18
I N F O R M AT I O N FREDAG 8. APRIL 2016
SCENEKUNST
Lone Rødbroes bange danskerhistorier og Hans Holtegaards fadertilbedelse gør ondt i Teatret Møllens beske Hausgaard-forestilling. Foto: Søren Hasselgaard Skaaning
Hausgaards angstdanskere ’Jeg vil ha’ lyserøde mennesker’ synger Lone Rødbroe barskt i Teatret Møllens overrumplende teaterkoncert over Niels Hausgaards univers Af Anne Middelboe Christensen
N
iels Hausgaards tekster kan mere, end man måske lige kan høre, når den nordjyske skjald sætter sig til rette med guitaren. Selv har jeg ikke tidligere følt mig inviteret indenfor i den nu 71-årige entertainers univers; jeg har vel tænkt, at han mest synger for sin egen generation – og for vendelboer med forstand på runde å’er. Men sådan er det tydeligvis ikke. Den 34-årige teaterleder af Teater Møllen i Haderslev, Nikolaj Mineka, har i hvert fald forelsket sig så meget i Hausgaards univers, at han har fået instruktøren Ole Sørensen til at instruere en teaterkoncert over Hausgaards sange. Og det er der kommet en bevægende og højaktuel forestilling ud af – fuld af knappenåleord, der spidder hverdagsdanskerens bekymringer. Tilsat en strøgen teske humor til at kitte hullerne i et Danmark, hvor ingen jubler. Forestillingen udspiller sig på en
togstation, hvor toget til ‘Fornuftens land’ er forsinket. Essensen er, at disse mennesker er samlet ufrivilligt i denne skidengrå ventesal, hvor et nedlagt billetkontor viser sig at rumme to kontrollører med kontrabas og guitar. Og så sætter de fem rejsende sig ellers på den evige stationsbænk, som scenografen Johanne Eggert fermt har gjort til en livskarrusel rundt om den kroniske skraldespand.
Mavepuster Skuespillerne er en broget flok. De er godt nok makeup’et så hverdagsgrå, at det virker lidt søgt. Men deres musikalitet stråler i alle klangfarver. Hanne Laursen spiller forpjusket kvinde med fuglebur og bange betragterøjne. Hendes forknythed bliver bragende, når hun synger om, »da min bror havde sin kærest’ med hjem«. For så kan man virkelig se, hvordan barndomshjemmet skrumper, fordi det bliver set med fremmede og ’fine’ øjne. Connie Tronbjerg styrer sin bacil-
leforskrækkede nydelighedskvinde med høflige grimasser, indtil hun eksploderer i et raserianfald. »Du er ligeglad!« hvisler hun til sin kærlighedsløse mand, så man mærker svigtet som en mavepuster. »Hvem mon du kom fra, da du kom hjem i nat?« synger Klaus Andersen helt stille, mens han ydmyget gør sig klar til at vente endnu en nat. Eller også spiller han den store forførende crooner med tyk scorestemme med fuldklang. Det er ret overlegent. I en anden sang forsvarer han barnets ret til at se verden med egne øjne – det er i Hausgaards skræmmende ensretningssang om at male en blomst. Når denne dreng begynder at trampe nazimarch, kan man næsten godt forstå det ... For iscenesættelsen har fint valgt at sammenkæde sangene med effektiv koreografi og nænsom medlytten. Her er ingen ord, men her er masser af blikke og kaffekopper – og kun en lille smule patos. Egentlig bliver det allerbedst, når performerne bare fortæller deres historier til hinanden – sådan som man netop kan komme til at gøre det, når man møder fremmede mennesker, man pludselig bliver meget fortrolig med. Og musikerne Simon Eskildsen og Mathias Gregersen skaber opildnende fortællerstemning med deres instrumentleg. Den
elskeligste person bliver dog Hans Holtegaard. Han sidder i det fineste, voksne jakkesæt, men indeni er hans sjæl lige så barnligt forventningsfuld som hans klaprende træsko. For han angler vildt efter at blive anerkendt af sin far. Men faren har aldrig tid. Eller som faren tomt siger det: »Du kan altid gå til Far. Men indtil du bli’r stor, så gå til Mor!« Hans Holtegaard tunge krop synker helt sammen på bænken, mens han skjuler sin kærlighedssult – og så gør det ondt i tilskueren.
Kvalmeord Alligevel er det Lone Rødbroe, der ryster tilskueren mest. Når hun synger om fiskerens barn, der sidder derhjemme sammen med moren og venter på, at faren skal komme hjem – og stormen raser, og moren ikke siger noget – så mærker man barneangsten dybt i maven. Lone Rødbroe er et lokomotiv af kræfter for enhver forestilling; og hendes revyhumør er en gave. Men her spiller hun faktisk på alt det underdrevne, og så er effekten endnu mere rystende. Ikke mindst når hun synger fremmedhadet ud i »Jeg vil ha’ lyserøde mennesker omkring mig« – indtil hun pludselig selv kommer i tvivl. Det er virkelig klamt. Som teaterkoncert betragtet min-
der I fornuftens land mest om digterforestillinger som Det Kongelige Teaters Ditlevsen-forestilling Tove! Tove! Tove! og Teater Momentums Hørslev-forestilling Lige om lidt bliver alting meget sjovere. Ikke i stilen, men i intensiteten. Ordene bliver så stærke her, at de giver kvalme. Det tankevækkende er, at mange af Hausgaards ord om hadefulde danskere stammer fra længe før, at fremmedangsten og Dansk Folkeparti var blevet stuerene fænomener, der tvangsrimede på sund fornuft. Og jo. Hausgaard har tydeligvis ret: »I ’Fornuftens Land’ er himlen grå.« amc@information.dk
’I fornuftens land’. Teaterkoncert baseret på Niels Hausgaards sange. Idé: Nikolaj Mineka. Iscenesættelse: Ole Sørensen. Scenografi: Johanne Eggert. Coproduktion mellem Teatret Møllen og Vendsyssel Teater. Spilles på Møllen i Haderslev til 9. april og Vendsyssel Teater i Hjørring 19. april- 14. maj