Rune T. Kidde 1957 - 2013
Multikunstneren Rune T. Kidde er kendt og elsket for sin helt særegne humor i sine tegneserier og i sin ekvilibristiske leg med sproget og eventyrgenren som forfatter og levende fortæller. Ligesom et af sine store forbilleder, Storm P., favnede han bredt og så stort på traditionelle genregrænser. Humoren kan udfordre, men er aldrig uden dybde. ”Ægte humor skal være ren, og den skal være fuld af kærlighed. Humoren skal være en sprække i bevidsthedens selvhypnotiserende glasvæg, hvor den totale overraskelse får lov at snigløbe den til enhver tid gældende logik. (Fra selvbiografien Kruseduller, kragetæer og kreative krumspring)
Da Kidde i 1990 blev blind som følge af svær sukkersyge og måtte opgive at tegne, formåede han at vende det til en kreativ og eksistentiel drivkraft. Han overraskede altid med nye projekter og nægtede at blive sat i bås. Særligt det sene forfatterskab er bestemt ikke for børn og præsenterer en mere alvorlig og ofte dyster side, hvor dybderne af den menneskelige eksistens sættes under lup. Når Kidde i sit kunstneriske arbejde udfordrede normerne, var det altid for at lade noget nyt komme til syne – med et ønske om at skabe plads til nye tanker, som kunne overraske, bevæge og give et nyt blik på vores verden.
Det hele begyndte med tegneserier
Eksempler på Fanzines:
Rune T. Kidde er først og fremmest kendt som en fornyer i dansk tegneseriekunst. I hans humor og streg mødes Storm P. med amerikanske underground-serier som Gilbert Sheltons Flipkompaniet og Robert Crumbs Fritz the Cat. Hertil kommer en tydelig påvirkning fra en lang række andre ”helte”, lige fra H.C. Andersen til W.C. Fields. Samtidig er Kidde helt sin egen. Stilen, fortælleglæden og hverdagens erkendelser af livets forunderlige kompleksitet har givet de tidlige albums særstatus i dansk tegneseriehistorie. Da Kidde blev blind i 1990, havde han som kun 34årig en imponerende tegneserieproduktion bag sig.
Fields’isten: Medlemsblad for folkebevægelsen for W.C. Fields, stiftet i 1975. Bevægelsen havde godt 300 medlemmer, blandt disse æresmedlemmerne Poul Malmkjær, Ib Boye, tv-manden Edmondt Jensen, jazzmusiker Wild Bill Davidson, Dan Turèll, Jacob Stegelmann og selvfølgelig Kidde selv.
Allerede i midt 1970’erne var Kidde meget aktiv i fankulturen omkring tegneseriemediet. I det gryende danske tegneseriemiljø i 1970’erne var fanzines en populær kommunikationsform. Fanzine er en sammentrækning af ordene fan og magazine, altså et magasin for fans. Før internettet kom til, var fanzines stedet, hvor subkulturer udvekslede viden om deres særlige interesser. Man samlede sine egne og sine idolers tegninger i hæfter, som udkom i små oplag, der typisk var produceret og trykt af forfatteren selv. Kidde udgav både egne blade og leverede tegneseriestriber til andre. På den måde kom han i kontakt med mange af det danske tegneseriemiljøs pionerer. I slutningen af 1970’erne var der for alvor grøde i det danske tegneseriemiljø. Der dukkede et væld af undergrundsblade op, hvor Kidde var med alle vegne. Bladene havde fantastiske titler som Angeldroftisk Vart, Phönix, Andarkisten, Hedensk tidende, Besat af begær, Fym, Tabu/Anghur, Mjølner og Grafiske drømme. Selv udgiver Kidde Fuglene, Historien om de kæmpestore bryster, og volapyk-digtsamlingen La i slæk foneide.
Knulp: Undergrundsblad skabt af Torben Skjødt Jensen, Peter Madsen og Uno Krüger som Kidde kommer med i. Knulp er et eksperimenterende blad, der for alvor slipper tøjlerne og giver anarkiet frit løb. Balder & Brage: Undergrundsforlag som Kidde var med til at starte. På Balder & Brage udgives blandt andet det første tegneserietidsskrift På Stribe, samt Kiddes første digtsamling, Gjort bedre før
Blomstrende Spaghetti: Kiddes eget serie-undergrundsblad som udkom fra midt til slut 1970’erne. Her kan man finde nogle af Kiddes første trykte tegninger. På dette tidspunkt kom Kidde i kontakt med blandt andre Peter Madsen (Valhalla serien) og Henning Kure (redaktør), som også tegnede til bladet. ”Nogle af siderne i de første numre af Blomstrende Spaghetti er så lysegrå at de ligner noget, der er tegnet med blyant og derefter forsøgt visket ud. Jeg var ingen Gutenberg. Heldigvis steg trykningens sværtegrad i løbet af de kommende numre, og allerede til Blomstrende Spaghetti 3 var den blevet så habil, at man kunne læse de fleste af siderne” (Fra selvbiografien Kruseduller, kragetæer og kreative krumspring, 2007).
I det blomstrende danske tegneseriemiljø i 1980’erne repræsenterede Kidde den rebelske retning inspireret af amerikanske undergroundserier, med tegnerne Gilbert Shelton (tegner og medejer af Rip Off Press i San Francisco) og Robert Crumb i spidsen. Men Kidde arbejdede også, som legendariske Claus Deleuran (19461996), i en dansk tradition, som gik tilbage til det store forbillede, Storm P. Kidde oversatte Shelton og trykte en del af hans serier i fanzines. Da Kidde blev redaktør på Interpresses danske udgivelser af Underground, valgte han at udgive The Fabulous Furry Freak Brothers, på dansk Flipkompa’niet. I 1982 besøgte Kidde USA for første gang og mødte her Shelton. I årenes løb kom Kidde via sit arbejde til at møde flere andre af de helt store internationale tegneserieskabere. Deriblandt Carl Barks, tidernes Anders And-tegner. Forlaget Interpresse Tegneserieforlaget Interpresse blev oprettet i 1954 i et samarbejde mellem den unge, danske historiestuderende Arne Stenby og den svenske bladkonge Armas Morby. I den danske tegneseries gyldne tid fra 1970’erne og frem til 1990’erne fik forlaget en afgørende position på det danske marked. I 1980 udgav Interpresse, med redaktør Henning Kure i spidsen, Kiddes to første mainstreamalbums, Rune T. Kidde og Man siger så meget. Kidde arbejdede selv et par år som redaktør på Interpresse for Fantomet, Basserne, Underground og tegneserietidsskriftet Komix. Rune T. Kidde 1980 Albummet Rune T. Kidde var Kiddes første udgivelse på et ”rigtigt” forlag. I modsætning til de tidligere undergrundsudgivelser, bærer det præg af en skarpere redaktionel udvælgelse. På trods af at Kidde bevæger sig i mange forskellige stilarter, balancerer albummets stil og layout. Sort komik kombineres med samfundssatire og underfundige hverdagsobservationer med obskure stemningsbilleder fra underbevidstheden, i et sprudlende, udtryksfuldt og humoristisk album, med overraskende indfald og perspektiver.
”Alt i alt syn’s jeg sgu’, at det er blevet et meget godt album. Det er et inderligt rodsammen af gamle og nye ting, og også stil og indholdsmæssigt ret forskelligt men trods alt er der en eller anden sammenhæng i det. Og så spør’ du, hvad det er for noget… tjah, oplevelser, lommefilosofier og drømme vist” (Kulørte sider, 1980). Man siger så meget 1980 Kidde led af svær depression i en periode mens han arbejdede på albummet Rune T. Kidde, og isolerede sig på et tidspunkt en uge i sin lejlighed kun i selskab med blyant og pensel. Her arbejdede han i døgndrift og var så produktiv at det blev til albummet Man siger så meget. Interpresses redaktør, Henning Kure, fandt efter sigende materialet til albummet i en plasticpose i Kiddes lejlighed og besluttede sig for, at det
skulle udgives. Kiddes kommercielle debut kom derfor til at bestå af ikke bare ét, men hele to albums. Man siger så meget er en blanding af farverige akvareller og små, kloge og meget personlige striber, der bl.a. kredser om den enkeltes isolation i en kompliceret, moderne verden. ”Selvom Kiddes figurer blot er ubevægelige klatter på et papir ledsaget af megen eller lidt tekst, er de fulde af stemninger og følelser. På samme måde som en afdæmpet pantomimefigur, som underspiller sin rolle. De er på én gang muntre og tragiske, glade og triste, vrede og imødekommende. De er kort sagt i besiddelse af mere menneskelighed end en hvilken som helst realistisk tegnet figur”. (Anmeldelse af Anders HjortJørgensen 1980).
De efterfølgende udgivelser Som opfølger til sin debut udgav Kidde i 1982 albummet Gal og normal, hvis titel kan ses som en ironisk kommentar til den meget blandede modtagelse, hans to første albums fik. På side 9 i albummet skildrer han selv, på humoristisk vis, de modsatrettede smagsdomme, hans tegneserier blev mødt med: ”Dine ideer er gode men dine tegninger er for svage”, ”Dine tegninger er gode men dine ideer er for svage”, ”Det bliver bedre og bedre!”, ”Er der nogen der har udgivet det?!” Hvor Gal og normal i sit spraglede udtryk læner sig op ad Kiddes første to udgivelser, har hans næste udgivelse et anderledes homogent præg.
Må jeg høfligst anmode dem om at tage denne sag alvorligt! fra 1984 består af en række kortere, striber med enkle tegninger og ret meget tekst. Albummet er venlig satire over almenmenneskelige emner sammen med skarp politisk satire, der ironiserer over tidens aktuelle samfundsforhold. Albummet blev en stor succes, men trods forlagets stærke opfordringer ønskede Kidde ikke at fortsætte med den pågående satire. Den ”ukærlige” form lå ikke naturligt for ham. Det folkelige gennembrud Rune T. Kidde blev i 1986 den første vinder af den nye tegneseriepris, Pingprisen, skabt i samarbejde mellem BT og en række danske tegneserieforlag og agenturer. Pingprisen har navn efter Storm P.s pingvin, Ping, og genopstod i 2012 efter nogle års pause på initiativ af Dansk Tegneserieråd i samarbejde med Storm P. Museet.
Kiddes sans for at finde den uventede vinkel og hans indblik i komikkens virkemidler blev foldet helt ud. Han udfordrede litterære autoriteter med sit frie sprog og sine mildest talt alternative versioner af klassikerne, og fastholdt samtidig en stor kærlighed til historierne. De to udgivelser nåede ud til et kæmpe publikum, og fanskaren voksede hastigt. Samarbejdet med andre tegnere Som idémand, forfatter og redaktør arbejdede Kidde sammen med en lang række andre tegnere, både før og efter at han blev blind i 1990. Med årene blev det til mange tætte kreative sam-arbejder. Han arbejdede blandt andre sammen med tegneren Peter Kielland-Brandt om albummet Det fille det falle (1990). Idéen og makkerskabet omkring gendigtningen af en række eventyr i tegneserieform opstod midt i 1980’erne. Kidde skrev teksterne og inden han blev helt blind, nåede han at tegne meget originale layouts til flere af eventyrene, som Kielland omsatte i sin egen streg. Da Kidde mistede synet, begyndte han desuden at arbejde sammen med Poeten og lillemor-tegneren Jørgen Mogensen (1922-2004). Det blev til et nært venskab, og som Mogensen selv fortalte: ”I 1990 måtte Rune skifte sin tegnepen ud med en båndoptager, og siden har munden ikke stået stille på ham. Da jeg sagde ja til at tegne de manglende sider af ”Menigmands Guide til det Indre Marked”, havde jeg en forestilling om, at det kunne være sjovt at efterligne Runes anarkistiske tegnestil. Det var det osse, selv om det ikke rigtig lykkedes. Jeg tror ikke, at nogen kan tegne li’som Rune,…” (Menigmands guide til det indre marked, 1991)
Et stilmæssigt helt andet samarbejde var serien ”Prinser, pøbel og prinsesser” fra 1991, som er baseret på H.C Andersens eventyr. Kidde skrev teksten tro mod de originale eventyr, men tilførte den sit velkendte, sprudlende sprog. Også her Året efter udkom Kiddes første store publikums- nåede Kidde at layoute nogle af eventyrene. De succes Den Lilla Møghætte og Pulven, som består færdige tegninger blev udført af tegneren Flemaf en række groteske gendigtninger af folkeeven- ming Jeppesen. tyr. I 1988 fulgtes den op af den mindst ligeså populære Litterærlige klassikere, hvori Kidde vred og vendte litteraturhistoriens klenodier til noget nær ukendelighed.
Fortæller “Det rum, der skabes omkring den levende fortælling, er et nært og varmt menneskeligt fællesskab, som vi havde det i de gode, gamle dage, inden fladskærmene gjorde verden flad”. (runetkidde.dk) Sukkersyge gjorde Rune T. Kidde blind i 1990. Han havde levet med sygdommen, siden han var barn, og overlevet adskillige livstruende insulinchok. Det svækkede ham med årene. Trods sygdom og hyppige depressioner tøvede han aldrig, når det gjaldt om at realisere sine kunstneriske mål. Siden 1990 rejste han landet tyndt som historiefortæller, ofte akkompagneret af musik. Desuden arbejde han i en årrække for Danmarks Radio, hvor han blandt andet lavede rejsereportager og dramatiserede fortællinger.
Fortællekunsten kom til at udgøre en hjørnesten i Kiddes arbejde, og over årene har han optrådt et væld af steder lige fra Bella Center og Loppen til Statens Museum for Kunst, Glyptoteket og Louisiana samt biblioteker over hele landet. Endvidere stod han i flere år for spokenwordscenen i Højskolernes telt på Roskilde Festivalen. Som fortæller perfektionerede Kidde sit udtryk gennem brugen af forskellige stemmer, pauseringer, underspil og overdrivelser. Med sin vildtvoksende fantasi, hæse stemme og sine fagter og lyde havde han et helt særligt nærvær på scenen, som kunne tryllebinde hans publikum.
På scenen, Experimentariet 2006
Det europæiske folkeeventyr om Den lille Rødhætte og ulven (bedst kendt fra brødrene Grimms nedskrevne version 1812-15) brugte Kidde på talrige måder. I sin tidlige karriere udfordrede han pænheden i det klassiske eventyr ved at gøre Rødhætte erotisk. Senere kom hans mest kendte Rødhættegendigtning, Den Lilla Møghætte og Pulven. I denne version dekonstruerede Kidde bogstavelig talt eventyret ved at lade en adfærdsvanskelig skovhugger save den stakkels, irriterende Møghætte i stumper og stykker med sin motorsav! Rødhætte er også en meget central figur i Kiddes serie Bedstemor Bob og søde Sally Sukkertop (1998-2006). Her er Sally blevet så træt af eventyret om Rødhætte at hun sprænger sin bedstemor i luften hver gang hun siger ordet ”Rødhætte”!
Kiddes ækle æventyr
Rune T. Kiddes far, Thormod Kidde, var billedkunstner og arbejdede med illustrationer til danske folkeeventyr. Som lille elskede Kidde at få læst højt af sin far, og eventyr kom til at betyde mindst lige så meget for ham som billedkunst. Hans omskrivninger af kendte eventyr og romaner bygger derfor på en stor fortrolighed med genren. ”Jeg elsker det magiske ved eventyr. De arbejder med arketyper, drømme og underbevidsthed. Og børn har brug for eventyr. De skal have trolde og hekse og farlige krokodiller. Ellers ender de med at blive bange for verden. For troldene og heksene og de onde borgherrer er der stadigvæk – selv om de selvfølgelig ser anderledes ud, så er det i virkeligheden det de er. Eventyrene giver os mulighed for at forholde os til dem”. (Rune T. Kidde, Morgenposten 1991) Kidde mente, at man gerne måtte lave om på de gamle eventyr. Hans mission var at bringe eventyrene væk fra papiret og gøre dem levende, ligesom dengang de blev overleveret mundtligt.
Bukke Bruse Kiddes udgave af De tre Bukke Bruse fra 1990, er en samling af humoristiske og farverige illustrationer, melodier og rimende replikker. Ofte har Kiddes fortællinger en overraskende handling, trods et velkendt grundmotiv. I hans genfortælling af det klassiske folkeeventyr De tre Bukke Bruse viger historien dog ikke meget fra den gamle fortælling. Dog tager historien en uventet drejning, da trolden på sidste side kommer til live igen, og historien kan gentage sig i det uendelige.
Forfatterskabet
Rune T. Kiddes forfatterskab tæller både digtsamlinger og romaner samt en række humoristiske bøger og biografier. Han debuterede som forfatter i 1983 med digtsamlingen Gjort bedre før og ti år senere, i 1993, udkom hans første roman Rejsen til Alvilva. Kiddes romaner er mørke og alvorsfulde, i modsætning til hans sprudlende, humoristiske tegneserier. Den særlige fandenivoldske fantasi, det enestående sproglige overskud og evnen til at skildre verden på en overraskende måde er dog både intakt og meget fremtrædende i forfatterskabet og en rød tråd gennem hele hans kunstneriske virke. I sine romaner viser Kidde en stor interesse for samfundets randeksistenser, hvad enten det er massemorderen Julius i Julius Afsind, mystikeren Rasputin i Sandhedens Djævlekløer eller den psykiatriske patient Jogvan i Dødssøbølger. Mørke og lyse kræfter lever side om side i Kiddes forfatterskab, som udforsker dybderne af den menneskelige psyke. Kidde frembringer groteske, mystiske og foruroligende universer, men ligesom hans humor altid rummer et lag af noget dybere, indeholder hans prosa en underliggende søgen mod kærlighed, harmoni og medmenneskelighed. Dødssøbølger I flere interviews om sit forfatterskab understreger Kidde beskedent, at han er i en læreproces og er langt fra at kunne skrive, som han dybest set ønsker sig. I romanen Dødssøbølger (2012) lykkedes det ham, efter eget udsagn, at skabe en roman i en form, han længe havde arbejdet på at realisere. Fortællingen bevæger sig på flere bevidsthedsplaner og er ladet med et væld af symboler og referencer til verdenslitteraturen, mytologien, psykologi og magi. Alverdens personligt og fælles historisk vraggods i underbevidstheden slippes løs. mellem ydre og
Skellet mellem ydre og indre virkelighed ophæves. Historien følger den psykiatriske patient Jogvan, som begiver sig ud for at finde den far, han aldrig har kendt. Hans søgen bringer ham over de syv verdenshave, og læseren bliver på denne rejse hevet med ind i et surrealistisk univers, hvor intet er som det plejer, og hvor fantasi vægter tungere end virkelighed. Fortællingen bygger på idéen om, at intet er, som vi tror. Der bliver sat spørgsmålstegn ved alt, selv ved hovedpersonens rolle og identitet. Bogens til tider forvirrende opbygning spejler den psykisk ustabile Jogvans sindstilstand og indre verden. Ligesom mange andre af Kiddes romaner, er Dødssøbølger en fortælling om en kontrastfyldt verden og om grænsen mellem fantasi og virkelighed. Sandhedens Djævlekløer “Sandhedens djævlekløer er en foruroligende rejse gennem tro, mord, løgn og lidenskab og en gribende og provokerende fabel om mennesket uden centrum og hjerte” (Fra bogen) Sandhedens djævlekløer (2011) er Rune T. Kiddes fortælling om den historiske figur Grigori Rasputin. En blanding af historisk fakta og fantasifyldt fortælling skaber rammen for en fabel, som rummer mange af de forskellige myter, der
findes om Rasputin. Fortællingen følger Rasputin fra fødsel til død; blandt munke i et kloster, som gøgler i Jerusalem og i et liv i overflod som ven af den russiske zar. Fortællingen består af både faktuelle og realistiske begivenheder samt mystiske og overnaturlige hændelser. Den mystiske del af historien kommer til udtryk ved Grigori Rasputins healende evner og hans tro på sig selv som den genfødte Kristus. Rasputins liv består af lige dele religiøsitet og ødelæggende, ukontrolleret begær, og gennem hele fortællingen er der fokus på den gråzone, der opstår, når ondskab og godhed findes side om side. I efterskriften drager Kidde paralleller til nutiden og inviterer læseren til at forholde sig til fortællingens indhold, som en form for mulig spejling af nutidens samfund.
Julius afsind Selvom Julius Afsind (2009) blev lanceret som en krimi, har den egentlig meget lidt med krimigenren at gøre. Dybest set handler bogen om den uforvarende ondskab. Allerede på første side afsløres det, at romanens ene hovedperson, Julius, står bag fortællingens utallige mord. Mordgåden, der klassisk tjener som drivkraft for et krimiplot, er ophævet. I stedet tages læseren med på et foruroligende, psykotisk og morderisk togt med den afsindige Julius. Man følger ham fra barndommens
adspredelser med at slå kæledyr ihjel, til de makabre og snedigt udførte mord på sine forældre og senere på hvem som helst, som han anser for ubetydelige eller forkerte. Romanen fortælles af Julius’ barndomsven Christian, der som en pæn og velfungerende samfundsborger med fast arbejde, kone og børn er den karikerede modsætning til Julius. Christian er i stand til at fortælle fra Julius’ perspektiv og skildre hans vanvid indefra i en grad, der tilnærmer sig mental sammensmeltning. Grænserne mellem de to udviskes yderligere ved en forskydning af fortællerperspektivet, der antyder, at Christian og Julius måske udgør to sider af den selv samme person. Julius Afsind blev i 2009 nomineret til DR romanprisen som én af årets seks bedste bøger.
Digtsamlingerne Foruden sine romaner har Rune T. Kidde skrevet fire digtsamlinger. Den første digtsamling, Gjort bedre før, udkom i 1983, efterfulgt af Fuglefri (1998), Hvor er Fyrvogteren? (2002) og Året rundt på gulvet – Hyldest til ottetallet (2005). Sammen med romanerne betragtede Kidde sine digte som den vigtigste del af sin produktion.
Flere af Kiddes digte er senere blevet omsat til musik. For eksempel dannede digtsamlingen Fuglefri basis for et frugtbart musikalsk samarbejde mellem Kidde og Povl Dissing samt komponist og lydkunstner Hans Sydow og guitarist Peter Steenild. Her blev Kiddes tekster forvandlet til melodisk jazzede viser kombineret med eksotiske samplinger, lo-fi-lyd og breakbeats.
Efterskrift I denne korte tekst kan der i sagens natur kun tegnes en lille mosaik af Kidde og hans meget store værk. Museet håber at udstillingen viser den mangfoldighed som findes i Rune T. Kiddes kunst og ikke mindst giver lyst til at dykke ned i hans mange værker, som man måske ikke kendte i forvejen. På de følgende sider findes rids af Rune T. Kiddes cv. samt en bibliografi.
Rune T. Kidde som Kong Karneval, Ålborg 2005
Jeg er nisse, jeg er nar og en gøgler var min far Vokset op på kryds og tværs og i streger, ord og vers Sprælske sprækker, skøre skår vilde vinkler, vilde år Hundred’tyvetusind ting For at ta’ det store spring ud i universets blå himmelrum med vinger på Det var faktisk alt om mig Kærlig hilsen og hej hej!
(Rune T. Kidde 2012)
CV Rune Torstein Kidde, f. 27. september 1957 i Bellinge ved Odense. Autodidakt tegner, forfatter og fortæller. Søn af maler, grafiker og illustrator Thormod Kidde (1925-1996) og keramiker og engelsk korrespondent Kit (Ragnhild) Kidde (1929-1997). 2013: 21. oktober. Rune T. Kidde dør 56 år gammel 2013: 17. oktober. Premiere på Musicalen Den Lilla Møghætte og Pulven på Holbæk teater 2012: Udgiver romanen Dødssøbølger hvor Kidde efter eget udsagn lykkes til fulde med at skabe værket helt, som han ønsker det. 2011: Udgiver roman-fablen Sandhedens djævlekløer. Hvor Kidde bruger munken Rasputins liv til at bygge sin roman op omkring. Grigori Rasputin fik afgørende indflydelse ved zarens hof, inden han blev myrdet i 1916. 2010: Romanen Julius afsind valgt som en af årets 6 bedste bøger af DR romanpris. 2005: Filmdebut i Jon Bang Carlsens Blinded Angels sammen med Bonnie MBuli i Cape Town, Sydafrika. 2000: Operadebut med Heksemutter Mortensen og den fede kalkun til Det Kongelige Teater sat i musik af Fuzzy, instrueret af Kasper Holten. 1999: Lærer sangerinden Bjørk at spille blind til Lars von Triers Dancer in the Dark. 1998: De 10 bind af Søde Sally Sukkertop og andre ækle æventyr begynder. Et hattesving til Dan Turèlls 10 kriminalromaner. 1995: Cd-debut med AliBabas kameler og andre musikfortællinger sammen med Trio Confetti og tekster til Nanna Lyders Prinsesse Himmel-i-mund. 1993: Romandebut med Rejsen til Alvilva. 1991: Radioanmelder ved Politiken, manuskriptforfatter på Anders And & co. Teaterdebut med En måge over Ejer Baunehøj for Det Danske Teater”. Debut som mundtlig fortæller for Hans Sydow og Hans Laurens på Holbæk Kunsthøjskole. 1990: Mister synet. Begynder 10 års arbejde som freelancer for Danmarks Radio P1, P2 og P3. Bl.a. rejsemontager fra Kina, Japan, Caribien, Færøerne og dramatisering af Tolkiens Hobitten og Eventyret om ringen, og Snabelsko og gåsetænder for P3 Børneradio. 1989: Medlem af B & U-styrelsen, Dansk Forfatterforening. 1987: Børnerims-debut med Der er ugler i mosen.
1986: Biografi-debut med bogen Leveomkostningerne er steget med en femmer pr. halvflaske. En bog om W. C. Fields. Børnebogsdebut med En kattens historie. 1985: Møder for første gang sit store forbillede, Dan Turèll. 1984: Medstifter af Tegneserieværkstedet og partiet De grønne. 1983: Digtdebut med Gjort bedre før. 1981: Redaktør på Interpresse for Fantomet, Basserne, Komix og Underground. Samarbejder med bl.a. Mort Walker, Will Eisner og Gilbert Shelton. 1982: Tegner og skribent for bl.a. Ekstra Bladet, Politiken, Svikmøllen, Euroman og mange fanzines. 1980: Gift med Marianne Sørensen, redaktør på forlaget Interpresse. Tegneseriedebut med albummene Rune T. Kidde og Man siger så meget. 1979: Medstifter af tegnestuen Gimle. 1977: Medstifter af kollektivforlaget Balder og Brage som udgav Danmarks første undergrundsperiodica med tegneserier, På Stribe. Samfundsfaglig student på Vestfyens Gymnasium. 1975: Stifter af Folkebevægelsen for W. C. Fields og udgiver af Fields’isten. Udgiver af fanzines som Blomstrende Spaghetti, Knulp og Kong Knud. Tegner og skribent for Avisen Fyn, Avisen København, Fyns Amts Avis, Fyns Stiftstidende og Kulørte Sider. 1970: Møder for første gang sit store idol Piet Hein. Kidde rejser i bl.a. Argentina, Australien, Bali, Chile, Dansk Vestindien, Egypten, Estland, Falklandsøerne, Israel, Island, Færøerne, Grønland, Jamaica, Japan, Kina, Maldiverne, Martinique, Puerto Rico, Rusland, Seychellerne, Sri Lanka, Sydafrika, Thailand, Tiwi-øerne, Uruguay, USA.
Bibliografi Tegneserier Rune T Kidde (1980) Man siger så meget (1980) Gal og normal (1982) Må jeg høfligst anmode dem om at tage denne sag alvorligt! (1984) Eventyr evergreens 1: Den lilla Møghætte og pulven (1987) Litterærlige klassikere (1988) Det fille det falle (1990) Eventyr evergreens 2: Dolly dyt og de bøvede bamser (1990) Frit efter H.C. Andersen 1: Prinser, pøbel og prinsesser (1991) Menigmands guide til det indre marked (1991) Frit efter H. C. Andersen, II: Grimt, godt og grusomt (1992) I krig og kærlighed (1992) De ærlige (1993) Frit efter H.C. Andersen III: Østerud til verdens ende (1994) På sin post (1994) Det værste 1979-1996 (1996) Hvad hjertet er fuldt af (1996) Alt om EU og de andre tyskere (1998) Rune t på stribe 1: Den lilla Møghætte og pulven (2002) Rune t på stribe 2: Litterærlige klassikere (2002) Rune t på stribe 3: Høvlens hund og Ib Å (2002) Rune t på stribe 4: Pissehuen og andre sælsomme tragedier (2002) Rune t på stribe 5: Adolf Unterbiss incorporated (2006) Rune t på stribe 6: En streg i regningen (2006) Rune T på stribe 1-3 (2010) Romaner Rejsen til Alvilva (1993) Midt i havet, midt i himlen (1997) Da henry høj gik over i historien (2000) Sidi Numans konverterede hest (2007) Hr og Fru Dicht i Island (2008) Julius Afsind (2009) Sandhedens djævlekløer (2011) Dødsbølger (2012) Friederikesdal (2014)
Digtsamlinger Gjort bedre før (1983) Fuglefri (1998) Hvor er fyrvogteren? (2001) Året rundt på gulvet – hyldest til ottetallet (2005) Børnebøger En kattens historie (1986) Der er ugler i mosen (1987) Himmelmaler Madsen og mig (1989) Troldehistorien (1990) De tre Bukke bruse (1990) I ægget bor en kylling (1990) Den sorte bastian (1992) Ækle æventyr I (1998) Ækle æventyr II (1998) Et kattens eventyr (1999) Adam Skråskægs paradis 1: Luksebukslarven i Stubjunglen (1999) Ækle æventyr III (1999) Ækle æventyr IV (1999) Adam Skråskægs paradis 2: pingo Pindgris i Stikkelsbjerg kaktuskløft (2000) Adam Skråskægs paradis 3: Viggo Vinbjergssnegl i Stritbørge lillekrat (2000) Adam Skråskægs paradis 4: Den himmelherlige sommerblomstersol (2000) Hønen i posen (2000) Ækle Æventyr V (2000) Tre små soldater vendte hjem fra grillen og andre anderledes børnesange (2001) Eventyret om eventyret (2001) Ækle Æventyr VI (2001) Ækle Æventyr, samlet udgave (2003) Historien om Ælla og Ælmer æseløre æsel (2003) Ækle Æventyr VII (2003) Sørøver Skumskæg og andre historier (2004) Ækle Æventyr VIII (2004) Klaskepot (2005) Tossepose (2005) Krigen om klatkagebjerget og andre historier (2006) Ækle Æventyr IX (2006) Ækle Æventyr X (2006) Bøh-bob og bøllemændene og andre historier (2007) Den lilla møghætte og pulven (2010) Hærge-Hans og Grimme Grete (2010)
Adam Skråskægs paradis 1-4 (2010) De tre dumme svin og den store tykke pulv (2011) På tippen af næsen sidder majonæsen (2012) Gravhunden, hejren og bjørnen Knud (2013) Humorbøger Øldrikkerens lille grønne (1985) VM, lige i boldøjet (1986) Bliv rig og stærk med tegneseriemetoden (1992) Gammel kærlighed ruster ikke - Den rådner! (1993) Øl krummer ikke i sengen (1997) Det rimer nu til juleflæsk (1998) 101 mak og mesterværker (1999) Guide til den Øvrobæiske Union (2003) Forfattere, fyndord og folkemunde (2004) HC Anderledes (2005) Grimmere end Grimm (2006) Øl er øl, som Goethe siger (2008) Biografier Leveomkostningerne er steget med en femmer pr. halv-flaske: en bog om WC Fields (1986) Øllet blev hans skæbne (om WC Fields) (1999) Fra tegneserier til opera: 25 års ækle æventyr (2000) Biografi: Kvindfolk. (om Thormod Kidde) (2002) Kruseduller, kragetæer og kreative krumspring (2007)
Pissehuen: ”Den sidste side, jeg tegnede overhovedet, blev en fed måde at slutte tegneseriedelen af mit liv af på. Det var serien om pissehuen, der blev offentliggjort første gang i Månedsbladet Press. Jeg frygtede en overgang, at der ville komme til at stå: “Her hviler pissehuens skaber” på min gravsten!” (Rune T. Kidde)
2015