2 minute read

Redaktør i mere end 20 år

Next Article
Robuste Grise

Robuste Grise

Hun har fortalt historier og skabt identitet. Nu siger hun stop

Modeshow i Varde med landmænd på catwalk’en. Der kom så mange mennesker for at se med, at man måtte afvise folk i døren. Bag disse og en masse andre arrangementer, aktiviteter, udflugter og møder for landmænd har Lilli Snekmose været det sikre anker og læg dertil 162 absolut velskrevne udgaver af Grobund. Det er et blad, som hun helt og holdent selv har stået for at bygge op: Finansiering, distribution og ikke mindst velfortalte, velskrevne artikler på et konsistent meget højt fagligt niveau. Dette blad er dog det sidste, hun er i spidsen for, nu venter et otium efter et par år på nedsat tid. Som kommunikationschef i Sydvestjysk Landboforening var hun ikke bare “med på rejsen”. Hun stod selv for at sætte kursen, for hun var den første kommunikationschef i en landboforening i Danmark. I den stilling lever man for at finde de gode historier, eller scoops som man kalder dem. Det sjove er, at hun selv var lidt af et scoop. Det hørte nemlig til sjældenhederne tilbage i start 00’erne, at en kendt radiomedarbejder og højt agtet journalist skiftede fra Danmarks Radio for at arbejde for landbruget. I landboforeningen gjorde man store øjne, da ansøgningen kom fra selveste Lilli Snekmose, som næsten alle kendte fra morgenradioen gennem 16 år. Selv sagde hun, at når man har været en lille fisk i et stort akvarium, så er det en god opgave at få sit eget akvarium. - Jeg har aldrig været med til at ansætte nogen så hurtigt. Det skete samme dag efter vores jobsamtale. Ret hurtigt fandt jeg ud af, at kommunikation skulle jeg ikke beskæftige mig med. Det havde hun fuldstændig styr på. Så var det bare at slippe tøjlerne, siger Jens Christiansen, som dengang var direktør for foreningen, der netop var blevet til efter en sammenlægning af hele fire landboforeninger. Hun gjorde noget nyt. Hun begyndte at fortælle alle de gode historier, som gemte sig i dansk landbrug, men som dengang endnu ikke var blevet fortalt til den bredere offentlighed, og hun skabte Grobund som platform for dem. Fordi hun gjorde det på så højt et fagligt niveau, forblev historierne ikke inden for landbrugets egne rækker, men kom også ud i de bredere medier. Hun havde - og har - det sjældne blik for at kunne finde og fortælle skæve historier, så de bliver læst af alle fra Tønder til Struer. - Det hedder brand i dag, men det kalder Lilli det ikke. Hun taler om identitet. Og der har hun skabt en hel særlig identitet for vores virksomhed. Det er nærværende, det er menneskeligt og det er tit lidt skævt. Men tag ikke fejl. Selv om hun har haft gang i mange anderledes og skøre projekter, så er der altid en god mening bag, siger Torben Jensen, direktør i SAGRO. Alene med Grobund har hun nået mange, mange mennesker og givet folk i landbruget ikke bare stolthed, men også en følelse af at høre til en særlig skare af hårdtarbejdende folk, der hver dag producerer vores mad. Det siger vi i SAGRO mange tak for.

Start din landmandsuddannelse hos os

Studiestart for GF1 EUX i august 2022

Kontakt Trine Thorhauge på tst@kjls.dk

This article is from: