Nu blev dagene lange og ensformige. Mange af dværgene tilbragte deres tid med at stable og ordne skatten, Thorin var begyndt at tale om Thrains Kongesten og bad dem ivrigt om at lede efter den i alle kroge. "For min fars Kongesten er i sig selv mere værd end en flod af guld," sagde han, "og for mig er den helt uvurderlig. Blandt alle kostbarhederne vælger jeg selv den sten, og jeg vil hævne mig på enhver, som finder den og beholder den." Bilbo hørte disse ord og blev bange. Han spekulerede på, hvad der ville ske, hvis stenen blev fundet pakket ind i en bylt gamle pjalter, som han brugte som hovedpude. Alligevel sagde han ikke noget om den, for efterhånden som dagene blev tristere, var en plan ved at tage form i hans lille hoved. Sådan gik det nogen tid, da ravnen bragte bud om, at Dain og over fem hundrede dværge, der hurtigt var på vej fra Jernbjergene, nu kun var et par dagsmarcher fra Dal, de kom fra nordøst. "Men de vil ikke kunne nå Bjerget ubemærket," sagde Roak, "og jeg er bange for, at der vil komme til at stå et slag i dalen. Jeg synes ikke, denne plan er god. Selv om de er barske folk, er det ikke sandsynligt, at de vil kunne vinde over den hær, der belejrer jer. Og selv om de skulle gøre det, hvad får I så ud af det" Vinter og sne er i hælene på dem. Hvordan skal I kunne få noget at spise uden venskab og velvilje fra landet omkring jer? Det ender med, at skatten bliver jeres død, selv om dragen ikke er der mere!" Men Thorin lod sig ikke påvirke. "Vinter og sne vil ramme både mennesker og elverfolk," sagde han, "og det kan være, at de finder det svært at blive i Ødemarken. Med mine folk bag sig og vinteren over sig, kommer de måske i et blødere lune og vil forhandle." Den aften fattede Bilbo sin beslutning. Himlen var sort og måneløs. Så snart det var helt mørkt, gik han til en krog i et kammer lige inden for porten og hentede et reb fra sin bylt og også Kongestenen indpakket i en klud. Så klatrede han op på toppen af muren. Den eneste, der stod der, var Bombur, for det var hans tur til at holde vagt, og dværgene satte kun én vagtpost ad gangen. "Det er meget koldt!" sagde Bombur. "Jeg ville ønske vi kunne have et bål heroppe, ligesom de har det i lejren!" "Der er varmt nok indenfor," sagde Bilbo. "Tja, det kan nok være, men jeg skal stå her til midnat," knurrede den tykke dværg, "det hele er nu så trist. Ikke fordi jeg drister mig til at være uenig med Thorin - måtte hans skæg blive ved at vokse - men han har nu altid været en stivnakket dværg." "Hans nakke kan ikke være så stiv som mine ben," sagde Bilbo. "Jeg er træt af trapper og stengange. Jeg ville give meget for at mærke græs under mine tæer." "Og jeg ville give meget for at mærke en gang stærkere drikkelse i min hals og så en blød seng efter et ordentligt aftensmåltid!" "Jeg kan ikke give dig nogen af delene, så længe den belejring står på. Men det er længe siden, jeg har holdt vagt, jeg skal tage din tørn for dig, hvis du vil have det. Der er ingen søvn i mig i aften." "Du er en god kammerat, Sækker, og jeg tager med glæde mod dit tilbud. Hvis der skulle være noget at bemærke, så vækker du mig først, ikke? Jeg lægger mig i kammeret til venstre lige i nærheden." "Af sted med dig," sagde Bilbo. "Jeg vækker dig ved midnatstid, så kan du selv vække den
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal