Sergentelevernes sidste strabadser

SERGENTELEVERNES SIDSTE STRABADSER

Med drømmen om at uddanne sig til fremtidens ledere på slagmarken søger mange ambitiøse unge mennesker hvert år ind på Hærens Sergentskole. Efter adskillige prøver udvælges de bedst egnede til et intensivt uddannelsesforløb i Varde. For forårsholdet sluttede dette med en varm og svedig felttur i midten af juni, hvor elevernes disciplin blev sat på prøve for sidste gang inden deres nye titler som sergenter.

30 GRADERS ILDOVERFALD

Soldaterne tonser rundt i dybe V’er for at udføre gruppeførerens planer, mens temperaturen nærmer sig de 30 grader. ”Klar til samlet ildoverfald, klar til samlet ildoverfald,” bliver der kommandoforplantet gennem gruppen, som består af syv svedende sergentelever. Få sekunder senere bliver første skud affyret, og resten af gruppen følger trop. ”Skyd, skyd! Klar til delt spring!”, lyder det fra gruppeføreren, der råber ad sine lungers kræft. ”Jeg ser sort,” erkender en dehydreret sergentelev, da han er på vej op fra stillingskifte. Med nød og næppe kommer han på benene og når akkurat op på linje med de andre, inden der bliver kommanderet: ”Fald ned,” og han kan smide sig fladt ned på den tørre jordbund.

DET ER IKKE NOK AT KUNNE STILLE SIG VED EN TAVLE

Solen står allerede højt på himlen denne tirsdag formiddag, og der dufter af gran, nåletræer og dansk hede i Vardes øvelsesterræn. Den lyseblå himmel og det grønne terræn udgør sergentelevernes klasselokale for resten af ugen. Skemaet står på en afsluttende førerøvelse som en kompensation for dén førereksamen, deres seks ugers COVID-19-hjemsendelse har forhindret. Her skal de igennem handlebaner fra tidlig morgen til sen aften. Alt fra sammenstød med fjenden, angreb på kort hold til frigørelse og tilbagegang. Dét, som eleverne har lært på skolebænken, skal de nu ud og prøve i praksis, og det er lige præcis dette, som adskiller sergentuddannelsen fra alle mulige andre. ”Her er det er ikke nok, at man kan stille sig ved en tavle og forklare noget, man har hørt. Man skal kunne omsætte sin læring oppe i hovedet til at gå ud og gøre det i praksis,” fortæller major Madsen, som står i spidsen for Den grundlæggende Sergentuddannelse.

SERGENTUDDANNELSEN ER IKKE RAKETVIDENSKAB

Få kilometer fra øvelsesterrænet, hvor sergenteleverne er på felttur, sidder major Madsen med rank ryg på sit kontor på Varde Kaserne. Det er her, han i næste uge udnævne sit sjette kuld sergentelever til befalingsmænd. Selv startede major Madsen på sergentskolen i Aalborg i januar 1993, som han tænker tilbage på med glæde, men også som en udfordring. Men med den rette vilje og indsats kan stort set alle blive befalingsmænd, hvis man spørger major Madsen. ”Det er ikke raketvidenskab, det vi laver. Jeg vil ikke sige, at det er nemt at gå på sergentuddannelsen, men det er heller ikke vanskeligt. De krav, som vi lægger allermest vægt på, er dem, som ikke kræver noget talent, såsom at følge regler, normer og ordrer, prioritere det faglige og stille til tiden,” siger han og henviser til befalingsmandens første af tre kerneværdier, som går ud på at være en god rollemodel.

24 FRAFALD I JAGTEN PÅ DE RETTE FOLK

Selvom major Madsen får det til at lyde simpelt, ved han godt, at det er lettere sagt end gjort. Sergentskolens mange prøver kræver nemlig en målrettet arbejdsindsats og mange falder fra under uddannelsesforløbet. Helt præcist 24 ud af 125 på dette hold indtil videre. Selvom det er en stor procentdel, afviser major Madsen, at der er tale om et udskilningsforløb. ”Mit mål er ikke at udskille flest mulige kandidater, men at få flest muligt egnede igennem,” forklarer han og nikker hen mod tavlen, hvor de 101 resterende sergentelever er repræsenteret på hver deres magnet. I samme øjeblik ligger selvsamme ansigter på den jyske hede i en kamp mod diverse skydeskiver. Ikke nødvendigvis for at bevise, at de har talent, men nærmere at de har viljen til at terpe teorien godt nok til, at opgaven kan fuldføres trods bagende hede og svedige sokker.

SLØRING SOM SOLCREME

Da ilden har lagt sig, indtager 1. gruppe fra 4. deling en tiltrængt plads i skyggen. Der er ingen tvivl om, at vejret udfordrer eleverne, når hovedet skal koldt. ”Når man er midt i et ildoverfald, tænker man ikke så meget over varmen. Det er først, når man holder en pause, at det bliver hårdt,” siger sergentelev Vad med sveden piblende ned ad sine kinder med sløringscreme, hvis høje solfaktor endelig kommer til sin ret. Han har knap nået at få en tår vand, før oversergent Sommerset går i gang med tilbagemeldingen til sin gruppe. Her kan eleverne ikke slå hjernen fra og kigge ned i jorden, som mange har kunnet slippe af sted med i værnepligten. De er derimod nødt til at spidse ører, for lige om lidt er det måske dem, som skal lede gruppen

Udover at styrke eleverne som førere er feltturen også med til at ruste deres enkeltkæmperfærdigheder.

NÅR MOTIVATIONEN SVIGTER

Man skulle tro, at de kommende sergenters store engagement er nok til at komme igennem uddannelsen, men hvis man spørger major Madsen, er det ikke nok for at blive befalingsmand i sidste ende. ”Disciplin er dét, der sørger for, at en hær kan kæmpe. Det er ikke motivation, for den stopper på et eller andet tidspunkt, når man er træt eller savner sin familie. Så er det disciplinen og ikke motivationen, der får én til at løse opgaven,” siger han med alvor i stemmen og henviser til de opgaver, som hans elever vil møde som befalingsmænd i fremtiden. ”Alt hvad vi gør på uddannelsen, tjener et formål og ruster eleverne til at løse de opgaver, som de får, når de kommer ud på den anden side. For hvis de ikke kan løse dem, så er der potentielt set nogen, der kan dø af det. Jeg er med på, at de ikke skal i krig i morgen, men de skal være mentalt forberedt på, at det er derfor, at vi gør, som vi gør,” fortæller major Madsen, som selv har en 28 år lang karriere i Forsvaret.

SUKKER & SALT SOM VÅBEN MOD SOLEN

På opfordring af oversergenten fisker flere af eleverne salt og sukker op af deres lommer for at blande det med energidrik inden næste gennemførsel. Denne cocktail er deres bedste våben mod solens stråler, hvis de skal undgå at dehydrere i varmen. På næste handlebane får en soldat øje på en LMG-rede i horisonten. Intensiteten stiger drastisk fra det ene sekund til det andet. Eleverne glemmer igen den bagende sol for en stund. Nu handler det kun om én ting, og det er opgaven. Med ny energi udføres delt spring, og en person snubler i en bunke grene. Det er det, som sker, når blikket er rettet mod målet.

Efter en hård dag i felten, skiftes eleverne til at holde sig vågne og være brandvagt i nattetimerne. Det meste af vagten går med at holde liv i delingens bål, som gør det muligt at lave en opkvikkende kop kaffe næste morgen.

SERGENTUDDANNELSEN ER KUN ET KØREKORT

Oversergent Sommerset er tilfreds med indsatsen og vælger at slutte undervisningen sidst på eftermiddagen. ”Det går meget bedre med hængslet! Jeg føler, at I tager overvejelserne til jer. Det er en god udvikling,” siger han. Selvom eleverne har travlt med at suge læring til sig lige nu, er det snart deres opgave at stå på den anden side og lære fra sig. Det betyder dog ikke, at de er færdige med at lære – tværtimod. ”Det er ligesom, når man tager kørekort,” forklarer major Madsen på sit kontor. ”Eleverne er langt fra færdiguddannede, når de får eksamensbeviset i næste uge. De har ikke nogen ledelseserfaring, de har kun modtaget undervisning,” siger han og fortsætter: ”De har ikke gjort det i virkeligheden uden kørelærer endnu.” For selvom de har formået at gennemføre den krævende uddannelse, er det først efter udnævnelsen, at de bliver ledere og stifter bekendtskab med befalingsmandens tredje og sidste kerneværdi: at behandle sit mandskab ordentligt. ”Det er derfor, at de først får buen efter et år. Til den tid har de bevist, at de selv kan køre på motorvejen uden at køre for stærkt,” fortæller major Madsen med et skævt smil. Men inden da skal han udnævne Vad og de 100 andre sergentelever til befalingsmænd på næste torsdag. Her kan de endelig puste ud for en kort stund, inden at de kan give selvsamme disciplin, som de har fået fra sergentskolen, videre til kommende rekrutter.

Sara-Sofie Villum Hjorth

Hvilken sergent vil du gerne være?

Sergentelev Bilgrav

”Jeg vil gerne være en rollemodel, som de menige selv har lyst til at være ligesom. Jeg vil gerne have respekt, men de skal også føle, at de kan komme og spørge om hjælp”

Sergentelev Klockmann

”Jeg vil gerne være årsagen til, at mine værnepligtige også vil være sergenter. Det er min største motivation

Sergentelev Syderbø

”Jeg vil gerne motivere mine værnepligtige til at fortsætte i Forsvaret og ikke afskrække folk, der ellers kunne være blevet dygtige soldater

Sergentelev Vad

”Jeg går målrettet efter at leve op til befalingsmandens tre kerneværdier: være en god rollemodel, behandle mit mandskab ordentligt og have styr på fagligheden. Det faglige er især vigtigt - for hvis ikke man kan sit stof, så kan man heller ikke lære det fra sig