Firetyvetimersmarathondagen! 01/10-2011 Dagbog. 09:00 Stod op og tog bad. medens æggene kogte startede jeg tråden på SJ klokken 09:52 Morgenmad og derefter indkøb til dagens dont - man må jo ha’ både vådt og tørt om man skal stå en marathon igennem. Er tilbage og går på internettet for at slå tre tilfældige ord op - det bliver til voksen, pakæsel og kostebinder - derpå laver jeg skyndsomt to grovskitsede sider den ene poster jeg så på SJ klokken 12:36. Jeg sander at jeg bliver nødt til at gå et skridt tilbage og rent faktisk skrive manuskript hvis historien skal hænge nogenlunde sammen, man er lidt ambitiøs, også med sine marathoner. Jeg spiser frokost udendørs i den underlige oktobersommersol. “Rentegner” hvis man kan kalde det det, side 1 og poster den klokken 13:46. Klokken 15:16 er jeg færdig med manuskriptet og kan begynde på tegnearbejdet. 16:54 er side 2 på SJ, har været igang i fem timer... FEM TIMER OG JEG ER KUN PÅ SIDE TO! Kort stik af panik. 17:38. Side 3 postes, jeg vender tilbage til manus for a finpudse. Jeg tåbe. 18:41. Side 4. Nu begynder jeg at gå mere systematisk til værks, dvs. jeg grovskitser en fem-ti sider, og derefter “rentegner” jeg dem før jeg tager hul på næste læs - er nu glad for at jeg har valgt en enkel farvelægning. 19:27. Side 5. Jeg når nu det punkt hvor jeg som altid vånder mig og ved inderst inde at jeg aldrig når deadline! Kaffe smager grimt nu.
21:29. Side 6 til 10 - er nu nået det punkt hvor mit tegnetempo accelererer. Jeg er en ung gud nu! Jeg er i zonen, jeg kan tegne FEMTEN DAGE I TRÆK!!! 22:07. Side 11 - 15. Jeg er som en lavine - savner kun en øl. 23:22 føler jeg den største eufori lægge sig, jeg kan atter mærke min krop og ville egentlig gerne ha’ nogle blide men stærke hænder til at masserer mine ømme skuldrer. Hvorfor købte jeg ingen øl? Cola smager af sæbe. 23:52. Jeg mangler at farvelægge 8 sider - min krop fortæller mig at den er gnaven på mig, og at jeg burde gå nogle flere ture og holde mig fra den er djævelske kaffe. 00:26. Side 16 - 20. Glemme min fysiske ubehag og glæder mig over at tegne. Det er nemlig dejligt at tegne. 00:45. Side 21 - 25... Femogtyve? Jow, undervejs gennem den hastige manuskriptskrivning lavede jeg en hjernefjært og talte siderne forkert. 24 sider blev til 26 uden at jeg vidste det. Altså før panikken meldte sig og jeg skulle tegne som lynet. 00:48. Side 26 - den sidste! Jeg læner mig tilbage og trækker vejret. Jeg går ud i den sære, sære efterårssommervarme nat for at gå rask til - at kroppen kan få blodet rundt i årene igen efter så mange timers sidden stille. 02:15. Fanden tager ved mig, og jeg laver en forside til historien. Derefter sætter jeg Mozart på ghettoblasteren og går i min seng.
10:00 Dagen derpå, men stadig medens marathonens klokkeværk tikker. Jeg spiser en bolle og retter stavefejl, tilpasser sprogtonen og fiddler generelt med småfejl jeg ikke vil accepterer, selv ikke i en marathonserie. 10:50. Poster alle 26 sider, plus forsiden i en tråd for sig. Årets raddebrækkertur er veloverstået og så skal jeg ikke en hujende fis mere den dag!. Andet end at gå ud i efterårssommerens lune særhed. P.S. Jeg gør det aldrig mere (obligatorisk).