NARRATIV FAMILIETERAPI

Et essay

Tekst: Allan Holmgren

Illustration: Mette Hind

Jeg kommer fra en familie, hvor man fortalte historier. Nogle gange var middagsbordet som at sidde rundt om et lejrbål. Min far fortalte om de steder, han havde været at male. Han var malermester og kørte rundt og malede folks stuer og huse. Mine søskende fortalte om deres liv, når de var der. Når familien mødtes til fester eller større frokoster, var det et højdepunkt at lytte til hinandens historier. Der var tid og plads til at lytte til hinandens fortællinger. Vi talte ikke om konflikter eller uenighed. Der var ingen kritik i luften. Vi talte om oplevelser. Der kunne til tider være en underliggende spænding, hvor man skulle passe på ikke at provokere vores mor, men fællesskabets ånd og en fornemmelse af smilende opbakning og glæde var altid stærkere end de små spændinger.

Spændingerne gjorde mig ikke noget. Jeg var sikker på opbakning og beundring fra mine ældre søskende. De skabte tryghed. Og tryghed er en forudsætning for tillid. Det var især min far, der sørgede for, at der var plads til forskellighed og hjertelighed. Han tog altid sidst af maden. Børnene først.

Jeg havde fornemmelsen af et stærkt søskendesammenhold. Vi var fem søskende. Jeg er yngst. Der er otte år til min søster, ti, tretten og atten år til mine tre ældre brødre. Vi var ikke en familie med diskussioner, måske var vi en narrativ familie, en lejrbålsfamilie. Vi nød hinandens historier. Og alligevel kunne vi ikke tale om elefanten i rummet: Mine forældre var Jehovas Vidner. Mine søskende var brudt ud – til min mors store fortrydelse. Alle levede med elefanten.

Men den skabte skam for mig i skolen. Jeg følte denne diffuse følelse af mørke og svimmelhed, angst, når der blev talt om religion og især om Jehovas Vidner. Men jeg kunne ikke tale med nogen om det. Heller ikke med mine søskende. Ingen spurgte mig, hvordan det var at være mig.

Lejrb Let

Måske startede vores kultur med, at man sad rundt om lejrbålet og fortalte historier. Det mener den amerikanske psykiater James Gilligan (2009). At være menneske er forbundet med sprogets afgørende betydning. Mennesket er det eneste dyr, der kærtegner og slår ihjel med ord. Sproget og de fortællinger, vi producerer med det, skaber vores verden, sliber den økse og den kniv, vi hugger og tilskærer vores oplevelser med, skaber afgrænsninger og ’maskiner’, vi ikke selv er klar over. Sproget og de fortællinger, det muliggør, er for mennesker, som vandet er for fisk. Sprogets begreber muliggør en distance til de umiddelbare oplevelser. Sprogets magi muliggør, at der kan fortælles myter og meningsfulde historier. Fortællingerne i terapien kan give plads til oplevelsernes forskellighed. Hvis der ikke er plads til oplevelsernes forskellighed, kan fortællingerne snære, begrænse og binde – ja, faktisk virke kvælende. Meningsskabelsen er afgørende. Hændelser og livet omkring os skal give mening, for at vi får ro i sjælen. Plads og muligheder – ellers dør jeg. Det er det, terapien skal skabe plads til.

De forskellige retninger i psykoterapi er vel udtryk for forskellige myter og teorier, forskellige former for meningsskabelse, trossystemer og selvfølgeligheder. Vores kulturhistorie er fyldt med fortællinger om guder, helte, kærlighed og ondskab. Vi læser bøger, hører om myter og fjerne lande. Vores verden åbner sig og giver måske mere mening, end før vi læste. Vi hører om fjerne lande og steder og får lyst til at besøge dem. Måske. Eller afskrækkes.

Individuel terapi kan siges at handle om at håndtere de indre konflikter, som oftest mellem hvad man burde, altså hvad samfundets normer dikterer, over for personens egne værdier og erfaringer med det gode, eller når de indre værdier kommer i konflikt: ”Skal jeg lade mig skille, eller skal jeg blive i parforholdet?

Skal jeg følge flokkens, gruppens normer, eller skal jeg følge mine egne værdier?” Individuel terapi skal håndtere de svære følelser, der kan opstå på grund af traumatiske hændelser, snærende relationer eller måske oplevelsen af forkerthed og utilstrækkelighed (Hjortkjær 2020).

Narrativ Familieterapi

Familieterapi har et andet fokus. Familieterapi handler som oftest om at skulle håndtere konflikter i relationer mellem familiens medlemmer. Det kan endda være, at der ikke er nogle udtalte konflikter mellem familiens medlemmer, men at en person i familien bliver symptombærer af spændinger, der ikke kan tales om, eller som ikke bliver italesat. Der kan i lige så høj grad være tale om konflikter mellem livet i familien og livet uden for familien, i kulturen. På samme måde som en person kan blive ramt af noget, kan en familie også blive ramt: ”Hvad vil du kalde det, der har ramt jer?” er et centralt eksternaliserende spørgsmål i narrativ familieterapi. Det er navnet på problemet, der er problemets hemmelighed.

Før et problem er navngivet, kan det ikke eksternaliseres og dermed adskilles fra personerne. Måske kan familiens medlemmer ikke navngive dette problem, men de kan altid beskrive effekterne af problemet. Måske skal problemet i starten bare kaldes ’det, der har ramt jer’. Bagefter taler man om problemets effekter på hvert enkelt medlem. Man bør bede hvert enkelt familiemedlem forholde sig til disse effekter – hvad er godt, hvad er skidt ved disse effekter? Bagefter må familiens medlemmer begrunde, hvorfor de synes som de gør om disse effekter. Det gør man for at finde frem til, hvad der mon er vigtigt for hvert enkelt medlem. Hvis man ikke har fat i det, der er vigtigt i sit liv, har man intet kompas og kan ikke orientere sig. Værdierne udgør personens kompas: ”Det vigtigste af alt er at komme i dyb kontakt med sine personlige værdier og at kunne handle i fuld integritet ud fra dem.” (Kirkeby 2009, s.136).

Samtalen om problemer er derfor kongevejen – eller omvejen – til at finde frem til det, der er vigtigt for hver enkelt i familien. Det kan være svært for nogle i familien at forlade deres fokus på problemet. Problemer har det med at forhekse, fortrylle og blænde dem, der stirrer på det. Man kan derfor til en start spørge familiens medlemmer, om de er interesserede i at få en bedre forståelse af situationen: ”Vi er ikke sammen for at løse problemer eller konflikter. Vi er sammen for at få en bedre forståelse af hinanden, af hvad der er sket, og af, hvad der er vigtigt for hver enkelt af jer.” Sådan siger jeg som regel indledningsvist i en samtale. Nogle gange, hvis der er konflikter eller stærke spændinger, skal familiens medlemmer hjælpes til at kunne indtage en fordomsfri og lyttende position til hinanden: ”Hvem kender du, der er god til at lytte og vise forståelse? Vil du kunne låne denne persons ører? Vil du kunne lytte som den person, når de andre taler?” Det er spørgsmål, der kan hjælpe til en repositionering.

Når en person har fortalt, er der bevidning af personens udtryk. Man spørger de andre i familien, der været i en vidneposition til den, der har fortalt: ”Hvad har rørt dit hjerte? Hvad har især gjort indtryk? Har du en fornemmelse af, hvad der er vigtigt for personen? Hvad er du kommet til at tænke på i dit eget liv? Hvad kommer du i kontakt med, der er vigtigt for dig? Hvad forstår du nu bedre i forhold til den person, der har fortalt? Hvad er du egentlig taknemmelig over, at personen har fortalt?”

Det er sådanne bevidningsspørgsmål, der kan medvirke til at skabe forståelse og nærvær. Man kommer tættere på hinanden.

Det svære i familieterapi er, hvis – eller når – rummet er fyldt med stærke følelser. Man kan nemlig ikke tale om en følelse, hvis man er midt i den. Man skal ud af følelsen for at kunne tale om den og for at kunne få kontakt med sine værdier. Man føler så meget i løbet af en dag, og det meste er noget pis, som den norske forfatter Linn Ulmann engang har sagt i et interview i Weekendavisen.

Jeg har lige talt med et par, hvis datter på nu seksten år blev voldtaget to gange som fjorten- og femtenårig. Nu er der kommet store konflikter mellem pigen og hendes mor. Pigen har drukket meget alkohol siden voldtægterne, har taget kokain og røget hash. ”Hun har fået sig en tatovering på trods af, at det er ulovligt,” sagde moren. Hun taler grimt til sin mor, udnytter sin lillesøster på ti år, der er bange for hende. Storesøster på sytten år er brudt sammen og kan ikke koncentrere sig om 1. g på sit gymnasium. Faren tager det hele stille og roligt og har ingen konflikter eller sammenstød med Sofie, som vi her kan kalde datteren. Moren er ved at gå ud af sit gode skind. Har været flyttet i et sommerhus i en uges tid. Så var det faren, der fik konflikter med Sofie. Moren er bange for at komme til at være som sine forældre over for pigen. De tog sig aldrig af hende. Hun følte sig altid til besvær og uønsket. Dagen efter hun flyttede hjemmefra som syttenårig, fik forældrene en hundehvalp, og hendes værelse blev til forældrenes soveværelse. Moren følte, at hendes forældre kun havde interesseret sig for hendes to yngre søskende.

Både moren og faren har det bedst, når alle tre børn er hjemme og sidder tæt rundt om bordet, fortæller de. Der er nu blevet flere og flere skænderier mellem dem. Moren vil have, at Sofie skal flytte. ”Hun splitter familien,” siger moren. Faren mener, at man skal møde Sofie med kærlighed og forståelse ligegyldigt, hvordan hun opfører sig. ”Sofie lyver os lige op i ansigtet,” fortæller moren. De havde fundet hendes dagbog, læst den og var blevet voldsomt chokeret. Men de havde ikke fortalt Sofie dette i første omgang.

Det er den slags komplekse problemer, som man kan møde i familieterapi. Kulturen kommer pludselig ind i familien. Når børn er elleve år, lokker kulturens tilbud og muligheder måske mere end familiens tryghed.

Narrativ familieterapi har ingen opskrifter på det gode familieliv. Narrativ familieterapi er en form for praktiseret antropologi, hvor hver enkelt familie og dens særegenhed, kompleksitet og logik skal undersøges. Hver enkelt persons perspektiv skal udfoldes uden de andres indblanding. Diskussion om sandheden er ikke tilladt i narrativ familieterapi. Narrativ familieterapi er en form for aktionsforskning (Mathiesen 1973), hvor deltagerne er både subjekter og objekter. Hver person i familien inviteres til at udvise nysgerrighed over for sine egne intentioner og værdier: ”Har du en fornemmelse af, hvad der er vigtigt for dig midt i alt dette?” – er det centrale spørgsmål i narrativ terapi. Samt: ”Hvad er historien om dig og det, der er vigtigt for dig? Hvem har introduceret dig til det, der er vigtigt for dig?” Mennesker i narrativ terapi bliver inviteret til at undersøge deres egne værdier, deres kompas.

Når børn er blevet elleve år, er der ikke meget for en opdrager at gøre. Så har kulturen taget over. Mange for- ældre lever i den illusion, frustration og fortvivlelse, at de fortsat kan opdrage deres børn, selvom børnene er blevet elleve eller tolv år. Jeg tror ikke på opdragelse. Jeg tror på inddragelse. Hvis børn fortsat lytter til deres forældre efter tolvårsalderen, er det, fordi forældrene har gjort sig fortjent til det. Det fortæller jeg rask væk forældre. Mange får et chok.

Børn og unge søger fællesskaber, hvori de kan være sig selv og møde bekræftelse. Når børn udelukkes fra fællesskaber, går noget i stykker i børn. Deres værdi om fællesskab risikerer at blive traumatiseret. Der er sket en værditraumatisering. Derfor er mobning, dril og kritik så forfærdeligt. Mobning sidder ofte i mennesker resten af livet.

Narrativ familieterapi er en terapiform, hvor man i grunden ikke skal andet end at lytte til de mange fortællinger om en hændelse eller om en tid, hvor livet har været svært. Der skal skabes et rum af tryghed, hvori der kan fortælles historier, der giver mening. Men der skal først og fremmest skabes fortællinger om overlevelse: ”Hvad gjorde du? Hvordan klarede du den? Hvad kunne du? Hvad var vigtigt for dig? Hvad er historien om dig og det, du kan? Hvad er historien om dig og det, der er vigtigt for dig? Hvorfor er du i familien eller i relationen endnu?”

De fleste historier, vi møder i terapirummet, er fortællinger om problemer, traumer og sorger. Det er som oftest problemhistorier baseret på tynde identitetskonklusioner, som vi kalder det i den narrative jargon, der er bestemt af problematiske hændelser og begivenheder og af følelser og fornemmelser af utilstrækkelighed (Hjortkjær 2020).

Opgaven i narrativ familieterapi er at skabe mulighed for, at der kan blive fortalt så mange forskellige historier som muligt – uden skam. Narrativ familieterapi handler ikke om at løse problemer, men om at skabe bevægelse.

Diagnoser

Det er som om, der går et utilstrækkelighedens spøgelse igennem vores land, hvor flere og flere bliver diagnosticeret – lærere eller forældre fordrer en diagnose på børnene. Men en udredning og diagnose fortæller intet. Den individualiserer og sygeliggør relationelle og kulturelle problemer. Diagnosen ADHD for eksempel, der er helt vildt populær blandt både børn og voksne for tiden, er en psykiatrisk konstruktion uden biologisk eller videnskabelig validitet. Diagnoser forklarer og fortæller intet på det mentale område. De skaber ingen forståelse. Gør os faktisk dummere. Det gælder alle psykiatriens diagnoser. At få en diagnose er som at gå til en heksedoktor eller medicinmand i ordets oprindelige og gamle betydning – eller til et orakel. Ingen bliver klogere. Og en diagnose er som regel tautologisk: Du har en diagnose, fordi du er diagnosen: Du er depressiv, fordi du har en depression. Men ingen kan sige, hvad en depression er – selvom det er oplagt, at hele vores følelsesliv er en reaktion på det, der er hændt os i vores liv. Diagnoser fjerner mennesker fra deres egne oplevelser, erfaringer og værdier. Spørg mennesker, der har været i kontakt med psykiatrien og har fået en diagnose: ”Hvad vil du selv kalde det, du slås med, og som har taget magten over dit og din families liv?” ”Hvordan ser din ADHD ud? Hvilke effekter har den? Hvad er den mon ude på?” Fortællinger spundet om diagnosens tråd forklarer intet. De forhekser. Familieterapi drejer sig ikke om diagnoser. Familieterapi drejer sig om relationer.

Den Narrative Metafor

Narrativ terapi tager udgangspunkt i det faktum, at mennesket er et fortolkende væsen. Der eksisterer ingen sandhed – kun forskellige fortolkninger af erfaringer. Disse fortolkninger eksisterer i sproget.

Narrativ terapi interesserer sig derfor for menneskers fortolkninger af deres handlinger, af deres problemer, intentioner, værdier, håb og drømme – vel vidende at disse kategorier også er måder at organisere en fortolk- ningsverden på. Når narrativ terapi anvender metaforen ’narrativitet’, som er et lån fra litteraturteori, er det, fordi denne metafor vel bedst beskriver det faktum, at der ikke eksisterer en menneskelig kultur, uden at den har organiseret sig igennem fortællinger med helte, skurke og problemer. Derigennem tilskrives mening til de mange forhold og fænomener, der finder sted. Noget af det vigtigste er måske at opgradere menneskers erfaringer, så de føler, de ved noget, så de får taleret på flere arenaer, skriver norsk samfundsteoris nestor Nils Christie (2008, s.56).

Det Tomme Menneske

Narrativ terapi afholder sig fra at sige noget som helst om, hvad mennesker er, andet end at mennesket er et magtudøvende, fortolkende og fortællende væsen. Selv mennesker, som på grund af et handicap ikke har mulighed for at give udtryk for deres oplevelser via et sprog, organiserer deres erfaringer igennem meningsskabelse på anden vis. Det er denne evne, ja, nærmest tvang, til at skabe magt og mening, forfatte og fortælle historier, som er omdrejningspunktet for narrativ terapi.

Børn lærer sproglige kategorier i toårs alderen, og allerede inden da kan man se, at de organiserer deres handlinger i forhold til meningsdannelse gennem ikkeverbale hukommelsesfærdigheder: Spædbarnet kan genkende mors duft, ansigt, hvilken mad det vil have og så videre. Det kan efter nogle måneder huske, hvor et yndet legetøj ligger. Når barnet siger sine første ord, er forældrene lykkelige – det er ved at blive et menneske, man kan tale og koordinere med. Når barnet er ca. fem år, kan det fortælle om sine handlinger på en meningsfuld måde; det kan fortælle, hvad det skete i går, og hvad det skal i morgen. Det er den amerikanske psykologis grand old man, Jerome Bruner (2004), som har foreslået den narrative metafor som grundlag for den kulturelle psykologi. Han er en del af den bølge, hvis tidligste repræsentant var den russiske psykolog Vygotsky, og som har fået vind i sejlene de seneste tredive år.

Narrativ terapi interesserer sig ikke kun for meningens og handlingernes landskab og for spændingsfeltet mellem disse to landskaber. Narrativ terapi interesserer sig for den magt, der altid finder sted, når der finder meningstilskrivelse sted. Det vil sige, når der skabes begreber. Det er den franske idéhistoriker og psykolog Michel Foucault (1926-1984), som har påvist den nære forbindelse, der er mellem viden og magt. Foucault taler om videns-magt-linjer for at understrege, at der ikke eksisterer viden, uden at denne viden indgår i et magtspil af diskursiv karakter. Begrebet diskurs betyder, at noget kan siges og ses på bekostning af noget andet. Enhver meningstilskrivelse er derfor i en vis forstand en form for magtudøvelse. Magt er hverken et positivt eller et negativt begreb, skriver Foucault (Heede 2004), men et produktivt begreb. Der eksisterer altid magt i alle relationer og overhovedet, hvor der eksisterer sprog. Sprogets begreber og kategorier er i sig selv magtinstrumenter.

Når mennesket ikke er noget i sig selv, men er tomme tavler, kulturen indskriver sig i, bliver fokus i narrativ terapi på det sprog og de fortællinger, mennesker bruger til at skabe mening i deres liv. Disse fortællinger er altid kulturelle måder at tale på, det vil sige kulturelt bestemte diskurser. Michael White, den narrative terapis grundlægger, interesserede sig i 70'erne og 80'erne for det sprog, der blev anvendt både i sager med encoprese og anorexi. Der blev anvendt et internaliserende sprogbrug: Barnet blev anset for problematisk og måske også slemt, fordi det ikke kunne styre og regulere sin afføring, og forældrene blev anset som problematiske. Det måtte være deres skyld, at barnet ikke kunne kontrollere sig. Personer med anorexi blev på forskellig vis forstået som havende indre driftskonflikter (i en psykoanalytisk diskurs) eller styret af automatiske tankemønstre, der skulle aflæres (en kognitiv diskurs). Ingen hidtidige terapiforståelsesformer havde overvejet den magt, som det internaliserende sprogbrug havde på de mennesker, der betjente sig af det.

Inspireret af Foucault begyndte Michael White at anvende et eksternaliserende sprogbrug, der gjorde problemet til problemet og fastholdt personen som adskilt fra pro- blemet. Problemer bliver derfor i narrativ terapi forstået som noget eksternt, der angriber og bemægtiger sig personen – og familier. Udsagnet "jeg er deprimeret" bliver derfor i narrativ terapi til "du siger, at depressionen har fat i dig; hvad er effekterne af depressionen på dig og på dit liv og dine relationer?"

V Rdier

Det er den narrative terapeuts opgave at stille spørgsmål, så mennesker kan få en refleksiv distance til deres problemer og til de konklusioner, som de har om deres eget liv relateret til deres problemer. Derigennem kan mennesker få adgang til deres værdier og få mulighed for at fortælle om erfaringer og historier knyttet til disse værdier, til hvad der er vigtigt for dem. Mennesker skal hjælpes til at fornemme og mærke deres værdier – ikke føle deres følelser. Mennesker føler så rigeligt. Selvets kerne består af værdier. Følelser kan obstruere fornemmelsen af værdier. Følelser er som summende fluer, der kan forstyrre fokus. Menneskers værdier er som tæer. Hvis vi mister tæerne, kan vi ikke holde balancen. Hvis vi kommer for langt væk fra og mister kontakten med vores værdier, falder vi ned i lidelsens flod og mørke.

Når et menneske har fat i sine værdier, kan der skabes andre historier end problemhistoriernes konklusioner om, hvem de er som mennesker, om hvad de kan og står for. Ikke for at omformulere problemer, men for at der kan blive plads til flere og rigere historier om livet. Livet er multihistorielt, som Michael White ofte sagde på sine seminarer; der kan altid fortælles flere historier – what else is there, som den franske filosof Gilles Deleuze skriver. Menneskelig lykkefølelse er direkte proportional med antallet af forskellige historier, man kan fortælle om sit liv. Uden skam.

I narrativ familieterapi får familiens medlemmer positionen som vidner til hinandens fortællinger, så der kan blive plads til rigere historier uden skam. Man skal sørge for, at deltagerne i samtalen kan lade sig inspirere af hinanden – og måske endda udtrykke beundring og taknemmelighed. På den måde bliver man kendt nok til at blive genkendt og værdig nok til endnu et blik, som Gilligan (2000) skriver.

Litteratur

Bruner, Jerome: At fortælle historier – i litteraturen, juraen og i livet. Alinea 2004.

Christie, Nils: Små ord om store spørgsmål. Mindspace 2008.

Gilligan, James: Violence – the Deadliest Epidemic. Jessica Kingsley Publishers 2000.

Hjortkjær, Christian: Utilstrækkelig – hvorfor den moderne moral gør de unge syge. Klim 2020.

Kirkeby, Ole Fogh: Den frie organisation. Gyldendal Business 2009. Mathiesen, Thomas: Det ufærdige – bidrag til norsk aktionsteori. Hans Reitzels Forlag 1973.

Allan Holmgren er magister i psykologi fra Københavns Universitet 1981, grundlægger af DISPUK 1990. Adjungeret professor på CBS. Æresformad for SPUD, mangeårigt medlem af bestyrelsen for Dansk Psykoterapeutforening, medlem af bestyrelsen for Selskabet for Psykoterapi.

I Mørkningen Juleaften

Vi sov af Glæde kun lidt i Nat, og Dagen har været saa lang; nu har vi os her paa Skamlerne sat, fortæl en Historie en Gang!

Vi ved, du over hundrede kan.

Mens Faer og Moer gør Træet i stand, fortæl, lille Bedstemoer! Gjør det! Aa! Men en, som er lang, at Tiden kan gaa.

Fra Peters Jul (1866-70). Afsnit 3, hvor bedstemor fortæller.

Vold Og Familieterapi

Terapeuten i en neutral position

En tidligere kursist ringede og bad om hjælp til sin 20-årige søn, Per, som havde været udsat for en meget ubehagelig oplevelse nytårsaften nord for København. Oplevelsen omfattede hans jævnaldrende kæreste gennem et halvt år og hendes familie, som havde inviteret ham til at fejre nytår sammen med dem. Hen mod midnat havde han hørt skrig fra sin kæreste, som var gået op på sit værelse for at hvile sig efter at have drukket for meget alkohol. Hendes far var blevet rasende over, at datteren nu igen havde drukket sig fuld, og havde råbende slæbt hende ned over trappetrinnene fra førstesalen og ned til stuen, hvor de øvrige gæster sad. Per så sin grædende kæreste i forslået og småblødende tilstand efter den hårde medfart og var lamslået over det skete.

Moderen, som kontaktede mig, fortalte, at hendes søn var dybt rystet over hændelsen denne nytårsaften med kærestens forældre og deres vennepar, hvor der inden det voldelige optrin var blevet blev drukket rigelige mængder alkohol, hvor alle øvrige havde været en del berusede. Moderen fortalte desuden, at de i deres egen familie altid havde fejret nytårsaften som en rolig og hyggelig festdag med indtagelse af moderate mængder alkohol, hvorfor hendes søn var uvant med såvel vold som indtagelse af store mængder alkohol.

Hendes søn var her to uger efter hændelsen stadig så rystet, at han bad hende om hjælp, hvorfor hun nu kontak- tede mig. Jeg indvilgede i at hjælpe ham og sagde, at for mig ville det optimale være en terapi med hendes søn, hans kæreste og hendes to forældre sammen. Moderen ringede tilbage samme dag og meddelte, at den københavnske familie havde indvilget i at møde op i Risskov i min klinik. Per, hans kæreste og hendes forældre mødte op den følgende weekend til familieterapi.

Sikre At Alle Stemmer Bliver H Rt

Jeg takkede alle for, at de havde indvilget i at tage den lange tur til Risskov, at min arbejdsmetode primært bestod i at stille spørgsmål, og at jeg ville opretholde neutralitet i forhold til hændelsen nytårsaften samt tage ansvaret for at styre processen. Jeg informerede desuden om, at min whiteboardtavle var ét af mine vigtige redskaber, og at jeg undervejs ville skrive nøgleord og nøglesætninger op fra hver af de tilstedeværende. Endelig informerede jeg om, at alle havde retten til at sige fra, hvis de ikke ønskede at svare på et givent spørgsmål fra min side. Alle indvilgede i disse fælles regler under familieterapien.

Første runde: Alle blev stillet de samme to spørgsmål:

1. Hvad de hver især ønskede at tale om?

2. Hvad de hver især håbede at få ud af denne familieterapi?

Svarene blev skrevet på tavlen, og med forskellig ord- lyd havde de samme tema: At tale om hændelsen nytårsaften – og samme ønske: Hvordan de alle fire konstruktivt kunne komme videre med hinanden.

DEN FAMILIETERAPEUTISKE SKABELON MED TRE RUNDER (På systemisk grundlag):

1. At høre hver især om deres oplevelse af forløbet nytårsaften.

2. At høre hver især om deres forståelse af hændelserne.

3. At høre hver især om deres idéer til initiativer, de selv kunne bidrage med med henblik på, at de alle fire kunne komme videre med hinanden.

Alle svar blev skrevet ned på tavlen.

Det følgende er en forkortet gengivelse af familieterapien.

Punkt 1, om deres oplevelser, kom til at kræve stram styring fra min side.

Jeg startede med Per, fordi han var direkte anledning til, vi alle sad her. Han nåede kun at starte på sin oplevelse, før faren afbrød.

Per: Jeg hørte min kæreste skrige, mens hun blev slæbt ned over trappetrinnene, og –

Faren (afbryder): Det passer ikke!

Terapeuten: Jeg kan høre, du har en anden oplevelse end din datters kæreste, og den vil jeg gerne høre til lige bagefter.

Per: – og jeg var rystet over at høre hendes skrig og se, at hun blødte, og –

Faren (afbryder): Det er simpelthen løgn – sådan skete det ikke!

Terapeuten: (henvendt til faren): Kan du og jeg blive enige om, at den eneste, som kan udtale sig om Pers oplevelse, er ham selv?

Faren: Jah – men jeg er uenig i hans oplevelse. Sønnen fik nu fortalt resten af sin oplevelse, og jeg spurgte herefter til farens oplevelse, som var, at han ikke havde slæbt datteren ned over trappetrinnene, men havde ført hende ned af trapperne.

Datteren sagde, at hun ikke kunne huske noget, fordi hun var fuld, men at hun havde blå og gule mærker på kroppen dagen efter.

Moren sagde lavmælt, at hun ikke havde oplevet, hvad der skete i stuen.

Punkt 2, forståelser:

Pers forståelse af hændelsen var, at faderen var voldsomt rasende over, at hans datter var blevet så fuld og havde forladt selskabet.

Farens forståelse var, at datterens fuldskab havde været uacceptabel og pinlig over for de øvrige gæster, hvorfor han som far måtte reagere kontant.

Moren sagde, at hun slet ikke kunne forstå, hvorfor det skete.

Datterens forståelse var, at hendes far ville straffe hende, fordi hun igen blev fuld.

Punkt 3, idéer til initiativer:

Per: Jeg vil passe bedre på min kæreste, så hun fremover ikke bliver så beruset.

Faren: Jeg vil tage ansvar for, at min datter ikke gør sig pinlig fremover.

Moren: Jeg vil være tæt op ad min datter til fester fremover, så hun ikke bliver fuld.

Datteren: Jeg vil gøre mit til ikke at blive så fuld mere, og I må gerne stoppe mig.

Disse idéer til initiativer blev også skrevet på tavlen, og jeg opfordrede dem til at tage et billede af tavlen med deres mobiler, så de havde dokumentation for, hvad der var blevet talt om under familieterapien.

Jeg afsluttede med at høre alle om, hvordan det havde været for dem at være med til denne familieterapi – og om jeg havde behandlet dem ordentligt.

De takkede for min hjælp og syntes, at jeg havde styret forløbet godt, så det var sikkert at være i rummet. Jeg blev overrasket, da faren – som jeg havde været mest korrigerende overfor – greb mine hænder og sagde: ”Tusind tak for hjælpen. Jeg er optimistisk med, at vi alle nu kommer godt videre.”

Efterspil

Pers mor kontaktede mig senere og fortalte, at hendes søn nu kom godt overens med kærestens familie. Han valgte dog efter tre måneder at slå op med sin kæreste og er efterfølgende blevet gift og har etableret sin egen familie.

Terapeutiske Overvejelser

Mit udgangspunkt for familieterapi er, at når alle parter får adgang til hinandens tanker, følelser, forståelser og ønsker for fremtidigt samvær, vil der ske en bevidsthedsmæssig og følelsesmæssig berigelse, der betyder, at de involverede vil ændre adfærd i mere samarbejdende og hensigtsmæssig retning – og med lidt store ord –at kærligheden i familien bliver styrket.

Jeg mener, at alle mennesker har ret til at have forskellige oplevelser – også selvom de for andre kan virke uforståelige. Jeg vil gerne illustrere dette med en uhøjtidelig tegning:

Jeg har arbejdet med denne model både i individuel, par-, familieterapi og flergenerationsterapi. Modellen er blevet anvendt, også når ikke alle involverede har kunnet være til stede, ved at stille cirkulære refleksive spørgsmål (Tomm 1992) til hovedpersonen(erne) om, hvad de tror ikke-tilstedeværende ville have svaret på henholdsvis oplevelser, forståelser og idéer til at komme videre. Dvs. at alle relevante stemmer på denne måde kan inddrages i terapien.

Af ovenstående case kan ses, at jeg – bortset fra min korrektion af faren – søger at holde mig neutral/upartisk, og jeg inviterer desuden de involverede til hypoteser ved at spørge til deres forståelser af, hvorfor de forskellige agerede, som de gjorde (Palazzoli et. al.1980).

Ovenstående tretrinsmodel er naturligvis kun én model for udøvelse af familieterapi – eller psykoterapi i det hele taget, men jeg har valgt at præsentere den, da jeg igen og igen har brugt den som skabelon i terapier gennem de sidste 30 år, ligesom vores uddannede psykoterapeuter har sat pris på den som en enkel, overskuelig og konstruktiv model.

Litteratur

Palazzoli, MS, L Boscolo, G Cecchin, G Prata: Hypothesizing – Circularity –Neutrality: Three Guidelines for Conductor of the Session. Family Process, Vol. 19, no.1, 1980.

Tomm, K: Er hensigten at stille lineære, cirkulære, strategiske eller refleksive spørgsmål. Forum nr. 4, 1992.

Ole Nygaard, MPF, er cand.psych., aut. og godkendt specialist i psykoterapi og supervision. Sammen med sin kompagnon, psykoterapeut MPF og hypnoseterapeut Winnie Ørting, har de siden 2002 ejet og drevet uddannelsesinstituttet WIOL I/S i Risskov.