Bølgerne

BØLGER NE

3. korrektur – side 1 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

1HHH 2H 3H 4H 5HHH 6H 7H 8H 9H 10HHH 11H 12H 13H 14H 15H 16H 17H 18H 19H 20H 21H 22H 23H 24H 25H 26H 27H 28H 29H 30H 31H 32H 33H 34H 35H 36H 37H 38H 39H 40H 41H 42H 43H 44H 45H 46H 47H 48H

3. korrektur – side 2 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

Virginia Woolf

BØLGERNE På dansk ved Anne Marie Bjerg

rom a n

R OSI N AN T E

3. korrektur – side 3 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

1HHH 2H 3H 4H 5HHH 6H 7H 8H 9H 10HHH 11H 12H 13H 14H 15H 16H 17H 18H 19H 20H 21H 22H 23H 24H 25H 26H 27H 28H 29H 30H 31H 32H 33H 34H 35H 36H 37H 38H 39H 40H 41H 42H 43H 44H 45H 46H 47H 48H

Bølgerne er oversat fra engelsk af Anne Marie Bjerg efter The Waves 3. gennemsete udgave, 1. oplag. Denne udgave: © ROSINANTE&CO Bogen udkom første gang på Munksgaard/Rosinante, København 1994 Omslag: Camilla Jørgensen Sat med TheAntique og trykt hos ???

ISBN 978-87-638- 1697-7

Printed in???

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

3. korrektur – side 4 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

INDHOLD Forord 7 Bølgerne 14 Noter 224

3. korrektur – side 5 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

1HHH 2H 3H 4H 5HHH 6H 7H 8H 9H 10HHH 11H 12H 13H 14H 15H 16H 17H 18H 19H 20H 21H 22H 23H 24H 25H 26H 27H 28H 29H 30H 31H 32H 33H 34H 35H 36H 37H 38H 39H 40H 41H 42H 43H 44H 45H 46H 47H 48H

3. korrektur – side 6 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

FORORD Min egen hjerne forekommer mig at være det mest utilregnelige maskineri – altid summende, nynnende, svævende, brølende, dykkende og så begravet i mudder. Og hvorfor? Hvad skal al denne lidenskab til for?

Sådan skrev Virginia Woolf i et brev i december 1932, året efter Bølgerne var udkommet. Hun kunne have mange grunde til at skrive sådan. Nogle af dem private, andre som udtryk for en generel undren over og fascination af tanker og følelsers krumspring.

I Bølgerne er det netop bevidsthedens komplekse, utilregnelige og ustandselige regeren, der er selve livsnerven. Men ligesom brevets spørgsmål om, hvad meningen med al denne lidenskab er, forbliver åbent, vælger hun i romanen at følge og registrere i stedet for at give svar på, hvorfor bevidstheden gør, som bevidstheden vil.

Og det er en væsentlig grund til, at romanen er blevet kaldt hendes mest eksperimenterende og vanskelige værk. I Bølgerne slår Woolf nemlig døren på vid gab og inviterer os helt ind i menneskets bevidsthedsstrøm.

Hun blev født i London i 1882, som Adeline Virginia Stephen, og voksede op i en velhavende og intellektuel familie. Begge forældre, Julia Duckworth og Leslie Stephen, havde mistet deres første ægtefælle og var blevet alene med i alt fire børn. Sammen fik de fire mere, deriblandt søsteren Vanessa, som Virginia var meget knyttet til. De to piger fik hjemmeundervisning og havde adgang til farens omfangsrige bibliotek. Julias familie var forlæggere, Leslie Stephen var litteraturkritiker og redaktør, og flere af datidens kendte forfattere kom i Virginias barndomshjem. Det var en inspirerende og privilegeret opvækst, som bestemt ikke var uden skygger: Børnene beundrede deres far, men var også kuede af hans strenge og tyranniske sider. I sine senere dagbøger har Virginia Woolf beskrevet, hvordan 7

3. korrektur – side 7 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

1HHH 2H 3H 4H 5HHH 6H 7H 8H 9H 10HHH 11H 12H 13H 14H 15H 16H 17H 18H 19H 20H 21H 22H 23H 24H 25H 26H 27H 28H 29H 30H 31H 32H 33H 34H 35H 36H 37H 38H 39H 40H 41H 42H 43H 44H 45H 46H 47H 48H

hendes ældre stedbrødre forgreb sig på hende seksuelt, og da hun var 13 år døde hendes mor pludseligt. Sorgen førte til Virginias første mentale sammenbrud, som blev et forvarsel om et helt liv med psykisk lidelse. Farens død i 1904, da Virginia var 22 år gammel, blev begyndelsen på endnu en sygdomsperiode, som kom fuldt til udtryk, da hendes bror Toby døde et par år senere. Efter farens død flyttede Virginia med sine helsøskende til et hus på Gordon Square i Bloomsbury, London. Huset blev samlingspunkt for det, der senere blev kendt som Bloomsburygruppen. Der blev diskuteret litteratur, æstetik og økonomi, og samværet var alt andet end konventionelt.

Gruppen havde moderne holdninger til både seksualitet, feminisme og pacifisme. Både homoseksualitet og biseksualitet var vedkendt og accepteret, det var kærligheden som indre tilstand, der var idealet, snarere end snæver skelen til køn. De havde kærester, forlovede, ægtefæller og elskere på kryds og tværs af gruppen, og Virginia havde formentlig selv flere kærlighedsforhold til andre kvinder. I 1905 begyndte hun at skrive for The Times Literary Supplement, og i 1912 giftede hun sig med Leonard Woolf. Efter endnu en episode med psykisk sygdom, hvor Virginia nedbrudt og hallucinerende forsøgte at tage sit eget liv og måtte indlægges, etablerede ægteparret Hogart Press.

Leonard mente, at Virginia ville have godt af at beskæftige sig med noget så praktisk som bogproduktion. Det var naturligvis ikke nok til at holde sygdommen fra døren. Hun debuterede som forfatter i 1915 med The Voyage Out og udgav siden en perlerække af hovedværker i det tyvende århundredes litteraturhistorie. Bølgerne udkom i 1931 og regnes af mange for hendes smukkeste, mest poetiske værk. Ti år senere, i 1941, fik hun nok af sit eget plagede sind, fyldte sine lommer med sten og druknede sig i floden Ouse nær hjemmet i Sussex. I sit afskedsbrev til Leonard skriver hun »[...] jeg gør, hvad der synes at være det bedste at gøre [...] jeg kan ikke kæmpe længere [...] Alt har forladt mig bortset fra visheden om din godhed. Jeg kan ikke fortsætte med at ødelægge dit liv længere [...] jeg tror ikke, to mennesker kunne have været lykkeligere, end vi har været. V.« Bølgerne består af ni dele. Hver del indledes med et kort, lyrisk afsnit, der beskriver solens bane fra øjeblikket før solopgang til øje8

3. korrektur – side 8 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

blikket, efter den er gået ned. Dagens cykliske rytme danner en løs ramme om seks navngivne stemmer, der introduceres en efter en.

Vi følger vennerne Bernard, Rhoda, Louis, Jinny, Susan og Neville fra den tidlige barndom til livets slutning. En syvende ven, Percival, har også en central placering i gruppen, men han beskrives kun gennem de andre og taler aldrig med egen stemme. Da Percival skal til Indien, mødes vennerne til en afskedsmiddag i London.

Middagen kommer til at markere et tragisk vendepunkt – kort tid efter falder Percival af sin hest og dør. Det uigenkaldelige tab bliver til en del af deres fælles fortælling. Neville, som måske nærer de stærkeste følelser for Percival, er den, der først fortæller om hans død: Han faldt. Hans hest snublede. Han blev kastet af. Verdens sejl er svunget rundt og har ramt mig i hovedet. Alting er forbi.

Verdens lys er gået ud. Der står det træ, jeg ikke kan komme forbi.

Neville holder ligesom de andre venner Percival frem mod os som en prisme, så vi ser verden mangedoblet i lyset af hans spejlinger og brydninger. De er på en gang adskilte og forenede, når Neville beskriver sin egen sorg så fysisk smerteligt, som er det vennens dødsøjeblik, han taler om. Midt i byens meningsløse travlhed står han med telegrammet i hånden, mens den fortid, de har delt, strømmer bort som brændt papir. Percival er død, og dog er han levende i de efterladtes bevidsthed: [...] I dette øjeblik, i dette ene øjeblik er vi sammen. Jeg trykker dig ind til mig. Kom, smerte, gør dig til gode med mig. Begrav dine hugtænder i mit kød. Riv mig i stykker.« Sætningen umiddelbart efter Nevilles tilhører Bernard, og vi puffes atter tilbage i sansende observation af verden. Stemmeskiftene markeres udelukkende ved navneangivelser – efter Bernard kommer Rhoda til orde, så Louis og så fremdeles. Bevidstheden er en bølge, der ruller frem og tilbage – mellem den fysiske verden og det vidtstrakte indre tankerum. Frem og tilbage, sansning, tanke, sansning, tanke, en, to, tre, seks stemmer i en rytmisk og rundtosset dans, der trækker læseren med i et langt sug.

Selvom romanen er kronologiske punktnedslag i vennernes liv, er fortællestrukturen løs og plottet så godt som ikkeeksisterende.

Woolf er repræsentant for modernismens såkaldte stream of consciousness, bevidsthedsstrøm, som også James Joyce og Dorothy 9

3. korrektur – side 9 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

1HHH 2H 3H 4H 5HHH 6H 7H 8H 9H 10HHH 11H 12H 13H 14H 15H 16H 17H 18H 19H 20H 21H 22H 23H 24H 25H 26H 27H 28H 29H 30H 31H 32H 33H 34H 35H 36H 37H 38H 39H 40H 41H 42H 43H 44H 45H 46H 47H 48H

Richardson var pionerer for. Det var et radikalt og moderne opgør med realismen og den traditionelle romanform. I virkeligheden kan det dog ses som en ny og radikal form for realisme, som på sin vis er mere virkelighedsnær end den sammenhængende, plotstærke fortælling, som gennem alle tider har domineret litteraturen. Det væsentligste er kun ikke længere personernes sammenhængende livshistorier, men selve den måde, som bevidstheden opererer på. I en mere traditionel fortælleform skabes det store vue ved at ordne, forenkle og sortere handlinger og oplevelser for at skabe meningsfuld sammenhæng. I Woolfs bevidsthedsstrøm hersker en anden logik, her er den verdenserobrende helt eller antihelt fejet af banen til fordel for en fragmenteret kakafoni, en dynamisk og foranderlig strøm af stemmer, sansninger, indtryk og associative glid. I bevidsthedens uafgrænsede sfære synes intet længere at være solidt forankret eller givet. Skiftet fra sammenhæng til fragment foretages på ingen måde for at påpege, at den verden, som befinder sig uden for kroppen, og som vi sædvanligvis opfatter som vores fælles virkelighed, ikke findes eller ingenting betyder. Det er snarere for at påpege, at den egentlige uendelighed finder sted i hvert eneste menneske. Et perspektiv lige så svimlende som forestillingen om universets vidstrakthed.

Læser man Bølgerne med en forventning om sikre pejlemærker og klare fortællinger, bliver man skuffet. Her trækkes man ind i et intuitivt og sammensat felt, kun for at opdage, at man umuligt kan nøjes med køligt at studere disse fremmedes bevidsthed uden at lade sig gribe af strømmen, uden at følge deres blik og sansninger, uden virkelig, virkelig at se lyset gennem bladene sammen med dem, at høre klokkerne ringe og betragte sig selv i spejlet sammen med dem. I begyndelsen gør man måske modstand. Man forsøger at holde den enes stemme ude fra den anden og sammenstykke deres individuelle og fælles livshistorie. Langsomt går det ufrugtbare og hæmmende i den form for læsning op for en. I det grænseløse, flydende, sprogtætte område mister man let orienteringen. Det er vanskeligt ikke at betages af det sublime sprog – som er fornemt transformeret i den danske oversættelse – men selv det ophæver ikke nødvendigvis den indre modstand mod den indledende des10

3. korrektur – side 10 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

orientering. Det kan betale sig at overgive sig. At hengive sig til sprogets cirklen og forskydninger og dermed intimt at slutte sig til kredsløbet af tanker og indtryk og møde teksten med en pludselig og heftig bevidsthed om ens egen indre uendelighed.

Man dykker ned i bevidsthedsstrømmen, kommer op og snapper efter vejret med momentvis trang til i det mindste at afgøre, hvor ét menneske slutter og et andet begynder. Men selvom Woolfs mennesker og deres blik på verden hele tiden skubbes videre af subjektive sansninger og fortolkninger, fremstår de i sidste ende ikke som isolerede og adskilte. Minutiøst at følge flere forskellige personers bevidsthedsstrømme må nødvendigvis give mulighed for netop at vise individuelle måder at forholde sig til samme situation og dermed markere personerne som afgrænsede. Man kan formode, at det er i vores indre liv, at forskellene træder tydeligst frem, at det er der, vi også kan blive fjerne og fremmede i forhold til hinanden, at det er en afstand, der hele tiden må råbes op. Men det er ikke sådan, Woolf bruger sit greb: I Bølgerne glædes og sørger personerne, de udforsker sig selv og hinanden, de er i livet, som ethvert menneske er, med alt det, man kan påvirke, og det, man ikke har magt over. Ud af Woolfs overflødighedshorn af ord vokser slyngplanter vildt fra et menneske til et andet. Ordene markerer forskelle, når Jinny siger: Jeg er Jinny, Neville siger: Jeg er Neville.

Men sproget strømmer også uafgrænset, lader personerne vokse ind i hinanden, tværs gennem bevidstheder og indtryk, så de trækkes tættere og tættere sammen, indtil de til sidst bliver så godt som umulige at skelne fra hinanden.

Ved afskedsmiddagen før Percivals afrejse kommer de fra hver deres fysiske sted. De ankommer til restauranten, alene opslugt af sansninger, historier og forventninger. I det øjeblik de slutter sig til selskabet, bliver de til noget større og langt mere uafgrænset. De sidder ved et bord i en restaurant, på bordet står en enkelt rød nellike: »Der var en enkelt blomst, mens vi sad her og ventede,« siger Bernard, men nu er den en syvsidig blomst med mange kronblade, røde, brune, violette, stiv med blade, der toner over i sølv – en hel blomst, til hvilken hvert øje yder sit bidrag. De er alene og sammen, det er i selve mødet, at en ny verden opstår i al sin mangfoldighed.

11

3. korrektur – side 11 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

1HHH 2H 3H 4H 5HHH 6H 7H 8H 9H 10HHH 11H 12H 13H 14H 15H 16H 17H 18H 19H 20H 21H 22H 23H 24H 25H 26H 27H 28H 29H 30H 31H 32H 33H 34H 35H 36H 37H 38H 39H 40H 41H 42H 43H 44H 45H 46H 47H 48H

Set i det lys er det indlysende, at Percival – på trods af, at han aldrig får sin egen stemme – er den, der ender med at stå klarest. Kun holdt ud i strakt arm, kun som betragtet objekt træder karaktertræk og livsbane frem, kun da udskilles individet fra bevidsthedens store, flydende strøm og bliver tydelig, mangesidig ... og dødsens alene.

De andre bliver knyttet sammen, som én stor levende organisme, hvor den forbindende, foranderlige strøm og de blikke, der hele tiden supplerer hinanden, bliver langt mere interessant end grænserne.

Bølgerne rummer en gnist af overmodigt vanvid. For hvordan kan man så radikalt tilpasse sproget til ambitionen om at gennemlyse et menneskesind uden fuldstændig at opløse betydning og tilknytningen til den verden, som ethvert menneske er til stede i? Svaret må i al sin enkelthed være: ved at skrive som Virginia Woolf. Ved at lade sproget føre an, ved at lade poesiens dunkle skarphed trække læseren til sig og holde hende fast i et euforisk favntag. At læse Bølgerne er et slag i mellemgulvet, en forpustet og ekstatisk rejse gennem de usynlige, uendelige verdener, der bestemmer, hvem vi er, hvad vi gør, og hvordan vi omgås hinanden. Woolf kalder læseren ind i bevidsthedens rum, hun lokker med betagende, tætte, uhyggelige og vidunderlige toner, med penselstrøg af ord, der maler et stadig tættere og mere komplekst billede.

At læse Bølgerne er på sin vis som at skrumpe: I begyndelsen er man sammen med børnene i haven. Man løber gennem labyrinten med dem og ser, hvem der kysser hvem, hvem der elsker og mishages og tiltrækkes og frastødes. Man står lige ved siden af dem og betragter dem og deres verden med de første siders beskrivelse af omgivelserne, der minder om et abstrakt maleri: En ring [der] skælver og hænger i en løkke af lys [...] en bleggul flise, der breder sig ud, indtil den støder på en lilla stribe [...] en kugle, [...] en højrød kvast. Man læser opmærksomt og koncentreret, forsøger ihærdigt at danne sig et overblik, og så er det, man opdager, at man har mistet grebet, man er skrumpet og blevet præcis så lillebitte, at græsplænen forandrer sig til en uoverskuelig urskov, at man er fnuglet og må lade sig rive med af ordenes strøm og være til lige der, 12

3. korrektur – side 12 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

i teksten, i livet, i bevidstheden. Man må strømme og flyde for at læse Virginias Woolfs Bølgerne, man må tillade ordene at folde sig ud og fornemme, hvor elegant og uventet de væves sammen. Man må glemme alt om regler og konventioner, læse fra begyndelsen eller dykke ned vilkårlige steder på samme måde, som hvis man sad med en digtsamling foran sig.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen, februar 2011

13

3. korrektur – side 13 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

1HHH 2H 3H 4H 5HHH 6H 7H 8H 9H 10HHH 11H 12H 13H 14H 15H 16H 17H 18H 19H 20H 21H 22H 23H 24H 25H 26H 27H 28H 29H 30H 31H 32H 33H 34H 35H 36H 37H 38H 39H 40H 41H 42H 43H 44H 45H 46H 47H 48H

Solen var endnu ikke stået op. Havet var ikke til at skelne fra himlen, men havet var let krøllet som når et stykke stof er rynket. Efterhånden som himlen hvidnede, lagde der sig en mørk linje i horisonten og skilte havet fra himlen, og det grå stykke stof blev mønstret af brede striber, som én for én kom rullende under overfladen i hinandens følge, uophørligt.

Når disse striber, én for én nærmede sig kysten, tårnede de sig op, brødes og slyngede et tyndt slør af hvidt vand hen over sandet. Bølgen holdt inde, trak sig så udad igen, sukkende som en sovende, hvis åndedrag kommer og går af sig selv. Gradvis klarnede den mørke stribe i horisonten, som når bundfaldet i en gammel vinflaske er sunket til bunds og glasset blevet grønt. Bagved klarede himlen også op, som om det hvide bundfald dér var sunket til bunds, eller som om en kvinde, der hvilede bag horisonten, i sin arm havde løftet en lampe, og flade hvide, grønne og gule striber spredtes over himlen som blade på en vifte. Så løftede hun lampen højere op, og det var som om luften rev sig løs i fibre fra den grønne overflade; røde og gule fibre der flimrede og blussede som den røgfyldte ild fra et buldrende bål. Gradvis smeltede fibrene fra det brændende bål sammen til én hvidglødende varmedis, som løftede den uldne grå himmels tyngde op over sig og forvandlede den til en million blide blå atomer.

Havets overflade lå og blev langsomt gennemsigtig med krusninger og glimt, indtil de mørke striber næsten var visket ud. Langsomt løftede hendes arm lampen højere op, og endnu højere, indtil en bred flamme kom til syne; en bue af ild brændte på horisontens rand, og hele vejen rundt flammede havet gyldent.

Lyset ramte havens træer, gjorde ét blad gennemsigtigt, derpå endnu ét. En fugl kvidrede højere oppe; så pause; en anden kvidrede længere nede. Solen trak omridset af husets mure skarpere op og hvilede som en viftespids på et hvidt fortræksgardin og satte et blåt 14

3. korrektur – side 14 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

fingeraftryk af skygge under bladet ved soveværelsevinduet. Gardinet bevægede sig lidt, men alting indenfor var sløret og luftigt. Udenfor sang fuglene deres tomme melodi.

15

3. korrektur – side 15 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

1HHH 2H 3H 4H 5HHH 6H 7H 8H 9H 10HHH 11H 12H 13H 14H 15H 16H 17H 18H 19H 20H 21H 22H 23H 24H 25H 26H 27H 28H 29H 30H 31H 32H 33H 34H 35H 36H 37H 38H 39H 40H 41H 42H 43H 44H 45H 46H 47H 48H

»Jeg ser en ring,« sagde Bernard, »den hænger oven over mig. Den skælver og hænger i en løkke af lys.« »Jeg ser en bleggul flise,« sagde Susan, »der breder sig ud, indtil den støder på en lilla stribe.« »Jeg hører en lyd,« sagde Rhoda, »tjiip, tjip; tjiip, tjip; den går op og ned.« »Jeg ser en kugle,« sagde Neville, »der hænger i en dråbe mod de vældige flanker på et bjerg.« »Jeg ser en højrød kvast,« sagde Jinny, »snoet med guldtråde.« »Jeg hører noget, der stamper,« sagde Louis. »Et stort vilddyrs ben er lænket. Det stamper og stamper og stamper.« »Se edderkoppespindet i hjørnet af altanen,« sagde Bernard. »Der hænger perler af vand i det, dråber af hvidt lys.« »Bladene er forsamlet om vinduet som spidse ører,« sagde Susan. »En skygge falder på stien,« sagde Louis, »som en bøjet albue.« »Øer af lys flyder på græsset,« sagde Rhoda. »De er faldet ned gennem træerne.« »Fuglenes øjne er klare i tunnelerne mellem bladene,« sagde Neville. »Stænglerne er dækket med stride, korte hår,« sagde Jinny, »og der hænger vanddråber fast i dem.« »En kålorm har rullet sig sammen til en grøn ring,« sagde Susan, »den er takket af stumpe fødder.« »Sneglen med det grå hus kryber hen over stien og gør bladene bag sig flade,« sagde Rhoda. »Og brændende lys fra vinduesruderne lyner frem og tilbage mellem græsstråene,« sagde Louis. »Stenene er kolde mod mine fødder,« sagde Neville. »Jeg kan mærke dem alle sammen, runde eller spidse, hver for sig.« 16

3. korrektur – side 16 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

»Oversiden af min hånd brænder,« sagde Jinny, »men håndfladen er klam og fugtig af dug.« »Nu galer hanen som en stærk, rød vandstråle i det hvide tidevand,« sagde Bernard. »Fuglene synger, det går op og ned og ind og ud alle vegne rundt om os,« sagde Susan. »Vilddyret stamper; elefanten med lænke om benet; det store bæst på stranden stamper,« sagde Louis. »Se på huset,« sagde Jinny, »alle vinduerne er blændet af hvide gardiner.« »Det kolde vand begynder at løbe fra hanen i bryggerset,« sagde Rhoda, »ned over makrellen i fadet.« »Murene slår gyldne revner,« sagde Bernard, »og der er blå, fingerformede bladskygger under vinduerne.« »Nu trækker mrs. Constable sine tykke, sorte strømper op,« sagde Susan. »Når røgen stiger op, ruller søvnen af taget som en tågedis,« sagde Louis. »Først sang fuglene i kor,« sagde Rhoda. »Nu bliver slåen for bryggersdøren skudt fra. Af sted flyver de. Af sted flyver de som en håndfuld sæd. Men en synger alene ved soveværelsevinduet.« »Der danner sig bobler i bunden af kasserollen,« sagde Jinny. »Så stiger de op, hurtigere og hurtigere, som en sølvkæde mod overfladen.« »Nu skraber Biddy fiskeskællene af med en takket kniv ned på et skærebræt,« sagde Neville. »Spisestuevinduet er mørkeblåt nu,« sagde Bernard, »og luften bølger oven over skorstenene.« »En svale sidder på lynaflederen,« sagde Susan. »Og Biddy har smækket spanden ned på flisegulvet i køkkenet.« »Det er kirkeklokkens første slag,« sagde Louis. »Så følger de andre efter; et, to; et, to; et, to.« »Se på dugen, den flyver hvid hen over bordet,« sagde Rhoda. »Nu er der cirkler af hvidt porcelæn og sølvstriber ved siden af hver tallerken.« 17

3. korrektur – side 17 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

1HHH 2H 3H 4H 5HHH 6H 7H 8H 9H 10HHH 11H 12H 13H 14H 15H 16H 17H 18H 19H 20H 21H 22H 23H 24H 25H 26H 27H 28H 29H 30H 31H 32H 33H 34H 35H 36H 37H 38H 39H 40H 41H 42H 43H 44H 45H 46H 47H 48H

»Pludselig brummer en bi i mit øre,« sagde Neville. »Den er her; den er væk.« »Jeg brænder, jeg ryster,« sagde Jinny, »ud af solen, ind i skyggen.« »Nu er de væk alle sammen,« sagde Louis. »Jeg er alene. De er gået ind for at spise morgenmad, og her står jeg alene ved muren mellem blomsterne. Det er meget tidligt, før skoletimerne. Blomst efter blomst står som pletter på det grønnes dybder. Kronbladene er harlekiner. Stænglerne rejser sig fra de sorte hulninger nedenunder. Blomsterne svømmer som fisk, gjort af lys, på de mørke, grønne vande. Jeg holder en stængel i hånden. Jeg er stænglen. Mine rødder når ned i verdens dyb, gennem jord, der er tør af tegl, og fugtig jord, gennem årer af bly og sølv. Jeg er lutter fiber. Enhver gysen ryster mig, og vægten af jorden trykker mod mine ribben.

Heroppe er mine øjne grønne blade, ikkeseende. Jeg er en dreng i gråt flannelstøj og bælte, der er fæstnet med en messingslange heroppe. Dernede er mine øjne en stenfigurs øjne uden låg i en ørken ved Nilen. Jeg ser kvinder komme forbi med røde krukker på vej til floden; jeg ser kameler, der vugger, og mænd i turbaner. Jeg hører trampen, skælven, røre omkring mig.

Heroppe skummer Bernard, Neville, Jinny og Susan (men ikke Rhoda) blomsterbedene med deres net. De skummer sommerfuglene af blomsternes nikkende hoveder. De stryger hen over verdens overflade. Deres net er fulde af blafrende vinger. ‘Louis! Louis! Louis!’ råber de. Men de kan ikke se mig. Jeg er på den anden side af hækken. Der er kun små kighuller mellem bladene. Åh, Gud, lad dem gå forbi. Gud, lad dem lægge deres sommerfugle på et lommetørklæde i gruset. Lad dem tælle deres nældens takvinger, deres røde admiraler og kålsommerfugle. Men lad mig være uset. Jeg er grøn som et takstræ i hækkens skygge. Mit hår er gjort af blade. Jeg er rodfæstet i jordens midte. Min krop er en stængel. Jeg klemmer stænglen. En dråbe siver frem fra hullet ved mundingen, og den tykner langsomt, bliver større og større. Nu kommer der noget lyserødt forbi kighullet.

Nu glider en øjestråle gennem sprækken. Strålen rammer mig. Jeg er en dreng i et sæt gråt flannelstøj. Hun har fundet mig. Jeg bliver ramt i nakken. Hun har kysset mig. Alt splintres.« 18

3. korrektur – side 18 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

»Jeg løb ud« sagde Jinny, »efter morgenmaden. Jeg så bladene bevæge sig i et hul i hækken. Jeg tænkte ‘Det er en fugl på sin rede.’ Jeg skilte dem ad og så efter; men der var ingen fugl på rede.

Bladene blev ved med at bevæge sig. Jeg blev bange. Jeg løb forbi Susan, forbi Rhoda, og forbi Neville og Bernard, der snakkede i redskabsskuret. Jeg græd, mens jeg løb, hurtigere og hurtigere.

Hvad var det, der fik bladene til at bevæge sig? Hvad er det, som får mit hjerte, mine ben til at bevæge sig? Og jeg for herind og så dig, grøn som en busk, som en gren, meget stille, Louis, med stive øjne. ‘Er han død?’ tænkte jeg og kyssede dig, mens mit hjerte hoppede under min lyserøde blusekjole ligesom bladene, der stadig bevæger sig, selv om der ikke er noget, der bevæger dem. Nu kan jeg lugte geranierne; jeg kan lugte jorden. Jeg danser. Jeg bølger.

Jeg er kastet over dig som et net af lys. Jeg ligger skælvende kastet hen over dig.« »Gennem sprækken i hækken,« sagde Susan, »så jeg hende kysse ham. Jeg løftede hovedet fra min urtepotte og kiggede gennem en sprække i hækken. Jeg så hende kysse ham. Jeg så dem, Jinny og Louis, kysse hinanden. Nu vil jeg pakke min smerte ind i lommetørklædet. Den skal krammes hårdt sammen til en kugle. Jeg vil gå alene ud til bøgeskoven, før skoletimerne. Jeg vil ikke sidde ved et bord og regne regnestykker. Jeg vil ikke sidde ved siden af Jinny og ved siden af Louis. Jeg vil tage min smerte og lægge den på rødderne under bøgetræerne. Jeg vil undersøge den og holde den mellem fingrene. De finder mig ikke. Jeg vil spise nødder og kigge efter æg mellem brombærbuskene og mit hår vil blive filtret og jeg vil sove under hegnene og drikke vand af grøfterne og dø der.« »Susan er løbet forbi os,« sagde Bernard. »Hun er kommet forbi døren til redskabsskuret med sit lommetørklæde krammet sammen til en kugle. Hun græd ikke, men hendes øjne, der er så smukke, var smalle som kattens, lige før den springer. Jeg følger efter hende, Neville. Jeg går forsigtigt efter hende for at være for hånden med min nysgerrighed og trøste hende, når hun bliver rasende og tænker ‘jeg er alene’.

Nu går hun rask ud over marken, skødesløst, for at narre os. Så kommer hun til lavningen; hun tror sig uset; hun begynder at løbe 19

3. korrektur – side 19 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

1HHH 2H 3H 4H 5HHH 6H 7H 8H 9H 10HHH 11H 12H 13H 14H 15H 16H 17H 18H 19H 20H 21H 22H 23H 24H 25H 26H 27H 28H 29H 30H 31H 32H 33H 34H 35H 36H 37H 38H 39H 40H 41H 42H 43H 44H 45H 46H 47H 48H

med hænderne knyttet foran sig. Hendes negle møder hinanden i den kugle, hun har lavet af sit lommetørklæde. Hun er på vej ud af lyset, på vej til bøgeskoven. Hun breder armene ud mod den og kaster sig ind i skyggen som en svømmer. Men hun er blind efter lyset og snubler og kaster sig ned på rødderne under træerne, hvor lyset ser ud som om det gispende ånder ind og ud, ind og ud.

Grenene løfter sig op og ned. Der er uro og bekymring her. Der er skummelt. Lyset er ustadigt. Der er smerte her. Rødderne danner et skelet på jorden med dynger af visne blade i krogene. Susan har bredt sin smerte ud. Hendes lommetørklæde bliver lagt på bøgetræernes rødder, og hun hulker, sidder sammenkrøbet der, hvor hun er faldet.« »Jeg så hende kysse ham,« sagde Susan. »Jeg kiggede mellem bladene og så hende. Hun kom dansende, plettet af diamanter, let som støv. Og jeg er en tyksak, Bernard, jeg er lille. Jeg har øjne, som ser tæt ved jorden og ser insekter i græsset. Den gule varme i min side blev til sten, da jeg så Jinny kysse Louis. Jeg vil spise græs og dø i en grøft i det brune vand, hvor visne blade er rådnet op.« »Jeg så dig komme,« sagde Bernard. »Da du kom forbi døren til redskabsskuret, hørte jeg dig græde ‘jeg er ulykkelig.’ Jeg lagde kniven fra mig. Jeg var ved at lave både af brænde sammen med Neville. Og mit hår er uredt, for da mrs. Constable sagde, at jeg skulle børste det, var der en flue i et edderkoppespind, og jeg spurgte: ‘Skal jeg befri fluen? Skal jeg lade fluen blive ædt?’ Derfor kommer jeg altid for sent. Mit hår er pjusket, og disse små træstumper sidder fast i det. Da jeg hørte dig græde, fulgte jeg efter og så dig lægge lommetørklædet fra dig, det var krammet sammen om sin vrede, sit had. Men det hører snart op. Nu er vores kroppe tæt ved hinanden. Du hører mig trække vejret. Du ser også billen, der bærer et blad bort på sin ryg. Først løber den den ene vej, så den anden, så mens du kigger på billen og ønsker dig at eje en eneste ting (det er Louis nu), må selv dit ønske flakke frem og tilbage som lyset ind og ud mellem bøgebladene; og så vil ordene, der dystert bevæger sig på bunden af din sjæl, bryde denne knude af hårdhed, som er krammet sammen i dit lommetørklæde.« »Jeg elsker,« sagde Susan, »og jeg hader. Jeg ønsker kun en ene20

3. korrektur – side 20 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

ste ting. Mine øjne er hårde. Jinnys øjne brydes i tusind lysstråler.

Rhodas øjne er som de blege blomster, som natsværmerne søger til om aftenen. Dine løber fulde til randen og brydes aldrig. Men jeg er allerede på jagt. Jeg ser insekterne i græsset. Selv om min mor stadig strikker hvide sokker til mig og sømmer forklæder og jeg er et barn, så elsker jeg, og jeg hader.« »Men når vi sidder tæt sammen her,« sagde Bernard, »smelter vi ind i hinanden med sætninger. Vi er omrandet af dis. Vi danner et uhåndgribeligt område.« »Jeg ser billen,« sagde Susan. »Den er sort, kan jeg se; den er grøn, kan jeg se; jeg er bastet og bundet med enkelte ord. Men du fortaber dig; du smutter bort; du stiger højere op, med ord og ord i sætninger.« »Så,« sagde Bernard, »lad os nu gå på opdagelse. Der ligger det hvide hus mellem træerne. Det ligger der langt neden for os. Vi lader os synke som svømmere, der lige netop rører bunden med tåspidserne. Vi synker gennem bladenes grønne luft, Susan. Vi synker, mens vi løber. Bølgerne lukker sig over os, bøgebladene mødes over hovedet på os. Der er uret på stalden med de forgyldte, blanke visere. Der er lejlighederne og tagryggene på det store hus. Der er stalddrengen, som sjosker hen over gården i gummistøvler. Dette er Elvedon.

Nu er vi faldet gennem trætoppene ned på jorden. Luften ruller ikke længere sine lange, sørgmodige, lilla bølger ind over os. Vi rører bunden; vi går på jorden. Dette er de tætklippede hække i damernes have. Der spadserer de ved middagstid med deres sakse og klipper roser af. Nu er vi i den omkransede skov med muren rundt om. Det er Elvedon. Ved korsvejene har jeg set skilte, som pegede ‘Til Elvedon’. Ingen har været der. Bregnerne dufter meget stærkt, og der gror røde svampe underneden. Nu vækker vi de sovende alliker, som aldrig har set en menneskelig skikkelse, nu træder vi på de rådne ege-galæbler, som er røde af ælde og smattede. Der er en mur rundt om denne skov; her kommer ingen. Hør! Det er en kæmpetudse, der klasker i underskoven; og det er bumpet fra en ældgammel grankogle, der falder ned for at rådne mellem bregnerne.

Sæt foden på murstenen her. Kig over muren. Dette er Elvedon.

21

3. korrektur – side 21 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

1HHH 2H 3H 4H 5HHH 6H 7H 8H 9H 10HHH 11H 12H 13H 14H 15H 16H 17H 18H 19H 20H 21H 22H 23H 24H 25H 26H 27H 28H 29H 30H 31H 32H 33H 34H 35H 36H 37H 38H 39H 40H 41H 42H 43H 44H 45H 46H 47H 48H

Damen sidder mellem to høje vinduer og skriver. Gartnerne fejer plænen med kæmpemæssige koste. Vi er de første, der kommer hertil. Vi opdager et ukendt land. Du må ikke røre dig; hvis gartnerne så os, ville de skyde os. Vi ville blive naglet til stalddøren som lækatte. Se! Du må ikke bevæge dig. Grib ordentlig fat i bregnerne øverst oppe på muren.« »Jeg ser damen, der skriver. Jeg ser gartnerne, der fejer,« sagde Susan. »Hvis vi døde her, var der ingen, som begravede os.« »Løb!« sagde Bernard. »Løb! Gartneren med det sorte skæg har set os! Vi bliver skudt! Vi bliver skudt som skovskader og sømmet op på muren! Vi er i et fjendtligt land. Vi må flygte til bøgeskoven.

Vi må skjule os under træerne. Jeg vred en kvist, da vi kom. Der er en hemmelig sti. Bøj dig så langt ned, du kan. Følg efter uden at se dig tilbage. Så tror de, vi er ræve. Løb!

Nu er vi i sikkerhed. Nu kan vi stå oprejst igen. Nu kan vi strække armene under dette løvtag, i denne mægtige skov. Jeg hører ingenting. Det er kun bølgernes mumlen i luften. Det er kun en skovdue, der flyver op langt oppe i bøgetræerne. Duen basker i luften; duen basker i luften med vinger af træ.« »Nu fortaber du dig,« sagde Susan, »du laver sætninger. Nu stiger du op som en ballonsnor, højere og højere gennem lagene af løv, uden for rækkevidde. Nu daler du. Nu rykker du mig i skørterne, ser dig tilbage og laver sætninger. Du er smuttet fra mig. Her er haven.

Her er hækken. Her er Rhoda på stien, hun vipper blomsterblade frem og tilbage i sit brune vandfad.« »Alle mine skibe er hvide,« sagde Rhoda. »Jeg vil ikke have røde blade fra stokroser eller geranier. Jeg vil have hvide blade, der sejler, når jeg vipper fadet op. Nu har jeg en hel flåde, der sejler fra kyst til kyst. Jeg vil lade en kvist falde i som tømmerflåde til en druknende sømand. Jeg vil lade en sten falde i og se boblerne stige op fra havets dyb. Neville er gået og Susan er gået; Jinny er i køkkenhaven og plukker solbær sammen med Louis, måske. Jeg har en kort tid alene, mens miss Hudson lægger vores skrivebøger frem på bordet i klasseværelset. Jeg har et kort spillerum af frihed. Jeg har samlet alle blomsterbladene op og fået dem til at sejle. Jeg har lagt regndråber i nogle af dem. Jeg vil anbringe et 22

3. korrektur – side 22 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

fyr her, blomsten af en biblomme. Og nu vil jeg vippe det brune vandfad frem og tilbage, så mine skibe kan ride på bølgerne. Nogle vil forlise. Andre vil blive knust mod klipperne. Et sejler alene. Det er mit skib. Det sejler ind i iskolde huler, hvor isbjørnen bjæffer og stalaktitterne hænger i grønne kæder. Bølgerne rejser sig; de kammer over; se lysene på mastetoppene. De er spredt for alle vinde, de er forlist, alle undtagen mit skib, som rejser sig på bølgen og flyver for stormen og når de øer, hvor papegøjerne skræpper og slyngplanterne ...« »Hvor er Bernard?« sagde Neville. »Han har min kniv. Vi var inde i redskabsskuret og lavede både, og Susan kom forbi døren. Og Bernard smed sin båd og gik efter hende og tog min kniv med, den skarpe, der kan skære kølen. Han er som et dinglende tov, et knækket klokkereb, hele tiden klingrende. Han er som tangen, der hænger uden for vinduet, snart fugtig, snart tør. Han lader mig i stikken, han går efter Susan; og hvis Susan græder, tager han min kniv og fortæller hende historier. Det store blad er en kejser; det knækkede blad en neger. Jeg hader ting, der dingler; jeg hader fugtige ting. Jeg hader at man fortaber sig, og jeg hader at man blander tingene sammen. Nu ringer klokken, og vi kommer for sent. Nu skal vi lægge legetøjet fra os. Nu skal vi gå ind sammen. Skrivebøgerne er lagt frem ved siden af hinanden på bordet, der er beklædt med grøn filt.« »Jeg vil ikke bøje verbet,« sagde Louis, »før Bernard har udtalt det. Min far er bankier i Brisbane og jeg taler med australsk accent.

Jeg vil vente og sige som Bernard. Han er englænder. De er alle sammen englændere. Susans far er præst. Rhoda har ikke nogen far.

Bernard og Neville er af god familie. Jinny bor hos sin bedstemor i London. Nu sutter de på blyanten. Nu vender og drejer de deres skrivebøger og skæver til miss Hudson og tæller de lilla knapper i hendes kjoleliv. Der sidder en lille træstump i Bernards hår. Susans øjne ser røde ud. De er røde i kinderne begge to. Men jeg er bleg; jeg er pæn, og mine knæbukser holdes sammen af et bælte med en messingslange. Jeg kan lektien udenad. Jeg ved mere end de nogen sinde kommer til at vide. Jeg kan mine kasus og mine køn; jeg kunne vide alting i verden, hvis jeg ville. Men jeg har ikke lyst til at komme op og blive hørt i lektien. Mine rødder er trævlede 23

3. korrektur – side 23 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

1HHH 2H 3H 4H 5HHH 6H 7H 8H 9H 10HHH 11H 12H 13H 14H 15H 16H 17H 18H 19H 20H 21H 22H 23H 24H 25H 26H 27H 28H 29H 30H 31H 32H 33H 34H 35H 36H 37H 38H 39H 40H 41H 42H 43H 44H 45H 46H 47H 48H

ligesom fibre i en urtepotte, de går rundt og rundt om verden. Jeg har ikke lyst til at komme op og leve i lyset fra det store ur med den gule skive, som tikker og tikker. Jinny og Susan, Bernard og Neville binder sig sammen til en piskesnært til at piske mig med.

De ler ad min pænhed, ad min australske accent. Nu vil jeg prøve at efterligne Bernard, der blidt læsper latin.« »Det er de hvide ord,« sagde Susan, »som sten, man samler op ved stranden.« »De svirper med halen til højre og venstre, når jeg udtaler dem,« sagde Bernard. »De logrer med halen; de svirper med halen; de flyver gennem luften i sværme, snart den ene vej, snart den anden, flytter sig i flok, deler sig, samles nu igen.« »Det er de gule ord, det er de flammende ord,« sagde Jinny. »Jeg ville gerne have en flammende kjole, en gul kjole, en gulbrun kjole at gå med om aftenen.« »Hver af verbets tider,« sagde Neville, »har sin betydning. Der er en orden her i verden; der er skel, der er forskelle her i verden, på hvis tærskel jeg står. For dette er kun en begyndelse.« »Nu,« sagde Rhoda, »har miss Hudson lukket bogen. Nu begynder skrækken. Nu tager hun sit stykke kridt og skriver tal, seks, syv, otte og så et plus og så en streg på tavlen. Hvad er det rigtige facit? De andre kigger; de ser og forstår. Louis skriver; Susan skriver; Neville skriver; Jinny skriver; selv Bernard er nu begyndt at skrive. Men jeg kan ikke skrive. Jeg kan kun se tal. De andre afleverer deres regnestykker, en efter en. Nu er det min tur. Men jeg har ikke noget facit. De andre får lov til at gå. De smækker med døren.

Miss Hudson går. Jeg skal blive siddende alene og regne det ud. Nu betyder tallene ikke noget. Meningen er borte. Uret tikker. De to visere er karavaner på vej gennem en ørken. De sorte streger på urskiven er grønne oaser. Den lange viser er gået i forvejen for at finde vand. Den anden tumler smerteligt rundt blandt ørkenens brændende varme sten. Jeg vil dø i ørkenen. Køkkendøren smækker. Vilde hunde gør langt borte. Se, tallets løkke er ved at løbe fuld af tid; den har verden inden i sig. Jeg begynder at skrive et tal, og verden er indeholdt i det, og jeg er selv uden for løkken; som jeg nu fuldender – sådan – og forsegler og gør hel. Verden er hel, og 24

3. korrektur – side 24 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

jeg står uden for den og græder: ‘Åh, frels mig fra for altid at blive blæst uden for tidens løkke!’« »Der sidder Rhoda og glor på tavlen,« sagde Louis, »i klasseværelset, mens vi vandrer af sted og plukker lidt timian her, et blad malurt der, mens Bernard fortæller en historie. Hendes skulderblade mødes på ryggen som vingerne på en lille sommerfugl. Og mens hun stirrer på kridttallene, logerer hendes tanker i disse hvide cirkler; de træder gennem disse hvide løkker ind i tomheden, alene.

De giver ingen mening for hende. Hun har ikke noget facit til dem.

Hun har ikke nogen krop, som de andre har. Og jeg, der taler med australsk accent, hvis far er bankier i Brisbane, er ikke bange for hende, sådan som jeg er bange for de andre.« »Lad os nu kravle,« sagde Bernard, »ind under solbærbladenes tag og fortælle historier. Lad os tage ophold i underverdenen. Lad os tage vores hemmelige territorium i besiddelse, der er oplyst af hængende solbær som kandelabre, der er skinnende røde på den ene side og sorte på den anden. Jinny, hvis vi kryber tæt sammen, kan vi sidde under solbærbladenes tag og se røgelseskarrene svinge.

Det er vores univers. De andre går ned ad indkørslen. Miss Hudsons og miss Currys skørter fejer forbi som lyseslukkere. De der er Susans hvide sokker. De der er Louis’ pæne strandsko, som sætter faste aftryk i gruset. Her kommer varme pust af blade, som er ved at gå i opløsning, af rådnende vegetation. Nu er vi i en sump; i en malariajungle. Der ligger en elefant, som er hvid af maddiker, den er blevet dræbt af et pileskud i øjet. Lettende fugles klare øjne – ørne, gribbe – er tydelige. De tager os for væltede træer. De hakker i en orm – det er en brilleslange – og lader den ligge med et betændt brunt sår, så løverne maltrakterer den. Det er vores verden, oplyst af månesegl og stjernelys; og store, halvt gennemsigtige blomsterblade skærmer for åbningerne som violette vinduer. Alting er fremmedartet. Tingene er kæmpestore og bitte små. Blomsterstilkene er tykke som egetræer. Bladene er høje som mægtige katedralers kupler. Vi er kæmper, der ligger her, vi kan få skovene til at skælve.« »Dette er her,« sagde Jimmy, »dette er nu. Men vi skal snart gå.

Snart støder miss Curry i sin fløjte. Vi skal ud og spadsere. Vi skal skilles. Du skal på kostskole. Du får lærere, som bærer kors på hvide 25

3. korrektur – side 25 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

1HHH 2H 3H 4H 5HHH 6H 7H 8H 9H 10HHH 11H 12H 13H 14H 15H 16H 17H 18H 19H 20H 21H 22H 23H 24H 25H 26H 27H 28H 29H 30H 31H 32H 33H 34H 35H 36H 37H 38H 39H 40H 41H 42H 43H 44H 45H 46H 47H 48H

slips. Jeg får en frøken på en skole ved Østkysten, som sidder under et portræt af dronning Alexandra. Der skal jeg hen og det skal Susan også og Rhoda. Dette er kun her; dette er kun nu. Nu ligger vi under solbærbuskene, og hver gang vinden rører sig, bliver vi spættede over det hele. Min hånd ligner et slangeskind. Mine knæ er lyserøde, svømmende øer. Dit ansigt er som et æbletræ dækket af et net.« »Varmen er ved at forsvinde,« sagde Bernard, »fra junglen. Bladene blafrer med sorte vinger over os. På terrassen har miss Curry stødt i fløjten. Vi er nødt til at kravle ud fra solbærbladenes løvtag og stå oprejst. Du har kviste i håret, Jinny. Der sidder en grøn kålorm på din hals. Vi skal stille op, to og to. Miss Curry skal gå en rask tur med os, mens miss Hudson sidder ved sit skrivebord og ordner regnskaber.« »Det er kedeligt,« sagde Jinny, »at spadsere ad landevejen, hvor der ikke er nogen vinduer at kigge på, hvor der ikke er nogen slørede øjne af blåt glas vendt ud mod fortovet.« »Vi skal gå parvis,« sagde Susan, »og gå på række og geled uden at slæbe med fødderne, uden at drysse, og Louis skal gå forrest for at føre an, fordi han er kvik og ikke falder i staver.« »Da de synes,« sagde Neville, »at jeg er for sart til at gå med, fordi jeg så let bliver træt og så kaster op, vil jeg bruge denne ensomhedens time, dette helle for samtale, til at liste rundt i husets kroge og ved at stå på den samme trappe, halvvejs oppe mod afsatsen, genkalde mig, hvis jeg kan, det, jeg følte, da jeg hørte om den døde mand gennem svingdøren i aftes, da kokkepigen stod og masede med ovnspjældet. Han blev fundet med halsen skåret over. Æbletræets blade stod stille mod himlen; månen gloede; jeg kunne ikke løfte en fod op for at gå op ad trappen. Han blev fundet i rendestenen. Hans blod løb gurglende gennem rendestenen. Hans kind var hvid som en død torsk. Jeg vil altid kalde denne forsnævring, denne stivhed, for ‘døden mellem æbletræerne’. Der var de drivende, bleggrå skyer; og det uforsonlige træ; det ubøjelige træ med den sølvpansrede bark. Bølgeslagene i mit liv hjalp intet. Det var mig ikke muligt at gå forbi. Der var en forhindring. ‘Jeg kan ikke overvinde denne uforståelige forhindring,’ sagde jeg. Og de andre gik videre.

26

3. korrektur – side 26 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

Men vi er fordømte alle sammen på grund af æbletræerne, på grund af det uforsonlige æbletræ, vi ikke kan komme forbi.

Nu er forsnævringen og stivheden overstået; og jeg vil fortsætte min undersøgelse af husets kroge sent i eftermiddag, ved solnedgang, når solen laver olieagtige pletter på linoleummet, og en sprække af lys knæler på væggen og får stolebenene til at se ud som om de er brækket.« »Jeg så Florrie i køkkenhaven,« sagde Susan, »da vi kom tilbage fra spadsereturen, hun havde alt vasketøjet blæst ud rundt om sig, pyjamassen, underbenklæderne, natkjolerne stod stramme i blæsten. Og Ernest kyssede hende. Han havde sit grønne filtforklæde på og pudsede sølvtøj; hans mund var spidset som en rynket pung, og han greb fat i hende, mens pyjamassen var blæst stramt ud mellem dem. Han var blind som en tyr, og hun dånede i pine, kun nogle små årer stribede hendes hvide kinder røde. Selv om de nu rækker tallerkener med mellemmadder og krus med mælk rundt ved tetid, ser jeg en sprække i jorden, og skoldhed damp kommer hvæsende op; og temaskinen buldrer som Ernest buldrede, og jeg bliver spændt stramt ud ligesom pyjamassen, selv mens mine tænder mødes i det bløde brød med smør og jeg labber sødmælken i mig. Jeg er ikke bange for varmen, heller ikke for vinterens frostvejr. Rhoda drømmer, mens hun sutter på en skorpe, der er opblødt i mælk; Louis betragter væggen overfor med sneglegrønne øjne; Bernard former sit brød til kugler og kalder dem ‘folk’. Neville med de uplettede og beslutsomme manerer er færdig. Han har rullet servietten sammen og har stukket den gennem sølvringen. Jinny spiller med fingrene på dugen, som om de dansede i solskinnet, lavede piruetter. Men jeg er ikke bange for varmen, heller ikke for vinterens frostvejr.« »Nu,« sagde Louis, »skal vi alle sammen rejse os; alle rejser sig.

Miss Curry åbner den sorte bog på vid gab på stueorglet. Det er svært at lade være med at græde, når vi synger, når vi beder om, at Gud må tage os i sin varetægt, mens vi sover, når vi kalder os selv små børn. Når vi er kede af det og ryster af ængstelse, er det rart at synge sammen, mens vi læner os en anelse, jeg ind mod Susan, Susan mod Bernard, og folder hænderne og er bange for så meget, jeg for min accent, Rhoda for tal; men besluttede på at sejre.« 27

3. korrektur – side 27 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

1HHH 2H 3H 4H 5HHH 6H 7H 8H 9H 10HHH 11H 12H 13H 14H 15H 16H 17H 18H 19H 20H 21H 22H 23H 24H 25H 26H 27H 28H 29H 30H 31H 32H 33H 34H 35H 36H 37H 38H 39H 40H 41H 42H 43H 44H 45H 46H 47H 48H

»Vi går i samlet trop ovenpå som ponyer,« sagde Bernard, »vi tramper og klaprer bag hinanden og skal på badeværelset efter tur.

Vi skubber, vi slås, vi hopper op og ned på de hårde, hvide senge.

Nu er det min tur. Jeg kommer nu.

Mrs. Constable, der har svøbt et badehåndklæde om sig, tager sin citronfarvede svamp og dypper den i vand; den bliver chokoladebrun; den drypper; hun løfter den højt op over mig, der skælver under hende, og hun klemmer til. Vandet løber ned ad min rygrads rende. Distinkte sansepile skyder ud til hver side. Jeg bliver dækket af varmt kød. Mine tørre revner bliver vædet; min kolde krop bliver varmet; den bliver skyllet så den glinser. Vand strømmer ned og dækker mig til som var jeg en ål. Nu indhyller varme håndklæder mig, de er ru, og når jeg gnider mig på ryggen, får de mit blod til at spinde. Fyldige, tunge sansefornemmelser danner sig på taget af min sjæl; dagen – skoven falder som en byge; og Elvedon; Susan og skovduen. Dagen skyller ned over min sjæls vægge, løber sammen og går overdådig og strålende til ende. Nu binder jeg min pyjamas løst om mig og ligger under det tynde lagen og flyder i det flade lys, der er som en film af vand, trukket hen over mine øjne af en bølge. Gennem den hører jeg i det fjerne, langt borte, svagt og fjernt, koret begynde; hjul; hunde; mænd der råber; kirkeklokker; koret der begynder.« »Samtidig med at jeg folder min blusekjole og min chemise sammen,« sagde Rhoda, »tager jeg mit håbløse ønske om at være Susan, at være Jinny, af. Men jeg vil strække mine tæer, så de rører ved tremmerne i fodenden af sengen; jeg vil forsikre mig om noget fast ved at røre tremmerne. Nu kan jeg ikke synke; ikke falde helt gennem det tynde lagen nu. Nu breder jeg min krop ud på denne skrøbelige madras og hænger og svæver. Jeg er oven over jorden nu.

Jeg er ikke længere oprejst og kan ikke blive skubbet til og komme til skade. Alting er blødt og bøjeligt. Væggene og skabene bliver hvide og bøjer deres gule firkanter, oven på hvilke et blegt glas skinner. Nu kan min sjæl strømme ud af mig. Jeg kan tænke på mine armadaer, der sejler på de høje bølger. Jeg er befriet for voldsomme kontakter og kollisioner. Jeg sejler videre alene under hvide klipper. Åh, men jeg synker, jeg falder! Der er hjørnet af skabet; der er børneværelsets 28

3. korrektur – side 28 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993

spejl. Men de strækker sig ud, de bliver langstrakte. Jeg synker ned på søvnens sorte fjerdragt; dens tykke vinger bliver trykket mod mine øjne. Jeg rejser gennem mørket og ser de udstrakte blomsterbede, og mrs. Constable kommer løbende henne fra hjørnet med pampasgræsset for at sige, at min tante er kommet for at hente mig i en vogn. Jeg stiger; jeg undslipper; på støvler med springhæle stiger jeg op over trætoppene. Men nu er jeg faldet ned i vognen ved indgangsdøren, hvor hun sidder og nikker med sine gule hattefjer og øjne så hårde som polerede marmorkugler. Åh, at vågne op af drømmen! Se, der er kommoden. Lad mig trække mig selv op af disse vande. De vælter sig op over mig; de vugger mig mellem deres mægtige skuldre; jeg bliver vendt rundt; jeg bliver tumlet med; jeg bliver strakt ud mellem disse lange lys, disse lange bølger, disse endeløse stier, hvor folk forfølger mig, forfølger mig.«

29

3. korrektur – side 29 bølgerne rosinante christensen grafisk | 33993