2 minute read
Hvad filteret gemte
from Spildevand #5 2020
Det sker, at der ryger ting i kummen, der aldrig dukker op i hjemmet igen. Til gengæld ender det i filteret eller i risterne rundt om hos de forskellige spildevandsanlæg. I dag foregår det hele i lukkede systemer, men for 30 år siden, da man rensede manuelt, dukkede tingene op til stor forundring og moro. Og den dag i dag finder spildevandsfolkene stadig underlige ting. En lille rundspørge har afdækket følgende:
TEKST: ANNE-SOFIE STORM WESCHE / FOTO: VANDCENTER SYD OG ODSHERRED SPILDEVAND
Advertisement
VandCenter Syd:
På Vandcenter Syd har de en lille samling af kuriositeter, der er fundet gennem tiden. Selvom der går længere tid imellem, der bliver fundet noget nu end tidligere, så hænder det stadig, at der dukker noget frem på ristene. Det kan være legetøj, et barn har hygget sig med, men tabt i legen. Eller punge, telefoner og kreditkort. Noget af det er højst sandsynligt smidt væk efter tyverier. Tidligere havde Vandcenter Syd en fornuftig samling af gebisser, men det ser de heller ikke så meget til længere. Det mærkeligste, der endnu er dukket op, var en lang varan. Det skete for cirka 25 år siden, og den blev fundet, da en af spildevandsarbejderne skulle tømme containerne med ristegods fra renseanlægget. Varanen var tæt på en meter lang og virkede til at være i så fin stand, at man forsøgte at få en konservator til at udstoppe den. Det kunne dog desværre ikke lade sig gøre, da det viste sig, at den trods alt var for medtaget af turen gennem kloakkerne. På VandCenter Syd undrede man sig meget over, hvor den kom fra, men man fandt aldrig ud af det, for der har aldrig været nogen, der efterlyste den. Teorien er, at den måske har prøvet at drikke vand af et toilet hjemme hos dens ejer og så er faldet i. En grum sidste rejse.
Skive Vand:
Noget af det, man først kommer i tanke om hos Skive Vand, da Spildevand ringer, var en stor kvælerslange. Dog er det som historierne oftest går på de tabte tænder. Og som der blev fortalt over telefonen, så kan Skive Vand ikke længere tilbyde den samme service som for 30 år siden, hvor folk ringede og spurgte om deres gebis var blevet fundet. Man tilbød derefter borgeren at komme ned og se i spanden med tænder og eventuelt prøve om et af tandsættene passede.
I dag døjer pumperne på kloaknettet tit med vådservietter, klude, og gamle underbukser, der får pumperne til at gå i stå. Og på det seneste er mundbind begyndt at være et markant problem også.
Odsherred Forsyning:
Her går tandsættene igen, og det er både over og undermund, der findes. En af de mere absurde ting er gulvtæpper skåret i mindre stykker og skyllet ud. Tabte mobiltelefoner hører også til fortællingen, og så er der hele spektret af bolde, badebolde, tennisbolde med mere. I dag er det største problem dog engangsvådservietter.
*Med denne lille artikel vil vi gerne opfordre jer derude til at sende de små skæve fortællinger ind om aparte fund eller lignende. Vi tager gerne historien op og dækker den.