Stefanskirken 150 år

STEFANSKIRKEN 150 ÅR

Kolofon

I redaktionen: Thomas Høg Nørager, Kevin Edelvang & Toril Steffensen

Journalist: Ida Winge; hej@idawinge.dk

Fotograf: Jacob Crawfurd; jacob@crawfurd.com

Layout: Lars Julsgaard Thomsen; thomsen.xtern@gmail.com

Tryk: Toptryk Grafisk; mail@toptryk.dk

Trykt i 1.000 eksemplarer

Stefanskirken: www.stefanskirken.dk, december 2024

Velkommen til Stefanskirkens jubilæumsskrift

Tro på det. Sådan lyder Stefanskirkens motto i dag, og det gjorde kirkens fædre, da de for 150 år siden besluttede at bygge en strøgkirke på Nørrebro. 8. december i år fejrer vi jubilæet med en festgudstjeneste med en masse sognebørn og

1874 Stefanskirken bliver til

Side 4

Med piber og trommer

Side 16

Dørtærsklen skal ikke

være ret høj

Side 34

fine gæster udefra. Med dette hæfte ønsker vi at markere Stefanskirkens historie og den mangfoldighed af gudstjenester, begivenheder og arrangementer, kirken er ramme om i dag. God læselyst.

Jo mere kirken velsigner, jo bedre

Side 8

Farverige forkyndere

Side 22

Velkommen til kirkerummet

Side 37

”Kirken føltes som det rigtige sted at gå hen”

Side 12

Fra punker til præst

Side 26

Stefanskirken er et levende fællesskab

Side 40

Der var landligt omkring

Stefanskirken i 1874.

1874 Stefanskirken bliver til

Stefanskirkens første præst, Richard Volf, lagde fundamentet til det engagement i lokalsamfundet, som stadig er kirkens livsnerve.

AF THOMAS

HØG NØRAGER, SOGNEPRÆST

ÅRET ER 1874. Det er Stefanskirkens fødselsår. Sognet bliver til ved at få tildelt sogneområder fra Sankt Johannes på Indre Nørrebro og fra Brønshøj i Nordvest. Dermed skulle kirken betjene et gigantisk område fra rabarberkvarteret omkring Rantzausgade og helt ud til Brønshøj.

Befolkningen voksede eksplosivt, og det gør antallet af omkringliggende kirker også. Snart følger Hellig Kors Kirke, Kapernaum Kirke, Simeons Kirke,

Kingos Kirke og Anna Kirke, som således udskilles fra det mere og mere befolkningstætte Sankt Stefans Sogn. Men i 1874 er det stadig kun fremtid.

Kirkens første præst, Rudolf Volf, skriver i sine livserindringer, at ”jeg havde let ved at overse sognets omtrent 6.000 indbyggere; vanskeligst var det i Jagtvejens arbejderboliger, hvor kun de færreste var hjemme om dagen.”

Ifølge Volfs erindringer har Nørrebros befolkning

tilsyneladende altid gået på arbejde. Det er jo godt at vide.

Pastor Volf skriver videre, at ”da jeg skulle til at sætte arbejdet i Stefans Sogn i gang, følte jeg det som en lykke at være blevet den første præst ved en ny kirke. Man har derved den fordel at være fri for at hæmmes af gamle vaner eller uvaner og kan fra første færd få alt ind i rette gænge”.

Den lykke har jo så siden ikke været de næstkommende præster forundt, men de har til gengæld oplevet den lykke at kunne stå på skuldrene af en gigant. Rudolf Volf og Stefanskirkens første år har lagt fundamentet for det engagement, som stadig er Stefanskirkens livsnerve.

FATTIGHJÆLP OG 10-ØRES KONCERTER

Rudolf Volf skriver: ”Vi begyndte St. Stefans sognemission i 1875. Vi uddelte traktater og åbnede en læsestue. Vi tog kirkelig fattigpleje op. Vi lejede en lejlighed, omdannede den til en sal og holdt børnegudstjeneste. Her dannedes kristelig sangforening, med en stor skat af kirkelige melodier, der hidtil havde ligget ubrugt hen. Og vi nåede i årenes løb at kunne holde 10-øres koncerter, hvor tale oplæsning og sang vexlede. Derved samledes mange tilhørere.”

I dag har Stefanskirken fået det skudsmål altid at søge målrettet kulturel forbindelse med alle i sognet, høj som lav, for eksempel igennem koncerter og særlige og alternative gudstjenester. Men det har vi jo i grunden altid gjort.

På pastor Volf og Stefanskirkens initiativ blev børneasylet i Thyrasgade bygget, ligesom Marthahjemmet i Brohusgade, som havde sygebespisning og håndgerningsforening, så enlige kvinder kunne blive selvforsørgende. Der blev oprettet arbejdsstuer for børn på Nørrebrogade under navnet St. Stefans børnely, hvor der tillige var vuggestue og asyl for enlige kvinder. Og for enden af Bjelkes alle ligger stadig et St. Stefans børneasyl, som i dag er kommunal dagsinstitution.

Dengang var velfærdssamfundet kun en fremtidsdrøm, så man kan med god ret hævde, at Stefanskirken og dens første præst var med til at lægge et par trædesten dertil.

VIELSER PÅ SAMLEBÅND

I 1895 blev Stefanskirkens sognehus ”Karmel” bygget i Vedbækgade 12. Også inde i kirken var der en helt ufattelig aktivitet, som Rudolf Volf skriver: ”En søndag kunne vi derfor have en sådan timetabel: klokken 9.15 skriftemål, klokken 12.15 dåb, klokken 13.00 vielser (flere på én gang, red.), klokken 13.45 dåb, klokken 14.00 begravelse fra kirken, klokken 14.45 vielse, klokken 16 vielse, klokken 16.30 vielse, klokken 17.30 skriftemål.”

Ja, man bliver helt forpustet, men uden for kirken samme søndag og stadig i præstekjolen formåede man også: klokken 12.30 begravelse fra hjemmet, klokken 12.45 begravelse fra hjemmet, klokken 13.15 begravelse på Assistenskirkegård, kokken.14.15 begravelse på Vestre kirkegård.”

Heldigvis havde kirken to præster, der kunne dele opgaverne mellem sig – men fridag om mandagen, det lå stadig år ude i fremtiden. n

Kirkens første præst, Richard Volf.

AF THOMAS HØG NØRAGER, SOGNEPRÆST

1922 Stefanskirken bliver grundtvigsk

De missionske måtte vige for Grundtvigs syn på kristendommen. Og endnu i dag er strid på ord og ånd et adelsmærke for Stefanskirken.

DE FØRSTE MANGE ÅR var Stefanskirken præget af den kirkelige retning, som hedder Indre Mission. Her sætter man en konservativ bibellæsning som rettesnor for den kristne livstydning. Man har også ofte set livet som et prøvelsernes sted, en slags eksamen, hvor man må gøre sit bedste, og så afvente sin karakter i himlen. Det har afstedkommet en utrolig flid, men sjældent den store livsglæde.

Heroverfor stod de grundtvigske, inspireret af præsten og salmedigteren N.F.S Grundtvig, som satte livsglæden først, fordi mennesket jo er skabt til livet. Således ses livet ikke kun som en opgave, men først og fremmest som en gave.

Samtidig var fællesskabet omkring gudstjenesten også vigtigere end konservativ bibellæsning; i en grundtvigsk optik blev bibelen set som inspiration frem for en facitliste.

Det var altså to meget forskellige kirkelige retninger, der prægede Danmark i begyndelsen af 1900-tallet og således også på Nørrebro.

I STRID MED SOCIALISTERNE

I 1914 begynder der at ske ting og sager, da en vis Axel Rosendal bliver præst ved Stefanskirken. Pastor Rosendal bærer et tydeligt grundtvigsk præg med sig. Efter teologisk embedseksamen i 1907 gik han ind i det grundtvigske ungdomsarbejde, og var 1909-14 leder af Kirkelig Ungdomsforening i Grundtvigs Hus.

Med til historien hører også, at Rosendal var socialdemokrat. I dag er det måske ikke noget at løfte et øjenbryn over, men dengang lå ”socialisterne” og kirken stadig i strid. Marx havde kaldt religion for opium for folket, og socialdemokraterne tilbød stadig ikke-religiøse ritualer i stedet for eksempelvis konfirmation.

Rosendal repræsenterer således også den forbrødring mellem arbejderbevægelse og kirke, som havde været længe undervejs, fordi man til en begyndelse var enige om at støtte og værne om den, som er svag. Historien fortæller, at efter menighedsrådsvalget i 1922 var Stefanskirken en rent grundtvigsk kirke. Striden med de missionske skulle efter sigende have været hård i Stefanskirken, og den voldsomme kamp om linjen medførte, at den missionske præst Ivar Dall resigneret trak sig tilbage.

ADELSMÆRKE

Men strid på ord og ånd har altid væres folkekirkens særkende, og i Stefanskirken betragter vi det som et adelsmærke.

Axel Rosendals store arbejde anerkendes, og han bliver senere både provst på Nørrebro og i 1933 biskop i Roskilde.

I dag er Stefanskirken stadig grundtvigsk, og når vi blander os i samfundsdebatten bruger vi ofte Grundtvig-citatet: ”Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.”

Blander vi os i den kirkelige debat, bruger vi ofte salmeverset: ”Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde! Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde.” n

Præsten og salmedigteren N.F.S. Grundtvig satte livsglæden først.

AF TORIL STEFFENSEN

Jo mere kirken velsigner, jo bedre

Ivan Larsen ser tilbage på 36 år som præst ved Stefanskirken, hvor han var pioner, da han kom til Nørrebro i 1976.

DER GÅR EN HISTORIE om to damer, der møder hinanden i sporvognen på Nørrebrogade. Den ene siger:

– Du skulle tage at komme ind i Stefanskirken - præsterne er så sjove.

Fortæller Ivan Larsen, præst i Stefanskirken gennem 36 år, mens vi drikker en kop kaffe i hans og hans mands, Ove Carlsens, lejlighed, på Frederiksberg. Ivan Larsen var pioner, da han som 29-årig kom til Stefanskirken, umiddelbart efter, at han blev færdig som præst.

Ingen vidste nemlig, hvad han selv havde vidst, siden han var barn: Ivan er til mænd. Heller ikke menighedsrådet anede noget om, at de havde ansat en bøsse, det kom først frem, da han havde mødt Ove, og parret stod åbent frem i et interview i Politiken.

– Så var der nogen, der mente, jeg burde gå af som

præst, mens flertallet i menighedsrådet sagde, at jeg kunne nøjes med at gå stille med dørene.

Ivan Larsen gik ikke af, men “blev i trods”, som han selv siger.

– Jeg havde jo opbakning hjemme fra Ove, så mit privatliv var i orden.

Da først han var sprunget ud, opdagede omverdenen også den homoseksuelle præst. Så Ivan og Ove har oplevet at få kastet mursten ind ad vinduerne, ligesom Ivan modtog breve med dødstrusler med klokkeslæt for, hvornår han ville blive skudt.

– Men jeg besluttede, at de ikke skulle vinde over os, fortæller Ivan, der blev hjemme i præstegården. Han blev beroliget og fik et nummer hos politiet, han kunne ringe til.

Men åbenheden betød også, at Ivan tiltrak et nyt publikum blandt kirkegængere.

– Mange turde jo være åbne om deres homoseksualitet, da de oplevede, at præsten var ligesom dem. Også mennesker, der normalt ikke havde noget med folkekirken at gøre, de kunne jo pludselig se, at kirken også var noget for dem.

REBELLEN OG HENDES MAKKER

Indtil hun døde i 2008, var Ivan Larsen makker med Anne Braad, den farverige og hittepåsomme præst i Stefanskirken fra 1987. Anne Braad var oprindeligt uddannet i litteratur, blev senere teolog, men i præstekjolen var hun helt sin egen.

– I begyndelsen vidste hun slet ikke, hvordan hun skulle være præst. Men så fandt hun ud af, at hun

Ivan Larsen og Ove

Carlsen blev kirkeligt viet i 2012, kort efter lovens vedtagelse. Privatfoto.

kunne gøre, hvad hun havde lyst til – og så slog hun gækken løs, fortæller Ivan.

– Vi havde det sjovt sammen. Anne skulle have råderum, og det fik hun via vores samarbejde. Jeg var den grå eminence og tog mig af det administrative, mens Anne fandt på, siger Ivan og fortæller om dengang, Anne Braad op til en høstgudstjeneste havde lejet en mejetærsker, der stod på kirkepladsen. Ingen ville forsikre den, så Anne Braad måtte selv bevogte den.

– Vi udnyttede jo, at kirken ligger ud til Nørrebrogade, hvor mange kommer forbi, fortæller Ivan og mindes, da de op til Halloween skrællede 100 græskar foran kirken og inviterede folk til at være med til at skrælle deres eget græskar.

SEJ KAMP

Mens Anne Braad var den udadvendte rebel, var Ivan Larsen præsten, der kæmpede en lang og sej kamp for homoseksuelles rettigheder. Han fik et biskoppeligt forbud, da han i en periode valgte at velsigne bøsser og lesbiske i kirken, efter at de havde indgået registreret partnerskab. Men i 2012 lykkedes det. Daværende kirkeminister Manu Sareen åbnede for kirkelig vielse af mennesker af samme køn, og kort efter lovens vedtagelse blev Ivan og Ove viet i Stefanskirken.

KRISTNE OG MUSLIMER

Nørrebro var befolket af gråhårede, da Ivan Larsen kom til Stefanskirken. Og som præst har han fulgt udskiftningen, da børnefamilier og indvandrere flyttede til. Det

skabte nye udfordringer at være kristen forkynder i et multietnisk samfund.

– Vi åbnede os og benyttede os af muligheder, ingen andre gjorde, for eksempel da vi arrangerede ramadan-middage sammen med de muslimske foreninger.

Da et barn i en libanesisk familie blev voldtaget og slået ihjel, opsøgte Ivan Larsen familien og blev enige med dem om, at Stefanskirken kunne danne rammen om en fælles muslimsk-kristen mindegudstjeneste.

– Det er jo underordnet, hvad man er, når et barn bliver slået ihjel, siger Ivan.

I en årrække var Stefanskirken også åben for Nørrebro-borgere en gang om ugen, hvor man kunne få en snak med Anne Braad eller en muslimsk imam.

– Det var jo mennesker, der boede i vores sogn, og havde de problemer skulle de jo kunne snakke med både en kristen og en muslim, fortæller Ivan, der i øvrigt mener, at folkekirken bør blande sig meget mere.

– Når nogen spørger: Kan kirken have med det og det at gøre, siger jeg: Jo, mere kirken velsigner, jo bedre. Vi præster skal sige, hvad vi mener. Vi udtaler os jo aldrig på folkekirkens vegne, men vi skal sige, hvad vi mener, og så kan folk tage afstand fra det, hvis de ikke er enige. n

Ivan Larsen Født 1947, præst i Stefanskirken fra 1976-2012. Foto: Leif Tuxen.

AF KEVIN EDELVANG, ORGANIST

31 meter mod himlen

Stefanskirken blev bygget midt i det nørrebroske byggeboom. I dag er kirken renoveret med tanke på bygningens oprindelige fremtoning.

I FIN TRÅD MED sin historie og sine omgivelser syner Stefanskirken ikke af meget, når man kører forbi den på Nørrebrogade. Den nygotiske bygnings kirkespir stræber mod himlen, men ikke så meget, at det gør noget.

Og kirkebygningen har “smalle skuldre”. Den er 35 meter lang og 14 meter bred, og der er 31 meter fra jorden til tårnets fløjstang.

Det var alvorlige folk, der byggede Stefanskirken. Den var tænkt som brik i genkristningen af de nye masser af arbejdere, som i den alt for lille hovedstad var blevet lidt til overs – også i kirkelig sammenhæng. Derfor møder kirkegængeren også straks en formaning over kirkedøren, hvor messingbogstaverne minder om, at “mit hus er et bedehus” (Luk. 19, 46).

I kirkens våbenhus ses til venstre en mindetavle i marmor over sognepræsten fra Sankt Johannes, Rudolf Frimodt, der ivrigt arbejdede for Stefanskirkens opførelse.

Ved forskellige arbejder i kirken er det blevet tydeligt, at det rigt varierede murværk i våbenhuset skiftevis er rødt og gult tegl, så murerne har formentlig håbet, at deres sten ville blive stående uden maling. Om våbenhuset var malet ved indvielsen ved vi ikke.

PLADS TIL ORGEL

I våbenhuset slås julens tema an: Sankt Stefans dag fejres 2. juledag, og denne dag blev også kirkens indvielsesdag. Måske derfor har man valgt at opsætte et helligtrekongers-relief i gips over døren til kirkerummet. Det er udført af Bissen-eleven Theobald Stein (1829–1901).

Fra våbenhuset er man oprindeligt gået direkte ind i kirkerummet, som har fremstået større og mere proportioneret, end det gør i dag. I vore dage passerer man i stedet en mellemgang, der forbinder et dåbsværelse samt køkken og toilet - en ombygning fra 1965. Samme ombygning har over disse rum skabt et rummeligt orgelpulpitur, hvor man siden skulle få plads til kirkens nuværende hovedorgel (læs mere på side 16-17).

Oprindeligt har kirkerummet fremstået med mørkere farver og rigere bemaling. Murværket var malet i mønstre med skiftende farver, og kirkens belysning bestod af at lysekroner af træ og metal med rig bemaling, ligesom der i kirkens kor på hver side af alterskranken stod to ganske store malede søjlekandelabre. En del af det oprindelige inventar opbevares stadig på kirkens loft.

Ved den seneste restaurering i 2023 blev enkelte detaljer opmalet og forgyldt med inspiration fra kirkens oprindelige fremtoning, nemlig de fine symboler i bænkerækkerne, der nu igen fremstår mere som bethlehemsstjerner end som blomsterblade, samt Kristusmonogrammet på kirkens triumfbue, som danner overgang fra kirkens skib til koret. De støvede grønne farver har altid spillet en rolle i kirkerummets farvesætning, og i 2023 blev antallet af grønne nuancer derfor reduceret.

ARKITEKTEN

Arkitekten er Ludvig Knudsen (1843–1924), som fra 1871 var bygningsinspektør i Københavns Kommunes 4. distrikt, som omfattede Nørrebro. Han kom til

at tegne mange bygninger i bydelen. Ifølge en kilde blev der tegnet en ejendom om dagen, når det gik rigtig stærkt i det nørrebroske byggeboom i tiden efter Stefanskirkens opførelse. Det er dog tydeligt, at Knudsen har gjort sig umage med kirkebygningen, og ligesom hans andre kendte værker er den solidt funderet i den historisk-fabulerende byggestil, som var dominerende i tiden efter den C.F. Hansenske klassicisme. Man var træt af de strenge søjleordner og store, blanke flader. Nu skulle der ske noget.

Kirkens ydre og indre er opført samtidig af to forskellige håndværkerlaug. Det ydre i røde og gule teglsten, det indre i tømmer. Knudsens fortid som udlært tømrer fornægter sig ikke, og konstruktionsmåden har desuden den fordel, at kirken kunne bygges i en vældig fart, hvilket i høj grad var nødvendigt. Knudsen har sat sit præg på København. Blandt de mest markante bidrag kan Skydebanemuren på Vesterbro og Bethesda på Israels Plads fremhæves. n

Arkitekten bag Stefanskirken er Ludvig Knudsen, der fra 1871 var bygningsinspektør i Københavns Kommune.

FAKTA:

Pernille

Østrem, født i 1976, har været præst i Stefanskirken siden 2009.

AF IDA WINGE

”Kirken føltes som det rigtige sted at gå hen”

Med en opvækst i en politisk aktiv og ateistisk arbejderfamilie lå det ikke helt lige for, at Pernille Østrem skulle blive præst. Men hendes forbundethed til Nørrebro og den aktivisme, som var en central del af hendes opvækst, banede en naturlig vej ind i Stefanskirken og gerningen som præst.

– STEFANSKIRKEN ER NOK det tætteste, jeg kommer på en familiekirke, fortæller Pernille Østrem, der er sognepræst i Stefanskirken.

Hun er vokset op i en ateistisk arbejderfamilie og er hverken barnedøbt eller konfirmeret, så umiddelbart kan det måske virke paradoksalt at tale om en familiekirke. Men faktisk har lige præcis Stefanskirken en helt særlig plads i hendes families historie. For eksempel var det i 1920’ernes og 30’ernes fattige arbejderkvarter omkring kirken, at hendes morfar voksede op. Og det var i Stefanskirken, at morfaren gik til morgensang og blev døbt som 13-årig af Pernille Østrems forgænger Emanuel Würtsen.

– Det er lidt tankevækkende, at jeg i dag døber børn og voksne ved den døbefont, hvor min morfar blev døbt, og laver jordpåkastelse på kister det samme sted, som min oldemors kiste stod i 1980, siger hun.

NEJ TIL PINGVINKOSTUMER

Stefanskirken spillede også en vigtig rolle i familiens historie, da morfaren som ung voksen brød med kirken. Da han var 18 år, døde faren pludseligt, hvilket resulterede i at familien blev meget fattige og havde brug for almisser fra kirken.

– Det var jo rigtig godt, at de kunne få det. Men det foregik desværre sådan, at de kunne mærke, at

de skulle bukke, skrabe og sige tak på en bestemt måde – og det bød min morfars personlighed voldsomt imod. Så han meldte sig ud af folkekirken, blev kommunist og modstandsmand og engagerede sig i alt muligt andet. Men han kunne sin salmebog, elskede det kulturelle ved kirken og gik til mange kirkekoncerter, fortæller Pernille Østrem.

– Min morfar havde skrevet i sit testamente, at der ikke skulle komme nogen i pingvinkostume til hans begravelse, men han måtte lave det om, da jeg begyndte at læse teologi – og det blev da også mig, som bisatte ham hjemme fra hans egen stue.

DEMONSTRATIONER OG SOLIDARITET

Pernille Østrems egen barndom var præget af aktivisme; hendes far var fagforeningsformand, og hun var tit med til demonstrationer. Der var altid en eller anden uretfærdighedens kamp, som familien var i færd med at kæmpe. Det kunne handle om chilenske flygtninge, der skulle huses, eller solidaritet med børn, der havde det dårligt derhjemme. Men det kunne også handle om at passe på kvarterets skøre kunstmaler, der glemte at spise, og som hendes mormor derfor tog sig af.

– Det fyldte meget, det her med, hvordan man sørger for, at dem med de sværeste vilkår også er en del af samtalen og fællesskabet.

Pernille Østrem er født ind i en ateistisk og aktivistisk arbejderfamilie. – Det fyldte meget, det her med, hvordan man sørger for dem med de sværeste vilkår.

Hun forklarer, at det på en måde er den aktivisme, som hun fik med hjemmefra, hun har kanaliseret ind i kirken.

– Folkekirken gør et enormt arbejde for de mest udsatte i vores samfund – og det gav bare mening og føltes som det rigtige sted at gå hen, siger hun og peger på alt det arbejde, der foregår omkring

Kirkens Korshær, herbergerne, værestederne og menighedsplejen.

DE UKRÆNKELIGE MENNESKELIV

Da Pernille fortalte sin ateistiske fagforeningsfar, at hun skulle være præst, kom det da heller ikke som den store overraskelse for ham. u

Gud har givet os livet, for at vi skal passe på det, siger Pernille Østrem.

Hvilken bibelfortælling har gjort størst indtryk på

dig?

Det er nok historien om Jesus, der er på besøg hos de to søstre Martha og Maria. Det er også den fortælling, som er malet på det alterbillede, der hænger i Stefanskirken. Maria sidder sammen med Jesus og lytter til, hvad han fortæller, men Martha kommer ud til dem og vil have Maria til at hjælpe sig i køkkenet. Hvorefter Jesus siger: ”Martha, du bekymrer dig om mange ting. Maria har valgt den gode del. Et er fornødent.” Han siger dog ikke, hvad det er, som er ”fornødent“ eller vigtigt.

Historien er blevet fortolket af mange. For handler fortællingen om, at det, som er vigtigt, er at byde gæster velkomne og være nærværende i de samtaler, man har med andre mennesker? Eller er den et feministisk oprør imod, at kvinder ”hører til i køkkenet”?

Det er i hvert fald en historie, som giver anledning til refleksion over, hvad det vigtige i livet er.

– Han sagde til mig, at kirken er noget for dem, som ingen andre har lyst til at være noget for. Den standser op, hvor andre går forbi, og tager sig af dem, der er kommet allermest i klemme. Det var hans syn på, hvad kirken var – og det var så det, jeg skulle nu.

– I min barndom og ungdom var solidaritet et slags grundvilkår, og det var ligesom givet, at ethvert menneskeliv er ukrænkeligt. I dag er det bare blevet tydeligt for mig, at grunden til, at ethvert menneskeliv er ukrænkeligt, er, at Gud har skabt os og givet os livet, for at vi skal passe på det, siger hun.

Der har dog også været meget at lære, når man som Pernille ikke kommer fra en kristen baggrund, men alligevel vælger at læse teologi.

– Jeg kan huske, at jeg var til en gudstjeneste, hvor jeg siger: ”Aj, jeg elsker bare den her salme” –og så er der en, der siger: ”Det er ikke en salme. Det er trosbekendelsen”. Men selvom der var mange spørgsmål, som jeg blev nødt til at stille, så har jeg kastet mig ud i det, fordi kirken føltes som det rigtige sted at gå hen.

DEN TYNDE KAFFE

Fra Pernille Østrem startede på teologistudiet i 1997, og til hun blev præst i 2008, oplevede hun, at der var mange, som viste hende tillid og åbnede døre for hende. Bl.a. Anne Braad og Ivan Larsen, der var præster i Stefanskirken dengang, og som hun var i praktik hos.

– Inden jeg blev færdig som teolog, havde jeg både fået lov til at prædike og have konfirmander. Jeg tror egentlig, at jeg havde prøvet det meste… undtagen at spille på orglet.

I 2009 blev Pernille Østrem præst i Stefanskirken –og her kommer familiens historie ind igen: for det er lidt, som om tingene går i ring.

– Min oldemor kom meget i kirken, hvor hun hjalp til, og i min familie har vi et gammelt spolebånd, hvor hun fortæller om, at ”kirketjeneren simpelthen laver sådan noget tynd kaffe,” fortæller Pernille Østrem. Det kom hun til at tænke på, da hun for nylig stod sammen med kirkens nyansatte kirketjener, som siger, at han syntes, kaffen er for stærk, og nu er begyndt at putte en halv teskefuld mindre kaffe i maskinen.

– Og det har han helt sikkert ret i. Jeg er sikker på, at hans kaffe er helt perfekt. Men jeg kom til at tænke på min oldemor på spolebåndet – og at nu er der gået 100 år, og så brygger kirketjeneren igen tynd kaffe. n

MIN KIRKE

SARAH STRUNGE, 32 ÅR, BOR I NORDVEST

Hvorfor kommer du i Stefanskirken?

På en måde har kirken altid været en del af mit liv, da jeg er vokset op i Stefansgade. Jeg kom der, da jeg skulle konfirmeres, og mine tvillinger er også døbt der. For et par år siden spurgte jeg kirken, om jeg måtte afholde en klimasorggruppe hos dem, da jeg er klimaaktivist og er interesseret i, hvad klimakrisen gør ved os mennesker. Jeg var enormt nervøs, da jeg skrev, men de tog imod det med åbne arme. Til møderne i klimasorggruppen kom både høj og lav og folk i forskellige aldre – og så var der altid en præst med, hvilket gjorde noget særligt for samtalen.

Hvad betyder det for dig?

Som LGBT-person kan kirken være et skræmmende sted – men sådan har jeg det ikke med Stefanskirken. For mig er den et befrielsesrum inden for den ramme, der hedder folkekirken. Det er et sted, hvor der er plads til alle, og hvor man f.eks. godt kan være LGBT-person og præst. Det er også et sted, hvor man gerne må være i tvivl og stille spørgsmålstegn. Vores samfund er så faktabaseret, så det er dejligt at have et rum, hvor det er ok at have nogle komplicerede følelser. Egentlig er jeg bare glad for, at Stenfanskirken findes og tør være modig. iw

AF KEVIN EDELVANG, ORGANIST

Med piber og trommer

Stefanskirkens store Carsten Lund-orgel har indbygget slagtøj og er dermed helt enestående.

Hovedorglet har mere end

1.500 piber – de fleste er usynlige fra kirkerummet.

DET STØRSTE AF KIRKENS to orgler er placeret over indgangen til kirkerummet. Det er bygget af Carsten Lund i 1983. Samme sted, men på et særskilt orgelpulpitur, havde der tidligere stået et orgel af Knud Olsen fra 1874, som blev udvidet af Marcussen og Søn i 1937. I det nuværende orgel findes enkelte stemmer fra begge disse orgler bevaret.

Normalt foregår udvælgelsen af stemmer i tæt samarbejde mellem stedets organist, en ekstern konsulent og orgelbyggeren. Menighedsrådet og organist Ole Olesen lod imidlertid Carsten Lund om at udforme orglets disposition, og resultatet blev et orgel som ingen andre.

Orglet har klare og lyse klange og egner sig særligt godt til tidlig musik, navnlig fra renæssancen og barokken. Det har desuden nogle usædvanligt kraftige tungestemmer. Den kraftigste er trompeten, som får

de fleste andre trompeter i landets kirker til at blegne. Selvom trompeten står bagerst i orgelværket, dominerer den hele kirkerummet, og den skal derfor bruges med forsigtighed, men til stor effekt.

STORTROMME OG BÆKKENER

Carsten Lund-orglet er vidt berømt og omtalt, ikke mindst fordi Carsten Lund og organist Ole Olesen i 1989 valgte at tilbygge slagtøj til orglet. Bag orglets hovedværk er en stortromme og et sæt bækkener monteret på kirkens bagvæg, og de betjenes af organisten via wires af stål, der forbinder slagtøjet med to messingtrin over orglets pedalværk. Det er landets - og måske Nordeuropas - eneste orgel med slagtøj indbygget.

Skikken stammer fra Italien i 1800-tallet, og Stefanskirken er altså det eneste sted, hvor en stor mængde musik fra netop dette hjørne af musikhistorien kan forløses uden hjælp af andre musikere og instrumenter.

De fleste brudepar i Stefanskirken ønsker at forlade kirken til lyden af Carsten Lund-orglets bragende trompeter og dundrende slagtøj, og ved særlige lejligheder får også søndagsmenighed og koncertgængere mulighed for at høre det prominente slagtøj.

Orglet har 27 stemmer, hvor tre er såkaldte transmissioner. Stemmerne er fordelt på tre manualer og pedal.

GETHSEMANE-ORGLET

Gethsemane-orglet er placeret på kirkens venstre sidepulpitur, men kan spilles fra et mobilt spillebord, som er placeret på gulvet nær prædikestolen.

Det er bygget til Gethsemane Kirke på Vesterbro af

A.C. Zachariasen i 1916. Da Gethsemane Kirke i 2013 skiftede navn til uKirke, og siden har været et alternativt kirkerum rettet mod unge, valgte man at kassere orglet.

Undertegnede skribent vidste, at der var tale om et meget fint instrument af stor historisk betydning, og efter forberedende forhandlinger besluttede Stefanskirkens menighedsråd at købe orglet af Vesterbro Sogn for 1 krone.

FLYTTET FOR FONDSPENGE

Nu begyndte arbejdet med at rejse midler til at flytte orglet – og her var prisen noget højere. Flytningen og den samtidige istandsættelse af orglet og det nye mobile spillebord kom til at koste i omegnen af 1,5 millioner kroner, og pengene blev gavmildt skænket af Johan Otto Wroblewskis Fond og Augustinus Fonden, suppleret af mindre private bidrag.

Kristi himmelfarts dag i 2017 blev orglet indviet ved en festlig gudstjeneste, og senere samme dag spillede den verdensberømte amerikanske koncertorganist Nathan Laube koncert på orglet.

Orglet repræsenterer en senromantisk orgeltype, der efterhånden er meget sjælden i Danmark. Således råder Stefanskirken over to orgler, der tilsammen egner sig til orgelmusik fra hele orglets musikhistorie. Det mobile spillebord indeholder et computersystem, der giver organisten mange muligheder for hjælp til at kontrollere de mange piber – også på måder, som man ikke normalt finder i pibeorgler: Tangenterne kan blandt andet holdes nede af sig selv, så klangen fortsætter, selvom organisten flytter hænderne fra manualerne. Orglet har 16 stemmer fordel på to manualer og pedal. n

Carsten Lund-orglet er vidt berømt for sit indbyggede slagtøj.

Tusinder ser kirkens bannere hver dag

AF PER VIBSKOV NIELSEN, PROVST I NØRREBRO PROVSTI

Per Vibskov

Nielsen: På mange måder er Sankt Stefans Kirke også folkekirken på Nørrebros flagskib.

SANKT STEFANS KIRKE ER Nørrebros strøgkirke. Den er kendt af alle på grund af placeringen på Nørrebrogade. På mange måder er Sankt Stefans Kirke også folkekirken på Nørrebros flagskib. Ganske enkelt fordi der flages året rundt og ikke kun med Dannebrog ved gudstjenester og kirkelige handlinger, men med de malede bannere mellem træerne på kirkepladsen. Bannerne ses hver eneste dag af tusinder af forbipasserende, og udbasunerer tydeligt kirkens budskab og aktiviteter. Bannerne har været en del af gadebilledet i mange år, og netop derfor står Sankt Stefans Kirke stærkt i den folkelige bevidsthed.

Selv i den kirkelige debat kan denne kommunikationsform dukke op, som når nogen til forsvar for kirkens tavse flertal hævder, at det ikke er alt i henseende til forståelse af kristendommen, der behøves stå bøjet i neon, og henviser til den gængse praksis i Sankt Stefans Kirke på Nørrebro.

GUDSTJENESTE FOR NYBEGYNDERE

Første gang jeg selv besøgte Sankt Stefans Kirke, var en søndag engang i 90’erne, hvor den daværende sognepræst Anne Braad, som noget nyt havde erstattet højmessen med, hvad hun kaldte for en Introduktionsgudstjeneste. Som erfaren kirkegænger og menighedsrådsformand fra Vesterbro var jeg optaget af kristendomsformidling og blev derfor nysgerrig på dette tiltag. Anne Braad formidlede på en fin og frejdig måde og uden at gå på kompromis, hvad den kristne gudstjeneste går ud på, så Introduktionsgudstjenesten var i hvert fald et godt udgangspunkt for nybegyndere.

Folkekirken har været til stede på Nørrebro siden 1861, da Sankt Johannes Kirke, som den første kirke, blev opført uden for Københavns volde. På grund af industrialiseringen og urbaniseringen var befolkningstilvæksten på Nørrebro enorm, og det nye sogn voksede eksplosivt.

Derfor blev det nødvendigt at udskille et sogn på Ydre Nørrebro, og det blev Sankt Stefans Sogn. Siden blev det nødvendigt med yderligere sogneudskillelser, men Sankt Stefans kirke er stadig den mest synlige af alle Nørrebros folkekirker og er af samme grund et sted, hvor folk ved, at de kan søge hen i glæde som i sorg.

Sådan har det været i 150 år, og sådan vil det fortsat være i mange år endnu. Vi har i hvert fald grund til at glæde os over, at ihærdige og engagerede kristne byggede kirken i 1874. n

MIN KIRKE

ANTHON

PRÆST NYMARK, 38,

BOR

PÅ FREDERIKSBERG,

MEN BRUGER DET MESTE AF SIN TID PÅ NØRREBRO.

Hvorfor kommer du i Stefanskirken?

Jeg har været butiksnabo med kirken i 10 år, da jeg har en pladebutik, der ligger lige ved siden af. Kirken er et sted, som altid har været åbent over for alle mulige sjove og skæve idéer, og vi har lavet mange samarbejder om forskellige musiske projekter. F.eks. var jeg DJ, da kirken afholdt Rock for Træer, ligesom jeg har spillet til ”Fri bar–gudstjeneste” skærtorsdag. Jeg møder tit præsterne fra kirken, når de kommer gående gennem gaden. Så får vi luftet forskellige idéer.

Hvad betyder det for dig?

Det betyder super meget, at kirken har lyst til at samarbejde med nogle af os lokale erhvervsdrivende i gaden. Der er en god stemning omkring kirken, og når man kommer fra Nørrebrogade, så er kirken jo det første, man møder – som regel hænger der et banner, som på en afvæbnende måde fortæller om noget af alt det, der foregår, f.eks. at man har dedikeret en aften til Kim Larsen. De er gode til at aktivere lokalsamfundet og lukke folk, der bor og arbejder omkring dem, ind, i stedet for at skubbe folk væk. iw

Bach for fulde huse

Den årlige Bach Friday–koncert og de mange kor, Stefanskirken huser, er udtryk for kirkens rige musikliv.

Bach Friday –Stefanskirkens modsvar til Black Friday.

Kirkens organist siden

2010 Kevin Edelvang.

MUSIKKEN HAR ALTID FYLDT meget i Stefanskirken. Lige fra opførelsen i 1874 har kirken haft orgler af meget høj kvalitet, og med den stærke kirkelige tradition på stedet (grundtvigsk fra omkring 1920) har fællessang også vedvarende lydt med kraft under kirkens loft.

Kirkens prægtige hovedorgel har på mange måder lagt linjen for den musik, der spilles i kirken. Der er i udpræget grad tale om et barokinstrument, hvilket har betydet, at musik af Johann Sebastian Bach og andre af de store barok-komponister lyder i kirken på de fleste søndage.

Bach er i nyere tid kommet til at betyde meget i kirkens musikliv, idet kirkens organist i jubilæumsåret for ottende gang afholder event-koncerten BACH FRIDAY på den sidste fredag i november.

Stefanskirken har tradition for aktivisme og events, og BACH FRIDAY er et forsøg på at skabe et åndfuldt modsvar til den stadigt voksende “black friday” på samme dag. Parolen for BACH FRIDAY er: Vi vil have ånd – ikke mere shopping! Koncerterne bidrager dermed til at bringe Bachs musik til stenbroen og har trukket fulde huse alle årene.

KOR OG KLOKKER

Den kristne kirke har altid været kendetegnet af et rigt og levende musikalsk udtryk. Det er utænkeligt at forestille sig kristendommen uden musik, og selv i de bibelske tekster, spiller musik en vigtig rolle. Sådan er det også i Stefanskirken, hvor der ud over kirkemusik og salmesang ved søndagens gudstjeneste også udfolder sig et rigt og folkeligt baseret musikliv i kirken, stort set alle ugens dage. Kirken danner ramme om børnekor, babysalmesang, meget velbesøgt højskolesang, amatørkor og koncerter – og en gang om året vises der stumfilm med live akkompagnement på et af kirkens orgler.

Kirkens klokker skal ikke glemmes. De er i sig

AF KEVIN EDELVANG, ORGANIST

Kirkens rytmiske kor Stefantastic medvirker ved gudstjenester til højtiderne og giver koncerter til jul og sommer.

selv et velskabt musikinstrument, der hver eneste dag klinger ud over Nørrebrogade og sidegaderne både morgen, middag og aften. Klokkerne er støbt i 1958 i England hos Taylor og erstattede kirkens første klokker, som ikke klingede videre godt. Det gør de nuværende klokker til gengæld, og søndag morgen kan man ved sidste ringning før højmessen høre alle tre klokker spille sammen.

Med tonerne a, c og d spiller de tilsammen de tre første toner af den oldkirkelige festhymne Te Deum laudamus (O Gud, vi love dig). n

Seks organister

Kirken har i løbet af sine 150 år haft seks organister. Den første organist, kapelmusikus V.C. Andersen, gjorde tjeneste i kirken i hele 43 år, fra 1874-1917. Han efterfulgtes af kirkens mest navnkundige organist, dr. phil. Knud Jeppesen, der var ansat 1917-1932. Jeppesen var internationalt anerkendt forsker i tidlig musik, og han blev senere organist ved Holmens Kirke og professor ved Århus Universitet.

Ligesom Knud Jeppesen var også hans efterfølger, Jens Bjerre, ansat 1933-1955, en produktiv komponist. Harry Egediussen var Stefanskirkens organist fra 1955-1978, og han udgav også egen musik, blandt andet populær dansemusik for klaver.

Ole Beuchert Olesen, organist fra 1978-2006, medvirkede til anskaffelsen af kirkens nuværende hovedorgel i 1983 og har sat et tydeligt præg på den musik, der spilles også i dag. Kirkens nuværende organist, Kevin Edelvang, blev efter en vakance ansat som konstitueret organist i 2009 og tiltrådte som fast organist påskedag, 4. april 2010.

AF KEVIN EDELVANG, ORGANIST

Farverige forkyndere

Stefanskirkens præster har været kreative og markante, i tråd med kirkens omgivelser.

SIDEN STEFANSKIRKEN BLEV grundtvigsk under sognepræst Axel Rosendahl omkring 1920 har kirken altid været kendt for sine engagerede og levende præster, der forstod at navigere i det brogede og sammensatte kvarter rundt om kirken.

Da pastor Rosendahl i 1935 blev udnævnt til provst for Nørre Provsti (han blev senere biskop i Roskilde), efterfulgtes han af Ejnar Leth Balling. Han flyttede ind i præstegården i Stefansgade 2 med sin familie, heriblandt hans 9-årige søn Erik Balling, som senere skulle blive en af Danmarks mest kendte filminstruktører, i dag måske mest kendt for Olsen Banden og Matador.

Ejnar Balling gjorde tjeneste ved Stefanskirken fra 1935–1963, og sammen med andenpræsten Emanuel Würtzen, som tjente fra 1939-1962, tegnede han kirken i en lille menneskealder.

PRIVAT HUSORGEL

Würtzen var i øvrigt en kunstnerisk sjæl. Han boede i præsteboligen i menighedshuset Karmel, Vedbækgade 12, 2. sal, sammen med sin bror Gustav, som var kunstmaler. Pastor Würtzen selv spillede orgel og fik bygget et privat husorgel til boligen, som i dag kan ses på orgelmuseet i Nysted.

Orglet blev rigt dekoreret af Gustav Würtzen, som i øvrigt også bemalede det meste af lejligheden med forskellige motiver. Han har også malet de fire evangelist-motiver, som ses over dørene i Karmels festsal.

Perioden var travl, og kirken velbesøgt. Der blev typisk døbt 200-300 børn om året, og der var to velbesøgte gudstjenester hver søndag, kl. 10 og kl. 14. I det

statistiske materiale kan man se, at kirken var særligt velbesøgt i krigsårene 1940-1945.

AKTIVISME OG PROVOKATIONER

Fra 1963-1980 var Finn Ahlmann Olesen en meget afholdt sognepræst ved kirken. I 1976 var Ivan Larsen kommet til som andenpræst, og pastor Larsen overtog embedet som kirkebogsførende sognepræst ved pastor Ahlmann Olesens pensionering i 1980. I 1987 kom sognepræst Anne Braad til Stefanskirken, og sammen fik de to meget forskellige præster sat Stefanskirken på landkortet i adskillige sammenhænge. I en tid, hvor de fleste mindre kirker stod lukket i hverdagene, blev Stefanskirken åbnet, og listen Åben Kirke er fortsat den (nu i reglen fredsvalgte) liste, der tegner kirkens menighedsråd. Kirken besøges dagligt af mange andagtsøgende, og i dag er det efterhånden blevet almindeligt, at mange af byens kirker er åbne hver dag.

De markante præster Larsen og Braad skabte ofte forundring, begejstring og forargelse, når de indbød til gravøl langfredag, arrangerede diskogudstjenester eller heavy metal i kirken. Engang holdt de gudstjenester for jyder med en pumpe fra Grundfos i hovedrollen. Vist nok ved et uheld endte en stor gryde med røde pølser i døbefonten, hvorfra de endte med at blive serveret. Historier som denne hænger stadig ved i manges opfattelse af Stefanskirken.

Anne Braad var en omdiskuteret skikkelse, og hun valgte som regel – meget bevidst – det ledige standpunkt. Eller måske snarere det omvendte standpunkt af det, der forventedes af en præst i folkekirken. Hun

har selv udtalt til en journalist, at hendes liv havde været en kamp, og at hun med sin stridbare natur var sat i verden for at kæmpe, og det gjorde hun i høj

grad. Det var et chok for menigheden, da Anne Braad i 2008 døde som kun 61-årig efter et kort sygdomsforløb. n

Anne Braad var præst i Stefanskirken fra 1987 til sin pludselige død i 2008.

Foto: Joachim Rode/Ritzau Scanpix.

BARNEDÅB · KONFIRMATION · BRYLLUP · BEGRAVELSE · GUDSTJENESTE · ROCK FOR TRÆER

FÆLLESSANG · TUMLEHOLD · RAMADANMIDDAG

HØJMESSE · VELSIGNELSE · JULEBASAR · HØSTGUDSTJENESTE · BABYSALMESANG · KIRKECARE

FAKTA:

Thomas Høg Nørager, født i 1976, har været præst i Stefanskirken siden 2014.

AF IDA WINGE

Fra punker til præst

Særligt to ting er afgørende for, at sognepræst i Stefanskirken

Thomas Høg Nørager har valgt præstegerningen. Den ene er en bog, han læste som ung oprørsk punker – og den anden er Stefanskirkens insisteren på at sætte humaniteten før systemet.

SOM UNG SÅ SOGNEPRÆST Thomas Høg Nørager

sig selv som en del af 1990’ernes alternative punkbevægelse. Hovedet var kronraget, der var nitter på læderjakken, doktor Martens–støvler på fødderne og masser af piercinger – og når han var sammen med sine venner, var det, ud over en masse obskur musik, bands som Nirvana og Smashing Pumpkins, der flød ud af højtalerne.

– Jeg var og er stadig meget inspireret af punkens

oprør mod autoriteterne og foragt for magt. Men også af den splittede identitet, der ligger i, at man kritiserer samfundet, samtidig med at man ikke bare er tavs og ligeglad – og ikke mindst det her med, at hvis man vil have noget gjort, må man gøre det selv, fortæller han.

Set udefra var det ikke til at vide, at den unge mand med piercingerne en dag skulle iføre sig præstekjole og fortælle om Jesu ord og gerninger. Det var bestemt heller ikke en del af Thomas Høg Nøragers egne planer, også selvom nogle af hans tætte venner havde det på fornemmelsen.

Ung Thomas Høg Nørager var med i punkbevægelsen.

– Mange af mine ungdomsvenner vidste nok, før jeg selv gjorde det, at jeg skulle være præst. Jeg tror, at de kunne se, at jeg kredsede om mange af de teologiske emner – bare fra oprørets vinkel, siger han.

LIVTAG MED DE STORE SPØRGSMÅL

De store åndelige spørgsmål har altid optaget Thomas Høg Nørager; kærligheden, der kommer og går, døden, der både kan være en gave og tragedie – og meningen med det hele.

Måske er det også derfor, at han som ung mand bliver dybt optaget af den franske filosof og eksistentialist Albert Camus’ forfatterskab. Især bliver bogen Faldet et vendepunkt, der for alvor får sporet ham ind på at læse teologi – og som også kommer til at danne grundlag for hans teologiske afgangsspeciale.

– Jeg havde en følelse af, at her er der en person, der gider tage livtag med de virkelig store spørgsmål i livet. For mig er Faldet nok det største stykke teologisk

Thomas Høg Nørager: - I kirken lyder ordene om nåden og tilgivelsen ind i enhver ny tid til ethvert nyt menneske og minder os om, at så længe pladsen som Gud er taget, kan vi måske forsone os med blot at være mennesker.

litteratur, jeg har læst – også selvom det egentlig er en ateistisk bog.

VI KAN IKKE SKAMME HINANDEN UD

Bogen fortæller historien om en advokat, der gør alt det rigtige; han hjælper de fattige og undertrykte, og gør en masse gode gerninger. Men en dag opdager han, at grunden til, at han gør alle de gode gerninger, er at han godt kan lide den anerkendelse, han får fra andre, når han gør det.

– Der var noget vildt og autentisk over bogen – men også noget farligt; fordi den afslører i bund og grund, at vi alle sammen er egoister; vi gør det gode for vores egen vindings skyld, siger han og tilføjer:

– Men det var sjovt, for det var jo det, biblen havde afsløret og kaldt synd, siden tidernes morgen, og nu kom der en ateist og sagde det samme. Var der mon noget om det?

Selvom det måske ikke er så rart at finde ud af, at man ikke bare er et godt menneske, så er der også

en befriende opdagelse i det, mener Thomas Høg Nørager.

– For det betyder, at vi ikke kan skamme hinanden ud, for vi har ikke noget at udsætte på hinanden. Vi er allesammen mennesker, på godt og ondt.

Det var lidt af en drøm, der gik i opfyldelse, da Thomas Høg Nørager i 2014 blev præst ved Stefanskirken.

– De grundtanker, som jeg fandt i bogen, genfandt jeg i Jesu liv og lignelser. For her er budskabet, at Gud både afslører og griber os, også der, hvor vi hverken får gjort det rigtige eller gode. Vi er så at sige alle stoddere for Vorherre, men med en nådig streg under alle.

DET EVIGE OPRØR

Oprøret fra punkbevægelsen og lysten til at skubbe til de faste strukturer, følger Thomas Høg Nørager ind i teologistudiet, hvor han begynder i 1998.

– Da jeg starter på teologi, er det for at trykke videre i det oprør, som jeg havde med mig fra punkbevægelsen. Jeg havde det ret svært med nogle af de låste forestillinger, der kan være i kirken. Hvis jeg mødte nogle gudsbilleder eller autoriteter, der var lidt for faste, så havde jeg lyst til at gøre oprør mod dem, siger han.

– Kristendommen er jo symboliseret ved Jesusfiguren, som er en slags Klodshansfigur, der kommer ridende med bare tæer på et æsel, gør oprør mod de gamle hellige og får væltet systemet. Han repræsenterer jo oprøret mod det bestående.

– Stefanskirkens deltagelse i den debat skabte så u

STEFANSKIRKEN INSISTERER PÅ HUMANITETEN

For sognepræsten bliver bogen indgangen til en kristendomsforståelse, hvor kun Guds tilgivelse – nåden, som det hedder – er en mulighed. Det vil sige, at vi ikke selv kan gøre noget for at vinde Guds kærlighed.

I løbet af studietiden beslutter Thomas Høg Nørager sig for at skifte til religionsvidenskab, da han har svært ved at se sig selv som præst. Men han fortryder skiftet, da han i starten af 00’erne opdager Stefanskirken. På det tidspunkt fandtes der ikke et vielsesritual for mennesker af samme køn, hvilket var en sag der fyldte meget i medierne, og hvor Stefanskirken gjorde sig progressivt bemærket som en åben regnbuekirke.

meget røre, at det nåede helt til Aarhus, hvor jeg læste. I Stefanskirken var der nogle meget markante præster, som på hver deres måde stod fast på, at der skulle være en bredde og en modkultur i folkekirken, og som insisterede på humaniteten i stedet for at insistere på systemet, siger han og tilføjer:

– Dér finder jeg ud af, at hvis man kan være præst på den måde, som Anne Braad og Ivan Larsen er præster på, så er kirken og præstegerningen alligevel noget for mig. De lærte mig det teologiske begreb: Semper Reformanda, som betyder ”evig reformation”. At kirken aldrig må holde op med at reformere og forny sig.

PLADSEN SOM GUD ER TAGET

Derfor er det også lidt af en drøm, der går i opfyldelse for Thomas Høg Nørager, da han mange år senere, i 2014, bliver sognepræst i Stefanskirken efter Ivan Larsen.

– Jeg fandt ud af, at Ivan snart skulle på pension, så jeg begyndte at komme ret meget i kirken, i forhold til, at jeg på det tidspunkt boede i Jylland. Det var måske lidt påfaldende, men altså… jeg ville virkelig gerne være en del af Stefanskirken.

Hos Stefanskirken oplever han, at der er plads til en åbenhed, hvor man godt kan insistere på, at der ikke er noget endeligt svar.

– Kirken er et dynamisk sted, som forandrer sig, ligesom verden forandrer sig. Samtidig lyder ordene om nåden og tilgivelsen ind i enhver ny tid til ethvert nyt menneske og minder os om, at så længe pladsen som Gud er taget, kan vi måske forsone os med blot at være mennesker. n

MIN KIRKE

NAJA MØLLMANN-IBSEN, 61 ÅR, BOR PÅ NØRREBRO

Hvorfor kommer du i Stefanskirken?

Jeg er vokset op i et ateistisk hjem og blev ikke døbt som barn. Som voksen blev jeg mere og mere tiltrukket af det åndelige og begyndte at overveje at blive døbt. Efter ti års tilløb sonderede jeg terrænet ved at deltage i en studiekreds i Stefanskirken. Der blev jeg klogere på en masse, blandt andet mine egne fordomme. Jeg begyndte at gå i kirke, og havde året efter en række afklarende samtaler med kirkens ene præst, Thomas. Det endte med, at jeg valgte at blive døbt i en alder af 53 år, og jeg er kommet i kirken lige siden.

Hvad betyder det for dig?

Stefanskirken har haft betydning for mig på tre forskellige måder: Først var den et sted, hvor jeg udforskede min tro og fandt ud af, at jeg ville døbes. Senere blev kirken og alle dens mennesker en uvurderlig hjælp, da jeg gennemgik en meget stor livskrise. Jeg blev grebet. I dag er den et sted for udveksling og udfordring. Min tro har flyttet sig meget, siden jeg blev døbt, men jeg har fortsat stor glæde af gudstjenesterne, musikken og samtalerne med andre. Jeg får altid noget nyt med hjem. iw

Kim Larsen fylder kirkerummet – hvert år

23. oktober 2019 var Stefanskirken rammen om den første Kim Larsen–fødselsdags- og mindegudstjeneste.

AF THOMAS HØG NØRAGER, SOGNEPRÆST

FØDSELSDAG OG MINDEGUDSTJENESTE

KIM LARSEN

HANS FAGT

ALLEREDE KLOKKEN 16 havde de første stillet sig i kø ved kirkedøren, skønt koncert-gudstjenesten først ville begynde tre timer senere. Da dørene åbnede klokken 18, strakte køen sig ned ad Nørrebrogade og nåede næsten op til Hillerødgade. Det var fuldstændigt vildt. Kun juleaftenener i særlige år kunne fylde kirken op, som den blev den dag. Vi kunne simpelthen ikke presse flere ind, vi sad nærmest i lag fra gulv til loft og væg til væg.

Præcis klokken 19 begyndte musikken. Bands og spillemænd (m/k) fra nær og fjern var mødt op for at give et nummer eller to til ære for Kim Larsen, som var død året før.

[TROMMESLAGER I KIM LARSEN & BELLAMI 1986 – 1992]

I STEFANSKIRKEN 23 OKT ONSDAG

KL 19.00

MEDVIRKENDE

LARSENS BEDSTE (PRO KOPI BAND) DUNKEL DIRKS (BARBERSHOP) SIMON

SINGS (GOSPELKOR) KEVIN EDELVANG (ORGEL) MARK//EYERMANN (JAZZ)

MORTEN LOFT RASMUSSEN (FOLK) THOMAS HØG NØRAGER (PRÆST) PETER

ELVERSANG (FOLK) NIELS HAUGE (ALLROUND) ANJA & THOMAS (DUET)

AMANDA LAGONI (PIANO) JAMES HANCOCK (SOUND)

STEFANSKIRKEN NØRREBROGADE 191 2200 NØRREBRO

Som noget helt specielt var Hans Fagt mødt op. Hans Fagt havde spillet trommer i Kim Larsens band Bellami i 1980’erne og kunne fortælle de vildeste historier om turnelivet og tilblivelsen af musikken. Både lokale musikere og kopi-bands sørgede for sangene i egne og personlige fortolkninger. Vi havde hyret en professionel lydmand med udstyr –så mikrofoner og de elektriske guitarer lød som en drøm i kirkerummet.

Det var dog ikke første gang. Stefanskirken på den måde åbnede op for rock-gudstjenester på en hverdagsaften. I årene før havde dygtige folk arrangeret koncertgudstjenester med Bob Dylans sang-univers som omdrejningspunkt. Her gav både lokale og bredt anerkendte musikere deres besyv med, og vi hørte både klassisk-musiske fortolkninger og avantgardejazz.

Også den internationale rock–poet Nick Cave, hvis dystre og gotiske sangunivers er blevet en slags moderne salmer, har fundet vej til Stefanskirken.

Teater Svalegangen i Aarhus havde opsat og oversat teksterne i danske fortolkninger, og i den udgave fyldte vi kirkerummet. Også her var kirken fyldt.

Alting har en tid, står der i biblen, og måske vender Bob Dylan og Nick Cave tilbage til Stefanskirken. I skrivende stund er det dog budskabet om endnu en Kim Larsen-fødselsdags- og mindegudstjeneste, der pryder søjler og udhængsskabe. Og nederst på plakaten står det motto, som kunne gælde for mange kunstnere, og som gælder for Kim Larsen i særdeleshed - og dermed også forklarer arrangementets holdbarhed: ”Han gav almindelige mennesker en sang at synge med på - det er det vi kalder næstekærlighed”. n

Kim Larsen–koncerten er blevet en fast tradition og trækker fulde huse.

Martin Luther King-gudstjeneste: Vi har en drøm!

HVERT ÅR DEN TREDJE SØNDAG i januar bytter vi i Stefanskirken Grundtvigs salmer ud med amerikanske spiritiuals og gospelsang for at ramme nogle af de toner, som, var Martin Luther Kings. I Stefanskirken vil vi gerne hylde, mindes og ære den amerikanske borgerrettigheds-forkæmper som blev herostratisk berømt med sin tale: ”I have a dream.” King, som selv var sort, blev et ikon for anti-racismen og anviste en vej, hvor sorte og hvide kunne gå hånd i hånd og skabe et mere retfærdigt samfund.

En berømt sentens fra talen lyder: Jeg har en drøm om, at mine fire små børn en dag vil leve i en nation, hvor de ikke vil blive bedømt ud fra deres hudfarve, men efter ind-holdet af deres karakter.

King blev skudt og dræbt af en snigskytte 4. april 1968, mens King stod på terrassen på anden sal på Lorraine Motel i Memphis i Tennessee. Budskabet om alle menneskers li-geværd på tværs af hudfarve, seksualitet og religion, har altid fået onde kræfter frem. Men drømmen kunne de ikke slå ihjel, og

Kings drøm levede videre.

AF THOMAS HØG NØRAGER, SOGNEPRÆST u

Kings drøm er også Stefanskirkens drøm. Når

AF THOMAS HØG NØRAGER, SOGNEPRÆST u

vi er kirke i det mest mangfoldige og multietniske sted i Danmark, er det mere aktuelt end noget andet sted at holde fast i tro-en på alle menneskers absolutte ligeværd.

Ikke langt fra Stefanskirken står skulpturen Nørrebros Hjerte. Skulpturen er skabt af Bjørn Nørgaard og består af en tre meter høj grå betonsok-

kel, hvorfra der vokser et 1,5 meter højt blodrødt metalhjerte.

På skulpturens sokkel kan man læse sætningen, ”Vi vil leve sammen” på de 11 sprog, der er mest udbredt på Nørrebro – dansk, arabisk, engelsk, farsi, kurdisk, persisk, serbo-kroatisk, somali, thai, tyrkisk og urdu.

Rock For Træer 2024 –jubilæums- og klimafestival

DANSKERNE FINDES I mange modeller, skrev Ebbe

Kløvedal Reich engang i en sang, en sandhed, vi på Nørrebro kan skrive under på. Mangfoldige sprog og nationaliteter er en side af sagen. Men også blot i den danske folkestamme er modellerne mange.

Tænk bare på forskellen mellem den klassiske arbejderbefolkning, der har slidt sig trætte på B&W og Carlsberg og andre arbejdspladser i den tunge industri. Og så den unge intellektuelle universitetsstuderende, for hvem klima, menneskerettigheder og dyrevelfærd er de vigtigste spørgsmål.

Tænk på dem, som ikke kunne få øje på regnbuen i deres hjemstavn, og som drog mod storbyen for at finde sig selv og deres ligesindede i en af Nørrebros mange sidegader. Og så på dem, som fødes her, bor her, lever her.

I øvrigt er alle disse modeller ofte i familie med hinanden. Den muslimske indvandrer har giftet sig med en dansker, som er døbt og konfirmeret i Stefanskirken, og hendes forældre har arbejdet på fabrik i Nordvest, imens deres eget barn nu går med i demonstrationer for et bedre klima hånd i hånd med en jyde, hun har fundet på nettet.

Stefanskirken er kirke for alle modellerne, og da vi spurgte os selv, hvad vi mon kunne samles om, faldt svaret prompte: Træer!

Så 25. maj 2024 slog vi dørene op for en rock- og poesi-festival af episke dimensioner.

Både Nørrebro Lokaludvalg, Nordea-fonden og Statens Kunstfond havde doneret, for i vores ansøgning havde vi skrevet: Mange mennesker er splittet i politik og religion og stiller spørgsmålet: Hvor er vores fællesskab? Vi giver et bud: Vi vil plante træer, som beskytter og redder klimaet, samtidig med at vi samler folk i en fælles festival, som hylder den kreative ånd og mangfoldigheden i vores samfund på tværs af religion, seksualitet, køn og etnicitet.

På kirkepladsen var opstillet en overdækket scene, udstyret med kunstnere, lyd, lys og lydmand, hentet ind fra de største spillesteder i København. I våbenhuset tegnede tatovøren træer på arme og ben. På pladsen stod den lokale Späti Kiosk for baren med de kolde øl. Butikkerne Tagtomat og Knast lavede workshops for børn i alle aldre, og i Stefanskirkens have var dagen begyndt med, at vi plantede et træ. Og da dagen var slut, havde vi samlet så mange pen-

Så når vi hvert år mindes Martin Luther King og bytter danske salmer ud med spiritu-als, så er det for at minde både os selv og verden om, at drømmen for fredelig sameksistens ikke bare er en Nørrebro-ting. Ved at spejle os i hinanden på tværs af kontinenter kan vi finde styrke og mod til vores nære livs kampe. n

Nørrebroskoven hedder de nyplantede træer i Jylland, der blev samlet ind til ved arrangementet Rock for Træer.

ge ind, at vi kunne plante en hel afdeling nye træer i Jylland, som nu hedder Nørrebroskoven. Som vi siger: Godt for klimaet – godt for verdensfreden. n

MIN KIRKE

PETER ELVERSANG, 74 ÅR, BOR I KØBENHAVN NV

Hvorfor kommer du i Stefanskirken?

Det er et af skæbnens luner, da jeg egentlig er til indisk religion og har aflagt munkeløfte. I 1995 flyttede jeg til Nordvest, og når jeg skulle ind til byen, gik vejen forbi Stefanskirken. Jeg var arbejdsløs, og en dag mødte jeg en af mine gamle venner, som var blevet informationsmedarbejder i kirken. Derfra begyndte jeg at komme der mere og mere – og efter et års tid blev jeg vikar for kirketjeneren, som var langtidssygemeldt. I løbet af den tid blev jeg vældig gode venner med Anne Braad, som var præst dengang. I dag kommer jeg til højmesse godt hver anden uge.

Hvad betyder det for dig?

Stefanskirken er en vigtig åndelig ramme for socialt samvær, og det giver mig meget at synge salmerne til højmesse og se nogle andre voksne mennesker til en kop kaffe bagefter. Jeg har tre voksne børn, men dem sidder jeg altså ikke lårene af, så det er meget sporadisk, hvad jeg ellers ser af mennesker i det daglige. Salmebogen er også en kæmpe skattekiste; jeg interesserer mig meget for sang, musik og lyrik og var engang sanger i bandet Bifrost. Det sker også, at jeg indimellem optræder med noget åndelig musik i kirken. iw

Dørtærsklen skal ikke være ret høj

Igennem de sidste 150 år har Stefanskirken stået for gudstjenester, dåb, vielser, konfirmationer og begravelser. Men hvad sker i hverdagen i kirken i 2024?

AF IDA WINGE MIDT PÅ DET PULSERENDE Nørrebro mellem små butikker, værtshuse og restauranter ligger Stefanskirken. I Sankt Stefans Sogn er lidt under halvdelen af dem, der bor i sognet, medlemmer af folkekirken, og i bydelens gamle lejlighedsblokke bor mennesker med forskellig tro og forhold til Gud dør om dør: muslimer, katolikker, jøder, frikirkefolk, buddhister, ateister og mange andre.

Gennem generationer har Stefanskirken været en del af Nørrebro – og hvor nogle dele af kirkens hverdag ikke har forandret sig synderligt gennem tiden, er der andre, som har.

– Hvis du kommer til søndagsgudstjeneste i kirken

STEFANSKIRKEN I TAL:

Hvor mange bliver gift, viet og døbt?

6.277 personer i Sankt Stefans sogn er medlem af folkekirken pr. 1. januar 2024. Der bor 12.710 personer i sognet

73 BØRN OG VOKSNE BLEV DØBT I 2023.

24 PERSONER BLEV KONFIRMERET I 2023.

16 PERSONER BLEV VIET I 2023.

Kilde: Sognerapport, Sankt Stefans Sogn 2024, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

i dag, vil du kunne genkende den, selv hvis det er 50 år siden, du var her sidst. Måske bortset fra tempoet i salmerne, som er friskere, og at præsternes prædikener handler om, hvad der rører sig i tilværelsen lige nu, som jo er alt fra klimakrise til religionsmøder, siger sognepræst Thomas Høg Nørager.

I dag er det også en fast del af gudstjenesten, at der inden nadveren bliver sagt, at uanset hvad man tror på, hvem man er, og om man er medlem af folkekirken eller ej, så er man velkommen til at gå til alters.

– Det bliver sagt lidt forskelligt fra gang til gang, men budskabet er det samme: At alle er velkomne ved nadverbordet. Velsignelsen er universel. Jeg tror, der er nogle, som synes, det er lidt vildt at sige – men tænk, hvis man sagde det modsatte: At velsignelsen kun var for medlemmerne, de vante og de kristne.

ORGELMUSIK SOM MODKULTUR

Dynamikken mellem det nutidige og det klassiske er vigtig, når der afholdes gudstjeneste, forklarer Thomas Høg Nørager.

– Vi må ikke blive støvede eller isolere os fra omverdenen. Men der er noget smuk modkultur til vores accelererede samfund i at bringe de gamle traditioner frem og insistere på, at der skal være tid til åndelig fordybelse, siger han og tilføjer:

– For hvor mange steder på Nørrebro er der orgelmusik, bibellæsning, salmesang og gamle ritualer, som folk har følt nærvær og tryghed ved gennem hundredevis af år?

DE UNGE OG KONFIRMANDERNE

I takt med at Nørrebro har ændret sig gennem årene, er der også sket ændringer i, hvem der kommer i kirken. I 1980’erne var der for eksempel mange ældre på Nørrebro, hvilket blandt andet betød, at der var mange begravelser i Stefanskirken. I dag er det mange yngre voksne og studerende, som bor i Nørrebro-lejlighederne.

– Vi har stadig mange ældre kirkegængere, men der kommer også en del unge voksne til gudstjenesterne og arrangementerne i kirken. Nogle kommer hver gang, andre sjældent – og nogle kommer derimellem. Det giver en dynamik, hvor der både er nysgerrighed og genkendelse, siger sognepræst Pernille Østrem.

De senere år er også mange unge blevet konfirmeret.

– Da jeg kom til i 2009, var der ca. tre konfirmander, de senere år har vi ligget på cirka 30, og i dette efterår

sætter vi rekord med 50 tilmeldte konfirmander, siger hun og forklarer, at Stefanskirken har en lidt anderledes måde at have konfirmationsforberedelse på end mange andre kirker.

– Hos os kalder vi det ikke undervisning, men praktik – og når de unge er her, er de for eksempel med til at dele nadver ud og er oppe og ringe med klokkerne.

BRYLLUPPER OG BEGRAVELSER

Igennem tiden har det også været forskelligt, hvor ofte Stefanskirken har åbnet dørene for dåb og vielser. I slutningen af 1800-tallet, hvor Nørrebro var et arbejderkvarter, og befolkningstilvæksten eksploderede, skete det, at mange blev enten døbt eller viet på samme tid.

– Der var vielser, hvor parrene stod på en lang række og sagde ja – og nogle gange var der så mange børn, der blev døbt på en gang, at når præsten tegnede korsets tegn foran børnene, så var den vandrette be- u

Konfirmanderne bliver flere og flere i Stefanskirken. I efteråret 2024 skal 50 unge konfirmeres.

vægelse en lang streg hen foran alle børnene, som blev holdt frem, forklarer Pernille Østrem.

I dag er der langt fra lige så mange børn og voksne, der bliver døbt eller viet i den gamle kirke.

– Der er stadig barnedåb eller vielse hver uge, og nogle gange begge dele på en gang – men det er mere stille og roligt, siger hun.

KIRKEN OG GADEN

Med til hverdagsbilledet af Stefanskirken hører også den tætte relation til Nørrebro. Med facaden vendt ud mod Nørrebrogade, er Stefanskirken en naturlig del af gadelivet.

– Målet har gennem mange år været, at kirken skulle ud på gaden, og gaden skulle ind i kirken. Dørtærsklen til kirken måtte ikke være ret høj, siger

Pernille Østrem.

Derfor gør kirken også meget ud af at række ud til lokalsamfundet og inddrage de mennesker, der bor og arbejder i bydelen.

– Hvis der for eksempel er kommet en ny kiosk i området, så tager vi forbi med en velkomstgave og kan finde på at spørge, om de vil sælge øl til vores næste store arrangement – og hvis der er noget som skal repareres, så bruger vi den lokale snedker, siger Pernille Østrem.

– Vi prøver at se de forbindelser, der er i lokalsamfundet, og hvordan det kan spille sammen på en god måde: Hvad kan vi skabe sammen? Hvad kan vi give? Og hvad kan vi hjælpe hinanden med? n

MIN KIRKE

MADELIN WILIAN, 54 ÅR, BOR PÅ NØRREBRO

Hvorfor kommer du i Stefanskirken?

Jeg havde egentlig meldt mig ud af folkekirken, bl.a. fordi jeg følte, at den var for gammeldags og ikke talte til mig. Men en jul gik jeg forbi Stefanskirken og fik lyst til at være med til deres julegudstjeneste. I kirken blev der holdt en meget nærværende og inkluderende prædiken, som jeg blev meget inspireret af. Siden den jul har jeg lavet forskellige ting sammen med Stefanskirken. Bl.a. har jeg indspillet en plade med mit band Stjernevask inde i kirken, hvor vi fortolkede gamle salmer og gjorde dem mere nutidige, kønsneutrale og inkluderende for alle trosretninger .

Hvad betyder det for dig

Jeg er sådan en, der helst ikke vil være med i nogen klub eller sættes i bås, men Stefanskirken har betydet, at jeg har meldt ind i folkekirken igen. Budskabet om, at vi skal elske hinanden, er vigtigt – og Stefanskirken inviterer alle ind i rummet for at have en samtale om, hvordan vi kan være her på en god måde med de budskaber, som Jesus kom med. Det hjælper med at binde os sammen i en ret individualistisk tid. Samtidig er det også et sted, hvor der er plads til at snakke om skyggesiderne ved den kristne kirke. iw

Velkommen til kirkerummet

Historien om Sankt Stefan, der led martyrdøden cirka år 35 e. Kr., er illustreret flere steder i kirkens udsmykning.

AF KEVIN EDELVANG, ORGANIST

STÅR MAN VED KIRKENS indgangsdør, ser man først

Anton Dorphs store alterbillede, som har prydet altertavlen siden indvielsen i 1874. Anton Dorph (1831-1914) var en af byens fremmeste malere, og billedet i Sankt Stefans Kirke havde han allerede malet til Tyrstrup Kirke i 1863.

Nørrebroversionen blev dog på grund af rummets proportioner lidt større, og det siges, at to af frøkenerne fra det lokale landsted Blågård sad model til Martha og Maria. Under billedet står Jesu replik: “Eet er fornødent”, med frakturskrift, i dag delvis skjult bag to syvarmede lysestager og et forgyldt krucifiks. Yderst på det nyere alterbord står to store messingstager til alterlys, som blev skænket kirken af Holmens Kirke ved indvielsen i 1874.

PRÆDIKESTOLEN

Kirkens prædikestol er i dag er rykket en smule tilbage i rummet samt sænket i forhold til sin oprindelige placering. Billederne af den gode hyrde samt allegorierne tro, håb, kærlighed og retfærdighed blev malet på stolens vægge ved kirkens første jubilæum i 1899.

MOSAIKKERNE

Det næste jubilæum i kirken fik også sat sit aftryk: I 1924 indsattes de farvede mosaikker i kirkens vinduer. Motiverne forestiller navnløse helgener, altså kristne, som er gået foran, og de bærer på helgenglorier til os, der kommer efter. De er malet af Johannes Kragh (1870-1946). Her er det værd at nævne, at det græske ord Stefan (på

græsk skrives det στέφανος) faktisk betyder “krone” eller “hæderskrans”, måske et tilnavn, Sankt Stefan har fået senere, fordi han netop var den første kristne, der led martyrdøden.

DØBEFONTEN

Døbefonten fra 1874 er i grønlandsk marmor, og bag den hænger et maleri, der forestiller Sankt Stefans martyrdød foran Damaskus-porten i Jerusalem. Billedet er en kopi af en Fracassini-freske fra San Lorenzo-basilikaen i Rom. Originalen blev dog ødelagt af et bombetogt i 1943. Billedet er ophængt i Stefanskirken i 1919 og for nylig blevet restaureret af Nationalmuseet.

Sankt Stefans Kirke ligner på mange måder sig selv,

u

Altertavlen er malet af Anton Dorph (1831-1914).

Døbefonten fra 1874 står på en sokkel af grønlandsk marmor.

Ove Carlsen er beæret over at have sat sit aftryk på Stefanskirken.

som den så ud i 1874, men der sker også løbende forandringer og tilpasninger af kirkerummet, ikke mindst på grund af den flittige brug af rummet og kirkens mange besøgende. I 2024 vil der blive lagt nyt gulv på kirkens pulpiturer, og i 2025 vil hele kirkerummet få lagt et nyt flot stengulv til afløsning for det nuværende gulv af klinker og cementbånd med filtløbere. Forhåbentlig vil kirken fortsat være et rum, der slides på!

DESIGNET AF OVE CARLSEN

Ove Carlsen (f. 1947), som er gift med kirkens tidlige-

re sognepræst Ivan Larsen, har sat tydeligt præg på kirkerummet. Han har tegnet det farverige altertæppe, som blev broderet af 18 medlemmer af menigheden og samlet af Selskabet for Kirkelig Kunst.

Ove Carlsen fortæller, at tæppets centrale symbol er et billede på treenigheden på baggrund af et mangfoldigt patchwork af farver, der symboliserer den brogede verden og menneskets mangfoldighed. Treenigheden i midten skaber rystelser eller brudflader ud i sine omgivelser, fordi Gud ikke bare er et symbol eller en fortælling, men en dynamisk og stadig skabende kraft, der arbejder i den mangfoldige verden. Tæppets udtryk har nøje sammenhæng med kirkens brudetæppe med to vielsesringe, som lægges frem foran kirkens alter, når der er bryllup.

MESSEHAGLER

Carlsen har desuden tegnet kirkens fire messehageler, som er syet i brokade og silke. Den grønne, som bruges i hovedparten af året, har vækstsymboler, blomst, træ og flammesværdet, der vogter Edens have. Den gule bærer både solen og opstandelsen som symbolik, og den bruges først og fremmest påskedag og juledag. Den lilla hagel, som bruges i advent og faste, er blandt andet smykket med Kristi tornekrone og “tegn i sol og måne”. Den røde messehagel er i Stefanskirken af særlig betydning, for ud over pinsedag bæres den på Sankt Stefans dag, den 26. december. Derfor ses, foruden Helligåndens flammende ild, de sten, som blev brugt til at stene Sankt Stefan.

Kirkens lysskulptur, som bruges flittigt, både i hverdagen og til gudstjenester, er formet af en nørrebrosk granitkantsten indkapslet i støbejern og med en jordklode i upoleret messing foroven. Ove Carlsen var selv med til at smede jernet rundt om stenen.

“Beæret” er det centrale ord i Oves tanker, når han besøger kirken i jubilæumsåret 2024. Han føler sig beæret over at have fået lov at efterlade så mange aftryk i Stefanskirkens ikonografiske historie, og over, at de hellige genstande, han har skabt til kirken, fortsat spiller en blivende rolle, også når kirkens renoveringsprojekter for fremtiden planlægges. n

Altertæppet med symbolet for treenigheden er broderet af 18 medlemmer af kirkens menighed.

Lysskulpturen er skabt af granitkantsten fra Nørrebro og støbejern.

Kirkens messehagler er også designet af Ove Carlsen.

I sorggruppen bliver der talt om emner som krig, klima og kærlighed, og samtalerne faciliteres af en præst.

Stefanskirken er et levende fællesskab

Når Stefanskirken inviterer indenfor i kirkens lokaler eller rykker ud i gadebilledet, er det til en bred palet af arrangementer. Lige fra klimafestival til venskabsmiddage med Nørrebros muslimske foreninger.

LIDT PÅ SAMME MÅDE som de gamle forsamlingshuse arrangerer Stefanskirken fællessang, foredrag, møder, middage og andre arrangementer. Aktiviteterne, som foregår i og omkring kirken, spænder bredt – og der er både plads til det folkelige, det højkulturelle og det tværreligiøse.

Blandt andet har et væld af forskellige koncerter og musikalske arrangementer fyldt godt op i Stefanskirkens kalender gennem årene.

Hvert år på Kim Larsens fødselsdag er der mindekoncert, hvor der er plads til at synge med på Langebro, Kvinde min og andre af skjaldens smukke sange. Der er også musikalske arrangementer for børn som babysalmesang og børnekor, ligesom der bliver afholdt koncerter med klassiske kor fra udlandet, kirkens eget rytmiske kor Stefantastic og med De Homofone, som er et rytmisk kor primært bestående af bøsser og lesbiske.

Og når butikkerne slår dørene op til Black Friday, har kirken

tradition for at fejre Bach Friday, hvor kirkens organist Kevin Edelvang har sørget for, at der som modstykke til forbrugsfesten bliver spillet Bach-musik i kirken.

STEFANSKIRKEN ER IKKE EN ISOLERET Ø

I foråret 2024 spillede musikere som Raske Penge, Bisse og Stjernevask til klimafestivalen Rock for Træer, og der blev samlet 12.000 kr. ind til at plante træer for. Til festivalen kunne man blandt andet blive tatoveret af den lokale tatovør, og eventet var bakket op af Nørrebros lokaludvalg og støttet af Nordeafonden og Statens Kunstfond.

– Når vi laver klimafestival og andre lignende arrangementer, prøver vi altid at inddrage de mange lokale kræfter i området. Det er vigtigt for os, at vi ikke er en isoleret ø, men en del af samfundet og gaden omkring os, siger sognepræst Thomas Høg Nørager.

TORSDAGSRUNDSTYKKER OG LÆSEKLUB

Sidste torsdag i måneden bliver der om formiddagen budt velkommen til torsdagsrundstykker og højskolesang, og hver gang bliver der inviteret en person ind til at fortælle om et interessant emne. Det kan være eksistentielle emner om livet og døden, lokalhistoriske fortællinger eller et samfundsrelevant emne. F.eks. har der både været skuespillere, eksministre, aktivister, politibetjente og lokale iværksættere på besøg.

– Vi vil gerne være en kirke for alle – også på andre tidspunkter end om søndagen. Der bor mange

AF IDA WINGE

mennesker på Nørrebro, som gerne vil mødes en hverdagsformiddag til fællesskab og højskolesang. Som mennesker har vi brug for friskt brød og en god fortælling – og det tilbyder vi, når vi har torsdagsrundstykker, siger Thomas Høg Nørager.

Et andet tilbagevendende arrangement er den årlige vinterstudiekreds, hvor der hen over en 4-5 aftener i januar og februar bliver læst og talt om et mindre filosofisk eller teologisk værk. Det kan eksempelvis være filosoffer som K.E. Løgstrup eller Hannah Arendt, der bliver gransket på bedste læseklubs-manér.

HAVEDAG OG VERDENSSORGGRUPPE

I det hele taget er samtaler om livets små og store spørgsmål noget, der bliver gjort plads til i kirken. Bl.a. bliver kirkens rum brugt til at holde Verdenssorggruppe. I sorggruppen bliver der talt om emner som krig, klima og kærlighed, og samtalerne bliver faciliteret af en præst.

– Vi prøver at skabe et rum, hvor vi kan tale om de store eksistentielle bekymringer, som kan virke voldsomme og overvældende i hverdagen, fortæller Thomas Høg Nørager.

Til arrangementet Grundtvigs Saloner er der gudstjeneste, middag og oplæg og drøftelse af Grundtvigs tanker – og når kirken inviterer til havedag, kan man få en god snak mellem buksbom, stauder og krydderurter, imens man planter og luger i kirkens lille gårdhave.

VENSKABSMIDDAGE

Gennem mange år har Stefanskirken været med til at holde venskabsmiddage med Nørrebros muslimske foreninger. Arrangementet foregår i ramadanmåneden under mottoet: ”Når vi kan dele hverdag, kan vi også dele højtider”, og grundtanken bag er at understrege vores fælles menneskelighed.

Til arrangementet spiller bl.a. musikere fra Goldschmidts musikakademi, som både består af jøder, muslimer og kristne.

– Selvom alle på Nørrebro ikke har de samme højtider eller den samme religion, så går vi jo i de samme skoler, de samme fodboldklubber, og bor i de samme bygninger. Når vi spiser sammen og hygger os i hinandens selskab, viser vi, at vi alle sammen er mennesker, der gerne vil have et trygt og dejligt sted at bo. n

Stefanskirken er en folkeoplysende kirke, der åbner dørene for kunst, kultur, musik og samtaler.

”Vi må gerne gå lidt mere næstekærlige ud ad døren, end da vi kom”

Det skal ikke kun være økonomi og mursten, der fylder på meningsrådsmøderne. Ånd, åbenhed og plads til forskellighed er mindst lige så vigtigt, siger Iben Andersen, der er menighedsrådsformand i Stefanskirken.

Iben Andersen, formand for menighedsrådet: - Man kan ikke være forkert i Stefanskirken.

NÅR DER ER menighedsrådsmøde i Stefanskirken, bliver der drøftet alt fra nyt tag og restaurering af malerier til forskellige administrative forhold. For hvis kirken ikke bliver vedligeholdt eller indtægter og udgifter ikke stemmer, er det svært at skabe gode rammer for en mangfoldig kirke med et bredt udbud af aktiviteter. Men samtidig er det afgørende, at møderne er mere end penge og bygninger, fortæller Iben Andersen, menighedsrådsformand i Stefanskirken.

– Økonomi og mursten er vigtigt, men der skal også være plads til ånd. Ånd er jo et lidt abstrakt begreb, men for mig handler det blandt andet om, at vi kan gå lidt mere næstekærlige og rummelige ud ad døren, end da vi kom, siger hun.

– Stefanskirken er blevet omtalt som en åndelig tankstation på Nørrebro – og det synes jeg er et virkelig godt billede på, hvad kirken er.

KIRKESNAK OG VENDEPUNKTER

Et fast punkt på hvert møde, som Iben vægter meget højt, er ”kirkesnak”. Helt lavpraktisk er det en halv time, som bliver sat af til at tale om noget andet end det administrative. Nogle gange kommer der en udefra og holder et oplæg om et nyt dåbsritual; forfølgelse af kristne i verden eller et andet interessant emne.

– Andre gange tager vi en snak i små grupper ud

AF IDA WINGE

fra nogle samtalekort, som er udarbejdet af Grundtvigsk Forum.

På kortene er der et citat og et spørgsmål, som er relateret til eksistens og tro.

– Sidst talte vi om et vigtigt vendepunkt i vores liv. Det er dejligt, at der er en åbenhed og en tillid, så folk har lyst til at dele en lille smule af dem selv.

PLADS TIL FORSKELLIGE MENINGER

Samtalerne betyder også, at medlemmerne af rådet får en større forståelse for, hvorfor de hver især tænker, som de gør.

– Vi mener ikke det samme, og en del er også politisk engageret vidt forskellige steder. Men alle skal føle, at de har ret til at være her – og at deres holdning bliver indlemmet i de beslutninger, som vi træffer.

– Rådet skal være et sted med plads til forskellige meninger. Et sted, hvor man lytter til hinanden.

Åbenhed og plads til forskellighed var også noget af det, som Iben Andersen selv faldt for ved Stefanskirken; at man er velkommen, uanset hvem man er.

– Man kan ikke være forkert i Stefanskirken.

Derfor er det også vigtigt for mig, at vi er gode til at byde nye velkomne – så man ikke føler sig alene eller tænker: ”De har nok i sig selv”. n

MENIGHEDSRÅDET

Ved kirkeårets begyndelse 1. december 2024 ser menighedsrådet i Sankt Stefans Sogn således ud:

Menige medlemmer:

Iben Andersen

Eva Plambeck Olsen

Alejandra Jose Torres Mendez

Bente Kongerslev

Christopher Lillman

Jacobo Ramirez Nuñez

Laura Marie Sinius Månsson

Ole Hansen

Toril Steffensen

Sussie Lundberg

Præst Pernille Østrem

Præst Thomas Høg Nørager

(Menighedsrådet var ikke konstitueret ved redaktionens slutning).

Nogle gange kommer Guds kærlighed i form af et gavekort til Netto

Gennem menighedsplejen og initiativet Kirke Care rækker Stefanskirken ud til mennesker, der har det svært. Og selvom kirken ikke har mange midler, så kan et gavekort til mad eller et ”godaften” en dag, hvor man er i knibe, have stor betydning.

AF IDA WINGE NÅR DER

ER GUDSTJENESTE,

vielse, barnedåb eller andre arrangementer i kirken samler menighedsplejen ind – ja, faktisk foregår indsamlingen hele døgnet via en konto hos MobilePay. Pengene går til mennesker, som står et vanskeligt sted i livet.

– Nogle har måske brug for medicin eller mad, og andre har brug for en billet til et tog, fordi de aldrig har råd til at rejse, fortæller Pernille Østrem, der er sognepræst i Stefanskirken.

Menighedsplejen er en måde, hvorpå mennesker, der har overskud eller gerne vil sige tak, kan give noget videre.

– Kirken er et af de eneste steder, hvor man kan få hjælp her og nu. Hvis kommunen bevilger en straks-udbetaling, så får man den om 14 dage – og det er jo et problem, hvis det er lige nu, at man ikke har noget at spise.

AT GIVE UDEN AT DØMME

For selvom Stefanskirken ikke er en stor organisation, der har midler til at betale folks gæld eller husleje, er det vigtigt at forsøge at holde hånden under dem i sognet, som ikke kan selv.

– Menighedsplejen er sat i verden for at samle ind og give videre uden dom. Når folk kommer, bliver de budt velkomne og spurgt, om de har lyst til en kop kaffe, og så tager vi en snak. Det kan have stor betydning at blive mødt af et menneske, der ikke siger, at man har gjort noget forkert, siger Pernille Østrem.

– Vi spørger også, om de har en røgalarm, og hvis

Frivillige i Kirke Care er tryghed og varme hænder i gadebilledet på Nørrebro.

de ikke har det, får de en. Røgalarmer redder liv –og vi kan se, at det ofte er mennesker, der er fattige, som brænder inde.

KÆRLIGHED TIL BEDSTEMØDRENE

En anden måde, som Stefanskirken rækker ud på, er gennem initiativet Kirke Care. Initiativet foregår i samarbejde med andre kirker på Nørrebro og handler kort fortalt om at være til stede i gadebilledet, skabe tryghed og være varme hænder.

– Når de frivillige er på gaden, glædes de med dem, der er glade, følger folk hjem, der er for fulde til selv at kunne finde vej, og giver juice til dem, u

Alt overskud fra årets julebasar går til menighedsplejen.

Pernille Østrem med nogle af de mange gaver, der doneres til julebasaren.

der har røget for meget hash. De har også altid et fejeblad med til at fjerne glasskår.

De frivillige i projektet er uddannet i førstehjælp og konfliktnedtrapning.

– Vi elsker bedstemor-segmentet. Når der kommer tre modne damer, hvor der står ”kirke” på jakken, så er der altså ikke nogen, der stikker med kniv, siger Pernille Østrem.

ARVEN FRA SANKT STEFAN

På mange måder løber der en rød tråd fra Sankt Stefanus, som Stefanskirken er opkaldt efter, til det hjælpearbejde, som foregår i dag. Sankt Stefanus var den kristne kirkes første fattigforstander, og han sørgede for, at der blev delt ud til mennesker på tværs af religion, race, køn og social status.

– Dengang var det revolutionerende at se, at ethvert menneske skulle hjælpes. Selvom samfundet heldigvis er anderledes i dag, er der stadig et stigma, hvis man har et misbrug eller har svært ved at bruge sine penge fornuftigt, siger Pernille Østrem.

Hun understreger, at de steder, hvor livet gør ondt, har kirken et ansvar og en tradition for at være til stede og blive stående.

– Guds kærlighed rækker ud til alle. Nogle gange i form af et gavekort til Netto, eller ved at man siger godaften til et menneske. Andre gange i form af en bøn eller en velsignelse. n

MIN KIRKE

MORTEN KRAGH, 54 ÅR, BOR PÅ NØRREBRO

Hvorfor kommer du i Stefanskirken?

Som ung prøvede mine forældre at tvinge mig til at blive konfirmeret, men jeg sagde nej. Jeg har dog altid haft en masse spørgsmål om alting, bl.a. om tro og Gud. Som voksen fik jeg lyst til at gå til konfirmationsforberedelse, men jeg holdt mig lidt tilbage, da jeg tænkte, at det var akavet, at der kom sådan en gammel mand blandt alle de unge. Da den ældste af mine sønner skulle konfirmeres i Stefanskirken, hørte jeg om studiegruppen ”Kristendom for voksne”. Den meldte jeg mig ind i – og endte med at blive konfirmeret. I dag kommer jeg tit til gudstjeneste og har lært mange at kende.

Hvad betyder det for dig?

For mig har tvivlen og troen altid gået hånd i hånd – og det gør den stadig. Tvivlen er troens tvilling, som man siger. Jeg synes, det er dejligt, at det i Stefanskirken er legitimt, at man kan være troende og tvivlende på den måde, som jeg er. Det er en meget omfavnende kirke, og til gudstjenesterne bliver der altid sagt, at man er velkommen, både hvis man er troende, og hvis man ikke er. I andre kirker kan man næsten have dårlig samvittighed, hvis man tvivler. iw