1 minute read

En følelse af og glæde ved mandskabet

”Mit navn er Arne, jeg er 44 år og fra Estland. Jeg er kaptajn og også ejer af skibet MV MISTRAL. Jeg har altid været interesseret i skibsfart, og jeg kan godt lide eventyr. Som ejer har du mere frihed til dig selv. Du kan vælge, hvad du skal gøre, og du behøver ikke altid at følge ordrer. Hvis man arbejder for andre, skal man følge deres tanker.

Jeg arbejder 2-3 måneder og er hjemme 2-3 måneder bagefter, men jeg er sådan set på vagt 24 timer, fordi jeg ejer skibet. Da det er et lille fartøj, overtager min reservekaptajn mine opgaver, når han er ombord. Som kaptajn er han også ansvarlig for sikkerhed og alt. Selvfølgelig er jeg altid tilgængelig på telefonen. Jeg har mine kontakter i computeren til dokumentation mm. Jeg har et shippingfirma, der tager sig af lasten, så jeg følger den, men det tager ikke min tid.

Advertisement

Sømand siden 1993

Jeg kan godt lide at være kaptajn. Jeg kan godt lide at bo i vores lille landsby i Estland, og jeg vil ikke flytte til et andet land. Jeg har en kone og en datter på fem år. Siden 1993 har jeg været søfarende. I 1997 fik jeg min første licens til at sejle, og samtidig startede jeg på marineakademiet, og jeg fik også job som styrmand på et kystvagtfartøj og senere endnu på et forureningsforebyggende fartøj med forskere ombord.

Min opgave – at besætningen er glad

Som kaptajn er jeg ansvarlig for alt, men en af mine største opgaver er at sørge for, at besætningen er glad. Det er ikke bare push, push, push, som mange gør, som har magten. Jeg forsøger altid at være venlig over for min besætning for at undgå store konflikter, og når der er konflikter, falder de til ro og giver godt humør ombord. Vi respekterer hinanden, og alle kender deres job. Vi kan ikke sige, at vi virkelig er venner, men vi er kolleger og venlige. Alle ved, hvad de skal gøre, vi taler normalt, vi råber ikke ad hinanden, og på den måde fungerer det perfekt, og besætningen er meget motiveret. For mig er det vigtigst.

Udfordringer

Det værste er måske at savne familien. Men det er nemmere nu end før. Jeg har internetforbindelse det meste af tiden, og jeg kan have videoopkald med min familie. Så det mangler ikke så meget, som det var før internettet, hvor du måske kunne ringe op, men ikke kunne se ansigtet. Det var dyrt at ringe dengang, og nu koster det næsten ingenting at have en lang samtale med familie og børn. Når jeg er hjemme, kan jeg være sammen med dem 24 timer i døgnet, så det er helt perfekt for mig!”

By Hanne Baltzer

This article is from: