Nyhed og case: Ulykkelig adoption

De kommer aldrig rigtig til at elske deres søn Af Stefan Brix Adoptivforældrene Marianne og Brian Myntman fortryder. De er blevet deltidsforældre til deres hviderussiske problembarn, som de kun ser hver anden weekend.

- Det er hårdt at sige, men vi kommer aldrig til at holde rigtigt af Noah.

Nogle gange kigger vi på hinanden og tænker, puha, vi skulle aldrig have gjort det, sukker Marianne Myntman med den ene håndflade klistret til kinderne, inden hun slubrer en smule kamillete fra sin porcelænskop.

I juli 2003 rejste hun sammen med sin mand Brian Myntman til den middelstore by Borisov i Hviderusland for at adoptere den dengang næsten toårige dreng, Andrej Safronenka.

De kaldte ham Noah. Noah Andrej Myntman.

- Det første, de fortalte os på børnehjemmet om ham, var, at han ville blive akrobat eller trapezspringer, fordi han var så dygtig til at klatre og kravle rundt, fortæller 45-årige Marianne Myntman, som godt kunne mærke, at Noah havde travlt. Men sandheden om deres adoptivsøn var en helt anden.

Født seks uger for tidligt med navlestrengen rundt om halsen af en alkoholiseret mor fik lille Noah langt fra den bedste start på livet. Og en måned på hospitalet samt forflyttelsen til børnehjemmet i Borisov gjorde ondt værre for den lyslokkede spirrevip.

Spil for galleriet Hér var Noah blot ét barn blandt flere hundrede, og de næsten to år på børnehjemmet gjorde det svært for ham at udvikle sig og umuligt at binde sig til nogen. Allerede fra første dag i Hviderusland begyndte Marianne og Brian Myntman at blive mistænksomme over for den måde, børnene blev behandlet på.

- I haven ved børnehjemmet var græsset 20 centimeter højt, og børnene var helt blege, så vi frygtede straks, det skyldtes, at de aldrig kom udenfor. Det virkede som spil for galleriet, at de legede udenfor, når vi nu tilfældigvis lige kom på besøg præcis den dag, siger Marianne Myntman. Hun nåede kun at se sin fremtidige søn to gange i løbet af den uge, de var i Hviderusland, fordi de alene kun havde lov, når hjemmet havde kontaktet dem i forvejen.

Specielt hun reagerede voldsomt på frygten for at få et skadet barn.

- Jeg var dybt ulykkelig derovre. Jeg græd, blev syg, og det eneste, jeg havde lyst til, var, at tage hjem til min mor. Der var noget, der ikke var, som det skulle være. Jeg blev bange, ked af det og usikker på, om vi nu også gjorde det rigtige, fortæller hun.

Han lugtede af surt tis På sidstedagen besøgte Marianne og Brian Myntman børnehjemmet med gaver til personalet og slik til de andre hjemløse børn, fordi adoptionsbureauet AC Børnehjælp havde forberedt dem på, at der skulle holdes en ceremoni. En afskedsfest. Men det var der intet af. I stedet blev Marianne Myntman bedt om at tage tøjet af sin søn og klæde ham i noget af deres eget, og før de vidste af det, stod de med et levende væsen i armene i lufthavnen i Minsk.

- Noah græd og var urolig under hele flyveturen. Og prøvede vi på at trøste ham, skubbede han os væk. Han kunne ikke lide, når vi rørte ved ham, fortæller Marianne Myntman, som ikke brød sig om at trøste sin søn på grund af hans lugt.

- Man har en forventning til duften af ens eget barn, og jeg glædede mig til at dufte til ham.

Men han lugtede af surt tis.

Fra ét sted til et andet til et tredje Så snart Marianne og Brian Myntman nåede hjem til bindingsværkshuset i den lille by Thorø Huse, der ligger fire håndfulde kraftige hviderussiske spydkast fra Assens på Vestfyn, begyndte problemerne med deres søn at tage fart. For alvor.

- Han kunne ikke mærke smerte. Han kunne støde ind i bordpladen eller smadre hovedet

ind i ting, han mærkede det slet ikke. Og han var voldelig. Han bed sig fast i mig ved halsen, han nikkede skaller, slog og sparkede og skubbede, siger Marianne Myntman, idet hun former sin hånd som gabet på en kran og sætter neglene ind til huden ved sin hals.

Snart blev det for meget for de nybagte forældre. Efter et halvt år blev Noah henstillet af psykologer, pædagoger, socialrådgivere og konsulenter til børnehjemmet Sanderumhus.

Eftersom det ikke fungerede, kom Noah i den odenseanske autismebørnehave Bihuset i august 2004. Men det var ifølge Marianne Myntman ikke godt for ham. Så i 2006 kom Noah på Munkegården, der er et opholdssted for børn med tilknytnings- og opmærksomhedsforstyrrelser, hvor han i dag bor 12 dage på to uger hele året. Og trives.

Fløjtende ligeglad med afføring i bukserne Men den dag i dag er Marianne og Brian Myntman blevet deltidsforældre for deres søn, som de ser hver anden weekend. Han lider af damp og alkoholsyndrom, han er mentalt retarderet i middelsvær grad, og han kan stadig ikke binde sig til nogen.

- Der er ikke noget, Noah rigtigt kan. Han er 10 år, har en IQ på 40, og han er først blevet fri for bleer indenfor det seneste år. Men han vil stadig ikke slippe sin afføring, når han sidder på toilettet. Lykkes det ikke for ham, kan han godt finde på at skide i bukserne, og han er fløjtende ligeglad. Så går han bare med det, fortæller Marianne Myntman om sin søn, som stadig er voldelig, og med jævne mellemrum direkte truer sin mor på livet.

10 år og seksuel sadistisk - Han siger, at han vil slå os ihjel, og at han brænder huset af. Han har også truet med knive på Munkegården, fortæller hun og tilføjer, at han også har haft en periode, hvor han var meget seksuelt fikseret.

- Det var rigtig grimt, siger hun, mens hun tænder en cigaret.

- Jeg greb ham inde i sengen med vores hund Hilda, hvor den skulle slikke hans tissemand.

Og han onanerede i badekarret, selvom jeg stod foran spejlet lige ved siden af. Han var fuldstændig ligeglad, siger hun og tager et hvæs.

- Så kyler han med hønsene, fortsætter hun.

- … og spiller fodbold med dem. Han er ikke god ved nogen af dyrene, indskyder Brian Myntman.

- Nej. Pludselig kan han stå udenfor med vores hund i det ene ben og slå den, siger Marianne Myntman, mens hun skyder nakken tilbage, laver store øjne og nikker.

Vil aldrig adoptere igen Elsker han jer?

- Ja, det gør han, siger Brian Myntman.

- Han er glad for os, og han er til en vis grad bevidst om, at vi ikke er hans forældre, og at han ikke har ligget inde i min mave. Men han spørger aldrig om, hvorfor han ikke bor hos os, for han kender ikke til det at bo sammen som en familie, siger Marianne Myntman.

Kommer I til at adoptere igen?

- Nej, aldrig nogensinde. Nu er vi begge oppe i fyrrene, men selv om vi skulle blive godkendt, ville vi ikke gøre det igen. Det er stensikkert, siger Marianne Myntman, inden hun drikker den sidste slurk fra sin anden kop kamillete og sætter sig over i en lænestol tæt ved sin mand. Han har sat sig til rette på sofaen med benene krydset ned ad chaiselongen.

Fra pladserne dér har de en storslået udsigt over Lillebælt gennem korsvinduerne i dagligstuen. Men udsigten til at få et barn, der bor sammen med dem som en familie, er for længst væk.

Adopteret dreng koster kommunen kassen Af Stefan Brix Adoptivdrengen Noah koster Assens Kommune næsten 100.000 kroner om måneden på grund af hans sent opdagede handicap. Forældrene er rasende over, at adoptionsbureauerne ikke stilles til ansvar, men for bureauerne handler det om at få børnene væk fra børnehjemmene.

Mindst seks millioner kroner på fem et halvt år. Så meget har Assens Kommune alene spyttet i Brian og Marianne Myntmans adoptivsøn Noahs ophold på Munkegården, der er et opholdssted for børn

med tilknytnings- og opmærksomhedsforstyrrelser.

- Noahs ophold her koster kommunen præcis 97.119 kroner om måneden, fortæller leder på Munkegården, Connie Storm.

Selvom hun oplever forbedringer med Noah, indrømmer hun, at Noah aldrig vil komme til at klare sig selv.

- Noah er og bliver handicappet. Han er dybt afhængig af sin medicin, som han får syv gange om dagen, og vi har fået bevilliget en ekstra medarbejder til ham, siger Connie Storm. Hun vurderer, at Noah vil komme til at blive på hendes opholdssted mindst otte år endnu – og altså koste kommunen mindst ni millioner kroner yderligere.

Et stykke lortearbejde Man bør kunne stille adoptionsbureauerne til ansvar, når de formidler handicappede børn til Danmark, uden adoptivforældrene ved af det. Det mener far til Noah, Brian Myntman, der sammen med sin hustru Marianne Myntman i 2003 adopterede Noah Andrej Myntman fra Hviderusland gennem bureauet AC Børnehjælp, der står for over halvdelen af alle internationale adoptioner til Danmark.

Da familien først fik drengen hjem til Danmark, viste det sig, at han var født med iltmangel seks uger for tidligt af en alkoholiseret mor.

- Det er vanvittigt, at AC Børnehjælp ikke stilles til ansvar for de børn, de sender til Danmark, når de er handicappede og forældrene ikke ved det, siger han.

Han er utilfreds med, at de som adoptivforældre i sin tid ikke fik nok information omkring den dreng, de skulle til at adoptere, og at lægen, som AC Børnehjælp havde sendt til Hviderusland for at undersøge ham, ikke annullerede adoptionen på baggrund af undersøgelsen.

Den opfattelse deles af Venstres familieordfører, Louise Schack Elholm, som forstår, at familien føler sig snydt.

- Det er problematisk, hvis forældrene får for få oplysninger omkring barnet, når det viser sig, at der er problemer. Man kan godt se det efter i sømmene, siger hun.

Det perfekte barn findes ikke - Der bør ikke være sanktioner, siger Rosa Lund, der er familieordfører for Enhedslisten.

Synes du, det er i orden, at et meget skadet hviderussisk barn er blevet adopteret til

Danmark, for så at ende på et opholdssted, hvor han årligt koster kommunen over 1,1 millioner kroner om året?

- Det synes jeg faktisk, det er. Det er vigtigt, at vi gør op med forestillingen om det perfekte barn, for det findes ikke, mener hun.

Samme holdning har direktør i AC Børnehjælp, Margrethe Primdahl. Hun mener, at situationen med Noah er dybt beklagelig, men lægger vægt på, at adoption ikke handler om at give forældre et perfekt barn.

- Det primære formål er at få børnene væk fra børnehjemmene, for det er bare ikke godt for et barn at være sådan et sted, siger hun og fortsætter: - Vi har fokus på barnet og dets ret til en familie. Drengen her har været heldig at blive adopteret, for jeg tør slet ikke tænke på, hvordan han ville have det i dag, hvis det ikke var sket.

Den forklaring giver Brian Myntman, der til daglig er bagermester, ikke meget for.

- Hvis jeg leverer en bryllupskage, er det mit problem, hvis den falder sammen. Nu er jeg ikke meget for at kalde et menneske for en vare, men vi betalte store domme for at gøre Noah til vores søn. Nu ser vi ham næsten aldrig.