Et landbohjem i 1940

- som jeg husker det -

Af Knud Jensen

Når jeg har fortalt mine niecer og andre unge mennesker om min barndom kan de slet ikke forstå, at man kunne overleve på de betingelser, der den gang herskede i de små hjem rundt omkring i hele Danmark, ikke kun på landet. I denne beretning fortæller jeg om det jeg kan huske fra mit barndomshjem i et husmandssted på Bugtrup mark ved Kolind. Mine forældre købte ejendommen på 18 tdr. land i 1934, og jeg blev født i 1935. I 1937 kom min bror Vagn og i 1939 Arne. Ejendommen bestod af et hvidkalket stuehus og en stor bygning, der indeholdt kostald, svinestald, hestestald, lade, hønsehus og tørvehus. Desuden var der et gammeldags das bagved hestene. Toiletpapiret var de gamle numre af Randers Dagblad. Når vi skulle derud om aftenen, var vi altid to. På et tidspunkt fik vi en lommelygte med, for der var jo mørkt. Når man fra gårdspladsen gik op ad trappen kom man ind i bryggerset med cementgulv. Lige indenfor døren stod et bord med plads til redskaber, fodtøj og andre ting og sager. Der var en stige op til loftet, hvor der blev opbevaret korn, og desuden stod der en rulle med kampesten deroppe. Vi fik ordre til at lemmen øverst altid skulle være lukket, for ellers gik kattene derop og besørgede i kornet. Det skete nu at vi glemte det og så skældte far ud. Under stigen hang der af og til nogle net med knapost. Det lavede mor af kærnemælk tilsat kommen, og så hang det der og dryppede af. Efter et lille besøg på loftet går vi igen ned i bryggerset. Det mest iøjnefaldende var gruekedlen, som blev brugt til tøjvask. Der skulle fyldes op med vand fra den udendørs vandpost, når der var storvask, og derefter tændtes så op under kedlen, så vandet kunne opvarmes. Det var et slidsomt arbejde for mor, men hun var altid alene om det. Far fyldte dog vand i gruekedlen. Det varme vand efter vasken gik ikke til spilde. Den stor zinkbalje blev fundet frem og så kom vi børn i bad inde i køkkenet. Når vi var kommet i seng brugte mor og far det sidste vand til at bade i. På væggene i bryggerset var der knager til tøj. Jeg tror ikke der var lamper i bryggerset. Elektrisk lys fik ejendommen først i 1948. Ellers brugtes der petroleumslamper i både køkken, soveværelse og stuerne. I 1961 blev der indlagt vand i huset, men vasken foregik stadig i gruekedlen, indtil der kom oliefyr, men der skal vi helt hen omkring 1970. Jeg mindes dog at mor stod og gnubbede tøj på et vaskebræt i en træbeholder, men det var måske klatvask! Fra bryggerset gik man ind i køkkenet. Det var malet i blå farver. Lige indenfor døren stod en taburet med en vandspand og et potmål ved siden af. Det drak vi vand af, og vi blev ikke syge! Den der tømte spanden skulle gå ud til pumpen i gården og fylde den op på ny. Det gik vi drenge meget op i og forsøgte at snyde, så som regel måtte mor fordele opgaven til os. Til venstre var der et nedsænket spisekammer. Det var meget værdifuldt, da der ikke var tænkt på køleskabe i 1940. Sammen med kælderen var der god plads til at gemme madvarer i længere tid. I 1961 lavede min bror Vagn toilet med bruser i spisekammeret. Døren fra køkkenet blev lukket og en ny dør lavet fra bryggerset. Så var der kun kælderen tilbage til spisevarer sammen med en frostboks i Skarresø Frysehus. Hvornår der kom køleskab husker jeg ikke. Det mest iøjnefaldende i køkkenet var det store sorte komfur. Det gav en god varme, for der var næsten altid ild i det. Foruden de tre kogehuller med aftagelige ringe var der bageovn og en beholder til varmt vand. Der blev hovedsageligt fyret med tørv. Vi drenge hjalp dog til med at samle grankogler til komfuret. Det var spandevis vi bar hjem til mor, og af og til fik hun et lidende udtryk i ansigtet når vi kom slæbende med koglerne, for de futtede alt for hurtigt af og der var ikke megen varme i dem. Jeg husker ikke hvornår komfuret blev afløst af et gaskomfur, men det har nok været i begyndelsen af 60'erne. Et langt køkkenbord stod under vinduet ud mod gården. På en tidspunkt blev der lavet en plade, der kunne trækkes ud, så tre personer kunne sidde og spise. Som regel spiste vi dog inde i stuen. En dør førte ind i soveværelset mod nord. Foruden den store dobbeltseng til mor og far var der et stort skab samt to små senge til min bror og jeg. Min bror Arne sov mellem mor og far i deres seng. Over sengen var der et stort billede af Jesus. Det havde mor og far fået i bryllupsgave. Først i 1945, da jeg var 10 år blev der bygget et stort værelse til vi drenge på loftet, og allerede i 1946 var

der igen optaget i soveværelset, da der kom tre piger i hastig rækkefølge. Ved min konfirmation i 1949 blev soveværelset ryddet og der blev dækket op til fest derinde. Der kunne sidde 23 gæster og de fik tre retter mad lavet af kogekonen Anna Mikkelsen ude i køkkenet. Ellen Sørensen, der i dag ejer huset, kan ikke forstå hvordan vi kunne være over 20 personer derinde. I dag er der badeværelse i det gamle soveværelse. Fra køkkenet førte en anden dør mod øst ind i dagligstuen. Der sad vi for det meste rundt om spisebordet, for der var den store petroleumslampe, og det var som før skrevet først i 1948, vi fik elektrisk lys. I stuen var der foruden bordet et stort dækketøjsskab, en gammel armstol arvet fra min bedstemor, en chaiselong, nogle spisebordsstole og et skrivebord. I hjørnet stod kakkelovnen, og den var der ild i hele vinteren. På skrivebordet stod radioen. Den fungerede ved hjælp af en akkumulator og et batteri, så den måtte kun åbnes til radioavis og lidt musik, da et batteri og en opladning af akkumulatoren kostede mange penge. Om aftenen sad vi omkring bordet og læste eller legede, mor sad med håndarbejde og far læste. Somme tider kunne vi få ham til at tegne for os. Hvis der kom gæster krøb vi drenge ned under skrivebordet og lyttede til de voksnes visdomsord. Vi kunne aldrig finde på at blande os. Når vor nabo Niels Ølholm kom på besøg satte han sig i armstolen, tog en cigar frem, brækkede den over og satte den ene ende i piben og pulsede løs, Det sad vi og fniste over. Jeg husker også flere aftener i 1945. Der var tyske tropper i skoven, og af og til kom en tysk officer ind og ville spille mølle eller dam med far. Han tog sin frakke af og hængte revolverbæltet over stoleryggen. Så spillede g g ygg p de, mens vi drenge sad musestille og så på. Af og til d de, mens vi drenge g sad musestille e og g så å på p . . Af og g til

Ellen, gammel kromor, som nu bor i huset, siger: "Selvom der ikke er sket de helt store omvæltninger, siden Knud boede her, tænker jeg hver gang, jeg kommer hjem fra besøg (uanset om jeg har været på et slot eller i et fantastisk hus): Hvor er jeg dog heldig, at det lige netop er mig, der bor her! Jeg elsker dette sted!!!!" pegede han på radioen, og sagde England. Vi kunne ikke tage BBC, men han hørte radioavis fra Sverige og sad og nikkede. På det tidspunkt anede han nok, hvor det bar hen. Mod nord førte en dør ud i entréen. Der var et stort tøjskab og en bogreol. Den pæne yderdør blev kun brugt, hvis der kom gæster, og det var ikke så tit. Men så snart vi drenge begyndte at læse, fik vi øje på bogreolen, for der var jo bøger. Det var mest Morten Korch og Lars Nielsen, men vi slugte alt. Også på loftet lå der gamle bøger fra mor og fars barndomshjem, og dem gik vi også på opdagelse i. Fra dagligstuen førte en dør ind i den pæne stue mod syd. Lige som entréen blev denne stue heller ikke brugt ret meget. I juledagene var der altid ild i kakkelovnen, og hvis der kom gæster, blev der tændt op om formiddagen, så der kunne blive varmt. Så fik vi drenge lov at gå derind så snart varmen var ved at komme, og det var en fryd. De første år mor og far boede på ejendommen var der ingen møbler i stuen. Det var der ikke råd til. Men lige før krigen købte de fire brugte kurvestole med hynder samt et sofabord inde ved møbelhandler Danielsen i Kolind. Det var stor luksus. Senere blev de skiftet ud med nogle tunge, men magelige stofmøbler. Omkring 1970 blev der købt oliefyr og indlagt centralvarme i huset. Kort derefter blev væggen mellem de to stuer revet ned, så der kun var en stue. Her i 2021 er huset ikke til at kende fra dengang. Men denne beretning er jo også 80 år gammel. Heldigvis er der mange, der lige som jeg har skrevet om deres barndom, så der er utallige beretninger om de ”gode gamle dage” gemt for eftertiden.