2 minute read
Danmarks første bistandsprojekt opstod i Kolind
AF RIKKE SCHMIDT MUNDU - CENTER FOR GLOBAL DANNELSE
I marts 1966 ankommer 12 unge mænd fra Malawi til Kolind for at blive uddannet på Specialarbejderskolen. Undervejs bliver det bestemt, at mændene skal modtage en instruktøruddannelse, så de kan videregive deres færdigheder på en ny skole i deres hjemland. Dermed bliver den lille østjyske by hjemstavn for en af Danmarks allerførste bistandsprojekter.
I 1960’erne foregår undervisningen på Specialarbejderskolen i Kolind primært om sommeren, og det efterlader tomme lokaler og instruktører uden arbejde i løbet af vinteren. Forstanderen af skolen, Børge Halvgaard, ser derfor en mulighed for at afholde kurser for unge mennesker fra U-lande og Grønland. Styrelsen for teknisk samarbejMalawi de med U-lande bevilger et beløb til at gennemføre et 18- måneders kursusophold i Kolind for 12 mænd fra Malawi, og dermed er projektet sat i gang. Halvgaard tager orlov fra sin gerning som folkeskolelærer i Kolind, for at dedikere al sin tid til Djurslands Specialarbejderskole. Skolens personale, inklusive Halvgaard selv, skal forbedre deres engelskkundskaber for at kunne kommunikere med de nye elever, og der skal findes praktikpladser til alle. I januar 1966 rejser Halvgaard til Malawi for at udvælge kursisterne. Med assistance fra den danske konsul i den malawiske by Blantyre, Christian Christiansen, og den malawiske regering, finder Halvgaard sine kursister. Han udvælger 12 unge landmænd blandt 70 aspiranter fra ungdomsorganisationen Malawi Young Pioneers, som skal rejse til Danmark.
Fra praktikanter til instruktører
De unge mænd ankommer til Danmark en mørk vinteraften, og bliver indkvarteret på det gamle afholdshotel ved siden af skolen. Mændene modtager otte måneders teknisk grundkursus i elementært håndværk og værktøjslære fra marts til november 1966. Foruden selve undervisningen, er kursisterne på et to måneders ophold på gårde på Djursland, hvor de hjælper med det daglige arbejde. Derefter skal de i praktik på blandt andet maskinstationer og lokale virksomheder. Men mændenes gode evner og arbejdsomhed får skolen på andre tanker. I slutningen af grundkurset bestemmer Halvgaard og Specialarbejderskolen, at mændene i stedet skal modtage en instruktøruddannelse. Deres idé er, at etablere en specialarbejderskole i Malawi hvor mændene kan blive lærere, og uddanne deres landsmænd i de færdigheder, som de har lært i Danmark. Udenrigsministeriet godkender idéen, og i oktober 1966 bliver mændene tilbudt 10 måneders instruktøruddannelse. Nu bliver mændene inddelt i to hold. Det ene hold består af bygge- og anlægsinstruktørerne, Plaswell Chaura, Harrington Makwakwa, Kelvin Chifipa Msowoye, Brave Nkhoma, Mafunga Salamba Bvumbwe og Sylvester Chikungwa. Det andet hold er motorinstruktørerne med Peter Chogomelani, Amos Kanama, Stephen Kanyongo, Daniel Mkwezalamba, Stephen Tondole og Willard Yelewa.
Forstanderen går af
Allerede under sin rejse til Malawi i januar 1966, får Halvgaard idéen om at oprette en skole i landet. Undervisningsministeriet beder ham undersøge turismemulighederne, og Halvgaard erfarer, at hotellerne er i dårlig stand. En skole med en teknisk uddannelse vil blandt andet kunne bidrage til at skabe et mere attraktivt rejsemål. Meningen er, at Halvgaard skal rejse tilbage til Malawi året efter for at diskutere de nærmere detaljer med den malawiske regering. Men rejsen bliver aldrig en realitet for forstanderen. I april 1967 meddeler han, at han går af sin stilling i protest. Han beskriver blandt andet, at han ikke har hørt fra udenrigsministeriet vedrørende skolen i Malawi. “Vor opgave er at uddanne ikke-faglærte, men efterhånden svæver systemet langt over den lille mand i gummistøvler, som vi henvender os til” udtaler forstanderen til Stiften i 1967.