Værnepligtige i Nordnorge

SOLDATER I NORD

De norske værnepligtige arbejder i fuldt beredskab

I det nordligste Norge finder du en af Norges hårdeste værnepligt. Kvinder og mænd bliver alle indkaldt til session, de har værnepligt, og så varer den 12 måneder. Dette er for at indgå i et skarpt beredskab med hver deres funktion. Lighederne mellem den danske og norske værnepligt er mange, men forskellene er store.

Vidste du, at…

… i Norge bliver alle indkaldt til session?

… i Norge har alle værnepligt?

… Norges værnepligt varer 12 måneder?

… værnepligten i Norge består af 2 måneders rekrutskole og 10 måneders funktionsuddannelse?

… efter værnepligten er en menig klar til at indgå i Norges beredskab?

… Danmarks Værnepligtsråd netop har sørget for, at alle danske værnepligtige har værnepligt, så snart de har skrevet under på deres kontrakt? Det vil sige, at kvinder og mænd er ansat på lige vilkår.

DET NORDLIGSTE PUNKT

Forreste mand, menig Bugge, hæver sin arm, knytter hånden til en næve og knæler ned. Kolonnen af de sløringsklædte værnepligtige bag ham følger hurtigt, men lydløst trop. Bugge giver tegn til holdføreren, Eira, som er sergent af første klasse, og han løber i lav stilling hen til den unge menig. I nogle minutter er der helt stille blandt nåletræerne og de mosbegroede sten. Hvis ikke man vidste, at disse 12 norske værnepligtige sad mellem træerne lige nu, ville de gå i ét med de grønne farver og være fuldkommen camouflerede. Bugge og Eira taler sagte til hinanden, mens Bugge peger i retning mod den åbne slette på den anden side af skovbrynet, hvor de camouflerede værnepligtige sidder klar. Eira nikker til ham og løber tilbage til bagerste gruppe i troppen.

De seks bagerste soldater rejser sig op efter en samling med Eira og bevæger sig i et let tempo forbi den forreste gruppe og videre ud i terrænet. Én efter én forsvinder de mellem områdets grønne og brunlige farver.

Lokationen er lige nu Nordnorge, Finnmark - tæt på grænsen til Rusland. På tidspunktet, hvor vi besøger dem i november, er der ikke nogen russiske tropper, som truer grænserne til Ukraine. De camouflageklædte værnepligtige er norske førstegangstjenestegørende fra Porsanger Bataljon. Deres tjeneste startede i august og skal fortsætte frem til slutningen af juli, hvor de afslutter som specialiserede panseringeniørtropper. I deres første otte uger af tjenesten har de gennemført rekrutskolen, som kan sammenlignes med den danske fire-måneders basisuddannelse i Hæren. Herefter bruger de 10 måneder på at specialisere sig, så de er klar til at støtte det norske landforsvar, hvis der udbryder krig.

MINEFUND PÅ NORSK GRUND

Panseringeniørtropperne er dem, som støtter landforsvaret i nord, og et af troppens specialer er miner. Det er specialiseringen af minerydning, rekognoscering af et minefelt og gennembrydning af overflader med henblik på at grave miner og mindre bomber frem, som de værnepligtige har på programmet i den uge, hvor vi besøger dem.

”Fordelen ved at have en værnepligt i 12 måneder er, at man får lov til at træne i alle fire årstider, og samtidig kan vi videreudvikle og specialisere dem endnu skarpere.”

– Eira, holdfører Inde på kasernen har de værnepligtige, som er klædt i hvide bukser med beskidte knæ, grønne og brune camouflerede jakker og huer hevet godt ned om ørene, i grupper fået stukket en metaldetektor i

hånden. De skal lære, hvordan den virker, hvordan man opsporer miner, og hvordan man finder ud af, hvor stor objektet under jorden er. Mens nogle hold peger metaldetektoren op i luften for at kalibrere apparatet, er andre allerede på sporet af metaldele under jordens våde overflade.

Værnepligten ved Porsanger Bataljon er et af de steder, hvor man kan finde Norges hårdeste værnepligt. Hertil bliver både mænd og kvinder indkaldt. ”Vi specialiserer os med henblik på terrænet, miljøet og selvfølgelig også vejret. At være helt heroppe i Nordnorge gør, at vi bliver vant til disse forhold. Det gør også, at vi har en fordel,” fortæller Emma Øverås, som er 19 år og næstholdfører i panseringeniørtroppen.

De værnepligtige ved Porsanger Bataljon træner hele tiden med tanken i baghovedet om, at de skal være klar til at indgå i forsvaret og et skarpt beredskab, og derfor er det også vigtig, at de bliver specialiseret så hurtigt som muligt. ”Hvis der skulle udbryde krig, er det de værnepligtige vi sender ud,” fortæller holdføreren Eira. ”De skal faktisk være klar før de 12 måneder er slut. Allerede i rekrutten er de klar til at drage i krig som infanterister.”

VI HAR IKKE KVINDER OG MÆND, VI HAR SOLDATER

Selvom der er mange lighedstegn mellem den danske og norske værnepligt, så er der alligevel nogle forskelle, som Danmark snart vil efterkomme. Alle unge over 18 bliver eksempelvis indkaldt til session i Norge. I Danmark bliver mænd indkaldt, mens kvinder tilmelder sig selv. Efter indkaldelse vælger det norske forsvar, hvem der er egnet ud fra fysiske test og helbredsmæssige standpunkter. ”Du skal skrive en ”egenerklæring”, som det hedder, og så bliver du valgt ud fra dette. Det betyder, at du kan blive indkaldt, selvom du ikke har lyst. Men der er mange, som gerne vil, men ikke kommer ind,” fortæller Mats Torsvik, som er 20 år og lastmandsfører i samme trop som menig Øverås.

I praksis er den danske og norske model sammenlignelig, fordi alle kommer igennem den samme uddannelse. Det, at de norske værnepligtige bliver kaldt ind på lige fod med hinanden, skaber en særlig

”Jeg har tre brødre, så jeg har aldrig prøvet at bo med kvinder. Så for mig er det en helt ny oplevelse, fordi jeg er kommet på stue med fire kvinder. Det føles, som om jeg har fået fire søstre, så jeg synes, det er en god oplevelse.”

- Mats Torsvik, lastmandsfører og menig.

rolig og afslappet dynamik. Torsvik fortsætter: ”Der er mangfoldigt herinde, og det er også det, som er utrolig vigtigt i forsvaret, hvis vi skal trives. Der er meget forskning, som viser, at mangfoldighed giver bedre trivsel.”

Ligesom i Danmark er det en naturlig del af hverdagen, at kvinder og mænd har præcis de samme opgaver. ”Jeg bliver stolt på mine kollegaers vegne, når patruljerne kommer hjem fra patrulje og alle har klaret det lige godt. Både kvinder og mænd ser lige stolte ud,” fortæller Torsvik om de kvinder, han arbejder sammen med. På den åbne plads, hvor Torsvik og Øverås’ trop har undervisning, har de første fået iført sig bombedragter og er nu i gang med disciplinen gennembrydning.

Gennembrydning er en langsom proces, hvor de er på hold af to. Den ene går frem med en metaldetektor, mens den anden fastholder bag et skjold. Personen med metaldetektoren skal reagere, så snart apparatet slår ud. Efter en halv time lyder det: ”Biip, bip, bip, biip, bip, bip.” Et objekt er blevet registreret, og den fokuserede værnepligtig lægger sig ned på maven i fuld udrustning og går i gang med at børste jorden væk med fingrene. Efter 10 minutter dukker en metalgenstand op, og gennembrydningen er slut. Den værnepligtige i bombedragten kan tage detektoren op igen og gå videre frem.

NÅR ARBEJDET SKAL GØRES, TRÆDER ALLE TIL

Øverås og Torsvik sidder begge i en stor hangar omringet af kampvogne og andre bæltekøretøjer. De reflekterer over deres førstegangstjeneste og det at blive kaldt ind på lige fod med hinanden. ”Selvom jeg ikke har prøvet andet, føler jeg alligevel, at når vi alle bliver indkaldt, så bliver vi kvinder anset som lige kompetente

som mændene,” siger Øverås, mens hendes stemme giver efterklang i den store hangar. Her bruger de værnepligtige, som er blevet valgt til at være vognfører, kører, skytte og maskinmester, særligt meget af deres tid. Rollerne er udvalgt af førerne på baggrund af deres evner.

”Jeg synes ikke, at vi tænker så meget over, hvem der har de bedste arbejdsopgaver, eller om der er nogle af arbejdsopgaverne, der er bedre end andre,” siger Øverås. Ligesom i Danmark er kønsforskelle og ligestilling ikke en tanke, der er relevant i dagligdagen ved Porsanger Bataljon. Det er bare sådan, det er, og uden videre bekymring udfører soldaterne deres arbejde.

VELTRÆNEDE SOLDATER I TERRÆNET

Tilbage i skoven bevæger de sig i hold af to. Den forreste gruppe i troppen på 12 værnepligtige er blevet tilbage, efter at den bagerste gruppe forsvandt ind mellem træerne i skovbrynet med holdføreren Eira. Det er torsdag eftermiddag, og troppen øver rekognoscering. Det er et af de specialer, som panseringeniørtroppen har til opgave at blive eksperter inden for. En af tomandsgrupperne sidder bag en stenforhøjning. Den ene tager papir og kuglepen frem, mens den anden kigger ud over forhøjningen af sten, der er dækket af mos. Papiret skramler lidt, da den sløringsklædte værnepligtig tager det op af brystlommen, og sidemakkeren lægger en finger over læberne og giver tegn til, at han skal vende øjnene ud på den åbne mark bag skovbrynet.

Der er helt stille i den tætte granskov. Der går omkring en halv time, hvor tomandsholdene sidder og spejder ud over marken. Det er som om, at skoven begynder at rumstere på sig, da rekognosceringstroppen gør sig klar til at gå videre. De har observeret og rapporteret om tilstedeværelsen af miner i området, og det er deres opgave at søge flere informationer i terrænet. Troppen er klar til at gå videre, og Porsanger Bataljons ingeniørsoldater falder én efter én i ét med terrænet. n

Lise Wenger Rosenwanger