2 minute read

Solskinsvejr ved golfmesterskaber

Solskinsvejr ved golfmesterskab

VGI´s deltager i golfmesterskaberne, Rasmus Skovsmose, modtager her præmier af DIF´s formand Susanne Kikholm, for at have vundet A-klassen.

Vordingborg Garnisons Idrætsforening (VGI) var den 6. og 7. september vært for Dansk Militær Idrætsforbunds (DMI) mesterskab i golf.

Forbundsmesterskaberne i golf 2021 var et stævne VGI havde glædet sig til. Endelig var der en aktivitet der ikke skulle aflyses på grund af Corona. At der så ovenikøbet var 97 tilmeldte gjorde kun glæden større. Første stævnedag var mandag hvor deltagerne ankom til Falster Golfklub ved Stubbekøbing. Her blev de budt velkommen af formanden for VGI Henning Østergaard Nielsen, og hurtigt herefter sendt på banen i hold af fire spillere med ti minutters mellemrum. Det betød at nogle spillere var tidligt færdige, og derfor havde tid til at nyde det gode vejr og en kold forfriskning på klubhusets terrasse.

Mens de første hold havde god tid, var der andre som havde en anelse mere travlt. Alle skulle nemlig være klar til aftenens to-retters menu i kantinen på Vordingborg Kaserne, og efterfølgende hyggelige samvær i Konstabelmessen.

Mesteren fundet efter omspil

Konkurrencerne fortsatte tirsdag i skønne omgivelser og på en veltrimmet 18-hullers golfbane på Sydsjællands Golfklubs baner i Mogenstrup ved Næstved. Efter fem timers golfspil var alle kommet i mål. Deltagerne kunne igen på en terrasse, nyde en kold forfriskning og lidt frokost i det gode vejr. Det trak lidt ud med at få resultater klar. Stævneledelsen, som bestod af Henning Østergaard Nielsen, Jesper Wæver og Niels Rønnberg, arbejdede på højtryk og det blev hurtigt klart, at et omspil var nødvendigt for at finde og kåre den samlede vinder. Det lykkes efter et omspil på tre huller.

Peter Schnedler Clausen fra Hærens Officersskoles Idrætsforening trak det længste strå i omspillet. Han fik derfor velfortjent overrakt pokalen som ny forbundsmester i golf 2021 af formanden for DMI, Susanne Kikholm.

Stævnets vinder, Peter Schnedler fra Hærens Officersskole.

Lokal spiller vandt A-klassen

VGI var også repræsenteret ved stævnet. Rasmus Skovsmose sørgede for den lokale opmuntring. Han tog pænt for sig af præmierne, da han vandt A-rækken og den sideløbende ”Stableford”, hvor kun runden i Mogenstrup talte.

Optimale forhold

DMI mesterskaberne i golf 2021 blev et arrangement afviklet på gode baner og i et fantastisk sensommervejr. Deltagerne tog derfor hjem fra stævnet med en god oplevelse af Vordingborg Garnison og de omkringliggende golfbaner. Se alle resultaterne fra stævnet på DMI´s hjemmeside. (H.Ø./red.) 5

This article is from: