3 minute read

Vox Pop – Hvad bruger medlemmerne RYK til?

Hvordan bruger vi RYK?

Vi har spurgt fire af deltagerne til RYKs jubilæumsarrangement i Høje Taastrup om, hvad RYK har betydet for dem.

MAGNUS ERIKSEN, 28 ÅR, KØBENHAVN

For cirka seks år siden brækkede Magnus lænden i en skiulykke i Frankrig. Efter behandling på Rigshospitalet var han indlagt på Hornbæk i et halvt år. Det var her, han blev introduceret til RYK gennem diverse foredrag og deres mentorordning.

– Det gav mig helt utroligt meget at kunne sparre med de mere erfarne skadede. De kunne jo på en meget troværdig måde vise mig, hvordan livet er som kørestolsbruger – en viden, fagpersonalet ikke kan vise på samme måde, siger han og fortsætter: – Derfor har jeg også selv været mentor de sidste fire år, og det er fedt at kunne bidrage med svar på nogle af de spørgsmål, man har som nyskadet.

I dag er Magnus nyuddannet ergoterapeut og kan også bryste sig af at være ambassadør for firmaet Wolturnus, der producerer kørestole og andre hjælpemidler. KIRSTEN ROLFSAGER, 61 ÅR, DRONNINGMØLLE

Kirsten kom i kørestol i 2002 efter et liv med leddegigt. Hun har været medlem af RYK i mange år, og har mest brugt foreningen professionelt i forbindelse med sit job som psykolog i Hornbæk.

– Det har været fantastisk at samarbejde med RYK, for de har fokus på det hele menneske – det fysiske, det psykiske og det sociale, og det er meget inspirerende, siger hun og uddyber:

– RYK har en dyb viden inden for rygmarvsskade, og de er gode til også at være aktive på det socialpolitiske plan.

Kirsten har deltaget i Uge 30 – RYKs højskoleuge på Egmonthøjskolen i Odder som repræsentant for Hornbæk, og hun kunne sagtens finde på at melde sig til igen.

BIRGITTE HANSON, 55 ÅR, HERLEV

I år er det seks år siden, at Birgitte og hendes mand kørte galt på motorcykel. Birgitte sad bagpå og slap med livet i behold, mens det samme desværre ikke var tilfældet for hendes mand.

Allerede på Rigshospitalet sørgede personalet for at kontakte RYKs mentorordning, og hurtigt kom Cathrine Guldberg til, som blev Birgittes mentor og stadig er det den dag i dag. Der gik dog halvandet år, før Birgitte meldte sig ind i RYK.

– Jeg kunne ganske enkelt ikke acceptere, at jeg nu var en af ”dem” – en af de rygmarvsskadede. Det tog mig virkelig lang tid at komme til erkendelsen af, at jeg havde brug for hjælp og netværk, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg har fundet nogle personer i RYK, som jeg kan snakke med om alt lige fra sundhed og seksualitet til selvværd og psyke. De ved præcist, hvordan jeg har det, og det er guld værd. Det betyder også meget for min familie, at de ved, at der er nogen, der passer på mig og støtter mig. Det har givet dem en form for ro.

Birgitte arbejder som pædagogmedhjælper, ligesom hun gjorde før ulykken, og i fritiden er hun med til flere og flere af RYKs arrangementer som generalforsamling, jubilæumsarrangementer og Uge 30. KLAUS FISCHER, 60 ÅR, GLOSTRUP

I 2010 var Klaus ude på sin mountainbike som så ofte før, men denne dag gik det galt. Han styrtede midt i skoven og måtte vente på hjælp i en halv time, inden han, i kritisk tilstand, blev bragt ind på Rigshospitalet. Her lå han i flere måneder og fik den ene komplikation efter den anden. Det tog lang tid, før han var så rask, at han kunne melde sig ind i RYK og benytte sig af foreningen.

– Jeg bruger RYK til forskellige ting – fx deltager jeg i foredrag, og så har jeg været med på Uge 30 hele tre gange, og det er jeg vild med, siger han og fortsætter:

– Jeg vil ikke sige, at jeg har fået et fast netværk, men jeg kender en masse, som jeg taler med til de forskellige arrangementer.

Klaus arbejder som mentor i Hornbæk og på RespirationsCenter Glostrup, og hans bedste råd til nyskadede er at benytte sig af mentorordningen, for, som han siger:

– Der er jo ingen grund til selv at skulle opfinde noget, som allerede findes og kan læres af andre, der har været igennem noget lignende.

This article is from: