2 minute read

Interview med Jens Holger Nissen

JUNIOR MED FREMDRIFT

Gilleleje Tennis Klub fik mange nye juniormedlemmer i denne sommersæson. En af dem er 12-årige Jens Holger Nissen, som dog kun opholdt sig i Danmark i ca. fem uger. Men han nåede sandelig en hel del i den tid.

Advertisement

”Det er hans første interview”, siger hans mor med et stort smil, da vi sætter os på klubbens terrasse en varm julidag. Underforstået, det bliver sikkert ikke det sidste.

Holger var tilmeldt tre turneringer i løbet af de fem ugers sommerferie. Den første var Dansk Tennis Forbunds Ungdomsmesterskaber U12, hvor han først måtte gennem tre kvalifikationskampe, som han vandt stort, alle i to sæt. I hovedturneringen blev det hårdere. ”Den første kamp vandt jeg i to sæt, og den næste i tre sæt. Men i kvartfinalen blev jeg slået i tre tætte sæt.”

Fire dage senere gjaldt det Holte GP, også en turnering under Dansk Tennis Forbund. ”Jeg vandt først to kvalifikationskampe, og i ottendedelsfinalen mødte jeg så den samme spiller, der vandt over mig i den forrige turnering. Og denne gang slog jeg ham, stort – 6-1 6-1! Kvartfinalen vandt jeg også, men så fik jeg smerter i siden i semifinalen og blev nødt til at trække mig. Og så kunne jeg heller ikke spille den sidste turnering, der var i Espergærde.”

Og så blev det ikke til mere i denne omgang, ferien i Danmark er slut, og dagen efter vores snak skal Holger hjem til Maryland i USA. Her træner han mindst syv timer hver uge, både med enetimer og sammen med de ’store drenge’ på high school, og han er også

FOTO: S. VAN DEURS

med på summercamps. ”Jeg skal til at arbejde noget mere med den mentale side,” siger han, ”jeg har det lidt med at miste koncentrationen.” Han satser i første omgang på, at hans gode tennis kan hjælpe ham til optagelse på college, ”Og så,” tilføjer han med et stort smil, ”vil jeg gerne være nummer et i verden.”

Tennis Østs rangliste for juniorer 12+ viser, at Holger i løbet af de tre uger i Danmark bevægede sig med raketfart opad. I uge 27 lå han som nr. 131, i uge 28 var han nr. 59, og i uge 29 var han blevet nr. 24.

Det er planen, at familien næste år igen holder fem ugers ferie i sommerhuset i Dronningmølle, og det bliver spændende at følge Holger på hans vej.

Susanne van Deurs

This article is from: