5 minute read
Marinehjemmeværnet støtter politiøvelse
MARINEHJEMMEVÆRNET PÅ SKARP MISSION
Frivillige ildsjæle skaber vejen i Breivik-scenarie
Advertisement
”Selv en dårlig dag på vand er bedre end en god dag på land,” siger et besætningsmedlem. De frivillige fra MFP (Maritime Force Protection) spejder ud mod Ungdomsøen, hvor politiet lige har lagt til kaj for at udføre en øvelse, der træner et Breivik-scenarie. Martin og hans besætnings opgave er at bevogte området.
OPGAVEN FOR DE FRIVILLIGE
Vandet sprøjter op imod den orangerøde gummibåd, som med ét går fra at være i topfart til at ligge helt stille. Solen er rød og farver resten af himlen, mens vandoverfladen er tæt på at være blikstille. Kun få bløde bølger dukker sporadisk op på saltvandsdybets overflade.
Vi befinder os i Øresund mellem København og Ungdomsøen – også kaldet Middelgrundsfortet. MFP 200 ligger klar med tre gummibåde til at udføre operationel sikkerhed og fri passage til øen i en politiøvelse, hvor de tager udgangspunkt i et Breivik-scenarie. Øvelsen handler om, at en person skyder alt, hvad der bevæger sig på Ungdomsøen, og politiet indsættes med det samme for at uskadeliggøre gerningsmanden.
”Har du indsigt på kapsejladserne, der ligger derude,” spørger et besætningsmedlem og kigger over på Martin, som er flotillechef for MFP 200. ”Ja, jeg har godt set dem. Hav lige et godt øje på dem. De sidste par gange har de sejlet rundt om øen. Vi kan ikke have dem i vejen, når politiet kommer,” svarer Martin og giver et anerkendende nik. Han vender straks båden og sejler mod Middelgrundsfortets kaj.
ET STOLT PROJEKT I HÆNDERNE
Martin er en ildsjæl og med iver i stemmen, fortæller han om, hvordan han har været med til at starte MFP for 20 år siden. Det er en marinehjemmeværnsenhed, som beskytter skibe, der lægger til kaj i de danske havne.
”Der er ikke mange, der kan gøre, hvad vi gør. Faktisk er vi de eneste, der kan udføre denne form for havnebevogtning,” fortæller Martin med stolthed. Det er
ikke ubegrundet, idet hans enhed er en essentiel del af sikkerheden på havet. De er eksperter i at bevogte havneområder, og de spiller en vigtig rolle i politiets øvelse til søs.
MENINGSFULD FRITIDSAKTIVITET
Så snart en uvedkommende båd dukker op med kurs mod fortet, sætter en af gummibådene af sted med de erfarne frivillige ombord. De skal konstant holde øjne og ører åbne, så de er klar til at genne sejlbåde væk, der er i vejen for øvelsen. Et af besætningsmedlemmerne på gummibådene er Therese. Hun er 25 år gammel og har været ved Marinehjemmeværnet siden juni 2020. ”Det er første gang, at jeg er med på en øvelse med politiet, hvor vi udfører operationel sikkerhed. Det har været spændende og utrolig lærerigt,” fortæller Therese, der sidder på gummibådens kant. ”Opgaver som disse, og dem man generelt udfører ved MFP, kræver, at man kan tænke klart og er parat i enhver situation.”
Selvom dette er Thereses første opgave, hvor politiet er involveret, er det ikke den første ved MFP. ”Jeg er glad for at lave noget praktisk i min fritid ved siden af mit jurastudie og mit studiejob ved politiet,” fortæller hun og smiler. Hun har valgt Marinehjemmeværnet, fordi hun gerne vil lave noget, der giver mening, og fordi hun vil udfordres med praktiske opgaver. Ifølge Martin er det også den rette enhed at befinde sig i, hvis man gerne vil have en fritidsaktivitet, der gør en forskel for en selv og for samfundet: ”Det kræver noget ekstra at være frivillig for MFP, da man både skal være fysisk og psykisk klar, samtidig med at man også har ekstra specialuddannelse. Her skiller vi os lidt ud, fordi vi har mere end de andre hjemmeværnsenheder.”
SAMMENHOLD, SPEJLBLANKT HAVVAND OG KØLIGE COLAER
”Så, nu kan jeg se dem komme derude,” siger et besætningsmedlem og rejser sig op i båden. Han og de øvrige to gummibåde har i de sidste to ti-
Thereses 3 gode grunde til at melde sig til MFP
1. ”Sammenholdet. Det kan være det, man savner fra værnepligten, og jeg har fået venner på tværs af generationer.” 2. ”Du benytter det, du har brugt så lang tid på at studere, i praksis.
Det er en fed følelse.” 3. ”Man gør en forskel. Derfor er det en meningsfuld fritidsinteresse.”
Med en værnepligt har du allerede klaret grunduddannelsen i hjemmeværnets enheder. Er du interesseret i at blive frivillig ved MFP, så læs mere på https://www.hjv.dk/oe/MHV/blivmedlem/
mer cirklet omkring fortet og gjort passagen til øen fri for uvedkommende. I horisonten med byens høje bygninger og osende skorstene i baggrunden bliver en lille sort plet på vandet hurtigt større og større. Det er det sidste politihold denne aften, der skal igennem øvelsen, og selvom det er ved at være godt mørkt, er der stadig en enkelt stribe lys tilbage i horisonten.
Da speedbåden kommer til syne, ser man 10 politifolk klar med karabiner sigtet mod fortet. På fortet høres skrigene fra momenterne, der løber forvildet rundt, mens andre krammer om hinanden. Personen, der spiller Breivik, er stadig på fri fod, og politifolkene gør klar til at skabe sikkerhed, da speedbåden sejler ind til kajen.
En time senere sidder Therese på en bænk og nyder en kold cola. Breivik-momentet er nedlagt, og øvelsen er slut. ”Jeg bruger tre-fire timer om ugen ved MFP, og det er en fornøjelse, fordi vores fællesskab er så stærkt. Det bedste ved denne øvelse er at komme ud en torsdag aften med nogle mennesker, man godt kan lide, og samtidig være fysisk og psykisk aktiv,” fortæller hun begejstret. Det er tydeligt, at de frivillige i MFP 200 er stolte over det, de laver. For denne MFP-enhed er aftenen slut. I en debriefing fortæller politiet, at de er tilfredse med deres opgaveløsning. Der er komplet mørke over fortet, og det er på tide, at de hårdtarbejdende frivillige vender hjem. Politiet har haft en stærk hjælpende hånd i dag, og Martin og hans enhed vil igen stå klar til at tjene i de danske farvande, når de orangerøde gummibåde næste engang skal på eventyr. n
Lise Wenger Rosenwanger