Hundeførere: Med snuden i terrænet

SCHÆFER MED SNUDEN I JORDEN

FORSVARETS HUNDEFØRERE: DE FIRBENEDE STYRKER

Forsvarets tjenestehunde bliver hver dag trænet til at løse vigtige militære opgaver. Hund og fører skaber et tæt bånd, som danner grobund for, at de kan agere sammen i en skarp situation. Bliv klogere, når Frederik, som tager hundeføreruddannelsen ved Military Working Dog i Karup med sin nye buddy-makker, schæferhunden Quick, fortæller om livet som hundefører.

HUND OG FØRER I KONSTANT KOMPETENCEUDVIKLING

I den kolde skovbund ude mellem de tætomsluttende træer ligger Frederik og Quick. De eneste lyde er lyden af vinden, som suser gennem skovkorridoren, og hundens hurtige åndedræt. Frederik har et solidt og fast greb om Quicks varme krop. Quick er livlig – han er på vagt og lytter efter, hvad der foregår inde i skovens mørke, men Frederik hjælper ham med at finde ro og ligge stille i skovbunden. Pludselig knækker nogle grene inde i mørket, og på et splitsekund løfter Quick sine ører og indstiller dem efter lyden. Han bruger sit kropssprog til at gøre Frederik opmærksom på, at der er noget på færde inde mellem træerne.

Vi befinder os i Karup øvelsesterræn, og under dagens første øvelse, hvor hundens sanser bliver sat på prøve, ligger holdets hunde og førere stille i skovbunden og lytter. Frederik er 23 år og har tidligere været sergent på Skive Kaserne. Her tog han for nylig afsked for at gøre karriere som hundefører i Karup. ”Som hundefører har man sin egen hund. Jeg har Quick – han er en gadedreng og er stadig meget ung og modig,” siger han med et smil og fortsætter: ”Vi er virkelig passionerede omkring vores arbejde, og vi lever os meget ind i det. Man analyserer sin hund hele tiden og lærer den virkelig godt at kende.”

Forsvarets hunde har et yderst vigtigt arbejde, for en tjenestehund skal bl.a. kunne agere korrekt ved at bruge sine skarpe sanser til at opspore farligt materiel og fjender. Et godt eksempel er den nyhedsdækkede amerikanske tjenestehund, som i 2019 fik heltestatus efter at have jagtet Abu Bakr al-Baghdadi, leder af Islamisk Stat, ned i en tunnel, hvor han med bombevest endte med at tage sit eget liv. Denne tjenestehund viste, hvor vigtigt det er at have firbenede vå-

ben, som kan træde til og løse de opgaver, som rækker ud over soldaters fysiske og sanselige færdigheder.

HER ER PASSION I FØRERSÆDET

Quick stikker fokuseret snuden ned i lyngen foran ham. Han har færten af et menneske, og nu er det hans fornemmeste opgave at lede sin fører frem til det sted, hvor personen har gemt sig. Quick snuser sig frem til et skovstykke, og idet han finder frem til målet, gør han højt. ”Quick er patruljehund. Han skal kunne gå spor med snuden ned i jorden og finde mennesker eller genstande. Hvis han for eksempel finder en kniv, så har han lært, at han skal smide sig ned på jorden for at vise: ‘Far, der er en kniv her!’” fortæller Frederik. Dette øver kursisterne ved, at hundeførerne skiftes til at krydse hen over heden og gemme sig i skovkanten, hvor hundene ved hjælp af deres yderst skarpe lugtesans skal finde færten af sporet.

Noget af det vigtigste ved at uddanne sig til hundefører er at skabe et tæt bånd til sin nye kammerat, så den har tryghed til sin fører i selv de skarpeste situationer. ”Det er vigtigt at være glad, når man er sammen med ham, og lave øvelser, hvor der ikke kan ske konflikter. I starten af kurset fik han en masse godbidder og lærte at komme hen til sin far, når han kaldte,“ fortæller Frederik med ro i stemmen. Han tilføjer: “Jeg roser Quick ved at klappe ham og give rosende ord. Jeg plejer for eksempel at sige ”sådan, Basse” eller ”stor mand.” Vi har jo vores lille ting, ligesom de andre har deres små ting.”

Frederik har, lige siden han var lille, haft en drøm om at blive hundefører. ”Da jeg var ti år gammel, var jeg til en byfest, hvor der var en politihundeforening ude. Her kunne man prøve at få bideudstyr på og blive bidt af en hund. Lige siden har jeg syntes, at det er et spændende arbejde, og før jeg startede min karriere i Forsvaret, har jeg gået til hundesport i to år. Jeg var helt vild med det og gjorde det med henblik på, at jeg gerne ville være hundefører,” fortæller han.

MED KONSTANT MULIGHED FOR DYGTIGGØRELSE

”Flot, Quick!” roser Frederik og giver ham et klap på siden. Hundene og deres førere er nået frem til et nyt skovstykke, hvor de skal øve at rundere. ”Vi sender hunden ud for systematisk at afsøge området for personer. Her løber Quick i ottetaller for at kigge om hjørner, og hvis han får færten af en person, skal han løbe ud, gø højt og bevogte ham, indtil jeg kommer derhen,” fortæller Frederik.

Som uddannet fører planlægger og strukturerer man selv sin arbejdsdag. Man har frihed under ansvar, og der trænes de færdigheder, som førerne mener, at hundene skal blive bedre til. Selvom Frederik og Quick i øjeblikket dygtiggør sig, så står fremtidens muligheder åbne, og en hundefører skal være parat til at indgå i operative opgaver, hvis behovet opstår. ”I starten er mine ambitioner at blive en god hundefører. Senere vil jeg gerne bygge noget mere på mine og Quicks kompetencer. Det vil være muligt, at han med tiden kan få nogle flere færdigheder, så han eksempelvis vil kunne søge sprængstof. På sigt vil jeg også

”Quick skal også have gejst for at komme på arbejde. Han skal have succesoplevelser og være glad for det, han laver.”

– Frederik, hundefører

gerne prøve kræfter med det operative, for jeg synes, at det kunne være vildt fedt at agere som soldat og hundefører på samme tid,” fortæller Frederik.

KOMBINATIONEN AF ET ARBEJDE OG EN LIVSSTIL

Quick er glad og fuld af liv. Han ved, at hans fører er glad for ham, for det viser Frederik ved hans anerkendende kropssprog. “Det er vigtigt, at man spørger sig selv, om man er klar til at have et barn derhjemme. Hundene har nogle behov, som skal opfyldes, og man vier meget af sit liv til det,” fortæller Frederik.

Der er tydeligt at mærke, at hundeførerne på kurset er passionerede, og de kommer hver især med vidt forskellige kompetencer i bagagen. ”Det bedste ved uddannelsen er, at du får et helt særligt hunde- og førerforhold, hvor man udvikler sig og vokser sammen,” fortæller Frederik og tilføjer med afklarethed: ”Quick er min egen hund indtil den dag, han ikke er her mere. Det er et fuldtidsarbejde, som man tager med hjem hver dag.”

Quick og Frederik har en lang arbejdsdag foran sig, for i nat skal hundeførerne gennemgå øvelser i mørke for at skærpe hundenes sanser og øve taktiske og realistiske scenarier. Quick er kun halvandet år gammel, så alle de kompetencer, Frederik bygger på ham, vil med tiden dygtiggøre både hund og fører til at kunne agere i selv de skarpeste situationer. n Sophia Bianca Salskov Jakobsen