Hjernen - Historien om dig af David Eagleman

Hjernen h i sto r i e n o m d i g

D av i d Eagleman

Hjernen h i s to r i e n o m d i g

O v e r s at a f Joachim Wrang

Tiderne Skifter

Hjernen – historien om dig er oversat fra engelsk af Joachim Wrang efter The Brain – The Story of You  2015, David Eagleman Published by arrangement with Canongate Books Ltd, 14 High Street, Edinburgh EH1 1TE Dansk udgave  Tiderne Skifter, 2017 Sats: Remote Grafik Tryk: xx ISBN: 978-87-02-22351-4 Billeder: s. 15 © Corel, J.L.; s. 46 © Akiyoshi Kitaoka; s. 46 © Edward Adelson, 1995; s. 58 © Blink Films, 2015; s. 65 © Science Museum/Science & Society Picture Library; s. 68 © Springer; s. 77 © David Eagleman; s. 92 © CanStockPhoto; s. 155 © Fritz Heider og Marianne Simmel, 1944; s. 162 © Simon B ­ aron-Cohen et al.; s. 168 © 5W Infographics; s. 189 © David Eagleman; s. 195 © Bret Hartman/TED. Billeder på s. 52, 96, 122, 206 og 211 © Ciléin Kearns.

Billeder på s. 123, 124, 135, 143 og 177 © Dragonfly Media.

Billeder på s. 42, 77, 116 og 223 er ikke beskyttet af copyright.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomhe­der, der har indgået aftale med CopyDan, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

TIDERNE SKIFTER Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K· Tlf: 33 18 63 90 tiderneskifter@tiderneskifter.dk · tiderneskifter.dk

In d h o l d Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .7 Hvem er jeg? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Hvad er virkelighed? . . . . . . . . . . . . . . . . 43 Hvem har styringen? . . . . . . . . . . . . . . . 81 Hvordan trĂŚffer jeg en beslutning? . . . . . . . 113 Har jeg brug for dig? . . . . . . . . . . . . . . . 151 Hvem vil vi vĂŚre i fremtiden? . . . . . . . . . . 183 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 229 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 231 Ordliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 245

Indl e dning Hjerneforskningen er et felt under konstant udvikling, og det er sjældent, at nogen træder et skridt tilbage for at få et overblik over feltet og reflektere over, hvad forskningsstudierne betyder for vores liv, og så tilgængeligt som muligt diskutere, hvad det egentlig vil sige at være et biologisk væsen. I denne bog er det min ambition.

Hjerneforskning er vigtig. Det forunderlige databehandlende stof i vores kranier er det maskineri, som vi navigerer i verden med – det stof, som vores beslutninger og fantasier har rod i. Vores drømme og vores vågne liv har rod i hjernens milliarder af aktive celler. En bedre forståelse af hjernen kaster lys over, hvad vi opfatter som vigtigt i vores personlige relationer, og hvad vi betragter som nødvendigt i vores socialpolitik – og kaster lys over, hvordan vi kæmper, hvorfor vi elsker, hvad vi betragter som sandt, hvordan vi bør uddanne vores børn, hvordan vi kan udforme en bedre socialpolitik, og hvordan vi kan forme kroppen til de kommende århundreder. Menneskeartens fortid og fremtid er ætset ind i hjernens kredsløb og dets mikroskopiske bestanddele.

I betragtning af hjernens vigtighed for vores liv har jeg tidligere undret mig over, hvorfor vi generelt så sjældent taler om den og i stedet bruger tiden på kendissladder og

8

H J ERN EN – H IS T O RIEN O M D I G

realityshows. Jeg er dog holdt op med at undre mig og vil i dag sige, at dette manglende fokus på hjernen ikke bør betragtes som et problem, men snarere peger på, at vi mennesker er så dybt indfanget i vores virkelighed, at det bliver umådelig vanskeligt at indse, at vi er fanget inde i noget som helst. Ved første blik kan det måske se ud, som om der ikke er noget at diskutere. Selvfølgelig eksisterer farver i den ydre verden. Selvfølgelig fungerer min hukommelse som et videokamera. Selvfølgelig er jeg bevidst om de egentlige grunde til mine egne holdninger.

Jeg vil i denne bog se nærmere på sådanne antagelser.

Jeg har ikke ønsket at opstille en lærebogsmodel, men har i stedet villet kaste lys over de dybere niveauer og spørgsmål: Hvordan træffer vi beslutninger, hvordan opfatter vi virkeligheden, hvem er vi, hvordan er vores liv styret, hvorfor har vi brug for andre mennesker, og hvor er vi på vej hen som art, nu vi er begyndt at tage styringen over vores egen udvikling? Dette projekt forsøger at forbinde forskningslitteraturen med de liv, vi lever som ejere af en hjerne. Min tilgang her afviger fra de akademiske tids­ skriftsartikler, jeg skriver, og også fra mine andre neurovidenskabelige bøger. Dette projekt er rettet mod et andet publikum. Jeg forudsætter ingen specialviden, kun nysgerrighed og en lyst til selvudforskning.

Så gør dig klar til en rundvisning i det indre kosmos.

Jeg håber, at du vil få et glimt ind i det uendelig kompakte virvar bestående af milliarder af hjerneceller og deres billioner af forbindelser og få øje på noget, du måske ikke havde forventet at se – dig selv.

1

Hv e m e r j eg ?

Alle erfaringer i dit liv – fra en samtale, du har med et andet menneske, til dine oplevelser af den kultur, du er en del af – former din hjernes mikroskopiske detaljer. Neuralt set forholder det sig sådan, at den, du er, er afhængig af, hvor du har tilbragt dit liv.

Din hjerne skifter ubønhørligt form, omarbejder konstant sine egne kredsløb – og fordi dine erfaringer er unikke, er også de detaljerede mønstre i dine neurale netværk helt unikke. Fordi disse netværk ændrer sig gennem hele dit liv, er din identitet under konstant forandring og således aldrig givet én gang for alle.

Selv om jeg er hjerneforsker, fyldes jeg stadig med ærefrygt, hver eneste gang jeg holder en menneskehjerne i mine hænder. Når man tager højde for hjernens betragtelige vægt (en voksen persons hjerne vejer 1300-1400 gram), dens forunderlige konsistens (den føles som hård gelé) og dens rynkede udseende (dybe dale, der danner et poset landskab), er det slående ved hjernen dens meget fysiske fremtoning: Denne klump bestående af tilsyneladende uinteressant materiale synes i den grad at stå i kontrast til de mentale processer, den frembringer.

Dine tanker og drømme, dine erindringer og erfaringer har alle rod i denne forunderlige neurale substans. Den, du er, findes inde i hjernevævets komplicerede mønstre af elektrokemiske impulser. Når denne aktivitet stopper, eksisterer du ikke længere. Når denne aktivitet ændrer karakter, for eksempel på grund af en hjerneskade eller stofmisbrug, ændrer du også karakter. I modsætning til kroppens andre dele er det sådan med hjernen, at hvis bare en lille del af den bliver beskadiget, kan det nemt betyde, at du ændrer dig radikalt. Lad os for at forstå, hvordan det er muligt, begynde med begyndelsen.

12

H J ERN EN – H IS T O RIEN O M D I G

V i f ød e s uf ær d ige Ved fødslen er vi mennesker totalt hjælpeløse. Det første år kan vi ikke gå, først som treårige kan vi udtrykke tanker, og først mange år senere kan vi klare os selv. Vores overlevelse er fuldstændig afhængig af de mennesker, vi har omkring os. Prøv at sammenligne dette med de andre pattedyr. Delfiner fødes svømmende, giraffer kan stå oprejst inden for få timer, og en babyzebra kan løbe tre kvarter efter sin fødsel.

Over hele dyreriget ser vi, at vores fætre og kusiner er bemærkelsesværdigt uafhængige kort tid efter deres fødsel.

Det kan umiddelbart forekomme at være en stor fordel for disse arter – men det er faktisk udtryk for en begrænsning. Dyrebørn udvikler sig hurtigt, fordi deres hjerner udvikles ud fra et i høj grad forprogrammeret skema. Men det er på bekostning af fleksibilitet. Forestil dig, hvordan det ville gå et uheldigt næsehorn, hvis det pludselig befandt sig på den arktiske tundra, på toppen af et bjerg i Himalaya eller midt i et gadekryds i Tokyo. Det ville ikke kunne tilpasse sig (hvilket netop er grunden til, at der ikke er næsehorn disse steder). Denne strategi med at ankomme til verden med en forprogrammeret hjerne fungerer fint inden for en bestemt niche i et økosystem – men hvis et dyr anbringes uden for denne niche, er dets chancer for at trives meget lave.

I modsætning hertil er et menneske i stand til at trives i mange forskellige miljøer, fra en tilfrossen tundra til høje bjerge og forjagede storbyer. Dette kan et menneske, fordi dets hjerne ved fødslen er bemærkelsesværdig ufærdig.

I stedet for at komme til verden med en forprogrammeret hjerne, som de nævnte pattedyr gør, har vi mennesker mulighed for at lade vores hjerner blive påvirket af livs­

H vem er jeg ?

13

erfaringer. Og det indebærer en lang periode præget af hjælpeløshed, mens den unge hjerne langsomt udvikles i mødet med det omgivende miljø.

B a r ndomme ns be sk æ rin g: at a f d æk k e stat u e n i marmoren Hvad er hemmeligheden bag unge hjerners fleksibilitet?

Det handler ikke om at danne nye celler – faktisk har børn lige så mange hjerneceller som voksne. Nej, hemmeligheden består i, hvordan disse celler forbindes.

Ved fødslen er et spædbarns neuroner ikke forbundet med hinanden, men i løbet af de første to leveår begynder de at forbinde sig i et ekstremt hurtigt tempo, i takt med at hjernen får informationer fra sanserne. Hvert eneste sekund dannes der op mod 2 millioner nye forbindelser eller synapser i et spædbarns hjerne. I toårsalderen har et barn dannet mere end 100 billioner (dvs. i alt 1014) synapser, det dobbelte af det antal, en voksen har.

Barnet har nu nået et toppunkt og har dannet langt flere forbindelser, end det har brug for. Herfra bliver blomstringen af nye forbindelser erstattet af neural ’beskæring’.

Når du bliver voksen, vil du kun have 50 procent af dine synapser tilbage.

Hvilke synapser bliver tilbage, hvilke forsvinder? Når en synapse med succes indgår i et kredsløb, styrkes den; synapser, der ikke er nyttige, svækkes derimod og elimineres med tiden. Ligesom stierne i en skov forsvinder de forbindelser, som du ikke bruger.

I en vis forstand handler den proces, hvor du udvikler dig til den, du er, om at reducere de muligheder, der i forve-

14

H J ERN EN – H IS T O RIEN O M D I G

Menneskets hjerne er ikke forprogrammeret Mange dyr fødes genetisk forprogrammerede til bestemte instinkter og adfærdsformer – deres hardware er så at sige fastlagt på forhånd. Gener styrer udformningen af deres kroppe og hjerner på specifikke måder, som definerer, hvordan de vil udvikle sig, og hvordan de vil opføre sig. En flues flugtrefleks, når en skygge passerer den, en vandredrossels instinktive lyst til at flyve sydpå om vinteren, en bjørns ønske om at gå i hi, en hunds tilbøjelighed til at beskytte sin herre – alt dette er eksempler på instinkter og adfærdsformer, som er forprogrammerede. Denne forprogrammering gør det fra fødslen muligt for disse dyr at bevæge sig, som deres forældre gør, og i nogle tilfælde selv skaffe føde og overleve på egen hånd.

For mennesker er situationen noget anderledes. Menneskehjernen ankommer til verden med en vis mængde genetisk forprogrammering (for eksempel evnen til at trække vejret, græde, sutte, vise interesse for andre menneskers ansigter og lære deres modersmål). Men sammenlignet med resten af dyreriget er menneskehjerner usædvanligt ufærdige ved fødslen. Menneskehjernens detaljerede netværk er ikke forprogrammerede – det er i stedet sådan, at gener giver nogle meget generelle anvisninger for udformningen af neurale netværk, hvorefter individets erfaringer finjusterer disse netværk, sådan at hjernen kan tilpasse sig detaljerne i det lokale miljø.

Menneskehjernens evne til at tilpasse sig den verden, den fødes ind i, har gjort det muligt for vores art at overtage alle planetens økosystemer og begynde vores rejse ud i solsystemet.

15

H vem er jeg ?

jen var til stede. Du bliver ikke den, du er, på grund af det, der udvikles i din hjerne, men på grund af det, der fjernes.

I løbet af din barndom forfines din hjerne gennem interaktionen med dit lokale miljø, idet junglen af muligheder beskæres, så den passer til det, du udsættes for. Din hjerne danner færre, men stærkere forbindelser.

For eksempel vil det sprog, du eksponeres for som barn (for eksempel engelsk eller japansk), forbedre din evne til at høre dit sprogs særlige lyde og svække din evne til at høre andre sprogs lyde. Det vil sige, at et barn, som fødes i Japan, og et barn, som fødes i USA, kan høre og reagere på alle lydene i begge sprog. Over tid vil det barn, som vokser op i Japan, miste evnen til at skelne mellem for eksempel lyden af R og L – to lyde, som man ikke skelner mellem på japansk. Vi formes af den verden, vi tilfældigvis havner i.

Nyfødt

1 måned

9 mdr.

2 år

Voksen

I et nyfødt barns hjerne er der ikke ret mange forbundne neuroner.

I løbet af de første 2-3 år vokser grenene, og cellerne forbindes i stigende grad. Herefter ’beskæres’ forbindelserne – som voksen har man færre, men stærkere neurale forbindelser.

16

H J ERN EN – H IS T O RIEN O M D I G

Nat u r e ns sat snin g I løbet af vores langvarige barndom trimmer hjernen kontinuerligt sine forbindelser og tilpasser sig detaljerne i det omgivende miljø. Dette er en smart strategi med det mål at parre hjernen med sit miljø – men det er også forbundet med visse risici.

Hvis hjerner under udvikling ikke modsvares af det rigtige, ’forventede’ miljø – et miljø, hvor der drages omsorg for barnet – vil hjernen have meget svært ved at udvikle sig normalt. Dette er familien Jensen fra Wisconsin et godt eksempel på. Carol og Bill Jensen adopterede Tom, John og Victoria, da børnene var 4 år gamle. De tre børn var forældreløse børn, som før deres adoption havde levet under forfærdelige forhold på statslige børnehjem i Rumænien – hvilket havde haft store konsekvenser for udviklingen af deres hjerner.

Da ægteparret Jensen hentede børnene og tog en taxi ud af Rumænien, bad Carol taxachaufføren om at oversætte, hvad børnene sagde. Taxachaufføren forklarede, at de talte volapyk. Det var ikke et kendt sprog – efter en barndom uden normal interaktion med andre mennesker havde børnene udviklet et blandingssprog. Under deres opvækst i USA har børnene kæmpet med indlæringsvanskeligheder som følge af de afsavn, de led som små børn.

Tom, John og Victoria kan ikke huske ret meget fra deres tid i Rumænien. En person, som derimod levende husker de rumænske børnehjem, er dr. Charles Nelson, professor i pædiatri ved Boston Children’s Hospital. Han besøgte første gang disse institutioner i 1999. Det syn, der mødte ham, fyldte ham med forfærdelse. Små børn blev

H vem er jeg ?

17

opbevaret i deres tremmesenge uden nogen form for stimulering af sanserne. Der var blot en enkelt ansat for hver 15 børn, og disse ansatte havde fået besked på ikke at tage børnene op eller på nogen måde vise dem omsorg, heller ikke når de græd – tegn på hengivenhed kunne få børnene til at søge mere omsorg, hvilket med den begrænsede bemanding ville være umuligt. Pasningen af børnene foregik så systematisk som overhovedet muligt. Børn blev sat på plasticpotter på en lang række, når de skulle på toilettet.

Alle blev klippet på samme måde uafhængigt af deres køn.

De blev klædt i det samme tøj, fik mad efter en helt fast plan. Alt var mekaniseret.

Børnene, hvis gråd blev ignoreret, lærte hurtigt ikke at græde. Børnene blev ikke taget op, og der var ingen, der legede med dem. Selv om deres mest basale behov blev dækket (de fik mad, de blev vasket, og de havde tøj på), fik børnene ingen følelsesmæssig omsorg, støtte eller stimulering. Som følge heraf udviklede de en form for ’vilkårlig venlighed’. Nelson forklarer, at når han gik ind i et lokale, blev han med det samme omringet af små børn, som han aldrig før havde set – de kastede sig i armene på ham og ville sidde på hans skød, holde ham i hånden eller gå af sted med ham. Selv om denne form for adfærd ved første øjekast kan virke sød og uskyldig, er den et udtryk for en mestringsstrategi, som man ser hos forsømte børn, og som ofte går hånd i hånd med tilknytningsproblemer senere i livet. Det er en meget karakteristisk adfærd for børn, der er vokset op på en institution.

18

H J ERN EN – H IS T O RIEN O M D I G

Rumæniens børnehjem I 1966 forbød den rumænske præsident Nicolae Ceauşescu brugen af prævention og abort – formålet var at øge befolkningens størrelse og dermed arbejdsstyrken. Statens gynækologer – kendt som ’menstruationspolitiet’ – undersøgte kvinder i den fødedygtige alder for at sikre sig, at de producerede et tilstrækkeligt stort antal børn. Familier med færre end fem børn blev opkrævet en såkaldt ’cølibatskat’. Fødselsraten steg eksplosivt.

Mange fattige familier havde ikke råd til at tage sig af deres børn – og derfor overgav de dem til statslige institutioner.

Staten oprettede flere og flere institutioner for at kunne tage sig af det voksende antal børn. I 1989, da Ceauşescu blev væltet, boede der 170.000 forsømte børn på disse børnehjem.

Forskere begyndte kort tid efter at afdække, hvilke konsekvenser det har for hjernens udvikling at vokse op på en sådan institution. Og deres studier endte med at påvirke regeringens politik. De fleste af de rumænske børnehjemsbørn blev efterhånden overdraget til deres forældre eller fik en plejefamilie.

I 2005 gjorde Rumænien det ulovligt at institutionalisere børn under 2 år, medmindre de led af et alvorligt handicap.

Millioner af forældreløse børn lever stadigvæk i statslige institutioner rundtomkring i verden. Men eftersom udviklingen af et barns hjerne kræver et kærligt og støttende miljø, er det meget vigtigt, at stater finder på måder at skabe ordentlige forhold for disse børn, så deres hjerner får mulighed for at udvikle sig normalt.

H vem er jeg ?

19

Nelson og hans team var rystede over de forhold, der mødte dem, og iværksatte The Bucharest Early Intervention Program. De undersøgte i alt 136 børn i alderen 6 måneder til 3 år, som havde boet på børnehjem siden deres fødsel. Det viste sig, at børnene havde en IQ på mellem 60 og 80 – gennemsnittet er 100. Børnene viste tegn på underudviklede hjerner, og deres sprog var meget forsinket.

Da Nelson brugte elektroencefalografi (EEG) til at måle den elektriske aktivitet i børnenes hjerner, kunne han se, at de havde en stærkt reduceret neural aktivitet.

Uden et miljø kendetegnet af følelsesmæssig omsorg og kognitiv stimulering kan menneskehjernen ikke udvikle sig normalt.

Nelsons studie viste også – hvad der var meget opmuntrende – at hjernen ofte kan komme sig i et vist omfang, når barnet fjernes og anbringes i et trygt og kærligt miljø.

Jo tidligere i et barns liv det fjernes, desto bedre chancer vil barnets hjerne have for at udvikle sig normalt. Børn, som blev fjernet og anbragt i en plejefamilie før toårs­alderen, klarede sig generelt godt. Hvis de først blev fjernet efter toårsalderen, opnåede de ganske vist forbedringer – men alt afhængigt af barnets alder havde de i større eller mindre grad forskellige udviklingsproblemer.

Nelsons resultater peger på den afgørende rolle, som et kærligt og støttende miljø har for udviklingen af et barns hjerne. Og det viser den store betydning, som det omgivende miljø har for det enkelte individs udvikling – for den person, som det enkelte individ udvikler sig til. Vi er ekstremt følsomme over for vores omgivelser. Idet menneskehjernen tilpasser sig løbende, er den, du er som person, stærkt afhængig af, hvor du har tilbragt dit liv.

20

H J ERN EN – H IS T O RIEN O M D I G

Te e na g e å r e ne For blot et par årtier siden mente man, at hjernen var færdigudviklet ved barndommens afslutning. I dag ved vi, at udviklingen af en menneskehjerne tager op mod 25 år.

Teenageårene er en periode med så vigtig neural reorganisering og forandring, at de dramatisk påvirker, hvem vi er. Hormoner, der strømmer rundt i kroppen, forårsager åbenlyse fysiske forandringer – vi begynder så småt at ligne voksne mennesker. Men ude af syne gennemgår hjernen lige så monumentale forandringer. Disse forandringer påvirker dybt, hvordan vi opfører os og reagerer på verden omkring os.

En af disse forandringer har at gøre med fremkomsten af en ny jegbevidsthed – og dermed også en ny bevidsthed om, hvordan man fremstår for andre.

For at få en forståelse af, hvordan teenagehjernen fungerer, udførte vi et ret enkelt eksperiment. Med hjælp fra min studerende Ricky Savjani bad vi frivillige forsøgspersoner om at sætte sig på en stol i et butiksvindue. Dernæst trak vi gardinet fra. Forsøgspersonen sad, så han eller hun kunne kigge ud på fortovet, mens forbipasserende kunne stoppe op og glo på forsøgspersonen.

Før vi anbragte forsøgspersonerne i denne socialt akavede situation, placerede vi måleudstyr på dem, så vi kunne sætte tal på deres følelsesmæssige respons. Vi forbandt dem med et apparat, der kunne måle galvanisk hudrespons, hvilket indikerer, hvor nervøs en person er: Jo mere sved dine svedkirtler afgiver, desto mere ledningsevne har din hud. (Det er for øvrigt den samme teknologi, som bruges i en løgnedetektor).

H vem er jeg ?

Udformningen af teenagehjernen Efter barndommen – lige før puberteten sætter ind – er der endnu en periode præget af neural overproduktion: Den præfrontale cortex danner nye celler og nye forbindelser (synapser), hvilket skaber mulighed for yderligere udvikling. Denne overflod efterfølges af omkring et årtis beskæring: Gennem alle teenageårene fjernes de svageste forbindelser, mens de stærkeste forbindelser styrkes. Som følge af denne udtynding reduceres den præfrontale cortex’ volumen i løbet af teenageårene med omkring 1 procent om året. De kredsløb, der formes gennem teenageårene, gør os klar til at lære en masse ting på vores vej til at blive voksne.

Eftersom disse enorme forandringer finder sted i hjerneområder, som vi bruger til at ræsonnere og til at udøve selvkontrol, er puberteten og ungdommen en tid præget af store kognitive forandringer. Den dorsolaterale præfrontale cortex, som er vigtig for vores impulskontrol, hører til blandt de områder af hjernen, som er længst tid om at udvikle sig, og er således først færdigudviklet i begyndelsen af 20’erne. Lang tid før hjerneforskere havde fået styr på detaljerne i denne proces, havde forsikringsselskaber bemærket konsekvenserne af den ufuldstændige udvikling af hjernen – og derfor er en bilforsikring dyrere for teenagere. På samme måde har retssystemet længe opereret ud fra en implicit antagelse om teenagehjernens udvikling, hvilket er grunden til, at ungdoms­ kriminalitet håndteres på en anden måde end voksnes kriminalitet.

21

22

H J ERN EN – H IS T O RIEN O M D I G

Der deltog både voksne og teenagere i vores eksperiment. Hos voksne observerede vi – nøjagtig som forventet – en moderat stressreaktion som følge af, at fremmede mennesker gloede på dem. Men hos teenagerne udløste den samme situation en meget stærkere følelsesmæssig reaktion: Teenagerne var langt mere nervøse og påvirkede – nogle af dem rystede ligefrem – mens de blev betragtet af de forbipasserende mennesker på gaden.

Hvad var grunden til denne forskel mellem voksne og teenageres reaktion? For at besvare det spørgsmål skal vi se på et område af hjernen, som kaldes for den mediale præfrontale cortex. Det er et område, der aktiveres, når du vender blikket indad – og især når du tænker over den følelsesmæssige betydning af en social situation for dig selv.

Leah Somerville og hendes kolleger fra Harvard University kunne konstatere, at når man går fra barn til ungt menneske, bliver den mediale præfrontale cortex efterhånden mere aktiv i sociale situationer – den når sit højeste niveau i omkring 15-årsalderen. På dette tidspunkt har sociale situationer stor følelsesmæssig betydning, hvilket resulterer i en stressrespons af høj intensitet. Dette vil sige, at det for teenageren bliver mere og mere vigtigt at reflektere over sin egen adfærd – at udøve såkaldt ’selvevaluering’. I modsætning hertil har et voksent menneske med en fuldt udviklet hjerne vænnet sig til sig selv – ligesom man langsomt vænner sig til et par nye sko – og som følge heraf påvirkes en voksen ikke så meget af at sidde i et butiksvindue.

Ud over at føre til social akavethed og ­følelsesmæssig hyper­sensitivitet er teenagehjernen sådan indrettet, at teenagere er mere risikovillige end voksne. Hvad enten det handler om at køre for hurtigt i bil eller sende nøgenfotos

H vem er jeg ?

23

af sig selv til andre, er risikabel adfærd mere fristende for en teenager end for en voksen. Dette har i høj grad at gøre med, hvordan vi mennesker reagerer på belønninger og incitamenter. Når vi går fra barndom til ungdom, udviser hjernen en stigende respons på belønninger i områder, der er forbundet med jagten på nydelse (et af disse områder hedder nucleus accumbens). Hos teenagere er der lige så høj aktivitet i dette område som hos voksne. Men samtidig – og det er det afgørende her – er aktiviteten i den orbitofrontale cortex, som har at gøre med beslutningstagning, opmærksomhed og simuleringen af fremtidige konsekvenser, den samme hos teenagere som hos børn. Et modent lystcenter kombineret med en umoden orbitofrontal cortex betyder, at teenagere er følelsesmæssigt hypersensitive, men er dårligere til at styre deres følelser end voksne.

Somerville og hendes team mener derudover også at kunne forklare, hvorfor teenagere er så påvirkelige for gruppepres: Områder af hjernen, der er involveret i sociale overvejelser (såsom den mediale præfrontale cortex), er i den alder stærkere forbundet med andre hjerneregioner, som omsætter motivation til handlinger (striatum og dets netværk af forbindelser). Dette, mener forskerteamet, kan forklare, hvorfor teenagere er mere tilbøjelige til at løbe en risiko, når deres venner er i nærheden.

En teenagers syn på verden er en konsekvens af en hjerne under planmæssig forandring. Disse forandringer gør teenageren mere forlegen, mere risikovillig og mere tilbøjelig til at lade sin adfærd påvirke af gruppepres fra jævnaldrende. For frustrerede forældre verden over er der et vigtigt budskab her: Den person, man er som teenager, er ikke blot resultatet af et valg eller en attitude – det er

24

H J ERN EN – H IS T O RIEN O M D I G

resultatet af en periode med intense og uundgåelige neurale forandringer.

H je r ne ns pl a st ic it et hos vok sne me nne sker Når vi når 25-årsalderen, er de forandringer af hjernen, der kendetegnede barndommen og ungdommen, endelig ovre. De store forandringer af vores identitet og personlighed er afsluttet, og hjernen virker til at være fuldt udviklet. Man skulle tro, at den, du er som voksen, nu endelig er fastlagt. Men sådan er det ikke: Hjernen fortsætter med at ændre sig hos det voksne menneske. Vi kalder noget, der kan formes – og fastholde denne form – for plastisk.

Og hjernen beholder denne plasticitet, også hos det voksne menneske: Erfaringer forandrer hjernen, og den fastholder denne forandring.

For at forstå, hvor imponerende disse fysiske forandringer kan være, kan man tænke på de hjerner, der sidder i skallen på en særlig gruppe mænd og kvinder, der arbejder i London, nemlig storbyens taxachauffører. De gennemgår 4 års intensiv træning for at kunne bestå den prøve, som går under navnet ’Knowledge of London’, en af verdens mest udfordrende hukommelsestest. For at kunne bestå prøven kræves det, at aspirerende taxachauffører memorerer Londons omfattende vejsystem – herunder alle mulige kombinationsmuligheder (fra A til B, fra A til C, fra B til C osv.). Det er en utrolig krævende prøve: Testen dækker 320 forskellige ruter gennem byen, 25.000 gadenavne og 20.000 steder og destinationer – for eksempel hoteller, ambassader, politistationer, sportsanlæg,

H vem er jeg ?

25

dvs. hvor som helst en passager kunne tænkes at ville hen.

Aspiranterne bruger typisk 3-4 timer om dagen på at øve sig på fiktive køreture.

En gruppe hjerneforskere fra University College London hørte om denne unikke mentale udfordring og besluttede sig for at scanne hjernen hos flere taxachauffører.

Forskerne var særlig interesseret i det lille område af hjernen, der hedder hippocampus – og som er vigtigt for hukommelse og især rumlig hukommelse (stedsans).

Forskerne opdagede, at der var stor forskel på taxachaufførernes hjerner og den gennemsnitlige hjerne: Hos chaufførerne var den bagerste del af hippocampus fysisk større end hos kontrolgruppen – hvilket sandsynligvis var forbundet med deres forbedrede rumlige hukommelse.

Forskerne kunne også se, at jo længere en person havde arbejdet som taxachauffør, desto større var forandringen i denne del af hjernen, hvilke kunne tyde på, at størrelsen på denne hjerneregion ikke blot sagde noget om de mennesker, som valgte at blive taxachauffører, men i stedet var et direkte resultat af deres erfaring og træning.

Studiet af taxachaufførerne viser, at hjernen hos voksne mennesker ikke har nået en endelig tilstand, men i stedet kan omformes så meget, at forandringen er synlig for det trænede øje.

Det er ikke kun taxachauffører, hvis hjerner undergår forandringer. Da en af det 20. århundredes mest berømte hjerner blev undersøgt, nemlig Albert Einsteins hjerne, fandt man ikke hemmeligheden bag hans genialitet. Undersøgelsen viste derimod, at det område af hjernen, der har at gøre med brugen af venstre hånds fingre, var større i Einsteins hjerne end i andre hjerner – og havde dannet

26

H J ERN EN – H IS T O RIEN O M D I G

en stor fold i hans hjernebark, som kaldes for Omega-tegnet, idet det er formet som det græske bogstav Omega, Ω – som følge af hans mindre kendte passion for at spille violin. Denne fold forstørres hos erfarne violinister, som udvikler stor fingerfærdighed i venstre hånds fingre. Pianister udvikler et Omega-tegn i begge hjernehalvdele, eftersom klaverspil kræver stor fingerfærdighed på begge hænder.

Formen på bakkerne og dalene i hjernen er i vidt omfang den samme fra person til person – men de nærmere detaljer er en personlig og unik afspejling af, hvor du har været, og hvem du er nu. Selv om de fleste af forandringerne er for små til at kunne ses med det blotte øje, har alt, hvad du har oplevet, ændret din hjernes fysiske struktur – fra genernes udtryk over molekylernes position til neuronernes netværk. Din biologiske familie, din kultur, dine venner, dit arbejde, hver eneste film du har set, hver eneste samtale du har ført med et andet menneske – alle disse ting har sat deres fodaftryk i dit nervesystem. Disse uudslettelige, mikroskopiske indtryk udgør tilsammen den, du er som menneske, og begrænser, hvem du kan blive.

Pat ol ogisk e for a ndrin ger Forandringerne i din hjerne repræsenterer, hvad du har gjort, og hvem du er. Men hvad sker der, hvis hjernen ændrer sig på grund af en sygdom eller ulykke? Ændrer dette også den, man er, ens personlighed, ens handlinger?

Den 1. august 1966 tog Charles Whitman en elevator op øverst i University of Texas’ hovedbygning i Austin. Herfra begyndte den 25-årige mand at skyde vilkårligt på menne-