4 minute read

10 GODE RÅD TIL DIG, DER SKAL BYGGE OM

Du er måske kommet dertil, hvor du gerne vil udvide eller lave om på rammerne af din eksisterende bolig. Eller måske har I forelsket jer i et hus, som trænger til en kærlig hånd. Her er vores råd til, hvordan I kommer bedst i gang.

Råd nr. 1

TAG HENSYN TIL DIN FAMILIE

Giv dig selv og din familie god tid til at overveje, hvordan I vil gribe projektet an. Når man bygger, er der dels tale om store udgifter og vigtige beslutninger, men herudover skal I også huske at passe på hinanden som familie, se hinanden i øjnene og forberede jer på byggeprocessen sammen. Processen kan med fordel startes ved at kontakte en faguddannet arkitekt med boliger som speciale.

Råd nr. 2

TAG EN ARKITEKT MED PÅ RÅD FØR KØB

Hvis der er tale om et byggeprojekt i forbindelse med et potentielt huskøb, kan det anbefales at indlede købsprocessen med at tage en arkitekt med på råd. Dette er naturligvis ikke en erstatning for den byggesagkyndige rådgiver, som kigger på husets tilstand, men arkitekten kan fra starten være med til at stille skarpt på husets muligheder og begrænsninger.

Råd nr. 3

VÆLG EN ARKITEKT, I HAR KEMI MED

Den arkitekt, I benytter, skal kunne rådgive jer om forhold, der kommer til at påvirke jeres økonomi, tid og familie i lang tid fremover. Derfor er det vigtigt, at I har god kemi, og at I føler jer forstået og lyttet til. En arkitekt sikrer, at resultatet bliver lækkert at se på, men det, der skal definere jeres projekt, skal være jeres ideer og behov.

Råd nr. 4

TÆNK GENBRUG OG GENANVENDELSE IND I PROJEKTET

Hvis der er tale om et projekt, der skal lave om på eksisterende rammer, så overvej nøje, hvilke specielle forhold der gør sig gældende i netop jeres hus eller potentielle huskøb. Materialer, rum og inventar kan måske beholdes eller genanvendes og sættes i spil på nye måder. I kan med fordel kombinere disse iagttagelser med tekniske forhold, så I derved afklarer evt. energieffektive tiltag og indtænker dem fra start.

Råd nr. 5

UDERUM ER LIGE SÅ VIGTIGE SOM INDERUM

Her i Norden har vi med vores korte somre særligt behov for at optimere vores uderum, så de kan bruges i længst mulig tid. Sæt jer derfor godt ind i lysforholdene i og omkring boligen, og forhold jer til verdenshjørnerne. Skab herefter god kontakt til haven fra boligen, og tænk i ud-/indgange fra relevante rum. Man kan ydermere ”forlænge” sæsonen med et halvtag, der skaber skygge om sommeren og tager duggen om aftenen.

Råd nr. 6

BRUG PENGENE RIGTIGT – DET BETYDER OGSÅ AT BRUGE DEM I DEN RIGTIGE RÆKKEFØLGE

Alt for ofte ender byggeprojekter ud i forsinkelser og stigende budgetter. En arkitekt kan være medvirkende til en kontrolleret proces, hvor der er styring fra start til

slut. Men at få bygget sit eget arkitekttegnede hjem giver også mange fristende muligheder, så vi anbefaler at begrænse valgmulighederne og fokusere på de områder, hvor pengene giver mest værdi. Højteknologiske dimser og trendy materialer kan være fristende løsninger i nuet, men giver ikke nødvendigvis den samme glæde på længere sigt.

Råd nr. 7

LYS GØR DEN STORE FORSKEL

Når alt kommer til alt, så er lyset altafgørende for, hvordan vi oplever rum og arkitektur. Lys kan fremhæve teksturer, oplyse rum, trække opmærksomheden hen på specifikke zoner og skabe stemning. Indtænk derfor dagslyset i jeres projekt. Når der ikke er dagslys, kan I med fordel indtænke kunstig belysning til at skabe stemninger og definere rum.

Råd nr. 8

TÆNK BOLIGEN SOM EN HELHED

Sørg for at tænke i helheder, så I ikke fortaber jer i (fordyrende) detaljer, som ikke tjener boligens generelle kvalitet. Det kan være en gennemgående materialeholdning, en farve, form eller en måde at tage lyset ind på.

Råd nr. 9

INDTÆNK EN GRAD AF FLEKSIBILITET I DIN BOLIG

Et rum er ikke nødvendigvis bare et rum. Vores behov ændrer sig i takt med de forskellige faser i vores liv. De værelser og de rum, der er behov for, mens børnene bor hjemme, er måske overflødige, når de flytter hjemmefra. Sørg derfor altid for at vælge gennemtænkte fleksible løsninger, der f.eks. giver mulighed for at fjerne vægge og ændre rums funktioner.

Råd nr. 10

TAG OGSÅ HENSYN TIL OVENSTÅENDE RÅD I FORHOLD TIL NYBYGGERI

I nybyggeri er der ikke tale om eksisterende boligrammer, man kan bygge videre på, men her er det især vigtigt at forholde sig til den kontekst, man bygger i. Hvordan ser naboens hus ud? Er der indbliksgener? Kommer der mulige indbliksgener? Hvor er de fremtidige gode udkig? De ovenstående råd gør sig også gældende ved nybyg, men især materialevalg og det at bruge pengene rigtigt får stor betydning ved nybyg.

This article is from: