlod sig i diskussion med profes soren. Den velhavende hosekræmmersøn gjorde en dyd af at omgås enhver uden smålig skelen til dennes eller egen anseelse. Til gengæld drog han som forfatter nytte af det væld af psykologiske studier, som hovedstadens babyloniske stænderforvirring tilbød ham. Den årvågne københavner – eller Vigilius Haufniensis, som han med holbergsk selvironi titulerer sig på titelbladet til Begrebet Angest – kunne ifølge eget udsagn skrive et helt værk om den psykologiske iagttagelses kunst, »uagtet jeg ikke efter Skik og Vedtægt mellem Iagttagerne i vor Tid har været i Paris og i London, som fik man paa den Maade saa Stort at vide, andet end Snak«.1 I løbet af sit livs 42½ år tilbragte han kun ½ år på et mindre antal rejser, fire til den preussiske hovedstad Berlin, én til Kullen i Sverige og én til 8
faderens hjemegn på den jyske hede. Nok kunne Kierkegaard finde mening i at studere i Berlin, nemlig på universitetet, men hans foretrukne læreanstalt var og blev det oldenburg ske monarkis hoved- og residensstad, København. Lige så for troligt som han færdedes blandt dens beboere, lige så selvfølge ligt blev de skrevet ind i forfatterskabet, som dårligt lader sig forstå uden et vist kendskab til byens topografi og folklore. Kierkegaards kærlighed til København forblev ikke uden skår, men bestod sine prøver. Efter bruddet i oktober 1841 med Regine Olsen, som han havde været forlovet med i 13 måneder, så københavnerne skævt til Kierkegaard. I to uger holdt han ud at være den foragtede, inden han rejste til Berlin, angiveligt for at følge F.W.J. Schellings forelæsninger over åbenbaringens filosofi. »Det er dog velgjørende engang imell. at føle, at man er i Guds Haand, og ikke evig og altid snige sig omkring i en velbekjendt Byes Kringelkroge, hvor man altid veed en Udvei«,2 hedder det med søgt tilfredshed i rejsedagbogen. Kierkegaard kom hjem igen efter 4½ må ned og begyndte nu en litterær produktion, som indgød københavnerne respekt – og vakte deres misundelse. I 1846 kvitterede Corsaren med en latterliggørelse af forfatteren, som snart forvandlede Kierkegaards mentalhygiejniske »Menneskebad«3 til en løben spidsrod mellem spottende og spyttende bysbørn.
F O RO R D
34358_kierkegaards_københavn_ROSINANTE.indb 8
19-06-2013 17:21:07
K ier k e g a a r ds k øbe n h av n
Mens Kierkegaard i 1843 kunne overveje at begå en lyrisk ode til »min kjære Hoved- og Residensstad Kjøben havn«,4 så var det næppe den slags projekter, han havde i tankerne, da han i 1848 omtalte sin elskede fødeby som »et afspærret lille Hul, uden Maalestok, en raadnende Sump.«5 Kærligheden var blevet dialektisk og fordrede nu, at Kierke gaard skulle vende den anden kind til for at elske Køben havn på trods – selv om denne ravnekrog snarere havde fortjent hans latter: »Men vist er det, dersom jeg ikke var mig bevidst som uendelig religieust forpligtet, kunde jeg have Lyst til at reise hen til et eensomt Sted og sætte mig til at lee og lee – om det dog end vilde smerte mig, at dette Krähwinckel er mit elskede Fødeland, denne prostituerede Spidsborgerligheds Residents mit kjære Kiøbenhavn.«6 I de følgende år er Kierkegaards udfald mod København talrige – i 1849 skriver han om »en saadan lille Klat som Kiøbh.«7 og i 1850 om »det lille indspærrede Sted eller Locum, Piattets Hjem, Kjøbstaden Kjøbenhavn«8 – så måske bør det ikke undre, at ’Kierkegaards København’ har fået en stedmoderlig behandling i litteraturen. I stedet har litte raterne med stor entusiasme beskæftiget sig med Kierke gaards forhold til sin far og ikke mindst til sin fordums for lovede som afgørende motiver, uden hvilke der ikke ville have været noget forfatterskab. Dette kan meget vel være, men selv om København ikke er den afgørende forudsætning for forfatterskabet, så er byen ikke desto mindre scenen, hvor mange andre end den forhenværende hosekræmmer og frøken Olsen træder op som aktører i Kierkegaards store skuespil. Kulisserne skiftes bestandigt – fra Hof- og Stadsretten på Nytorv over Vor Frue Kirke og Universitetet til Det Kgl. Teater på Kgs. Nytorv, Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christians havn og Assistens Kirkegård uden for Nørreport – og det samme gør personerne i den dygtigt iscenesatte polyfoni. Snart møder vi en nyfigen politiagent, en brølende vægter eller en myndig brandmajor, snart et offentligt fruentim mer, en honnet borgerkone eller en forsagt tjenestepige.
Det er dem, der er hovedpersonerne i denne bog – og det er dem, som bogen er dedikeret til, ligesom Kierkegaards liv var det! Indledende videnskabelig forskrift Kierkegaards spydige udfald mod videnskabsmænd, der gen nem mikroskopet tror at øjne sjælelige tilstande, er velkendt og hyppigt anført som belæg for, at han var videnskabs fjendsk. Det var han ikke, men han opretholdt et strengt demarkationsprincip for, hvad der sorterede under henholds vis ånden og videnskaben. Han havde en udsøgt respekt for den alvorlige videnskabsmand, der lidenskabeligt viede sig til sin forskning, når han blot undlod at gøre fordring på andet og mere end netop videnskabelighed. Især måtte dette tages i agt af teologer, der i sagens natur stod i latent fare for at bilde sig ind, at de kunne studere sig til troen og den evige salighed. Man skal selvfølgelig heller ikke bygge sin evige salig hed på Kierkegaards biografi, ej heller på en bog om hans liv og færden i København. Ikke desto mindre må man kunne fæste lid til, at bogen i kraft af en vis videnskabelig disciplin kolporterer troværdige oplysninger. Forfatteren må kontrollere sine kilder ved selvsyn, underkaste dem en kritisk undersøgelse og sætte dem ind i en historisk kontekst, inden han giver sig i lag med at stykke dem sam men til sin historie. Han må omtrent forholde sig til sine kilder, som når »en Philolog udgiver et Skrift af Cicero f. Ex., og gjør det med stor Skarpsindighed, med det lærde Apparat i skjøn Lydighed under Aandens Overmagt, naar hans Ingenium og hans ved Jern-Flid er hvervede Fortrolighed til Oldtiden hjælper hans opdagende Takt til at fjerne Vanskeligheder, til at berede Tanke gangen Vei i Læsemaadernes Forvirring o. s. v.«9 Ordene er Kierkegaards og står forunderligt nok i et skrift, der
K I E R K E G A A R D S K Ø B E N H AV N
34358_kierkegaards_københavn_ROSINANTE.indb 9
9
19-06-2013 17:21:07
K ier k e g a a r ds k øbe n h av n
bærer den for en videnskabsmand ikke just løfterige titel Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. I den omfattende litteratur om Kierkegaard findes der mange udmærkede værker, som ikke har skam af at blive vejet med videnskabens mål. Desværre findes der også værker, som har vundet stor udbredelse og aner kendelse, selvom deres største bedrifter har været at dynge gedigne fakta og spinkle indicier sammen til støtte for en ofte særdeles original tolkning af Kierkegaards biografi. Resultatet er, at det i dag er vanskeligt at skelne mellem historisk sandhed og litterær fiktion, hvilket selvsagt ikke kan være i Kierkegaards interesse. Som forfatter til nærværende bog, Kierkegaards Køben havn, tør jeg ikke sammenligne mig med de originale for tolkere, men gerne med hin klassiske filolog. Jeg har med få undtagelser ikke vovet at stole på nogen uden at have kontrolleret deres kilder, hvilket i nogle tilfælde har givet mig anledning til hovedrystende undren over deres lem fældige omgang med disse – og i andre tilfælde til næsegrus beundring for, at de overhovedet har formået at støve dem op. Mit overordnede indtryk er, at forskerne med tiden har betrygget sig i den bekvemme indbildning, at det strengt videnskabelige arbejde hørte en tidligere tid til, mens det først var deres egen tid beskåret at fostre de store, vidt favnende fortolkninger. Således er Kierkegaard i nogen udstrækning forsvundet i sine fortolkeres originalitet. På den anden side må det undre, at en forskning, der roser sig af originalitet, opererer inden for den samme horisont, som den gjorde for halvtreds eller hundrede år siden, nemlig i den formening, at der umuligt kan være noget nyt at opdage om en mand med så stor berømmelse som Kierkegaard. At dette ikke er tilfældet, fremgår af denne bog og især af følgende eksempel: I kap. 8 opholder jeg mig en del ved Corsaren, ikke for at fortælle den samme til bevidstløshed gentagne historie om Kierkegaard og Goldschmidt, men for at korrigere og fortsætte den. Man har nemlig af uransagelige grunde forudsat, at Corsaren ikke kunne holde ud mod Kierkegaard mere end et par måneder uden Goldschmidt ved roret, og 10
da han takkede af allerede i oktober 1846, har man ment at finde den sidste artikel mod Kierkegaard i december samme år. På den måde er det blevet uforståeligt, at Kierkegaard de følgende år bliver ved med i sine journaler at vende tilbage til den længst overståede fejde med Corsaren – hvis han da ikke led af en galopperende megalomani og grasserende for fængelighed, som den originale forskning foreslår. Uheldig vis har Kierkegaards gamle forlag, C.A. Reitzel, kun ladet Corsaren genoptrykke for årene 1840 til 1846, hvilket nær mest har gjort de senere årgange ukendte for magelige for skere, der ikke har villet puste støv på Det Kgl. Biblioteks læsesal for at lede efter nye artikler om og tegninger af Kierkegaard. De findes ikke desto mindre, både artikler og tegninger, og bidrager til et helt andet billede af Kierkegaard end det hævdvundne. Nu skal man ikke forstå det sådan, at jeg tror at kunne lade kilderne tale for sig selv. Selvfølgelig må også jeg foretage en fortolkning for overhovedet at kunne bringe kilderne til at fortælle en sammen hængende historie – eller rettere sagt en lang række af historier. Det afgørende er, at det for læseren er muligt at skelne mellem kilder og fortolkninger. Selv om jeg ikke håber, at min formidling er uden litterære kvaliteter, så mener jeg, bogens blivende værdi ligger i kilderne selv og ikke i mine fortolkninger af dem. I formidlingsmæssig henseende har min ambition været at skrive bogen på en sådan måde, at den på én gang ville interessere læg og lærd. Jeg har derfor ikke været bleg for om fornødent at bryde ethvert kronologisk hensyn for at kunne sende Kierkegaard ud på fiktive lystvandringer, hvor hans iagttagelser og oplevelser præsenteres uafhængigt af, om den ene fandt sted i foråret 1837 og den anden først i vinteren 1852. I øvrigt har jeg bestræbt mig på at lade Kierkegaard og hans samtidige komme til orde på egne præmisser. Således har jeg gjort flittig brug af datidens aviser og tidsskrifter, ikke mindst det spidsborgerlige Politievennen, for ad den vej at give læserne et indtryk af, hvordan københavnerne opfattede sig selv og deres by. Jeg har ikke haft noget
F O RO R D
34358_kierkegaards_københavn_ROSINANTE.indb 10
19-06-2013 17:21:07
K ier k e g a a r ds k øbe n h av n
særligt ønske om at afsløre deres mulige selvbedrag, men har tværtimod ønsket at vise respekt og interesse for de mennesker, Kierkegaard færdedes blandt. Om Mynster og Martensen, Heiberg og Sibbern, Goldschmidt og Brøchner er der fortalt mange historier, men om værtshusholder enken, der leverede Kierkegaards middagsmad, om det offentlige fruentimmer, der allerede som mø besluttede at gøre prostitutionen til sin næringsvej, om snedkersvenden, der gennem fire år logerede hos Kierkegaard med kone og to børn, om skuespilleren, der lod sig inspirere af Kierkegaard til at konfrontere Heiberg med et nyt dramaturgisk ideal, og om skomagerkonen, der udspionerede Kierkegaard fra sit køkkenvindue, er der ikke fortalt stort andet end leksikale almindeligheder. Efter en sådan svada mod den etablerede forskning og dens selektive interesser skylder jeg at indrømme, at jeg ikke har præsteret at læse mig gennem hele den omfattende litteratur om henholdsvis Kierkegaard og København. Derfor kan jeg have begået fejl, som andre kan rette ved en simpel henvisning til arbejder, jeg ikke har haft kendskab til. Dertil kommer, at jeg kan have gjort mig skyldig i fejllæsninger af arkivalier, misvisende tolkninger og andre gale streger. Dette beklager jeg naturligvis og beder om, at man frimodigt vil korrigere og afsløre mine fejl – selv om hver og én vil ærgre mig og blive en pind til min ligkiste! Endelig skal jeg bemærke, at noterne udelukkende er kildehenvisninger, sådan at læseren ikke ideligt behøver at slå op bag i bogen for at se, om der dér gemmer sig oplys ninger, man kunne have interesse i. Til gengæld må man finde sig i, at også meget detaljerede oplysninger alle sam men er skrevet ind i teksten. Sammen med noterne, der angives særskilt for hvert enkelt kapitel, finder man også en liste over litteratur, som jeg har gjort sekundær brug af i mit arbejde. Listen er dog ikke udtømmende, da jeg ikke har villet nævne titler, som i forvejen fremgår af noterne. Et værk, jeg har haft særlig stor nytte af, er rådstuearkivar Villads Christensens enestående kildestudium fra 1912, København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes
Tid 1840-1857. Jeg nævner det straks, dels for at undgå at henvise til det i alle kapitlernes litteraturlister, dels for at yde Christensen den respekt, som andre senere har nydt ved at parafrasere store dele af hans bog og således få kritikernes ros for ’den hidtil bedste bog om Guldalderens København’ – uden selv at have begået den mindste smule forskning eller kildekritik.
Ytring af taknemmelighed Under arbejdet med denne bog har en række personer og institutioner bistået mig på forskellig vis, for hvilket jeg er dem hver især stor tak skyldig. Som de første nævner jeg de mange kompetente og hjælpsomme medarbejdere, som har hjulpet mig på diverse arkiver, nemlig Københavns Stadsarkiv, Håndskriftafdelingen og Musik- og Teaterafde lingen på Det Kgl. Bibliotek, Rigsarkivet, Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, Det Kgl. Teaters Arkiv og Frederiksberg Stadsarkiv. Jørgen Bøytler, Brødre menigheden Christiansfeld, og Paul Peucker, Unitätsarchiv der Evangelischen Brüder-Unität Herrnhut, skylder jeg begge tak for at have foretaget arkivundersøgelser for mig, som jeg ikke har kunnet overkomme at udføre på egen hånd. Når bogen nu engang handler om Kierkegaard, der yndede at fremhæve ’hin enkelte’, så tillader jeg mig særskilt at takke Lars Peter Jørgensen på Københavns Stadsarkiv for en helt ekstraordinær stor hjælp. Jeg takker Flemming Chr. Nielsen for løbende at have læst mine kapitler igennem, for mere end én gang at have henledt min opmærksomhed på relevante kilder, jeg ikke kendte til, og for at have foretaget den endelige redaktion af manuskriptet. Ligeledes takker jeg Finn Gredal Jensen for gennemlæsning af flere kapitler og især for at have stillet sin transskription af P.C. Kierkegaards dagbog til rådighed for mig. Tonny Aagaard Olesen, Andrew Burgess, Bertil Frosell og Jørgen Ulrik Fangel skylder jeg tak for
K I E R K E G A A R D S K Ø B E N H AV N
34358_kierkegaards_københavn_ROSINANTE.indb 11
11
19-06-2013 17:21:07
K ier k e g a a r ds k øbe n h av n
bibliografiske henvisninger. Desuden takker jeg Niels W. Bruun for at have afsløret en hidtil ukendt erindring om Kierkegaards skoletid for mig og Søren K. Bruun for at have delt sine tanker om Kierkegaards akademiske ambitio ner med mig. Frem for alle takker jeg Niels Jørgen Cappelørn for at have anbefalet mig til forlaget som forfatter af bogen, en tillid, jeg ikke håber at have beskæmmet. Yderligere takker jeg ham for at have stillet et upubliceret arbejde til min rådighed og for på mange andre måder at have bidraget til, at denne bog kunne blive til. Sidst, men ikke mindst takker jeg ham for som direktør for Søren Kierkegaard Forskningscenteret, min kære arbejdsplads, at have skolet mig i de principper for god forskning, som ligger til grund for udgivelsen af Søren Kierkegaards Skrifter og nu også for udgivelsen af Kierkegaards København. Til de allerede nævnte institutioner kommer andre, som har været behjælpelige med at skaffe billedmater iale til veje, herunder bl.a. Københavns Bymuseum, Frederiks borgmuseet, Kort- og Billedafdelingen samt Fotografisk Atelier på Det Kgl. Bibliotek, Teater museet, Bakke husmuseet og Statens Museum for Kunst. I denne sammen hæng skylder jeg også Max Girsel, Erik Housted og Charlotte Haslund-Christensen tak, men især takker jeg bogens billedredaktør, Mette Thorsen, der har præsteret at forsyne den med en unik samling af billeder, som i flere tilfælde aldrig tidligere har været publiceret. Ligeledes takker jeg Anne Vad for udarbejdelse af bogens registre – samt mange gode forslag til forbedringer af teksten – Tom Engelbrecht for en grundig korrektur læsning og Louise Haslund-Christensen for at have undfanget idéen til Kierkegaards København, ligesom jeg i almindelighed takker Politikens Forlag for at have turdet binde an med dette ambitiøse projekt. Endelig udtrykker jeg min og forlagets dybeste taknem melighed mod de fonde, stiftelser og legater, der generøst har bidraget til realiseringen af bogen, nemlig De Span nerske Legater, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, 12
Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Etatsråd Georg Bestle og Hustrus Mindelegat, Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorcks Fond, Oticon Fonden, Politiken Fonden, Carlsen-Langes Legatstiftelse, Lademanns Fond samt Tips og Lottomidlerne.
Læsevejledning En bog af et sådant omfang og en sådan tematisk spændvidde som den foreliggende skal en forfatter næppe forvente at kunne friste alle og enhver til at læse fra første til sidste side. Jeg mener heller ikke, at læseren behøver skamme sig over kun at læse udvalgte kapitler, så meget desto mere som jeg netop har lagt bogen til rette for en sådan selektiv læsning. De enkelte kapitler er tematisk afgrænsede og kan udmærket læses hver for sig (læser man hele bogen, må man belave sig på enkelte gentagelser, da visse forhold af tematiske grunde beskrives i flere kapitler). Dog tør jeg ikke anbefale, at man springer kap. 1 over for straks at ile til sit yndlings emne, da principperne for henvisning til matrikler, kort og gader her præsenteres. Desuden giver kapitlet foruden en kronologisk gennemgang af Kierkegaards (og før ham hans fars) bopæle i København en summarisk biografi, sådan at denne i nogen udstrækning kompenserer for det gennem gående og sammenhængende drama, som kun en egentlig biografi kan præstere. Orker man ikke at læse hele bogen i sammenhæng, kan man nu konsultere indholdsfortegnelsen (eller registrene) og efter forgodtbefindende vælge og vrage mellem emnerne. Er man mest til den letbenede lekture, kan man begynde i den kriminalistiske genre i kap. 2, tage på stroppetur gennem Københavns gader i kap. 4, tilbringe en lystig søndag på Vesterbro og Frederiksberg i kap. 7 og slutte af med en no stalgisk vandring ud ad Nørreport til Kierkegaards grav i kap. 10. Skulle sindet være hårdt nok til at konfrontere sig med guldalderens vrangsider, kan man i kap. 3 gå ud på
F O RO R D
34358_kierkegaards_københavn_ROSINANTE.indb 12
19-06-2013 17:21:07
K ier k e g a a r ds k øbe n h av n
Christianshavn for at møde fattigdommen i snavsede gader og kondemneringsmodne logihuse, ligesom der bliver lej lighed til at møde koleraepidemiens rædsler, prostitutionens syfilisbefængte ofre, levende begravelse i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset og døden under mester mandens økse. Herefter kan man passende gøre bod for sin lænestolssadisme ved at give sig i kast med kap. 8, hvor Kierkegaard træder i etisk karakter blandt de privilegerede stænder. Nogle af kapitlerne rummer detailstudier af snæver in teresse, således afsnittene om Kierkegaards studietid i kap. 5 og afsnittene om Det Kgl.Teaters repertoire i kap. 6. Selvom man ikke har interesse i disse emner, kan man fremdeles lade sig underholde af de øvrige afsnit, da kap. 5 også byder på vakre minder fra Borgerdydsskolen og Studenterforeningen, ligesom kap. 6 indledes med en munter kilderejse til Dyre havsbakken og en stemningsfuld tur i Det Kgl. Teater. Kap.
8 byder på detailstudier over nogle af stændersamfundets institutioner og på biografier over et par af den enevældige konges undersåtter, nemlig hosekræmmer Kierkegaard og snedker Strube. Som nævnt finder man også i kap. 8 en redegørelse for Kierkegaard som etisk karakter, idet hans færden blandt sine medmennesker og godgørenhed over for de dårligst stillede underkastes en grundig undersøgelse. Resultatet af denne undersøgelse leder til en dybere for ståelse af hans reaktion på Corsarens angreb og til en kristelig programerklæring for ’Kierkegaards København’. Endelig får man i kap. 9 oplysninger om, hvilke kirker og præster Kierkegaard (og hans far) frekventerede, ligesom man også får historien om dét forhold til kirken, der endte med hans definitive undsigelse af den. Kierkegaard viser vej!
K I E R K E G A A R D S K Ø B E N H AV N
34358_kierkegaards_københavn_ROSINANTE.indb 13
13
19-06-2013 17:21:07