Tanker ved læsningen af Albert Camus’ ”Pesten” Af Steen Klitgård Povlsen Da Albert Camus i 1947 udsendte sin roman ”Pesten”, blev den umiddelbart læst politisk. Den pest, der bryder løs i den algierske havneby Oran, er her nazismen/fascismen, som det først kort forinden var lykkedes at besejre. Billedet af denne bevægelse som en sygdom på samfundslegemet var udbredt i mellemkrigstiden – danske Hartvig Frisch, der senere endte som socialdemokratisk undervisningsminister, havde allerede i 1933 udsendt en stor bog om de totalitære regimer med titlen ”Pest over Europa”, en bog der i øvrigt blev genudgivet kort efter Frisch’ død i 1950 – og forestillingen om forbindelsen mellem epidemiske sygdomme og krig var hyppigt forekommende. Tænk fx på slutningen af Thomas Manns ”Trolddomsbjerget” fra 1924. Der er da heller ingen tvivl om, at Camus tænkte i politiske termer da han skrev sin roman om pesten i Oran: de lokale sundhedsmyndigheder, der tøver med at se smittetruslen i øjnene, er de demokratiske regeringer i Tyskland og Italien, der lod nazisterne/fascisterne komme for tæt på magten, som de derefter helt overtog. Den modige iagttager Tarrou, der samler en gruppe af frivillige, som med livet som indsats bekæmper pesten, er modstandsbevægelserne i de europæiske lande, lægen Rieux, bogens egentlige heltefigur, er den nøgterne fagmand, der mod alle odds bliver ved med at tro på det godes sejr og arbejde for fornuften, etc. Helt ned i detaljer som pressens tilpasning til magthaverne, kirkens underdanige rolle, hengivelsen til orgiastiske fester på gravens rand, etc., etc. kan tolkes som allegoriske gengivelser af fænomener, som Camus – der selv havde deltaget i den franske résistance – havde iagttaget i den nyligt overståede krig. Netop den køligt, distancerede fortællestil, der holder denne søvnige, småborgerlige by ud i strakt arm, kunne bevirke den politiske-moralske tolkning: en advarsel til efterkrigstiden: det skød, der fødte fascismen er ikke goldt endnu, som Brecht formulerede det. Senere – og det kan jeg huske fra min studentertid i 1960’erne – læste vi ”Pesten” eksistentialistisk. Pesten var nu det uegentlige i mennesket, der hjemsøgte det og blev dødeligt, hvis man ikke fik gjort op med det. Og fandt sin egen, sikre identitet. Sådan som Villy Sørensen beskrev det i sine sære historier og i ”Digtere og dæmoner” og som K. E. Løgstrup belærte os om i ”Den etiske fordring”, der i mange studenterhybler blev læst som biblen. Eller skal vi sige: i stedet for biblen. Vi var selvfølgelig godt klare over, at de eksistentialistiske dilemmaer havde en politisk dimension, og at de fx var kommet tydeligt til udtryk i modstandskampen. Vi læste også Sartres ”Lukkede døre” og Sigurd Hoels ”Mødet ved milepælen” med begejstring, og så vores ungdomsproblemer i lyset af kampen mod småborgerskabet. Kort efter kom 1968, og verden ændrede endnu en gang sit ansigt.
1
Når man i dag læser Camus’ ”Pesten”, kan man undre sig over den naivitet, vi havde dengang og med vemod mindes de ophidsede diskussioner på studenterhyblerne. I dag kan man se, at denne støvede klassiker først og fremmest er en fuldstændig realistisk og til en vis grænse fuldt dækkende beskrivelse af en pandemis udbredelse, fx Covid-19. Den allegoriske, abstrakte og let ironiske historie om en mindre provinsbys i den dødelige smittes greb, kan vi klart genkende i billeder fra Wuhan, Milano, New York eller – nå ja, København. Hele nedlukningsscenariet møder vi hver dag, følelsen af at være indelukkede, ensomme, angste. Med Camus’ begreb: i eksil. Ligeledes den ængstelige spejden efter befrielsen, koncentrationen om håbet og de lykkelige øjeblikket, fangenskabet også indeholder. ”Pesten” er en formidabel beskrivelse af et karantæneramt land, og en medrivende appel om solidaritet og medmenneskelighed i krisen. Den er al sin gru til trods en optimistisk bog. Og måske derfor også i situationen en betænkelig bog. Lad mig dog til en begyndelse fastslå, at ”Pesten” som roman er fremragende, et kunstværk af høj klasse. Den har en klar og rytmisk behersket fortællebue fra den berømte begyndelse med dr. Rieux, der undrer sig over døde rotter på trappetrinet til slutningens vemodige afsked, hvor samme Rieux, der i mellemtiden har mistet sin kone og de fleste sine venner til pesten, indrømmer, at det er ham, der har skrevet det hele. Som en hyldest til det alment menneskelige, freden og ”den fattige og frygtelige kærlighed”. Fra den patetiske opofrelse til den neddæmpede træthed efter kampen – med visheden om, at der nok engang i fremtiden vil komme en ny kamp af samme slags. Det er en bue, vi i disse dage godt kan identificere os med og føle med. Bogen har også det, en god roman skal have: klare personer, der hver repræsenterer aspekter af reaktioner på pesten: lægen Rieux, arbejdsdyret der bare gør det, han skal. Og hans nærmeste medarbejder og ven, Tarrou, der har en drøm om at blive en helgen uden Gud, og derfor ser sin død i møde med sindsro. De to er den tids udgave af Kåre Mølbak og Søren Brostrøm, der er noget rørende og gribende ved to venner, der sammen står imod det forfærdelige. En mandlig intimitet, som vi kender fra utallige eksempler i verdenslitteraturen, og som i ”Pesten” får sit ikoniske udtryk i en fantastisk scene, hvor de to venner efter en travl dag og en fortrolig samtale smider tøjet og bader i måneskin i Orans havn. Det er storladent. Også andre centrale skikkelser er bygget op omkring spektakulære scener af stor dramatisk kraft. Præsten Paneloux, der holder en flammende prædiken om, at man ikke skal gøre noget, men kun hengive sig til Gud – det er som at høre Søren Krarup og Tidehverv – men som alligevel melder sig til aktiv sundhedstjeneste. Bogholderen Grand, der omhyggeligt holder styr på statistikken og i sin sparsomme fritid arbejder på at forme en perfekt sætning – som han håber kan blive begyndelsen til en roman. Endnu en udgave af Camus, yndlingsfigur Sisyfos. Og journalisten Rambert, der ved et tilfælde fanges i 2
Oran og længe blot kæmper for at komme ud og hjem til sin nygifte kone, og i disse bestræbelser gladelig samarbejder med smuglere og kollaboratører. Men som til sidst indser sin skyld og også melder sig under de kæmpendes faner. Han er romanens entydigt positive figur, der til allersidst forenes med sin kone og udgør eksemplet på den sejrende kærlighed. Det er rørende og måske lidt for sentimentalt, men på det tidspunkt i romanen er man parat til at acceptere alle tilkendegivelser af positive, menneskelige følelser. Man er efter endt læsning mærket på sjælen og vil gerne have trøst. Til sidst finder der også et opgør sted med bogens eneste entydigt negative figur, kollaboratøren Cottard, der håber at pesten kan blive en anledning for ham til at slippe for retsforfølgelse for nogle misliebigheder, han har begået. Han er ”landssvigeren”, som politiet efter befrielsen tager hånd om. Vi hører ikke om han som de danske håndlangere blev dømt efter love vedtaget med tilbagevirkende kraft. Det ligger øjensynlig uden for Camus’ etiske horisont at tænke noget sådant. Han bliver nok bare dømt efter gældende lov. Han er som Tarrous far den pæne mand, der opportunistisk tilpasser sig den gældende orden og bare lader sig føre med. Den holdning som hele ”Pesten” er et stort opgør med. Og det opgør kan vi her 75 år efter befrielsen fra den nazistiske besættelse nok have brug for at blive mindet om. Også om at vi under store samfundsmæssige kriser godt kan holde sammen, udvise menneskelig omsorg og kalde nogle egenskaber frem, som den borgerlige trummerum måske havde ladet os glemme. Således var pesten godt for noget, og således er ”Pesten” det også, bortset fra det enkle forhold, at det altid er godt at læse en god roman. Noget mange øjensynlig har haft bedre tid til under den forhåndenværende coronapandemi, hvor bogsalg og læsning er eksploderet med en fordoblingskoefficient, der næsten kan ligne en smittekurve. Og hvor Gud og hvermand (også undertegnede) synes at tænke: lad os se at få læst ”Pesten”, ”Dekameron”, ”Trolddomsbjerget”, ”Pesten i Bergamo” og alle de andre skønne værker i verdenslitteraturen, der tematisere epidemiske sygdomme. Måske kan de både trøste os og lære os noget. Det kan de givetvis, og jeg skal som gammel litterat være den sidste til at beklage, at bogforbruget er stigende. Men jeg føler alligevel behov for efter at have læst ”Pesten” at udtrykke et vis forbehold over denne store begejstring for og hyldest til Camus’ klassiker. Som barn af to forældre, der begge var aktive i den danske modstandsbevægelse under den tyske besættelse og som kun kom hjem fra KZ-lejre med sår på både legeme og sjæl, kan jeg kun billige det billede af den kæmpende modstandsbevægelse, der vel, når alt kommer til alt, er det, der står tilbage ved slutningen af ”Pesten”. Dr. Rieux og hans fæller i den frivillige hjælpegruppe er den heroisk kæmpende ’résistance’, som Camus kendte så godt indefra, og som jeg også hørte så meget om i min opvækst. Men også lærte at se bagsiderne ved. Hverken Rieux, Tarrou, 3
Grand, Rambert eller pater Paneloux har børn, det eneste barn vi hører om i bogen, er dommer Orthos lille søn, der dør af pesten i en forfærdelig og tragisk scene, der kan minde om Adrian Leverkühns nevø, kaldet ”Echo”s død i Thomas Manns ”Doktor Faustus”. En roman der i øvrigt som ”Pesten” udkom i 1947. Det var som om omkostningerne ved en stor krig bedst kunne koncentreres i en lille drengs død. Det har allegoriens karakter. Men det er ikke så meget fraværet af børn, der gør mig lidt skeptisk ved læsningen af ”Pesten”, heller ikke dens karakter af heltedyrkelse. Det er dens alle de tragiske dødsfald til trods optimisme. Hvad skal vi bruge denne fornyede tro på humanismen og kærligheden til i en tid, hvor hele den omfattende pandemi har bevirket en reduktion af CO2 i atmosfæren på 5,3 % - og beregninger viser, at vi for at nå Parisaftalens mål skal reducere udslippet med 7,6 % om året, mange år frem i tiden. Og hvor stort set alle taler om at vende tilbage til status quo så hurtigt som muligt. Hvorefter vi efter al sandsynlighed kan vente lignende pandemier med kortere og kortere intervaller, fordi vi bor og holder husdyr på en usund måde. Kan vi bruge ”Pesten” til at få en idé om dette, til at få et lille blafrende håb om at vi har lært af krisen og vil kunne bruge den til at redde ikke alene Oran, men hele verden fra undergangen? Jeg kan ikke se det. Jeg ser derimod, at et litterært værk, der bliver læst så specifikt aktuelt som ”Pesten” bliver det world wide i disse tider, løber den risiko at blive målt på snævre, aktuelle kriterier, som det ikke altid kan leve op til. Og som dets forfatter under ingen omstændigheder bærer skylden for. Lad os derfor lade den overbærenhed og tilgivelse, hvormed dr. Rieux omfatter sine medmennesker under pesten, komme ham selv til gode: lad os sige til ham: kære Rieux, du gjorde hvad du kunne og hvad situationen bød dig. Vi ved, at der i disse tider er tusindvis af læger verden over, der udfører det samme heltemodige arbejde med livet som indsats. Vi tænker på dem med taknemmelighed og glæder os til at fejre sejren med dem, når pesten endelig er ovre. Men det, der er vores opgave, er en anden end din og deres: det er at lære af nedlukningen og indespærringen til at leve på en fundamental anden måde, end vi har gjort hidtil. Som det sker for iagttageren i Rilkes digt ”Archaischer Torso Appolos”, der ser på den kraft, der strømmer ud fra den antikke, hovedløse skulptur og forstår: ”Du musst dein Leben ändern” (Du må ændre dit liv). Sådan skulle vi gerne have det, når vi læser Albert Camus’ ”Pesten”.
Kalvehave 3/5 2020
4
5