1 minute read
Vigtige datoer
Når du første skoledag spændt møder på skolen, starter du i grundforløbet. Det er tilrettelagt med en række af gymnasiets fag, og klasserne dannes uafhængigt af, hvilken studieretning du og resten af årgangen ender med at vælge senere på efteråret. Lærerne har sammen planlagt, hvilke emner I arbejder med i timerne, så de lærere, der tager over efter studieretningsvalget, ved, hvad I bygger videre på i fagene. På den måde har alle elever arbejdet med det samme stof, når I kommer i jeres nye klasser i november.
Særligt for grundforløbet er de to tværfaglige forløb Almen sprogforståelse (AP) og Naturvidenskabeligt grundforløb (NV). Her får du indblik i arbejdet i sprogfagene og de naturvidenskabelige fag. Du får mange timer i AP og NV, og grundforløbet afsluttes med AP- og NV-eksamener, som er dine første rigtige eksamener på dit STX-bevis.
13. marts: Ansøgningsfrist. Din nuværende skole sender ansøgningsskema og uddannelsesplan til os, eller du sender selv begge dele.
April-maj: Du får en elektronisk kvittering for din ansøgning i e-Boks.
Maj-juni: Du får besked om, hvilket gymnasium, der har reserveret plads til dig.
April-august: Enkelte ansøgere indkaldes til optagelsesprøve.