Novelle: Sammenfletning

Sammenfletning

Jeg har altid kendt hende. Set hende på gangene i skolen, på toiletterne, græde bag trommerne i musiklokalet, fordi hendes kæreste igen havde gjort noget dumt. Hun har aldrig vist interesse for mig. Anerkendelse af min eksistens har aldrig været noget hun har gået op i. Det virker så surrealistisk, at hun nu sidder i mit skød, og langsomt begynder at pille de yderste lag af mit tøj af. Hendes øjne æder hver en tanke, jeg kan formode at flette sammen. Hvordan er vi endt her? Skete det, efter idioten tog hjem? Eller er han her stadig? Jeg kan ikke tænke klart. Kan kun fokusere på hendes hænder, der nu tager min sidste bluse af. Mon hun har noget imod min basic BH uden blonder og farver? Mit spørgsmål bliver besvaret, da hun kigger på den, så på mit ansigt, og uden at kigge ned igen, åbner den med én hånd. Hun smiler. Ser jeg skræmt ud? Det ville ikke undre mig. Hendes hånd lander på min, og hun guider den op til sit eget bryst, der stadig er klædt i den gennemsigtige bluse. Jeg kan se hendes BH igennem. Fyrre tusind elastiksnore synes at lukke dem inde. Hvor fanden er åbningen på den tingest? Hun ser min fortvivlelse, og åbner den for mig. Da hun lader den falde til jorden, lander mit blik på hendes bare bryster. Eller, det vil sige delvist bare. Begge hendes bryster er piercede, så der sidder en lille kugle på hver sin side af brystvorten. Hvis jeg var tiltrukket af hende før, er det intet i sammenligning til lige nu. Mit krop sitrer og kilder på samme tid. Jeg har aldrig haft det sådan før, og ønsker, at det aldrig stopper. Det bliver mere og mere intenst. Vores hænder er alle steder, og samtidig ikke nok steder. Jeg vil have at hver centimeter af min krop rører hendes. Hun har det tydeligvis på samme måde. Jeg bryder kontakten, så vi kan få vores bukser af. Vi lægger os på sengen, og vores kroppe smelter langsomt sammen. Jeg er ikke sikker på, om det jeg gør, er rigtigt, men det lyder sådan. Hendes støn er det bedste, jeg har hørt. Vores kroppe når sammen. Det er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Min krop er ikke længere min egen, men hendes, ligesom min sjæl. Jeg ønsker, at dette ikke er den eneste gang, men samtidig ville jeg også være lykkelig over at have dette øjeblik i min hukommelse for evigt.