Vild med fjernsyn - af Anders Krarup & Lars Mandal

En nyhedsvært møder klokken 12 og skal have sin søvn. Dengang var der ikke NEWS og internet, så jeg sov uden at ane, at der denne nat var smuttet noget megastort for mig. Da uret ringede, bimlede beskedtonen: „Antallet af nye meddelelser er … 17.“

”Vi sendte på begejstring og risiko. Og vandt!”

ANDERS KRARUP, f. 1953, journalist og selvstændig kommunikationsrådgiver.

Tidligere nyhedsredaktør på TV 2|NYHEDERNE, informationschef og medlem af bestyrelsen på TV 2|DANMARK.

Næsten nøgen på min madras hør­te jeg en mere og mere desperat re­daktionschef Michael Dyrby tale – og til sidst skrige – sig igennem beske­derne. Den første var indtalt ved sekstiden. Dyrby bad mig straks ringe tilbage: Nyhederne skulle sende eks­tra, fordi prinsesse Diana var død. På besked nummer 17, indråbt ved 10-ti­den, kundgjorde han, at jeg ville miste mit job og lide en smertefuld død. Min første tanke i det blytunge hoved var:

Flemming Toft

Hvor var Jes Dorph-Petersen, da Lady Di døde?

Hvad frygtede Flemming Toft mest under finalen ved EM i fodbold i 1992?

Og hvilke tanker fløj gennem Michèle Bellaiches hoved, da hun interviewede en af verdens største stjerner med bar røv?

TV 2 har i 25 år forkælet, forundret og forarget seerne med nyheder, sport, dokumentar, livsstil og underholdning. Vild med fjernsyn – 25 år med TV 2 handler om de store øjeblikke og 25 år på godt og ondt. Et nostalgisk, morsomt og alvorligt tilbageblik på de mest populære programmer – og nogle af dem, vi lykkeligt har glemt. De bedste interne TV 2-historier bliver fortalt af nuværende og tidligere ansatte, og både seere, tilhængere og indædte kritikere svinger flaget og pisken.

LARS MANDAL, f. 1956, journalist og selvstændig kommunikationsrådgiver.

Tidligere nyhedsredaktør på TV 2|NYHEDERNE og programplanchef på TV 2|DANMARK.

„Hvordan slipper jeg for at komme i fjernsynet?“. Næste tanke: „Det kan jeg ikke. Vær en mand, Jes Dorph!“ (Citat fra bogen)

Glæd dig til et kig ind i og bag om den tv-kanal, der 1. oktober 1988 ændrede Danmark for altid.

Anders Krarup og Lars Mandal

Vild med fjernsyn 25 år med

Af Lars Mandal og Anders Krarup

Vild med fjernsyn 25 år med

Politikens Forlag

Indhold Forord: 25 år i seernes tjeneste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 TV 2's Familien Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 Line Baun Danielsen: En storfamilie blev født . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 Sådan kommer TV 2 til verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 Michael Meyerheim: Jeg kunne ikke synke dybere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 Bengt Burg: Jeg elsker Lykkehjulet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36 Politiken mod TV 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 Ulla Terkelsen: Det besværlige barn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44 Jorden kører den forkerte vej . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 Samuel Rachlin: Jingle, rundsav og et gyldent øjeblik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48 Kampen om public service-tv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 Allan Silberbrandt: Da krisen i mellemøsten krydsede Kvægtorvet . . . . . 60 I øjenhøjde med seerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65 Niels Højlund: Da DR sendte Højlunds Forsamlingshus . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76 En samspilsramt familie med muligheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 82 Kurt Leth: „Waves! Waves! Run!“ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 90 Beverly Hills 90210 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 Lone Bastholm: „E lucevan le stelle“ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100 Kriser, der kradser på Kvægtorvet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104 Advokaternes paradis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 112 Tour de Triumf med en 100-årig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118 Flemming Toft: Vi vandt, fordi vi var de bedste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 122 Nick Horup: Er du helt GAK-GAK? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128 Sådan får TV 2 pengene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 134 Lasse Jensen: Vi har set på dine bilag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 136 TV 2: En statsstøttet forkælet klynker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140

Anette Rømer: Hvem vil være millionær? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 148 Bubber: Aqua & Snurre Snups Søndagsklub . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 154 Preben Vridstoft: Pyrus og børnene samlede familien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 160 Mor, mor, kom ind fra grillen – nu er der reklamer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 166 Cecilie Frøkjær: Det bliver familien Danmarks undergang . . . . . . . . . . . . . . .178 Poul Madsen: Gennem snestorm og Bermuda-trekant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 184 Kaare R. Skou: Direkte drivvådt politisk drama . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 186 Jes Dorph-Petersen: Bye Bye Lady Di . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 190 NYHEDERNE – en fødsel med fire fiaskoer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 194 Steffen Jensen: Hoteldirektør og teleoperatør i Bagdad . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206 Poul Erik Skammelsen: Mit første brændpunkt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 210 Jesper Steinmetz: Jeg fyrede en minister – og han stjal min kuffert . . . . . 214 Den frække. Den hyggelige. Og den friske. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 218 Pelle Hvenegaard: Rundfunk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 228 25 års direktører . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 234 Private producenter bag TV 2’s succes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 240 Hans Pilgaard: Sikke et øjeblik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 246 Mette Lisby: Linen ud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 252 Fællesskabet foran flimmeren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 256 Michèle Bellaiche: Robbie Williams’ bare røv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 266 Peter Tanev: TV 2 tager Danmark med storm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 272 Claus Elming: Vild med fodbold – og dans . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 278 TV 2’s Merete Eldrup: Vild med Årgang 0 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 284 Fik vi bedre fjernsyn med TV 2? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 290 Slip TV 2 fri . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 298

1. oktober 1988, TV 2 er i luften.

Tegning af Roald Als.

VI VANDT, FORDI VI VAR DE BEDSTE Af Flemming Toft 122

Der mangler sølle 10 minutter af EMfinalen i 1992, og Danmark fører 2-0.

Alligevel tør jeg ikke tro på det. Så kommer det kækt fra min sidemand: „Er du pessimist?“ „Næh, men jeg er ved at gøre noget lignende i bukserne …!“ Et moment i en palet af essays fra dengang, da DR mistede sin patina, hvor alle danskere mistede stemmen, og hvor Kvægtorvet ikke længere blev opfattet som et sted for kreaturer. Et gennembrud, der gav genlyd, for det var i de dage, tv-stationen blev forhenværende næststørst og stålsatte, hvad det vil sige at præsentere en event! Det hele blendet i en cocktail

af en særlig entusiasme, umiddelbarhed, dygtighed og frem for alt renset for bureaukrati. Der var ikke langt fra tanke til handling. Det hele var ikke fedtet ind i analyser og særlige udvalg. Vi gjorde det, vi var bedst til, fordi vi turde, og fordi vi fik lov til det!

Sådan var det bare, dengang vi alle var dus og ikke behøvede gå med legitimation. Og hvis jeg slipper 1992, så bliver det mit personlige startskud i 1988, der sammen med 92 er tatoveret – ikke på mit bryst, der i forvejen er en fuldrigger, når det bliver skudt frem – men i mit flashback.

Ansættelsen. Eller overtalelsen. For jeg havde slet ikke lyst til tv-mediet. Frede-

123

Flemming Toft på plads på stadion. Her sammen med Preben Elkjær.

riksborg Amts Avis, Berlingske og Politiken havde sværtet mine fingre til, indtil Nordisk Film og Radiosporten tog fat. Men så blev jeg påvirket til et møde med TV 2 Sportens Jørgen Steen Nielsen og Ole Henriksen på et obskurt værtshus i Odense. Og påvirket er dækkende! Det mindede om den måde, franskmændene tvangsfodrer gæs på, når der skal foie gras på bordet, her var det bare alkohol, de via tragten hældte i københavneren, som til sidst fik bøvset et „JA“ ud i lokalet.

Ansat. Uden kontrakt. Den fik jeg først 10 år senere. Men med alle mine krav opfyldt. Udover lønnen var det vigtigste: jeg duer ikke til vagtplaner!

1992 blev altså den næste milepæl efter de 4 fortryllende første år, men der var mere og andet end EM-triumfen i Sverige. De olympiske lege i Barcelona. Vi havde ikke en rettighed,

124

men tog, hvad der lå på bordet, når DR havde forladt det. Vi var i den catalanske hovedstad i de mest primitive lokaler, hvor vi på 50 kvadratmeter havde indrettet redaktion, off-tubebokse, redigering og kaffehjørne. Vi sendte på begejstring og risiko. Og vandt! Vi kørte bare derudad uden sikkerhedssele og fælles kampdragt.

Jeg har stadig et billede hængende i min erindring: Claus Hagen Petersen i underbukser og netundertrøje med hvidere ben end Pjerrot. Stående i offtube-boksen, der var lige så „smalskuldret“ som reporteren og derfor uden dør, ivrigt kommenterende på kvindernes landevejscykling. Kan du fornemme stemningen? Umiddelbarhed var fællesnævneren i Odense og Barcelona – og hos Claus Hagen. Han ænsede ikke, at hele Danmark var med live, da han brølede ud mod os andre i redaktions-tændstikæsken:

„Hold kæft, hvor de kører, de kællinger“.

Et billede på ægte TV 2-begejstring – og folkelig appeal!

Det var også i den periode, vi tog fat i et oplagt Dags Dato-emne: lystfiskeri med den inciterende programtitel: Fluer i hovedet. Tre timers direkte transmission fra Hudevad Sø, hvor der skete mindre end i et Søren Rygeprogram. Indtil 45 sekunder før afmeldingen. Så fik fiskeren bid, og nyheds­ udsendelsen klokken 12 denne søndag måtte udskydes.

Det gjorde man ikke i samme periode på DR, der ikke ænsede TV 2 i det store og hele, men dog indvilgede i et særligt samspil i maj 1993. Det var

en lørdag, der var FA Cup-finale på Wembley – Sheffield Wednesday mod Arsenal. Den ordinære kamp endte uafgjort, og omkampen lå, da TV-Avisen skulle starte – og den flyttede man ikke! Men TV 2 tilbød at overtage de 2 x 15 minutters forlængede spilletid, så seerne kunne få deres live-oplevelse. En af grundene til, at vi blev den foretrukne kanal!

TV 2 var en sund og naturlig forening af pionerånd, spontanitet og tilladelse-til-alt. Eller var det, som Ulla Terkelsen tankevækkende sagde efter EM-triumfen: „Jeg tror, vi vandt, fordi vi var de bedste.“

FAKTA / Flemming Toft har været sportskommentator på TV 2 siden november 1988. Han har arbejdet som journalist siden 1970 og har desuden skrevet en række bøger om fodbold og tennis. Han er også kendt som manden, der sagde ”huttelihut” i 1992.

125

DET BLIVER FAMILIEN DANMARKS UNDERGANG Af Cecilie Frøkjær 178

„Morgen-tv vil være med til at skabe større panik i familien.

Det er synd, at den eneste resterende stund på dagen, hvor familien havde tid til at sidde og tale sammen, nu bliver frarøvet dem“.

Sådan truttede en medieforsker i dommedagsbasunerne op til premieren på Go’ morgen Danmark den 2. december 1996. Danmark stod over for et nyt stykke tv-historie. Og udover hans store bekymring for familien Danmarks opbyggelige hygge-­morge­ner mente han sig også i stand til – helt på forkant og inden premieren – at diagnosticere det:

„Der er tale om lavkvalitets-tv.

Vi taler dårlig radio med billeder på.“

Jeg var nyansat på det stygge program, stadig elev på journalisthøjskolen, i gang med min hovedopgave og så grøn, at jeg tog alt, hvad der stod i avisen, meget alvorligt. Hvorfor jeg bævede ved tanken om, at jeg angiveligt ville være med til at omstyrte det Danmark, vi havde kendt indtil da. Hvad nu, hvis han havde ret? For rolige morgener i cornflakes-gyldent skær med hele familien i munter samtale rundt om bordet, var – hånden på hjertet – også min ide om den bedste morgen.

179

Netop hans kritik blev helt naturligt en del af debatten op til vores første udsendelse – og var en fast del af spørgsmålene på blokken i mange af de interviews, Michael Meyerheim og jeg lavede op til premieren. Jeg var snu nok til at regne ud, at det ville puste til ilden, hvis jeg svarede, at jeg til fulde forstod hans bekymring. Heldigvis var min redaktionschef Karen Thisted. Hendes sentimentalitet kunne ligge på et meget lille sted. „Det er lige pludselig, som om morgenerne er blevet noget af det lykkeligste. Noget helligt som juleaften. Men sådan har det aldrig været.

Forældrene sidder ikke og læser højt af H.C. Andersen. Vi løber rundt og råber og er stressede. Og her er et godt alternativ“, gav hun igen, når hun blev spurgt.

Jeg turde slet ikke udtale mig så bombastisk. Jeg var single uden børn, så hvad vidste jeg om Familien Danmarks morgener? Men hvad skulle jeg så sige – for jeg skulle jo i sagens natur stå på mål for projektet?

Stor var min lettelse, da jeg kom på det neutrale og afvæbnende svar: „Man bestemmer jo selv, om man vil tænde.“ Tag den! På den måde var det ikke min skyld alene, hvis Danmarks børnefamilier røg ud over kanten som følge af et nyt fremmedgørende og ødelæg-

180

gende tv-dikteret morgenritual. De havde i så fald selv valgt at lukke op for dét, som B.T. kategoriserede på følgende måde dagen efter premieren: „Og nu har et klon af fanden – TV 2-direktør Jørgen Flindt Pedersen – sluppet helvedet løs i de sagesløse danske hjem.“

Så var vi i luften... Og anmelderne på de landsdækkende aviser hadede, hvad de så. Vi fik kun en enkelt stjerne i Ekstra Bladet, der kaldte programmet: „… fuldstændig fantasiløst fjernsyn, søvndyssende og småborgerligt.“

B.T. delte lidt mere rundhåndet to stjerner ud, men meddelte bombastisk: „Go´ morgen Danmark – ingen er gået glip af noget. Og hvis det virkelig er en god morgen, så bliv under dynen.“

Politiken mente: „Vi har set det hele før et andet sted. Forskellen er bare, at hvor vi tidligere skulle slumre hen til anretningen, der skal vi nu vågne op til den.“

Berlingske kunne fortælle deres læsere, at det var: „helt grotesk at se de to studieværter studere morgenaviser...

De sad med andre ord og læste de selvsamme aviser for os, som vi ville have haft ro til at fordybe os i, hvis vi ikke sad og så tv.“

Ikke just jubel-læsning for en helt ny, uprøvet vært uden hård hud på forfængeligheden. Men igen var det en gave at arbejde sammen med garvede folk, der havde rejst gennem tvland og tilbage igen adskillige gange.

Vores ene direktør i Skandinavisk Film Kompagni, Jørgen Koldbæk, forsvarede programmet i Berlingske: „Efter min mening har anmelderne altid levet af den rutineprægede præstation. De er til salg for en rask bisætning. Derimod håber jeg, at seerne er med os.“

Og dét var de. Da den første fokusgruppetest blev lavet efter et halvt år, lød dommen: „TV 2’s morgensatsning har overgået alle forventninger. Det er usædvanligt med en så enstemmig ros af et tvprogram. Go’ morgen Danmark har opnået seertal, som morgen-tv i Norge og Sverige brugte to-tre år på at nå.“ Daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, udtalte: „Det er dansk tv, når det er bedst“ – og han og samtlige andre ministre stillede op i programmet.

Vi havde etableret et stykke danmarkshistorie. And the rest is history, som man siger – her 17 år senere ...

Og mig bekendt er der endnu intet dokumenteret belæg for, at Familien Danmark er styrtet i ulykke, fordi de tændte for morgen-tv ...

FAKTA / Cecilie Frøkjær var vært på Go’ morgen Danmark fra 1996 til 2009. Hun har siden august 2010 været vært på Go’ aften Danmark.

181

JEG FYREDE EN MINISTER – OG HAN STJAL MIN KUFFERT Af Jesper Steinmetz 214

215

„Du har været studievært i to uger, og så har du allerede fået fyret en minister. Godt gået, Steinmetz!“ Der var ingen ende på de kollegiale skulderklap og rosende ord, da det ganske rigtigt lykkedes mig at få fyret den første minister i Anders Fogh Rasmussens regeringstid. Det var dog mere held end stort journalistisk talent, der betød, at Svend Aage Jensby måtte træde tilbage som forsvarsminister i april 2004, efter jeg havde interviewet ham live i 22-Nyhederne få dage inden.

Præcis 14 dage efter jeg var begyndt som studievært på TV 2-Nyhederne, havnede forsvarsministeren Jensby i den varme stol over for mig. For mig gjaldt det mere om at overleve og kigge i det rigtige kamera end om at hive bukserne ned på magthaverne.

Jensby skulle interviewes, fordi der var opstået debat om, hvor meget Folketinget var informeret, og hvilke efterretningsoplysninger politikerne havde fået, inden Danmark gik med i krigen i Irak. Under det direkte interview nævnte Jensby, at oplysningerne var blevet forelagt Folketingets Kontroludvalg. Jeg tog ikke notits af bemærkningen, tænkte endda: „Gad vide, hvad Folketingets Kontroludvalg er for noget?“ Det skulle jeg snart finde ud af.

216

For knap var lyset og kameraerne i studiet slukket, før Anders Fogh Rasmussens spindoktor, Michael Kristiansen, havde ringet for at tale med redaktionen. Kristiansen havde ét spørgsmål: „Hvad præcist havde Jensby sagt om Kontroludvalget?“ Dagen efter mødte redaktør Ole Henriksen og jeg op til endnu en glad dag på jobbet. Nyhedsudbuddet var tyndt, så vi pløjede alle Ritzau-telegrammer igennem for at få inspiration til dagens 22-udsendelse. Hen ad eftermiddagen skrev Ritzau flere og flere telegrammer om et eller andet kontroversielt interview, som forsvars­ minister Svend Aage Jensby havde givet dagen før. Ole Henriksen og jeg forstod ikke helt, hvad ministerstormen skyldtes. Først efter en del telegrammer, der blev mere og mere skingre i tonen, faldt 10-øren: „GUD, det er jo vores interview fra i aftes, der har skabt balladen.“ Ole Henriksen og jeg følte os pludselig som nogle helvedes karle, at vi sådan havde fået sat mediedagsordenen. Men det havde unægteligt været sjovere, hvis vi selv havde fattet substansen i det, vi havde sendt ud til seerne!

Det viste sig, at Jensby havde overtrådt alle fortrolighedsprincipper ved

overhovedet at nævne Kontroludvalget, der har til opgave at kontrollere landets efterretningstjenester. Udvalget er åbenbart så hemmeligt, at politikerne ikke bare har tavshedspligt med dobbelt skrue, de må end ikke oplyse, hvor og hvornår de holder møde.

Det blev fredag og fridag. Jeg havde inviteret venner til middag, og da den første kom ind ad døren, var det med nyheden: „Har du hørt, at Jensby har trukket sig som minister?“ Det havde jeg ikke og tog mig selv i at tænke: „Nej altså, den noble mand. Sådan var det da heller ikke ment“.

Et halvt år senere skulle jeg med en veninde til New York, og hvem møder jeg i lufthavnen? Svend Aage Jensby og frue. Jeg tænkte: Nu får jeg bank.

Men han bar ikke nag, han var meget venlig og imødekommende.

Jensby og frue og den øvrige delegation fra Folketinget var blandt de første til at forlade flyet og var hurtigt igennem immigrationen i lufthavnen.

Min veninde og jeg kom som de sidste til bagagebåndet, hvor blot to kuf-

ferter manglede at blive afhentet. Den ene tilhørte min veninde. Den anden var identisk med min, men på bagagemærkaten stod der: Svend Aage Jensby. Elegant hævn, tænkte jeg.

Eksministeren havde sgu snuppet min kuffert.

Jeg kendte tilfældigvis en af de andre politikere i delegationen og kunne derfor ringe til politiker-bussen, der nu var på vej ind til Manhattan. Jensby var først noget skeptisk over for min påstand, men måtte brødebetynget indrømme, at han ved en fejl havde taget min kuffert. Efter en længere omvej nåede vi frem til hotellet og Jensby, som med røde ører beklagede affæren.

Da vi kørte derfra, kunne vi kun grine af den lidt aparte start på vores ferie, og min veninde gjorde følgende status: „Ved du hvad, jeg er på en måde glad for, at han ikke længere er forsvarsminister. For når han ikke engang kan finde ud af at tage den rigtige kuffert i lufthavnen, hvordan ville han så ikke være til at administrere landets sikkerhed?“

FAKTA / Jesper Steinmetz blev ansat som politisk reporter i 2001, blev vært på 22-Nyhederne i 2004 og derefter på 19-Nyhederne. Siden 2010 har han været TV 2’s korrespondent i USA.

217