Universets_hersker by SAXO.com

D A N N Y B I LT O F T D AV I D S E N

UNIVERSETS HERSKER M E TA -T Y P E 3

META-TYPE 3 UNIVERSETS HERSKER

FACET

UNIV ERSETS HERSK ER

Af samme forfatter Meta-Type 1: Den ultimative kriger, 2004 Meta-Type 2: Dementia, 2006

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

DANNY BILTOFT DAVIDSEN

META-TYPE 3 UNIVERSETS HERSKER

F O RULN AI VGE RES TE T SFHAE CR SEK ETR

Kopiering fra denne bog må kun fi nde sted på institutioner, der har indgået aftale med CopyDan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.

Forlaget FACET Vandværksvej 20B 4581 Rørvig www.forlaget-facet.dk

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

UNDER PRES “Er du 100 % indforstået med hvad der skal ske nu?” “Ja. Er du snart færdig så vi kan komme i gang?” “Hvor er du utålmodig. Det er vigtigt at jeg udfører sekvenserne i rigtig rækkefølge når jeg omdirigerer energi. Ellers bliver hele korridoren bag dig oversvømmet. Så mister vi al elektronikken der, for ikke at nævne-” “Spar mig for detaljerne. Bare skynd dig.” “Fint. Døren åbner om ti sekunder. Du gør klogt i at holde fast i noget.” Med en høj hyletone åbnede døren til den næste korridor, og Sator Dragarr blev ramt af en massiv bølge havvand, der pressede mod hans panserklædte krop. Elektroderne under hans sorte hud lyste op ved anstrengelsen. Han havde fulgt bio-computeren Arka Goraks råd og grebet godt fat i to stålrør på hver side af døren. Bølgen blev standset af en sikkerhedsdør få meter bag ham og fyldte hurtigt korridoren helt op. I dagens anledning var et tætsluttende visir blevet monteret på hans hjelm og en ilttank sat fast på hans kulsorte rygpanser. På hans pulsar-arm var et stort svejseapparat tilsluttet. Der var totalt mørke omkring ham, bortset fra det blå lys fra den vilde energi, der hvirvlede om absorberingskanalen på hans venstre underarm. Vandet havde kortsluttet al elektronik i Bæstets oversvømmede korridorer. Han koncentrerede sig, og hans røde øjeskærme stillede om til nattesyn. “Så langt, så godt,” lød Arka Goraks hæse, mekaniske stemme UNIV ERSETS HERSK ER

i hans tanker. “Fortsæt fremad til tredje dør på venstre hånd. Der begynder hullet, og det fortsætter ind i de næste to rum.” “Hvorfor skal jeg gøre det her?” spurgte Sator Dragarr med et anstrengt grynt, mens han lagde kræfterne i at flytte sine magnetiske fødder og vognen bag ham, der var fyldt med store klumper nano-metal. “Skal vi nu til det igen? Alle er i fuld gang med reparationer overalt i Bæstet, og du er den eneste, der er stærk nok til at bøje det ydre skrog på egen hånd. Vi kan kun udstyre ti Meta-Prima til at bevæge sig under vand, og de andre reparerer skroget på den anden side af Bæstet. Alle må hjælpe til.” “Tak, jeg er med,” vrissede Sator Dragarr mens han trak vognen afsted i hårde ryk, hvilket fi k en stor klump nano-metal til at falde af. “Forbandet! Jeg er kriger, ikke arbejdsdron! Det her er for lavt for en Sator!” “Hold op med at skabe dig og fokuser på din opgave.” Sator Dragarr knurrede mens han baksede den faldne metalklump på plads. Han fortsatte ned gennem korridoren, indtil han fandt den rigtige dør. Hans blik fandt hurtigt tre døde Meta-Prima i rummet. De to af dem lå på gulvet med tomme, vidt opspærrede øjne. Den sidste hang i loftet, med stadig udspilede automatiske luft puder under de største af panserpladerne. Sator Dragarr gik forbi dem med ligegyldighed. Han nåede den enorme revne i den modsatte side af rummet. Bæstets ydre skrog var metertykt. Han håbede inderligt, at Arka Gorak havde beregnet mængden af nano-metal rigtigt, så han ikke behøvede at gå tilbage efter mere. Han fandt to bio-batterier frem, satte dem mod sin brystkasseD.I og følte straks energien bruse gennem sin krop. Hans muskler dirrede af styrke og hans hud hærdede, til det havde en lighed med solidt stål. Han greb fat i de forrevne stumper af skroget og bøjede dem indad for at mindske revnen. Da det var gjort, satte han den første klump nano-metal ind i hullet og aktiverede svejseapparatet. Han satte den hvidglødende flamme mod klumpen. 6

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

Nano-metallet blev hurtigt rødglødende, dernæst delvist flydende og begyndte at reagere med det omgivende metal. Det formede sig langsomt til at fylde en bid af revnen. Når det kølede ned ville det være ligeså hårdt som det originale skrog. Da han var halvvejs med arbejdet i det første rum, mærkede han indkommende alfabølger og en behagelig, lys og fi n stemme i sine tanker. “Hvordan går din opgave, elskede?” Sator Dragarr smilede for sig selv. “Der er lang vej endnu. Hvordan står det til hos dig?” “Ikke godt,” svarede Niwa Kerr. “Jeg tvivler på at elektronikken her kan reddes. Jeg skulle aldrig have sagt til Arka Gorak at jeg var god til den slags.” “I det mindste har du ikke fået det rædsomme trykudlignende middel indsprøjtet.” “Stakkels elskede. Jeg må gøre det godt igen for dig senere. Held og lykke med din opga … Av! Den forbandede ledn …” Med de ord stoppede alfabølgerne, og Sator Dragarr grinede for sig selv mens han arbejdede. Det kunne stadig isne lidt i ham, når han tænkte på at han for kun to uger siden havde troet Niwa Kerr død. Hun var gået gennem utrolige ting for at komme tilbage til ham, trodset store farer og døden selv, for hans skyld. For kærligheden. Gith Ayras ord stod stadig klart i hans minder. Kærligheden fi k væsner til at gøre vanvitt ige ting. Det var den afdøde MetaDementia et stensikkert bevis på. Sator Dragarr gav et fnys fra sig mens han så det glødende nano-metal forme sig. Én ting var sikkert: Han ville aldrig undervurdere den følelse igen. For tiden var kærligheden trods alt på hans side. Niwa Kerr var hans. Sator Gangranell, som ellers havde krav på alle Niwa, havde tilsyneladende mistet interessen i hende efter Gith Ayras forræderi, og deres hemmelige forhold var sikret indtil videre. Han mærkede en ubehagelig fornemmelse krybe op gennem UNIV ERSETS HERSK ER

rygraden. Sator Gangranell var på vej mod Jorden. Hvis han fandt ud af, at Sator Dragarr havde slået kløerne i endnu en Niwa, ville han få Niwa Kerr dræbt. Det måtte ikke ske. Ikke igen. De havde holdt det hemmeligt længe, og det var svært nok selv med Sator Gangranell på afstand. De andre Meta ombord på Bæstet havde ikke opdaget noget takket være Arka Gorak, men Sator Gangranell var næsten umulig at narre. Det var på tidspunkter som dette, at Sator Dragarr var mere end lykkelig for at have den ubestridt mest intelligente bio-computer på sin side. Havde det ikke været for Arka Gorak, havde han været død for længst. Arka Gorak ville fi nde på noget, så Sator Dragarr og Niwa Kerr kunne være sammen uden at frygte Sator Gangranell. Arka Gorak fandt altid på noget. ✪✪✪ “… Jeg må fi nde på noget … Det kan ikke passe, at en menneskeskabt maskine kan udvikle sig på den måde … Det kan ikke passe, at den kan blive stærkere, når jeg ikke kan.” Arka Goraks enlige, smalle, grønne øje samlede informationer ind fra skærmene, mens hans hoved drejede rundt i den kemikaliefyldte tank. Udefra kunne det ikke ses, at dette var en MetaMecha i dyb frustration. Hans hoved var fuldstændigt indkapslet i stål og gjorde al mimik umulig. Kun hans øje kunne ses, og heller ikke det var i stand til at vise følelser. Det andet øje var gået tabt, da Gith Ayra næsten ødelagde Bæstet. De handlinger, der krævede styring, blev udført af hans underbevidsthed, mens hans tanker var optaget af et alvorligt problem. “Jeg må kunne gøre noget …” Han kunne ikke forstå det. Hvordan kunne noget så simpelt som en maskine handle ud fra egen dømmekraft, uden ordre fra et levende væsen, og værst af alt, imitere alfabølger, noget som kun hjerner burde være i stand til? Det burde ikke kunne lade sig gøre, men ikke desto mindre var det sket. Dens alfabølger var 8

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

stadig for svage til at låse en bio-computer, men det var kun et spørgsmål om tid. Han havde aldrig følt sig så hjælpeløs. Bio-computere blev skabt så gode, som de nu engang var, og der var ingen kendt måde at gøre deres evner bedre. Som alle hjerner kunne de lære af erfaring og ændre på sig selv og deres programmer ud fra det, men der var ingen måde for dem at blive stærkere. Han havde ikke nævnt katastrofen for nogen. Ikke engang Sator Dragarr eller Niwa Kerr. Han, og han alene måtte fi nde en udvej. Han havde skabt problemet. Han måtte også fi nde løsningen. Hvis A.I først kunne låse en bio-computer, ville det have ufattelige konsekvenser. Han søgte desperat at tænke i nye baner og komme op med en metode, men alt, han fandt frem til, krævede at han blev fjernet fra sin tank, og det var den visse død for en bio-computer. Men han nægtede at give op. Der fandtes ikke problemer uden løsninger. Tiden var knap. Inden længe ville Sator Gangranell ankomme, og hvis han fandt ud af, hvad der var sket, ville han få Arka Gorak destrueret. En så alvorlig fejl var utilgivelig. Et pludseligt og kraft igt udslag i strømforsyningen fi k alle lys og instrumenter til at blinke vildt. De andre Meta på broen så forvildet rundt, men Arka Gorak rettede sine alfabølger mod det sted og den Meta, han på få millisekunder havde konkluderet, var synderen. “Niwa Kerr,” sagde han strengt. “Du risikerer at sende os tilbage, hvor vi begyndte. Koncentrer dig!” “Jeg ved det, Arka Gorak, og jeg beklager. Det skal ikke ske igen, men det er ikke det samme som at reparere et implantat.” “Det eneste du skal gøre er at være forsigtig og fokusere på opgaven. Det burde ikke være svært, ikke engang for en ung MetaPrima som dig.” “Naturligvis, Arka Gorak … Jeg skal gøre mit bedste.” “Bare gør det ordentligt.” Arka Goraks alfabølger stoppede, og Niwa Kerr stirrede ind UNIV ERSETS HERSK ER

i det åbne panel foran sig med sine varme, gyldne øjne. Der var irritation i hendes smukke, unge ansigt. Ledningerne hang kaotisk ud i store klumper og gjorde det ikke lettere. Især ikke når hendes tanker var et helt andet sted. Hun skiftede en udbrændt printplade, tog de tilhørende ledninger og satte dem én for én i en ny plade. “Sådan … og så bare slutte strøm til …” Der lød et elektrisk smæld og hun trak sine hænder til sig med en smertefuld grimasse. Printpladens dioder lyste op. Hun så på sine håndflader og åbnede og lukkede dem for at slippe af med den snurrende følelse. Sårene var for længst helet, men hun kunne tydeligt huske de to forbrændte pletter i sine hænder. Pletter, skabt af det batteri, Katie havde brugt for at genoplive hende. Hvordan skulle alting nogensinde blive normalt igen? Snart ville Sator Gangranell komme til Jorden. Når det skete, ville der ikke gå lang tid, før de var i kamp igen. Hun vidste allerede nu, at hun ikke kunne dræbe endnu et menneske. Hun havde vidst det, lige siden det første menneske hun slog ihjel. Til deres store forargelse havde Sator Dragarr og Arka Gorak fået hele historien om hende og Katie. Niwa Kerr vidste, at hun burde se Katie som en fjende, men hvordan skulle hun kunne det efter alt, hvad de var gået igennem sammen? Sator Dragarr var heldigvis så glad for hendes tilbagekomst at han var ligeglad med hendes blødsødenhed. Arka Gorak havde grundigt belært hende om, at menneskene kun var en forhindring, der skulle ryddes af vejen. Når hun tænkte over det virkede han anderledes. Han var langt mere bitter og vrissen, end han plejede at være. Hun slog tanken ud af hovedet og vendte tilbage til sin opgave. Lige nu var det vigtigste at få Bæstet tilbage i funktion igen. Hun måtte fokusere på én ting ad gangen. Den næste printplade klikkede på plads, og hun sluttede ledninger til. Det gik hurtigere denne gang. Hun smilede for sig selv. Hvis bare det fortsatte, ville hendes opgave snart være slut, 10

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

og hun ville have mere tid til at koncentrere sig om de kommende problemer. Der var rigeligt af dem, nok til at hun aldrig kunne skubbe dem helt fra sig. Når hun nu tænkte over det … “Av!” Panelet slog gnister og lyset i korridoren flakkede. “Niwa Kerr!” “Undskyld, Arka Gorak, det var ikke med vilje! Undskyld!” ✪✪✪ “… Der er ikke tid nok, Arka Sayus …” Sator Gangranells dybe, foruroligende stemme rungede gennem rummet, mens hans skærmdækkede øjne stirrede intenst ud ad vinduet. Udenfor gled Pluto langsomt forbi, næsten totalt dækket i mørke. I den afstand var der ikke meget lys fra den nærmeste stjerne, menneskenes sol. Kun lysene fra de andre krydsere i kredsløb om den frosne planetoide kunne helt tydeligt ses. “Der er kun kommet syv. Det er ikke engang en brøkdel af flåden. Det går for langsomt. Resten er stadig spredt i jagten på Invokium, og de er uger, måneder, sågar år væk herfra … og så kommer vi til det værste … menneskene … og deres forbandede ihærdighed … Jo værre deres situation, des stærkere deres kampkraft … Det trodser al logik, men ikke desto mindre er det sandt … Selv med hele vores flåde og hele vores hær af droner er der ingen garanti for, at vi kan vinde krigen, inden det er for sent …” “Så det, vi står overfor, er i virkeligheden to problemer, Herre.” Sator Gangranell vendte sig og så Arka Sayus i øjnene. Han var hans bedste skabelse inden for bio-computere. Ikke engang Arka Gorak havde bare en tredjedel af hans evner. “Sandt, Arka Sayus. Tiden og menneskenes styrke under pres er vores største forhindringer. Kan vi ikke eliminere dem, er vores chance for succes stort set lig nul … Jeg har gået det igennem igen og igen og igen i mit hoved …” UNIV ERSETS HERSK ER

“Men hvis vi ikke kan ændre på tidens gang eller bryde menneskenes kampmoral, så er Kouronia dødsdømt,” brød Arka Sayus ind. Sator Gangranells blå skærme glitrede kortvarigt, og han fi k en svagt hvinende trækning i sit metalindhyllede ansigt. “Medmindre …” Arka Sayus rykkede sig svagt i sine ledninger og så undrende på ham. “Som jeg var i gang med at sige, før du afbrød mig, har jeg gået det igennem i mit hoved,” fortsatte Sator Gangranell. “Jeg kan ikke ændre på tidens gang … men det er måske heller ikke nødvendigt.” “De tænker vel ikke på at bruge den?” Sator Gangranell så mod et hjørne af sit hemmelige lokale, hvor en stor maskine stod. Den bestod af en cylinderformet metalbeholder med en mængde antennelignende metalstænger, en skærm og et tilhørende tastatur. “Det er præcis, hvad jeg tænker, Arka Sayus. Vores flåde har ikke tid nok til at samle sig til det endelige angreb. Men hvis vi bruger den hyper-kinetiske molekyleaccelerator …” “Men den maskine har over 43 % risiko for fejl, Herre.” “Jeg ved det, Arka Sayus,” sagde Sator Gangranell med stigende irritation i stemmen. “Jeg har selv bygget og afprøvet den … Ja, der er stor risiko. Det var derfor jeg lagde ideen fra mig igen. Men fejlene varierer i størrelse og alvor. Med acceleratoren kan jeg skabe to sammenhængende rifter hvor som helst i universet og flytte en hvilken som helst genstand gennem rifterne på en brøkdel af den tid, det ellers ville tage. Hvis ikke det var absolut sidste udvej, ville jeg aldrig bruge den, men jeg ser ingen anden løsning på tidsnøden. Men først må jeg fi nde ud af, om den stadig virker.” Han gik hen til acceleratoren og satte håndfladen på tastaturet. Maskinen kom til live med en højlydt brummen. “Arka Sayus, giv mig koordinaterne på to punkter med tre me12

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

ters mellemrum i dette rum.” “Som De ønsker, Herre,” svarede Arka Sayus tøvende og sendte de ønskede koordinater til sin herre med tankerne. Sator Gangranell tastede ind på tastaturet, og kraftige blå lyn begyndte at springe mellem antennerne på acceleratoren. De lavede konstant høje, elektriske smæld, mens maskinen udsendte en rungende buldren. To gulligt lysende rifter åbnede og bredte sig, til de blev til to trekantede åbninger. De var hvirvlende masser af energi, og der var intet at se i dem udover gule lyskiler, der drønede rundt og rundt i en malstrøm mod den anden side. “Herre, jeg må på det kraftigste fraråde Dem at gøre det selv,” sagde Arka Sayus. “Brug i det mindste en drone til at teste det.” “Hvert sekund, vi spilder, er til menneskenes fordel, Arka Sayus,” sagde Sator Gangranell, uden at tage øjnene fra riften. “Jeg vil ikke vente. Det er min opfi ndelse, og jeg vil selv afprøve den og vurdere risikoen.” Med de ord gik han ind i riften. Allerede inden han var trådt helt ind, trådte hans fod ud på den anden side, hurtigt fulgt af resten af hans krop. Arka Sayus betragtede ham tavst et øjeblik. “Det ser ud til at have virket perfekt denne gang, Herre. Det er måsk …” Hans sætning svandt hen, mens han så på det mørke blod, der dryppede på gulvet ved Sator Gangranells fødder. Den mægtige Meta bukkede sig forover i smerte. “Herre!” udbrød Arka Sayus fortvivlet. “Det ser værre ud, end det er,” stønnede Sator Gangranell. En større bid af panseret på den højre side af hans brystkasse var forsvundet, sammen med en luns af kødet under det. Arka Sayus bedømte, at det kun var et stort kødsår, men ikke desto mindre var ribbenene blottet, og det var uden tvivl pinefuldt. Sator Gangranell satte sin håndflade mod såret og udløste en mængde energi fra den, hvilket brændte såret og standsede blødningen. Han skar tænder, gik hen til den nærmeste væg og lænede sig tungt op ad den. UNIV ERSETS HERSK ER

“Det anede mig,” sagde Arka Sayus hovedrystende. “En del af Deres molekyler blev malplaceret under Deres rejse mellem de to rifter. Det kunne have været Deres hoved eller Deres hjerte, og på længere rejser bliver risikoen kun større. Denne metode er komplet håb …” “Risikoen er acceptabel,” afbrød Sator Gangranell hæst. “Men, Herre, tænk på konsekv …” “Risikoen er acceptabel, Arka Sayus!” brølede Sator Gangranell. “Vi bruger denne metode, og vi sætter planen i gang med det samme. Du skal koble dig til acceleratoren og åbne rifter hertil for vores flådes krydsere, og jeg vil ikke høre nogen indvendinger, hverken fra dig eller andre. Er det forstået?” “… Deres ord er min lov, Herre. Men under alle omstændigheder løser det kun ét af vores to problemer.” “Jeg ved det. Jeg har endnu ingen løsning på menneskenes forbandede udholdenhed, men der må være en måde … Måske hvis jeg får Arka Gorak til at holde øje med menneskenes aktiviteter … Måske fi nder vi noget, vi kan bruge …” Han gled en smule nedad og pressede sig selv yderligere mod væggen for ikke at falde helt sammen. “De må gå til Smedjen og få udbedret skaden med det samme, Herre.” “Der er ikke tid. Hvis jeg går til Smedjen nu skal jeg være i stasis på ubestemt tid for at blive behandlet og få mit panser repareret … Nej, jeg må fortsætte.” “… Herre, jeg kan uddele ordrer for Dem og sørge for at de bliver udført.” Sator Gangranell så på Arka Sayus med et ulæseligt udtryk. “Der er ingen grund til at holde mig hemmelig længere,” fortsatte bio-computeren. “De vil kunne tænke langt klarere i uskadt tilstand. Tag til Smedjen og bliv behandlet. Imens vil jeg sørge for, at alting sker, som De vil have det.” “… Meget vel, Arka Sayus. Du overtager kommandoen, mens jeg er væk.” 14

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

Med de ord gik han mod den hemmelige dør med en svag smertetrækning for hvert skridt. Han åbnede den med en enkelt berøring og forsvandt ud af rummet. Arka Sayus vendte øjnene mod sine skærme, mens han rettede sine tanker mod den anden ombordværende bio-computer. “Arka Chul.” Der var en længere pause uden svar. Arka Sayus vidste at det var på grund af chok og forvirring fra Arka Chuls side. Hun ville med det samme vide, at hans bio-signaler kom fra hendes egen krydser. Han lagde intet skjul på det. I al den tid hun havde været Titanium Ravnens bio-computer, havde hun aldrig haft den mindste idé om, at der skulle være en anden ombord. Det vidste han, for han havde flere gange skaffet sig adgang til hendes hjerne, helt ubemærket. “… Hvem er du?” lød svaret fra Arka Chul. “Jeg er Arka Sayus, Sator Gangranells personlige bio-computer, og fra og med dette øjeblik hans afløser, indtil han vender tilbage fra Smedjen. Jeg har ordrer, der skal udføres hurtigst muligt, og vi må deles om opgaverne for at spare kostbar tid. Du skal ikke stille spørgsmål, bare gøre, som jeg siger. Er det forstået?” Arka Sayus gjorde meget ud af at spille med sine digitale muskler. Han kendte alle Arka Chuls små facetter. Hun ville ikke bryde sig om at blive beordret rundt af nogen anden end Sator Gangranell. Men han havde ingen tid at spilde på den slags, så han måtte sætte sig i respekt. For Arka Chuls digitale øjne var denne bio-computer, der tilsyneladende lige var dukket op ud af det blå, en enorm masse af truende alfabølger. Denne bio-computer kunne lukke hende helt ned med en enkelt tanke, hvis den ville. “Er det forstået, Arka Chul?” gentog Arka Sayus med ekstra truende stemme. “F-forstået, Arka Sayus. Sig frem. Jeg er under din kommando.” “Godt. Kontakt Arka Gorak og få ham til at holde øje med UNIV ERSETS HERSK ER

menneskene. Han skal rapportere alt, der har relevans, direkte til mig. Dernæst skal du fi nde den nøjagtige position på samtlige krydsere i flåden og sende den information til mig.” “Men … “ “Ingen spørgsmål. Når du har fundet deres positioner, sender du dem den ordre, jeg giver dig som fi l nu, og de skal alle adlyde den, ligeledes uden spørgsmål og helt uden tøven. Gå i gang med det samme og forstyr mig ikke med andet end beskeder af stor vigtighed.” Arka Sayus sluttede samtalen og vendte sine tanker mod den hyper-kinetiske molekyleaccelerator, der gik i gang med at brumme igen. Selvom acceleratoren forkortede turen mellem to punkter ekstremt, ville det stadig tage en rum tid at bevæge sig flere millioner kilometer. Forudsat at flåden nåede hel igennem, ville den være samlet i løbet af ti dage. “Jeg skal nok sørge for alt, Herre,” sagde Arka Sayus for sig selv. “De kan stole på mig.”

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

HÅRDE TIDER Global Guardians konferencerum kunne huse hele I.D.E’s ledelse, og det var præcis, hvad det gjorde denne dag. Hver eneste overkommandør var mødt op, hvilket understregede det faktum at det var et yderst alvorligt emne, der skulle diskuteres. Edward fandt hurtigt og rutineret sin plads bag det lille skilt hvor der stod “U.S.A”. Ved hans sider havde overkommandørerne Charleston og Harrison, fra henholdsvis Storbritannien og Australien, indfundet sig. De gav ham hver et lille, anerkendende smil. Disse to var de eneste overkommandører han med sikkerhed kunne kalde sine venner. I noget så forræderisk som politik, især den militære slags, var venner sjældne og meget værdifulde. “Hvordan tror du det kommer til at gå, Edward?” spurgte Harrison bekymret. “Svært at sige,” svarede Edward. “Ledelsen har været splittet før, men aldrig så meget som nu. Den vestlige verden har flest overkommandører i ledelsen, og det gør kun det hele mere uretfærdigt i vores allieredes øjne.” “Tror du de virkelig overvejer at melde sig ud af I.D.E?” spurgte Charleston. Edward så tavst ud over den pakkede sal. “… Så dumme kan de umuligt være,” fortsatte Charleston og forsøgte at lyde mindre foruroliget, end han var. “Vi er midt i en krig for himlens skyld.” “Lad os ikke drage forhastede konklusioner,” sagde Edward og rettede et afdæmpende blik mod ham. “Vi er alle fornuftige menUNIV ERSETS HERSK ER

nesker, og ingen af os ønsker at se I.D.E falde fra hinanden. Vi er her for at løse vores problemer, ikke gøre dem værre.” “Lad os håbe, at de andre er af samme mening,” sagde Harrison. “Der er nogle få der mener at Vesten altid har været nærmest ligeglad med Østen og Afrika.” Der gik en høj klartone gennem salen og alle blev tavse. Et kæmpemæssigt hologram dukkede op i midten af rummet og viste ledelsens ordstyrer, en ung kvinde i flot, blå uniform med stramt opsat hår og et kønt ansigt bag et sæt tynde briller. “De herrer og damer Overkommandører, velkommen til Global Guardian og dette hasteindkaldte krisemøde,” sagde hun højt og tydeligt. “Vi er samlet for at diskutere situationen i vores organisation efter det fejlnedslagne krydsermissil i Cape Town. Overkommandør Kahto, ordet er Deres.” Hologrammet skiftede til en velplejet, skaldet sort herre med et tykt, kort fuldskæg. Han så aldeles ikke tilfreds ud, hvilket gav Edward en ekstra panderynke. “Jeg taler i dag på vegne af ikke kun Sydafrika, men på vegne af samtlige midtøstlige, østlige og afrikanske lande,” begyndte Kahto med stor styrke og let vrede i stemmen. “For få uger siden blev næsten halvdelen af Cape Town udslettet, ikke kun af MetaTypernes dommedagsmaskine, men ligeledes af et uhørt dumdristigt missilangreb, beordret af Ekskommandør Jason Beck. Vi ved, at hele Cape Town ville være en rygende ruin, og at mange flere ville være døde hvis ikke dette angreb var sat ind. I den forstand var det en succes. Vi forstår, at angrebet var nødvendigt for at sætte en stopper for Meta-Typernes maskine. Angrebet blev ikke diskuteret med ledelsen, og Jason Beck bærer hele ansvaret, men det er ikke deri vores vrede ligger. Vores vrede skyldes de vestlige landes modvilje til at straffe ekskommandøren. Det er vores opfattelse, at Jason Beck aldrig var gået fri, hvis det havde været eksempelvis en amerikansk storby, der var blevet ramt, og det er uacceptabelt. Afgørelsen var en demokratisk afstemning, og vi respekterer 18

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

den, men vi mener, at Østen og Afrika er underrepræsenteret i ledelsen. Vi har holdt vores utilfredshed tilbage i mange tidligere afgørelser, der ikke favoriserede vores egne nationer, men det står os nu klart, at systemet ikke fungerer. Da I.D.E blev formet, indvilgede vi selv i, at hvert land kun skulle repræsenteres af én overkommandør for at træffe beslutninger nemmere og hurtigere, men nu foreslår vi en udligning; lad alle mellemøstlige, østlige og afrikanske lande indsætte en assisterende kommandør, så afstemningerne bliver mere retfærdige. Vi ønsker at bevare I.D.E. Vores planet er dødsdømt hvis vi ikke arbejder sammen om at beskytte den. Det er derfor, det er så vigtigt at vores samarbejde er retfærdigt. Vi vil kun det bedste for vores verden, men vi er ikke parate til at ofre vores egne nationers frie vilje.” Han så rundt i hele lokalet. “Tænk grundigt over det. Ikke for jeres egen skyld, men for vores planet. Mange tak for jeres opmærksomhed.” Med de ord satte Kahto sig ned, og hologrammet skiftede tilbage til ordstyreren. En lav mumlen brød ud blandt overkommandørerne. “De mener det alvorligt,” sagde Charleston lavt, mens han lænede sig over mod Edward og Harrison. “Assisterende kommandører? Og de snakker om ulighed?” Edward havde sine tænksomme øjne skruet fast på Kahto i den modsatte side af salen. Kahto gengældte blikket på en måde, som gjorde det klart for Edward at han blev udfordret. Ordstyreren kaldte til ro i salen. “Debatten er nu åben for modsvar eller kommentarer.” Kahto så igen direkte på Edward. Charleston og Harrison så sidelæns og afventende på ham, og ligeledes gjorde langt de fleste overkommandører. Han rakte frem og trykkede en knap ind på siden af skiltet foran sig. “Overkommandør Beck, ordet er Deres,” sagde ordstyreren. Edward rejste sig og så roligt ud over de samlede overkomUNIV ERSETS HERSK ER

mandører. “Først og fremmest vil jeg gøre det klart, at jeg forstår jeres frustration, og at jeg anerkender, at jeres lande aldrig har haft det nemt. Vesten har altid været bedre stillet end jer og har ikke altid behandlet jer med den respekt, I fortjener. Men lad ikke den sørgelige fortid kaste en skygge over jeres dømmekraft. Jeg kan se, at I mener, jeres forslag er retfærdigt, men tænk det grundigt igennem. En assisterende kommandør fra hvert af jeres lande er ikke en fair måde at gennemføre beslutninger, da den person sandsynligvis vil stemme det samme som overkommandøren frem for at træffe sine egne beslutninger. Vesten holder ikke sammen mod jer. Vores beslutninger er ikke baseret på grupperåd, men på personlig holdning. Det er derfor, vi kun har én stemme hver, og derfor ingen bør have to stemmer. I demokratiske beslutninger kan der ikke altid være et kompromis. Vi ønsker ikke at få nogen til at føle sig udsatte eller uden indflydelse. Det eneste, vi vil opnå, hvis halvdelen af kloden pludselig skal have assisterende kommandører, er mere ubalance. Jeg siger ikke at vores nuværende metode er ufejlbarlig, men den er bæredygtig og giver ingen nation hverken mere eller mindre magt end andre. Uanset landets størrelse, har hver overkommandør kun en enkelt stemme. Hvis Østen og Afrika får to stemmer per land, vil Vesten før eller siden også have to stemmer for at balancere, og så er vi tilbage, hvor vi begyndte. Jeg foreslår derfor, at vi beholder den nuværende styreform, i hvert fald indtil vi kan fi nde en metode, alle kan være tilfredse med. Det er vores fælles eksistens, vi kæmper for. Vi har hverken tid eller råd til at skændes med hinanden. Vi bliver nødt til at fokusere på det, der er vigtigst. Vores overlevelse.” Med de ord så Edward Kahto i øjnene, men ikke for at udfordre ham. Edward havde siddet for længe i ledelsen til at gøre så dumt et træk. Der var mange små, anerkendende nik blandt overkommandørerne i salen, endda tænksomme miner hos modstander20

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

ne, men Edward blev stående, da han vidste, at et modsvar var på vej. “Debatten er igen åben,” sagde ordstyreren. Alle øjne vendte sig mod Kahto, som sad lidt og tænkte, inden han rejste sig. “De taler som forventet godt for Deres sag, overkommandør Beck,” sagde Kahto med et svagt smil. “Men hverken jeg eller de overkommandører, jeg taler på vegne af, er endnu overbeviste. Hvis østen og Afrika ikke kan få mere lighed i beslutningerne i den nærmeste fremtid, så har jeg et andet forslag til at udjævne magtbalancen. Det drejer sig om supervåbnet MEK.” En lav mumlen brød ud i salen og Edward rynkede svagt på brynene. “Vestlige forskere er ved at udvikle våbnet i dybeste hemmelighed, og når det engang er færdigt, vil det være et kæmpe vendepunkt for krigen ... i hvert fald for Vesten,” fortsatte Kahto. “Vi mener at det ville være retfærdigt og stærkt formildende, hvis Østen og Afrika fi k adgang til MEK, så vi også kan bygge et, plus halvdelen af grundstoffet Neutralium, der skal til for at drive våbnet. På den måde vil vores del af verden stå bedre over for truslen fra Meta-Typerne, og Vesten vil have vist os stor tillid og samarbejdsvilje.” De vestlige overkommandører hviskede lavt og lettere bekymret med hinanden. Edward så ned i bordet og rystede på hovedet. “Endnu en gang må jeg bede jer tænke jer grundigt om før I stiller et sådant krav,” svarede han. “For det første er MEK et tophemmeligt våben, der ikke må fange Meta-Typernes opmærksomhed. Vi kan ikke risikere at afsløre det, og derfor er det bedst, at det bliver udviklet ét sted, som er sikkert. MEK kan være nøglen til sejr over Meta-Typerne. For det andet er våbnet designet til at bruge hele meteorets kraft. Det er ikke sikkert, at det vil være effektivt med halvdelen. Desuden er det ikke et våben som Vesten har tænkt sig at holde for sig selv. Både det og Neutraliummet vil komme hele verden til gode, ikke kun os. Vi UNIV ERSETS HERSK ER

prøver ikke at holde noget tilbage fra jer. Vi er sammen om forsvaret af Jorden. Vi er afhængige af hinanden. I må stole på os, så vi kan arbejde sammen om at overleve.” Kahto tøvede få sekunder, men satte sig så ned og lagde armene over kors. Overkommandørerne brød ud i lave diskussioner, og Edward satte sig ligeledes ned. “Dér fi k du sat ham på plads,” sagde Harrison med et smil. “Nej, på ingen måde,” sagde Edward alvorligt. “Han har ikke ændret mening, og det har hans støtter heller ikke. Jeg har i bedste fald købt os mere tid. Lad os håbe, at det er nok til at overbevise nogle af dem om, at det her er tåbeligt.” Han vendte sit blik væk fra sine venners bekymrede miner og mødte endnu en gang Kahtos stålsatte og uvigende øjne. ✪✪✪ Hawk gik hastigt gennem de myldrende korridorer i Global Avenger. Et stort smil var klistret fast på hans ansigt. “Rolig, mand, du løber fra mig,” grinede Mike, som gik ved hans side. “Undskyld, jeg kan bare ikke vente til flyvetræningen,” svarede Hawk, og hans selvlysende grønne øjne skinnede af iver. Sator Dragarrs hårde behandling af Hawks ryg under angrebet på New York havde kostet to ugers hvile fra al træning, men nu måtte han endelig genoptage den. De nåede hurtigt hangaren. De fleste infanteri-piloter havde allerede indfundet sig. Hawk og Mike stillede sig på de eneste frie pladser i bagerste geled. Der var én person, der manglede, hvilket Hawk var særdeles glad for. Smith Johnson var taget til Jorden for at få træning som elitepilot. Engang var Hawk rasende over, at han havde fået pladsen i stedet for ham, men nu var han bare glad for, at Smith ikke længere var ombord på Global Avenger. Døren til hangaren gik op, og løjtnant Amy Lee kom ind. Hun 22

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

lagde sit stenhårde blik på gruppen. Det ville være synd og skam at sige, at Hawk brød sig om Lee. Hun var trods alt skyld i, at han mistede sin reaktionsevne og sin plads i I.D.E, selvom det kun var midlertidigt. “Jeg ser, at I allerede står ret,” sagde hun, mens hun bevægede sig ind foran dem. “Godt. Lad os ikke spilde tiden. Op i jeres jagere.” Det kriblede i hele Hawks krop mens han gik mod sin jager, Nemesis. Så mærkede han en hånd på sin skulder. Hawk vendte sig og så lige ind i Katies øjne. Han stivnede kortvarigt. Det var ikke meget, han havde set til hende, men hun lignede sig selv. Smuk som altid. “Hej, Hawk … Jeg … jeg ville bare lige sige … Det er … det er rart at have dig tilbage i træning … Virkelig … og held og lykke, ikke?” Hawk svarede ikke i et par sekunder. Hun så usikkert på ham. “… Tak, Katie … og i lige måde,” sagde han endelig. Hun smilede svagt og så ned i gulvet. Hawks blik flakkede, og han skiftede stilling et par gange. “… Vi må hellere gøre os klar,” sagde Katie og rømmede sig. “Ja, det må vi hellere,” svarede han hurtigt. Katie løb hen til sin jager. Hawk blev stående i få sekunder og så efter hende, men rystede så på hovedet. Han sprang let og elegant op i sin jager og indstillede instrumenterne. Cockpittet lukkede omkring ham. Han smilede ivrigt. “Okay, piloter, start jeres motorer, og …” Lee standsede midt i sin sætning, og radioen i deres hjelme var stille. Hawk strammede grebet om styret af bar utålmodighed. “… Jeg beklager pausen, piloter, I må begynde startsekvensen,” fortsatte Lee. “På tide!” sagde Hawk for sig selv. “På nær Hawk McAndrew. Du er fritaget for flyvetræning i dag. Din tilstedeværelse er påkrævet i laboratoriesektoren, lokale 14. Afsted.” UNIV ERSETS HERSK ER

Hawk sad helt forstenet i et par sekunder. Næsten krampagtigt slap han styret, afspændte sikkerhedsselen og åbnede cockpittet. Han sprang ud og gik surmulende ud af hangaren, mod laboratorierne, som lå i den anden ende af krydseren. Han stak hænderne i lommen og bandede for sig selv. Det måtte være professor Oliver Carlton, som havde sendt bud efter ham. Han havde lykkeligt glemt alt om den aftale, han havde lavet med ham og Jonathan O’Hara for to uger siden. Efter et kvarter nåede han lokale 14. Det var stadig tidligt, så der var ikke det sædvanlige antal forskere derinde. Faktisk var der kun Carlton og O’Hara. “Godmorgen, Hawk!” udbrød Carlton med et stort smil. “Jeg har hørt, at du kan genoptage træningen. Dermed er vores aftale også gældende, forstår du.” “Jeg går ud fra at det handler om Crossbreed?” sagde Hawk og prøvede at gemme sin skuffelse. “Du har ret,” svarede O’Hara. “Kom nærmere, så skal vi forklare.” Hawk begyndte at gå mod dem, men fi k øje på noget ud af øjenkrogen. I en aflukket montre i hjørnet var et tomt, sølvskinnende, spejlblankt panser. Gith Ayras panser. Det virkede forkert at se de perfekt kropsformede metalplader uden den tilhørende Meta-Type. Hendes uendeligt smukke ansigt stod stadig klart malet i hans erindring, selvom han kun havde set det tæt på, kort før Sator Dragarr slog hende ihjel. Ved siden af var en mindre montre fyldt med hårtynde ledninger og to små, mekaniske genstande, hvoraf Hawk genkendte den ene af dem som et Data-Implantat, en af Meta-Typernes indopererede computere. Carlton og O’Hara fulgte hans blik. “Vi ville hellere end gerne have hende her til at forklare os alt, hvad vi har måttet gætte os til fra hendes lig,” sagde Carlton lavt. “Men siden det ikke er tilfældet, har vi hendes panser og elektroniske materiale herinde til forskning.” 24

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

“Hvad med liget?” “… Det er opbevaret et hemmeligt sted her på Global Avenger, indtil vi har kortlagt det hele,” svarede Carlton lettere besværet. Hawk kunne høre på ham at han heller ikke brød sig om ikke at give hende fred i graven. “Jeg kan ikke sige at jeg har nogen form for sympati med det,” sagde Hawk stille. “Jeg mener … hvis man skal tro det, som Jason har fortalt, så har Gith Ayra ofret sig selv for at redde os alle.” Han følte sig selv i personlig gæld til det afdøde rumvæsen. Uden hende havde han aldrig fået sin reaktionsevne tilbage og havde ikke været i live nu. Gith Ayras selvopofrelse var ikke gået ubemærket hen på resten af Jorden. Faktisk havde mediestormen stadig ikke lagt sig selv to uger efter hendes død. En Meta-Type, en af menneskehedens dødsfjender, havde forrådt sine egne artsfæller og forsvaret New York mod dem på bekostning af sit eget liv. Nyheden havde sendt hele kloden ud i vild debat sammen med historien om den gulhårede Meta-Type, som reddede et menneske fra ruinerne i Cape Town. Hawk var én ud af fem, som vidste at den Meta-Type var Niwa Kerr, og havde klogt valgt at holde det for sig selv. Det ville koste Katie livstid i fængsel, hvis det slap ud, at hun havde holdt hende skjult. Gith Ayra havde opnået en form for martyrstatus, og der var endda planer om at rejse et mindesmærke til ære for hende. Det var i Hawks øjne det mindste, de kunne gøre. De havde også fået en anden, langt mere foruroligende nyhed, nemlig grunden til Meta-Typernes angreb på Jorden. MetaTyperne angreb ikke af simpel grådighed, men for deres egen overlevelse. Menneskene var på det seneste blevet tvunget til at revurdere alt, hvad de troede, de vidste om truslen fra rummet. “Jeg kan heller ikke lide det, Hawk,” sagde Carlton. “Men vi må og skal lære alt hvad vi kan om dem, og vores eneste kilde er, desværre, Gith Ayras lig. Vi er nødt til at tænke på vores overlevelse, uanset hvor rædsomt det er at obducere hende.” UNIV ERSETS HERSK ER

Hawk tvang blikket væk fra panseret. “Nå, lad høre.” Carlton rømmede sig og så på O’Hara. “Jeg vil gå lige til sagen,” sagde O’Hara alvorligt. “Alt hvad der sker i det projekt, vi nu introducerer dig for, er tophemmeligt, og du må ikke tale med nogen om det. For et par dage siden tilføjede vi det sidste af Crossbreeds udstyr, og den er klar til at begynde sin træning. Du åbnede Crossbreeds kasse og var den første, den så. Derfor vil den næsten ikke lytte til andre og slet ikke, når du er til stede. Vi har formået at lære den lidt, men dens avancerede træning bliver op til dig. Første træningsdag er resten af dagen i dag, og derefter alle andre dage fra kl. 20.00 til 23.00. Du er fritaget for almindelig træning i den tid. Crossbreed er allerede blevet bragt til kamphallen, hvor I skal træne, når hallen ikke bliver benyttet. Der vil altid være et hold teknikere tilstede under træning. De vil give dig alt, hvad du skal bruge.” Hawk så på ham med skepsis. “Det er lidt af en mundfuld. Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal lære den tingest noget.” “Vi har tiltro til dig, Hawk,” sagde Carlton og smilede. “Du plejer at være god til at fi nde på løsninger. Vi ville hjælpe, hvis vi kunne, men vi er nødt til at tage tilbage til Jorden straks efter dette møde. Vi har vigtigt arbejde at udføre på MEK, men hvis du får brug for assistance, er teknikerne der til at hjælpe. Vi forventer naturligvis en rapport om, hvad Crossbreed har lært og gjort, hver dag, så vi kan følge med i projektet.” Han gav Hawk hånden. “De venter på dig i kamphallen. Held og lykke. Vi regner med dig.” Hawk nikkede og gik mod døren. “Og Hawk,” tilføjede O’Hara. “Pas godt på min cyborg. Han er dit ansvar nu.” Hawk gjorde honnør. “Jeg skal passe på ham, som var han min egen søn.” 26

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

✪✪✪ “Jason? Er du sikker på, du ikke vil med ud lidt? Bare en lille tur? Vær nu rar ... Vil du ikke nok komme med …? Vi er alle sammen bekymrede for dig ... Du kan ikke bare sidde derinde for evigt!” Jason hævede hovedet og stirrede blankt ud ad vinduet i sit værelse. Han kunne høre sin mor, Susan, trippe irriteret rundt uden for døren. Sådan havde hun gjort de sidste mange dage. Han kunne se sit eget spejlbillede i vinduet. Han lignede på ingen måde sig selv. Førhen var han rank og flot, med mørke, dybsindige øjne og kort, nydeligt sat hår. Nu var det billede, der stirrede tilbage på ham en knækket, sammenfalden og sørgelig mand med sorte render under øjnene og tre ubehagelige ar ned ad kinden. En “gave” fra Sator Dragarr, sammen med hans nye mekaniske hånd, der erstattede den, som den sorte Meta-Type havde knust. Den lignede en almindelig hånd på en prik og fungerede akkurat ligeså godt, men den føltes forkert. Disse ting var, hvad et almindeligt menneske ville se i spejlet, men hans øjne så kun fi n, blød, gråsort hud, skinnende, diamantagtige øjne, flagrende, hvidt hår og smilende, glinsende sorte læber. “… Fint! Så bliv siddende derinde! Bare sid dér og glo! Smid dit liv væk! Jeg er da ligeglad …!” Han kunne høre gråden klumpe sig sammen i halsen på hans mor uden for døren og hendes hurtige skridt ned ad gangen. Han rejste sig langsomt fra sengen, vandrede hen og satte sig ned ved sin tændte computer, hvor flere mails var poppet op. Der var mange. Hans venner, hans far, I.D.E, medierne. Alle ville have kontakt med ham. De fleste ud af bekymring, andre kun for information. Med et enkelt beslutsomt klik slettede han dem alle og vendte sig væk. Computeren gav et højt bip fra sig. Han så på skærmen. Der var en ny mail. UNIV ERSETS HERSK ER

“… Ikke registreret afsender …?” Han betragtede den kort, men slettede den så. Han vendte sig væk igen, men computeren afgav med det samme et nyt højt bip. Endnu en mail var dukket op. “Ikke registreret afsender” igen. Han slettede den, men han havde dårligt nok sluppet musen, før en ny mail poppede op fra samme ukendte afsender. Han stirrede forbløffet på computeren. Han satte et virusprogram til at køre, men fandt intet. Han ville slette mailen endnu en gang, men han havde ikke engang nået at tænke tanken færdig, før fem nye mails poppede op, alle fra den ukendte afsender. Han lænede sig en smule tilbage i sin stol og så på computeren med et hævet øjenbryn. Han åbnede mailen. “… Der er kun én kommandør?” Det var alt, hvad der stod. Han åbnede de fem andre mails. Der stod nøjagtigt det samme. Han så på dem i nogle lange sekunder, og en ubehagelig, stikkende følelse krøb op i hans brystkasse. “… Det er ikke mig,” sagde han lavt til sig selv. “Ikke længere.” Han slettede samtlige mails. I det øjeblik de havde forladt skærmen, dukkede ti nye mails op, alle fra samme afsender. Han gav et irriteret udbrud fra sig og slettede dem, men omgående dukkede tyve nye op. Han hamrede en knyttet næve i bordet og flåede ledningen til computeren ud. Skærmen blev sort og computeren standsede sin lave summen. Han sad længe og så på den sorte skærm. “… Ikke længere …” ✪✪✪ Jorden så fredelig ud fra rummet. Den smukke, blå planet lyste venligt op og gav genskin i cockpittets rude. Lige nu var det svært at tro at der et sted under det dybe, blå hav, gemte sig en lurende trussel, et vandrende metallisk uhyre, fyldt med kolde, blodtørstige væsner fra en anden verden, der kun ventede på en 28

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

chance for at fjerne menneskeheden fra dens egen klode. Men et sted blandt dem bankede et varmt hjerte. Det vidste Katie. I de gyldne øjne havde hun set et spinkelt håb. En mulighed … “Korporal Skye!” Radioen skrattede og hylede som reaktion på Lees brøl, og Katie skar tænder. Hun rettede hurtigt jageren op og kom tilbage i den rasende kamp foran sig. “Jeg er med, jeg er med! Undskyld, frøken løjtnant!” “Tværtimod, Skye, du er ude for længst. Land din jager. Jeg vil have en snak med dig efter kampen. Er det forstået?” “… Javel, frøken løjtnant,” svarede Katie og fløj tilbage til hangaren. Hun landede og tog sin hjelm af. Hun lænede sig tilbage og lukkede øjnene. “… Pis også …” Efter tyve minutter var kampen slut, og alle jagere landet. De andre piloter fi k en halv times pause, men Katie måtte stå skoleret over for Lee. Den kønne, men kynisk udseende asiat travede frem og tilbage foran hende, mens hun nu og da sendte hende et stærkt bedømmende blik. “Jeg vil gerne udbede mig en forklaring, korporal,” sagde hun endelig, “Din indsats har været støt dalende på det sidste. Hvad foregår der?” Katies blik flakkede en smule. “Der foregår ikke noget, frøken løjtnant. Jeg lover Dem, at jeg skal gøre en bedre indsats fra nu af.” “Du skal ikke spise mig af med løgn, Skye. Denne enhed er mit ansvar, og jeg kan ikke have svage led. Meta-Typerne lader os ikke slippe levende fra et fejltrin, og det kan ikke kun koste dig, men også alle dine kammerater livet, så nu spørger jeg dig igen; hvad er problemet, korporal?” “… Her på det sidste,” begyndte Katie med besvær. “Efter alle de nye ting, vi har fået at vide om Typerne … er jeg begyndt at tænke over, om de virkelig alle er så onde, som vi tror. De kæmUNIV ERSETS HERSK ER

per jo kun for at redde sig selv, og … nogen af dem … Jeg spekulerer bare på om ikke … der måske var håb for fred?” Lee gik helt frem til hende. “Få det her ind i dit hoved, korporal. Meta-Typerne er vores fjender. De vil intet andet end at dræbe hvert eneste menneske på kloden, og alt det her pis om fred og fordragelighed, denne … psykose, alle synes at være faldet i, har intet hold i virkeligheden. De skal dø hver og én. Det er den eneste tanke, der skal være i din hjerne! De vil aldrig vise os nåde og det skal vi aldrig vise dem! Fra nu af skal dit hoved være helt og holdent inde i din træning, ellers skal jeg personligt få dig til at fortryde det! Du skal glemme alt, hvad der bare afviger det mindste fra altfortærende had til Typerne! Er det forstået?” Katie tøvede. Lee gik et skridt tættere på, så hun var mindre end en centimeter fra hendes ansigt. “Forstået?” “Javel, frøken løjtnant,” svarede Katie og forsøgte at lyde, som om hun mente det. “Så er vi på bølgelængde,” sagde Lee og vendte i samme åndedrag ryggen til hende og forsvandt ud af den nærmeste dør. “Træd af, korporal.” Katie lod et dybt suk slippe ud og rystede på hovedet. Hun gik mod messen for at møde sine venner og holde en pause fra træningen og sine forvirrede tanker. ✪✪✪ Joanna sad tilbagelænet i pilotsædet med en kop kaffe i hånden, mens hun så jagerne træne gennem Global Avengers panoramiske rude. Hun gabte og kørte en hånd gennem sit mellemlange sorte hår. Joanna så op, da en person stillede sig ved siden af hende. “Åh, hej Bryan,” sagde hun med et svagt smil til navigatøren. Han havde været ombord lige fra starten ligesom hende. 30

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

“Så er de i gang igen,” sagde han, mens hans øjne fulgte jagerne, der drønede rundt efter hinanden udenfor. “De har det hårdt, de stakler,” sagde Joanna og tog en slurk af sin kaffe. “I det mindste sidder de ikke og glor dagen lang,” svarede Bryan. “Mine balder har sovet kronisk den sidste uge.” Joanna fnes og var ved at kløjes i sin kaffe. Bryan grinede og bankede hende i ryggen, så hun fi k hostet af. “… Det var sgu noget andet da Jason var her,” fortsatte han stille, og Joanna mistede sit smil. “Vi var altid i gang med noget konstruktivt.” Joanna svarede ikke, men så ned i sin kaffe i stedet. Hun havde, som de fleste, hørt historien om Jason og Gith Ayra. Hun kunne godt forstå at han ikke ville tilbage. Der var mange gode grunde, men de manglede ham. Hun manglede ham. “Jeg har ikke nogen fidus til kommandør Mansfield,” fortsatte Bryan og vrængede læber. “Han er bare … Jeg ved ikke … Han er her bare.” I samme nu gik dørene til broen op. Bryan så sig over skulderen og fnøs. “Når man taler om solen …” sagde han og gik tilbage til sin post. Joanna kiggede. Den nye kommandør, Jack Mansfield, kom traskende hen til sin stol og satte sig tungt ned i den. Han var en slank mand, omtrent midt i trediverne, sorthåret og ubarberet, med næsten blanke, gråblå øjne. Han bar et præg af ugidelighed, der var særdeles uinspirerende for alle omkring ham. Ikke at hans beslutninger havde været dårlige. Der havde bare ikke været mange af dem, og de han tog, var kun på ordre fra I.D.E’s rumstation, Global Guardian, som koordinerede hele Jordens forsvar. “Kommandør Mansfield,” sagde A.I, da han satte sig. “Jeg har overvåget og beregnet fordelingen af det globale krydserforsvar. De andre krydsere i sektorerne omkring os er for få til at dække UNIV ERSETS HERSK ER

optimalt, og det gør et større område svagere, men hvis vi flytter os til de koordinater, jeg har beregnet, kan vi uden tab af effektivitet øge det samlede beskyttelsesniveau med 5 %, og …” “Er det en ordre, vi har modtaget, A.I?” afbrød Mansfield. “Nej, kommandør, jeg udregnede og foreslår dette på eget initiativ, og …” “Vi bliver på denne position,” fejede Mansfield computeren af. “Kommandør, jeg vil anbefale Dem …” forsøgte A.I, men Mansfield afbrød igen. “Vi fi k en direkte ordre til at blive på denne position fra Global Guardian, så det gør vi. Desuden er det kun fem procent.” “Javel, kommandør Mansfield,” svarede A.I monotont. Joanna rystede opgivende på hovedet og så ud af ruden igen. ✪✪✪ Den automatiske dør til den digitale træningshal åbnede og Hawk gik ind. Udenfor var han blevet identitetstjekket af to af I.D.E’s elitesoldater, der stod vagt ved døren. Carlton og O’Hara havde ikke sparet på sikkerheden. I samme sekund døren lukkede bag ham, kom et pulsarskud flyvende mod ham for fuld fart. Han kastede sig lynhurtigt fremover og langt ind under energikuglen, der eksploderede mod væggen bag ham. “Test afbrudt,” lød A.I’s stemme højt i hele hallen. “Hold da kæft, han bevæger sig hurtigt!” lød en stemme i nærheden. Hawk rejste sig møjsommeligt op og så mod den fremmede stemme. To teknikere, en mand og en kvinde, så på ham med store øjne. I den anden ende af hallen forsvandt en digital MetaType langsomt. Kvinden var ikke særlig høj, slank og smuk med sit brune hår sat stramt op i en knold. Hun så ud til at være i slutningen af tyverne. Manden ved hendes side var både højere og klart ældre end hende, lyshåret og en smule grov og usoigneret 32

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

at se på. Begge bar beige, olieplettede dragter og flere bælter fyldt med værktøj og elektronisk udstyr. “Beklager forskrækkelsen,” sagde den kvindelige tekniker og gav Hawk hånden. “Vi skulle lige tjekke kampsystemet. Imponerende styrtdyk i øvrigt. Tillad mig at præsentere os. Jeg er Selina Adams, og det er min mand, Peter. Vi er professor O’Haras assistenter.” “Hyggeligt at møde jer,” svarede Hawk med et høfl igt nik. “Lad os gå til sagen,” sagde Selina. “Vi har travlt. Vi har hjulpet O’Hara med størstedelen af arbejdet på Crossbreed, så vi ved alt om, hvordan cyborgen fungerer teknisk. Nu er det op til dig at få den til at fungere som et individ, hr. McAndrew.” “Kald mig Hawk, og nu vi taler om Crossbreed, hvor er den?” En sidedør til hallen gik op, og to teknikere mere kom ud, fulgt af cyborgen Crossbreed. Den så mere fuldendt ud, end sidst Hawk havde set den. Den var lidt over to meter høj og klædt fuldstændig i metalplader fra top til tå. Dens blik lagde sig på Hawk i det sekund, den kom ind. Dens ansigt var ikke mere end en hjelm af glat stål med to kameralinser som øjne. Der var en svag antydning af blå, uskyldige iriser bag glassene. Cyborgen gik med ivrige skridt mod Hawk, indtil den stod lige foran ham og stirrede ned på ham. “I har vist mødt hinanden før,” sagde Selina med et smil. “Åh ja, for resten jeg har noget til dig.” Hun gav ham en robust udseende, aflang computer med en lille fladskærm, nogle få knapper og to metalliske stropper. “Spænd den om armen.” I det øjeblik Hawk klikkede låsene sammen, tændte computeren. “Godt, hør efter,” sagde Peter. “Den computer, du har på nu, er et bærbart kontrolpanel, der styrer det meste af Crossbreeds udstyr. Samtidigt holder den også styr på dens tilstand, og den skriver de svar, Crossbreed giver.” “Svar?” sagde Hawk med et hævet øjenbryn. UNIV ERSETS HERSK ER

“Crossbreed kan “tale”, så at sige,” sagde Selina. “Computeren tolker de elektriske impulser i dens hjerne og former dem til svar. Crossbreed kan forstå simple ord, sætninger og handlinger, men ikke hvis det er for avanceret, og den svarer kun “ja” og “nej” indtil videre. Vi har ikke fået den til at gøre mere end at løfte og flytte ting, men det kan være, du har mere held.” Teknikergruppen tog et sidste grundigt kig på Crossbreed inden Peter vendte sig mod Hawk igen. “En sidste ting; hold øje med Crossbreeds sindstilstand. At vide, hvordan den reagerer, er meget vigtigt. Ellers kan ingen forudsige, hvad den vil gøre. Hvis den går i panik, kan det koste menneskeliv. Hvis noget går galt, skal du bare trykke på den store, blå knap. Det udløser et beroligende middel. Her er Carltons skema for træningen.” Han rakte Hawk et stykke papir med flere olierede fi ngeraftryk på. “Vi stiller os i baggrunden,” sagde Selina. “Vær ikke bange for at spørge, hvis der er noget, du er i tvivl om.” Med de ord gik de fi re teknikere ned i et af de bagerste hjørner af hallen, hvor de alle tog notatblokke og kuglepenne frem. De så forventningsfuldt på Hawk og Crossbreed. Hawk så usikkert fra dem til Crossbreed. Han så på sin armcomputer. Crossbreeds hjerteslag var jævne, og dens hjerneaktivitet var stabil. Under dens sindstilstand stod der blot “Ro”. “Okay,” sagde Hawk til sig selv og så på Carltons skema. “Hvad gør vi først? Første trin … Lær Crossbreed grundlæggende kamphandlinger og bevægelser …” Han så på de fi re teknikere. De nikkede med opmuntrende smil og lavede tilskyndende fagter. Hawk bøjede hovedet i tanker. “Crossbreed … Kan du forstå mig?” Han gjorde sig umage med at tale langsomt og tydeligt. Der lød et klart bip fra computeren på hans arm. En tekst var dukket frem. 34

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

“Ja.” “Utroligt … Okay … Crossbreed, gå to skridt til venstre.” Øjeblikkeligt gik cyborgen to skridt mod venstre. Hawk så sig over skulderen. De fi re teknikere skriblede allerede løs på deres notatblokke. “Og nu til højre.” Crossbreed adlød. Hawk fortsatte med at kommandere den rundt, og det viste sig hurtigt, at den forstod alle bevægelseskommandoer. Han var forbavset over, hvor meget sprog den havde lært. “Crossbreed, forstår du ordet “fjende”?” spurgte han. “Ja.” “A.I, lav en Meta-Type-drone.” “Udfører ordren, delingsleder McAndrew,” svarede den monotone kvindestemme med et rungende ekko. En bjørne-Meta-Type tonede frem i den modsatte ende af hallen. Hawk pegede mod den, og Crossbreed drejede hovedet. “Dét er en fjende, Crossbreed, forstår du?” Der gik et stykke tid, men så bippede armcomputeren igen. “Ja.” Hawk så på sindstilstanden. Den var stadig rolig. Han var ikke sikker på, at Crossbreed havde forstået ham. “A.I, få Meta-Typen til at skyde på Crossbreed.” Den digitale drone aff yrede sin pulsar. Skuddet ramte Crossbreeds brystkasse klokkerent. Crossbreed gjorde ikke en eneste bevægelse for at undgå det. Den så blot nysgerrigt på dronen. “Den ved ikke, at Meta-Typerne og deres pulsarer er farlige,” sagde Hawk og kløede sig tænksomt under hagen. “Crossbreed, forstår du ordet “undvige”?” Crossbreed lagde hovedet på sned. “Nej.” Hawk gik ind foran cyborgen og så den i øjnene. “Crossbreed, gør, som jeg gør nu.” UNIV ERSETS HERSK ER

Han vendte sig mod Meta-Typen og gjorde sig klar. Bag ham så teknikerne på med spændte miner. Han kunne næsten fysisk mærke Crossbreeds blik i nakken. “A.I, få Meta-Typen til at skyde på mig.” Meta-Typen skød. I Hawks iriser dukkede myriader af små elektriske lyn frem, millisekundet inden han sprang ud af skuddets bane med utrolig fart og undgik det. Skuddet fortsatte og ramte Crossbreed igen. De fi re teknikere så ud til at være på randen af åbenlys måben. “Det er lige før, at rygterne ikke yder dig retfærdighed, Hawk,” sagde Selina. Hawk anlagde et beskedent smil som svar. Deres opmærksomhed blev draget af Crossbreeds tunge metalfødder, der placerede sig fast på gulvet, klar til at bevæge sig. Dens blik var skruet fast på den digitale Meta-Type. “A.I, du ved, hvad du skal gøre,” sagde Hawk. Meta-Typen skød igen. Denne gang gjorde Crossbreed en bevægelse mod siden for at undvige, men var ikke i nærheden af hurtig nok, og skuddet ramte dens skulder. “Det kommer til at tage et stykke tid,” sagde Peter og bankede lidt på sin notatblok med kuglepennen. “Der er ikke andet for, end at blive ved til den har lært det,” sagde Hawk beslutsomt. “A.I, bliv ved med at skyde, til Crossbreed undgår et angreb helt uskadt.” ✪✪✪ Jasons mave gav en utilfreds knurren fra sig, mens han åbnede døren til sit værelse og kiggede ud. Han havde hørt hoveddøren smække. Hans mor var gået. Han var ved at besvime af sult, og nu da hun var væk, var det sikkert at gå nedenunder og fi nde noget at spise. Det var svært at tro, at hele huset var blevet jævnet med jorden for kun to uger siden, da I.D.E var blevet snydt til at angribe det for at komme Gith Ayra til livs. I.D.E havde erstattet 36

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

alt og fået huset genopført på rekordtid. Han nåede køkkenet og åbnede køleskabet. En lille, gennemsigtig kasse med hans navn fangede hurtigt hans opmærksomhed. I den var sandwiches og lidt frugt. Hans trætte ansigt formede et svagt smil. Hans mor vidste, han ville komme ud, når hun var gået. Han tog kassen og gik ud i stuen. “3D-TV, tænd.” Den lille holografiske projektor på sofabordet vågnede og blændede op for et nyhedsprogram. Han satte sig til rette i sofaen og tog en stor bid af en sandwich mens oplæseren fortalte om de seneste nyheder. “Og nu over til Martin Fox, der har sportsnyhederne,” sagde værten, og billedet skiftede til en mand i et gyseligt, grøntternet jakkesæt. “Det er nemlig rigtigt, Paul,” fortsatte han i et stort tandpastasmil. “I gårsdagens meget omtalte kamp så vi fantastisk talent, og der er kun én kommandør. Og når man ser på disse billeder, kan man se, at det gik hårdt for sig!” Jason havde nær fået sin sandwich galt i halsen og satte sig lodret op i sofaen. Sportsværten snakkede videre om holdenes statistikker, mens Jason stirrede intenst på skærmen. Da der ikke skete noget usædvanligt, lænede han sig langsomt tilbage igen. “… Det er de åndssvage mails,” sagde han lavt til sig selv. Billedet skiftede til en basketballkamp mens værten fortsatte. “Som I kan se her, fremgår det klart, at dommerens bedømmelse er helt forkert, og at der er kun én kommandør, og hvis man ser på billederne fra kameraet i siden af banen, er det helt sikkert, at der er kun én kommandør.” Jason tabte sin sandwich og måbede. Denne gang havde han hørt det klart. Det var ikke noget tilfælde. Ikke medmindre han var ved at blive sindssyg. Han skyndte sig at slukke for TV’et og sad helt ubevægelig i den nu pludseligt trykkende stilhed. Han rejste sig og gik hurtigt ud i baghaven. Han fortsatte hen til hegnet og tog en dyb indånding, mens han så ud over byens højhuse. UNIV ERSETS HERSK ER

Den kraft ige blæst, der slog mod ham, gjorde ham mere rolig. Han lukkede øjnene. “… Det er min hjerne, der laver numre … Jeg er ikke mig selv … Har ikke været mig selv … ikke siden …” Han åbnede øjnene og panorerede sit blik. Det faldt på et elektronisk reklame- og nyhedsbanner på en nærliggende skyskraber. “Daily Post: Krise i I.D.E’s ledelse. Østen og Afrika truer med splittelse,” stod der med store dommedagsbogstaver. Jason udstødte et dybt støn. Splittelse af I.D.E. Hvis det skete, var det hans skyld. At tænke sig at noget så simpelt som en enkelt kommandørs beslutning skulle få så store konsekvenser. Men hvad ellers kunne han have gjort? Han gjorde sin pligt. Han gjorde det rigtige. Så hvorfor var det så svært at tro på? Hvorfor hang tvivlen over ham med hele verdens vægt? Han, som altid havde været så selvsikker, som aldrig havde lavet en fejl i sit liv før den dag. Han så på skiltet igen. Han spærrede øjnene op og trådte et par vaklende skridt baglæns. Teksten havde ændret sig. “Der er kun én kommandør.” Han så rundt. Alle elektroniske bannere i nærheden bar samme tekst. Han snublede og faldt om i græsset. Hans lomme gav sig til at bippe. Han rakte ned i den og tog fjernkontrollen til husets computer frem. Det var en lille skærm med nogle få knapper til at give ordrer til computeren, hvis den ikke forstod ordren mundtligt. Overalt på skærmen stod den samme besked skrevet igen og igen. Han rejste sig og kastede den af alle kræfter ud over kanten af bygningen med et højt vredesskrig. “Det er ikke mig længere!” skreg han ud i den tomme luft. “Det er ikke mig længere!” ✪✪✪ “Det var så dagens arbejde.” 38

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

Selina og Peter satte tilfredst armene i siderne, mens Crossbreed blev lukket forsvarligt inde i sin store kasse. Det havde taget lang tid for den at lære at undvige, men til sidst var den blevet så god, at den kunne undvige hver gang, og så havde Hawk optrappet sværhedsgraden ved at øge antallet af fjender og lade A.I indsætte andre digitale soldater, for at udsætte Crossbreed for forvirringen af både fjender og allierede i kampen. Hawks mave gav en høj knurren fra sig, og han tog sig overrasket til den. Han havde været så optaget af sin opgave, at han ikke havde lagt mærke til, hvor sulten han var blevet. Selina drejede hovedet ved lyden. “Jamen dog, Hawk,” sagde hun med et grin. “Men du har jo på den anden side heller ikke fået noget at spise hele dagen.” Hun så på sit armbåndsur. “Messen er stadig åben. Skynd dig. Du er færdig for i dag. Godt arbejde.” “Mange tak,” svarede Hawk og gik ud af kamphallen. “Vi ses i morgen.” Udenfor stod de to elitesoldater stadig på vagt. De gjorde honnør, da han kom ud. Hawk gengældte, og skulle til at gå, da døren bag ham gik op igen, og Selina kom ud. “Jeg glemte helt at give dig den her, Hawk,” sagde hun og gav ham en mobil holofon. “Mit nummer er kodet ind, så du kan bare ringe, hvis der er noget.” “Tak,” sagde Hawk og tog imod den. Selina smilede og gik tilbage gennem døren. Hawk stod lidt med holofonen i hånden og så på døren, inden han gik mod messen. ✪✪✪ “Mand, jeg er smadret!” klagede Mike og rettede sin ryg ud med et ordentligt knæk. “Løjtnant Lee er sindssyg. Hvis jeg laver én armbøjning mere i dag, så bliver jeg invalid.” UNIV ERSETS HERSK ER

Han, Katie, Lisa og Eric var lige kommet ud af Global Avengers motionshal, hvor næsten alle soldater havde trænet i løbet af dagen, da kamphallen havde været optaget. På en eller anden måde havde Lee inspireret de andre løjtnanter til at blive ved længere denne gang, på trods af at det var dagens sidste træning. Sandsynligvis fordi hun selv pressede sine egne delinger så hårdt, at de andre ikke ville se ud som om de ikke gjorde deres job godt nok. Resultatet blev, at de soldater, der havde været så uheldige at have træningstid sammen med Lees hold, ikke havde nået den sædvanlige spisetid. Vennerne gik mod messen, så hurtigt deres drænede muskler tillod det. Katie kom bagefter fra starten. Hun var døden nær af udmattelse. Hun havde aldrig været ligeså fysisk stærk som de andre. “Har du det godt, Katie?” Hun blev overrasket over det pludselige spørgsmål. Mike havde sagtnet farten og var nu på siden af hende med et bekymret blik. “Jeg mener bare sådan generelt altså. Du virker langt væk.” “Jeg har det fi nt. Det er bare … Du ved, sådan … Det er svært at forklare …” Mikes alvorlige blik veg ikke, og hun havde svært ved at se ham i øjnene. Det var kun Hawk, Natalie, Jason og Hawks nye ven Joel, der vidste hvad hun var gået igennem med Niwa Kerr, og hun havde ikke tænkt sig at dele det med flere. Mike, Eric og Lisa ville aldrig afsløre hende, hvis hun fortalte dem det, men den hemmelighed var en byrde, kun få burde bære. “Er det noget med Hawk?” spurgte Mike lavt, så de andre ikke kunne høre ham. “Det … det er mange ting, Mike. Jeg var igennem meget med Jason og Gith Ayra … og Hawk, han … gjorde mig fortræd på en måde, jeg ikke er helt klar til at glemme. Og alt det med Typerne … Jeg er bare lidt forvirret. Det er det hele.” Mike smilede venligt. 40

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

“Okay, bare du ikke lader dig selv synke ned i et hul … Jeg er bekymret for dig.” “Det er sødt af dig, Mike,” sagde Katie og uglede hans hår lidt, lettet over, at han ikke spurgte mere. “Tak.” De nåede messen. Katie mærkede straks duften af varm mad, og hendes tænder begyndte at løbe i vand. Lisa og Eric var stoppet op for at vente på dem. Lisa satte armene i siden og tog en dyb indånding. “Aaaaah, jeg lugter chili con carne!” udbrød hun. “Jeg elsker messen!” De stillede sig i kø. Katie så længselsfuldt efter maden længere fremme. Der sad stadig en del soldater og spiste eller småsnakkede i messen. Et par kvindelige navigatører stillede sig i kø bag Lisa. “Og så sagde jeg til ham, at han kunne skride, for jeg fi nder mig overhovedet ikke i den slags, og han tiggede og bad mig om at tilgive ham, men jeg var iskold,” kvidrede den ene løs, akkompagneret af diverse interesserede udbrud fra den anden. “Så næste gang tænker han sig nok om en ekstra gang, før han er utro. Jeg skal have fat i en ordentlig mand. En skam de er så svære at fi nde.” Katie og Lisa så på hinanden og rullede med øjnene. Katie havde aldrig haft en rigtig veninde udover Lisa og nu Niwa Kerr, og var derfor ikke meget for den slags. Lisa var bare slet ikke den type. Hun delte hellere bandeord og knytnæver ud end pigefnidder. Den ene af de to kvinder bag dem gav pludselig et højt gisp fra sig og trak sin veninde helt tæt på som for at tale lavt og hemmeligt, men hun var akkurat ligeså højrøstet som før. “Nu vi taler om ordentlige mænd, se lige, hvem der sidder derovre! Alene!” “Wauw! Det er ham!” Lisa og Katie kunne ikke længere styre deres nysgerrighed og kiggede. Ude i midten af lokalet sad Hawk alene ved et bord og UNIV ERSETS HERSK ER

spiste. De fleste kvinder i nærheden sendte ham stjålne blikke og så ud, som om de hellere end gerne ville sidde der sammen med ham. “Han skulle ikke løbe mange gange rundt om min sengestolpe …” forsatte den ene navigatør. “Hah, held og lykke, han er taget,” sagde den anden. “Har du ikke hørt det? Hans kæreste slog op med ham for nogle uger siden.” Lisa så på Katie med bekymring. Katie forsøgte at virke ligeglad. “Slog hun op med Hawk McAndrew?” “Jeg er da glad for, at hun gjorde det. Nu har vi andre en chance. Alle singlekvinder på krydseren vil give deres højre arm for én nat med ham. Faktisk har jeg hørt, at han allerede har været ude med snøren …” Katie tog sig selv i at lytte meget intenst til deres samtale. Hun rystede irriteret på hovedet og fokuserede på maden, men hvor meget hun end anstrengte sig for at ignorere dem, nåede deres ord igennem. “Nej! Med hvem?” “Min venindes veninde siger, at hun kender en, han har været sammen med.” “Hm, det undrer mig ikke. Han kan få, hvem end han peger på. Han ordner sikkert flere på én gang.” “Han måtte gerne komme forbi mig.” Lisa rettede et rødglødende blik mod de to kvinder og åbnede munden for at spy en stikflamme af eder, men blev afbrudt af Katie, der med hurtige skridt gik mod udgangen. “Møgkællinger,” hvæsede Lisa ad de to kvinder og skyndte sig efter Katie. Hun nåede ud i korridoren, hvor Katie var på vej væk fra messen. “Katie, vent!” Katie standsede og lagde armene over kors. Hun lod et lang42

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

trukkent fnys slippe ud. Lisa lagde en hånd på hendes skulder. “De to idioter aner ikke hvad de snakker om,” sagde Lisa. “De plaprer bare løs. De burde lære at holde deres kæft, før nogen slår kæben op i panden på dem.” Katie så ind i den modsatte væg og trak på skuldrene. “Jeg troede bare … Jeg ved ikke … Jeg ved godt, det er dumt, men … jeg troede bare, at der ville gå mere tid, før han …” “Katie, lad nu være, sådan er Hawk ikke. Han er en helt, berømt over hele Jorden. Det er klart, at der går rygter om ham.” “Hvad hvis det ikke er rygter? Hvis han ligger og ... Årh, det er sgu da også lige meget, om han gør! Hvis han vil knalde hele krydseren, så kan han bare gøre det!” “Du overdriver! Helt ærligt, du ved bedre end at tro på, hvad to sække står og vrøvler om, at deres venindes veninde siger.” Katie skævede til hende. “Vi har kendt Hawk så længe, og du endda meget længere end mig,” sagde Lisa med et overbevisende smil. “Sådan er han ikke.” “… Du har måske ret.” “Hey, bare fordi en mand kan, betyder det jo ikke at han ordner alle kvinder, han kommer i nærheden af.” “Siger hende, der er ved at brække sin kærestes nakke, hvis hans hoved bare drejer en centimeter efter en anden kvinde,” sagde Katie med et lille grin. “Vi snakker mænd generelt, ikke min kæreste,” sagde Lisa med et dramatisk hævet øjenbryn. “Han har bare at holde øjnene på mig, ellers skal jeg sørge for, at han skal bruge en badering til at sidde på i flere år.” Katie grinede højt og gav Lisa et stort kram. “… Tak fordi du muntrede mig op.” “Hey, jeg er her for dig … Hvad siger du til at jeg henter de andre og finder ud af en måde at stjæle noget mad med tilbage til min og Mikes lejlighed, og så sætter vi os ned og glor på noget TV og hygger resten af aftenen?” “Det lyder rart,” sagde Katie og slap hende. UNIV ERSETS HERSK ER

“Okay, jeg er tilbage om fem minutter,” sagde Lisa og gik tilbage til messen. Tilbage stod Katie med et langsomt aftagende smil. Hendes fornuft sagde hende, at Lisa havde ret. Hawk var en helt og havde været populær hos kvinderne, lige siden han var blevet kendt. Han havde aldrig vist tegn på at ville udnytte det. Udover det var han ikke hendes kæreste mere og kunne ikke klandres, hvis han rent faktisk så andre kvinder. Så hvorfor føltes det, som om der var iskrystaller i hendes blodårer og et sort hul i hendes mave? Hun lænede sig op ad væggen og så på døren til messen. “… Hawk McAndrew … kranaka …”

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

FRED PÅ JORDEN “Arka Gorak.” Bio-computeren så forbavset op fra sine skærme. Dette var alfabølger, han ikke havde troet han skulle mærke igen, fra en Meta, han absolut ikke brød sig om. “Arka Chul,” sagde han med falsk høfl ighed. “Hvad skylder jeg æren?” “Jeg kontakter dig for at give dig en ordre på vegne af Arka Sayus, Sator Gangranells … afløser, mens vores herre er i Smedjen.” Flere spørgsmål fór igennem hovedet på Arka Gorak, men han kunne mærke på Arka Chuls alfabølger at noget var galt. Hun var ikke spor arrogant. Nærmest underkuet, og tilsyneladende meget opsat på at få det overstået. “Arka Sayus beordrer dig til at holde øje med menneskenes medier og kommunikationer og fi nde noget, vi kan bruge imod dem,” fortsatte Arka Chul. “Du skal rapportere direkte til Arka Sayus. Jeg giver dig hans alfabølgekode.” “Jeg går i gang med det samme. Var der ellers andet?” Arka Chul var stille i et stykke tid. “… Der er gang i noget stort, Arka Gorak. Denne Arka Sayus er stærkere end de bedste af os tilsammen. Han samler flåden ved Pluto. Om ti dage er den klar. Så lang tid har du til at fi nde noget, og det har du at gøre … for vores begges skyld.” Med de ord blev alfabølgerne afbrudt, og Arka Gorak så ned på sine skærme igen, mens hans hjerne afkodede, hvad der var UNIV ERSETS HERSK ER

blevet sagt til ham. Ti dage. Så kort tid til at fi nde noget at bruge mod menneskene, og han havde endnu ikke fundet en løsning på problemet med supercomputeren, ej heller en plan til at hjælpe sine venner med at holde deres forhold skjult. Sator Dragarr regnede med, at Arka Gorak ville hjælpe dem, og han ville hellere end gerne, men nu pressede alle disse problemer sig ned over ham. Arka Gorak kunne huske sin tid ombord på Titanium Ravnen, hvor han havde set små glimt af rummet med Gith Ayra. Hans fornuft og sensorer havde fortalt ham, at det var et rum fyldt med MetaMorpha i stasis, og hver gang han havde undersøgt det nærmere, havde han intet fundet. Kun en usandsynligt stærk bio-computer var i stand til at påvirke en anden bio-computers hjerne uden at blive opdaget. Det måtte være denne Arka Sayus. Kun fordi Arka Gorak selv havde stykket programmer sammen til at forbedre sine sensorer, havde han tilfældigt og kortvarigt brudt Arka Sayus’ jerngreb. Og snart ville han være tæt på igen. Tæt nok til at bryde ind i hans hjerne. Der var intet Arka Gorak kunne gøre for at forhindre det, og så ville det være slut med ham. Uden hans hjælp var hans venner i stor fare. En ny bio-computer ombord på Bæstet ville opdage deres forhold, og så ville hele den frygtelige episode ombord på Titanium Ravnen ske igen. En høj banken på glasset til hans tank vækkede ham. Han drejede sig og mødte Niwa Kerrs ansigt. “Hallo?” sagde hun og vinkede lidt ad ham. “Undskyld det måtte komme hertil, men jeg har kaldt på dig flere gange. Er du virkelig så travlt optaget, at du ikke havde opdaget mig?” Arka Gorak var tavs i flere sekunder. Tankerne susede rundt i hovedet på ham og gjorde det svært for ham at koncentrere sig. “Øh … ja … optaget. Der er mange opgaver, der skal klares. Hvad laver du egentlig her? Burde du ikke gøre din opgave færdig?” 46

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

“Men jeg er færdig, Arka Gorak,” sagde Niwa Kerr forbavset. “Jeg gik ud fra, at du vidste, at elektronikken fungerer igen. Jeg kom herhen for at få en ny opgave.” Arka Gorak så stumt på hende med sit uforanderlige grønne øje. Han kiggede en gang på alle sine skærme. “… Du har ret. Undskyld, Niwa Kerr.” “Er der noget i vejen, Arka Gorak?” spurgte hun lavt. Arka Gorak rystede på hovedet. “Det er ikke noget alvorligt,” løj han. “Der er mange ting at holde styr på. Jeg er blevet kontaktet af Arka Chul. Jeg har fået en ordre fra en bio-computer ved navn Arka Sayus, som afløser Sator Gangranell, mens han er i Smedjen. Hvad der er sket, og hvem denne Arka Sayus er, ved jeg ikke, men jeg har en kraftig mistanke om, at det er den bio-computer, der spærrede mine sensorer, da jeg var på Titanium Ravnen. Jeg skal holde øje med menneskene, for at se, om der er noget, vi kan bruge mod dem. Så jeg er lidt væk, fordi jeg må dele min opmærksomhed mellem det, der skal ordnes her, og min nye opgave.” “Arka Sayus er vist ikke klar over, hvor meget arbejde du har,” sagde Niwa Kerr medlidende. “Det er ikke nogen nem opgave, han sætter dig på.” “Jeg skal nok klare det. Du skal ikke bekymre dig om mig.” Niwa Kerr så til at begynde med ikke overbevist ud, men så smilede hun. “Sig til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med.” “Jeg takker for din venlighed, men lige nu er der ikke flere opgaver til dig. Du kan tage dig et velfortjent hvil.” “Så vil jeg gå til mit rum,” svarede Niwa Kerr og gik et par skridt baglæns. Arka Gorak nikkede blot tavst som svar, mens han stirrede på sine skærme. Hun stod lidt og så på ham, men forlod så broen. Arka Gorak startede supersensoren for at gå i gang med sin nye opgave. Han måtte have noget at fokusere på. Noget, der kunne få hans hjerne væk fra de mørke tanker. UNIV ERSETS HERSK ER

✪✪✪ “Jeg er bekymret for Arka Gorak.” Det var tre dage siden, Niwa Kerr havde snakket med biocomputeren sidst. Dagen efter var Bæstet endelig repareret så meget, som det kunne lade sig gøre, hvilket burde have forbedret hans humør, men tværtimod var det kun blevet værre. Niwa Kerr trykkede sit hoved tættere ind til Sator Dragarrs brystkasse og trak lagnet længere op omkring sig. Sator Dragarr valgte en sigende tavshed som svar. Han havde også lagt mærke til, at Arka Gorak opførte sig anderledes. “Jeg ved, der ligger meget pres på ham,” fortsatte Niwa Kerr. “Men jeg har set ham i værre situationer, og han har altid haft overblik og kontrol uanset hvad.” Sator Dragarr kørte sine kløer gennem hendes lange, gule hår, forsigtigt for ikke at skære hende. Hun aede blidt, men lettere fraværende, hans hals. “Jeg har prøvet at spørge ind til det, men han fejer mig af hele tiden. Jeg kan ikke lide det, Sator Dragarr. At se ham sådan gør mig urolig … for ham … og for os. Hvad hvis han ikke kan hjælpe os, når Sator Gangranell kommer? Hvis han fi nder ud af det hele … Hvis han …” Sator Dragarr holdt hende tættere ind til sig. “Jeg vil ikke lade det ske. Han får aldrig lov til at tage dig fra mig.” Hun så ham i øjnene med et varmt smil, strakte sin hals og kyssede ham blidt. “Jeg elsker dig,” sagde hun og knugede sig ind til ham. “Du er min, og intet skal nogensinde ændre på det.” I samme nu lød Arka Goraks hæse stemme over speakeranlægget i kammeret. “Sator Dragarr! Niwa Kerr! Kom straks til broen!” De satte sig begge op i sengen. Bio-computeren lød ligefrem 48

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

ivrig. De tog hurtigt deres panser på. Efter kort tid trådte de ind gennem den automatiske dør til broen. Arka Gorak drejede sig mod dem så hurtigt, at han hang skævt i sine ledninger. “Hvad sker der, Arka Gorak?” spurgte Sator Dragarr og satte sig i sin stol. Niwa Kerr satte sig på gulvet i behørig afstand til ham. Arka Gorak flakkede hurtigt mellem dem, som om han ikke kunne fi nde ud af, hvem han skulle se på, men standsede endelig ved Sator Dragarr. De kunne ikke huske, at de nogensinde havde set ham så ophidset. “Jeg har gjort en fantastisk opdagelse,” sagde Arka Gorak med et kort, hæst grin. “I husker vel begge, da vi angreb den by, hvor vi blev ramt af tre af menneskenes krydsermissiler.” Sator Dragarr og Niwa Kerr nikkede. De havde begge lænet sig frem af ren nysgerrighed. “Det lader til, at der var et fjerde missil på vej mod os, men det ramte ikke Bæstet. I stedet slog det ned i byen, ødelagde en stor del af den og slog mange mennesker ihjel. Lederne af den region af planeten er mildest talt ikke begejstrede og har sat gang i en stor konfl ikt. Jorden er delt i to, øst og vest, og der er intens spænding imellem dem. Lige nu kommer menneskene i øst med tomme trusler om at splitte deres samlede militære styrke op. Det er her, vores store mulighed er.” Han holdt en kunstpause. Niwa Kerr og Sator Dragarr var rykket helt tæt på. “Hvilken?” spurgte Sator Dragarr ivrigt. “Hvilken mulighed?” Niwa Kerr vidste ikke helt, hvordan hun skulle se ud. En mulighed for at sejre over menneskene var en blandet følelse for hende. “Menneskene i øst vil aldrig gøre alvor af deres ord,” fortsatte Arka Gorak med sprudlende entusiasme. “Dertil er truslen fra os for stor. Det er kun et usselt forsøg på at vinde mere indflydelse. Men hvis der pludselig ikke længere er en trussel fra os …” Han stoppede og holdt sit monotone blik fast på Sator DraUNIV ERSETS HERSK ER

garr, som blot så uforstående på ham. “Hvad så? Hvis der pludselig ikke længere er en trussel fra os, hvad så? Hvad mere?” Niwa Kerr lyste op. “… Så vil de måske gøre deres ord til handling …” Arka Gorak drejede sig hurtigt og så på hende med en intensitet, så det næsten kunne ses i hans udtryksløse metalhoved. “Præcis! Præcis, Niwa Kerr, du har forstået det!” Niwa Kerr præsterede et falskt smil. Hvis han havde udtænkt det, hun troede, han havde, så var det ikke en dårlig plan. “Det lyder alt sammen meget godt, men der er et stort hul, Arka Gorak,” sagde Sator Dragarr og gjorde det klart, at han ikke var imponeret. “Hvorfor skulle menneskene pludselig ikke opfatte os som en trussel? Det giver ikke nogen mening.” “Ah, men du har jo ikke hørt det mest geniale endnu!” grinede Arka Gorak. “Den del, der omhandler, hvordan vi får dem til det.” “Og hvordan gør vi så det?” Arka Gorak lukkede en langsom, hæs, gnækkende latter ud. “Vi slutter fred med dem.” Sator Dragarr stirrede på ham med et kraft igt hævet øjenbryn. Før i tiden ville han sikkert være blevet rasende ved et sådant forslag, men nu var det eneste, der kom over hans læber, et stille fnys. Han rejste sig og lagde armene over kors. “Enten er du lige til at skrotte, eller også har der at være en rigtig god idé bag.” “Du har stadig ikke forstået planen,” sagde Arka Gorak med irritation i stemmen. “Selvfølgelig er det ikke en ægte fred, men vi skal få menneskene til at tro det. Sator Gangranell kommer til Jorden inden for kort tid. Hvis han viser sig for menneskene, tager ned på Jorden og slutter fred med dem, vil de føle sig sikre, og hvis de føler sig sikre, splitter de sig. Menneskene i øst og vest vil undgå at kommunikere med hinanden, hvilket giver vores bio-computere mulighed for uopdaget at lukke helt af for deres 50

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

kommunikation, og så kan vi udrydde først den ene halvdel af menneskene og bagefter den anden. Selv hvis den ene halvdel opdager, at den anden bliver angrebet, vil det være for sent. For hvis Sator Gangranell virkelig bringer hele vores flåde til Jorden, så er det en uovervindelig slagkraft, vi angriber med. Menneskene vil ikke have en chance.” Sator Dragarr havde ikke længere armene over kors. Han satte sig ned i sin stol med et tænksomt udtryk. Niwa Kerr sad helt stille og så ned i gulvet. “… Den plan er skør nok til at virke,” sagde Sator Dragarr. “Der er dog stadig nogle problemer. Jeg er ikke sikker på, at det bare er så let at få menneskene til at tro på, at vi ønsker fred med dem. Udover det er der ingen garanti for, at Sator Gangranell vil bryde sig om idéen og endnu mindre om at skulle udsætte sig selv for fare ved at tage til Jorden.” “Alt sammen fornuft ig tvivl,” svarede Arka Gorak. “Men samtidig med, at jeg opdagede menneskenes splid, opdagede jeg også noget andet, meget behjælpsomt for vores plan. Gith Ayras selvopofrelse og …” Han holdt en kort pause og skævede mod Niwa Kerr, som øjeblikkeligt så op fra gulvet og mødte hans blik med vidt opspærrede øjne. Hun vendte hurtigt blikket væk, for at Sator Dragarr ikke skulle opdage det. Hvor havde hun været dum. Det tilfældige menneske, hun reddede i den ødelagte by, havde fortalt andre mennesker om det. Arka Gorak måtte have opdaget det. “… Andre omstændigheder har sendt menneskene ud i en diskussion om os Meta,” fortsatte Arka Gorak og rettede sit blik tilbage mod Sator Dragarr. “De har fundet ud af, at vi fører denne krig for at redde Kouronia og vores folk. De har nærmest fået en slags sympati for os. Gith Ayra lagde en af deres storbyers gader øde til at begynde med, men ændrede holdning så pludseligt, at hvis jeg ikke selv var vidne til det, ville jeg aldrig tro det. Menneskene er så småt begyndt at tro, at alle Meta måske er villige til at UNIV ERSETS HERSK ER

gøre det samme. At vi er trætte af krig. At vi er ligesom dem. Og det kan vi udnytte. Hvad angår Sator Gangranell, er jeg sikker på, at han ikke vil lade en så åbenlys mulighed gå os forbi. Udover det tvivler jeg kraft igt på, at menneskene har noget våben, der kan gøre skade på ham. Så nu beder jeg om din tilladelse, Sator Dragarr, til at viderebringe min plan til Arka Sayus.” Sator Dragarr lænede sig en smule tilbage, mens han så Arka Gorak i øjet. Niwa Kerr så afventende fra den ene til den anden. “… Meget vel, Arka Gorak,” sagde Sator Dragarr endelig. “Jeg stoler på din plan. De plejer at virke. Du har min tilladelse.” “Du vil ikke fortryde det,” sagde Arka Gorak og lavede et kort buk med hovedet. “Jeg vil kontakte Arka Sayus med det samme.” Man kunne ikke se det på hans skal af metal, men havde Arka Gorak haft et ansigt, ville det have strålet af lettelse. Ikke alene havde han løst sin opgave, men hvis Sator Gangranell godkendte planen, og alt gik som det skulle, ville han få mere tid til at fi nde på en løsning på problemet med A.I. Måske ville menneskenes supercomputer stoppe sin udvikling, hvis den ikke længere opfattede dem som en trussel. Og forhåbentlig, hvis både Arka Sayus og Sator Gangranell brød sig om planen, ville der ikke være nogen åbenlys grund for Arka Sayus til at bryde ind i Arka Goraks hjerne og fi nde ud af hans hemmelighed. At kontakte ham nu var en risiko, men ikke desto mindre en risiko han var tvunget til at tage. Han startede sine alfabølger og strakte dem langt ud mod Pluto og Titanium Ravnen. “Arka Sayus,” kaldte han. “Jeg behøver vist ikke fortælle, hvem jeg er.” Der gik et stykke tid uden svar, men så dukkede den nye biocomputer op for hans digitale øjne. Han var ikke i tvivl om, hvorfor Arka Chul havde opført sig på den måde. Han blev bombarderet med flere millioner data bare af at betragte den. “Ah, Arka Gorak. Jeg beklager det sene svar, men jeg har meget hukommelse fokuseret andetsteds. Jeg antager, at du har fundet noget brugbart?” 52

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

“Det er korrekt. Ikke alene har jeg fundet noget, vi kan bruge mod menneskene … jeg har også udtænkt en plan.” “Virkelig?” sagde Arka Sayus og lød, til Arka Goraks overraskelse, rent faktisk interesseret. “Fortæl mig om denne plan.” Arka Gorak tøvede ikke et sekund og gik i gang med at forklare. Arka Sayus var tavs gennem hele gennemgangen, men Arka Gorak vidste at han lyttede til hvert et ord. Da han var færdig, var der stilhed i længere tid. “… Det er en plan med mange ukendte faktorer, Arka Gorak,” sagde Arka Sayus. “Der er stor risiko for, at det slår fejl.” Arka Gorak mærkede en bidende angst pible frem i sig, men han undertrykte den og håbede på, at Arka Sayus var for travl til at opdage det. “… Men …” fortsatte Arka Sayus langsomt, efter hvad der for Arka Gorak virkede som en evighed. “Din plan er måske løsningen på det problem, der har plaget vores herre mest. Jeg vil viderebringe, hvad du har fortalt mig til Sator Gangranell, så snart han vågner af sin stasis … Godt arbejde, Arka Gorak.” Med de ord blev kontakten afbrudt, og broen blev igen synlig for Arka Goraks øjne. Niwa Kerr og Sator Dragarr sad der stadig, afventende. “Nå?” sagde Sator Dragarr. “Hvordan gik det?” “Planen mangler endelig godkendelse af Sator Gangranell, men Arka Sayus er enig med mig. Alt, hvad vi kan gøre nu, er at vente på, at vores herre vender tilbage.” “Så vil jeg gå ned og slappe lidt af i mit kammer,” sagde Niwa Kerr, rejste sig, bukkede for Sator Dragarr og gik mod udgangen. Hun havde næsten nået døren da hun mærkede indgående alfabølger. “Jeg er ikke færdig med dig, Niwa Kerr,” lød Arka Goraks stemme i hendes tanker. “Bare fortsæt. Du ved godt, hvad det handler om.” Niwa Kerr kunne ikke få et ord frem. Hun havde bevidst undladt at fortælle dem om det menneske, hun reddede i ruinerne, UNIV ERSETS HERSK ER

men nu havde Arka Gorak støvet det op. “Jeg forstår, at du måtte alliere dig med … menneskehunkønnet for at overleve … og at I har udviklet et bånd der minder om venskab … men at hjælpe et komplet fremmed menneske? Niwa Kerr, menneskene er vores fjender, du ved det! Forstår du ikke, hvor tæt vores folk er på undergang? Vores eksistens afhænger af at udrydde dem, og du redder tilfældige mennesker?” Niwa Kerr havde nået sit kammer. Hun kunne stadig ikke fi nde på noget at sige. Hun satte sig langsomt ned på sin seng. “Denne sygelige medlidenhed bliver nødt til at høre op nu, Niwa Kerr!” fortsatte Arka Gorak. “Disse svagelige, primitive … dyr kan gå hen og blive vores endeligt, og du …” “De er ikke dyr.” Arka Gorak blev så overrasket over hendes pludselige afbrydelse, at han var tavs i flere sekunder. “De er ikke dyr, Arka Gorak,” fortsatte Niwa Kerr bestemt og med en dårligt undertrykt vrede. “Du taler, som om du ved alt om dem, men du ved ingenting! De har følelser, personligheder …” “Den slags siger intet relevant om dem,” snerrede Arka Gorak. “De er i konstant kaos. De modarbejder hinanden, selv nu midt under en krig, der truer med at udrydde dem. De er dybt egoistiske og holder fast i ulogiske principper som for eksempel, at farven på deres hud gør dem bedre end andre. De har forsøgt at udrydde hele folkefærd over småting som anderledes tankegang. Hvilken civiliseret art ville gøre den slags?” “Du mener som vi gjorde mod Meta-Dementia for fyrre tusind år siden?” råbte Niwa Kerr i sine tanker og knugede sine næver så hårdt, at det gjorde ondt. “Hvordan kan du tale om egoisme, når vi Meta har udryddet dusinvis af verdener kun for at forlænge vores liv med nogle sølle årtusinder? Det er ikke menneskene, der er dyr … det er os, Arka Gorak! Vi er frådende rovdyr! Vi fortærer alt, hvad vi kommer i nærheden af!” “Er du overhovedet klar over hvad du siger?” knurrede Arka 54

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

Gorak. “Du vender hele dit folk ryggen! Du vender dine sande venner ryggen! Du vender Sator Dragarr ryggen, Niwa Kerr.” Niwa Kerrs knyttede næver løsnede sig øjeblikkeligt og en iskold fornemmelse susede ned gennem hendes rygrad. “Er det virkelig det, du vil, Niwa Kerr?” sagde Arka Gorak, mere kontrolleret. “Vil du vende ryggen til den kærlighed, I har kæmpet så hårdt for? Vil du smide alt, hvad du elsker, væk til fordel for din medlidenhed?” Niwa Kerr lukkede øjnene, og hendes læber rystede svagt. Han havde fejt valgt at bruge hendes kærlighed mod hende, men han havde ret. Hun ville aldrig lade noget komme mellem dem. Sator Dragarr var vigtigere end noget andet i hendes liv. “… Hvis vi ikke sejrer over dem, er vi dødsdømte, Niwa Kerr,” fortsatte Arka Gorak en smule blidere. “Jeg ved, at du har stærke følelser, men du må tvinge dem væk. Sator Gangranell er hverken dum eller uopmærksom, og hvis han opdager, hvad der er sket, så bliver du den næste Niwa Rhyn.” Niwa Kerr bøjede sig forover og gned sit ansigt i hænderne. “… Du har ret, Arka Gorak. Det er bare … Du ved ikke, hvad jeg har gået gennem derude. Jeg er kun i live på grund af menneskene …” “Jeg ved det, Niwa Kerr, men lad det ikke sløre dit sind. Det er ikke for at være ond ved dig. Du er min ven. Jeg vil dig kun det bedste. Jeg bekymrer mig om dig.” “… Jeg ved det … og jeg sætter pris på det, virkelig.” “Jeg foreslår, at du tager dig sammen nu, for dit eget bedste. Det varer ikke længe, før Sator Gangranell er her.” Med de ord sluttede alfabølgerne og efterlod Niwa Kerr i stilhed. Hun lagde sig ned på sin seng og så modløst op i loftet. Det var ikke udelukket, at de havde krammet på menneskene denne gang. Hun burde være glad, for det betød at hendes eget, hendes planets, hendes folks og den hun elskedes liv var sikret. Hun burde være lykkelig, men allerede nu begyndte tårerne at presse på. Hun kunne umuligt være lykkelig, når hun vidste, at det var UNIV ERSETS HERSK ER

på bekostning af Katies liv. ✪✪✪ Sator Gangranell vågnede langsomt af sin stasis. Det var længe siden, han havde følt sig så dårligt tilpas. Han satte sig op og tog sig til sin smertende side. Hans panser var repareret, men selvom hans sår var lukket ville det tage et stykke tid, før det var regenereret helt. Han mærkede alfabølger. “Arka Sayus,” sagde han med en træt, sløvet stemme. “Tal.” “Jeg har fundet løsningen på det andet problem, Herre.” Sator Gangranell rettede sig op og øgede sin koncentration, selvom han fi k det betydeligt værre af det. “Fortæl mig det hele med det samme.” “Arka Gorak opdagede at menneskene er i konfl ikt med hinanden efter et fejlslagent missilangreb på Bæstet. De truer med splittelse. Indtil videre er det kun tomme ord, men jeg har udtænkt en plan der kan gøre de ord til handling.” Arka Sayus fortsatte i en lang forklaring. Sator Gangranell lyttede intenst på trods af trætheden. “Det er min plan,” afsluttede Arka Sayus. Sator Gangranell tænkte sig grundigt om. “… En falsk fred … Det er ikke en dårlig idé, Arka Sayus … Slet ikke dårlig.” “Jeg er ikke Deres ypperste bio-computer for ingenting,” svarede Arka Sayus med ikke-eksisterende beskedenhed. “Så sandt, jeg er ikke gået fejl med dig … Meget vel. Hav en transport klar til mig om otte timer. Til den tid bør jeg være kommet mig helt. Jeg tager til den nærmeste mindre krydser og tager mod Jorden med det samme med en eskorte på fi re andre krydsere. Hvordan går samlingen af vores flåde?” “Over halvdelen er kommet hertil nu, med blandede resultater. Vi har mistet enogtyve krydsere og deres mandskab. Andre har lidt store skader, men det er ikke uventet. Hvis det fortsætter 56

D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N

på denne måde beregner jeg slutresultatet til et styrketab på 25 % af flådens fulde potentiale. Det er et massivt tab, men vi er stadig mange gange stærkere end Jordens flåde. Det ser ud til, at vi får samlet den til det beregnede tidspunkt om seks dage.” “Godt,” svarede Sator Gangranell. “Kontakt Bæstet og fortæl dem hvornår jeg vil være ved Jorden. De skal være klar til at indgå i planen på det tidspunkt. Find en ideel storby at mødes med menneskene i og få Bæstet til at vente i nærheden. Jeg vender tilbage til stasis. Væk mig om præcis otte timer.” “Javel, Herre.” Han brød kontakten og lagde sig ned i sengen. Endelig havde han en mulighed for at få de forbandede mennesker af vejen for bestandigt.

UNIV ERSETS HERSK ER