4 minute read

Nye regler når du fører varer over til privat brug

Den gamle traktor gør ikke længere nytte på gården. Den er for længst afskrevet, og fremover skal den bruges privat. Så den tages ud af virksomheden. Hidtil har det ikke betydet så meget, for når den slags maskiner blev taget ud, skete det til kostpris og med en reguleringsperiode på 5 år efter købet. Fra den 1. juli 2021 har den imidlertid skullet tages ud til markedspris. Og så skal der betales moms af markedsprisen. - Når man tager noget ud af virksomheden – for eksempel maskiner – skal man betragte det på samme måde, som hvis man havde solgt det til en maskinhandler. Og så skal man jo betale moms af salget, forklarer Jørgen Nielsen og Daniel Vang Søndergaard, økonomirådgivere i SAGRO. - Selvom en traktor er købt i 1965, skal den stadig tages ud til markedspris, understreger de to rådgivere. De nye regler betyder, at man skal være ekstra påpasselig med at få de taget de ting ud, der eventuelt er overgået til privat, når momsopgørelsen for første halvår af 2021 skal laves. Reglerne kan blandt andet få betydning for de bedrifter, der nedlægges. Her vil nogle maskiner typisk overgå til privat brug. Hidtil er det i praksis sket uden moms på grund af reguleringsperioden på de 5 år. Det er altså slut nu.

Jørgen Nielsen og Daniel Vang Søndergaard er økonomirådgivere i SAGRO.

Pas på: Fremover skal der bl.a. betales moms af maskiner, der føres over til privat brug, eller bygninger, der lejes ud til private.

Særlige regler for bygninger

Der gælder særlige regler for bygninger, som tages ud af bedriften. For gamle bygninger, der ikke er lavet om, har de nye momsregler ikke den store betydning. Men har man bygget om inden for de seneste år, skal der måske betales moms. Det kan for eksempel være minkavleren, der vil benytte de tidligere personalefaciliteter til en gildesal. Hvis der er tale om en væsentlig ombygning de senere år inden udtagning, skal der betales moms af markedsværdien af bygningen, som bliver betragtet som en ny bygning. Det samme sker, hvis man overgår til momsfritaget udlejning. Det kan for eksempel være, hvis man lejer ud til private. Her er lejeindtægten normalt momsfri – til gengæld skal der altså fremover betales moms af markedsværdien af bygningen.

Byggegrunden kan blive dyr

Særligt ejere af byggegrunde kan i fremtiden få en dyr oplevelse. Hidtil har man kunnet tage byggegrunde ud til kostprisen. Fremover skal det være til markedsprisen, og den kan være langt, langt højere. Byggegrunde er for eksempel meget ofte steget i værdi, siden de blev købt, forklarer Jørgen Nielsen og Daniel Vang Søndergaard, SAGRO. De to har en klar opfordring: Få gjort op med den momsmæssige udtagning nu – det kan blive dyrere senere. Dertil kommer, at det fremover bliver vanskeligt at fastslå en markedsværdi. - Man kan jo ikke bare se på, hvad varer for eksempel er udbudt til. For de er jo netop ikke solgt, understreger SAGROs moms- og afgiftseksperter.

Vil du vide mere?

Kontakt

Jørgen Nielsen

Økonomirådgiver/Revisor Tlf. 76 60 24 04 jni@sagro.dk

Nu kan du virkelig spare på el-afgiften til varme…

MEN – husk at den bolig, der opvarmes, skal have sit eget aftagernummer, og at det er husets beboer, der skal være den registrerede forbruger.

Siden den 1. januar har du kun skullet betale 0,8 øre i afgift af den strøm, du bruger til at varme huset op med! Ja, du læste rigtigt: 0,008 kroner i afgift for en kWh til opvarmning. I praksis vil det sige alt over 4.000 kWh i årligt forbrug på husets el-måler. Men der er en række regler knyttet til den ekstremt lave afgift. Og dem skal man opfylde, selvom el-selskaberne kun påpeger BBR-registreringen, når de tillader den lave afgift, understreger økonomirådgiverne Jørgen Nielsen og Daniel Vang Søndergaard, SAGRO. De to vigtigste krav er, at det fremgår af BBR-registret, at boligen er el-opvarmet, og at der er et selvstændigt aftagernummer, der kun vedrører den boligenhed, der varmes op med strøm. Et tredje vigtigt krav er, at det er den, der rent faktisk bruger strømmen til opvarmning, der skal have den nedsatte el-afgift tilfaktureret fra el-selskabet. - For at gøre det håndgribeligt, kan man sige, at det er den, der kan trykke på kontakten, der er el-forbrugeren, understreger Daniel Vang Søndergaard. Man kan godt viderefakturere el. Men kun hvis det er med den almindelige el-afgift, og hvis fakturaen opfylder en række helt bestemte krav, understreger de to rådgivere.

Blandet bolig og erhverv

Man kan også få nedsat el-afgift til boligopvarmning, hvis man bor i ejendom, der er blandet bolig og erhverv. Men kun, hvis det er den samme person, der bruger erhvervsdelen af ejendommen i en personligt drevet virksomhed, som også bor i stuehuset. - Den slags har vi mange af, forklarer de to rådgivere.

Vil du vide mere?

Kontakt

Daniel Vang Søndergaard

Økonomirådgiver Tlf. 96 29 66 62 dvs@sagro.dk

This article is from: