Burma i skole - Spejderhjælpens webmagasin 2012 by suzette frovin

Læs med og bliv et herregodt menneske

BURMA I SKOLE 2012 Et webmagasin om Spejderhjælpens skoleprojekt i Burma Demokratiets vinde blæser henover Burma, men børn og unge i Karenstaten tør stadig ikke tage uddannelse for givet. I webmagasinet Burma i skole 2012 kan du blive klogere på Burma og Spejderhjælpens skoleprojekt, der er med til at gøre drømme til virkelighed for karenske børn og unge i Burma. Læs med og bliv et herregodt menneske.

Nye tider i Burma – de etniske grupper er skeptiske Karenerne er en af de største etniske grupper i Burma. De frygter, at de demokratiske reformer blot er et skyggespil. Efter 60 års væbnet kamp skal der mere end godt et års positive toner til at skabe tillid mellem de to parter. Af Suzette Frovin

Der er bjerge og skov så langt øjet rækker, når man kører på den snoede landevej langs Salawin-floden, som udgør en del af grænsen mellem Thailand og Burma. Landevejen ligger i Thailand. På den anden side af floden ligger Karenstaten, og i de bjergrige egne er der hverken asfalterede veje eller elektricitet, selvom det er her størstedelen af Burmas godt 5 mio. karenere bor. Karenerne er en af de største etniske grupper i Burma.

karenerne kæmpet først for selvstændighed og siden for ret til selvstyre i Karenstaten. Nu er der måske udsigt til en fredelig løsning på konflikten.

I en af de mere end 4000 små landsbyer, der ligger gemt i skovene, går 15-årige Naw Dah Gay Wah i skole. Hun bor ikke længere sammen med sin familie, for i hendes landsby er der kun skolegang for de alleryngste. I stedet flyttede hun for to år siden ind på New Generation School, der ligger halvanden dags vandring fra hendes egen landsby. Hun er hjemme et par gange om året, men ellers er brevene, hun skriver til sin far, den eneste kontakt, hun har til sin familie. Brevene får familien, når der indimellem er en fra skolen, der kommer gennem hendes landsby. Sådan er hverdagen for mange børn i Karenstaten, hvor der ofte er langt til skole og uddannelse, og hvor lægehjælp er en luksus, som ikke er alle forundt.

Karenerne holder vejret

Børnene og deres forældre er vokset op under en af verdens ældste borgerkrige. For nok er Karenstaten en del af Burma, men siden 1949 har

Stemningen i Yangon er næsten euforisk, efter nobelprismodtageren Aung San Sui Kyu blev valgt ind i parlamentet ved suppleringsvalget i starten af april. Overalt i hovedstaden sælges hendes portræt på postkort, plakater

regeringen nye styrker i området, og det rimer ikke på fred i karenernes verden. ”For os at se gør styret lige nu alt, hvad de kan for at skabe et positivt billede af sig selv. De vil af med sanktionerne og være fuldgyldigt medlem af ASEAN, men vi mener, det er for tidligt at fjerne sanktionerne. Lad os stedet afvente valget i 2015, så kan vi se, om deres intentioner er oprigtige,” siger Dah Eh Kler fra den karenske kvinde-organisation KWO.

Krig og fred

og t-shirts. Ikke som souvenirs til turister, men som en slags frihedsbevis til de 60 mio. burmesere, som generalerne har holdt i et jerngreb siden 1962. I Karenstaten er tonen lidt mere dæmpet. For selvom karenerne håber, at freden nu endelig er på vej, så ved alle, at det bliver en lang og sej kamp, før regeringen og karenerne kan sætte deres underskrifter på en egentlig fredsaftale. Indtil videre forhandler de to stridende parter om en våbenhvile, men signalerne fra styret er blandet. Mens Burmas jernbaneminister mødtes med repræsentanter fra Karen National Union (KNU) i karenernes hovedstad Hpa-an for at tale om våbenhvile og fred, kunne der tydeligt høres skud fra kampene mellem regeringsstyrker og KNU’s styrker i bjergene bag byen. Samtidig indsætter

Det skeptiske synspunkt deler Dah Eh Kler med mange af karenerne, som har svært ved at tro, at forhandlingerne med styret rent faktisk kan munde ud i en holdbar fredsaftale. ”Vi har ventet mange, mange år på fred. Generalerne vil have en våbenhvile på plads nu, fordi de gerne vil tage sig godt ud over for det internationale samfund, men vi vil hellere have en god aftale end en hurtig løsning,” siger Uut Tama, der er en af de ledende munke på et stort kloster lige uden for Hpa-an. Fra klosterets er der udsigt ud over det kæmpestore område, som styret i Yangon har besluttet sig for at lægge ud til industriområde. For bare et halvt år siden var der marker og skov så langt øjet rakte. I dag byder udsigten på bar jord, lastbiler og gule bulldozere. Indtil videre har 18 familier fået konfiskeret deres jord uden kompensation. For karenerne er det endnu et eksempel på, at mens styret i Yangon holder møder med USA’s udenrigsminister Hillary Clinton om demokratiske reformer, er virkeligheden uden for hovedstaden en helt anden.

Bøndernes ret til jord For munkene er sagen principiel, men for bønderne er det et spørgsmål

om overlevelse. Uden jord kan de hverken brødføde deres familier eller tjene lidt ekstra penge ved at sælge deres afgrøder på det lokale marked. Penge, der blandt andet kunne betale for børnenes skolegang. Derfor sætter bønderne deres lid til det lokale parlamentsmedlem Nan Say Hwa, som tager i mod bønderne i hendes lille byhus i Hpa-an. Med sig har

er et vigtigt signal om, at nye vinde blæser ind over Burma, men jeg tror ikke, hun kommer til at forandre vores liv. At skabe et demokratisk Burma med plads til de etniske grupper er en stor, stor opgave, og den kan hun ikke løfte alene,” siger Nan Say Hwa.

Respekt for hinanden For 15-årige Naw Dah Gay Wah og hendes jævnaldrende kan valget af Aung San Suu Kyi blive det første skridt imod en fremtid, hvor alle børn i Burma kan komme i skole og blive undervist både på burmesisk og deres eget sprog. I Hpa-an driver munkene indtil videre selv en skole for områdets børn. Skolerne er munkenes bidrag til at skabe fred mellem styret i

Yangon og de etniske minoriteter. Imens fortsætter forhandlingerne om en våbenhvile mellem militærstyret og Karen National Union (KNU). Karenerne er indstillet på, at der kan gå op mod ti år med at skabe varig fred mellem de to parter ”For os at se gør styret lige nu alt, hvad de kan for at skabe et positivt billede af sig selv. De vil af med sanktionerne og være fuldgyldigt medlem af ASEAN, men vi mener, det er for tidligt at fjerne sanktionerne. Lad os stedet afvente valget i 2015, så kan vi se, om deres intentioner er oprigtige,” siger Dah Eh Kler fra KWO. de deres skøder og billeder af den jord, som ikke længere er deres. ”Jeg har taget sagen op i parlamentet, så bønderne som minimum kan få penge for deres jord. Mit mål er, at, at vi finder en løsning, så vi kan udvikle de etniske områder, uden at den lokale befolkning kommer i klemme,” siger Nan Say Hwa, der sammen med Aung San Suu Kyi er en af de få kvinder blandt underhusets 435 medlemmer. Om sin nye kollega siger Nan Say Hwa: ”Valget af Aung San Suu Kyi

Læs om våbenhvileforhandlinger mellem karenerne og det burmesiske styre (eksternt link) Læs om en af de andre etniske gruppers skepsis over for styrets reformiver (eksternt link)

Et skoleprojekt, der rækker ud til de fjerneste egne I 2011 støttede Spejderhjælpen karenske børn og unge med 300.000 kr. I Danmark kan man knap købe et hus for de penge, men i Karenstaten i Burma rækker pengene langt. Helt præcis giver det skolepakker til 18.500 børn – eller lønninger til 375 lærere. Alt sammen takket være din og andre spejderes indsats både i Spejderhjælpsugen og i løbet af året. I Burma har skolerne ligesom sundhedsvæsenet haft en krank skæbne. I årtier er 1-2 procent af statsbudgettet blevet brugt på uddannelse, mens militærudgifterne har stået for mere end en fjerdel af statens udgifter. Børnene i de etniske områder har været særligt hårdt ramt. I Karenstaten har mange børn og deres forældre været nødt til at flygte fra deres landsbyer på grund af kampe mellem regeringsstyrker og karenernes egne militære grupper. Det har gjort det svært, og nogle gange helt muligt, at gennemføre selv en helt basal skolegang.

Skolerne er fattige Der er i princippet gratis skolegang for alle børn i Burma, men i Karenstaten er det ikke tilladt for regeringsskolerne at undervise på karensk, som er det sprog, de fleste børn vokser op med. Derfor har karenerne mange steder oprettet deres egne skole. Både regeringsskoler og karenernes egne skoler er fattige, og mange steder mangler der helt basale undervisningsog skolematerialer som blyanet, kridt og papir. Samtidig har det været svært at finde lærere til skolerne, fordi der ikke har været penge til løn. Mange lærere har været nødt til at arbejde ved siden af for at kunne brødføde deres familie. Derfor har det stor betydning, at vi ikke bare giver penge til børnenes skolegang, men også til lærernes lønninger, for uden

dem er der slet ingen skoler. Tidligere forlod ca. 40 procent af lærerne deres job om året. Nu er det tal nede på 13 procent. Gennem projektet får lærerne nemlig, hvad der svarer til 800 kr. om året, og samtidig har landsbyerne indvilliget i at donere mad og lidt ekstra penge til lærerne i deres lokale skole.

105.000 skolepakker I 2011 fordelte Karen Teacher Working Group (KTWG) skolepakker til elever og lærer på 1110 skoler i Karenstatens. Dermed dækker de stort set alle skoler i området. I 2011 var der godt 105.000 elever og 4.800 lærere på de skoler, som fik støtte gennem KTWG. I februar hvert år begynder skolematerialerne deres lange rejse fra Thailand til de lokale skoler. 150.000 kg materialer læsses på 4-hjulstrækkere og køres til Salaween River, der udgør grænsen mellem Thailand og Burma. Herfra sejles materialerne tværs over floden til opsamlingssteder, hvor mindre teams tager i mod materialerne og bærer dem på i rygsække ud til landsbyerne i de enkelte distrikter. De landsbyer, der ligger længst væk, tager 3-4 dage at nå til fods.

Lærere siger tak for hjælpen Hvert år beder Karen Teachers Working Group lærerne i de syv distrikter i Karenstaten om at skrive et takkebrev til de organisationer, der ligesom Spejderhjælpen, bidrager til, at børn og unge i et af de fattigste områder af Burma, kan komme i skole. På næste side kan du læse, hvad tre af lærerne har skrevet.

Side 3: Artikel + citater fra lærere (Titel: Takkebrev) + indsæt film, hvor lærer fortæller (Tekst: Hør karenske lærere fortælle om livet i Karenstaten. Selvom filmen har otte år på bagen, giver den et godt indblik i karenernes levevilkår og udfordringer. Link: http://www. youtube.com/watch?v=L96F6ln22s&feature=player_embedded#!) Klik og se en video fra Burma.

TAKKEBREVE FRA KARENSKE LÆRERE Jeg har dedikeret mit liv til at undervise mit folk. Siden jeg var barn, har jeg været glad for skolen. Dengang var det svært at finde lærere til skolen, og derfor er jeg kommet tilbage til min landsby for at undervise. Jeg har været lærer i tre år nu, og jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel for mit folk ved at undervise. Vores skole ligger midt i landsbyen med en have omkring. Der er 50 huse i landsbyen. Jeg oplever, at eleverne er meget ivrige efter at lære, og at de gør det bedste, de kan for at blive dygtige. De ved, at uddannelse er nødvendigt for at skabe en bedre fremtid for dem selv og deres familier. Venlig hilsen Naw Thay Thay Lay Kaw Hti school

Lærerne arbejder hårdt, selvom lønnen ikke rækker langt Vores skole Mae La High School fungerer godt, selvom vi også har mange udfordringer. Alle lærere prøver at dele de færdigheder, vi har, med vores elever. Antallet af elever er stigende, og vi kan også tilbyde flere og flere klassetrin. Eleverne fortæller os, at de foretrækker vores karenske skole fremfor statens skoler, fordi vi underviser dem i og på deres eget sprog, karensk. De elever, der kommer fra flygtningelejre i området, har mulighed for at bo gratis på skolen. Vi vil gerne bygge en bedre skole i vores landsby, når vi har materialer nok til det. Lærerne arbejder hårdt, selvom lønnen ikke rækker langt. Jeg kunne godt tænke mig, at undervisningen var bedre, men livet i Karenstaten er meget vanskeligt. Vi mangler ikke bare skoler, men også basale sundhedsydelser og økonomisk udvikling. Jeg tror på, at uddannelse er med til at skabe en bedre fremtid for de kommende generationer. Derfor er støtten fra vores donorer meget vigtig for os. Venlig hilsen Skolebestyrelsen på Mae La High School Fortsættes næste side >

Takkebreve fra karenske lærere (fortsat)

Selv skolebestyrelsen kan ikke læse og skrive Skolen ligger ved Baw Naw Klo floden, som flyder fra vest mod øst vores landsby Yo Klah village. I gamle dage var landsbyen fuld af kokostræer. Vi er buddhister, og der er et lille kloster i byen. Klosteret ligger tæt på en af regeringens militærbaser. Der er 65 huse i landsbyen, og på skolen er der fire klassetrin og seks lærer. Jeg selv underviser i karensk. Skolen er bygget af bambus med et zink tag. Der er også en legeplads. Skolen var tidligere støttet af regeringsstyrkerne, og vi skulle hejse det burmesiske militærs flag hver dag. I landsbyen er der både regeringsstyrker og karenernes militær, KNU. Vi skal aflevere fire dåse ris per person om året. Vi skal også give dem penge, og hvis de vil have os til at udføre arbejde for dem, kan vi ikke sige nej. Nogle gange beder regeringsstyrkerne os også om bambus, brænde og blade til tagdækning. Alle her taler burmesisk, og de fleste af eleverne kan hverken læse eller tale karensk. Det samme gælder skolebestyrelsen, hvor de fleste er analfabeter, fordi de aldrig har gået i skole. Derfor er jeg ansat til at undervise både børnene og skolebestyrelsen i karensk. Det er en stor udfordring. Venlig hilsen Naw Pyu Sain Mya

Hvor virkeligheden er en anden At tilbringe fire dage sammen med en gruppe unge fra Burma er noget af et kulturmøde; det erfarede vi på en intens rejse til det nordlige Thailand i efterårsferien. En sådan oplevelse bekræfter virkelig én i, at spejderarbejde rent faktisk gør en forskel. Af Johanne Valbjørn Gydesen, Spejderhjælpens 2012-gruppe

”Hvorfor har I hele tiden tørklæder på – er det fordi politiet vil arrestere jer, hvis I tager dem af?” Udsagnet er på ingen måde en joke, men derimod et helt seriøst spørgsmål stillet af en ung lærerstuderende fra Burma. Vi mødte ham på grænsen til Burma, da jeg og fem andre unge DDS’ere og en KFUM-spejder i oktober 2011 var i det nordlige Thailand for at lave research til Spejderhjælpens aktiviteter på Spejdernes Lejr 2012.

En anden hverdag Hverken han eller nogle af de andre unge, vi mødtes med, havde hørt om spejdere før, og alle er de vant til en hverdag på evig flugt fra det burmesiske militær. Så deres virkelighed taget i betragtning måtte det jo forekomme som en selvfølge, at det danske politi ville komme efter os, hvis vi tog vores tørklæder af. Det gjorde vi dog sjældent, for vi var jo af sted som spejdere. Men når vi gjorde, skete der ikke noget, for heldigvis er det ikke sådan for os danskere, at vi er underlagt militærdiktatur. Men desværre har det været sådan i Burma. Den unge lærerstuderende er karener, og dermed tilhører han en af Burmas største etniske minoriteter, der tæller 5-8 mio. mennesker, som i årevis har været undertrykt og forfulgt af det burmesiske militærstyre.

Klik og se en video fra Burma.

Oplevelser og refleksioner I fire dage boede vi sammen med en gruppe unge karnere lige ved siden af den flod, der fungerer som grænse mellem Burma og Thailand. Det var fire intense dage med utroligt mange indtryk, og det var ikke altid lige let at forstå hinanden. Til gengæld viste simpel leg sig at være en helt utrolig isbryder – især ”Banke Bøf,” som alle var helt vilde med, men også dansen

om bambus-juletræet fjernede meget af genertheden. Vores oplevelser beviste, at selv om to grupper vidt forskellige unge kan have svært ved at forstå hinanden, er smilene den hurtigste vej til at nå hinanden.

også noget igen til de unge elever fra Burma, som før vores besøg ikke kendte meget til verden uden for Burmas grænser.

Noget af det, som gjorde særligt indtryk på os, var karenernes mentalitet. De havde en meget stor livsglæde og en stærk fællesskabsfølelse, som måske netop er forstærket af, at de i årtier har været forfulgt. Selv om de kommer fra og er opvokset i Burma, har de ikke noget forhold til landet og kalder sig ikke for burmesere. Nej, de er karenere, og med både deres eget sprog, deres egen hær og deres egne skoler kæmper de for et selvstyreområde i Burma.

At komme hjem fra en uges researchrejse er på mange måder ligesom at komme hjem fra en uges Plan-kursus eller sommerlejr. Jeg gik rundt som i en mærkelig trance og kunne ikke helt finde mig selv. Det kan sagtens tage en uge for alle oplevelserne og de nye indtryk at bundfælde sig, og hverdagen er under alle omstændigheder et mindre spændende alternativ til spejderarbejdet. Jeg har brugt timer på at sidde og se på billeder fra turen i stedet for at ordne alle de ting, jeg egentlig “burde.” Heldigvis er jeg ikke i fare for at blive arresteret af politiet, så beholder vi vores tørklæder på.

Spejdere hjælper andre Desværre er de bare glemt af omverdenen. Og netop derfor er det vigtigt, at nogen sætter fokus på deres situation og hjælper karenerne med at få skolegang og mulighed for uddannelse. Og netop uddannelse har været omdrejningspunkt for Spejderhjælpens tværkorpslige projekt siden 2010, og på Spejdernes Lejr havde vi aktiviteter for alle aldersgrupper, hvor du kunne opleve den karenske kultur, høre mere om Spejderhjælpens uddannelsesprojekt, diskutere, hvorfor spejdere hjælper andre, og bidrage til projektet på mange forskellige måder. Netop Spejdernes Lejr var årsagen til, at vi syv unge spejdere rejste til Thailands grænseland. Der mødte vi elever, lærerstuderende og projektkoordinatorer og hørte deres personlige historier. For at opleve karenernes kultur og levevis, blive klogere på Spejderhjælpens uddannelsesprojekt og få en masse materiale med hjem i form af videoer, billeder og genstande, som vi brugte i vores Burma Village på Spejdernes Lejr. Samtidig gav vi

Tilbage til hverdagen

Burma? Det hedder da Myanmar? I 1948 fik burmeserne afhængighed fra briterne, og her besluttede den folkevalgte regering, at landets officielle navn skulle være Unionen Burma. I 1988 tog militærjuntaen magten ved et kup, og året efter ændrede de landets navn til Myanmar, ligesom hovedstaden Rangoon kom til at hedde Yangon. Tidligere blev det opfattet som en støtte til militærregimet at kalde landet for Myanmar. Burma bruges af mange i Vesten, mens burmeserne i daglig tale selv omtaler deres land som Myanmar. Læs mere om Burmas historie (eksternt link)

Forslag til aktiviteter Her får du et færdigpakket forløb om Burma, Børnekonventionen og Spejderhjælpen til spejdere i alderen 16-23 år. Mærker om kultur, samfund, international og demokrati passer til at arbejde med i disse forløb. God fornøjelse! Aktivitet 1

Aktivitet 5

Mød hinanden en aften eller dag. Gennemgå Børnekonventionen og brug god tid på at debattere den.

Start planlægningen. Tænk i aktiviteter, hvor materialerne allerede findes i jeres spejderhytte. Eller tænk stort og skaf sponsorer. Husk, at ideen ikke skal gennemføres i Spejderhjælpsugen.

Aktivitet 2 Hvilke værdier fra Spejderbevægelsen er vigtige set i forhold til Børnekonventionen? Hvilken forskel gør Spejderbevægelsen for børn og unges rettigheder?

Det er vigtigt, at jeres ide passer til den målgruppe, I gerne vil i kontakt med, så husk at spørge jer selv, hvem jeres målgruppe er, og hvordan I bedst rammer dem? (Fortsættes på næste side).

Aktivitet 3 Gennemgå Spejderhjælpens udsendte materiale om Burma og tjek onlinemagasinet på burmaiskole.dk – diskuter børn og unges rettigheder i Danmark og i Burma.

Aktivitet 4 Idégenerer – Hvilke forslag kan I komme på, som I kunne lave for at sætte fokus på børn og unges rettigheder i Danmark og samtidig tjene penge til, at børn og unge i Burma kan komme i skole? Bliv enige om, hvilken ide I har lyst til at udføre.

Se eventplan og forslag til fonde på næste side

Forslag til aktiviteter fortsat

Eksempel på en eventplan

Finansiering af jeres idé

OVERSKRIFT AKTIVITET

ANSVARLIG DEADLINE

Initiativstøtten, Dansk ungdoms Fællesråd (DUF): www.duf.dk/tilskud/dufs_initiativstoette/

Torben Nina

Torsdag Mandag

Kasper Lise

Tirsdag Onsdag

Bestil materiale fra unicef.dk Kontakt lokalavisen for omtale af arrangementet

Sponsorer Tage fat i lokale firmaer Søge fonde

Søg fonde – se www.duf.dk under Fonde. Husk, at svarfristen kan være lang. Søg lokale fonde. Kokale banker har fx fonde til lokale aktiviteter. Husk, at svarfristen kan være lang.

Tilføj selv flere arbejdsopgaver efter behov. Tal med din gruppeleder, inden I søger en fond. I har måske allerede en ansøgning liggende på en anden aktivitet. Søg lokale sponsorer. Lokale firmaer er ofte villige til at give et bidrag til et godt formål mod at få omtale i forbindelse med jeres aktivitet/event, fx i form af et lille banner. Måske har firmaerne behov for et event, som I kan hjælpe dem med, og få penge for at udføre.

Støt Spejderhjælpen – og bliv et herregodt menneske I spejderbevægelsen er medbestemmelse, demokrati, udvikling og ansvar vigtige værdier. Danske spejdere er gode til at gøre en forskel for børn og unge lokalt, men at være spejder er også at arbejde med at gøre en forskel ude i verden.

TEKST

Suzette Frovin og Johanne Valbjørn Gydesen. FILM

Spejderhjælpens 2012-arbejdsgruppe og

Det er formålet med Spejderhjælpen, der er et samarbejde mellem Det Danske Spejderkorps, KFUM-spejderne, De Grønne Pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.

Karen Teacher Working Group. FOTO

Spejderhjælpen er en fond der har eksisteret i mere end 50 år. Hvert år i uge 39 er der Spejderhjælpsuge, hvor tusinder af spejdere viser betydningen af duty to others.

Benjamin Tarp LAYOUT

Læs mere om

Burma i skole. og

Spejderhjælpen