Fodtur
En Fodtur fra Kolind Præstegård til Ørneborgen på Bugtrup Mark - En meget lokal historie -
En søndag formiddag i det tidlige efterår besluttede jeg mig for at foretage en rundrejse omkring det sagnomspundne Kolindsund, som altid havde haft noget særligt dragende over sig for min let antændelige fantasi. Jeg havde hørt historier om drabelige søslag i 1200-tallet, hvor Kolindsund var en vandrig fjord med adgang fra Kattegat. Jeg kendte til gamle skrøner om hulryggede elverpiger som viste sig om natten ved Sivested Odde og forførte unge mænd. Tænk hvis man stadig kunne opleve så fantastiske ting på sin vandring rundt om sundet. Min hensigt var at følge Sydkanalen ud til Grenå og derfra vende tilbage langs Nordkanalen – en rask tur på måske en halv times tid, mente jeg. Da jeg ikke er særlig lokalkendt og har en noget retarderet stedsans, havde jeg allieret mig med to håndbøger fra Politikens ”Turen går til”, nemlig ”Turen går til Nordjylland” og ”Turen går til Syditalien” – i tilfælde af at jeg skulle fare vild undervejs! Som sagt startede jeg ved byens ældste hus, den gamle forladte præstegård, bygget engang i 1600 og hvidkål; det var i det Herrens corona-år 2020, hvor så mange ældre pensionister var begyndt at dyrke motion og blive glade vandringsmænd. Min kone ville hellere til gudstjeneste i Kolind Kirke, fordi hun mente, at det var sundere for både krop og sjæl. Så mutters alene, men fuld af energi og gå-på-mod begyndte jeg min vandring omkring Kolindsund. Det skal dog siges, at allerede da jeg
6
nåede hen på Engvej og stilede ned mod det gamle halmvarmeværk, kunne jeg mærke, at mine ben måske syntes, at jeg havde slået for stort et brød op. Men jeg fortsatte ufortrødent ned til det, som nu ikke længere var en bygning fuld af halmballer, men derimod en bygning fuld af unge mennesker med hjul under. Allerede her stødte jeg på mine første vanskeligheder. På Engvej viste det sig, at Baskervilles hund havde slået sig ned i en af haverne. Med fuld fart kom det sorte bestie farende imod mig med blottede tænder og savl og fråde ud af munden.Heldigvis var den bundet til et træ og snoren kort nok til at den kun fik snappet mig i lillefingeren inden jeg forskrækket fik revet resten af hånden til mig. Således rystet i mit inderste stod jeg nu over for endnu en vanskelighed. Skulle jeg gå til højre eller til venstre langs banelinjen? Ja, tænkte jeg, skal du til Grenå vil det være klogt at gå til højre. Men allerede på dette tidspunkt havde jeg måtte revidere mine rejseplaner. Du kan jo også nøjes med at gå til Bugtrup, en lille spændende forstad til Kolind. Bugtrup med de fine gamle oprindelige gårde fra forrige århundrede og som havde unddraget sig al moderne byudvikling siden da. Efter en længere betænkningstid besluttede jeg mig for at gå til venstre. Men, ak, her stødte jeg på den tredje vanskelighed – og den var alvorlig!På grusvejen langs banen var ophobet det ene grundfjeld efter det andet, måske for at forhindre OPTIMISTEN - November 2021
