PORTRÆT: I samlet front for klimaet

PORTRÆT

Næsten uanset hvor man vender blikket hen, er klimaet og kampen for samme aktuelt. Der findes nærmest ikke en organisation, et politisk parti, branche eller virksomhed, der ikke har klimaet på dagsordenen. Derfor er samarbejde på tværs af brancher og skel mere end nogensinde før muligt og nødvendigt. Danmarks Naturfredningsforening står som en af sværvægterne på området, men hvordan forholder de sig egentlig til spildevand, og er der basis for et muligt samarbejde?

TEKST OG FOTO: ANNE-SOFIE STORM WESCHE

I samlet front I samlet front for klimaet for klimaet

TANKER OM FREMTIDEN:

- Som voksen i dag, synes jeg, at det vigtigste, vi kan gøre for unge mennesker, er at skabe et håb. Vi overleverer en trængt klode til unge mennesker, men vi skal samtidig huske på, at apati er vores værste fjende. Vi skal lægge spor ud til håb og turde vise viljen til forandring. En grundlæggende tilgang, som har ændret sig i dag, er, at klimaet bliver anerkendt bredt som en hovedudfordring, hvor man for blot ti år siden var meget mere opdelt. Der var de hellige, og så var der de andre. I dag giver det ikke mening at skabe politiske skel, når det gælder klimaet, og det er min drivkraft i dag: at forene og samarbejde.

For der er ingen, intet erhverv, ingen borgere, ingen branche som ikke ønsker, at vi lykkes med dette.

Og i virkeligheden skal vi tale konflikterne ned, vi kan være uenige om vejen, men lad os samles og kæmpe sammen. Derfor er det vigtigt for mig at samarbejde med landbruget og fiskeriet, erhvervslivet, så det er baseret på en tilgang om, at vi har en fælles interesse. Fiskerne er da også interesseret i, at der er fisk om tyve år, og ligeledes er landmændene interesseret i, at de forsat kan dyrke jorden og vedblive at have en anerkendt position i vores samfund.

Vi har alle en fælles interesse.

Præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding byder indenfor på sit kontor. Der er kaffe i den lærerværelsesrøde termokande, og et messingfad med muslinger, snegle og konkylier pynter på det lange mødebord sammen med den lille frugtskål. Spildevandsteknisk Forening er blevet inviteret på besøg og har samlet en række spørgsmål om netop miljøet og spildevandet, som Maria Reumert Gjerding hellere end gerne svarer på. For land og havforurening er virkelig noget, der ligger Danmarks Naturfredningsforening på sinde, og måske derfor kan det undre, hvorfor Danmark ikke har en national politik for mikroforurening?

Det er en hjertesag, som jeg deler med

Spildevandsteknisk Forening. Det er uacceptabelt, at man ikke har en handlingsplan for den slags forurening, både når det gælder mikroplast men også andre miljøfarlige stoffer. I 1995 besluttede

Nordsølandene, at man i 2020 skulle have styr på dette, så man har i den grad sovet i timen og ikke taget det alvorligt nok. I alle disse år er det havet, der betaler prisen, og nu ved vi, hvor alvorligt det står til.

Det, jeg glæder mig over, er, at Danmark i sin Havstrategi 2 besluttede, at der inden 2021 skal være kildeopsporing på flere forskellige kemiske stoffer eksempelvis sprøjtegifte og hormonforstyrrende stoffer. Men for mange af stofferne gælder det, at vi ved for lidt om det enkelte stofs virkning og dets udbredelse i miljøet.

Hertil kommer så den samlede virkning af mange skadelige stoffers tilstedeværelse i miljøet den såkaldte cocktaileffekt. Men jeg mangler stadig en status på det. Det, der mangler, er data. Vi mangler, at havet bliver screenet for alle stoffer og mikroplast, der potentielt kan være et problem, og vi efterfølgende får det opsporet ved kilden. Og derved kan man igen udarbejde en konkret handlingsplan. Så vi er på sagen og prioriterer det højt. Vi kommer til at følge op på det, for vi er i det hele taget meget optaget af havmiljø. Havet har haft en usynlig rolle. Et usynligt liv.

Danskerne har ikke været bevidst om, hvad der er foregået derude. Hvis vi for alvor skal sætte spildevand på dagsordenen, skal vi arbejde med en bevidstgørelse af havet. Spildevand, kvælstof og fosfor er én type problemer, men de miljøfarlige stoffer skal vi også have på dagsordenen. Men vi er enige i, at plastik og mikroplast er et langt større problem; 95 procent af de undersøgte havfugle har plast i maven, 20 til 30 procent af undersøgte fiskemaver indeholder plast, 4 ud af 5 blåmuslinger indeholder plast. Og det kan vi ikke leve med, og der har Danmark også et ansvar, selvom plasten også kommer andre steder fra.

Maria Reumert Gjerding retter sig i stolen, hendes hænder begynder at tale med, ordene kommer nu ud af hele kroppen, og engagementet løfter rummet ved det næste spørgsmål: Hvordan vil Dansk Naturfredningsforening arbejde på at få en politik for mikroforurening?

Det, vi arbejder for, er en handlingsplan for, hvorledes vi får nedbragt udledningen af de miljøfarlige stoffer. Vi starter med at kortlægge, hvad vi egentlig har af stoffer i havet. Hvor stammer de fra? Det er nogle af de første skridt. Vi vil virkelig gerne samarbejde med spildevandsbranchen om at lægge det politiske pres, for det er afgørende, at vi står sammen og peger på problemet. Hvis vi går sammen til politikerne, vil vi stå stærkere, og især hvis vi kommer med et løsningsforslag. For det her kræver politisk handling. Der skal politisk prioritering til, og forsyningerne skal vide, hvad de skal gøre, hvor de skal handle og ud fra hvilke krav.

Danmarks Naturfredningsforening har udarbejdet en strategisk vandmiljøplan, der strækker sig fra 2021 til 2027. I den indgår også handlingsplaner for spildevandet. Men hvordan kan man etablere et samarbejde mellem Dansk Naturfredningsforening og spildevandsbranchen fremadrettet?

Begge parter deltager i Miljøministeriet partnerskab for miljøfarlige stoffer. Men vi er igen der, hvor der ikke er undersøgt nok for miljøfarlige stoffer. Et fælles mål må være at få iværksat de nødvendige indsatser inden den næste miljøvandplan 2027. Vi har i den grad grundlag for samarbejde, men vi bliver stoppet af manglende viden og manglende data, så det føles lidt i øjeblikket, som om vi famler rundt i mørke. Men noget er på vej, og det gør mig optimistisk.

En af de mange visioner, Danmarks Naturfredningsforening har, er udarbejdelsen af en national handlingsplan. Den rummer blandt andet ambitionen om en dansk energi og klimaneutral vand og spildevandssektor i 2030 for at sikre en bedre håndtering af spildevand globalt set. I udkastet til handlingsplanen står der blandt andet at: ”Spildevand skal i fremtiden gøres til en ressource, der samtidig motiverer til at sikre et renere vandmiljø. Styrkepositionerne tager omdrejningspunkt i tusindvis af arbejdere og ingeniører på tværs af Danmark og uden for København, der bidrager med eksport på et tocifret milliardbeløb årligt … Vi foreslår derfor, at regeringen tager initiativ til at udarbejde en national handlingsplan for at fastholde den danske førerposition på vandområdet til gavn for både miljø, klima og eksport. Til at understøtte udarbejdelsen af den nationale handlingsplan bør der afsættes 4 – 5 mio. kr. i 2022 til koordinering af arbejdet samt udarbejdelse af analyser og anbefalinger.”

Men en ting er en strategisk handlingsplan noget andet er Danmarks Naturfredningsforenings syn på spildevand?

Vi har virkelig forsøgt at tale proportionerne ind i debatten og netop fokuseret på, at udledninger fra spildevand står for blot 10 procent af det problem, vi har med kvælstof og fosfor. Men det ændrer ikke ved, at eksempelvis Øresund (planlagt overløb i maj 2020, red.) var et eksempel på manglende rettidig omhu og dårlig planlægning. Og tidspunktet var bare ikke velvalgt for det planlagte overløb. Det skal gøres ordentligt. I det hele taget skal vi holde op med at betragte havet som en stor skraldespand. Havet er så presset.

Naturen har det så svært, økosystemer er tæt på sammenbrud, men når det er sagt, så skal proportionerne være i orden.

Landbruget står stadig tilbage med den største udledning af kvælstof og fosfor.

BLÅ BOG:

MARIA REUMERT GJERDING

Født: 1978 Uddannelse: Cand. Scient i miljøplanlægning og internationale studier Karriere: Tidligere klimaordfører for Enhedslisten, nu præsident for Dansk Naturfredningsforening og forperson for Tænketanken Hav.

Efter af være blevet ramt af Covid-19, har Maria Reumert Gjerding måtte indse, at når hun skruer tempoet ned, så får hun en anden ro og en anden evne til at trække vejret:

- Jeg blev ramt af corona i december, hvor jeg virkelig blev syg. Jeg blev ramt uforholdsmæssigt hårdt, så korthuset kollapsede. Jeg var så træt, og alt blev ligegyldigt for mig, jeg ønskede blot at sove. Og i dag kæmper jeg stadig med at finde energi, og det har fået mig til at tænke over, at hvis jeg skal sikre min langtidsholdbarhed, skal jeg tænke på at begynde at skrue lidt ned. Jeg skal blive bedre til at skabe flere rum, som bliver forstyrrelsesfrie. For der er rigtig meget bud efter mig, når jeg nu sidder i den position, hvor jeg sidder. Jeg skal lære at sige nej. Der er kommet en form for skillelinje for mit arbejdsliv, for jeg har løbet rigtig, rigtig stærkt, fordi jeg syntes, at det var sjovt.

Men jeg har indset, at hvis man prioriterer 40 ting i stedet for fire, så bliver det mindre godt.

Da Maria Reumert Gjerding arbejdede på Christianborg som miljøordfører for Enhedslisten blev hun spurgt om, hvornår hun egentlig havde tid til at tænke. Og netop den sætning skrev hun ned og satte fast på sin pc som en evig påmindelse.

- Jeg er stadig meget kompromisløs.

På godt og ondt. Samtidig er jeg meget lidt konfliktsky, og det sammen med kompromisløsheden, kan godt fylde meget. Jeg trives i et konfliktfyldt rum, for det tænder en proces. Men jeg skal passe på, at det ikke fylder for meget, jeg har aldrig været bange for at tage konflikten, og det er godt i politik, for der er ting, man skal tale om for at kunne forandre ting. Men jeg skal lære at vælge mine kampe. Vælge med omhu, og se de konflikter der har et større formål.