Paraply af Will Self by Tiderne Skifter

Paraply

bog0142_Paraply.indd 1

16-05-2017 12:39:20

bog0142_Paraply.indd 2

16-05-2017 12:39:20

W I L L SE L F

Paraply PĂĽ dansk ved Sara Koch

Tiderne Skifter

bog0142_Paraply.indd 3

16-05-2017 12:39:20

Citatet fra Shakespeares Kong Lear er oversat til dansk af Niels Brunse, Gyldendal 1997 Citatet fra James Joyces Ulysses er oversat til dansk af Karsten Sand Iversen, Rosinante 2014 ‘Apeman’ by Ray Davies © Copyright 1970 Davray Music Ltd. All rights administered by Sony/ATV Music Publishing. All rights reserved. Used by permission ‘Chirpy Chirpy Cheep Cheep’ (Cassia/Stott) © 1971 Warner Chappell Music Italiana Srl (SIAE). All rights administered by Warner Chappell Overseas Holdings Ltd. All rights reserved ‘Don’t Let It Die’ (Smith) – RAK Publishing Ltd. Licensed courtesy of RAK Publishing Ltd. ‘Sugar Me’ by Barry Green and Lynsey De Paul © Copyright Sony/ATV Music Publishing Ltd. All rights reserved. Used by permission ‘Take Me Back to Dear Old Blighty’ Words and Music by Fred Godfrey, A. J. Mills & Bennett Scott © 1916. Reproduced by permission of EMI Music Publishing Ltd, London W8 5SW Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med CopyDan, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Tiderne Skifter · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · tiderneskifter.dk

bog0142_Paraply.indd 4

16-05-2017 12:39:20

Til Deborah

bog0142_Paraply.indd 5

16-05-2017 12:39:20

bog0142_Paraply.indd 6

16-05-2017 12:39:20

En bror glemmer man lige sĂĽ nemt som en paraply. James Joyce

bog0142_Paraply.indd 7

16-05-2017 12:39:20

bog0142_Paraply.indd 8

16-05-2017 12:39:20

I’m an ape man, I’m an ape-ape man … Her kommer Zachary, ovre fra portnerboligen, hvor der står en transistorradio ved siden af kedlen, og vinduet er sat på klem så Muswell Hill-calypsoen varmer den kolde Friern Barnet-morgen, den svøber sig hastigt om hans hoved som en sky af popdamp. I’m an ape man, I’m an ape-ape man, oh, I’m an ape man … Græsplæner og rabatter er bløde af dug, hans arme og ben er stive – en stivhed han forbinder med den anstrengte positur fra aftenen forinden hvor jeg afbrød den fumlende indledning til uforpligtende samkvem. Mens Miriam ammede babyen i deres seng, kvejlede trosser og rørledninger sig ind i mælkepruttedunsten – det enorme projektil trak sig tilbage til min mave og mine lårs vugge … I’m an ape man, I’m an ape-ape man … Austinens rat, en plastikrygrad – bøjet dobbelt, pukkelrygget … havde trukket i hans skuldre da han masede bilen ned gennem Highgate, og så hakkede den gennem East Finchley – med knæene ubehageligt presset op under instrumentbrættet – så over North Circular og forbi bloklejlighederne der afskærmer Memorial Hospital, før han drejede til højre ad Woodhouse Road. Under kølerhjelmen hamrede stemplet mod hans haleben, krumtapakslen drejede hans underliv rundt og rundt, mens hvert stop og start, hvert vrid og drej – øjnenes drejen i deres øjenhuler – ikke mindskede denne stress, men skruede den dybere ind i hans krop: bitsskruetrækker, boridrejebænk, tænd … I sin allerede ophidsede tilstand havde han set på byen som et negativ, set de 9

bog0142_Paraply.indd 9

16-05-2017 12:39:20

mørke skove og sovende plæners parallelogrammer som menneskeskabte artefakter omgivet af voksende mursten, asfalt og beton der bølger mod horisonten langs forstadsgadernes furer … Mens hans hjemlige situation på ingen måde er rolig, eller afklaret, og dagen foran ham – Ach! En brunlig orm af antiseptisk creme som vrider sig ind i et liggesårs betændte revne … Bittert havde han tænkt: Er min uddannelse som psykiater overhovedet relevant når det gælder denne førstehjælp, denne haltende borgermilits’ syge forestilling … I’m an ape man, I’m an ape-ape man … Køreturen til arbejde er allerede rutine. – Alligevel er det et chok at hans bestemmelsessted er dette latterlige palæ med en blomsterkiosk. Her kommer Zachary … Gummisålerne glider hen over grusstien der går fra personaleparkeringspladsen – hvor køligt stål tikker ved siden af blomsterure – hen til de mange buede vinduer og buede døråbninger, hvælvede søjlegange og valmede tårne. Her kommer Zachary … kryber larmende op på den høje midterkuppel flankeret af klokketårne der aldrig har kimet, eftersom de kun er forklædte ventilationsskakte, der skal suge den rådne stank fra anstalten ud … Her kommer Zachary … undgår den anløbne bronzestatues blinde øjne der gemmer sig inde bag en forsytia – en tydeligt ungdomssløvsindig yngling … hans ansigt ubevægeligt i evig lidelse, folderne i hans tøj troværdigt tunge … for han ser i det hele taget ud til at være tynget af livet selv. Her kommer Zachary … han stamper nu utålmodigt ved siden af de buede vinduer, buede døråbninger, og så de buede vinduer igen. Han lukker sig ind i dette monumentale trompe l’oeil, men ikke gennem den store hoveddør – som er permanent boltet – men gennem en ikke så iøjnefaldende sidedør – og det er kun rigtigt, da det er begyndelsen på enden på illusionen om at han vil møde en Foscari eller Pisani, mens virkeligheden er: en lavloftet sal dækket af æggepulvervinyl, sammensunket sidder en misdæder, hans ansigt er – ligesom så mange psykisk syges – en paradoksal tumor, de aldrende træk formes i dette øjeblik til en kuet grimasse bag en afværgende hævet skulder. En hersende stemme siger: De bliver lukket inde på 10

bog0142_Paraply.indd 10

16-05-2017 12:39:20

afdelingen og får ingen lommepenge denne uge. FOR-STÅR DE? Åh ja, jeg forstår skam … hvorfor han fortsætter med raske skridt og ikke ønsker at se mere af denne rutinemæssige gemenhed … Her kommer Zachary – og langs en kort gang beklædt med fugtige spånplader, og så ned ad en trappe og ind i den nedre gang. Her kommer Zachary ‒ og her – han krammede sin mappe ind til brystet, løsnede grebet, og trækker nu sin hvide frakke ud i små, stive bølger. De får brug for en, Busner, havde Whitcomb sagt – et kæmpe fjols, det lange ansigt er en brøk: øjne delt af overskægget med munden – ellers vil patienterne tro … Tro hvad? Tro hvad?! Men afdelingslægens opmærksomhedsspændvidde var så begrænset at han mistede interessen for sin egen sætning og begyndte at rode op i pibens forkullede bund med enden af en teske, et pillearbejde ineffektivt udført på hans knoklede kalveknæ. – Hvorfor var alle stolene i personale stuen enten for lave eller for høje? Her kommer Zachary – og her … I’m an ape man, I’m an ape-ape man, oh, I’m an ape man, hans sko bugter sig udadvendt hen ad gulvet, glider hen over linoleumsfelterne, slår på sandstenspletterne, tæerne skraber hen over asfalten – der hvor den kom til syne. Skrrr-aber. Hvem finder på sådan noget, spekulerer han – at dække gangene og selv stuerne på et hospital med asfalt? På en måde giver det mening – en hersende, slesk og vild mening – der forklarer sig gennem stemmerne der lyder inde i patienternes benede, stenede hoveder, deres cerebrale korridorer og hjernebarksovesale … fordi det er veje der tilbagelægges – hundrede meter, hundrede skridt, hundrede til, sjælens North Circular. Ingen skilte, intet Tally- Ho Corner – i stedet: spidsbuevinduer der kigger ud på de prangende gårdhaver under snavsede øjenlåg, mest til lufteture, adskilt af fløje og piller der deler den lange solløse rende mellem første og anden hospitalsbygning. Piller der skyder op fra fløje – flere piller der skyder op derfra, hele det store, syge hus vokser sig større og stadig mere kompliceret i det imødekommende forstadsfundament. Her kommer Zachary … På gangens vinduesløse side er døre med kommanderende skilte: PORTNER, KANTINE, MEDARBEJDERKAN11

bog0142_Paraply.indd 11

16-05-2017 12:39:20

TINE, SYNAGOGE, BOUTIQUE – boutique! så BRØDKAMMER – et rum fuldt af brød … og der går også ramper op til afdelingerne ovenpå. Her kommer han … det dybe svælg gaber stadig foran ham, et spiserør af lysstriber med takker af koparrede strimler – de oprindelige gipsstøberes dekorative mønster – ellers med spredte medaljoner og rustikke, brun-nedsevne stenvendesøjler. Der kommer han … ømt rører han ved de gamle gasrørs afskallede vener, ved det nøgne kobber hvorpå der er tapet en enlig flyer op for et POPULÆRT SWINGBAND, The Rhythmaires – men, tænker han, kan dette være så gammelt, eller er det bare luften og alt andet herinde der ældes hurtigere? Det er på hjørnet hvor den vestlige gang krydser, et afrundet hjørne slidt ned af stød – Nej! Det blev bygget sådan for at forhindre dem i at tage livet af sig selv, hvilket de alligevel gør. Og De kan lige så godt vænne Dem til det, havde Whitcomb sagt næbbet bag sit plastikoverskæg, for De kommer til at opleve det igen og igen. Sådan er det bare. En skam – men sådan er det. Det er muligt at parlamentet har afskaffet hængning … han udåndede små, aromatiske skyer af kosmiske taktløsheder … men her er det stadig den fortrukne henrettelsesmetode – dette årti synes at være præcis lige så svingende som det sidste! Det var ikke fordi Whitcomb var hjerteløs, han var bare sådan – ligesom så mange andre nogenlunde gangbare psykiatere var han blevet så vant til at tale med de ulykkelige og sindsforvirrede i et tonefald tøjlet af bekymret neutralitet og ved hjælp af et ordforråd renset for ethvert foruroligende ord, at han blev komisk uanstændig når han slap tøjlerne – eller ville have været det hvis der havde været noget at le ad. Han havde heller ikke forventet at denne nye læge ville forholde sig til de underholdende selvmord – i hvert fald ikke ved at svabre efter dem eller bare ved at kigge – det var jo det sygeplejerskerne var til for! – han skulle bare være forberedt på hvordan de mere krakilske, hvis melankoli var i fuldt vigør, ville smugle et lagen med ud på toilettet, rive og sno og binde det fast til en krog i røret der hvor det sad fast i cisternen. En velsignelse såvel som en forbandelse disse victo12

bog0142_Paraply.indd 12

16-05-2017 12:39:20

rianske sanitære indretninger, kunne Whitcomb ifølge Busner lige så godt have sagt – det var typisk ham at sige sådan – men i stedet var han forpligtet til at opfinde sine egne opbyggelige ord, for hvert et dødsfald, uanset hvor nødtørftigt, krævede i det mindste lidt overvejelse. En velsignelse såvel som en forbandelse er disse victorianske sanitære indretningers robusthed. Selvom de både sparker og slår om sig, vil selv den mest ivrige selvmorder ikke kunne ødelægge rørene … Nogle gange formår de sågar – det ved jeg fra Perkins, den værste af sygeplejerskerne på afdeling 14, en af de to kroniske afdelinger som Busner har fået ansvaret for – at hænge sig i den skide kæde, tro det eller ej! Så finder vi dem med den bare numse nede i lokummet … Busner troede skam på det. Han så små bække af urin og fæces løbe ned i afløbet mellem mellemfodsknoglerne, plip-plop sagde det nede i klosettet mens det plaskede uophørligt fra cisternen … Det første selvmord, som han ikke bare havde set, men også hjulpet Mboya – den søde sygeplejerske – med at skære ned, havde hængt sig i det fuldstændig pålidelige rør – så hun i døden var kilet ind i det ubehændige mellemrum mellem røret og et hvidmalet vindue, som var blevet halveret da denne bås var blevet delt op i og blev til – endnu et bevis på – hvis det da er påkrævet – hvordan hospitalet forandrede sin egen cellestruktur for at skabe nye former så nye sygdomme kan blive diagnosticeret af psykiatere godkendt af nye fagorganisationer … mens de indlagte forblev de samme, langmodige, ligesom den tilstand hun nu var i: langtidsindlagt og ubevægelig, uden andre tegn på at hendes tarme var blevet tømt end … lugten. I stedet var hendes papirtynde hud, åh, så smuk, rynket som bomuldsflonel i en alt for stor natkjole. Hun var en tør, død natsværmer, havde Busner tænkt, hvis cellestruktur rådnede op inde i denne meget større cellestruktur. … Bortset fra lugten, af lort, så afgjort – men også antiseptisk kemisk med en skarpt lugt af bonevoks – en stadig mere intens blanding af den lugt der kom fra porer, munde og skjulte trækhuller på de patienter der var spærret inde på den første psykiatriske afdeling 13

bog0142_Paraply.indd 13

16-05-2017 12:39:20

Busner nogensinde havde besøgt, mere end et årti forinden, hvor han studentikost havde spurgt: Hvad er det for en lugt? Og havde fået at vide at det var paraldehyd, et flydende beroligende middel der var lige så klart og brunt som den tilstand det skulle fremkalde … i Henry, i Napsbury … hvor han stadig befinder sig … min bror ikke at forglemme. Paraldehyd – hvor meget af det er der mon hældt ned gennem struben på anstalter op gennem det sidste halve århundrede? Litervis … flaskefulde … tøndefulde? Spulet ind i dem, såmænd, for at slukke branden. Og hvad var der tilbage nu – denne regn inden i bygningen, denne gamle rustne regn der silede ned fra de fugtige gipslofter og ned på cementgulvet. Alt dette havde skyllet Busner af sted, dyb-dorsk gennem det grønne hav, lydene af gråd, hulk og kaglen forstærket af den fem hundrede meter lange gang, forvrænget af dens mange alkover, derefter hvirvlet rundt af riflingen så de med usvigelig sikkerhed rammer hans ene øre og løber rundt om hans hoved til det næste … Axoid: Modig som kærlighed. Her kommer Zachary, min tremulantarm vibrerer når jeg synger til mit eget træd-ikke-på-striberne-selv … forbi FRISØR og HOBBYRUM, så ud fra hospitalets hovedbygning hen mod KUNSTTERAPI og ERINDRINGSRUM – Whitcombs seneste humane opfindelse. I denne del af gangen giver lyset fra de sydvendte vinduer ham en følelse af at traske luset langs en skyttegrav, paraldehyd … paral- … parados! Det var det det hed – den side af skyttegraven hvor de stod for at affyre deres maskingevær, dens tværvold … luftegården, rystelserne fra geværet der pløkker fjenden ned når han kommer brølende over det slumrende græs: galskab – en hylende ånd. Her kommer Zachary … Ikke fordi han har haft gangen for sig selv – der har været en stadig strøm af ansatte, og et par målbevidste patienter på vej hen for at købe ynkelige småting eller for at deltage i terapi. Et par målbevidste – men mange flere der er blevet lukket ud fra deres afdelinger bare for at flakke om i den vidt favnende bygning. Der var en deling – det har han i hvert fald fået fortalt – der marcherede fra Camden socialkontor i nordvest 14

bog0142_Paraply.indd 14

16-05-2017 12:39:20

til Haringey socialkontor i nordøst, videre mod syd til den nederste gang, og vandrede så hele vejen ned ad den før de gik tilbage mod nord, og således afsluttede en kilometerlang rundtur i hospitalets indre, som de kunne gentage igen og igen indtil de blev beordret af deres maver til at stoppe for at spise, og for at hvile af deres fødder og for at få medicin – af deres vogtere. Ja, der har været patienter i genbrugscardigans med pletter på ærmerne, med tykke sokker der hænger løst fra tynde ankler, og med øjne der er indrammet af de skæve sygekassebriller – for hvem en korridor er en destination. Ingen af dem er virkelige – ikke engang det mindste troværdige, ikke sammenlignet med denne: Her kommer Zachary … mig-stemmen, stemmen om mig, i mig, der er mere mig end mig … så virkelig, abso-lut, at selvbevidstheden måske blot er de indtørrede rester af en fuldt udsprungen psykose? Dette må ske for alle, tænker Busner, hver dag, mange gange, hvad end de går ned ad en gang eller ej, en gang så lang at den ville udfordre tilregneligheden hos en onceborn, en munter Whitman. Men dog … den måde hvorpå galskab lyver om galskab … en galskab der afsporede hans karriere fra hovedsporet allerede før den startede, sendte ham rullende ind på dette sidespor der førte ham til denne vognborg, med dens tilknappede sjælelæger og muselmænd, som alle er nødsaget til at tjene under klokketårnet, vandtårnet og skorstenens skjoldede murværk hvorfra en gul røgsøjle slikker mod den grå himmel over det nordlige London. Her kommer Zachary … gangen er smal – højst tre meter bred – alligevel har strømmen af mennesker ikke opholdt ham før nu – hvor han bliver fikseret af en fikseret. Det er en patient – en kvinde, en gammel kvinde – en meget gammel kvinde, så krumbøjet – så kyfosisk at hun med hovedet nedad ser på sin egen cardigans løsthængende akrylmave og energisk bifalder det. Det er alt hvad Busner kan se: bagsiden af hendes nikkende hundehoved, det hvidlige hår der sjosker væk fra to bare pletter – en på issen og den anden et bånd hen over bagsiden af kraniet. Han tænker umiddelbart på de spjættere han har set på den kroniske, der presser deres hovedet ind i en vinkel mellem hovedstøtten og 15

bog0142_Paraply.indd 15

16-05-2017 12:39:20

ryggen på deres tildelte lænestol – spjætterne der udmatter sig selv mens mulighederne hamrer løs inde i fjernsynsskærmen, og bifaldene kommer i monotone bølger. Hun er pludselig både langt væk og tæt nok på til at han kan lægge hånd på hende. Efter udbruddene – og der er mange menneskealdre af efter – sænkede det sig ned over ham, som en blød og askegrå forståelse, at alle de vigtige relationer i hans liv – til hans onkel Maurice, til Alkan, til Sikroski og de andre kvantitetsteoretikere og til hans koner – i hvert fald til hans børn, var som følger: hengivent velkendte, deres ånde i mine næsebor, karies-sød, sukker-sur – og alligevel radiofonisk fjerne, deres stemmer skratter gennem lysårene. Der går lang tid før de når hinanden – psykiateren og den gamle kvindelige patient. For at se hende, se hende ordentligt, bliver Busner nødt til at pløje gennem en suppedas af antagelser om ældre sindslidende. — Moralsk amentia, havde McConochie kaldt dem i det dunkle amfiformede forelæsningslokale på Heriot-Watt, uden hverken at vide eller bekymre sig – så vidt den unge Zack kunne se – om hvorvidt denne lidelse var medfødt, skabt af iltmangel under fødslen, syfilisspirokæter, granatchok – eller en helt anden malfunktion i det kødfulde maskineri. Dopaminhypotesen var hinsides hypotese for McConochie, dopet, hvis yndede demonstrationsmetode var at få kroniske patienter ind fra afdelingerne, tvinge dem op på podiet med deres haltende skridt. Det er en stædig parodi over Charcots mesmeri, for det var hans studerende der blev hypnotiseret af deres forelæsers monotone beskrivelse af den forhåndenværende skizofrene, hvis egen sygdom gjorde hende helt og aldeles ude af stand til at beskrive sine egne monotone stemmers pinefulde klang. McConochie, den slidte gamle fyr hvis floromvundne tankegang blev blotlagt – mens han vandrede fra kateteret til den varme radiator og tilbage – af utilsigtede referencer til generel parese hos sindslidende eller oven i købet dementia præcox, forældede termer der betød langt mindre end det folkelige: tosse – men som alligevel havde deres funktion, de skulle indprentes hos de studerende 16

bog0142_Paraply.indd 16

16-05-2017 12:39:20

– også Busner – med en hårdnakket overbevisning om at enhver langtidsindlagt patient over en vis alder ikke var ramt af en faktisk sygdom, men af en amorf tilstand. – Det er disse tosserier, på en gang flydende og faste, som Busner pløjer igennem, og som, foruden at fylde den endeløse gang op også ligger i tyktflydende damme rundt omkring i den enorme bygning og dens tilbygninger. Denne gamle kones hoved vibrerer hinsides min formåen: en del på et samlebånd som netop i dette øjeblik bliver stoppet af tillidsmandens råb … Hun spjætter, og hendes krogede, lille fod, stukket ned i et par plyssede barnetøfler, sparker og sparker til en tunge af linoleumsflisen som er løsnet fra asfalten og krøller sig sammen. Sparker og sparker: mikro-ambulation der ikke fører hende nogen vegne. Busner tænker uundgåeligt på et stykke træk-op-legetøj der støjer på stedet, en plastikkvinde-kin der er dømt til at tippe forover … men det gør hun ikke, og her kommer han, hans lår, tunge, smertende, når han baner sig vej gennem sin egen kliniske ligegyldighed. Nu står han lige ved siden af hende, bøjet ned over hende så han kan se rundt om hendes værkbrudne skulder og ind i hendes ansigt som er … godt og grundigt maskeret: hårdbarket hud som de skræmte, bevægelige øjne er blevet boret ind. – Chokeret trækker han sig tilbage, og den gamle kvinde er langt væk igen, rystende og spjættende, hendes fingre kradser løs, armene bøjes I’m an ape man I’m an ape-ape … På hendes venstre side antændes mærkbare flammer af bevægelse, midt i den tykkeste, mest kompakte akinesi, en lammelse ikke kun af musklerne … men af selve viljen – abuli? så ryger en arm op, hen over skuldrene, før det eksploderer i gnistregn af trækninger for så at dø ud … Nakkeskævhed, tænker Busner nytteløst – og så voldsomt er det parasympatiske drama han lige har været vidne til, at han er forundret da to sygehjælpere med sort krøllet hår flødeskum i hvide nylonhårnet, træder væk fra hinanden for at passere som om det var det mest naturlige i verden – … og jeg si’r han skal si’ noget sødt til pig’n, deres bemærkninger strømmer ind mellem ham og den gamle kvinde … Ser dig ofte her … – før de mødes igen og fortsætter 17

bog0142_Paraply.indd 17

16-05-2017 12:39:20

uanfægtet. — Elektrisk kvinde venter på dig og mig … med nescafé og joint brænder gummi efter International Times-arrangementet ved Roundhouse. Et eller andet sted i hybelhulen ved Chalk Farm … havde Busner taget den rynkede hugtand der efterlod spor af gift, hans blik blev fanget af Ronnie Laing- og Jean-Paul Sartre-paperbacks stablet i en bogreol af mursten og planker … kvalmende. Hendes kærestes hår var glattere end perlegardinet der klikkede mod krusene når hun gik igennem. Hun var klædt i fløjl – kæresten i en slags løs hessianjakke. Var det Busner der var rejst hertil fra en fortid så skurrende spartansk som hans pausebilledeternede jakke og krølfri slips, eller tvært imod, dem der var blevet spiralleret som optisk kunst op fra en førindustriel opiumsdrøm af skidt og lapseri? Senere … smurte hun ham køligt ind med tigerbalsam, og så fandt de sammen på en gulvpude under et indisk tæppe med bittesmå spejle syet ind i brokaden. Kæresten havde ikke haft noget imod det bliver nødt til at smutte, og Busner var smuttet … en gaffelformet genstand graver sig ind i hendes kjole. Hun fingererede ved en knap af ben ved sin fløjlsbløde hals. Hans hår og hud hang fast i spejlene, hans fingre gjorde sig umage med hendes brystvorter. Hun så ned på mig nedefra … en af hans lægge lå kold på gulvbrædderne. Der lød et svagt bifald fra duerne uden for vinduet. — Hans stærke trang til at røre ved den gamle kvinde, hans berøring, tænker han, kan måske befri hende fra denne trancetilstand – men først: Har De det godt? Kan jeg hjælpe Dem? Ingenting. Ansigtet der vender på hoved ser ned på mig, øjnene glider tilbage og væk igen, men deres brændpunkt er bag hans ansigt eller foran det, aldrig på det. Kan De fortælle mig hvad det er for en afdeling … der er Deres? Han tager fat i hendes arm – fastere end han havde tænkt malign hypertension ødelagte gamle muskler der alligevel er spændte, knoglerne under akrylærme, nylonærme, kanvashud … tynde metalafstivere. Det lækre nye Quarts-ur på hans eget buttede håndled drejer sit skinnende sorte ansigt mod hans mens hendes lidelse skaber genklang i ham … Her kommer Zachary … han spekulerer: Flyder jeg ud? Mskoof, 18

bog0142_Paraply.indd 18

16-05-2017 12:39:20

mumler hun utydeligt. Hvad er det? Mskoof-mskoof. Et af hendes klare øjne skæver ned på gulvet. Han siger: Er det mine sko? – mine hyttesko? Der lægger sig en hinde af skuffelse over hendes øjne – så klarer de op og skæver ned på gulvet igen. Hun savler, spyt samler sig ved hendes kindben og hænger i en lang ubrudt linje ned på gulvet hvor det danner en krusedulle som en sølvslimet snegl. Og endelig … bøjer dumme Zachary sig ned og presser den løse linoleumstunge på plads så spidsen af den sparkende tøffel farer hen over den. Så … hun er væk! Ikke trissende, men med bløde og flydende skridt, hendes skuldre retter sig op, hendes nakke løfter sig og drejer hovedet mens armene svinger frit uden stivhed. – Det tog så lang tid for Busner at nå hen til hende, så lang tid for ham at beslutte at han ville røre ved hende, at han er helt overrasket. Hun burde stå lige foran ham, ikke tyve meter væk og faldende ned ad gangens lange skakt. Bortset fra … hendes gang er allerede hastig, så for hurtig … festination, endnu en uvelkommen latinisme der dukker op i hans tanker da den gamle kvinde bliver fejet væk fra mig af den brune strøm … Er dette, spekulerer han, en genstridig bivirkning af hendes medicin. Den firbensagtige vimsen der modsiger Largactils uundgåelige blytynge gang? Fordi det naturligvis er utænkeligt at hun ikke skulle få udskrevet en slags klorpromazin – det gør alle. Stoffet gennemtrænger hospitalet på samme måde som paraldehyd tidligere lagde anstalten i blød, selvom et par isolerede stemmer – Busners dæmpede iblandt dem – har, uden at betvivle virkningen, det … menneskelige aspekt… sat spørgsmålstegn ved nødvendigheden. På trods af dets gode egenskaber, den sepia-søde strøm er skam ikke at foragte, en enlig bølge der ikke desto mindre drukner rigtig, rigtig mange stemmer. Busner, der ikke har set så mange kroniske psykiatriske patienter på ét sted i mange år, har siden han ankom til Friern, undret sig over kloreografien, den sløve-sko-sjosken fra koret hvorfra en korleder af og til bryder ud i høje spark og vindmølleflaksen med arme og ben. Han lagde mærke til denne ro – men er også blevet opmærksom på en 19

bog0142_Paraply.indd 19

16-05-2017 12:39:20

jævn pulseren af ufrivillige bevægelser i baggrunden: tardiv dys kinesi, som deformerer de indlagtes kroppe, flagrende hænder, trækninger i ansigtsmusklerne, hoveder der rykker … De er besat, tænker han, af underliggende urpersonligheder, psykens neurale byggesten … Hun er væk – eller i det mindste så langt nede ad gangen at hun ikke er andet end en menneskelig partikel. Busner, som er interesseret i det meste, har læst om lineære acceleratorer, og nu tager han en grønhættet kuglepen fra rækken i brystlommen – grøn til hans mere imagistiske indsigter, rød til kliniske observationer, blå til erindringer, sort til idéer – så skriver han i notesbogen han har taget frem og åbnet: Hvad vil hun støde ind i? Hvad sker der så? Alle disse umenneskelige dele af hende – kan man iagttage dem? i den lange mørke gang hvor de leger alt muligt: sjipper og både og ringespil for chok’lade. Mary Jane kommer for at give dem en på sinkadusen. Pas på gulvlisten! råber hun. I passagen er det altid mørkt – som i en kælder sort som kul. Lyset kommer kun fra et halvrundt vindue over døren, kommer på solrige dage i en enkel skrå stråle, en Jakobsstige som peger på en brændende busk på gulvet som Stan og Audrey hopper ind og ud af. Så tager vi venstre hånd ind, så tager vi venstre arm ud, og så ryster vi den lidt, og så går vi i ring, de små størrelser, de synger, tjulahopsasa, men Bert ler bare ad dem: I skidesprællere, I har ik’ rigtigt tøj, kun kitler, og han svinger hoveddøren op og går ud på trappen for at lege med sine marmorkugler … sin ener … sin femmer og sin sekser og sådan. Han har pakket dem fint ind i deres fars lommetørklæde, pakket ind og bundet sammen til en lille bylt. Han sidder på fortrappen, tager dem ud en efter en og lægger dem på række. Audrey står bag døren og titter ud og ser lerbrune, marmorhvirvlede, stribede som solen skinner igennem så smukke at hun ikke kan modstå det når han træder ned ad de fire trin for at sidde på kantstenen og flette nedfaldne halmstrå – men tager den og piler ind igen. Stan gør store øjne. Bare vent, siger han, bare vent. De står i den brændende busk og kigger på den stribede marmorkugle der gløder i Audreys hånd, og ingen af dem kan bevæge sig – Så tager 20

bog0142_Paraply.indd 20

16-05-2017 12:39:20

vi venstre ben ind, så tager vi venstre ben ud, så tager vi venstre ben ud … men det vil ikke læng’re, det hænger fast derinde, sparker og sparker imod en usynlig barriere, mens Audrey, skrækslagen ved tanken om hvad Bert vil gøre ved mig, ryster på hovedet, Så tager vi tossen ind, så tager vi tossen ud … Døren slår op så hængslerne hviner, og der er han: Giv mig den stribede! Han hyler og angriber hende. Så tager vi hele kroppen ind, så tager vi hele kroppen ud … Han griber så hårdt fat i hendes håndled at hun kan mærke knoglerne støde mod hinanden inde i armen, og så drejer han armen så den knyttede hånd uvægerligt åbnes. Av-av-av! Av-av-av! tuder hun. Audreys storebrors stirrende øjne hviler på den elskede marmorkugle – men hendes, hendes, stirrer tilsvarende på det mærkelige armbånd han har på, de gyldne dele flammer i den brændende busk og bag på er der en stor sort sten mors stenkulsperler. Audrey vakler, falder næsten, bukker sig forover for at rive sig løs fra smerten, og sidder så fast der og mærker det lange vulkaniserede gummibælte der er viklet stramt om livet på hende, og trækker hende i begge retninger i gangens fulde længde en slange strukket stramt rundt om et cykelhjul. Spejlfragmenter fra en sønderrivende eksplosion hænger fast i nutidens kød: En tidsindstillet bombe blev indstillet i fremtiden og anbragt i fortiden. Ruinerne inkluderer rækken af huse på Novello Street ned mod Eel Brook Common med de to øverste etager der var beklædt med klinkstillede brædder og lænede sig ud over vejen med teglsten der krøllede ned i panden. Der er den tykmavede brændingsovn på pottemagerværkstedet i svinget på King’s Road, og det ujævne mønster fra takstræerne på den tågede grund omkring Carnwath House. Gammelfar Themsen sutter på ukrudtsfedtede græsstrå der stikker op af mudderet langs floden fra broen hen til stationen. Hendes egen far sutter på en hasselgren han har skåret af og snittet til med sin lommekniv så han kunne lade den glide ind og ud af sin mudrede mund mellem de tilbageværende ukrudtsfedtede tænder. — Audreys far, Sam Death: Ikke De’Ath, 21

bog0142_Paraply.indd 21

16-05-2017 12:39:20

ikke lar-de-dar, ikke som i her er vi fine på den. Nærmere bestemt Sams bror Henry der klæder sig sådan og bor i et lille palæ på noget der hedder Muswell Hill. De har deres egen enepige, en general, familien De’Ath, Audrey har hørt om denne general så mange gange at hun selv nu, som en stor pige på ti, ikke kan undgå at danne dette billede: en tyk mand i en purpurrød jakke med guldkæder allevegne der sidder på en køkkenstol ude i et grovkøkken. De hvide bakkenbarter stikker ud over hans høje krave, den røde kind mod den kalkede væg. Det er ikke fordi Audreys mor taler om De’Aths enepige med misundelse – der har altid ligget en velmenende forståelse af høflighed i dette, at mens familien Death ikke er den slags mennesker der har tjenere, er de heller ikke nogle der tjener andre. Men selvom familien Death måske ikke er bedre end de burde være, er heller ikke de værre end de kunne være. Der blev hvisket i stuen før den nye lampet blev sat op, før pianettet blev sat ind – hvisket da Mary Jane satte en solformet lampe op på bordet i tusmørket, og den afrundede rummets hjørner med sin gyldne globe af lys. Gadedrenge, hvæsede de, tølpere, gavtyve – jævnlig var der folk der kom forbi og sagde, Hvis De vil være så venlig, hr., fru, jeg har stået i køen ved fattighuset Lambeth, og der var en fyr der sa’e at hvis jeg to’ over til hans familie vestpå og sa’e han var der, ga’ de mig en sixpence. Men Sam Death er ikke typen der hvisker: En sixpence! En sixpence for en plageånd der fiser af vælling! Du er faktisk skideheldig hvis du kommer ud herfra med en tre-pence og skrid så, ellers ringer jeg efter de blå drenge! Gadedrengene er ikke nedslåede – tre-pence er en god fangst, så de løber fra alléen ned på Fulham Road, smider deres kasketter op i luften mens Audreys far knapper den lange kaninpelsfrakke og siger: Der er en der slipper for luftfrikadeller og gåsevin i aften. Audrey ser aldrig den fisende plageånd, kender kun sin fars anden bror fra disse sene udflugter – Sam drager ud for at stoppe ham, mens han mumler: Det er sgu da noget værre noget at gode gamle John Phelps, færgemanden, ikke længere er her til at tage ham med over på Surreysiden. Så James 22

bog0142_Paraply.indd 22

16-05-2017 12:39:21

Death, den fattige onkel bliver som alle de fattige for Audrey – når hun bliver sendt ud for at hente sin far hjem fra Rose & Crown til aftensmad er det Jims skygge der danser ved siden af gøglerne. I det flakkende skær fra en olielampe ser hun ham, krybe under en af boderne på Monmouth Street-markedet – sammenkrøbet dernede, samler appelsinskaller op og presser dets smil mod sin gammelmandsmund … Så er der fortovsmaleren der knæler på fortovet uden for isenkræmmeren på King Street, hvor Audrey venter mens hendes mor går ind og køber en dåse Zebra-pudsemiddel til brændeovnen. Rottemanden står og kradser en galge på granitten med kul, ikke kridt – et trævlet reb hvorfra onkel Jim hænger og synger: Jesus’ blood ne-ver failed me ye-et … med hatten i hånden. Stanley, hvis jakke hænger fra dassets klinke, presser den kridtstøvede slange ind i stålfuren ‒ Gilbert, Gilbert Cook … gør noget tilsvarende så Audrey bider mig i læben –. Men ikke endnu – før det, da Albert sidder ved køkkenbordet, med skjorteærmerne bundet op med betagende bånd, deres forældre er begyndt at kalde sig Deeth, så det rimer på teeth, de tænder Sam renser, mens hans ansigt svulmer rødbederødt op. Du får et slagtilfælde, mester, siger Albert og dypper sin pen og udfylder Olives mandtalsskema med en hurtig, kvik, sirlig skråskrift. Du skal ikke kalde mig mester, din spradebasse, grynter Sam, hvad betyder det om vi forandrer et a til et e? Det rager vel ingen andre? Albert har sin fars aflagte ansigt, hvilket kunne være flot nok, på en fed mand, selvom det virker mærkeligt på deres spidse hoveder – glat kød der hober sig op i panden og ved kæben. Det er nok en sag for ministeriet, vil jeg mene, det ville være bedre hvis du tog af sted – og mens Albert taler, skriver han videre, Death, Violet May, datter -, ————, ——, hans pen morser, fra rubrik til rubrik, stregerne henviser til andre fælles karaktertræk – i det mindste til jeg er kommet ind, jeg skal ikke tale for de andre … som på trods af at han altid har været lige foran dem i deres opvækst, stadig er forbløffede når han gør to ting på en gang, og begge til perfektion: spille klaver og læse aftenavisen, koge et æg samtidig 23

bog0142_Paraply.indd 23

16-05-2017 12:39:21

med at han laver husholdningsregnskabet – hverken skiftet mellem hånd og fod eller hånd-øje-koordination volder ham besvær, ingen variation i skalaer forvirrer ham. Han er to tvillinger i den samme krop, sagde en lokal spasmager og så Bert flugte en fodbold rent mens han tog notater om mulige vindere til mesteren på den lyserøde med en blyantsstump – det var dengang far og søn stadig var tætte, nede i Craven Cottage, hele banen var trampet ned til et lykkeligt martret morads. Audrey tænkte: Hvis vi er Death, må onkel James være Dearth – et ord fra Bibelen og Bunyan i skolen, for Deaths kommer sjældent i skole, for ikke at tale om kirke. Da fire ud af fem Death-børn havde forladt huset på Waldemar Avenue, blev Death, Samuel A. Theodore – 51 år gammel, gift i 31 år, Nattevagt i et omnibusselskabs garage, arbejdsmand – mellem venner stadig kaldt Rothschild Death på grund af sine forsigtige indsatser på væddeløbsbanen ogkaninskindsjakken, og de half and halfs han bundede i pubber og ved små teaterforestillinger fra King Street til Parsons Green og videre til Mortlake, bajere der gav et jovialt skær til hans svulstige ydre. Mellem venner, ja, for den slags gør som de vil, men i formelt henseende var det Deeth, og da de tre Deeths flyttede sig fra Londons lerjord til Devons røde lermuld, og med Alberts hjælp flyttede ind i et lille hus ved Cheriton Bishop – hvor Mary Jane var vokset op – blev de i nabolaget kendt som familien Deer – Sam Deer stolprer rundt i den lille have, Olive Deer iagttager ham. Hun har set billeder i ugebladene og læst den tilhørende tekst. Billederne er dunkle – ordene fulde af hentydninger. Olive, som ikke ved noget om voksnes kroppe, bortset fra sin egen, spekulerer stadig på hvordan de får mad i de kvinder i Holloway-fængslet, der ikke vil spise … som holder kæberne stramt sammenbidte. Hun spekulerer på hvordan det vil være at fortælle nogen at en bugtende å af myrer er trængt ind i huset fra den regnvåde have. Kommet ind, strømmet op ad trappen, kravlet ind i min natkjole og, ikke uden at forårsage et vist velbehag, har angrebet mit lysthus … 24

bog0142_Paraply.indd 24

16-05-2017 12:39:21