Spejderhjælpen: Burma i Skole

BURMA I SKOLE Burmesiske unge drømmer om at gøre skolen færdig og få en uddannelse.

Du kan hjælpe dem med at gøre deres drømme til virkelighed.

Vær med i Spejderhjælpsugen 17. – 25. september 2011!

Se filmen online

På den anden side venter fremtiden I skovene i den nordøstlige del af Burma vokser unge op i små landsbyer uden rindende vand, asfalterede veje og adgang til computere. Skolen ved de aldrig, hvornår de har, for deres landsbyer er hver dag i fare for at blive brændt ned af det burmesiske styres soldater eller oprørsbevægelser i området. Når landsbyerne bliver angrebet, flygter indbyggerne ud i skovene med deres familier – og hver gang vender de tilbage til ingenting. Sammen hjælpes de burmesiske familier ad med at genopbygge skolen og landsbyens huse.

For unge i Burma er skolegang derfor en luksus. Noget, man kan drømme om, men som man ikke altid har mulighed for at få. Fordi skolen er blevet brændt ned, fordi der ikke er nogen lærere, eller fordi familien har brug for, at alle hjælper til i marken.

Lær Burmas unge at kende I sommeren 2011 mødte vi seks unge burmesere på grænsen mellem Burma og Thailand. Sikkerheden var på det tidspunkt ikke god nok til, at vi kunne rejse ind i Burma. I stedet brugte de seks unge burmesere to dage på at vandre fra deres landsbyer gennem skoven til floden. Her sejlede de over på den anden side til Thailand, hvor de blev samlet op og kørt til

Mae Sariang, hvor vi tilbragte en uge sammen med dem.

I dette magasin kan du møde de tre drenge og tre piger, der rejste ud for at mødes med os, og som alle håber at kunne gøre deres skole færdig snart. Du kan høre om deres drømme, om deres liv i skovene, om skolen og om de vittigheder, de fortæller hinan-

Idéer til hvordan I tjener penge Burmesiske vittigheder i Spejderhjælpsugen.

den i skolen. Mange af fortællingerne kan du se som små korte film ved at klikke på billederne i magasinet.

Når du klikker på dette ikon kommer du over på www.burmaiskole.com, hvor du kan læse mere om Burma og Spejderhjælpsugen.

God fornøjelse!

Vi ved aldrig, hvornår vi må flygte ud i skoven

Skolematerialerne rejser langt for at komme til Burma

”Jeg lagde en hvid papirsblomst på graven.” ”Vi ved aldrig, hvornår vi må flygte ud i skoven” For de børn og unge, der vokser op i Karenstaten i det nordøstlige Burma, er truslen om et angreb fra regeringens soldater eller oprørsbevægelsen en del af hverdagen.

Næsten alle børn og unge har på et tidspunkt oplevet at flygte ud i skovene. Med sig har de kun de allermest nødvendige ting som tæpper og ris. Nogle gange kan de vende tilbage til deres landsby dagen efter, andre gange går der flere

uger og indimellem sker det, at soldaterne bruger landsbyen som base. Det betyder, at landsbyens indbyggere må finde sig et andet sted at bo.

I filmen fortæller Naw Dah Gay Wah om dengang hun måtte flygte ud i skoven med sin familie.

Naw Dah Gay Wah var ikke hjemme, da hendes mor døde. Hun var i skole, og det tager 1½ dag at vandre den lange vej hjem til landsbyen. Hør Naw Dag Gay Wah fortælle om sin mors død og om den blomst, hun endelig fik mulighed for at lægge på sin mors grav.

På shoppetur på markedet i Mae Sariang, Thailand

Quiz Hvad køber de unge med hjem til Burma?

Lørdag er markedsdag i Mae Sariang. Vi fulgte med, da Naw Dah Gay Wah og hendes veninde tog på marked for at shoppe. Tror du, Naw Dah Gay Wah og hendes veninde købte: Se filmen online

1) Skåle, en køkkenkniv og krydderier 2) Hårbøjler, tøjbøjler og tandpasta 3) Undertøj, strømper og en paraply

Myitkyina

BANGLADESH

Vi bliver forfulgt i vores eget land At karenerne har haft en form for selvstyre i Burma i næsten 100 år, er ikke det samme, som de selv kan bestemme. De burmesiske regime holder Karenstaten i stramme tøjle og patruljerer jævnligt i området langs grænsen til Thailand, hvor de uden tøven brænder landsbyer ned og fordriver karenerne fra deres hjem

SAGAING Haka Lashio

Sagaing

CHIN

MAGWE

folk i et jerngreb siden militærkuppet i snart 50 år.

SHAN

Mandalay

MANDALAY

Kengtung Taunhhyi

LAOS

Magwe

Sittwe

Det er næsten 100 år siden, at karenerne, der er en af de største minoritetsgrupper i Burma, første gang forsøgte at etablere en selvstændig stat på grænsen til Thailand. Karenfolket har boet i grænselandet mellem de to lande længe før der overhovedet var en formel grænse. I regnskovene i NordThailand lever karenerne stadig og på den anden side af floden, der udgør grænsen til Burma ligger et område, der hedder Karenstaten. I den nordlige del af Karenstaten har befolkningen formået at bevare en form for selvstyre, på trods af det burmesiske militærregime, der har holdt det burmesiske

KINA

Loikaw

ARAKAN

KARENNI Tougoo

Burmesiske flygtninge I dag lever der over 3 mio. karenere i Karenstaten. Ud af de godt 47. mio. burmesere udgør karenerne et mindretal. På den anden side af grænsen, i Thailand, bor omkring 125.000 burmesiske flygtninge i midlertidige lejre.

Derudover er der ca. 2 millioner illegale migrantarbejdere fra Burma i Thailand.

Karenerne er flygtet fra de burmesiske militær, der jævnligt angriber og brænder landsbyer ned i Karenstaten. De

PEGU Pegu

KAREN

RANGOON IRRAWADDY

Rangoon

Thaton

Pa’an Moulmein

Bassein

MON

THAILAND

Andamanhavet Tavoy

TENASSERIM Mergui

Vi bliver forfulgt i vores eget land (fortsat fra forrige side). første lejre i Thailand blev etableret for 30 år siden, og de karener, der krydser grænsen til Thailand lever uden formelle identifikationspapirer, som giver dem mulighed for at arbejde og bo uden for lejrene i Thailand, eller som giver dem mulighed for at vende tilbage til Burma. Derudover lever karenerne også i regnskovene op mod grænsen til Burma, hvor de fleste lever af rotationslandbrug, hvor de fælder et stykke skov og dyrker afgrøder, imens de tidligere års marker ligger brak og vokser til med skov igen.

Børnene er vokset op med diktatur De børn, der bor i Karenstaten, er vokset op under militærstyret.

De fleste familier er bønder, og de lever en nøjsom tilværelse i små landsbyer, der ligger spredt ud over selvstyreområdet. Det er de færreste familier, der har adgang til elektricitet og rindende vand.

De lever i bambushytter med et interimistisk køkken, hvor maden laves over bål. Hytterne er simpelt indrettet med få møbler og senge, der består af flettede måtter, der hver aften rulles ud på gulvet, så mænd og kvinder kan sove hver for sig.

Skolerne er fattige Skolerne i Karenstaten har lige som i resten af Burma i mange år været nedprioriteret. Det burmesiske styre bruger kun en

forsvindende lille del af sit nationale budget på uddannelse, og i Karenstaten har uddannelsessystemet været yderligere udsultet, fordi selvstyrets eget undervisningsministerium kun har meget få ressourcer til rådighed. Det har betydet, at lærernes løn har været meget lav, hvis de har fået nogen overhovedet, og derfor har der været stor udskiftning blandt lærerne, som ofte har været nødt til at finde sig et alternativt arbejde for at få en indkomst og forsørge familien.

Læs mere om Burmas historie

Først skal vi med bil, så skal vi med båd Skolepakkerne skal ud på en lang rejse, inden de når ud til de burmesiske børn. En lokalorganisation følger materialerne fra de forlader kontoret i Thailand og til fods bæres i rygsække ud til landsbyerne på den anden side af grænsen.

Karen Teachers Working Group (KTWG) er lokal organisation, der arbejder for at give børnene i Karenstaten en uddannelse og samtidig sikrer dygtige lærer til skolerne. Hvert år fordeler de skolepakker med notesbøger, blyanter og viskelæder til Karenstatens

Se skolematerialernes rejse til burmesiske landsbyer

ca. 65.000 børn, ligesom de skaffer midler til at aflønne områdets godt 3.700 lærere, fordi deres erfaring er, at en fast løn er med til at fastholde lærerne. Hvert år får lærerne desuden en undervisningspakke med bl.a. bøger, kridt og blyanter.

Undervisningspakker og skolepakker sejles hvert år over floden fra Thailand til Karenstaten. Herefter går en gruppe lokale frivillige til fods over bjergene med materialerne på ryggen. I centrale landsbyer mødes lærere fra de øvrige landsbyer for at få udleveret deres undervisningspakke og skolepakker til deres elever, som de bærer tilbage til deres landsbyer. Også lønnen fordeles på samme måde en gang om året, hvor lærerne registreres og skriver under på, at de har modtaget et års løn fra KTWG. Så meget hjælper pengene Et års læreløn koster 800 kr., mens undervisningspakken til lærerne med bl.a. kridt og undervisningsbøger koster 160 kr. om året. Skolepakken med en notesbog, en blyant, en kuglepen og et viskelæder til børnene koster 16 kr. om året per barn. Vi håber, at vi i fællesskab kan samle 300.000 kr. ind ved årets Spejderhjælp, nok til at finansiere skolepakker til børnene og undervisningspakker og løn til lærerne i Karenstaten i et år.

Det grinede vi meget af den sommer…

Uanset, hvor vi kommer fra, så er der altid noget at grine af. Vi bad de seks unge burmesere fortælle en vittighed hver.

De prøvede at lade være med at grine, mens de fortalte deres jokes til kameraet, men det var faktisk svært…

Klik her for at høre flere jokes fra Burma, og se filmene online

Hvornår flytter danske unge hjemmefra?

Hver dag stillede vi nye spørgsmål til Thee Than Paa, Naw Paw Lah Htoo og de andre om, hvordan det er at være ung i Burma. Den sidste dag fik de lov til at stille spørgsmål til jer? Hør spørgsmålene og send os dit svar, så sender vi dem videre til Burma.

Vi har hørt om Danmark, har du hørt om Burma?

Klik og se filmene online

Aktiviteter Inviter til burmesisk bålmiddag

Gå for Burma

På grænsen til Thailand lever burmeserne i små landsbyer i skovene. Husene er bygget af bambus, og der er hverken strøm eller rindende vand. Al mad laves over bål, og til hvert måltid serveres der enten ris eller nudler. Også om morgenen. De fleste familier har en lille nyttehave, hvor de blandt andet dyrker kål og krydderurter som koriander. I små skåle ved siden af maden serveres ristede hvidløg og ekstra chili. Fiskesauce bruges til at salte maden med.

Når de skolematerialer, I tjener penge til, skal rundt til skolerne i Burma, sker det til fods. Med materialerne pakket i rygsække og kurve vandrer frivillige fra skoleprojektet gennem skovene ud til landsbyerne, hvor børnene venter.

Inviter din spejdergruppe på burmesisk middag med kyllingenudelsuppe, som I kan lave sammen over bålet. Mens I venter på, at suppen koger, kan I spille kinball, der er en slags volleyball med fødderne. Se opskrift på kyllinge-nudelsuppe og en beskrivelse af, hvordan I spiller kinball.

Arrangerer jeres eget hike eller vandretur for at samle penge ind til projektet. Få lokale virksomheder til at sponsorere jeres tur med enten et større engangsbeløb på 500 eller 1000 kr. eller med fx 100 kr. for hver kilometer, I går. Husk, at fortælle lokalavisen om jeres hike/vandretur. De vil sikkert gerne fortælle om turen – og om dem, der har sponsoreret jer.­­ Inspirer andre spejdere og fortæl, hvordan I tjener penge til Burma.

Tekst: Suzette Frovin, Film: Kim Viggo Nielsen, Foto: Suzette Frovin, Kim Viggo Nielsen og Karen Teachers Working Group, Layout: malenehald.dk Udgivet af Spejderhjælpen. Tekst må gengives med tydelig kildeangivelse. Copyright © 2011 Spejderhjælpen. All rights reserved