2 minute read

Planlagt byudvikling vil gøre udledning af spildevand til rutine i engelske Chichester

West Sussex’ (UK) eksisterende infrastruktur kan ikke håndtere yderligere byudvikling, siger beboere, der frygter katastrofe for beskyttede naturområder.

TEKST: GUARDIAN OVERSAT AF ANNA KLITGAARD / FOTO: ISTOCK PHOTO

Advertisement

Omkring den konservative højborg Chichester i det sydlige England har regeringens løfte om at bygge 300.000 boliger om året fået loyale partistøtter til at gå på gaden.

Protesterne afslører et problem, der berører Englands nationale infrastruktur, klimakrisen og en igangværende miljøskandale.

Folk i byer og landsbyer, der strækker sig mod vest og syd fra Chichester, bor i et område, der hører under forsyningsgiganten, Southern Water. Den blev sidste år idømt en rekordstor bøde på £90 mio. (ca. 800 mio. kr.) for næsten 7.000 utilsigtede overløb.

Både kloaksystem og renseanlæg er maximalt belastet eller meget tæt på, hvilket sagen mod vandselskabet da også afslørede med al ønskelig tydelighed. For eksempel er Chichester, Thornham, Lavant og Bosham renseanlæg er blevet identificeret af Southern Water som "miljømæssigt begrænsede" – hvilket betyder, at de ikke kan håndtere yderligere spildevand uden at skade miljøet. Det stopper dog ikke regeringen i London fra at presse områder som Chichester til at bygge deres del af nye boliger, for at regeringen kan nå sit boligmål.

I alt står området til at lægge land til 638 nye boliger om året fra 2021 til 2039, hvilket svarer til 10.778 frem til 2039. Alene i de næste fem år betyder det, at Chichester og oplandet skal finde plads til mere end 3.000 nye boliger. Næsten 70% af jorden i regionen er dog en nationalpark, så boligerne koncentreres i områderne vest og syd for byen.

Boligkrisen i UK

Ifølge tænketanken Centre for Cities er Storbritanniens kroniske boligmangel en af de største udfordringer, landet står over for. Regeringen har et mål om at bygge 300.000 nye boliger hvert år for at matche efterspørgslen og holde boligpriserne på et rimeligt niveau. Sidste år blev mindre end 250.000 dog bygget. Manglen på boliger har presset priserne op mange steder i landet. Det gælder både boligpriser og huslejer. Det gør det nærmest umuligt for unge og lavtlønnede at finde egnede boliger i mange byer. Værst er situationen i London, det sydvestlige England samt andre storbyer.

Et system under pres

Kloakinfrastrukturen i området er så meget under pres, at urenset spildevand fortsat udledes, ofte i dagevis af gangen, fra renseanlæg til Chichester Havn, et af de mest beskyttede havmiljøer i England. Det sker for at sikre, at spildevand holdes væk fra boliger. Overløbene fik i sidste måned demonstranter til at gå på gaden med bannere med teksten "Red vores sydkyst", da de er bekymrede for, at mere pres på områdets renseanlæg forårsager en miljøkatastrofe.

Mike Owens, der var medstifter af Clean Harbors Partnership, siger til avisen Guardian: Alle fem renseanlæg i nærheden er alle på eller meget tæt på deres maksimale kapacitet, men byudviklingen fortsætter ufortrødent, og investeringsplanerne fra Southern Water følger ikke planerne for området.

Vi er nu et sted, hvor ulovlige spildevandsudledninger på grund af utilstrækkelig kapacitet uundgåeligt vil være rutinemæssig, hvilket betyder, at menneskeligt affald og uaccep table koncentrationer af kemikalier dumpes i vores havne. Sandra Norval fra Southern Water udtaler, at det skal undersøges, om det er muligt at bruge lange havudløb til spildevand. Desuden er det i et projekt forsøgt at lede spildevand via en ny rørledning fra Chichester til Tangmere renseanlæg, som ikke udleder i havnen. Hun tilføjer, at kloaksystemets generelle tilstand udgør en "udfordring for udvikling, som vi i partnerskab med andre interessenter i området arbejder hårdt på at løse."

LONDON

This article is from: