Slesvigske Fodregiment “Nu er vi pantere!”

KAMPGEJSTEN ER FØRSTEPRIORITET

“Nu er vi PANTERE!”

Med smil og lettelse kan de værnepligtige ved Panterkompagniet, Slesvigske Fodregiment ånde lettet op efter, hvad de tror, er slutningen på kampstillingsøvelsen. Med en uventet drejning, betyder det, at soldaterne igen skal klæde sig på i fuld SKYT. Læs med, måske kan du nikke genkendende til mærketurens mange udfordringer.

DEN CAMOUFLEREDE UDFORDRING

Lyden af de tunge støvler, der skraber hen ad asfalten, bliver for en kort bemærkning afbrudt af råben fra en soldat. “Kom så, 3. deling. Nu skal den have fuld smadder!” Rundt om skovkantens første hjørne kommer de udmattede soldater til syne – uvidende om, hvad de går ind til. Indpassagens første udfordring er camoufleret og forreste mand træder frem i skovens lysning. Pludselig synker hans ben lynhurtigt ned i det kolde og klistrede mudder. Delingskammeraterne hjælper ham hurtigt frem i mudderhullet, så der kan være plads til resten af delingen. Med skub i ryggen vælter alle ned i det mudderhul, som de formentligt havde forventet var fast grund. Efter længere tids postyr får de kæmpet sig gennem mudderet, hvorefter turen fortsætter gennem ukendt terræn. To af soldaterne fra Panterkompagniet er menig Fuglsang og menig Nybo, som begge hører til 2. deling, 2. gruppe. “Vi anede ikke, hvad vi skulle til at gå igennem, eller hvor lang tid det ville tage. Så det handlede om at slå hjernen fra,” fortæller menig Fuglsang, som er tilfreds med snart at skulle modtage de længeventede ”pantermærker.”

DEN DU KAN FORVENTE, MEN ALLIGEVEL BLIVER OVERRASKET OVER

Den grønne camouflage på uniformen er nu blevet dækket af en mørk og klumpet mudder, men den næste forhindring vil ikke gøre soldaterne mere rene, for lige fremme venter pigtråden, hvor kroppen kommer i tæt kontakt med skovens fugtige overflade. “Ned med røven, ellers sidder I fast!” lyder det fra gruppefø-

UANSET RANG ER VI ALLE SOLDATER

”Ved Panterkompagniet, Slesvigske Fodregiment ser jeg os alle som soldater. Det inkluderer både mig selv, officerer, befalingsmand og værnepligtige. Vi identificerer os selv som soldater, og vi er stolte af det.” - Kompagnichef Markussen.

reren som ser sig tilbage og opdager, at flere sidder fast i pigtråden. Med hurtig assistance fra kammeraterne kommer de videre. “BANG…BANG” lyder det inde bag skovbrynet. Delingen råber i munden på hinanden: “ARTILLERI, ARTILLERI...Ned på buffen!” Stilheden sænker sig ind, og de må nu afvente yderligere instruks.

”Artilleri ophør! Vi har to sårede,” råber en befalingsmand. To bårer bliver kastet ind fra sidelinjen, og det er nu blevet tid til båreræs. De sårede løftes op på båren, og de skal fremad hurtigst muligt, så delingen, som sniger sig op bag dem, ikke når at indhente dem. Ind over markens bulede og kantede jord kommer den største sø i terrænet til syne. Det går hurtigt op for de værnepligtige, at den eneste vej frem er gennem søen. “Det var her, vi fik set ned ad os selv og faktisk indså, at det måske var meget smart at komme gennem vandet, så vi kunne få skyllet noget af alt det mudder af os,” fortæller menig Nybo og tilføjer et lille grin, da delingen på det tidspunkt af indpassagen tror, at der nu er det mindre, der skal vedles.

DEN DU GODT KUNNE HAVE VÆRET FORUDEN

“Da vi kom ud af skoven, kunne vi se porten til den gamle kaserne, så vi var overbeviste om, at nu var det bare fuld spurt tilbage mod mållinjen,” fortæller menig Nybo. Håbet om at have det mindre at vedle bliver hurtigt slukket, da indpassagens sidste udfordring kommer til syne gennem de meterhøje siv, knap 30 meter før porten: Haderslevs værste mudderhul. Én går ned i mudderbadet, en anden laver bomben, og en tredje laver maveplaskeren. Ingen af valgmulighederne viser sig som en fordel, for mudderhullet er ikke til at komme ud af. Efter længere tids kamp kommer selv de mest pressede soldater igennem. Lige fremme er der kun synet af porten, og med kampgejst, råben og skub i ryggen kommer alle de nyudklækkede pantere gennem dette års indpassageløb.

VIDSTE DU:

At panteren i Slesvigske Fodregiments kompagnimærke symboliserer soldaterne? ”Den sydamerikanske panter er unik. Der findes ikke mange af dem, og de er ikke blege for at angribe fjender, der er større end dem selv,” fortæller kompagnichef Markussen, som ønsker, at de værnepligtige skal kunne afspejle sig i panterens egenskaber. “Det giver en helhedsfølelse, når vi kan identificere os selv, som det vi bærer på uniformen,” fortæller han.

MED PANTERMÆRKET SOM SAMLINGSPUNKT

“Vi vidste, at da vi fik af vide, at vi skulle på denne tur, så ville vi blive pantere. Så der var god energi lige fra start af,” fortæller menig Fuglsang med et stolt smil. Ifølge kompagnichef Markussen får de først mærkerne, når de har gjort sig fortjent til det: “Mærket er et bevis på, at de har gennemført en tilfredsstillende uddannelse. Derfor gør de sig først fortjent til det halvvejs inde i værnepligten.” “Stoltheden i, at man som værnepligtig nu kan kalde sig panter og dermed være en del af fællesskabet, er noget helt unikt. Vi kæmper sammen, vi fuldfører sammen, og vi er der for hinanden. Det er det her mærke, der binder os sammen,” fortæller menig Fuglsang. n

Sarah Sønderhøj Stub Petersen