Minkavler havde fag at falde tilbage på

51-årige Ib Lundgaard var så småt begyndt at øjne lys for enden af tunnelen. Det lys lukkede et enkelt pressemøde, men heldigvis havde Ib tømrerfaget at falde tilbage på.

HOLSTEBRO - Fredagen inden Mette Frederiksen lukkede det danske minkerhverv, havde den 51-årige minkavler Ib Lundgaard netop været til møde i banken. Det handlede om den kommende avlssæson på bedriften, der på daværende tidspunkt talte 1.300 tæver.

Ib Lundgaard arbejder i dag som tømrer. Situationen var kritisk. Ib vidste fra en kollega, at coronaen var konstateret i en besætning tæt på hans. Alle hans dyr skulle altså slås ned. Men banken gav Ib grønt lys til at gå i gang med at finde dyr, så farmen igen kunne være fyldt op til den kommende sæson. Signalerne tydede jo på bedre tider for de danske minkavlere. Sådan gik det som bekendt ikke! - Det var noget af en rutchebanetur. Jeg gik fra at have en spirende optimisme, til at blive slået et godt stykke tilbage til start, husker Ib Lundgaard. Helt tilbage til start kom han dog ikke, for som uddannet tømrer har Ib Lundgaard bijobbet mere og mere som dette, i takt med de faldende skindpriser. - Jeg har hele tiden troet på, at det nok skulle vende. Men siden maj 2020 har jeg stort set haft en fuldtidsstilling som tømrer, samtidig med at jeg har passet minkene hjemme på gården, siger han. Han erkender, at det ikke var den mest hensigtsmæssige løsning på langt sigt for hverken arbejdstrykket eller familielivet. - Jeg stod op kl. 5.00 for at fodre mink, og så afsted på arbejde som tømrer fra 7.00 til 16.00. Når jeg så kom hjem, var der lige et par timer med familien, men så var det ellers ud at fodre mink, tilse dem osv. Så en arbejdsdag på 15-16 timer var ikke unormalt i den periode, husker han.

Uddannet som tømrer

Da minkerhvervet lukkede ned, stod han pludselig “kun” tilbage med en enkelt fuldtidsstilling, som har beskæftiget ham indtil nu, og formentlig vil det et stykke tid endnu. I hvert fald indtil han og de andre tidligere avlere får en afklaring på den erstatning, de er stillet i udsigt.

SAGROs Mr. Mink

Nyansat rådgiver blev SAGROs ansigt udadtil

- Det var en vanvittig dag, der blev definerende for tusindvis af minkavlere, følgeerhverv og selvfølgelig også for mit arbejde, fortæller Michael Bach-Olesen. Den 4. november 2020 er også for ham en skæbnedag. Nogle måneder før begyndte han på job i Task Force Mink, hvor 28 rådgivere havde til opgave at danne ring om SAGROs minkkunder, og sikre dem den bedst mulige rådgivning på alt fra økonomi, minkavl, planteavl til pressehenvendelser. Ingen var forberedt på den krise, der blev udløst af beslutningen om at aflive alle mink. - Som rådgivere var vi i en situation, vi aldrig havde prøvet før, og når jeg ser i bakspejlet, så fejltolkede vi i starten, hvad minkavlerne havde brug for. Vi var sikre på, at der ville være akut behov for kriserådgivning, fortæller Michael Bach-Olesen. Men minkavlerne var helt fokuserede på at efterkomme kravet om aflivning. - Der var en fælles forståelse for, at aflivningerne skulle gå hurtigt, da folkesundheden kunne være i fare. Personligt er jeg meget imponeret over minkavlernes ageren i den periode, siger han. Efter en turbulent start blev Michael Bach-Olesen hurtigt SAGROs ansigt udadtil, når der skulle gives interviews til pressen omkring mink-situationen. Hen over det seneste år har Michael medvirket i rundt regnet 60 artikler, radio- og tv-indslag.

Hammeren ramte

Da aflivningerne var gennemført, ramte hammeren minkavlerne. - Da minkene var væk, sad man nu og drak sin morgenkaffe, og det var så det. Pludselig var man ikke minkavler længere, fortæller Michael. Halvdelen af SAGROs godt 350 mink-rådgivningskunder valgte nu at takke ja til tilbuddet om gratis kriserådgivning. Selvom Michael Bach-Olesen ikke var inde over den egentlige kriserådgivning, havde han mange møder med minkavlere i livskrise. - Det var meget udfordrende, og ikke noget, jeg havde prøvet tidligere. Det er der, man må tage alle sine menneskelige kompetencer i brug. Det er hårdt at være en del af, og det er det sådan set stadig, siger han.

Politisk aftale

Fra januar, hvor den politiske aftale omkring erstatningerne blev indgået, skiftede rådgivningen karakter.

- Jeg har haft mine egne mink siden min konfirmation. Der fik jeg et par af en lokal opdrætter, som jeg havde arbejdet lidt for som knægt, og siden har interessen sådan set fulgt mig hele livet, fortæller Ib, som med glæde tænker på årene som fuldtids minkavler. Der har været virkelig gode år – også økonomisk, siger han. - Det er ret underligt nu at have en hverdag uden mink, men jeg er da glad for min tømreruddannelse, så jeg ikke står tilbage uden noget at lave, siger han. Økonomisk faldt der ro på, da erstatningen for minkene gik ind på kassekreditten.

De fleste er kommet videre

I følge Michael Bach-Olesen, der er økonomisk rådgiver for en række tidligere minkavlere gennem sit arbejde hos rådgivningsvirksomheden SAGRO, er Ib Lundgaards situation dog ikke enestående. - En del har været ude og få andet arbejde. Jeg har flere kunder, som simpelthen er blevet ringet op af en lokal entreprenør, og har fundet arbejde den vej, fortæller Michael Bach-Olesen, der betegner de tidligere minkavlere som en form for ”multikunstnere”, fordi de bl.a. kan skrue i en maskine, operere tungt værktøj og har stor viden om dyre- og planteavl, siger han. Når det kommer til bygningerne, der tidligere husede tusindvis af mink, er det dog en anden sag. - Det er umuligt for de tidligere minkavlere at lave planer for fremtiden, fordi de simpelthen ikke ved, hvad man kan forvente af værdisætningen af kapitalapparatet. Det er en kæmpe joker i det her spil, siger Michael Bach-Olesen. Og netop denne joker er da også en medvirkende faktor til, at Ib Lundgaard forbliver i tømrerjobbet indtil videre. - Som det ser ud lige nu, tyder det på, at der går minimum 3-4 år, inden vi får fastsat og udbetalt en erstatning for bygninger og materiel. For mit eget vedkommende tjener jeg til de daglige udgifter som tømrer, og så må jeg jo se, hvad der er tilbage, når kassekreditten plus 3-4 års renter forhåbentligt kan betales ud. Jeg er jo vant til at være iværksætter, men jeg er ikke helt ung længere, så jeg ser lige tiden an, siger han med et smil på læben. - Jeg kan godt drømme om at få mink igen – men jeg tror ikke for alvor på det!

Nu var det særligt tolkning af bekendtgørelser og meldinger fra embedsværket, der skulle videreformidles til minkavlerne. Det skete i en kombination af personlige møder og via 11 online webinarer. - Det kulminerede efter sommerferien, hvor vi inviterede alle danske minkavlere, ansatte og følgeerhverv til verdens største og første minkavler-kongres. Det blev rigtig godt modtaget, og her kiggede vi virkelig ind i fremtiden sammen med minkavlerne. På baggrund af kongressen har vi startet flere forløb op med minkavlere, der går helt nye veje, siger han. Fremtiden for det danske minkerhverv er stadig ukendt, men der er én speciel dag, Michael Bach-Olesen ser frem til. - Når den første erstatning udbetales vil det være en milepæl. Den dag kan de tidligere minkavlere for alvor begynde at se fremad, siger Mr. Mink.

- Jeg kan godt drømme om at få mink igen – men jeg tror ikke for alvor på det!

Ib Lundgaard