Fra Guldgruben - Galaterbrevet

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

2

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

Carl Christoph Julius Asschenfeldt-Hansen (F. 1856, D. 1934) Asschenfeldt-Hansen var en Guds kriger og arbejdshest, han var sognepræst i talrige pastorater rundt om i landet.

Han virkede som rejsepræst for IM 1892-1896 og var en udpræget vækkelsesprædikant og trosforsvarer.

Han tjente også Jesus med pennen og udgav rigtig mange bøger og blade bla. Kirkehistoriske Smaaskrifter 1885– 92, Kirkehistorie for Menigheden, 1907–08, og den åndsfylde og bibeltro, otte binds store bibelforklaring Fra Guldgruben. 1894–1905, der står tilbage som en af de ypperligste bibelkommentarer på dansk.

Gennem udgivelsen af Missionsbudet, 1888–1908; var han med til at gøre Ydre Mission til en sag for Indre Mission; desuden var han redaktør på Indre Missions Tidende, 1919–28). Han redigerede IMT med en meget tydelig profil. Hans egne hjertebørn (fx Diakonskolen) fik meget spalteplads. Kampen mod bibelkritikken prægede også bladet i de år.

Jeg takker Gud for han kalder folk som Asschenfeldt-Hansen (Gal 1:24)

Ole Madsen Ole Madsen er en Guds arbejdshest og står for mig som en af de mennesker der knokler mest for Guds riges sag, uden at være i en lønnede fuldtids tjeneste hvilket giver sig udslag i hans utallige hjemmesider, småstykker og andagter.

Ole bruger timer på at indskrive gamle kristne bøger og udgivet dem på nettet, til velsignelse og opbyggelse for os andre Jeg har lært Ole at kende som en bibelglad og Jesus elskende kristen og netop denne kærlighed til Guds skrevne og levende Ord gør at det som denne blok enige var tiltænkt, at gøre forskellige danske bibeloversættelser tilgængelig, er overflødigt for det arbejde gør Ole allerede inde på to af hans hjemmesider www.detnyetestamente.dk og www.lindbergbibelen.dk Det er Oles skyld vi har kunne udgive Asschenfeldt-Hansens kommentar til Galaterbrevet her på siden Jeg takker Gud for han kalder folk som Ole (Gal 1:24)

3

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

Indledning Omtrent midt i Lilleasien laa landskabet Galatien, der havde til navn efter sine indvaanere, Galaterne. Galater er egentlig det samme som kelter eller galler.

Disse folk udvandrede omtrent 300 aar før Kristus fra deres bolig i det vestlige europa (gallien, det nuværende Frankring) mod øst og naaede lige til Lilleasien.

Omkring midten af det 3 aarhundrede før Kristus var de komne til ro i en del af Frygien, der nu efter dem fik navnet Galatia. Henved aar 25 før Kristus blev Galatien inddraget under Roms umiddelbare bestyrelse. Saaledes var stillingen paa aposteltiden.

Deres sprog var med tiden bleven det græske. Om Paulus besøg i Galatien fandt sted under hans anden eller allerede under hans første missionsrejse, beror paa, om man forstaar Galatien blot om den egentlige galatiske landsdel eller om den romerske provins Galatien, der havde et betydeligt større omfang, saa at de stæder i Lykaonien, Paulus besøgte paa sin første rejse, Ikonium, Lystra og Derbe, kunde med regnes dertil. Paa vort kort over Pauli rejser (se side 37) er Galatien taget i videre betydning, og derefter blive de galatiske menigheder da særlig at forstaa om den rige frugt af Paulus' første missionsrejse.

De derimod, som forstaar Galatien i snævrere betydning om den gamle galatiske egn, maa derimod henlægge Galatermenighedens stiftelse til den anden missionsrejse, hvorom er fortalt i apostl. Gern. kap 16. Ogsaa paa Paulus's tredje rejse (se Apostl. Gern. 18.23) fortælles der, at han drog "igennem det galatiske land og Frygien og styrkede alle disciplene."

Af apostlenes Ord (Gal 4.13) hører vi, at det var under "kødets svaghed", han første gang prædikede evangeliet for Galaterne, enten det nu har været paa grund af sygdom eller, hvis man henlægger hans første virksomhed i Galatien til hans første missionsrejse, paa grund af forfølgelse og mishandling (se Apostl.

Gern. 14 den omtalte stening i Lystra). Vi hører fremdeles af Galaterbrevets 4 kap. 14-15 vers, at disse Galatere havde modtaget evangeliet med stor glæde.

Galaterne var et bevægeligt folk, men havde ikke deres styrke i stadighed. Det viste sig, da Paulus' fjender, de jødisksindede vranglærere, som alle vegne fulgte efter ham for at ødelægge evangeliets værk (se 2 Kor 11), ogsaa var naaede til Galatiens menigheder. Disse falske lærere havde nok antaget kristennavnet, men ikke sluppet farisæersindet, og de forstod med stor snedighed at dække deres uevangeliske vildfarelser med grunde tilsyneladende hentede fra Guds Ord. Deres lære tog sig saaledes ud: Abraham, sagde de, havde faaet Guds forjættelse, at i ham og hans æt skulde alle jordens slægter velsignes. Kun ved at tilhøre Abrahams æt fik man del i velsignelsen; udenfor denne æt var der 4

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

kun forbandelse. Men i stedet for at forstaa Abrahams æt aandeligt om de troende, som Paulus forkyndte det (se Omr 4), tog disse vranglærere det ganske kødeligt og lærte, at hedningerne maatte først blive Jøder, de maatte lade sig omskære og holde Moselov, for derved at blive indpodede i Abrahams æt og saaledes faa lod og del i den frelse, som Kristus havde bragt denne æt. Men dersom man, som Paulus lærte, nøjedes med at tro evangeliet uden at lade sig indpode i Israel, da bedrog man sig selv. Altsaa: uden omskærelse og opfyldelse af Mose lov ingen frelse. Saaledes lød deres besnærende tale.

Men skulde det lykkes at skaffe denne vranglære indgang, da maatte de selvfølgelig samtidig nægte, at Paulus var en ret Herrens apostel. Thi var han dette, da var jo hans lære sandhed. Vranglærerne søgte nu et tilknytningspunkt for angrebet paa Paulus' apostolat deri, at han var bleven kaldet paa en ganske anden maade end de tolv oprindelige apostle. Disse var kaldede af Herren selv i hans køds dage, men hvad havde Paulus at beraabe sig paa? Et syn udenfor Damaskus - en kaldelse, hvis Ord ingen havde hørt.

Galaterne havde desværre vist sig modtagelige for den onde sæd. Af Gal. 4.16 synes det at fremgaa, at de ved apostlens sidste besøg hos dem allerede havde vist sig kølige overfor ham. I Apostl. Gern. 18.23 staar der ogsaa, at han "rejste fra sted til sted i det galatiske land for at styrke disciplene." Paulus havde dengang gjort et kraftigt arbejde for at standse vilfarelsens truende angreb. Men af brevet her fremgaar det, at den onde gnist slog ud i vilde luer under hans lange fraværelse i anledning af det fleraarige ophold i Efesus, og at den aandelige tilstand hos Galaterne var saare betænkelig. Vel havde de endnu ikke ladet sig omskære (se kap.5.2), men de var dog komne saa langt bort fra evangeliets frihed og naadens vej, at de allerede (se kap. 4.10) havde begyndt at sætte deres tillid til ydre gerninger, saaledes til overholdelsen af den gammeltestamentlige ceremonilov. Efter at det fuldkomne var bleven aabenbaret i Kristus og bleven dem til del, vendte de sig i blindhed til det ufuldkomne forberedelsesstade!

Alt dette bedrøvelige var anledningen til Paulus' brev. Dette falder i to hoveddele, gaar først ud paa at yde et forsvar for hans kald som en ret Herrens apostel, dernæst ud paa at bringe Galaterne til fornyet overbevisning om en kristens aandelige frihed i naaden ved retfærdiggjørelsen i Kristi tro. Disse to punkter danner hovedindholdet fra brevets begyndelse til kap. 5.12 apostlen slutter saa brevet kap. 5.13-6.18 med formaninger til at leve et liv, som var naadens kald værdigt, og ikke misbruge den i Kristi blod dyrt købte frihed til "en anledning for kødet."

Stedet, hvor brevet er blevet skrevet, synes at have været Efesus; thi der rejste jo Paulus hen efter sit sidste besøg i Galatien (se Ap. Gern. 19.1) og blev der i over to aar. At brevet skulde være skrevet fra Rom, som nogle gamle haandskrifter har det, synes ikke troligt, da Galaternes fald skildres af Paulus med friske farver som noget, der nylig havde fundet sted, ikke saa længe efter hans sidste besøg der (aar 55). Tiden for affattelsen bliver formodentlig hen ved aar 56, da Paulus jo kom til Efesus hen ved aaret 55.

5

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

Brevet til Galaterne Læs: Kapitel 1.1-10.

395. Overskrift og hilsen i forbindelse med en særlig indledning, gennem hvilken vi møder brevets grundtoner.

Allerede i overskriften (v.1-2) betoner Paulus stærkt sit apostelkalds sandhed som det, der ikke hidrørte fra menneskeligt udspring, ej heller var formidlet ved noget menneske, men som et kald, hvori han var indsat ved den opstandne Jesus Kristus selv og derigennem ved Gud Fader (v.1). Dette er straks et sværdhug imod de løgne, hvorved vranglærerne søgte at gøre hans apostelstilling til intet.

Og naar han betegner som medafsender "alle brødrene", som var med ham, ligger deri en kraftig indskærpelse af, at han ikke var ene om at misbillige deres forhold, men havde hele sin kreds af medarbejdere med sig i det, han nu vilde skrive til dem. "Til menighederne i Galatien" betegner brevet som en rundskrivelse til de forskellige menighedskredse i dette landskab.

I v. 3 har vi da den kendte hilsen, naades- og fredshilsen, som dog her ligesom overskriften i v. 1 faar en ejendommelig udvidelse (v. 4-5), idet Paulus peget hen paa Kristi selvhengivelse for vore synders skyld som den "efter vor Guds og Faders vilje" bestemte vej til vor udfrielse "af den nærværende onde verden" (saaledes benævner han tiden indtil Herrens genkomst, en tidsold, i hvilken de onde magter endnu regerer). Ordet om udfrielsen fra verden betegner Kristi folks stilling som den, der ikke længere maa være af verden; Kristi blods kraft fører et troende menneske til brud med denne verdens væsen.

I denne tilføjelse har Paulus allerede peget med en fast haand hen paa den eneste frelses grund, og derved udelukkes med det samme baade nødvendigheden og muligheden af frelse ved egne lovgernnger. Æren bliver Guds alene "i evighedernes evighed" (v. 5). Dette besegler apostlen med et hjerteligt "Amen".

I v. 6-10 gaar Paulus nu straks ind paa det, der fyldte hans hjerte, idet han udtaler sin smertelige forundring over, at de saa snart (nemlig efter deres omvendelse) havde ladet sig lede bort fra ham, der "kaldte dem til Kristi naade", altsaa fra den levende Gud, "til et andet evangelium". Thi at forlade det sande evangelium er det samme som at vige bort fra den levende Gud. Ellers plejer Paulus gerne at begynde sine breve med at takke Gud for læsernes kristenstand, og han nævner dem som oftest med kærlige navne som Guds hellige, elskede. Men intet af alt dette finder vi her i Galaterbrevet, dertil var Galaternes tilstand altfor ondartet.

6

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

Fra v. 7-9 begrunder han, at dette, at vende sig til et andet evangelium, i virkeligheden er at vige fra den levende Gud. Der er kun eet evangelium, vranglærernes lære var en forfalskning af Kristi evangelium. Grundtekstens Ord betegner egentlig en "venden op og ned" paa Kristi evangelium, til hjerternes forvildelse. I v. 8-9 udtaler han "forbandelse" over enhver, der prædiker evangelium anderledes, end det var blevet prædiket af Paulus og hans venner.

Og Paulus gentager dette i v. 9 med henvisning til, at han havde sagt dem før (formodentlig under sit sidste ophold hos dem).

Der gaar noget af Guds helligheds fortærende ild og Majestæt gennem dette højtidelige forbandelsesord. Dersom apostlen selv eller en hellig engel fra himlen, om det kunde tænkes, optraadte med noget som helst andet budskab end dette ene sande Kristi evangelium, vilde ogsaa de rammes af denne Guds dom. I sandhed - hvilken hellig alvor lægger det ikke over forkyndelsens ansvar!

Og det er et Ord, vi trænger til ogsaa i vore dage, hvor saa mange vil udvande Kristi korses evangelium og endda kalde sig kristne.

Paulus lagde ikke fingrene imellem, og han brød sig ikke om det, om mennesker vilde kalde ham hensynsløs, naar det gjaldt Kristi evangelium dyrebare sag.

Vistnok var Paulus fuld af hensynsfuldhed overfor de enkelte mennesker, hvor han kunde læmpe sig uden at slaa af paa sandheden. Saaledes fremtræder hanjo altid, og en særlig stærk udtalelse herom finder vi i 1 Kor. 9.19-23 ("Jeg er bleven alt for alle osv."). Muligvis er Paulus af vranglærerne bleven beskyldt for at være en vejrhane, der drejede sig efter menneskers gunst, og de har sandsynligvis begrundet dette ved, at Paulus, som vi hører i Apostl. Gern. 16.3, havde ladet Timotheus omskære "for Jødernes skyld", for ikke at hindre evangeliets indgang hos Jøderne. Ja, saaledes kunde Paulus tage hensyn, naar det gjaldt om at vinde nogen for evangeliets sandhed. Men vilde man rokke ved selve denne sandhed som nu i Galatien, da kendte Paulus intet hensyn (v. 10).

Han var ikke som de mange, der er saa bange for at støde mennesker for hovedet, at de ikke tør tale rent ud. Nej, han kendte til ansvar overfor Gud. Ham til vilje vilde han tale. Nu var der ikke tale om, som sagerne stod, at se paa menneskegunst.

Hvor ligger der en alvor for alle troende mennesker, men særlig for alle præster i dette Ord: "Dersom jeg endnu vilde behage mennesker, da var jeg ikke en Kristi tjener." Hvor det gælder Herrens dyrebare sandhed, da maa der trækkes blank og hugges til med Aandens sværd.

Du, som af den liden flok, Svag og bly og bange nok, Gjorde kæmper stærke, Skab du og af os en hær, Som tør svinge Aandens sværd Under korsets mærke.

7

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

Læs: Kapitel 1.11-24.

396. Paulus viser ud fra sine oplevelser, at han ikke havde det evangelium, han prædikede, fra mennesker, men fra Kristus selv, og saaledes ikke var en blot og bar discipel af de oprindelige apostle.

Vi kommer her i dette afsnit til den historiske begrundelse af, hvad Paulus allerede i overskriften (v.1) havde udtalt, at hans apostelkald stammede direkte fra Herren. Denne historiske bevidnelse ud af en række kendsgerninger i apostlens liv naar til slutningen af det andet kapitel.

I v.11-12 fremsætter han sagen selv, som han nu vil bevidne for dem, at det var "ved aabenbarelse af Jesus Kristus", det vil sige ved aabenbarelse fra den Herre Jesus. Evangeliet var bleven ham til del, saa han lige saa lidt som de andre apostle havde været menneskedisciple. Først viser han (v.13-23), at han i hele tiden, indtil han traadte frem som hedningsapostel, ikke havde faaet undervisning i evangeliet ved mennesker. Før han blev omvendt, havde det ikke kunnet ske, dertil var hans ualmindelige had til Guds menighed og ganske overordentlige nidkærhed for de fædrene lærdomme altfor stor. Det havde Galaterne jo hørt, hvorledes hans vandel dengang havde været (v.13-15). Ved de "fædrene overleveringer" maa forstaas de farisæiske overleveringer og lærdomme. Dengang havde der altsaa ingen forbindelse været mellem ham og de ældre apostle.

Og siden havde han lige saa lidt været en discipel af dem, derom vidner han nu fremdeles i det følgende for at vise dem, at Gud havde stillet ham lige med de første apostle. Først betoner han (v. 15-16), at det var Gud, der i sin naade havde udset ham til denne gerning fra moders liv af, straks fra fødselen af, og som havde kaldt ham dertil ved at aabenbare sin Søn i ham, for at han saa skulde prædike denne Guds Søn blandt hedningerne. Det var ikke menneskepaavirkning, men det var Guds særlige indgriben, der havde omdannet denne modstander Saulus til en Paulus. Og dermed hængte det da sammen, at han efter sin omvendelse ikke begyndte at søge raad hos "kød og blod", hvormed han betegner menneskene i deres skrøbelighed, ej heller begyndte med at drage op til Jerusalem til de ældre apostle men med straks at drage bort til Arabien, det sydøst for de tdamaskenske landskab liggende Auranitis, der i hine tider regnedes med til Arabien.

Sammenhængen siger os, hvorfor han gjorde denne rejse, nemlig for at være ene med Herren og faa sit lys direkte fra ham. Først efter denne stille tid, der vel har varet en stor del af de i V.18 omtalte tre aar, var han atter kommen tilbage til Damaskus (v.17).

Fremdeles viser Paulus (v.18-20), hvorledes hans første ophold i Jerusalem efter hans omvendelse havde været saa kortvarigt, at der heller ikke da kunde være tale om, at han kunde have faaet sin visdom fra apostlene. Han havde kun været der i 15 dage, og af apostlene havde han kun talt med Petrus, foruden at han selvfølgelig havde set Jakob, Herrens broder, den Jerusallemske menigheds 8

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

mangeaarige forstander. At det var saaledes, bevidner Paulus højtideligt for Guds aasyn (v.20).

Straks derefter var han kommen til Syriens og Kilikiens lande (v.21); han var altsaa i udvortes forstand hurtigt bleven skilt fra apostelmenigheden.

I Apostl. Gern. 9.30 fortæller Lukas grunden til, at han saa hurtigt forlod Jerusalem; det var, fordi Jøderne i Jerusalem vilde slaa ham ihjel. Over Kæsarea først til søs og siden til lands gennem Syrien var han da kommen til sin hvemstavn i Kilikien og var saaledes "af person ubekendt for menigheden i Judæa" (v.22). Det eneste, disse menigheder havde hørt om ham, var, at den fordums forfølger "nu forkyndte evangeliet om den tro, som han forhen vilde udrydde" (v.23).

"Og de priste Gud for mig," siger Paulus, og han nævner vel ogsaa dette for at fastslaa den stærke modsætning mellem hine judæiske menigheders glæde i Herren over ham og saa de jødisksindede vranglæreres hadefulde optræden mod ham i Galatien.

Altsaa, Paulus' aandelige opdragelse havde været ganske selvstændig, var bleven ledet af Herrens egen haand ligesom de første apostles.

Læs: Kapitel 2:1-10.

Paulus bevidner, at han ogsaa siden hen ved apostelmødet i Jerusalem stod som de ældre apostles anerkendte ligemand i apostelembedet.

I dette afsnit skildrer Paulus først sit møde med de ældre apostle ved det bekendte i Apostl. Gern. det 15 kap., skildrede møde i Jerusalem i anledning af de jødiske vranglæreres optræden i Antiokia. Ved dette apostelmøde var det jo netop spørgsmaalet om Paulus' forkyndelse og om de hedningskristnes frihed for Moselovens aag, der blev drøftet og afgjort. Dette møde fandt sted i aaret 51.

Andre forstaar derved den i Apostl. Gern. 18 omtalte rejse til Jerusalem. Men da Paulus' omvendelse formodentlig har fundet sted aar 35, og hans første besøg i Jerusalem har fundet sted henved aar 38, kan de 14 aar (kap.2.1), som her vistnok betegner mellemrummet mellem hans første og andet møde med apostle, jo nok komme til at stemme med apostelmødet. Ganske vist havde Paulus i aaret 44 været i Judæa, maaske ogsaa i Jerusalem, sammen med Barnabas, med en gave fra menigheden i Antiokia til brødrene i Judæa, men ved den lejlighed var der slet ikke tale om forhandling med apostle. Gaven blev sendt til de ældste (se Apostl. Gern. 11.30).

Paulus fortæller (v.2), at han drog op til Jerusalem "efter en aabenbaring".

Allerede deri ligger en afværgelse af vranglærernes beskyldning imod ham for at have gjort denne rejse i bevidstheden om, at han selv var de ældre apostle underordnet. Nej, siger Paulus, ingenlunde af den grund, men fordi Herren altsaa udtrykkelig betegnede denne rejse som sin vilje.

9

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

Den gang havde Paulus jo allerede begyndt sin apostoliske løbebane, idet han havde fuldendt sin første missionsrejse, saa han havde et levende segl fra Gud paa sin apostelgerning paa at den forkyndelse af evangelium, han havde baaret frem, ikke havde været et forgæves løb, men et løb efter Guds vilje. Denne sin forkyndelse havde han forelagt for menigheden i Jerusalem, og særskilt for de "ansete", altsaa ved et særligt møde med disse. Ved "de ansete" forstaar han, som vi ser af V.9, Jakob, Peter og Johannes.

Og som bevis for sin forkyndelses rigtighed anfører han, at den troende græder, Titus, der var med ham, end ikke blev nødt til at lade sig omskære. De ansete og menigheden i Jerusalem lagde ikke mindste tryk paa Titus i saa henseende, og det gjorde de just, fordi de var enige med Paulus i, at "de falske brødre", som havde indsneget sig med farisæisk tankegang, ikke i mindste maade skulde faa medhold. Det var ikke som udsendinge fra Jerusalem disse falske jødekristne havde bragt forvirring blandt de hedningekristne i Antiokia, men de havde listet sig ind paa egen haand med et ondt øje til den evangeliske frihed. Paulus gentager (V.5), at han og den sande Jerusalemske menighed ikke et øjeblik veg med underdanighed for disse vranglærere. Nej, de stod fast, for at evangeliums sandhed maatte blive varig hos de hedningekristne ("hos eder", siger han, fordi Galaterne ogsaa hørte med til de hedningekristne).

Der var altsaa fuldstændig enighed mellem Paulus og Barnabas paa den ene side og menighedens ledere i Jerusalem paa den anden. Dette stadfæster Paulus fremdeles (V.6-9): "De ansete havde intet at tilføje," siger han, tvertimod, de anerkendte, at den samme Guds kraft, der h avde lagt apostelembedet i en Peters haand, ogsaa havde lagt apostelembedet i Paulus' haand (Peter nævnes som den, der paa hin tid var den mest fremragende). Jerusalemmenighedens søjler erkendte den Guds naade, der var givet Paulus, og rakte ham samfundshaand, idet de ligesom delte arbejdsmarken mellem sig, saaledes at Paulus fik hederningerne, Peter, Jakob og Johannes Jøderne at arbejde iblandt.

Denne arbejdsfordeling udelukkede dog ikke, at Paulus ogsaa prædikede for Jøderne, hvor han paa sine missionsrejser traf dem spredt omkring i hedningeland; ej heller udelukkede det, at Peter og Johannes ogsaa forkyndte Ordet for hedninger, hvor herren lagde saadanne hen for deres dør.

Men af alt dette fremgik, at de tre mest ansete repræsentanter for den gamle apostelkreds, ganske og aldeles anerkendte Paulus som deres jævnbyrdige medarbejder, som den, hvem det af Herren var betroet at være hedningernes apostel.

Mærkeligt er ORdet i V.6, hvor Paulus, idet han omtaler "dem, som ansaas for at være noget", føjer til: "Hvordanne de fordum var, er mig uden forskel, Gud ser ikke paa et menneskes person." Hvad mener han dermed? Formodentlig vil han dermed vise bort fra den sammenlignen, vælgen og vragen mellem menighedens ledere, som vranglærerne var saa stærke til at øve i Galaterne i.

Det er altid kødelighed, naar mennesker er inde paa en saadan sammenligning mellem de forskellige Herrens vidner og deres ydre værd, medens det hele dog 10

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

kommer an paa, at de har den levende Guds kald. Paulus viser bort fra dette spor, vil ikke være med til at lægge de gamle apostle paa vægtskaalen, lige saa lidt som han selv vilde lade sig lægge paa vægtskaalen. Gud ser ikke paa menneskers person, paa disse eller hine ydre fortrin, naar han ser paa sine tjenere. Gud ser paa troskaben overfor det kald, han betror hvert enkelt af sine redskaber. Saaledes stod da ogsaa Paulus og Barnabas sammen med Jakob (Herrens broder), Kefas (Peter) og Johannes; de stod ikke overfor hinnanden som medbejlere til de største plads, men som eet hjerte, som medarbejdere i den samme Guds tjeneste, hvis kraft var virksom i dem.

Og denne hjertensenhed fik endnu en staffæstelse i den bestemmelse, Paulus omtaler i V.10, nemlig at vennerne i Jerusalem havde lagt Paulus og Barnabas paa sinde at huske paa de fattige i modermenigheden med kærlighedsgaver.

Ogsaa dette skulde være et hjertebaand mellem de to kredse, den jødekristne og den hedningekristne. Paulus siger, at han ogsaa havde bestræbt sig for at samle saadanne gaver ind. Og med hvilken nidkærhed han gjorde det, fremgaar særlig af Korinthierbrevene, navnlig 2 Kor. 8-9.

Saa var da al den tale, vranglærerne fremførte for Galaterne om, at Paulus var en undermaaler overfor de ældre apostle, en sort løgn. Lederne i Jerusalem, pillerne, søjlerne i menigheden der, havde fuldstændig godkendt hans lærdom og givet ham samfunds-haand, havde staaet sammen med ham i just at gaa imod disse vranglæreres lumske forsøg paa at splitte Guds hjord og forvanske sandheden.

Læs: Kapitel 2.11-21.

398. Paulus vidner om, hvorledes han hævdede sin af Peter selv anerkendte apostolske selvstændighed i modsætning til dennes egen vankelmodighed i Antiokia.

At Paulus fremdrager det i dette afsnit omtalte sammenstød med Peter, har en dobbelt grund. Dels vil han fjerne de misforstaaelser og forvrængelser af denne begivenhed, som vranglærerne havde fyldt Galaterne med, dels vil han just derudaf hente endnu et bevis for sin fulde jævnbyrdighed med den højtansete Petrus selv.

Sagen forholdt sig saaledes, at Peter i Antiokia fra først af havde levet i broderlig omgængelse ogsaa med de hedningekristne. Han vidste jo selv saa godt, at i Kristus er skillevæggen neddbrudt mellem Jøde og hedning og havde jo selv saa klart vidnet om det rette deri ved tidligere lejligheder (se Apost. Gern. 11.1-8 og 15.7-11). Men saa kom der nogle "fra Jakob" (V.12) d.v.s. Jødekristne af det snævre syn. Skønt Jakob, Herrens broder, undte de hedningekristne al frihed (se Apost. Gern. 15.13-21), holdt han sig dog selv nøje til den jødiske levevis.

Det samme gjorde disse udsendinge fra Jakob, men de synes ikke at have haft Jakobs frisindethed i dette punkt. Da traadte den gamle menneskefrygt atter frem hos Peter. I bekymring for at synke i sine jødekristne venners omdømme af 11

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

brød han spisesamkvemmet med de hedningskristne og levede sammen med de Jødekristne. At han selv for sin person som Jøde havde frihed til (i lighed med Jakob, Herrens broder), at holde sig de jødiske spiselove efterrettelig, var der i og for sig ikke noget at sige imod. Men i dette tilfælde var det saare vildledende og imod hans egen indre overbevisning. Havde Peter ikke overfor høvedsmanden Kornelius af Herren selv faaet vejledning til ikke at agte det for urent, som Herren havde renset, og havde han ikke spist sammen med Kornelius (Apost.

Gern. 11.3)? Jo han havde. Men ved denne sin holdning i Antiokia forvirrede han jo de hedningekristne, idet han kom til at nedbryde det, han først havde opbygget. Og vilde de hedningekristne fremdeles have samfund med ham i det daglige, da maatte de jo nu nødes til at leve paa jødisk vis. Det hele blev usandt.

Falske hensyn til mennesker er en slem fristelse, og falder man i dette, mister man sin aandelige kraft.

Da Paulus saa denne Peters adfærd og saa, hvorledes ogsaa de andre Jødekristne i Antiokia, ja endog Barnabas, lod sig henrive ved Peters eksempel, da traadte han frimodigt og aabent op imod Peter i denne dag. Peters adfærd var jo domfældt; alle, ogsaa han selv, vidst jo godt, at dette var galt, at dette var at fordunkle det sandhedslys, som han selv havde været med til at sætte paa stagen. Det var hykleri, en aaben forargelse, der krævede en aaben tilrettevisning.

Paulus havde sikkert ofte mattet høre ilde, fordi han den gang traadte op imod Peter. Det er ikke saa behageligt at maatte frem imod en broder, men hvor det gælder "evangeliets sandhed", der er det vor skyldighed og tillige den bedste hjælp, vi kan yde vor snublende broder, blot vi kan træde frem, som Paulus selv i Kap 6.1 har sagt det, "med sagtmodigheds Aand".

Fra V.11-14 udvikler Paulus denne sags omstændigheder for Galaterne og tilføjer saa (V.15-21) en nærmere redegørelse af det sande stade i Kristus, retfærdiggørelsen af Kristi tro go ikke af lovens gerninger. Der har været delte meninger om, hvorvidt disse Ord (V15-21) skulde medregnes til det, Paulus sagde til Peter, eller det skal betragtes som en redegørelse særlig henvendt til Galaterne. Da Paulus først i Kap.3.1 udtrykkeligt igen henvender sig til Galaterne, er det sandsynligt, at det maa betragtes som et Ord oprindelig rettet til Peter i Antiokernes nærværelse. Sagen er jo ogsaa saa alvorlig, at en kort redegørelse af det sande stade i Herren paa ingen maade var overflødig, om ikke saa meget for Peters egen skyld, saa for deres skyld, som i Antiokia overværede denne Paulus' optræden overfor Peters vankelmodighed.

Men idet Paulus nu meddeler Galaterne sit svar til Peter, kunde det jo ogsaa tjene Galaterne til gavn.

Paulus begynder med (V.15-16) at udtale, at naar de troende af Israels selv, der dog efter fødselen havde lovens lys fremfor hedningerne (naar hedningerne her kaldes "syndere" i særlig forstand, er det just, fordi de levede mere blindt hen i synden, uden lovens tugt), alligevel havde maattet opgive enhver tanke om at vinde retfærdighed ud af lovens gerninger og til frelse havde maattet fly i tro til 12

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

den Herre Jesus og hans retfærdighed, da var det jo i erkendelsen af, at de ad lovens vej kun kunde naa en udvortes retfærdighed og ikke en retfærdighed, der kunde bestaa for Gud. Men naar Jøderne ikke havde kunnet naa frem ved loven, hvor urimeligt da at nøde hedningerne ind paa den vej.

Naar Paulus i V.15-16 siger: "Vi vide" og "vi har troet", tager han jo Peter (og maaske de andre Jødekristne) med som den, der i virkeligheden var enig med ham.

Visselig gav denne retfærdiggørelse i Kristus ikke de troende Jøder (eller nogen som helst anden) frihed til selv at blive "syndere" i hedensk forstand, til at leve ubundet hen i synden. "Saa var jo Kristus en tjener for synd." "Det være langt fra," siger Paulus (V.17). Nej, Kristus er synderes tjener, men aldrig syndens.

Men dersom det, at de troende Jøder levede sammen med de hedningekristne i frihed overfor de jødiske spiselove, dersom det skulde kaldes synd, da var Kristus jo bleven syndens tjener, da havde han jo ledt de troende Jøder ud i noget syndigt. Men saaledes var det ingenlunde, det var ikke synd at leve i frihed overfor de ydre lovgerninger. Nej, Peters adfærd derimod i dette stykke var tydelig nok en overtrædelse, en synd af ham; det viste sig jo klart nok derved, at han igen opbyggede det skel mellem Jøder og hedninger, som han een gang selv havde været med til i Aandens klarhed at nedbryde (V.18). Fejlen var altsaa paa Peters side, naar han, skønt han var klar nok i teorien, i erkendelsen, dog i sin praksis, i sin daglige levevis, havde begyndt at forlade retfærdiggørelsesvejen af troen og slaa ind igen paa det gamle jødiske lovspor.

Det var ikke noget, der kunde lægges Kristus for last.

I Kristus er den troende "ved loven død fra loven". Loven selv viser jo bort fra sig selv, driver hen til Kristus, som Paulus udvikler det saa klart i Rom 7, og hjælper derved selv synderen ud af den aag. Men denne død fra lovens aag giver ingenlunde den troende (Paulus tager her med "jeg" sin egen livserfaring frem) frihed til at gøre, hvad man lyster. Nej, idet loven er en tugtemester til Kristus, leder den os just hen til h am, i hvem kraften er til at leve et i sandhed helligt liv, til at "leve for Gud" (V.19).

Købets væsen er det at leve sig selv, men Aandens væsen er det at leve Gud. Men vi er "korsfæstede med Kristus," som Paulus udvikler det i Rom 6; ved daabens livssamfund med Kristus er vi blevne delagtige i hans død, ikke blot til retfærdiggørelse men ogsaa til helliggørelse. Vort gamle, naturlige selv er dermed viet til døden, og det er troens liv at hengive dette sit selv til døden med Kristus og lade den opstandne Frelser leve i os, saa han bliver vort liv. Derved naar vi til at "leve for Gud".

Vistnok lever vi endnu "i købet", det vil sige, den troende befinder sig endnu i en skrøbelig, syndbesmittet menneskenatur. Men den modstand mod livet fra Gud, som købet endnu kan rejse, overvindes dog bestandig paany ved livet "i troen paa Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig" (V.20). Kristi 13

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

kærlighed er den sejrende kraft i den troendes liv, om end det endnu stadig gaar gennem kamp til sejr, saa længe vi endnu er i kødet.

Dermed har apostlen vist, at Guds naade, retfærdiggørelsen i Kristus ved troen, sandelig ikke gør Kristus til syndens tjener, men tværtimod bærer hans troende ind i et liv for Gud saa ganske anderledes dybg, end loven kunde bære frem til.

Nej, Paulus "agtede ikek Guds naade ringe", men det gjorde just disse mennesker, der vilde være nøde de hedningekristne ind under loven. I virkeligheden vilde jo Kristi forsoningsdød blive forgæves og overflødig, dersom retfærdighed kunde vindes ad lovens vej.

Guds naade i Kristi død og ved troen paa Kristus er kraften, den eneste virkelige kraft, baade til fred med Gud og til et nyt liv i og for ham.

O, lær mig, Jesus, Mester kær, Ja, lige til min grav, At leve, aande, svømme her I dette naadens hav.

Læs: Kapitel 3:1-14.

399. Paulus revser Galaternes uforstandige slaaen ind paa lovvejen ved at vise hen til de skønne erfaringer, de havde gjort ad troens naadevej (V.1-5), samt ved at vise hen til skriftens vidnesbyrd om Abraham, der just blev velsignet og fik forjættelsen ved sin tro (V.6-9), medens de, der holder sig til loven, er under forbandelse (V.10-12). Men Kristus har frikøbt os fra lovens forbandelse, just for at vi kan faa den forjøttede velsignelse ved troen (V.13-14).

I det foregaaende afsnit havde Paulus ud fra historiske kendsgerninger hævdet sit apostelkald som værende fra Herren og ikke fra menensker. Nu (Kap.3-5,12) gennemgaar han for Galaterne det andet hovedpunkt, om retfærdigheden ved troen, om det kristnes frihed fra lovens trælleaag til barnekaar hos Gud. Det er vranglærernes falske lærdomme, han her vil afsløre.

Overgangen fra det første hovedpunkt til det andet har han gjort i slutningen af det 2det kapitel ved at gøre rede for sit svar til Peter; derved er han kommen ind paa den egentlige belærende del af sit brev.

Paulus begynder med (V.1) at minde Galaterne om, hvorledes gennem hans forkyndelse "Jesus Kristus var bleven malet dem for øjne som korsfæstet iblandt dem". I den grad havde Kristi kors været midtpunktet i apostelens forkyndelse, og saa levende havde han fremstillet den lidende Frelsers død for dem, saa at de i Aanden ligesom havde set Kristi kors plantet midt iblandt dem.

Hvor uforklarligt, at de kunde vise bort fra denne salige sandhed om Kristi blods naade som nok for en synder! De var jo som "fortryllede", forheksede, visselig havde djævelen til spil i alt dette, men dog - hvor uforklarligt!

14

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

Det samme maa vi sige den dag i dag, naar vi ser mennesker, om hvem man turde haabe, at de havde smagt noget af evangeliets sødme, vende sig til pavekirkens med falsk lovlære saa stærkt balndede væsen. Hvor er det muligt, maa vi nok spørge - men djævelen er snedig, og menneskehjertet er bedrageligt og ustadigt. Deri ligger løsningen.

Fra V.2-5 henviser apostlen dem til deres egen kristelige erfaring. Den Aand fra Gud, de havde modtaget, med forvisning om naade, havde de - for kun at tage dette ene punkt frem - faaet den ud af lovens gerninger eller mon ikke ud af troens forkyndelse (forkyndelsen om troen som salighedsvej)? Og vilde de nu forlade denne Aandens vej, pa hvilken de saa vel havde "begyndt", og "ende i kødet", det vil sige ved at søge frelse i udvortes gerninger. Det vilde blive en sørgelig afslutning paa en god begyndelse og i virkeligheden ingen fuldendelse (V.2-3).

I V.4 henviser han dem til alt det meget, de havde "prøvet". Der kan tænkes baade paa trængsler, de havde lidt, som ogsaa go maaske snarest paa de mange rige prøver paa Guds naade, de havde oplevet. Ved Aandens gave havde Herren jo virket mange "kraftige gerninger" i dem (V. 4-5), og alt det havde Herren udrettet ved troens forkyndelse, ikke ved deres egne gerninger (lovgerninger betegner altid det, mennesker udretter ved egen kraft).

Og skulde nu alt dette være "forgæves"? Vilde de i uforstand prisgive alt dette, som Gud havde skænket dem og virket i dem?

Apostlen føjer til: "Hvis det da virkelig er forgæves." Dette falder det naturligst at forstaa saaledes, at Paulus frygter for, at deres skæve veje endog kunde føre dem længere bort og gøre dem mere uimodtagelige, end de forud havde været.

Vi ser jo saa ofte, at de, der har smagt noget af naaden og saa viger fra den, bliver endnu vanskeligere at paavirke, mere bitre og haarde, end de var fra først af. Andre forstaar det dog som indeholdende et haab om, at det dog umuligt kunde være helt forgæves, og oversætter (som Rørdam) "Om ellers virkelig forgæves".

Fra V.6-9 viser Paulus hen til Abrahams historie, denne Abraham, hvis navn vranglærerne stadig vilde bruge til at lede dem til omskærelse og ind under loven med, idet de erklærede, at kun saaledes kunde de faa del i Abrahams velsignelse. Og dog aflagde jo Abrahams historie det klareste vidnesbyrd imod vranglærernes paastande. Stod der ikke i skriften (1 Mos 15.6): "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed" (V.6)? Deraf fulgte jo, at det er ved troen, man bliver et Abrahams barn (V.7).

Og dette stadfæstedes jo altsaa af skriftens vidnesbyrd om den forjættelse, der blev given Abraham saa længe "forud": I dig skal alle folkeslag velsignes (V.8). At denne velsignelse ikke kunde vindes uden af dem, "som er af tro med den troende Abraham", fremgik jo uimodsigeligt deraf, at loven kun kunde bringe forbandelse over dem, der holdt sig til dens gerninger. Thi loven selv forlangte ubetinget lydighed overfor alle dens bud. Der stod jo skrevet i selve loven: 15

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

"Forbandet hver den som ikke bliver ved i alle de ting, som er skrevne i lovens bog, at han gør dem" (se 5 Mos 27.26). Men deraf fulgte, at alle de, der vilde frem ad lovens vej, bragtes ind under forbandelsen, det vil sige, ind under lovens dom og dermed under Guds vrede. Paulus forudsætter som givet, at enhver i sin samvittighed var klar over ikke at have opfyldt alle lovens bud.

Dette stadfæstedes jo ogsaa (V.11) ud fra et profetisk Ord i den gamle pagt, Ordet fra Hab 2.4, hvilket Paulus ogsaa i Romerbrevet bruger som grundtone.

Der stod jo: "Den retfærdige skal leve af tro." Det var ikke lovgerningernes vej, profeten henviste til; thi loven taler ikke om tro, men den forlanger gerninger som betingelse for liv (V.12). Nej, dette profetord viste just fremad mod den troens naadevej, Kristus ved sin død paa korset banede for os. Fra lovens forbandelse har Kristus frikøbt os (Paulus tænker ved "os" særlig paa Jøderne som dem, der var under loven (se kap.4.5), men frikøbelsen gælder selvfølgelig alle syndere, da vi jo alle er skyldige overfor loven). Og Kristus frikøbte os ved selv at blive en forbandelse for os (V.13). Han lod sig hænge paa korsets træ som en, der var forskudt af Gud, han lod sig regne blandt overtrædere, for at vi kunde blive frikendte og vinde "Abrahams velsignelse", "Aandens forjættelse", "ved troen" (V.13-14).

Det var den dyre genløsnings betaling, hvormed troens naadevej blev banet.

Guds Søn gik i vort sted, tog forbandelsen til vort gavn, for at vi kunde faa velsignelsen.

Paulus nævner i V.13 Ordet fra 5 Mos 21.23, hvor der er tale om, at den, der bliver hængt (nemlig op paa et træ) som ramt af dødens dom, "er en Guds forbandelse." Saaledes hang vor Frelser hin mørke langfredag paa korsets træ, forladt af Gud, underlagt Guds fortærende vrede for vore synders skyld. Hans raab: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig", giver os et lille indblik i, i hvilken dyb og forfærdelig grad han blevn en forbandelse for os.

Men ved korsets død nedbrød han skillemuren mellem Jøder og hedninger (Ef 2.14), saa begge, baade hedningerne og Jøderne ("vi" se V.14), kunde faa del i velsignelsen, i den forjættede Helligaand, ad troens vej, den eneste mulige vej for syndere.

Frikøbt fra loven, frelse er funden.

Jesus er død. Forløsning er vunden.

Dømte vi var, thi Guds lov vi brød, Frelse vi er ved Jesus død.

16

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

Læs: Kapitel 3.15-18 400. Den Abraham givne forjættelse har ikke kunnet gøres ugyldig ved den senere tilkomne lov.

Paulus havde i det foregaaende vist, hvorledes de falske lærere havde forvrænget betydningen af Abrahams historie for Galaterne. Men man kunde jo tænke sig, at de vilde finde paa at sige, at, om end Abraham havde faaet forjættelsen tilsagt ved tro, saa var dette gjort til intet ved den lovens husholdning, Gud havde fastsat siden efter.

Apostlen imødegaar nu først denne mulige indvending. Han begynder med en kærlig tiltale: "Brødre", for ligesom at faa deres hjerte lukket op for, hvad han nu vil sige. Det er "paa menneskevis", han vil tale, det vil sige, drage en slutning fra de sædvanlige, menneskelige livsforhold. Det er jo faa blandt mennesker, at en retsgyldigt affattet bestemmelse med hensyn til ejendele betragtes som ukrænkelig. Saaledes er det med vore menneskelige arvepagter og testamentariske bestemmelser; men hvorledes skulde det da kunne tænkes, at Guds i forjættelsen til Abraham fastsatte gave skulde kunne ophæves eller ændres ved noget, der indtraadte senere hen, saa meget mere, som loven jo ogsaa blev givet af Gud. Det vilde jo ganske stride mod Guds væsens og viljes uforanderlighed, den eneste mulighed derfor vilde jo være, om din første naadepagt af Gud selv ikke havde været bestemt til at være blivende men kun noget forbigaaende, kun en midlertidig foranstaltning. Men saaledes var det ikke med forjættelsen til Abraham. I selve denne forjættelses ordlyd laa der vidnesbyrd om, at dens opfyldelse først fandt sted i Kristus; thi forjættelsen tilsagdes Abraham og hans sæd, "ikke sædene, som om mange, men som om een" (V.16). I denne enkelttalsform ses den Abrahams sæd, der skulde arve forjættelsen, som en enhed. Der var jo ogsaa flere slægtlinier efter Abraham, der var Ismaels, Abrahams og Hagars søn, der var Keturas (Midianiterne 1 Mos 25).

Men forjættelsen gjaldt jo ikke alle disse, men kun den ene sæd, der ved Isak og siden ved Jakob fik fornyet forjættelsen om at arve landet (Kanaan som forbillede for det himmelske fædre land). Men denne ene forjættelsens sæd, der fik tilsagnet, har sin fuldkommelse i Kristus. Hen var jo i Israel som dets indre liv allrede før sit komme til jord. Forjættelsens æt er aandeligt indesluttet i Kristus, finder altsaa først sin fuldkommelse i ham.

Deraf følger, at forjættelsen ikke var bestemt til at være noget forbigaaende men viste ud over loven hen til Kristus, og derfor kunde lovens pagt, som senere blev given, paa ingen maade sætte den pagt ud af kraft, som "forud var stadfæstet af Gud om Kristus" (V.17).

Naar Paulus siger, at loven blev given 430 aar efter forjættelsen, er dette tal hentet fra 2 Mos 12.40, hvor der staar, at Israels børn havde boet i Ægypten i 430 aar. Det er jo ikke i denne sammenhæng apostlen om talstørelsen ag gøre; han nævner kun her i denne sammenhæng hint bekjendte tal fra det gamle testamente for dermed at betegne, at naadepagten var bleven tilsagt Abraham af Gud aarhundreder forud for loven. Iøvrigt var jo forjættelsen til Abraham bleven 17

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

gentaget for Isak og Jakob, og fra Jakobs komme til Ægypten og indtil loven er jo tallet 430 ret nøjagtigt.

Dersom arven havde været at vinde ved loven, da var jo forjættelsens pagt bleven gjort til intet, men Gud skænkede Abraham den ved forjættelsen. Ethvert haab om den forjættede arv vilde falde bort, dersom det var ad lovens vej. Arven skulde hæves. Her gælder det et: enten - eller, enten ved tro eler ved lovgerninger, men Guds bestemmelse om forjættelsen som en naadegave ved tro stod jo fast, tiltil Kristus kom med opfyldelsen. Altsaa var arven ikke ved loven men ved Kristi tro.

Læs: Kapitel 3.19-29 401. Lovens betydning var at være tugtemester (opdrager) til Kristus, i hvem forjættelsen ved tro har faaet sin opfyldelse.

"Hvad skulde da loven?" spørger Paulus. Naar arven ikke kunde vinded ved den, hvad var da dens bestemmelse, siden Gud havde givet den?

Paulus' svar gaar stikmodsat vranglærernes. Disse paastod, at loven baade kunde og skulde hjælpe til retfærdighed. Paulus svarer, at loven just blev føjet til for overtrædelsers skyld, nemlig for at aabenbare den i mennesket boende synd som overtrædelse og derved berede hjerterne for den Frelsers komme, i hvem forjættelsernes sæd fik sin fuldkommelse. Altsaa lovens husholdning var kun midlertidig og forbigaaende (ikke forjættelsens, som vranglærerne paastod).

Lovens blot forberedende betydning viste sig ogsaa i selve den maade, hvorpaa loven blev givet. Apostelen fremhæver to omstændigheder ved lovgivningen paa Sinai, nemlig for det førte, at den blev anordnet ved engle, altsaa ved tjenere, medens forjættelsen blev givet af Gud selv. I 2. Mos. 19-20, hvor der fortælles om lovgivningen, omtales ganske vist ikke engles medvirkning, men baade i apostelenes gerninger (kap 7.53), i Stefanus' tale, udtales det samme, at Israels børn havde modtaget loven "under engles besørgelse", og i Hebr. 2.2 tales der ogsaa om loven som et Ord "talt ved engle". Det var altsaa en fast overlevering blandt Jøderne, at saaledes var det gaaet til. I 2. Mos. 29 findes der ogsaa en antydning derom; den stærke basunlyd, der lod sig høre, peger hen paa engles deltagelse. Det andet punkt, der ogsaa pegede hen paa loven som en biforanstaltning og ikke som en blivende ordning af Guds forhold til mennesket, var, at loven blev givet ved en midlers haand. Moses stod som midler mellem Gud og folket; men hvor der er en midler, der ligger der i sagens natur, at der er to parter, der staar hver fra sin side overfor hinnanden. Det er meningen med Ordet i V.20, at midleren er ikke "kun for een part"; en midlers tilstedeværelse betegner, at der maa være et tosidigt forhold. En saadan pagt beror altsaa paa, at begge parter opfylder hver sin del af overenskomsten. Men noget andet er det med forjættelsen, der er det Gud alene, der af sin frie forbarmelse giver, og mennesket har blot at tage imod. ganske vist tales der ogsaa om en midler i den 18

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

nye pagt. I 1 Tim 2.5 staar der: "Der er een Gud, og ogsaa een mellemmand imellem Gud og mennesker. Mennesket Kristus Jesus." Men det var dog paa en hel anden maade end med Moses i den gamle pagt. Den nye pagts midler, vor Herre Jesus Kristus, er vor midler til at borttage vor synd overfor Gud, men han var jo eet med Gud i denne sin midlergerning, som Paulus skriver i 2. Kor. 5.19: "I Kristus forligte Gud verden med sig selv." Faderen og Sønnen er eet, og vi behøver ikke i den nye pagt nogen jordisk, blot menneskelig midler, som Moses var det i den gamle pagt, thi i den nye pagt er det altsammen naadegave af Guds frie forbarmelse i Kristus Jesus. Her er ikke tale om en kontrakt med gerninger, der fordres af mennesker, der er kun tale om at tage imod i troens tak, saa udspringer gerningerne af troen som Aandens frugt. I den nye pagt er alt Guds gave. Men alt, hvad Gud er ene om at virke, det er fuldkomment, medens alt, hvad menneskegerning skal med til, stadig bliver ufuldkomment.

Derfor bliver naadepagten den fuldkomne pagt.

Men deraf følger ingenlunde, at der skulde være nogen strid mellem loven og Guds forjættelse (V.21), det vilde kun finde sted, dersom loven, som vranglærerne paastod, var saadan, at den kunde levendegøre, dersom den formaaede at give mennesker det liv, som i sig indeholdt kraft til at opfylde loven.

Men saaledes er det ingenlunde. Loven skulde ved sine vidnesbyrd, som de indeholdes i skriften, paa den ene side "indeslutte alt under synd" (V.22), dømme al verden skyldig, for at ingen skulde havenoget at fordre af Gud, for at alle skulde kende deres afmagt til at vinde forjættelsen paa anden maade end ved Jesu Kristi tro, ved den naadekilde, hvoraf alle de troende øser.

Og paa den anden side skulde loven tillige holde Israel ligesom indenfor et gærde, "indesluttet under bevogtning", for at det stadig kunde have sin retning imod troskilden, loven skulde stadig hindre de ærlige Israeliter i at komme ind paa selvretfærdighedens veje. Loven blev saaledes en forberedende opdrager fra Gud af, der skulde gøre hjerterne modtagelige for Kristus, fylde dem med erkendelsen af deres skyld og uduelighed og derved drive dem hen mod retfærdiggørlsen af troen (V.2).

Men nu, da troens husholdning i Kristus er blven oprettet (V.25), er vi ikke mere under tugtemesteren, siger Paulus. Dette gjaldt alle troende Israeliter, og det gjaldt ogsaa alle troende hedningekristne, at børnekaarenes dage nu var oprundne "ved troen paa Kristus Jesus" (V.26) paa grundlag af den i daaben skænkede naade, den naade, der med eet Ord kaldes Kristus; thi ham selv blev vi iførte, da vi døbtes til ham (V.27). Billedet om iførelsen er taget fra en klædning, der dækker over os. I kraft af daabens naade er et troende menneske iført Kristus, i llivet gælder det om daglig at virkeliggøre dette (se Rom 13.14: Ifører eder den Herre Jesus"). Troen er betingelsen (V.26), daabens naade grundvold for vor frelse (V.27). Barneretten er os skænket i vor daab, men den tilegnes ved troen. Vi ser saaledes af V.26-27, at vi skal grunde vor tro paa vor daab, ikke vor daab paa vor tro. Og daabens naade er som i en sum saare skønt betegnet ved dette, at vi fik Kristus som vor klædning til at skjule vor skam.

19

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

Ved denne naadens frelsesvej var jøder og græker smeltede sammen, de religiøse skillevægge faldne ("her er ikke jøde eller græker"), de sociale med ("her er ikke træl eller fri"), nemlig i den forstand, at trællene saavel som de frie kun havde een og samme frelsesvej at ga. Her spurgtes heller ikke, om det var mand eller kvinde. "Thi alle er i een i Kristus Jesus," siger Paulus, alle Kristi troende har jo deres fælles liv i ham, den ene sande Frelser (V.28).

Men Kristus var jo Abrahams sæds fylde og fuldkommelse (se V.16); hører vi da ham til, da er vi i ham blevne optagne i Abrahams sæd og blvne de rette arvinger efter forjættelsen, arvinger til det himmelske fædreland med al Guds naade.

Altsaa ikke ved omskærelse og lovgerninger, men ved Kristi tro paa daabens grundlag naar man at blive arving til den velsignelse, der forjættedes Abraham.

Tænk, jeg er døbt!

Jeg, som blev født som den fattigste synder, Er dog saa rig, som Guds Ord mig forkynder, Thi jeg blev født til et levende haab, Alle de helliges arv i min daab.

Læs: Kapitel 4.1-7.

402. Lovens tid var nødvendig, saa længe arvingen var umyndig og stod i den spæde barnealder. Men tidens fylde er kommen med den fulde adgang til børnekaarenes rigdom.

Dette lille afsnit udvikler nærmere V.24-26 i foregaaende kapitel og skal tjene til at vise, at lovens tid havde sin ret og var nødvendig (V.1-3), men ogsaa at lovens herredømme nu var forbi og de fulde barnekaar oprundne (V.4-7).

Apostlen bruger billedet af den rige, men endnu umyndige arving. "Saa længe arvingen er umyndig", er han jo i saa henseende stillet lige med trællen, at han paa mange maader maa se sin personlige frihed indskrænket. Han har jo endnu ikke raadighed over godset og kan ikke selv bestemme sin gøren og laden, men maa som alle børn leve under bud og befaling, er sat "under formyndere og husholdere indtil den af Faderen bestemte tid" (V.2). "Formyndere" skulde maaske retter gengives ved "hovmestre"; thi her er jo ikke tale om Faderens død. Husholder betegner forvalteren, der bestyrer hus og Guds i faderhuset, af hvem arvingen selvfølgelig endnu er afhængig. Vi kenderjo dette saa godt fra de rige, adelige hjem her paa jord. Men ingne har et rigere og mere højbaarent hjem end forjættelsens arvinger. Guds hus staar langt over hver jordisk konges og kejsers hus, saa sandt som Gud er kongers Konge herrers Herre.

Den umyndige arving betegner ikke blot israels folk, men baade Jøder og hedninger (omend Jøderne først og fremmest). Thi hele menneskeheden, baade 20

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

Jøder og hedninger, er jo i Kristus bestemt til at skulle arve Abrahams forjættelse. For hvert enkelt medlem staar adgangen aaben, saa sandt det vil tage derimod i tro.

Før tidens fylde var oprunden, stod hele menneskeheden paa det forberedende barnestade, "som trælle under verdens børnelærdom" (V.3). Det saas jo klarest paa Israels folk, der i hele sit forhold havde lovens forskrifter over sig lige til de mindste enkeltheder, visselig til sit gavn, som det er godt for hvert barn at være under nøje tugt. Ogsaa Israels børn var endnu ikke inde under himmeriges rige (se Herrens Ord om Johannes Døberen Matth 11.11). Moseloven taget for sig, borset fra forjættelsen, kunde ikke føre ind i himmeriget. Men ogsaa hedningerne havde deres "børnelærdom", der i endnu højere grad maatte kaldes "verdens". Hos hedningerne var det hele jo endnu langt ringere, i bedste tilfælde kun famlende forsøg paa at tjene en Gud, man ikke kendte.

Men tidens fylde (V.4) kom ("den af Faderen bestemte tid" se V.2). Tiden lignes ved et kar, der fyldes draabe efter draabe, indtil det bestemte punkt kommer, da karret er fuldt. "Gud udsendte sin Søn," staar der. Deri ligger, at denne Søn var til som Guds Søn, før han blev udsendt til at være menneske. Han gik ind i menneskeverdenen, lod sig føde af en kvinde, for som den anden Adam paa menneskeslægtens vegne at frelse slægten, han gik ind under loven ("født under loven") for at bære dens dom over os, købe de lovbundne fri fra lovens tunge haand og (V.5) skaffe dem børnekaar helt og fuldt (sønneudkaarelse). Disse børnekaar giver Gud alle troende forvisning om at eje ved "at sende sin Søns Aand i deres hjerter", hvilken Aand lægger raabet: "Abba, Fader - !" paa deres læber, saa at de med den frie Søns tillidsfulde frimodighed i Jesus Kristus tør nærme sig Gud som kære børn til deres kære Fader (V.6).

Nu er umyndighedens trællestand forbi, Sønnen har tiltraadt sin arv og tør nyde arvens goder (V.7). Nu er der ikke længere forskrift her og forskrift der, men Kristi Aand vejleder det troende hjerte til al sandhed i aandelig myndighed, ikke saaledes, at lovens bud opløses, men saaledes at de fuldkommes efter deres dybe aandelige indhold for den, der lever i Kristus.

Naar Paulus siger, at Gud havde sendt sin Søns Aand i de troendes hjerter, bruger han denne betegnelse just for at sammenknytte barnerettens Aand med Kristi forsoningsværk, med den enbaarne Søns hengivelse for os.

Disse lykkelige kaar var ogsaa blevne Galaterne til del, og for denne lykke søgte vranglærerne nu i løgnens faders tjeneste at bedrage dem. Men saadanne lykkelige kaar har alle døbte mennesker faaet adgang til. Hvor sørgeligt, naar man lader fjenden faa magt til at lede en bort fra al den naade ind paa selvretfærdighedens og selvarbejdets golde, tørre vej.

Tænk, jeg er døbt!

Gud er min Fader, hos ham har jeg hjemme, O, lad mig ikke den naade forglemme, Lad mig ret aldrig ved nogen magt Svigte min gode samvittigheds pagt.

21

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

Læs: Kapitel 4.8-20 403. Paulus udtaler sin frygt med hensyn til Galaternes tilstand (V.8-11) og minder dem om deres fordums store kærlighed til ham (V.12.20).

Ogsaa hedningerne havde været i trældom, om end en trældom af anden art end Israels. Galaterne havde jo trællet under de guder, "som af natur ikke er det" (V.8). Dermed stempler apostlen afguderne som løgnebilleder, der ikke var det, man ansaa dem for. Hele denne falske gudsdyrkelse var jo ikke andet end udvortes trællevæsen, fremdreven af frygt eller af kødelig lysters drift. Men den gang kendte de jo heller ikke endnu den sande Gud. "Men nu" (V.9) var der ingen undskyldning, hvorledes kunde de dog nu, da de kendte den levende Gud eller, for at bruge et udtryk, der vejer endnu mere, "var kendte af Gud", atter vende tilbage til "den svage og fattige børnelærdom", atter paany give sig ind i trældom (V.9). Og det gjorde de ved nu at give sig ind under Moselovens ydre bud og forskrifter, der efter deres ydre skikkelse kun hørte forberedelsens tider til, kun var svage og fattige begyndelsesgrunde i modsætning til den rige herlighed, der i Kristus var kommen til dem.

Paulus nævner i V. 10 noget af det, Galaterne allerede havde taget op efter Jøderne, idet de nemlig "tog vare paa dage" (den Jødiske Sabbat), maaneder (maaske der tænkes paa nymaanefesterne eller ogsaa paa visse af aarets maaneder, som Jøderne i særlig grad agtede hellige, saaledes maaneden Tisri, den syvende maaned og flere andre), tider (der tænkes paa højtiderne som paaske, løvsalsfest), aar (sabbatsaar, hvert syvende aar skulde være et hvileaar).

Alt dette, der efter sin ydre form hørte den svundne lovpagt til, var Galaterne nu begyndt under vranglærernes vildledende indflydelse at anse nødvendigt til frelse.

Ogsaa den nye pagt kender helligdage, hviledage og højtider, men i en anden skikkelse, som naadegaver fra Gud og visselig ikke som vej til salighed.

Paulus udtaler (V.11) sin frygt for, at hans arbejde iblandt dem skulde have været forgæves, saa ængsteligt saa det ud med hele den udvorteshed, Galaternes hjerter havde ladet sig lede ind paa. Fra V.12-20 lyder røsten ret som en moders angst overfor sit forvildede barns tilstand. Ordene bliver saa indtrængende, han ligesom beder og bønfalder dem, han søger at faa fat paa deres kjærlighed, hvor han ikke længere tør haabe at opnaa noget af deres lydighed. Han stiller sig ved deres side som en broder og beder dem om, at de dog maa "blive som han", dele med ham hans frihed fra loven, ligesom han jo er bleven som de. Han havde jo skjønt Jøde opgivet loven som frelsesvej og i troens frihed stillet sig side om side med de hedningekristne. Vilde de blot som han holde fst ved deres frihed fra loven og lukke op for hans kærlige paamindelse!

Der var jo ellers intet dem imellem. "I har ikke gjort mig noget uret," siger han, og han minder dem om al den kærlighed, de viste ham i fordums dage (V.1315), da han første gang prædikede evangeliet iblandt dem. Minderne om den 22

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

første kærligheds tid har en stor magt til at blødgøre hjertet. Det kender vi fra os selv.

Vi ser af disse vers, at Paulus har været lidende, da han første gang prædikede blandt Galaterne. "I ved, at det var paa grund af en kødets svaghed, at jeg første gang forkyndte evangeliet for eder" (V.13). Han tøven iblandt dem synes altsaa at have været foranlediget af legemlig svaghed. Denne legemlige svaghed synes tilmed at have været af en saadan art, at den satte Galaterne paa prøve og let kunde have fristet dem til med haan og ringeagt at vende sig fra apostlen. Nogle har gættet paa, at det har været en pinagtig øjensygdom med henblik til, hvad apostlen siger i V.15: "Om det havde været muligt, havde i udrevet eders øjne og givet mig dem." Andre tænker paa saar som følge af mishandlinger. Vi ved det ikke, men nok er det, Galaterne havde ikke ladet sig skræmme deraf; uagtet de saaledes var blevne satte paa prøve ved at se evangeliets sendebud i saa sotr ringhed, havde de taget imod Paulus "som en Guds engel", som et sendebud fra himlen, ja "som Kristus Jesus" selv (V.14). De havde forstaaet, at det var Frelseren selv, der besøgte dem i Paulus' skikkelse, og hvor "priste de sig salige" den gang ved det evangelium, Paulus bragte dem.

Og nu - spørger Paulus - "Saa er jeg vel nu bleven eders fjende ved at tale sandhed til eder" (V.10)? Dog han forstaar nok, hvori dette sørgelige omslag fra inderlig kærlighed til kulde overfor ham havde sin grund, det er deres forførere, de judaistiske vranglærere, der staar bag ved dette. Nidkære er disse falske lærere for Galaterne, det indrømmer Paulus (V.17), men det er en ondnidkærhed, der kun gaar ud paa at udelukke de galatiske kristne fra Paulus, ja fra enhver anden end dem selv, for at gøre Galeterne til deres personlige tilhængere.

Det er jo altid sektstifternes kræftskade, at de vil skille noget ud til vinding for sig selv. Der er egen ære med i spillet.

Paulus indrømmer, at det er godt at vise sig nidkær (V.18), blot det er i det gode, saa vilde det være godt til enhver tid for Galaterne, og ikke blot, naar Paulus var hos dem. I dette Ord ligger en kærlig tugt udtalt over Galaterne, en hentydning til, at de var blevne slappe i den rette nidkærhed for sandheden.

Det er dog maaske rettest i V.18 at oversætte: "Det er godt at være genstand for nidkærhed i det gode o.s.v." Men den nidkærhed, Galaterne nu var genstand for eller selv udviste, fyldte Paulus med inderlig smerte, saa han ligesom paany følte enmoders fødselsveer overfor disse sine børn, ligesom han første gang havde følt det, da han ved sit missionsarbejde hjalp dem til det nye liv i Gud. Kristus havde ikke ret "vundet sin skikkelse" i dem endnu, det mærkede han med sorg (V.19). Hvor han længtes efter at være til stede hos dem for at kunne anslaa den rette tone iblandt dem, den tone, som nu var fornøden. "Jeg er raadvild over for eder," siger han. Det var saa svært paa afstand at være klar over, hvorledes røsten nu skulde omskiftes for at slaa paa de strenge, der kunde virke bedst (V.20).

23

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

I dette afsnit blotter Paulus rigtig sit hjertes dybe bevægelse. Han var ikke tør og kølig overfor disse sjæle, ak nej, frelsertaaren over ødelæggelsen af det i disse hans venner saa godt begyndte værk, den brændte i Paulus' sjæl, hvor er det godt, naar vi vil hjælpe snublende venner, vil rette paa de troende, at vi da kan gøre det med den inderlige kærligheds taare i os, at vi da kan anslaa de rette hjertestrenge, saa Kristus kan vinde sin skikkelse baade i dem, vi vil hjælpe, og i os selv. Ja, det skal være vor bøn til Herren: Hjælp os til Os ganske i din kærlighed nedsænke, At et og alt i os du blive kan, At du vort hjerte fast til dit kan binde, At du i os din skikkelse kan vinde, O Frelsermand.

Læs: Kapitel 4.21-31 404. Trælkvindens børn og den frie kvindes børn.

Efter hint udbrud af sit hjertes bevægelse, som vi saa i foregaaende afsnit, tager apostlen paany fat paa den stille belærende udvikling. Her er noget at give agt paa særlig for alle Ordets forkyndere. Den direkte indtrængende henvendelse til vore tilhørere ud fra hjertets følelser har sin ret og sin plads i forkyndelsen, men ogsaa sin begrænsning. Bestandig at blive ved at tale følelsernes stærke sprog er derimod ikke paa sin plads, det sløver modtageligheden og svækker virkningen. Vi maa som Paulus atter og atter igen ind paa den rolige, stille udvikling af sandheden, af den sunde lærdoms lys til livets vækkelse og fremvækst. Det er en aandelig sund maade at forkynde evangeliet paa.

Hvad Paulus nu her i det følgende vil lægge sine læsere paa hjerte, er hentet ud fra det gammeltestamentlige Guds Ord, ud fra beretningen om forholdene i Abrahams hus. Allerede der finder vi fremstillet modsætningen mellem lovvæsenet og naadens frie stand. Han spørger (V.21), om de da ikke hørte loven (ved loven betegnes her de 4 Mosebøger), da de jo dog var saa ivrige for at være under loven. Paulus fører nu i det følgende et djærvt, bestemt sprog og slaar klart og tydeligt ned paa vranglærerne. Guds Aand har aabenbart sagt ham, at saaledes skulde røsten lyde, for at Galaterne kunde hjælpes.

I menighedens forsamlinger oplæstes ogsaa det gamle testamente, saa Galaterne kendte jo godt Abrahams historie. Havde de da ikke været opmærksomme paa den lærdom, som laa deri. Abraham havde jo to sønner, den ene, Ismael, avlet paa kødelig vis med tjenestekvinden Hagar, den anden var den frie kvinde Saras søn, Isak, hvis fødsel skyldtes Guds forjættelses Ord (V.22-23). Deri ser Paulus forbilledlig betegnet de to pagter, de to slags Abrahams børn. Hagar og Ismael svarer til Israel efter kødet, det Israel, der udvortes holdt sit til loven fra Sinai bjerg, men forblev i trælleland, fordi det ikke delte Abrahams tro, ikke tog imod forjættelsen som troens frihed af naade.

24

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

Ligesom Sinai bjerg, lovens bjerg, laa i Arabien uden for forjættelserns land, saaledes var jo ogsaa Hagar fra et fremmed land og stod udenfor forjættelsen, der var over Abrahams hus. Forbilledet laa saa meget lettere, som selve navnet Hagar paa Arabisk betyder sten, klippe (hadschar). Sinai lov taget alene for sig som maal i sig selv, naar man ikke vil se loven som beredelse for forjættelsens opfyldelse, "føder til trældom" og "svarer", siger Paulus, "til det nuværende Jerusalem, thi det er i trældom med sine børn" (V.24-25), svarer til det Jerusalem, som ikke vilde kende sin besøgelsestid, ikke vilde tage imod den frihed i Aanden, som Kristus bragte, men havde nok i at være Abrahams æt efter kødet.

Men "Jerusalem heroventil", det Jerusalem, til hvilket den frie kvinde Sara svarer, er som hun fri, og dette himmelske Jerusalem (Hebr 12.22) er jo alle de sande troendes moder. Jerusalem heroventil betegner Kristi hellige menighed, der har sit borgerskab i himmelen, om hvilken sangeren med rette synger: "Kirken er som himmerige - mest dog lig en barnemoder, Herren kalder den sin brud, ved dens mælk opvokser poder, som ved bække pileskud."

I denne menighed opfyldes profetordet fra Es 54.1: "Vær glad, du ufrugtbare, du, som ikke fødte! Udbryd og raab du, som ikke havde fødselssmerte, thi den forladtes børn er meget flere end dens, som har manden." (V.27).

Hos profeten betegner den forladte og ensomme kvinde Israel under udlændigheden i Babel i modsætning til Israels menighed før den babyloniske udlændighed, "som havde manden", det vil sige, som havde pagten med Jehova i virksomhed gennem tempeltjenesten. Men først i kristenmenigheden, det aandelige Jerusalem heroventil, det i naaden frie Jerusalem, opfyldtes denne forjættelse om de mange børn. Og naar apostlen her knytter dette profetord til forbilledet med Sara, ligger dette just i, at de aandelige børn i Guds menighed fødes just ved Guds mægtige Ord (i daaben, tilegnet i tro), ligesom Isak fødtes ved Guds forjættelses Ord. "Men vi, brødre! er forjættelsens børn i lighed med Isak," siger apostlen (V.28), og der er jubelklang i dette Ord. Abrahams familiehistorie, denne underfulde historie, i hvilken Guds menighed tager sin begyndelse i en enkelt families skikkelse, giver imidlertid endnu en anden anvisning, som Paulus lægger Galaterne paa sinde. Ligesom Ismael, Hagars søn, plagede Isak, den frie ægtehustrus søn (se 1 Mos 21.9), saaledes er det ogsaa nu og vil vedblive at være saaledes i menighedens fortsatte udvikling.

De kødelige vil forfølge de aandelige, lovtrællene vil ængste og plage Aandens frie børn. Saaledes forfulgte de vantro Jøder med rasende had Jesu troende.

Saaledes gjorde jo ogsaa vranglærerne i Galatien, idet de forsøgte at berøve de galatiske kristne deres frejdige glæde i troen paa naadens frigørende kraft. Men hvilken anvisning giver nu skriften, det vil sige Herren gennem den? "Uddriv tjenestekvinden og hendes søn; thi tjenestekvindens søn skal ingenlunde arve med den frie kvindes søn" (V.30). Det var Saras ord til Abraham, men Gud stadfæstede udtrykkelig disse hendes ord og bød Abraham at lyde hendes røst 25

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

(se 1 Mosebog 21.12). Deri laa en guddommelig anvisning til at vise lovtrællen fra sig, at vise alt kødeligt lovvæsen, der fordunkler naaden, først og fremmest ud af vort eget hjerte. Thi vore egne gerninger har ingen fordring paa arv med det naadens liv, forjættelsen har skabt. Kødet kan ikke arve med Aanden. Ad fordringernes vej vindes arven ikke, kun ad naadens vej. Ogsaa Ismael blev ganske vist til et folk, men ikke til forjættelsens folk; saaledes kan et i egen kraft, paa egne gerninger ført og grundet liv nok drive det til noget verdsligt talt og udvortes set, kan drive det til en skikkelig vandel borgerligt set, men kan aldrig drive det til at vinde himmerige, friheden i Gud. Gud vil ikke, at gerningsvæsenet og livet i naaden maa blandes sammen. De skal være skilt fra hinnanden, og det baade indadtil i vort eget hjerte og udadtil overfor andre. Det kødelige gerningsvæsen tager æren fra Gud og hans enbaarne Søns værk, derfor skal det udstødes og maa ikke have sit hjem i Guds menighed. De, der vil holde fast ved denne kødelige lovtrældom i egen retfærdighed, vil omsider blive evigt uddrevne, evigt udstødte, gaa evigt glip af Guds rige. Derom gav Herren Jøderne saa alvorlig en advarsel, da han (se Matth 8.11-12) talte om de mange, der skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i himmeriges rige, medens rigets børn skal udkastes i det yderste mørke.

Saa slutter Paulus denne betragtning med at fastslaa som summen af det hele: "Derfor, brødre! er vi ikke tjenestekvindens børn, men den frie kvindes." Deri laa jo, at Galaterne snarest muligt skulde vise vranglærerne, disse ismaels aandelige brødre, fra sig, vise dem ud af det menighedens samfund, hvor de ikke havde hjemme, ikke havde ret til at være og øve forstyrrelse.

Nu kan jeg salig være Guds barn paany, Thi alle mørkets hære For Jesus fly, Guds barn, Guds barn, o naade stor, Guds barn er lykkelig paa jord.

Læs: Kapitel 5.1-12.

405. "I har intet med Kristus at gøre, i, som vil retfærdigegøres ved loven."

I dette afsnit begynder apostlen med i tilslutning til, hvad han i det foregaaende talte billedligt om Kristi troende som den frie kvindes børn, nu uden billede at formane dem til at staa fast i den frihed, thi hvilken Kristus havde frigjort dem og ikke at lade sig spænde i trældoms aag. Ja, derpaa skal alle Guds børn agte, at staa fast dag for dag, time for time i denne salige frihed fra lovens dom, der er skænket os med syndernes forladelse i Kristi blod. Det er vor kraftes kilde. Af den paa korset købte, i daaben skænkede, naade alene kan vi øie kræfterne til et helligt liv. I denne rene naadens lyst kan et Guds barn aande frit, men 26

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

forplumres og forgiftes luften ved selvretfærdigheden, ved ydre lovvæsen, da bliver aandedrættet trangt og kraften svinder.

Denne formaning (V.1) støtter Paulus (V.2-6) ved at pege paa de skæbnesvangre følger, som det skridt vilde medføre, Galaterne ikke var langt fra at gøre, nemlig at lade sig omskære. Paulus ser dem ligesom staa paa randen af en afgrund.

Thi hvis de lod sig omskære, som var dette nødvendigt til salighed, brød de jo i virkeligheden med Kristi tro, da gav de sig jo helt ind under loven, men blev derved ogsaa skyldige til at holde hele loven; da var de i virkeligheden "faldne ud af naaden" (V.2-4).

Det er umaadelig alvorlige ord, som Paulus her udtaler med hele sin apostelmyndighed ("Jeg, Paulus, siger eder" - "jeg vidner atter"). Men det er jo sandhed. Naaden giver alt - eller intet. Man kan ikke sammenflikke en retfærdighedsklædning af Kristus og af egne gerninger.

Thi, siger Paulus, "vi (de sande kristne) venter jo ved Aanden af tro retfærdigheds haab," nemlig den haabets arv, som følger med retfærdighed for Gud. Ja, saaledes forventer Jesu sande troende det, ved Aanden ud af tro (V.5), ikke paa anden maade. "Thi i Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud" noget, "men tro, som er virksom ved kærlighed" (V.6). Dette sidste føjer Paulus til for at understrege, at han ved tro forstod den levend tro, ikke en død og gold blot kundskabstro. Troen er baade haabets kilde (V.5) og kærlighedens kilde (V.6).

Efter at have paavist denne uforsonlige modsætning mellem kødeligt lovvæsen og Kristi tro, bryder der atter fra hans hjerte en vemodig klage frem over, at Galaterne, der een gang havde gjort saa god en begyndelse, nu var blevne ulydige mod sandheden, og han spørger: "Hvem har hindret eder i at aflyde sandhed?" (V.7).

Fra V.8-12 fælder han dommen over dem, der stod bag ved dette: "Den overtalelse kom ikke fra ham, som kaldte eder", siger han, var ikke af Gud (V.8), det var en ond surdejg, der var trængt ind iblandt dem, og de skulde huske paa det ord, der syntes at have været et ordsprog paa den tid (se 1 Kor 5.6): "En liden surdejg syrer hele dejgen". Overfor løgnen gælder det om at vogte sig selv for den ringeste, tilsyneladende ubetydeligste indrømmelse.

Apostlen har dog endnu i sit hjerte den tillid til dem i Herren (altsaa som noget, Herren gav ham hvile i), at Galaterne inderst inde dog vilde sandheden, og at de kun var bedragne. Hovedskylden laa paa forførerne, hver enkelt af dem, og disse vilde ikke undgaa Guds tunge dom (V.10).

Af V.11 fremgaar, at vranglærerne blandt deres løgne ogsaa havde benyttet dette at pege paa, hvorledes Paulus ogsaa selv i sin tid havde ladet Timotheus omskære (se Ap.Gern. 16.3). Timotheus var jo fra de egne og havde været med Paulus fra dennes anden missionsrejse af. Dette havde de udlagt, som om Paulus fremdeles prædikede omskærelse uden at ville forstaa, at Paulus kun 27

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

havde ladet Timotheus omskære for Jødernes skyld (Apostl.Gern 16.3), for ikke at hindre Ordets indgang hos disse, men visselig ikke for salighedens skyld.

Omskærlsen som nødvendig efter Guds vilje hørte fortiden til. Nu med troens komme ver det langt fra Paulus at prædike den, og det bedste vidnesbyrd om, at han ikke gjorde det, var jo, at han stadig blev forfulgt, først og fremmest af Jøderne. Thi hvorfor forfulgte disse ham? Mon ikke just fordi korsets prædiken, Ordet om frelse ved Kristi kors uden omskærelse, var dem en saa bitter forargelse. Havde han prædiket omskærelsen med, saa var jo loven bleven opretholdt som nødvendig til frelse, og de selvretfærdige vilde ikke have haft noget at stødes over. Men da vilde Kristi kors have mistet sin kraft i hans forkyndelse og Kristi forsoningsdød ikke længere være bleven forkyndt som frelsens eneste grundvold.

I berettiget harme over disse vranglæreres løgne og skammelige nedbrydende gerninger udtaler Paulus (V.12) det ønske: "Gid de endog maatte lemlæste sig selv, de, som forstyrre eder!" (gilde sig), saaledes som afgudspræsterne for gudinden kybele (som særlig dyrkedes i Galatien) bar sig ad. Paulus ønsker, at disse vranglærere maatte gaa saa vidt, at deres daarskab kunde blive aabenbar for alle som ligesaa ukristelig og modbydelig som det aabenbare hedenskab.

Naar djævelen optræder mere aabent, frækt og utilsløret, da narrer han ofte sig selv, thi da faar menneskene stundom øjnene op, saa det skal vi ike være kede af, at de, der vil nedbryde, optræder dristigere og dristigere. Det hjælper til klarhed, naar faareklæderne falder af ulven.

Herren hjælpe os at holde fast ved det, vi har af hans uforskyldte naade, saa ingen skal tage vor krone.

Staa fast, staa fast minsjæl i Herrens krige, Om alt end for dig brast, du ham ej svige.

Læs: Kapitel 5.13-26 406- Naadens frihed maa ikke misbruges til en anledning for kødet, men maa bevise sig i en hellig vandel som Aandens frugt.

Vi kommer herved til brevets tredje hovedafsnit. I den første del hævdede apostlen sin apostelstillings fulde gyldighed (Kap 1-2). I den anden del gik han over til at afvise vranglærerdommen i den falske lære om loven og omskærelsen som en endnu vedvarende forpligtelse (Kap 3-5.12). Denne tredje og sidste hoveddel beskæftiger sig særlig med formaninger angaaende en hellig livsvandel. Den sunde lære og er liv i sandheds hellighed hører sammen og kan ikke skilles ad, uden at sjælen tager skade.

Paulus begynder med at hævde, at frihed fra loven ingenlunde betyder frihed for kødet, men tværtimod medfører, at den troende træder ind i kærlighedens 28

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

tjeneste (V.13). Deri ligger frihedens aandelige begrænsning og derved fører den kristelige frihed i troen just til lovens fuldkommelse. "Thi hele loven er opfyldt i eet Ord, i det: Duskal elske din næste som dig selv." Vranglærerne raabte saa meget paa loven, Paulus viser nu Galaterne den rette vej til at fuldkomne loven, den eneste vej, ad hvilken det kunde lykkes. Hvad det kødelige lovvæsen derimod førte til, viste sig jo var alt andet end kærlighed. (V.15). Det havde jo kun ført til, at de indbyrdes var blevne splittede og bed og aad hverandre næsten som vilde dyr med fare for rent at berøve hverandre det aandelige liv.

Det var noget andet end kærlighedens tjenersind.

Saa viser han dem vejen til at sejre over "kødets begæring", nemlig at "vandre efter Aanden", at lade sig drive af naadens Aand. Da vilde de ikke kunne gøre, hvad de selv vilde; deri bestaar ikke den sande frihed at følge egenviljen, det er trældom under kødet. Thi kødet og Aanden er hinanden modsatte, man kan ikke lade sig drive af dem begge to paa een gang; vælger man en vandring i Guds Aand, da betegner det et brud med kødet, en bestandig kamp med kødet.

Spørgsmaalet bliver da ikke længere: Hvad har jeg lyst til, men: Hvad vej driver Herrens Aand mig. Men at lade sig drive af Aanden er det samme som at være fri, da er man ikke "under loven", men har sit hjerte i Guds vilje. Det, der er et tvingende aag, naar det hedder: "Du skal", bliver frihed, naar det hedder: "Jeg vil".

Efter saaledes (V.16-18) at have peget paa den frivillige lydighed i Aanden som den eneste vej til at faa kødet under fod og med livet komme ud af lovens trælleaag, gaar han nu over til at pege paa kødets gerninger (V.19-21), og han siger, at de er aabenbare og let kendelige, de er alle tydeligt nok stemplede med urenhedens, ondskabens og selviskhedens mærke.

Apostlen tale rikke her om kødets frugter, thi dette navn er egentlig for godt til noget, som kun har død og tomhed i sig; men han taler om kødets gerninger, dets onde bedrifter hvad han her nævner, falder væsentlig i fire grupper. Øverst paa listen staar de kønslige synder i alle deres forskellige skikkelser (V.19).

Derefter kommer det afgudiske væsen (afgudsdyrkelse, trolddom). Dernæst under ni forskellige navne alt, hvad der gaar ind under vrede og had. Endelig drukkenskab og fraadseri, mangel paa afholdenhed. Apostlen føjer til: "og deslige"; thi der er jo saa meget andet endnu. Men alle kødets gerninger er saa let kendelige, ogsaa paa det maal, de fører henimod, idet de, hvor de faar lov at raade, udelukker fra Gud rige.

Hvor ganske anderledes er ikke det, der virkes af Aanden (V.22): Der er virkelig "frugt", livets frugt med evighedskræfter. Det vokser frem af troens liv i Aanden, som frugten drives frem af træets liv, og er præget af Aandens væsen som frugten af træets art.

Der staar kærligheden i spidsen som det baand, der binder hele denne herlige samling af hellige dyder sammen (se Kol 3.1). Den hellige kærlighed har til sine søstre den hellige glæde og fred, det glade, fredfyldte sind i samlivet med andre; thi her er det jo forholdet til næsten, der er tale om. Derfor betegner "fred" her 29

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

modsætningen til alt det vredens væsen, der blev nævnt V.20-21, men selvfølgelig beror fredssindet udadtil altid paa, at man ejer fred med Gud. Det fredsfyldte sind har i følge med sig langmodighed, saa man giver tid, før man gaar i rette med den, der forser sig imod en, ligeledes midlhed, godhed samt trofasthed, saa man er til at stole paa og ikke vil svigte, sagtmodighed, det stille mod til at taale. Disse otte Aandens frugter danner en herlig modsætning til det nihovede uhyre, der skildredes i V.20-21 (begyndende med fjendskaber endende med mord). Den niende af de nævnte Aandens frugter, afholdenhed, staar i modsætning til utugtens og fylderiets væsen. Afholdenhed bestaar just i ikke at lade sig trælbinde af de legemlige drifter, men ved Aandens kraft at kunne holde dem paa deres rette plads.

"Imod saadanne (V.23) er loven ikke" (egentlig "er der ingenlov"). Lovens dom rammer ikke Aandens frugter, men de er just lovens fuldkommelse. Kødet, den syndige lyst, har de, der hører Kristus til, nok endnu at bære paa, men de har "korsfæstet dette kød med dets lidenskaber og begæringer V.24)- Ved troen paa den Herre Kristus, paa grundlag af daaben til hans død (Rom 6.3), er i et Guds barn Jesu døds kraft virksom til det gamle menneskes dødelse. Kødet har faaet sit knæk, sine banesaar, kødet er ikke længere den herskende magt over et Guds barns liv men er hengivet til døden med alt sit væsen, sine i hjertedybet skjulte lyster og alle de enkelte begæringer, hvori lysterne giver sig udslag.

Saaledes er et troende menneskes sind, det nye sind, livet i Guds Aand. Det er dette sind, der skal fastholdes i den daglige livsvandel, det er meningen med Ordet i V.25: "Naar vi lever ved Aanden, da lader os ogsaa vandre efter Aanden".

Grundtekstens Ord for at "gaa frem" betegner egentlig at marschere, gaa frem i fast orden, og peger hen paa et Guds barns liv som det, der i alle forhold bestemt skal underordnes Helligaanden, helliges helt igennem af den. Apostlen slutter med endnu en gang blandt kødets gerninger at pege paa "lyst til tom ære" (V.26), der fører til det modsatte af kærlighed, til et udæskende, misundeligt væsen overfor andre. Lyst til tom ære er just det modsatte af i kærlighed at være hverandres tjenere. Og som den tjenende kærlighed er fuldkommenheds baand, saa er æresyge og forfængelighed at kalde al syndighedens baand. Saa vist som det var grundsynden i satans fald at ville røve æren fra Gud, saa vist er dette en af syndens frygteligste ukrudtsplanter, der, hvor den faar magt, kvæler den gode sæd, kvæler ogsaa al broderkærlighed, medens der lukkes op for alle løgnens kræfter. Det var vel den dybe grund til, at vranglærerne havde faaet saa megen indgang hos Galaterne, at Galaternes hjerter var komne bort fra ydmyghedens plads, ind i "lyst til tom ære". Paa samme maade var det jo gaaet i Korinth, som vi har set i første Korinthierbrev. Guds Aand minder os altid om vor Frelsers Ord: "Sæt dig nederst".

30

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

Læs: Kapitel 6.1-6.

407. Formaning til at hjælpe hverandre til rette i fald med et sagtmodigt sind samt til at være taknemmelige med Ordets lærere.

I modsætning til den tomme æresyge, der med lønligt velbehag ser paa enhver svaghed hos næsten og føler en lønlig glæde ved hans fald, skal den rette aandelighed netop kendes derpaa, at man med sagtmodigheds Aand hjælper den snublende broder til rette, vaagen for, at man selv let kan blive fristet af det samme. Den græske betegnelse for at blive "overilet af nogen brøst" betegner at blive grebet, før man ser sig for, revet med i et fald af kødet eller satan. Det betegner altsaa ikke forhærdelsens synder med fald af mangel paa aarvaagenhed. Da gælder det just om at iføre sig kærlighedens tjenerdragt og ikke komme som den andens mester. Derfor siger Paulus ogsaa: "Se hen paa dig selv!" Tænker man: "Saadan en synd kunde jeg aldrig falde i", da er man ikke skikket til at hjælpe nogen til rette; men erkender man, at det er Herrens naade, der holder en selv oppe, da frelses man bedst fra det kommanderende og overlegne sind, som det ligger saa nær for det gamle menneske at optræde med overfor dem, der faldt.

Til denne formaning (V.1) knytter sig paamindelsen i V.2: "Bærer hverandres byrder". Kærlighedens tjenersind betragter ikke det, der tynger næsten, som sig uvedkommende, men vil gerne bære med ham, baade naar det gælder næstens syndebyrder ved at hjælpe ham hen til korset med dem, og naar det gælder sorgernes byrde. Stundom kan det ene Guds barn gøre byrderne endnu tungere for det andet ved ukærlig haardhed og bebrejdelser i utide. Nej, vi er satte til at bære hverandres byrder, apostlen føjer til: "Og opfylder saaledes Kristi lov".

Galaterne lod saa ivrige for loven. Her er en lov, siger Paulus, det gælder at oøve sine kræfter paa, en lov af en ganske anderledes dyb og indgribende art end at holde løvsalsfest og nymaanefester eller lade sig omskære. Kristi lov er jo det store kærlighedsbud, som er lovens sum og kærne. Den indbyrdes kærlighed satte han som kendetegn paa sine disciple (Joh 13.34-35), og til denne kærlighed hører der just ogsaa at lide med de lidende (se 1 Kor 12.26: "Naar eet lem lider, lider de alle med"). Den hellige medlidenhed i Kristi spor vil gerne vær emed til at bære næstens byrder.

Et hovmodigt sind kender ikke dette. Ydmygheden er betingelsen for at staa i den tjenende kærlighed overfor næsten; thi den, der bilder sig ind at være noget, skjønt han intet er, han lever i hovmodets selvbedrag (V.3) og er derved aandelig ude af stand til at opfylde Kristi kærligheds bud. Nej, lad hver prøve sin egen gerning (V.4) og ikke som farisæeren skrue sig op til en indbildt ære ved at sammenligne sig med andre, særligt med dem, der falder. Men prøver man redeligt sin gerning i Guds lys, uafhængigt af næstens forhold, da faar man sin "ros i forhold til sig selv alene" (V.4), menda skal man ogsaa nok opdage, at vor ros er udelukket (Rom 3.27), da skal man finde nok, som ikke er, som det burde være, og da faar man ikke raad til at hæve sig selv ved næstens brøst (V.4). Thi vi skal ikke have med næstens brøst at gøre paa saadan maade, der gælder det: "Hver skal bære sin egen byrde". Ingen kan vælte sit ansvar fra sig ved paa farisæervis at sammenligne sig med andre.

31

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

Hvor er der dog en Guddommelig visdom i disse to Ord (V.2 og V.5): "Bærer hverandres byrder" - "hver skal bære sin egen byrde". Ordet giver ingen af os ret til at fordre, at de andre skakl bære vore byrder, men det lægger os paa sinde tillige at bære de andres byrde. Ingen kan med Ordets hjemmel komme til andre Guds børn og sige: "I skal bære mine byrder." Det, Ordet lægger for os, er det ydmyge sind, der ser til sig selv, go tillige det kærlige sind, der ser til andre for at være dem til hjælp.

Men til at bære hverandres byrde hører ogsaa timeligt at tjene hverandre med hjælp, hvor det gøres fornødent. Derudfra peger apostlen hen paa, at "den, som undervises i Ordet, skal dele alt godt med den, som underviser ham" (V.6).

Grundteksten har egentlig "holde fællesskab i alle goder".

Det strækker noget videre. Ordet stille altsaa kravet til menighedens lemmer, at de skal vise taknemmelighed mod dem, der bringer dem Ordets lys og velsignelse. Deri ligger ogsaa, og i særlig grad vel, indesluttet forpligtelsen til at bære forkynderens timelige trang og behov i henhold til Herrens Ord: "En arbejder er sin føde værd" (Matth 10.10).

Det er den tjenende kærlighed, der er grundtonen ogsaa i dette afsnit, det er den, Guds Aand virker i det troende hjerte, i hans efterfølgelse, der kom for at tjene. Og rettelig forstaaet er det jo saaledes vi skal bringe vor store Frelser vor tak for alt, hvormed han har tjent os, idet vi tjener ham igen i hans smaa brødre og søstre.

Bær en velsignelse! ja, lær os ligne Dig, kære Herre, som vi skylder alt.

Du vor velsignelse! lær os velsigne Og være verdens lys og jordens salt.

Læs: Kapitel 6.7-10.

408. "Hvad et menneske saar, dette skal han og høste."

I V. 7-10 slutter apostlen sin formaning til at bruge friheden ret ved at minde om, at vort levned her i timeligheden og det, vi faar ud deraf, er sammenknyttet som sæd og høst. Vort levned er som en udsæd for fremtiden, og den farer vild, der mener at kunne leve, som han lyster og dog komme vel derfra. Det er at sptte Gud, siger apostlen; men "Gud lader sig ikke spotte".

Hvor ofte hører man ikke dette, at mennesker midt i deres synd og vantro forsikrer, at det har ingen nød, det skal nok gaa dem godt, og hvis der er en himmel, skal de nok komme i den lige saa godt som disse hellige. Men allerede her nede paa jord har Gud givet beviser nok paa, at han vel er langmodig, men

32

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

at der ogsaa er grænser for hans langmodighed, og paa den store dag skal alle visselig kende det, at sæd og høst svarer til hinanden.

Saa gælder det om, hvad vi saar og hvad vi faar, om vi saar en ond sæd, en ond vilje i kødets onde jordbund (Grundteksten har "saa ind i sit kød" som jordbunden) eller vi saar i Aandens jordbund, en aandelig sæd, en vilje, der er rettet paa at lade sig drive af Guds Aand. Kødets jordbund giver kun forkrænkelighed til høst, aldrig andet, men af Aandens jordbund høstees det evige liv (V.8). Ja, der er forskjel paa, som kødet lønner og som Aanden lønner et menneskes stræben; det skulde betænkes.

Bestandig bærer vi en sæd ud, maatte vi da faa ædel sæd i den hellige jordbund, et liv i bøn, i Guds Ord, et liv for Herren, det er at saa i Aanden. Og saas der end med graad, skal der høstes med frydesang. Et liv i selviskhed, hvor det hele blot gaar ud paa at tilfredsstille eget behag, det er at saa i kødet, og da vil man høste død. Al glæde, al velsignelse visner bort.

"Men naar vi gør det gode", siger apostlen, naar vi saar hellig sæd i helllg jord, saar i Aanden, da gælder det at holde ud og ikke at tabe modet og trættes.

Høsten skal visselig komme "i sin tid", det vil sige i Herrens tid, om end ikke altid til vor tid, til den tid, vi tænke os. Men betingelsen for denne forjættelse er, at vi ikke slappes ("ikke give tabt"). Den samme betingelse er udtalt i Hebr.

10.25-26, hvor det "at gøre Guds vilje" i taalmodighed er sat som betingelsen for at kunne faa forjættelsen. Der ligger en dyb alvor deri. Man kan altsaa gaa glip af sin høst, dersom man lader hænderne synke i modløshed eller lunkenhed.

Eftersom vi da have lejlighed, det vil sige, som tiden, naadetiden, dertil er os givet, saa lad os saa den gode sæd ud. Den tid, der er os givet dertil, løber jo hastig ud, enten det sker ved bortgang fra denne jord eller ved Herrens genkomst. "Lader os gøre det gode mod alle," siger apostlen, lad alle, vi kommer i berøring med, faa noget af Guds Aands liv at mærke gennem os, og det saavel fjender som venner. "Men mest mod troens egne", de, der bor i samme Faderhus som vi, Guds husfolk, som Paulus kalder dem i Ef 2.19: Vore brødre og søstre i troen staar os nærmest.

Verden møder ofte med den indvending, at man kan ikke vide, hvem de troende er. Dertil maa vi svare, at i saa fald kunde jo dette Ord ikke adlydes; thi det forudsætter, at troens egne er til at kende og finde.

Hvert kærligt og sanddru ord, hver velgerning for Jesu skyld, ja, hvert venligt smil og kærligt haandtryk fra et hjerte, der drives af Guds Aand, alt dette er udsæd. Vi faar bestandig og længe efter et menneskes død kan det endnu ogsaa her paa jord bære høst, hvad han saaede, bære høst i efterslægten. Hvor sørgeligt at lade en ond høst blive tilbage efter sig blandt børn og bekendte, minder, der kun kan virke ondt. Men hvor kan signende følger! De, der arbejdede i Guds riges tjeneste med troskab og selvfornægtelser, de saaede gennem selve dette deres arbejde, ja, gennem selve deres eksempel alene, en 33

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

sød, som aarhundreder, efter bar en høst af velsignelse, af hellig tilskyndelse og opmuntring, for kommende slægter.

Men fremfor alt maa vor tanke ende hos ham, der bar den dyre, blodige taarsæd ud for os uden at blive træt. Ogsaa han skal høste, men hans høst er hver den, der lod sig frelse og selv kom til at saa i Aanden.

Saa da i Aanden med frejdigt mod, Gud giver væksten og frugten god, Udsaa velsignelse, hvor du gaar, Dag efter dag, ja, aar efter aar, Og høsten skal nok biive rig.

Læs: Kapitel 6.11-18.

409. Vranglærerne søgte deres egen ære, men Kristi kors er apostlens eneste ros.

Vi kommer nu til brevets slutning, hvor apostlen endnu en gang stærkt indskærper Galaterne den dybe grundforskel i Aandsretning, der var mellem vranglærerne og ham selv, saa stor en forskel som mellem mørke og lys.

Apostlen begynder med at sige (V.11): "Ser nu, med hvor store bogstaver jeg skriver til eder med min egen haand".

Af 2 Thess 16.22 fremgaar det, at Paulus plejede at slutte sine breve egenhændigt, det øvrige af brevet skrev gerne en skriver (se Rom 16.22, hvor den troende Tertius siger sig at have nedskrevet brevet for apostlen).

I vor gamle danske oversættelse stod der i V. 11: "Ser, hvilket landt brev o.s.v.".

Efter denne oversættelse har Paulus skrevet hele brevet egenhændidt denne gang; men oversættes (som i vor nugældende oversættelse): "Med hvor store bogstaver" betegner det, at Paulus selv har skrevet slutningen af brevet med spærret, udhævet skrift, og det lægger da en særegen vægt paa denne slutning, der altsaa ikke blot var med apostlens egen haand, men med særligt udhævede bogstaver.

Saa blotter han vrenglærernes dybeste grundskade: "De vil tage sig godt ud u kødet". Derfor vilde de tvinge Galaterne til at lade sig omskære, for at de selv kunde slippe for al den forfølgelse fra Jødernes side, som en klar bekendelse om korsets evangelium stadig medførte, altsaa for at bevare deres ære overfor den jødiske verden og slippe for lidelse (V.12).

Og een grund til nævner apostlen (V.13) for vranglærernes adfærd. De vilde tillige skaffe sig ære ved at kunne rose sig af at have faaet Galaterne til at antage omskærelsen. Det var i virkeligheden ingenlunde af iver for loven i og for sig, de holdt den jo ikke selv, de byrder, de vilde lægge over paa Galaterne, 34

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

agtede de slet ikke selv at bære. Altsaa atter egen ære, egen ros, i sandhed et uhgggeligt spor.

Hvor ganske anderledes var ikke det spor, Paulus fulgte! Kun en eneste ros søgte han, og det var "Jesu Kristi kors" (V.14), dette kors, som vranglærerne var saa bange for helt og fuldt at bekende sig til af frygt for de deraf flydende følger.

Men Paulus var ikke gaaet af vejen for det, som fulgte med korset, tvertimod havde han ladet korsets gennemtrænge hele sit liv, saa verden og han var blevne som korsfæstede, som døde for hinanden. Verdens væsen var dødt for ham, og han var ogsaa død for verden, det, han elskede og levede for, var intet for verden. Og saaledes maa det være til alle tider, det er det store tegn paa, at en synder har set al sin egen roes udelukt og givet Lammet, dets vunder og saar al æren, at dette kors har bragt et afgjort brud frem mellem os og denne verden, baade den verden udenfor os og ikke mindst den inden i os, saa det gamle forbigangent, og alt er bleven nyt. Thi "en ny skabning" (V.15), et nyt liv i Kristus Jesus er det, der har betydning, ikke omskærelse eller forhud, ikke dette, om man har været Jøde eller hedning.

Saa slutter apostlen med at lyse "fred og barmhjertighed" over alle dem, "som vandrer efter denne rettesnor". Grundreglen i Guds rige, som han har udtalt den i V.14 og 15 (Kristi kors med det liv, som deraf udspringer, som enenste frelsesvej, som vor eneste ros). Fred og barmhjertighed kan kun dale ned over dem, der har søgt ly i Jesu korses skygge.

Hvad mener apostlen med tilføjelsen: "Og over Guds Israel". Nogle forstaar det om den del af Israels folk, som havde kendt sin besøgelsestid, saa at apostlen derved særligt vilde give til kende, at det kun var Israel efter kødet, han bekæmpede, ikke Israels folk i det hele, som Jøderne vilde beskylde ham for.

Sandsynligst er det dog, at det skal forstaas aandeligt om alle Guds sande børn, det være nu Jøder eller hedningekristne, altsaa en nærmere forklaring af, hvad han mener med dem, der gaar frem efter den af ham i V. 14-15 paapegede rettesnor og regel, Kristi korses vej. Saa sand! alle troende er Abrahams børn efter Aanden, er de ogsaa Guds Israel.

I V.16 er skellet sat med stor bestemthed. Apostlen lyser ikke fred og barmhjertighed ud over alle i flæng men kun over Guds sande børn.

Hvad dem angaar, der plagede ham med deres kødelige lovspørgsmaal, beder han sig med den i Herrens tjeneste prøved mands hellige ret "herefter" fritaget for yderligere besvær.

Denne begæring om, at Galaterne ikke vilde volde ham yderligere besvær med det jødiske lovvæsen og plage hans hjerte, støtter han paa, at han jo "har Jesu mærketegn paa sit legeme". I oldtiden var det i østerland almindeligt, at der blev brændt et mærke ind i trællene for at betegne, hvilken herre de tilhørte. Det er det, Paulus har for øje. Kristus var jo hans Herre, Kristi tjener var det hans ære at være, og mærketegnene, han bar for Jesu skyld, maa være de ar og andre 35

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

mærker af saar og mishandlinger, han havde lidt i sin apostoliske gerning (se 2 Kor 11.23-25).

Særlige mærker bar han vel efter steningen i Lystra (se Apostl Gern 14.19). I sandhed, Paulus havde vist, at han var rede til at lide for Jesusnavnets skyld.

Men havde han saa mange lldelser ude fra, turde han vel vente, at hans aandelige børn ikke ogsaa fremdeles vilde lægge lidelse paa ham.

Det sidste Ord, han har til dem (V..18), er et udtryk for hans kærlighed til dem.

I kærlighedens haab kalder han dem endnu brødre og tilønsker dem, at den Herres Jesu Kristi naade, for hvilken deres øje ligesom var bleven formørket, ret maatte være med deres aand (muligvis i modsætning til vranglærernes falske tale om, at Kristi tro skulde vise sig ved omskærelse paa det ydre kød. - Dog betegner dette: "med eders aand" maaske kun en større inderlighed i naadeønsket end det mere almindelige: "med eder").

Galaterbrevet er i sandhed et af de breve, hvor naadens rene luft ligesom møder os allerstærkest. Det er godt at læse om igen og om igen for hvert Guds barn, for at forholdet mellem lov og evangelium ikke skal fordunkles for os. I vort kød er der saa meget, der vil møde med sit eget; vi trænger til at komme op paa disse højder, hvor luften er saa ren og klar, hvor dette, af naade ved troen alene, ret med kraft aandes ind i vore hjerter, saa at vi styrket ved naaden kan øve os i at vandre denne naade værdigt "ved i kærlighed at være hverandres tjenere".

Galaterne og Romerbrevet ligner hinanden meget, idet den samme grundtone bliver lige stærkt anslaaet i dem begge. Gud være tak for hver straale fra livslyset, han har skænket os gennem "apostlenes lære" (Ap G 2.42).

36

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

37

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

38

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

39

Fra Guldgruben: Galaterbrevet

40