MEDLEM NR. 20950

Kyori Karina Fujii Thomsen

37 år, Søborg

2014 –

Socialkoordinator i Røde Kors Asylafdeling (Flere forskellige asylcentre: Børnecenter Gribskov, Center Sandholm m.fl.)

2010 – 2014

Medarbejder på krisecenter og natcafe, Reden International

2011 – 2013

Cand. soc. i Internationale udviklingsstudier samt Kultur- og sprogmødestudier på Roskilde Universitet

2007 – 2011

Socialrådgiver, Den internationale og interkulturelle socialrådgiveruddannelse

Sikke et liv, der pludselig er kommet på centret.

Kyori Karina Fujii Thomsen, socialkoordinator

”Det er stærkt at forsøge at holde fast i et liv, når alt er rykket op.”

På få dage i august modtog Center Sandholm 843 afghanere, der blev evakueret efter Talebans magtovertagelse. Socialkoordinator Kyori Karina Fujii Thomsen var med til at tage imod dem.

Af Mette Mørk Foto: Lisbeth Holten

– Det holder ikke op med at optage mig, hvad man tager med, når man – frivilligt eller ufrivilligt – bosætter sig i et andet land og en anden kultur. DE FLESTE AFGHANERE kom til centeret en torsdag. De fortalte, at de stort set ikke havde sovet i fem dage, og mange af dem havde ikke andet med end det tøj, de gik og stod i. De var lettede og taknemmelige, men også trætte. Mange var bekymrede for de familiemedlemmer, de havde efterladt. De var rykket meget pludseligt ud af en dagligdag, hvor de gik på arbejde, havde et socialt liv og familie omkring sig.

Men mange af dem er ressourcestærke, og det kan man blandt andet se på børnene. Sikke et liv, der pludselig er kommet på centret: Glade børn, der cykler, leger og sidder rundt om ved borde og bænke og snakker og griner. Eller parret, der går hånd i hånd og deler høretelefoner. De holder fast i normaliteten midt i en meget unormal situation. Der er noget stærkt i at forsøge at holde fast i et liv, når alt er rykket op. At prøve at få sit liv til at fungere på trods.

Svære situationer

Vi har med mange forskellige mennesker at gøre, men fælles for dem er, at de har gennemlevet svære situationer. Vi er to socialkoordinatorer, som skal sikre den helhedsorienterede indsats for beboerne. Her er både enlige voksne, uledsagede børn og familier.

Vi har selv samtaler med beboerne, men får også henvendelser fra centerpersonale, sundhedsklinikken, psykologer eller fra skolen. Det kan være om en enlig mand eller kvinde, der virker nedtrykt, er usammenhængende i tale og virker sårbar. Eller måske laver sundhedsklinikken en screening af et barn og kan være bekymret for trivslen og forældresamspillet. Så tager vi en samtale med familien og får deres perspektiv. Hvis vi får en underretning, så sender jeg den videre til Allerød Kommune, som centeret jo ligger i.

Vi er et modtagecenter, så familierne er her kun kortvarigt og flyttes derefter til et opholdscenter, hvor centret og myndigheder har mulighed for at iværksætte mere kontinuerlige forløb for udsatte børn, familier og enlige voksne.

Gadeorienteret adfærd

Lige nu er der stor opmærksomhed på afghanerne. Men vi har en anden stor gruppe, som jeg også er optaget af. Det er nordafrikanske uledsagede børn og unge med gadeorienteret adfærd. De er her, og pludselig er de væk i en periode. De kommer med meget forskelligt i bagagen. De har ofte rejst gennem en række europæiske lande, taler flere forskellige europæiske sprog, har været vant til at sove og leve på gaden i en årrække, selv om de er børn. Vi har en begrundet formodning om, at disse børn og unge er udsat for menneskehandel til blandt andet at begå kriminelle handlinger. De kan være svære at få kontakt til, da de ofte tager ud af centeret på alle døgnets tider, færdes flere steder i København, og med hyppige mellemrum forsvinder og dukker op igen ugen efter.

Jeg har været optaget af socialt arbejde med internationalt perspektiv siden uddannelsen, og jeg har suppleret med en overbygning på RUC. Det holder ikke op med at optage mig, hvad man tager med, når man – frivilligt eller ufrivilligt – bosætter sig i et andet land og en anden kultur.