3 minute read
Iværksætter-bootcamp bringer deltagernes unikke evner i spil
from RYK 4-2022
by stibo
Iværksætterbootcamp
bringer deltagernes unikke evner i spil
På årets Iværksætter-bootcamp bringes deltagernes unikke evner i spil i udviklingen af arbejdsmarkedet, så flere med et handicap får muligheden for at blive selvstændige
Tekst: Martin Merrild, akademisk medarbejder i Nossell & Co.
Hvis jeg havde en time til at løse et problem, ville jeg bruge 55 minutter på at tænke på problemet og fem minutter på at tænke på en løsning.
Citatet, der ofte tilskrives Albert Einstein, er godt at have i baghovedet, når der skal udvikles nye løsninger på hverdagens gøremål og udfordringer – fx når man er ung og på vej til at gøre sin entre på arbejdsmarkedet. Og ikke mindst når man har et handicap og tilstræber en tilværelse med fuld og ligeværdig samfundsdeltagelse.
Idéudvikling og kreativitet er centrale elementer på Iværksætter-bootcampen for unge med handicap, der netop nu kører for fulde omdrejninger. Bootcampen klæder deltagerne på til en potentiel levevej som iværksættere. En levevej, der har vist sig at skabe særdeles gode muligheder for personer med handicap, der gerne vil tilrettelægge sin egen hverdag og sit eget arbejdsliv.
Bootcamp-konceptet er det første af sin slags herhjemme og har som hovedformål at gøre den enkelte i stand til at bringe sine personlige erfaringer og kompetencer i spil og kombinere unikke evner og karrieremuligheder.
Bootcampen løber af stablen dette efterår – for andet år i træk! På bootcampen deltager blandt andre August Juul Albertsen, der til dagligt læser en kandidat i Media and Communication ved Roskilde Universitet: – Jeg deltager i bootcampen for at få indsigt i, hvordan man effektivt kan idéudvikle og teste en virksomheds idé samt få overblik over, hvad det kræver at starte egen praksis. Jeg er i øjeblikket i gang med en kandidatuddannelse og ser bootcampen som en måde at forberede mig på mit fremtidige arbejdsliv, imens jeg stadig er under uddannelse. Sidst, men ikke mindst, ser jeg bootcampen som et godt sted at udvide mit professionelle netværk, da jeg får mulighed for at møde ligesindede, som også går med en iværksætter i maven.
Iværksætter-bootcampen for unge med handicap mellem 18-30 år løb over ti uger i dette efterår.
Kurset blev dels afholdt fysisk på DTU Skylab i Lyngby, dels i form af onlineworkshops. Det afsluttedes 9. december hos Dansk Erhverv i København.
Bootcamp-konceptet er skabt af Great Minority i samarbejde med Nossell & Co. og Dansk Handicap Forbund. Projektet er støttet af TuborgFondet. Opgør med fordommene
Bootcampen er tilrettelagt som et 10-ugers kursusforløb for unge med handicap i alderen 18-30 år, hvor deltagerne vil lære alt, hvad man har brug for at vide til at starte en virksomhed.
Cath Borch Jensen var en af deltagerne på den første Iværksætter-bootcamp af sin slags sidste efterår. Hun er nu i fuld gang med at bringe erfaringerne herfra i spil, og skabe sig et arbejdsliv på egne præmisser: – Idéen om at lave en iværksætterbootcamp for unge med handicap er nyskabende, og jeg synes, den er modig. Idéen gør op med nogle af de fordomme, som jeg synes, jeg møder andre steder, bl.a. på arbejdsmarkedet i forhold til, hvad iværksætter-bootcampen arbejder henimod af kommende muligheder for mennesker med handicaps på iværksætter-området, siger Cath, der længe har haft en iværksætterspire i maven og lever med Cerebral Parese til hverdag.
På det skræddersyede forløb stifter deltagerne bekendtskab med alt fra produktudvikling, støttemuligheder, og økonomi til branding – og danner nye netværk på tværs af interesser, baggrunde og kvalifikationer. Oplægsholderne er mange – og tæller bl.a. Kasper Nizam, konsulent i Implement Consulting Group, Annissa Gaceb, Founder af Money Talks og Thomas Stokholm, Founder af Evil Pony.