Kark23 by Thomas Møller

T R A N S F O R M A T I O N

[KÅRK] nr. 23

TRANS FOR MATION

TAK TIL

[KÅRK] # 23 - Transformation

# Cover fotos:

[KÅRK] udgives af Arkitektskolen Aarhus og Kunstakadamiets Arkitektskole København.

Fotograf - Jannie Stentoft - www.janniestentoft.dk

[KÅRK] produceres af arkitektstuderende og uddeles gratis på arkitektskolerne.

Model - Emma - Lemanagement

Makeup - Maria Schläger - www.mariaschlager.com

Oplag: 700 N O I T A M R O F S N A R T

Ansvarshavende redaktør: Line Feldfos

N U M M E R

Marianne Kasten Iben Marie Schou Lena Gade Pit Herold Mathilde Gludsted

2 3

# Redaktionsmedlemmer: Line Feldfos

T R A N S F O R M A T I O N

Ansvarshavende for dette nummer er redaktionen på Arkitektskolen Aarhus.

# Bidragsydere: Lars Nicolai Bock, Julie Reuther, Nina Ventzel Riis, Stefan Darlan Boris, Sonja Marie Overgaard, Lise Birgens, Niels Park Nygaard, Torben Nielsen, Søren Poulsen, Karen Cilento, Tue Clausen, Colm O’Brien, Gunhild Askehave, Jon Kräling Andersen, Line Stybe Vestergaard, Stine Borgstrøm, Kaare Sebastian Golles, Mathilde Kaysen Kier, Mia Nordberg.

Jonas Hjortshøj Sørensen Thomas Dudzinski Julie Kaalby Bjerre

# Produktion: Scandinavian Book A/S

Anna Karnov - www.annakarnov.com # Kontakt [KÅRK]: # Layout:

kark@stud.aarch.dk

Thomas Dudzinski - www.dudzinskidesign.com

www.kårk.dk

Jonas Hjortshøj Sørensen - www.jonashjortshoej.com Mathilde Gludsted - www.gludsted.com

INDHOLD

Time is a bitch

3 x Hed 45

State of being changed

Transformationsprocesser

Le quatier latin

Foldetegninger 53

Transformation 09

Ruhr 57

Transformers 15

Transformation 61

Flood works

Flip flop pop

Transformation som begreb

Majonæsen 65

Play On 23

Førstehjælp til majonæsen

Abstraktionen 25

Intermediate places

Tid, materialitet og erindring

Scaffold 71

Evindelige rystelser

Transformationen i tiden

Cyklus 33

Find Fejlen 77

Tessellation 35

Pølsesnak 79

Paper Folding 37

Kærlighedserklæring

Forvandlingsrummet

HVEM ER HVEM

lena gade, skribent

ju lie al by

ka bj er re ,

anna karnov, skribent

fos

eld

lin

ste ud

t en

ib kr marianne kasten, s

ild

h at

t ou

lay

pit herold, skribent

iben marie schou, skribent

jonas hjortshĂ¸j sĂ¸rensen, layout

skribent

redaktĂ¸r

thomas dudzinski,

af line feldfos, redaktør, stud.aarch illustration af mia nordberg

TIME IS A BITCH 03

Time is a bitch. Så er det sagt. Tiden står aldrig stille, og jeg halser som oftest efter den, efter deadlines jeg skal nå, steder jeg burde være, og alt det jeg burde få gjort i dagligdagen/ weekenden/ ferien. Tiden er relativ, og det er både det, jeg elsker, og det jeg hader ved den. Tiden går altid i sit eget tempo, ligegyldigt hvor meget man kæmper for eller imod den. Og tiden sætter sine spor - på mig og verden omkring mig. Ingen af os er dem, vi var for 5 år siden. Vi har ændret os, tiden og omgivelserne har transformeret os. Jeg kan ikke afgøre, om de forandringer, jeg har oplevet, er bedre end dem jeg havde oplevet, hvis jeg havde truffet andre valg −om en hypotetisk alternativ udgave af mig ville være bedre, dårligere eller bare anderledes end den jeg er nu. ”Der findes ingen mulighed for at kontrollere hvilken beslutning der er den bedste, for der findes ingen sammenligning. Mennesket lever alting med det samme, den første gang og uden forberedelse. Som hvis en skuespiller spillede en forestilling uden nogen som helst prøve. Men hvad er livet værd, hvis den første prøve på livet allerede er livet selv? Livet ligner derfor altid en skitse. Men ikke engang skitse er det nøjagtige ord, for en skitse er altid et udkast til noget, en forberedelse til et billede, mens den skitse der er vort liv, er en skitse til ingenting, et udkast uden billede.” 1 Som Kundera skriver i ”af tilværelsens ulidelige lethed” kan man ikke kontrollere sine beslutninger da man ikke har noget sammenligningsgrundlag − vi kan derfor ikke afgøre, om den transformation vi gennemgår på baggrund af vores beslutninger og handlinger er bedre end de alternativer vi fravælger. Vi konstaterer at tingene forandrer sig, nogle med vores medbestemmelse, andre uden. ”Transformation” er blevet et modeord, et ”buzzword”, sammen med andre ”floskler” som bæredygtighed, økologi, fleksibilitet og optimering. Det er let at lade disse buzzwords blive til ord, hvis mening 1. Milan Kundera: af Tilværelsens ulidelige lethed, Gyldendal 1983, s. 13

man glemmer og hvis betydning derfor udvandes eller ligefrem udviskes. Men vi kan derfor hurtigt blive enige om, at transformation er vigtigt, fordi udviklingsmetoder dækker alt der er foranderligt (hvilket sådan cirka dækker alt i verden), men også fordi transformation giver plads til ændringer og udvikling. Transformation er et poetisk væsen, der kan agere på mange forskellige planer, og hvad enten man taler om menneskers eller objekters forandring kan transformation være et indgreb forårsaget af små tilfældigheder eller store nøje tilrettelagte strategier. Og her skal vi som arkitekter og designere, kunne agere på begge planer; fra den generiske idé- og formgivningsproces til mere teoretiske og strategiske planlægninger af byer og landskaber. Transformationer kan ske langsomt eller hurtigt, evolution kontra revolution, men forandringernes fællesnævner vil altid være tiden. Så længe tiden er, kan man ikke binde en tilstand og gøre den til stilstand. Mange studerende på arkitektskolerne har i deres tid på studiet arbejdet med transformation og er som følge heraf blevet trætte af begrebet, der gennem projektforløbet har fået en seriøs og gennemtærsket klang. Men udover teoretiske tekster, begrebsdefinitioner og transformationsmetoder handler transformation også om leg og proces −det fantasifyldte, det levende og det foranderlige. Transformation fungerer på mange planer, og det er som sådan et taknemmeligt begreb. Der er både plads til storstilede langsigtede udviklingsstrategier og hurtige små transformationer a la ”hvis-jegfolder-dette-papir-efter-denne-opskrift-bliver-dettil-en-frø-der-kan-hoppe”. Det er disse facetter, der fascinerer mig ved transformation; dets mange ansigter, skalaer, tidsperioder og diffuse eksistens. …Og så det faktum, at transformation handler om det, der sker og giver plads til det, der kan ske. Transformation, it happens. Velkommen til [kårk] #23

af karen cilento, stud.aarch, new york

STATE OF BEING CHANGED

A New Yorker comes to Aarhus in 463 minutes. Traveling 3715.3 miles [x/0.62] 5979.2 kilometers. 8,175,133 people in 303 square miles [303/(0.62(^2))= 786 square kilometers] to 242,914 in 6,912.7 square miles [6,912.7/(.62(^2))= 2,669 square kilometers] Noon [eastern…standard, western, central] sees 18:00 [24 hour clock = +1 for each hour after 12:00]. USD [x*5.2453] to DKK. Bills to [lots of] coins [penny, nickel, dime, quarter... 50 øre, 1, 2, 5, 10, 20 kroner] Fahrenheit [ 5/9(° F - 32)] meets Celsius. Shreve, Lamb and Harmon’s Empire State Building [381 meters-60 meters=321 meters] greets Arne Jacobsen’s City Hall. Metrocard [2.25 USD*5.2453=11.80DKK per ride] clips a Klippekort [15DKK/5.2453=2.86USD per ride] Starbucks [120+ stores] sips Baresso [5 stores] while Cosmopolitan [1 part vodka, 1 part triple sec, 1 part cranberry juice] mixes Carlsberg [part barley, part water, part hops, part yeast] 200 year old city grid winds about historic latin streets while concrete walks on cobblestones. Barnes and Noble greets Bog & Idé and The New York Times reads Jyllands-Posten The Guggenheim addresses ARoS and Lincoln Centers hears Musikhuset Aarhus. ‘a’, ‘e’, ‘i’, ‘o’, ‘u’ grows to ‘æ’, ‘ø’, and ‘å’

Exchange meets Native. Hello [he-loh] becomes hej [hahy] Thank you [thangk-yoo] becomes tak [ta-ck]

Transformation: Change of one into another, as in assimilation.

NEW YORK AARHUS

af tue clausen, stud. aarch

LE QUARTIER LATIN

Urban infill. Paris â&#x20AC;&#x201C; Le Quartier Latin i konstant forandring. Et hul I byens massiv opretholdes af store jernkonstruktioner, som en slags midlertidig erstatningsprotese...

af lars nicolai bock, arkitekt maa

TRANSFORMATION

Ordet ”transformation” har fået arkitektfaglig betydning i Danmark, og forbindes med den arkitektoniske kulturarv i alle skalaer. For dem, der traditionelt har arbejdet i dette fagområde, har ordet restaurering været det mest brugte. Nogle hilser ordet ”transformation” velkommen, mens andre stiller sig spørgende til, hvad dette ord betyder. Hvad betegner ordet? Denne artikel tager udgangspunkt i dette spørgsmål.

150 års historie, og dets betydning har betegnet alt fra Viollet-le-Duc´s rekonstruktioner til Fehns og Scarpas iscenesættelser af historiske monumenter. Der er stadig uenighed om hvad restaurering bør betyde og spørgsmålet er, om vi kan blive enige om det. Begrebet udvikler sig nemlig hele tiden.

Det følgende er et bidrag til diskussionen om, hvad ordet transformation betyder, eller hvilken betydning vi i arkitektfaget ønsker at tillægge det. Det er ikke en videnskabelig artikel, hvor ordenes historie, brug og udvikling grundigt og dækkende undersøges og forklares, men snarere et udtryk for forfatterens syn på og erfaring med brug af ord indenfor fagområdet architectural heritage. Undertegnede ønsker hermed, at stimulere diskussionen om brug af faglige termer i håbet om, at selve diskussionen på sigt vil kunne bringe arkitektfagets fælles forståelse videre. Herved kan vi diskutere mere præcist og måske i lidt højere grad undgå klicheer, overfladiske jargoner og misforståelser, der ofte adskiller arkitekter i mere eller mindre nødvendige polariseringer.

Arkitekter bruger mange ord, om det de gør. De bruger gerne nye ord for at vise, at de har ”opfundet” noget nyt. Men jo mere overordnede og generelle ordene er, jo mere diffust fremstår meningen med dem. Ordet transformation er et diffust ord, og det bliver da også af mange opfattet som et buzzword.

Ordet transformation er ofte sat op som enten en modsætning eller en parallel til ordet restaurering. Men hvor stammer ordet fra? Denne artikel vil forsøge at bidrage til en forståelse af, hvor i arkitektfaget ordet dukker op. Der oprettedes i slutningen af 1990´erne en afdeling for Transformation på AAA som en parallel til afdeling for Restaurering nemlig By- og Bygningspleje. Det mere omstændelige navn og dettes betydning var meget omhyggeligt overvejet af daværende professor Johannes Exner og nuværende professor Gert Bech-Nielsen. Ordet transformation appellerede imidlertid til et antal studerende, der kun ville bearbejde historiske bygninger formmæssigt og ikke ”spilde tiden” med metodiske bygningsundersøgelser og den slags. Ordene, brugen af dem og den betydning vi lægger i dem har en historie. Ordet restaurering har over

Ordet transformation har udfordret ordet restaurering og er blevet et populært ord.

Slår man ordet transformation op i den Store Danske Encyklopædi kan flg. Indledning læses : transformation, (af lat. transformatio ‘forvandling, omdannelse’, af trans- og formare ‘danne’), i udviklingslæren de ændringer i arvemassen, der fører til fremkomst af nye racer og arter. En transformationsrække er en opstilling, som beskriver en arts udviklingshistorie fra en stamform gennem en eller flere mellemformer. Se også evolution. Det har været tydeligt fra begyndelsen, da ordet transformation kom ind i fagterminologien i arkitektskoleregi, at der lå noget stærkt normativt og holdningsrelateret i brugen af ordet. Ikke mindst blandt studerende for hvem det meget ofte er vigtigt at profilere sig selv eller gruppen man tilhører i forhold andre. Det handler om at være progressiv og ”med på beat´et” frem for at blive sat i bås og i værste fald blive marginaliseret, som dem der er bagud og ”kun kan se det gode ved det gamle”. Studerende er følsomme overfor mode, og det er arkitekter i det hele taget, når det drejer sig om at blive kategoriseret som værende ”hot or not”. Det ser ud til at være et belastende rammevilkår for faget, og man må agere efter det. Det gør det imidlertid ofte vanskeligere på en dybereborende måde at nå ind til sagens faglige kerne, fordi det hurtige formprojekt altid overhaler det mere langsommelige og undersøgende projekt, hvad angår branding.

Det kunstneriske element står centralt som en naturlig, nødvendig og uomgængelig del af arkitektfaget, men hvis ordet kunst kommer til at stå som det eneste ombejlede begreb, vil konsekvenserne for kommende restaureringsarbejder være voldsomme. Ordet ”restaureringskunst” er brugt af bl.a. Ove Hidemark i Stockholm, og dette ord er vel lige så naturligt som ordet ”bygningskunst”. Men på en eller anden måde bringer det også tankerne hen på ”kogekunst”, ”tryllekunst” osv. Der lægges af mange noget særligt kunstnerisk i ordet transformation og det synes, som om ordet for mange rummer en særlig mulighed for at sætte et personligt præg på en historisk bygning. Som mange også udtrykker det, så skal man jo kunne se nutidens aftryk, spor eller præg - i hvert tilfælde i de nye tilføjelser. Det sidst nævnte er i overensstemmelse med f.eks. Veneziachartrets krav fra 1964 : Article 12 “Replacements of missing parts must integrate harmoniously with the whole, but at the same time must be distinguishable from the original so that restoration does not falsify the artistic or historic evidence.” Article 13 “Additions cannot be allowed except in so far as they do not detract from the interesting parts of the building, its traditional setting, the balance of its composition and its relation with its surroundings.” Man må antage, at sigtet med formuleringen i Veneziachartret havde et afsæt der vedrørte etik og autenticitet. Tendensen i nutidens præferencer, med hensyn til brugen af ordet transformation, synes mere at vedrøre trangen til en mere potenspræget måde at bearbejde og omforme historiske bygninger på. Der er en indbygget dynamik i ordet transformation sammenlignet med ordet restaurering, der dog, hvis det undersøges etymologisk , får en overraskende drejning. Man kan indledningsvis læse: ”Se under I. styre”. Ser man under styre, får man en redegørelse, der slutteligt med bl.a. referencer til skibes ror peger på en forståelse, der minder om det at

styre tilbage til noget. Det latinske restaurare, ”at sætte i stand igen” suppleres i forklaringen af det latinske ord instaurare, ”at sætte i stand”. Der er altså forskel på re- og in-. Ordet instaurering kunne i dansk sammenhæng slås op i Salmonsens Konversationsleksikon , men ordet er siden gået ud af det danske sprog. Der stod flg.: ”instaurere (lat.), genoprette, forny. Instauration, Genoprettelse”. Der kan måske argumenteres for at genindføre dette ord, fordi det peger et andet sted hen end at styre tilbage. Den arkitektoniske kulturarv vil blive udfordret i fremtiden. Hensyn til nødvendige funktionsændringer, forårsaget af funktionstømning, vil sammen med hensyn til bæredygtighed stille nye krav til bygninger og arkitekter. Det vil kræve meget gode arkitekter, med viden og evne til indlevelse, at håndtere de værdier der ligger i den samlede arkitektoniske kulturarv på en måde, så de bringes med ind i fremtiden. Det kræver veludviklede arbejdsmetoder, og disse kan tilvejebringes via uddannelse og efteruddannelse. Det vil i fremtiden ikke være nok at ”være kunstnerisk begavet”, man skal også vide og kunne noget særligt for at løfte dette ansvar. I følge den østrigske kunsthistoriker Alois Riegl vil alle kulturskabte objekter forsvinde. Noget forsvinder hurtigt og andet forsvinder langsommere. Det vi kan gøre er at forhale forsvindingsprocessen. Ordet transformation kan passende være en betegnelse for den forandringsproces, som kulturskabte objekter, mere eller mindre naturligt eller hjulpet af mennesker, undergår inden de forgår. Riegls tankesæt peger for undertegnede tydeligt på nødvendigheden af og behovet for arkitekter, der har kompetencer til at forstå en historisk bygnings spor og perioder, og som på grundlag heraf kan formulere en professionelt begrundet værdisætning som grundlag for arkitektonisk intervention. 1. Den Store Danske Encyklopædi, netudgaven: http://www.denstoredanske.dk/Natur_og_ milj%C3%B8/Biologi_generelt/Pal%C3%A6ontologi/transformation - downloaded 10. marts 2011 2. http://www.international.icomos.org/charters/venice_e.htm - downloadet 10. marts 2011 3. Ordenes historie, Dansk Etymologisk Ordbog – Gyldendal 1991 4. Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind VII, s. 426 5. Se: Alois Riegl, Der moderne Denkmalkultus: sein Wesen und seine Entstehung, W. Braumüller 1903

af jannie stentoft, fotograf

TRANS FORMERS

“In the kind of world we have today, transformation of humanity might well be our only real hope for survival” -Stanislav Grof

af colm oâ&#x20AC;&#x2122;brien, stud.aarch

FLOOD WORKS

The surrounding community slowly inhabited the flood works, painting it with their daily lives. Soon bed sheets clothed the cold concrete.

af sonja marie overgaard, arkitekt maa, ph.d. stud. nina ventzel riis, arkitekt maa, ph.d. stud.

TRANSFORMATION SOM BEGREB 19

Begrebet transformation bruges i mange sammenhænge og er derfor en bred og svævende betegnelse. Formålet med nærværende artikel er, at komme med en nærmere bestemmelse af transformationsbegrebet ved at illustrere, hvordan det bliver brugt indenfor arbejdet med den arkitektoniske kulturarv.

At transformere med en holdning Så længe transformationen sker med en bevidsthed om og et kendskab til det transformerede objekt og dets arkitektoniske kulturarvsværdier, så er transformationen som regel en god proces, der fører mange bygninger ind i en ny periode og sikrer at bygningen består i mange år fremover.

Indtil for få år siden dækkede transformationsbegrebet (inden for kulturarvsområdet) indgreb, der så at sige tillod ’hvad som helst’. Det kunne være indgreb, som udsprang af arkitektens lyst til at fjerne, tilføje eller transformere en bygning. Begrebet blev som oftest (på det tidligere Institut for Arkitektonisk Kulturarv) anvendt i forbindelse med indgreb i funktionstømte bygningsanlæg som f.eks. fabrikker, siloer, landbrugsbygninger med flere. Denne type af opgaver indeholdt ofte indgreb, hvor der virkelig blev ’gået til den’ i omstruktureringen af bygningens form, funktion og æstetik, og ordet transformation retfærdiggjorde stort set alle former for indgreb. En transformation, i ordets tidligere betydning, kunne derfor ikke udføres på en fredet eller bevaringsværdig bygning. Til det var det transformerende indgreb for impulsivt og lystbetonet, og blev ikke udført med udgangspunkt i en forundersøgelse og de derudfra udpegede arkitektoniske kulturarvsværdier. I dag bliver begrebet anvendt mere nuanceret og tendensen er, at det også bliver brugt til at beskrive mere følsomme indgreb. En transformation opfattes derfor ikke længere som ensbetydende med, at der bliver ’gået hårdt til værks’ i ændring af en eksisterende bygning. Der er i stedet opstået en erkendelse af, at ’transformation’ er synonym med ’forandring’ og at ethvert indgreb er en transformation. Som eksempel kan nævnes, at hvis en facade kalkes i en anden farve end tidligere, kan det i dag kaldes for en transformation, idet bygningens samlede udtryk ændres. Udtrykket udspringer jo ikke kun af den fysiske form, men af hele bygningens samlede masse, volumen, farve og materialemæssige brug. En transformation dækker derfor ikke længere kun over ændringer af den fysiske masse, men også ændringer af bygningers eller hele områders samlede udtryk.

Begrebet transformation kan altså dække over mange forskellige indgreb i en eksisterende bygningsmasse. Men ’at transformere’ og ’at restaurere’ må ikke forveksles, da det er to forskellige tilgange, der ikke er ligeværdige. Når man har en restaureringsholdning siger det noget om den måde, man anskuer historien på. Man interesserer sig for den historiske masse, den fortælling som bygningen formidler osv. Derimod er transformation et forholdsvist neutralt begreb, der siger mere om, at der er sket en ændring end om hvilken ændring, der er sket. At transformere et objekt fortæller derfor ikke noget om den holdning, der ligger til grund for transformationen. Begrebet transformation skal derfor præciseres, før det får en betydning. Når vi griber ind, transformerer vi altid, hvad end det er på landskabs-, by-, bygnings- eller detaljeniveau. Som Tony Fretton udtaler i forbindelse med sit nyopførte hus ved Marmorkirken i København: “Vi arkitekter skaber ikke rigtig noget, vi omdanner snarere. Vi arbejder jo altid med det, der er skabt før vores tid.” Frettons pointe er altså, at man som arkitekt er transformator og ikke skaber.

1. Interview i Realdanias årbog 2011)

Hvis begrebet transformation ses som en overskrift for alle indgreb i arkitekturen, er vi selvfølgelig nødt til at have nogle mere præcise og holdningsprægede ord at sætte på den type indgreb, vi så udfører i en given situation. Med et restaureringsindgreb aflæser man som arkitekt den historiske udvikling som bygningen har gennemlevet og som den formidler. I denne proces er der en opmærksomhed på datiden og de fortidige brugsværdier. Det er en bagud skuende aktivitet at aflæse de historiske spor. Men udover bygningens fortid og nuværende levn derfra favner man også det potentiale, som bygningen rummer og bringer derved bygningen ind i fremtiden. At bevare alt uden kompromis ville omdanne de fleste bygninger

til museer, hvilket ikke er i restaureringsarkitektens interesse. Derfor er restaureringsarkitektens største udfordring, at finde balancegangen mellem at respektere og formidle fortiden i en bygning, der skal fungere nu og i fremtiden. En transformation vil i en sådan situation altid finde sted, og restaureringen kan dermed hævdes at være en disciplin under det overordnede begreb transformation. En anden måde at opfatte transformation på, kan være den, som er repræsenteret ved arkitekt Johannes Exner, der skriver: ”Originalitet (oprindelighed) defineres som den grad af ægthed, som bygningen besidder på et givent tidspunkt i sit procesforløb, vurderet i forhold til dens genesistilstand, tidspunktet, da den blev skabt, den eneste gang den var 100 procent original.” Exner mener, at bygningerne transformeres fra den dag, de står færdige, idet forfaldet starter på dag ét. Transformationen sker altså hele bygningens liv igennem og er tydeligst for den, der studerer en bygnings liv over hundreder af år frem for den, der studerer bygningen på en dag. Med ovenstående som udgangspunkt, kan man konkludere, at der sker transformationer af vores bygningsmæssige omgivelser hele tiden. Hvad end en bygning transformeres fra ét udtryk til et andet, eller der opføres en ny bygning, der hermed transformerer formen og udtrykket i en gade eller et område. Derudover sker der også transformationer når arkitekturen bruges, slides, forfalder og forsvinder. Arkitekturen er med andre ord under konstant forandring enten på grund af det årlige slid og forfald eller på grund af udefrakommende påvirkninger, der ændrer ved bygningsmassen i større eller mindre grad. Begrebet transformation kan derfor opdeles i to typer: Den ene type sker af sig selv over tid og den anden sker på baggrund af menneskelig indgriben. Det er kun den ene af disse typer transformationer, som vi som arkitekter kan styre. Vores fornemmeste opgave er, at vores indgreb i en eksisterende bygningsmasse altid udføres på baggrund af en klar holdning og et grundigt kendskab til bygningen. Med denne tilgang har arkitekten indenfor kulturarvsområdet en funktion som velovervejet og reflekteret transformator i en verden i konstant forandring. 2. Exner, Johannes: ”Den historiske bygnings væren på liv og død.” I: Fortiden for tiden – genbrugskultur og kulturgenbrug i dag. Red.: Ellen Braae og Maria Fabricius Hansen. Arkitektskolens Forlag, 2007.

af thea christine hĂ¸eg, stud. aarch

PLAY ON

af gunhild askehave, stud.karch

ABSTRAKTIONEN

Arkitektoniske forestillingerne er ikke historier. Tegningen er en tilstand, transformerende tilfælde af intensitet. Tilstanden har ingen retning; ud af linjerne flyder sekvenser. De er hverken fikserede som planlægninger eller som tilfældige bevægelige rum i et afbilledet tidspunkt. De virker på radikal forstand i tilstanden; diagram.

af niels park nygaard, arkitekt maa, ph.d.

TID, MATERIALITET OG ERINDRING 27

Hvis vi vil have, at alt skal forblive, som det er, så må vi ændre alt. Forstår du hvad jeg mener? (Giuseppe Tomasi de Lampedusa: Leoparden) I like the idea that creativity is in fact the art of reprocessing what already exists and not, after all, anything divine or mysterious. (Jasper Morrison) Jeg bør nok indledningsvis understrege, at jeg ikke er ekspert i transformation af bygninger, og slet ikke i restaurerings- eller kulturarvsfaglig forstand. Alligevel har jeg, både som praktiserende arkitekt og som underviser på arkitektskolen, arbejdet en del med transformation af eksisterende bygninger og anlæg. I forbindelse med disse praksis- og undervisningsopgaver er der tænkt, reflekteret og skrevet med udgangspunkt i den enkelte opgaves særlige omstændigheder, så jeg har brugt anledningen her til at prøve at ‘samle op’, at forsøge at formulere noget mere generelt om transformation – som en bestemt type af arkitektoniske opdrag og udfordringer, men lige så meget som en arkitektonisk strategi med generel gyldighed, ikke mindst i en uddannelsessammenhæng. Tiden har været knap og fristen kort, så det følgende er ret kortfattet og er nærmest nogle spredte bemærkninger, formentlig lidt farvede af skolens aktuelle og meget lovende transformationssituation. Hvis man vil læse lidt mere udførligt om Mads Tholstrups, Gerard Reinmuths og undertegnedes tanker om de berørte emner og deres konkrete inkorporering i undervisningen, er sidste semesters brief mere udfoldet på nogle punkter. Se http://rum1.aarch.dk/index.php?id=137950, eller vælg Castle as Found på listen over ‘rum’. Det er helt oplagt, at den eksisterende bygningsmasse, uafhængigt af særlige kulturarvsmæssige eller restaureringsfaglige interesser, potentielt udgør en enorm kilde til viden; en bank af manifester; erfaringer til fri afbenyttelse. For når bydele, karréer og bygninger fra fx midten af det 18. århundrede står der endnu, og fungerer fint, så er det ikke fordi de er enormt holdbart lavet (måske tværtimod): det er fordi de er transformérbare. Dette gælder, med nogle lidt flade metaforer, både bygningernes ‘hardware’ og ‘software’, altså både hvordan de er konstruerede, og hvilke programmer

eller anvendelser de kan optage. På ‘hardware’siden er de fx konstruerede til at gå i stykker på hensigtsmæssige måder, de har ‘offerlag’ i sig – altså hvor man styrer forfaldet hen til steder, der er til at komme til for reparation og udskiftning, og som så tager hele ‘skraldet’ og derved beskytter vigtigere og mere vanskeligt tilgængelige dele af konstruktionen. Og på ‘software’-siden kan man gennem et par århundreder følge de enkelte rum blive til kamre, stuer, køkkener, revisionskontor, tandlægeklinik, og lejligheder igen. Altså en mere adaptiv, agil, ‘blød’ og på den måde bæredygtig arkitektonisk disponering end modernismens mere hårdt programmerede og ingeniørberegnede frembringelser. Så der er noget at lære - og det vigtigste er måske i virkeligheden ikke at lære at transformere eksisterende bygninger godt, men på den ene side at forstå at ethvert arkitekturprojekt både betydningsmæssigt og materielt er en palimpsest, et nyt lag på det, der allerede er, og på den anden side lære at tegne og bygge, så det man laver er transformérbart. For tid er uundgåeligt indskrevet i ethvert byggeri; spørgsmålet er bare, om eller i hvilket omfang ‘tid’ indarbejdes i tænkning og praksis omkring formgivningen – som andet og mere end tekniske overvejelser om drift. Og det ser ud til at være vanskeligt at etablere en praksis og tænkning om arkitektur som processer og relationer, frem for som objekter og værker. Men vi prøver – og det er der mange andre der også gør: fx var de filmindustri-inspirerede arkitektur-dogmeregler fra Charter ‘99 og ideen herfra om grundrum, et forsøg på at genstarte nogle forestillinger om tid og rumligt tektonisk hierarki som helt grundlæggende i arkitektonisk praksis. En fornyet interesse for efterkrigsårenes britiske As Found-bevægelse peger også i denne retning. Denne As Found revival er forståelig som effekt af den aktuelle post crisis era, men dens grundlæggende transformative principper om ”picking up, turning over and putting with” udpeger også en helt anden tilgang til spørgsmål om bæredygtighed end blot et teknologisk fix. Desuden knytter dens antiidealistiske og (delvis) anti-ideologiske attitude an til 1990’ernes og 00’ernes accept og fejring af ‘dirty realism’.

Som det måske fremgår mellem linjerne, opfatter jeg ikke ‘restaurering’ og ‘kulturarv’ som særligt privilegerede eller særskilte ‘transformations-genrer’; de er blot et sæt historisk og politisk-økonomisk betingede (indbyrdes stridende) normer blandt andre. Alligevel tror jeg det er vigtigt at bevare ‘restaurering’ og ‘kulturarv’ som særskilte fagområder: de er for kunnen-og videnskrævende til at kunne opløses helt i den øvrige undervisning og forskning uden at den mest hardcore viden og kunnen enten forsvinder eller bliver til dilettanteri. Men den viden og hele tilgang til arkitektur der findes i disse faglige specialer, kunne med fordel diffundere mere effektivt ud i den generelle uddannelse – og bidrage til en forståelse af arkitektur som myte, erindring, tid, materialitet, processer og netværk – snarere end dumb boxes. Det kunne der kun komme noget godt ud af.

af iben marie schou, stud.aarch

EVINDELIGE RYSTELSER

Evindelige rystelser. Hotelværelset. Indretningen er sparsom og upersonlig, men også klichefyldt og proppet med historier. I sine enkeltelementer lever den op til den brede forståelse af et hvordan et hjem ser ud. Så indtages det rytmisk, værelset. Det er den rejsendes kobling mellem det nye og ukendte og en velkendt tryghed som er tilbagelagt. Der opstilles, gendannes og tilføres i form af fysiske genstande, men også i nye dufte og drømme. Alt sammen sker ud fra vaner og konventioner hentet i medbragt kultur og aktuelle oplevelser fra stedet. Man gør det til sit midlertidige hjem og skaber et forhold til det. Så undergår rummet endnu en forvandling. En tilbagevenden til udgangspunktet, for cyklisk at lade sig indtage på ny.

Hotelværelse v. Campo di Fiori, Rom. 13.03/14.03/15.03/16.03 2011

af julie kaalby bjerre, stud.aarch

CYKLUS

Arkitektur som man skal og vil forholde sig til 3XNs design udfordrer grænserne for, hvad der er muligt – arkitektonisk, materialemæssigt og konstruktionsmæssigt. Det seneste eksempel er Bella Sky, der åbner 16. maj. Bygningen er udviklet som en arkitektonisk løsning på stedets begrænsninger og udfordringer. Resultatet er to markante tårne, der forener ønsket om et ikon for Bella og Ørestaden med kravene til et moderne hotel af høj international standard. I år fejrer 3XN 25 års jubilæum, og vi er i vores bedste alder. De seneste år har vi især markeret os med vores fokus på adfærd og grøn arkitektur. Vores udviklingsafdeling GXN arbejder med digitale redskaber, nye materialer og grønne teknologier med henblik på at sikre, at vi er førende inden for byggeriets udvikling.

www.3xn.dk

af jon krähling andersen, stud.aarch

TESSELLATION

“A tessellation or tiling of the plane is a pattern of plane figures that fills the plane with no overlaps and no gaps. One may also speak of tessellations of parts of the plane or of other surfaces. Generalizations to higher dimensions are also possible. Tessellations frequently appeared in the art of M. C. Escher. Tessellations are seen throughout art history, from ancient architecture to modern art. In Latin, tessella is a small cubical piece of clay, stone or glass used to make mosaics. The word “tessella” means “small square” (from “tessera”, square, which in its turn is from the Greek word for “four”). It corresponds with the everyday term tiling which refers to applications of tessellations, often made of glazed clay.” wikipedia

af jon kr채hling andersen, stud.aarch

PAPER FOLDING

af stefan darlan boris, arkitekt maa, ph.d. stud.

FORVANDLINGSRUMMET

24 39

Metamorfoser ”Om skogen varit – och är – ett förvandlingsrum som kan omskapa medvetandet, så är den också ett rum i ständig förvandling under betraktarens öga.” 1 Sådan beskriver den svenske forfatter Kerstin Ekman i sin bog Herrarna i Skogen, 2007, skoven som et forvandlingsrum. Bogen er en essayistisk skildring af den tætte relation mellem naturen og menneskets kulturhistorie i den vestlige del af verden formidlet gennem skoven som medium. På baggrund af egne vandringer gjort i Sveriges skove og andres igennem tiden beskriver Ekman, hvordan skoven siden etableringen af de første bosætninger har spillet en hovedrolle i udviklingen af den vestlige verdens civilisation. På én og samme tid har den dannet grundlag for en afgrænsning fra og forbindelse til et andet, ydre og naturligt domæne, hvori mennesket har spejlet sin indre kultiverede verden. Skoven har på én og samme tid været hjemsted for både det guddommelige og det monstrøse. I dens dyb er røvere blevet til poeter, engle til dæmoner og de døde levende. I Ovids Metamorfoser bliver jægeren den jagede. Under en jagt i skovene omkring bjerget Kithairon overværer den thebetanske prins og jæger Aktæon uforvarende skovens gudinde Artemis badende i en skovlysning. Rasende over, at en dødelig har set hende nøgen, forvandler Artemis Aktæon til en hjort og han dræbes af sine egne jagthunde, der efter forvandlingen ikke genkender deres tidligere herre.2 Forvandlingshaver Hvor Ekman i sin karakteristik af skoven som forvandlingsrum problematiserer skovens historiske forvandling fra naturskov til produktionsskov og dermed tabet af det ydre domæne, som mennesket igennem tiden har spejlet sin indre verden i, har skoven en grundlæggende relation til forvandlingens natur. Den amerikanske litteraturhistoriker Robert Pogue Harrison gør i sin bog Forests – the Shadow of Civilization, 1992, opmærksom på, at det græske ord metamorfose, der betyder formforvandling, har en klar etymologisk forbindelse til det græske ord for skov.3 En tilsvarende forbindelse kommer til udtryk i en række hovedværker i dansk landskabsarkitektur fra det 20. århundrede, hvor skoven 1. Ekman, Kerstin (2007), ”Forvandlingsrummet”. I Ekman, Kerstin, Herrarna i Skogen, s. 374, Albert Bonniers Förlag, Stockholm. 2. Due, Otto Steen (2005), Ovids Metamorfoser, Gyldendal, København. 3. Harrison, Robert Pogue (1992), Forests – the Shadow of Civilization, s. 27, The University of Chicago Press, Chicago.

spiller en hovedrolle som rum for forvandlinger. I Mariebjerg Kirkegård (1925-36) i Gentofte brugte den danske landskabsarkitekt Gudmund Nyeland Brandt således skoven som ramme for rumlig enhed og sammenhæng samtidig med en åbenhed over for forandring over tid. Kirkegården på 260 ha. blev fra begyndelsen tilplantet med skov og opdelt i et system af hen ved 40 forskellige gravafdelinger. Ved at indarbejde et fleksibelt tilpasningsprincip sørgede Brandt for muligheden for fremtidig ibrugtagning. Efterhånden som behovet for nye gravafdelinger opstår, ryddes de enkelte gravafdelinger over flere etaper for træer, for til sidst at stå som åbne rum indlejret i et system af meterhøje takshække. De gravafdelinger, der ikke er i brug, får lov til at udvikle sig til uregulerede skovpartier indlejret i skoven. Den danske kunsthistoriker Lulu Salto Stephensen skriver i sin doktorafhandling Tradition og fornyelse i dansk havekunst – G. N. Brandt og de første årtier af 1900 tallet, 1993, hvordan de fremtræder som ’formelle forvandlingshaver’, der, fra at være styrede til at være tilfældige, undergår en fortsat række af forandringer.4 På den måde er Mariebjerg Kirkegård et skovlandskab under fortsat forvandling. Det enkelte gravsted og de forskellige gravafdelinger underordner sig helheden, men indfører samtidig små skift, forskydninger og forandringer i helheden. (s.43-.44) Skoven og lysningen For den svenske landskabsarkitekt Sven Ingvar Andersson var den nordiske have en lysning i skoven.5 Han brugte sin egen have, Marnas Have (19652007), der var opkaldt efter havens tidligere ejer, som laboratorium for formøvelser i forbindelse med sit arbejde som udøvende landskabsarkitekt og underviser på Kunstakademiets Arkitektskole. Marnas Have er bygget op omkring en overordnet ramme af hvidtjørnshække, der er placeret således, at de åbner op for en rig og mangfoldig rumlig variation. I sine såkaldte ’hønsegårdsbreve’, der er en poetisk hyldest til havens fortsatte forvandling, beskriver Andersson på én og samme tid haven som en grøn grotte og en lysning, der er åben over for fortsatte forandringer. I sit første brev ’Brev fra min hønsegård’, 1967, skriver han: 4. Stephensen, Lulu Salto (1993), Tradition og fornyelse i dansk havekunst – G. N. Brandt og de første årtier af 1900 tallet, s. 188, Forlaget Frangipani, København. 5. Høyer, Steen (1994), ”Indledning – om at være”. I Høyer, Steen, Lund, Annemarie & Møldrup, Susanne (1994), Festskrift tilegnet Sven-Ingvar Andersson, September 1994, s. 15, ss. 8-15, Arkitektens Forlag, København.

24 41

”Jeg har en bestemt idé om, hvordan min hønsegård skal ende, men det som ligger mellem nu og til sidst er en åben plan. Hvis jeg er heldig at leve indtil jeg opnår patriarkalsk alder og senil skrøbelighed og hvis min hønsegård ikke bliver ryddet til brug for en raketstation eller noget andet nyttigt, så vil jeg engang ved århundredeskiftet komme til at sidde i en tjørnelund med et tæppe om benene. Måske er der en lille lysning, som lader solen nå bunden enkelte steder, men i hovedsagen er alt det, som jeg har formet gået i opløsning[…]”6 Andersson giver på den måde en ny betydning til et gammelt ordsprog, der siger, at tjørnen er skovens vugge. Det er et ordsprog, der beskriver, hvordan tjørn holder kreaturer og vildt på afstand, så andre træer får mulighed for at vokse sig store i ly af tjørnens torne. Marnas Have er i kraft af Anderssons vekslen mellem dyrkning og en ’given naturen fri’ en formverden under fortsat forvandling, hvor Anderssons egen tid forenes med naturens tid. Den er et levende laboratorium og ikke en færdig form nedfældet på en planskitse og den er i den forstand en fortsættelse og fornyelse af Brandts formelle forvandlingshaver i Mariebjerg Kirkegård. I både Brandts og Anderssons formverden etablerer strukturen ordenen, mens tiden og tilfældighedernes omstændigheder bidrager med kompleksitet.7

enkelte og den verden denne agerer i. Derfor spiller skoven som forvandlingsrum også en hovedrolle som læringsrum. Schön påpeger i sin bog Beyond the Stable State. Public and private learning in a changing society, 1973, at læringsrum fremover må være i stand til at transformere sig selv, uden at det går ud over helheden.9 Han taler for, at vi fremover bliver i stand til at transformere vores institutioner i forhold til skiftende situationer og forhold og på den måde frembringe og udvikle læringsrum, der, som Mariebjerg Kirkegård og Marnas Have, er i stand til at indeholde deres egen fortsatte transformation.10 Skoven er på grund af sin fundamentale egenskab som forvandlingsrum, som bl.a. Ekman beskriver den, relevant som læringsrum for udviklingen af både design og designere, der er åbne over for fremtidige forandringer. For arkitekter i bred forstand indebærer det nye former for tidsbaserede designeksperimenter i en 1:1 skala, der relaterer sig til skoven og kroppen i bevægelse, hvor bevægelse skal forstås som forvandling: ”’Real movement’, to really move, ’is to become other than itself, in a sense that makes movement a qualitative change’ […] Movement affects both space and the bodies moving through it.”11 Først der bliver den jagede jæger igen.

Læring og forvandling Brandt brugte som Andersson sin egen have (og dermed også skoven) som laboratorium for eksperimenter med nye former og materialer. Her gjorde han sig nogle af de erfaringer, som han med skoven som medium introducerede i Mariebjerg Kirkegård. Den amerikanske filosof Donald Schön beskriver i sin bog The Reflective Practitioner, 1983, tilsvarende form for vidensproduktion som refleksion-i-praksis og en ’tænken med ens fødder’.8 Mariebjerg Kirkegård og Marnas Have viser, hvordan ’reflekterende praktikere’ som Brandt og Andersson har brugt skoven til formeksperimenter, der, på grund af skovens åbenhed over for forandring over tid, har genereret nye forståelser og erfaringer hos dem begge. Skoven kan i begge projekter karakteriseres som et rum for læring i den forstand, at den åbner op for ny viden via forbindelser mellem den 6. Andersson, Sven-Ingvar (1967), ”Brev fra min hønsegård”. I Arkitekten 26, ss. 579-582, Arkitektens Forlag, København. Genudgivet i Høyer, Steen (Ed.) (2002), Sven Ingvar-Anderson 2002 – havekunstens idé, s. 68, ss. 66-69, Arkitektens Forlag, København. 7. Spirn, Anne Whiston (1994), ”Texts, Landscapes, and Life”. I Høyer, Steen, Lund, Annemarie & Møldrup, Susanne (1994), Festskrift tilegnet Sven-Ingvar Andersson, September 1994, s. 115, ss. 108-117, Arkitektens Forlag, København.

8. Schön, Donald A. (1983), The Reflective Practitioner -How Professionals Think In Action, Temple Smith, London. 9. Ibid, s. 57. 10 Ibid, s. 28. 11. Connolly, Peter (2004), “Embracing Openness: Making Landscape Urbanism Landscape Architectural: Part II”. I Raxworthy, Julian & Blood, Jessica, The Mesh Book, Landscape/Infrastructure, s. 203, ss. 200-219, RMIT Press, Melbourne.

MĂĽske er der en lille lysning, som lader solen nĂĽ bunden enkelte steder, men i hovedsagen er alt det, som jeg har formet gĂĽet i oplĂ¸sning

MARIEBJERG KIRKEGÅRD

RÅHED Naturens kraft transformerer det postindustrielle landskab og skaber rå kontraster Postindustrielt landskab, Refshaleøen, København 2011 Stine Borgstrøm og Line Stybe Vestergaard, stud.aarch

TOMHED Pælene transformerer det generiske sted, der understreger det store rum og intetheden i ørkenen Sandørken, Mui Nee, Vietnam 2010 Stine Borgstrøm og Line Stybe Vestergaard, stud.aarch

ENSOMHED Manden sidder som en ensom spejder i det åbne rum. Douz, Tunesien 2010 Jonas Hjortshøj Sørensen, stud.aarch

af stine borgstrøm, stud.aarch

TRANSFORMATIONSPROCESSER 51

Projektet undersøger, med case i Ho Chi Minh City, Vietnam, det metodiske afsæt, der ligger i James Corners mapping begreb. Titlen Construing and Constructing the HCMC Waterscape henviser til Corners påstand om, at det gennem en fortolkning (Construing) af stedet er muligt at konstruere et nyt projekt, en ny verden (Constructing). At noget fundet i det eksisterende kan udvikles til forslag. Metodisk afsæt Mapping: I mappingen fastholdes de synlige og ikke-synlige informationer og potentialer samtidig, og det bliver muligt at opdage nye konstellationer og sammenhænge, der ellers ikke var tydelige. Mappingen er dobbeltsidet; for det første afbil ledes alle relevante informationer; de gøres læsbare og bringes frem i lyset. For det andet skabes der, på grund af den første operation, en mulighed for nye relationer og strukturer, indbefattet de fundne og formidlede informationer. Der kan nu peges på landskabets gemte potentialer, der udelukkende er gjort synlige gennem mappingen, som grundlag for nye udfoldelser af landskabet i projektudviklingen. Corner skriver således i The Agency of Mapping: ”For the landscape architect and urban planner, maps are sites for the imaging and projecting of alternative worlds. … important is how the map permits a kind of excavation (downward) and extension (outward) to expose, reveal and construct latent possibilities within a greater milieu. The map ’gathers’ and ’shows’ things presently (and always) invisible, things which may appear incongruous or untimely but which may also harbour enormous potential for the unfolding of alternative events.” Og han fortsætter: ”Mapping is neither secondary nor representational but doubly operative: digging, finding and exposing on the one hand, and relating, connecting and structuring on the other.” (CORNER, James: ”The Agency of Mapping: Speculation, Critique and Invention”. I Cosgrove, Denis (Ed.): Mappings, s. 213-252. Reaktion Books, London, 1999, s. 225) Ved at lade mappingen forme projektudviklingen

vil landskabet selv pege på projektforslag. Arkitektens rolle er at forme mulighederne for den serie af hændelser, der skaber projektet og at skubbe til udviklingen i den ønskede retning. Arkitekten skaber bevidste sammenhænge og er bevidst om valget af de potentialer, der dyrkes. Arkitektens mål med denne metode er et projekt, der bygger direkte på landskabets potentialer og videreudvikler den udfoldelse, der er sket i mappingen. Samtidig er målet et foranderligt projekt, der bevæger sig med landskabet, i stedet for en statisk plan, der kunne modarbejde det. Landskabssyn: Når et sted anskues og undersøges, er det altid med en forudindtaget holdning. Arkitekten kommer altid med sit eget tolkningsfilter, mere eller mindre bevidst. For at mappingen af landskabet bliver produktiv, er jeg bevidst om det filter jeg møder det med. Jeg undersøger om et særligt landskabssyn, der understøtter mappingens formgenererende potentiale og det skabende, er særligt produktivt. Når jeg undersøger landskabet leder jeg efter de immanente skabende processer og formgenererende principper. Den indbyggede morfogenese i landskabet, der skaber og genskaber sig selv. Corner beskriver dette i artiklen Eidetic Operations and New Landscapes: ”A move away from ameliorative and scenographic designs toward more productive, engendering strategies necessitates a parallel shift from appearances and meanings to more prosaic concerns for how things work, what they do, how they interact, and what agency or effects they might exercise over time.” (CORNER, James: ”Eidetic Operations and New Landscapes”. I Corner, James (Ed.): Recovering Landscapes. Essays in Contemporary Landscape Architecture, s. 153-169. Princeton Architectural Press, 1999, s. 159)

Corners landskabsforståelse er influeret af økologibegrebet. Han ser landskabet som levende og bestående af en række aktive livsprocesser, eller livsformer. Livsformerne interagerer og afføder effekter gennem en udvikling. Der er både tale om strategiske processer og fysisk form, som følge af disse processer. Landskabet har skabelsen i sig på baggrund af disse processer. Refleksioner: Det processuelle landskabssyn sikrer fremdrift i processen. For netop dette landskabssyn gælder det om at være opmærksom på hvordan landskabet udvikler sig; frem for hvordan det ser ud, er der fokus på de tidsmæssige aspekter. På hvordan et sted transformeres, lineært eller cyklisk. Når landskabet anskues som en levende organisme, giver det to udviklingsmuligheder i projektudviklingen. Enten lader man landskabet selv forme landskabet, eller man udnytter landskabets ’liv’ eller ’opførsel’ i sin egen form. Dette giver projekter, der i højere grad er et produkt af landskabet selv, med fokus på hvordan det opleves.

FOLDE TEGNINGER

De fleste husker, hvordan man som barn lavede ”foldemænd” med legekammeraterne; hvordan man tegnede en del af tegningen, gemte det tegnede væk, og sendte den videre til de andre. De skulle så tegne videre på den kontekstløse tegning, uden andet at forholde sig til end to streger, der indikerede, hvor man skulle starte. Tegningerne, der kom ud af legen var ofte sjove og tilfældige - og viste, hvordan en tegning kan forandre sig, når den skifter hænder. Kårk inviterede de arkitektstuderendes indre legebørn til foldedag - her er et par af resultaterne… Hvis du selv vil lege, men har fortrængt konceptet, så er opskriften her: 1 stk. højformat papir foldes 3 gange så 4 lige store felter opstår. Hvert felt repræsenterer en del af kroppen; hovedet, overkroppen, underkroppen og fødderne. Man starter med at tegne hovedet eller fødderne, og fortsætter tegningen et par millimeter op i det næste felt. Herefter folder man det tegnede ind under resten af papiret, så det skjules for de andre, hvorefter man sender papiret videre. Når alle 4 felter er udfyldt folder man papiret ud; voila - ét styks tranformationstegning.

af mathilde gludsted, stud.aarch

RUHR

”Learning from the landscape is a way of being revolutionary for an architect” (Reyner Banham) På sidste semester var jeg på studietur til Ruhr området i Tyskland, med henblik på at få en bedre forståelse af begrebet transformation. Turen var meget inspirerende for mig og gav mig et godt indblik i, hvordan man kan bruge transformation i arkitektur og landskab. Ruhr området i Tyskland har været drevet af tung industri, og det var tidligere et af Europas industrielle kraftcentre med mange kulminer og en stor stålproduktion. Området blev ramt af økonomisk nedgang i 1980érne, industrien blev afviklet og tilbage stod et kæmpemæssigt forladt industrilandskab. Området var præget af forurening og sociale problemer. Forfaldet skulle vendes til noget positivt. De to steder der gjorde størst indtryk på mig var Landschaftspark Duisburg Nord og Zeche Zollverein som ligger tæt på Essen. Jeg synes det var fantastisk at gå rundt og opleve historien, stemningen og forvandlingen i områderne. Zeche Zollverein, et stort mineområde og stenkulsværk, står i dag som et industrielt og kulturelt vartegn. Det er kendt som verdens flotteste kulmine og har været det ypperste indenfor industriarkitektur. I 1986 blevet industrien nedlagt og området blev i 2001 optaget på UNESCOS liste over verdens kulturarv. Anlægget er det mest kendte område i Ruhr distriktet og er blevet et varetegn for distriktet. Norman Foster har bl.a. omdannet en kedelhal til et designmuseum. Det specielle for dette område er at man har forsøgt at få bygningsanlægget til at stå frem som en helhed og ikke ændre på konteksten. Landschaftspark Duisburg Nord er et enormt stort fabriksanlæg som er omdannet til landskabspark. Parken indeholder bl.a. klatrevægge, en biograf, dykkertank i en tidligere gasbeholder. Bygningerne på området er omdannet til teater, koncert- og udstillingsbrug. Det vil sige at der er blevet skabt nogle tyngdepunkter rundt omkring i området som binder parkområdet sammen.

Værdien ligger ikke i områderne alene, men mere i måden hvorpå de aflæses. Der er anvendt forskellige muligheder for at skabe noget nyt, en ny fremtid på stedets præmisser. Den industrielle kulturarv har været en drivkraft for udviklingen af Ruhr området. Den blev brugt til at skabe en ny identitet. Et af koncepterne for omdannelsen er ”bevaring gennem genanvendelse”. Der dannes på den måde en grobund for, at skabe en helhedsoplevelse hvor man ser det smukke i det grimme, ser detaljen i det rå og ubearbejdede. I 2010 blev Ruhr Distriktet udnævnt til kulturhovedstad. I fremtiden skal der forsat skabes forandring gennem kulturen i området.

af torben nielsen, rektor v. arkitektskolen aarhus illustration af iben marie schou

TRANSFORMATION

Transformation betyder forvandling eller omdannelse og er et grundlæggende vilkår for os alle. Hvis vi ser på vores liv eller på den dannelse vi gennemgår som menneske og aktør i sammenhæng og samspil med både os selv og andre, er vi vidne til en forvandling, som både har en udvendig karakter og betyder noget grundlæggende radikalt for vores indre - vores selvforståelse. Transformation forbinder sig til begrebet erfaring, altså en viden om noget, der var, eller som omdannelsen bygger på. En erfaring, der både kan anvendes og være analytisk, men også intuitivt baseret. I dannelsesprocessen høstes erfaringer - mere eller mindre bevidst - som drages med ind i vores liv og får afgørende betydning for vores måde at agere og fremstå på. Dette er gældende for de fleste processer, uanset om det er mennesker, organisationer, bygningsværker eller byer, vi taler om. Transformation er en nødvendighed - og en uundgåelig betingelse. Transformation kan være smukt og glædeligt; når pige bliver til kvinde, frø til blomst, æg til barn, tanke til handling, skitse til værk. Det er en udfordring hver gang, vi holder vejret. Processen kan forstyrres og beriges. Noget skal være i fred, andet understøttes og hjælpes på vej – ja, måske provokeres. Hvis man ønsker at forandre og udvikle arkitekturen eller arkitektuddannelsen - stedet hvor fremtidens arkitekter og designere gennemgår en dannelsesproces - kan det være nyttigt, at gøre sig bevidst, hvad begrebet transformation kan betyde: En modningsproces - en proces, der tager tid. I denne sammenhæng kan transformationen mere overordnet anvendes og ses som en styrke og bevidst generator for fremdriften. En bevidsthedshandling.

Vi transformerer i øjeblikket uddannelsen på Arkitektskolen Aarhus. Det gør vi for at kunne møde en verden, som også er under forandring og som helt naturligt flytter sig i små og store ryk. Det er hensigten, at transformere os selv til mere bevidst aktive aktører i samspil med den virkelighed, der omgiver os - vi ønsker at spille en rolle som engagerede debattører og formgivere, der gør en forskel med vores evne og mod til forandring. ENGAGING through ARCHITECTURE Vi skal og vil være parate til at transformere os selv gennem levende processer i dialog med omverden - slut med at stå på hylden som en udrangeret legofigur. Vi vil leges med. Vi vil opfindes på ny og være med til at opfinde verden på ny med en stærk bevidsthed om, hvor vi kommer fra og, hvad vi transformerer.

“ENGAGING THROUGH ARCHITECTURE”

FLIP FLOP POP

1 2

Fold din egen poppede flip flapper/nip-napper/rip-rapper.

You are the one that I want

så fuck dig

I’m a slave for you

Come on, baby, get serious

I want to suck on your lollipop

55 6 Du er min øjesten

Du burde købe din en tyrolerhat

3 3

du er for lækker, lækker, lækker...

G U BR

R A H K . R . . KÅ DIG R O F or år f

ng iftni

vi har

uds

e fsøg

ta n st one or a i t k re f a a d . b e , t af r mmer r du elte en nde op i t del medle æ e r t d b s ø s r stør tion elle så m Da redak ord errig) , r e e e sg ny af id r ny fuld blot e u Er d r er du (elle ig! se d t a il os t . nen der æ l ktio a d Vi g k re Kår en s l i H

Tors

d dag

a 6. m

j klo

n kke

g fo

bru

es f vor

ser

ræn

g ags

af kaare sebastian golles, stud.aarch

MAJONĂ&#x2020;SEN

mayonnaise majonnaise mayonæse maynase majonæse majonæsen mayonæsen

VERBUMMAYOFACTUMEST

hurry-naise, marry-naise, burry-naise Sexual transformation Animal transformation Cultural transformation

eine Paraphrase der Menschheit in Mayonnaise geknetet und auf den Tisch geworfen

MAYOVERBUMFACTUMEST

af lena gade, stud.aarch

FØRSTEHJÆLP TIL MAJONÆSEN

Majonæsen er en ”sproglig visualisering” af den socialkonstruktivistiske tanke, hvor kultur og identitet konstrueres og forhandles gennem sproget og den omgivende kontekst. Hermed forstås kulturen som noget vi gør, ikke noget vi har. Det samme er tilfældet med identitet – det er ikke noget vi har, det er noget vi skaber. Vi bliver ”nogen” gennem vores praksisser og fortællinger. Relationen mellem kultur og identitet er relationer mellem størrelser, som hele tiden konstruerer og processuerer hinanden gensidigt. Det er således en forståelse af identitet og kultur, som værende i konstant forhandling og dermed evigt foranderlige. Med den evige forandring som grundvilkår bliver tvivlen allestedsnærværende. Majonæse er et billede af den tvivl, som er den eneste sande erkendelse af vores postmoderne tilstand. Det er en realitet, hvor viden indeholder uvidenhed og sandhed indeholder løgn.

ARCHI TEGN

ARKITEKTURBOGHANDEL Landets førende indenfor bøger og tidsskrifter om Arkitektur og Design. Vi har over 4000 titler på hylderne. Se vores udvalg på

www.architegn.dk

af søren poulsen, stud.aarch

INTERMEDIATE PLACES 69

“From the inevitable confluence of the interior and the exterior are born ranges of spaces of enormous interest and, which on occasion, are dealt with in an excessively taxonomic and systematic manner. Intermediate places occur at any meeting point, on all boundary surfaces, at any geometric point of areas in which two different environments meet – two different states of matter, two different places, at least two different functions. Our appreciation of these areas depends to a great degree on the scale at which we observe them. What at first glance seems a star, may be cloud of gas in the process of materialisation, or an accumulation of planets forming a galaxy or in the process of destruction. Intermediate places are always places, and therefore subject to the broader meaning of the word. They are defined by their geometric features, but also by sensations. Intermediate places have conditions similar to those of any other place, but always with the addition of their characteristic instability, which is, perhaps, the most exciting thing about them. The tendency towards extremes, towards absolute situations, means that intermediate states always remain close to provisionality. They are therefore dynamic – perhaps transitory – routes, as they undergo change in their stable situation, in their environment, in their physical state. Intermediate spaces have the qualities of frontiers, edges that separate. Thresholds are both exterior and interior, and with some nuances we can experiment with turning them into specialised places or simply allow them to languish in ambiguity, without completely defining them. Intermediate places, therefore, rarely have a constant form. Their imprecision gives rise to their need to avail themselves of the character and conditions of their environment, which are generally in a state of flux, and thus we can only speak of forms associated with a time. In certain moments, their form might be considered constant, although difficult to define. Intermediate places, like all places, are in a constant state of transformation and alteration. They are

ephemeral and evasive, often defying conscious analysis. Therefore, sensation, as a tool of unconscious – yet enormously synthetical and powerful – perception, is the most appropriate instrument in our journey through the intermediate.” -José Alfonso Ballesteros (The Metapolis Dictionary of Advanced Architecture)

af søren poulsen, stud.aarch

SCAFFOLD

“Scaffolding as a superposed, absolutely artificial organ, dramatically modifies the conditions of the object onto which it is superposed. But scaffolding also generates intermediate spaces capable of modifying, or perceptibly altering, the conditions of the existing building or of the first superposition. It is also ephemeral, which grants it a property of non-permanent transformation and involves extreme difficulty of regarding it as a residual object, and in turn adopts different forms each time it acquires physical presence. Scaffolding is, therefore, a paradigmatic expression of the artificial object, as a process that generates almost unappreciable residues.” -José Alfonso Ballesteros (The Metapolis Dictionary of Advanced Architecture)

Hej KÅRK Hermed et bidrag til næste nummer; transformation. Først en tekst, et opslag i “the metapolis dictionary of advanced architecture” omkring “intermediate places”. Relevansen af opslaget er tydeligst i det sidste afsnit, men generelt inspirerende. Dernæst 3 fotos af en karré på Læssøesgade i Århus indhyllet i et stillads. Et stillads er en art symbol for transformation. Det er en make-over, et brush-up af en bygningsmasse. Stilladset pilles ned (puppen klækkes om man vil) og transformationen er komplet, synlig eller ej. Til at beskrive det har jeg i samme opslagsværk fundet teksten “scaffold”, der vil fungere som billedteksten til de 3 fotos, jeg har skudt i nattens mulm og mørke. Mvh Søren Poulsen, stud. arch. (6.semester)

af julie reuther, stud.karch illustration af iben marie schou

TRANSFORMATIONEN I TIDEN 75

Lige siden den økonomiske krise raserede verden over, har den kunstneriske scene herhjemme måtte indordne sig nye love og regler. Og som studerende på de videregående kunstneriske uddannelser, har vi desværre oplevet en kedelig nedprioritering af vores fag. I år 2010 blev det endeligt vedtaget af Kulturministeriet, at Kunstakademiets Arkitektskole og Danmarks Designskole skulle slås sammen i starten af det nye år – en fusion og et kompromis, der er endnu et resultat af regeringens spareplan. Hvordan arkitektskolens lokaler på Holmen skulle kunne huse 600 nye studerende plus dertilhørende værksteder virkede fuldstændig absurd og urealistisk. Jeg tror, at jeg taler på flertallets vegne ved at påstå, at hverken Design- eller Arkitektskolen var særligt begejstrede for ministeriets nye lovforslag - og dette er desværre kommet til at smitte af på både læreres og elevers indstilling til samlokaliseringen. Afdeling 5 på Arkitektskolen er sammen med Designskolens 1.års studerende rykket ud i Vandflyver Hangaren beliggende omtrent 800 meter væk fra Arkitektskolen på Phillip De Langes Allé. Som studerende på afdelingen har jeg og mine medstuderende været vidner til en hverdag med arkitekt- og designstuderende under samme tag siden januar 2011. Men det er ligesom om, at idéen om én fælles skole ikke rakte længere end til flyttebilerne havde droppet læsset af og var kørt… Når man har sat et nyt projekt i gang, må man følge det til dørs indtil resultatet er optimalt -og det vil jeg ikke vove at påstå er sket i vores tilfælde. Bare fordi at de Design- og Arkitektstuderende nu sidder under samme tag, betyder det altså ikke, at resten ordner sig af sig selv. Vi har mildest talt intet haft med hinanden at gøre (paradoksalt nok) siden indflytningen, og stemning i Vandflyver Hangaren bærer tydeligt præg heraf. Hvis man spørger de garvede inden for Arkitektur og Design, kan de komme med mange forklaringer på, hvorfor vores fag overhovedet ikke er til at sammenligne, selvom man set ude fra nok ville placere dem side om side. Spørgsmålet er derfor også hvem der egentlig skal og vil påtage sig ansvaret for at opnå et mere harmonisk resultat end hidtil indfriet?

Det er klart, at alle skal vænne sig til den nye ordning, men når nu beslutningen om én skole er fastlagt, kunne man så ikke se transformationen som en ny udfordring, der kunne lede til kreativ nytænkning frem for sortsyn? Det er ikke blot interessant at betegne ordet ’transformation’ som en ny tendens inden for kunsten. Det er også interessant at se på transformationen i måden denne udføres på. Før i tiden har det vel været mere regelen end undtagelsen, at første fase i kunstens tilblivelse var et individuelt anliggende. Efterhånden findes der dog flere eksempler på, hvordan kunsten udføres kollektivt og tværfagligt, som blandt andet CAKI (det tidligere ’Workshopscenen’) også lægger op til. I stedet for at kigge i hver vores retning, kunne der måske komme noget interessant ud af, at vores ”tvangsindlagte” skoler lærte at udnytte hinanden på bedste vis. Derfor ville det være oplagt, hvis skolerne indbyrdes lagde op til nogle tværfaglige projekter for at få bedst udbytte af hinandens kompetencer. Der hersker ingen tvivl om, at den turbulente tid med krisemøder, nedskæringer og pakkeløsninger har fjernet fokus fra det, det hele egentlig drejer sig om: Vores kunstneriske frembringelser og værdien af disse i samfundet. Uanset om vi er underlagt en økonomisk krise, er kunsten noget, hverken politikere eller andre kan tage fra os. Måske er kunst, performance og andre former for kreativ udfoldelse, noget af det eneste tilbage, der ikke må eller skal dikteres af topstyring fra Christiansborg, og det er dyrebart i et moderne samfund som vores. Kunstformerne er et spejl af tiden og er derfor i konstant udvikling og transformation. Det er vores svar, kommentar eller reaktion, fortolkning eller refleksion over, hvad der rør sig i samfundet. Om dette sker enkeltvis eller kollektivt er for så vidt irrelevant. Men jeg tror ikke, der ville gå noget tabt, hvis vi allerede i startfasen af vores karriere åbnede op for dialog på tværs af vores fag. Første skridt er blot at vi, elever, lærere samt skolens ledelse, griber i egen barm og finder ud af, hvem der egentlig er tovholder på den nye ordning. For jeg tror ikke, vi skal antage, at de højere instanser påtager sig ansvaret, mens vi, med korslagte arme, venter på en bedre løsning.

FIND FEJLEN En lille ændring. En stor forskel. Interventionen ændrer opfattelsen af et objekt og stemningen i et rum. Ser du? Strømforsyning i porten Mejlgade, Aarhus, 2010 Julie Kaalby Bjerre, stud.aarch

af julie kaalby bjerre, lena gade og mathilde gludsted, stud.aarch

PØLSESNAK

Pølser er madvarer, som består af kødfars, evt. med forskellige tilsætninger, eksempelvis krydderier, der er stoppet i tarme. Tidligere brugte man mest svinetarme, men i dag bruges ligeledes kunstige tarme, som kan bestå af eksempelvis collagen, cellulose eller endda af plastik. I husholdningen anvendes et pølsehorn til at stoppe farsen i de rensede tarme. Pølser kan være tilberedt på flere forskellige måder. Røgede, saltede og tørrede pølser er alle holdbare i forholdsvis lang tid. Pølser der købes rå, steges eller koges ofte før de spises. Pølser anvendes både i varme retter og som pålæg. Pølser fremstilles i mange udgaver. Blandt de mest almindelige i Danmark er kødpølse, grillpølse, wienerpølse, bayersk pølse, knækpølse, spegepølse, kalkunpølse, baconpølse, ostepølse, karrypølse, kålpølse, medisterpølse, oksepølse, krydderpølse, kartoffelpølse, chilipølse, leverpølse og blodpølse. En hotdog (fra eng. hot dog) er en kogt eller ristet pølse, evt. med garniture, der er anbragt i en form for pølsebrød/bolle. I Danmark er en pølsen (evt. en rød pølse) normalt kogt eller ristet og anbragt i et flækket pølsebrød med rå eller ristede løg, ketchup og sennep, eventuelt også remoulade, og syltede agurker. I danske hotdogs er den mest almindelige pølsetype wienerpølse, den er oftest rødfarvet (ufarvet til ristet hotdog) og normalt lidt længere end brødet. Der findes mange andre varianter i andre lande. En variant, den franske hotdog er også blevet ret populær i Danmark, måske fordi den er lettere at spise uden at spilde, eventuelt mens man laver noget andet med den anden hånd. En fransk hotdog består (oprindeligt) af et halvt flute (den ene ende), hvor man stikker et hul fra skærefladen mod enden, fylder ketchup, dressing eller lignende i og stikker en pølse i til sidst. (Wikipedia) Måske det ikke lyder rart, det med pølse. Men når alting blandes sammen, én stor transformation af ingredienser, så giver det mening, inde i munden.

SPIS DEN PØLSE

af lena gade, stud.aarch

KÆRLIGHEDSERKLÆRING 83

Jeg ved ikke hvad jeg havde bildt mig selv ind, men nogle gange er du så morgengrim. Det ekstra akademiske kvarter hjælper ikke altid på det, for når jeg åbner øjnene er du rodet, uvasket og outdated. Vi har været sammen i tre år nu, og du er mig stadig en gåde. Jeg kan stadigvæk ikke rigtig finde rundt i dig, fatte din struktur, følge dine regler og forstå hvor du vil hen. Du laver dig selv om hver dag, skifter mening, og er den mest vægelsindede satan jeg nogensinde har kendt. Men din uforudsigelighed fastholder min umættelige nysgerrighed, naivt bliver jeg ved med at tro på, at jeg kan være med til at forme dig, bare en lille smule.

Nogle gange gør du mig lige så frustreret, som dengang jeg stadig forsøgte at forstå dig. Men du skal jo ikke forstås. Du skal bare accepteres. Og vores evige kommunikationsbrist er bare en del af vores forhold. Du melder aldrig klart ud, mens jeg nærmest er fanatisk når det kommer til planlægning. Du forventer at jeg er tydelig og klar i mine valg, samtidig med at du ikke vil have, at jeg bliver snæversynet og ensporet. Du vil have kunst, men ikke for æstetikkens skyld. Du vil have dyre materialer og eksotiske studieture, men accepterer ikke studiejob. Du vil have sex, passion og lyst, på trods af fugtskader, asbest og søvnmangel.

Da jeg valgte dig, foregik alt i forårsforvirring og forelskelse. Du tilbød mig noget konkret, troede jeg, om ikke andet så nogle rammer jeg kunne tumle rundt i. Jeg kom fra firkantede kasser, hvor jeg kendte facit og de stringente retningslinjer, og jeg glædede mig til at præstere, vise dig alt jeg havde at byde på.

Noget så kringlet og forvirret du er, lige så meget elsker jeg dig. Dine knirkende gulve, din dårlige ventilation, dit evige store spørgsmålstegn. For du brænder, du vil jo gerne, du har din egen verden, og hvis jeg skal være helt ærlig – så kan jeg ikke længere se hvor du ender og jeg begynder.

Men i stedet slog du mig til jorden flere gange i starten, med dine utydelige, kryptiske og nærmest ulæselige regler. Du gav mig absolut ingenting jeg kunne genkende, intet var som jeg havde forventet. Jeg indgik i én lang hærdningsproces, hvor usikkerhed og verbale smæk gik hånd i hånd. Spildte nætter, ugelange diskussioner, blod, sved og tårer i sin aller fysiske forstand. Jeg kan godt se nu, at det var af kærlighed. Måske er det netop din skønhed, at du forventede noget af mig, før du selv gav.

Jeg var forelsket i dig i starten, i det jeg troede du var. Nu elsker jeg dig i stedet, for det du ér. For samtidig med at du rummer mig og mine famlende formuleringer, så giver du mig nicher og små steder, hvor jeg kan møde mig selv. Det kan godt være du er morgengrim, men det er stadig dig jeg går i seng med hver aften. Så transformér mig lidt endnu, hvis du gider. Jeg har ikke travlt.

Du vil have sex, passion og lyst, pĂĽ trods af fugtskader, asbest og sĂ¸vnmangel

[KÅRK] nr. 23

TRANS FOR MATION

Arkitektskolen Aarhus Nørreport 20 8000 Aarhus C

Kunstakademiets Arkitektskole Philip De Langes Alle 10 1435 København K

N O I T A M R O F S N A R T