Fodtur

En Fodtur fra Kolind Præstegård til Ørneborgen på Bugtrup Mark - En meget lokal historie -

En søndag formiddag i det tidlige efterår besluttede jeg mig for at foretage en rundrejse omkring det sagnomspundne Kolindsund, som altid havde haft noget særligt dragende over sig for min let antændelige fantasi. Jeg havde hørt historier om drabelige søslag i 1200-tallet, hvor Kolindsund var en vandrig fjord med adgang fra Kattegat. Jeg kendte til gamle skrøner om hulryggede elverpiger som viste sig om natten ved Sivested Odde og forførte unge mænd. Tænk hvis man stadig kunne opleve så fantastiske ting på sin vandring rundt om sundet. Min hensigt var at følge Sydkanalen ud til Grenå og derfra vende tilbage langs Nordkanalen – en rask tur på måske en halv times tid, mente jeg. Da jeg ikke er særlig lokalkendt og har en noget retarderet stedsans, havde jeg allieret mig med to håndbøger fra Politikens ”Turen går til”, nemlig ”Turen går til Nordjylland” og ”Turen går til Syditalien” – i tilfælde af at jeg skulle fare vild undervejs! Som sagt startede jeg ved byens ældste hus, den gamle forladte præstegård, bygget engang i 1600 og hvidkål; det var i det Herrens corona-år 2020, hvor så mange ældre pensionister var begyndt at dyrke motion og blive glade vandringsmænd. Min kone ville hellere til gudstjeneste i Kolind Kirke, fordi hun mente, at det var sundere for både krop og sjæl. Så mutters alene, men fuld af energi og gå-på-mod begyndte jeg min vandring omkring Kolindsund. Det skal dog siges, at allerede da jeg nåede hen på Engvej og stilede ned mod det gamle halmvarmeværk, kunne jeg mærke, at mine ben måske syntes, at jeg havde slået for stort et brød op. Men jeg fortsatte ufortrødent ned til det, som nu ikke længere var en bygning fuld af halmballer, men derimod en bygning fuld af unge mennesker med hjul under. Allerede her stødte jeg på mine første vanskeligheder. På Engvej viste det sig, at Baskervilles hund havde slået sig ned i en af haverne. Med fuld fart kom det sorte bestie farende imod mig med blottede tænder og savl og fråde ud af munden.Heldigvis var den bundet til et træ og snoren kort nok til at den kun fik snappet mig i lillefingeren inden jeg forskrækket fik revet resten af hånden til mig. Således rystet i mit inderste stod jeg nu over for endnu en vanskelighed. Skulle jeg gå til højre eller til venstre langs banelinjen? Ja, tænkte jeg, skal du til Grenå vil det være klogt at gå til højre. Men allerede på dette tidspunkt havde jeg måtte revidere mine rejseplaner. Du kan jo også nøjes med at gå til Bugtrup, en lille spændende forstad til Kolind. Bugtrup med de fine gamle oprindelige gårde fra forrige århundrede og som havde unddraget sig al moderne byudvikling siden da. Efter en længere betænkningstid besluttede jeg mig for at gå til venstre. Men, ak, her stødte jeg på den tredje vanskelighed – og den var alvorlig!På grusvejen langs banen var ophobet det ene grundfjeld efter det andet, måske for at forhindre

forvorpne bilister og cyklister i at skyde genvej, når de skulle hen på Café Kolind og indtage deres formiddagskaffe. Stillet over for dette bjergmassiv på grusvejen fandt jeg mit klatretøj og mine pigsko frem fra rygsækken og fik langsomt forceret forhindringerne, mens jeg i det fjerne hørte en traktor blive startet, sikkert for at eftersætte den glade vandrer og gøre sin ejendomsret gældende. Efter cirka en halv times bjergbestigning passerede jeg byens religiøse centrum (nej ikke Fitnesscentret) Kolind Kirke, hvor søndagens gudstjeneste var ovre og de sunde kirkegængere (heriblandt min kone) allerede sad hjemme og nød frokosten, mens graveren vaskede de sidste alterbægre af og nu kun manglede at tage flaget ned. Endelig nåede jeg frem til omtalte Cafè Kolind, byens værested, dvs. Thomas Fisher-Larsen et sted, man gerne må være. Her gjorde jeg et længere ophold for at ryste mine oprevne nerver på plads. Mange af Kolinds agtværdige indbyggere opholdt sig her og nød deres varme middagsmad (også kaldet Kolindgryde) med et glas iskoldt vand til. Stemningen var hyggelig og man bød mig velkommen som var jeg en gammel stamgæst, de havde kendt længe. For min skyld kan man godt tildele Cafè Kolind 2 Michelinstjerner, om ikke på grund af maden, så på grund af den gode stemning og køkkenchefens omsorg og pæne forklæde. Under opholdet på Cafè Kolind fyldtes jeg af et umådeligt velvære og så allerede frem til en fuldkommen opfyldelse af alle mine vandrelængsler. Præcise klokken 2 var jeg på det højeste og forventede det allerhøjeste – da lød det ovre fra højtaleren på stationen: ”Letbanen kører ikke i dag, da der er fundet nedfaldne efterårsblade på skinnerne uden for Hornslet!” Suk, jeg havde glædet mig til at se muntre og smukke mennesker strømme ud af toget på Kolind station, for at samle sig omkring sundet og studere og beundre byens nye turistattraktion: Sort Sol. Efter kærlig afsked med Cafè Kolind begav jeg mig atter ud i den store by, sundets hovedstad. Nu gjaldt det om så hurtigt som muligt at orientere sig og finde den gamle kirkesti til Bugtrup. Solen stod allerede lavt over horisonten og jeg frygtede at jeg ikke kunne nå mit rejsemål før mørkets frembrud. Går man rundt i Kolind efter det er blevet mørkt er man fortabt. Jeg skimtede nu oven i købet ude i det fjerne den røde glente, som svævede højt oppe i luften, parat til snart at kunne finde et forvildet menneske, som den kunne sætte sit spidse næb og skarpe kløer i. Med udspilede næsebor og lukkede øjne skyndte jeg mig forbi ”Afrika Genbrug” (kan man genbruge Afrika?, tænkte jeg) og parkeringspladsen foran Fakta, og nåede således hurtig frem til kirkestien. Jeg havde heldigvis for en sikkerheds skyld taget min sydamerikanske machet-kniv med i rygsækken og fik hurtigt hugget mig vej gennem kirkestiens tætte underskov. Og lige inden solen gik ned stod jeg endelig ved vejs ende, nej ikke Bugtrup, men på Bugtrup Mark, hvor man i mellemtiden havde opført en hel lille soveby, senere kendt som Ørneborgen. I samme øjeblik den røde glente satte sit morderiske angreb ind og styrtede sig ned mod mit blottede hoved trådte den hulryggede elverpige ud af et af husene og bød mig ind, for at jeg kunne hvile min udmarvede krop. Jeg var reddet.