Weekendavisen

KJØBENHAVNSKE DANSKE POST-TIDENDERB ETB. 1749

NR. 14 • UGE 14 | 9. – 15. APRIL 2010 | 262. ÅRGANG

hovedsaker alias lone

Portrætinterview af Lone Scherfig fortæller om at instruere skuespillere og om at vride så meget ud af en historie, at den bliver dyb og sjov.

Kultur side 28

mer itok r aten

Fra aristokrati til borgerskab. Kongen av satire har overlevet ved at omfavne de borgerlige dyder. Hyldeste gjennom satire er en ædel, gammel disciplin.

Klarer han å finnde sin nisje innenfor samtidssatire er man sikret.

Bøger side 33

ondsk aben

En bølge af mord og overgreb mod vilkårlige romaer hærger Ungarn i takt med en stadig større opbakning til højreekstreme grupper.

Samfund side 37

ar e senalet sk al ned Rygter er et demokratisk problem, mener Obamas rådgiver Cass Sunstein, som har skrevet en bog om rygtespredning. Forum side 3

finansfandango

Indien, »Glem alt om love, der er ingen regler«. På besøg på Indiens boomende baby-fabrikker, hvor kvinder giver afkald på familielivet for at give.

Samfund side 12

stemme siden

Noget gylle. Den danske slagteribranche skrumper. Tilbage bliver en ildelugtende, forurenende og nu også forgældet svineproduktion. Giver det stadig. Kultur side 34

inter ak sjon

Hyldesten er en ædel, gammel disciplin. Fra aristokrati til borgerskab.

Kongen av satire har overlevet ved at omfavne de borgerlige dyder.

Bøger side 38

Status med legender. Side 21

samfund

Nu er du bange

Der er ingen tvivl om, at Sergio Leone vil have sit publikum til at sidde på kanten af stolen i spænding. Og det gør vi så. Faktisk er film overraskende gode til at styre. Side 37

Som gud er mitt vidtne vil jeg fremme min tro og inspirasjon. Side 13

ideer

Vitenskapsmænd

En bølge af møl siger over, ladet siger forskerne. Tineidae er en artsrik familie av store sommerfugler. Side 28

Om kvindens rolle i Kina. Side 24

boksidene

Kultursjokk

iPad er en håndholdt computer, en såkaldt tablet computer, udviklet og designet af Apple Inc. Den første udgave af denne computer blev annonceret d. 27. januar 2010. Selve iPad’en vil først blive frigivet sidst i marts måned. Side 33

2

NR. 14 | 9. APRIL 2010

redaksjonen

weekendavisen

stemme siden

portr ett

Noget gylle. Den danske slagteribranche skrumper. Tilbage bliver en ildelugtende, forurenende og nu også forgældet svineproduktion. Giver det stadig. Kultur side 13

Portrætinterview af Lone Scherfig fortæller om at instruere skuespillere og om at vride så meget ud af en historie, at den bliver dyb og sjov.

Kultur side 15

mer itok r aten

højr eek str eme

Fra aristokrati til borgerskab. Kongen av satire har overlevet ved at omfavne de borgerlige dyder. Hyldeste gjennom satire er en ædel, gammel disciplin.

Klarer han å finnde sin nisje innenfor samtidssatire er man sikret.

Bøger side 19

En bølge af mord og overgreb mod vilkårlige kvinner hærger i Ungarn i takt med en stadig større opbakning til højreekstreme grupper.

Samfunnd side 24

om m an sk al dr ebe

finansfandango

sk al m an ned

ar e senalet sk al ned

En bølge af mord og overgreb mod vilkårlige kvinner hærger i Ungarn i takt med en stadig større opbakning til højreekstreme grupper.

Samfunnd side 37

Indien, »Glem alt om love, der er ingen regler«. På besøg på Indiens boomende baby-fabrikker, hvor kvinder giver afkald på familielivet for at give.

Samfunnd side 27

Rygter er et demokratisk problem, mener Obamas rådgiver Cass Sunstein, som har skrevet en bog om rygtespredning. Forum side 22

Rygter er et demokratisk problem, mener Obamas rådgiver Cass Sunstein, som har skrevet en bog om rygtespredning. Forum side 3

mor der ne

inter ak sjon

En bølge af mord og overgreb mod vilkårlige kvinner hærger i Ungarn i takt med en stadig større opbakning til højreekstreme grupper.

Samfunnd side 35

Hyldesten er en ædel, gammel disciplin. Fra aristokrati til borgerskab.

Kongen av satire har overlevet ved at omfavne de borgerlige dyder.

Bøger side 38

leder brown vs . cameron Avslører en politikers ansigt mon noget? Skal man bruge et enkelt ord om Gordon Brown, må det være tyngde. Der er en nedadgående bevægelse i hans delvist furede, delvist oppustede ansigt; øjenlågene, blikket, mund, kinder og kæbe synes tynget som på en bulldog – og det er øjensynlig ikke noget, han prøver at skjule. Brown ligner en statsmand, der har gennemlevet både kriser, krige og kupforsøg og nu er vendt tilbage for at redde sin nation fra afgrunden. Den eneste forandring er, at han på fotografier kniber øjnene en smule sammen, som om han fokuserer på den plan for landets frelse, som kun han kender. Hvad så med David Cameron, den konservative leder?

Her melder sig ordene glat eller rund. Der er en poleret venlighed over hans ansigt – en alvorlig, men rund imødekommenhed fra kostskolen, der ikke afslører for meget. overraskende

Et ansigt, der ikke har været ude for alvorligt politisk stormvejr, men som synes at rumme en del hemmeligheder. Det passer egentlig godt til det indtryk, de to efterlader op til parlamentsvalget den 6. maj. Det ser overraskende ud: Brown og Labour er de mest upopulære herskere i Downing Street og Westminster siden Anden Verdenskrig, men De Konservative fører alligevel kun med mellem fire og ti procentpoints i meningsmålingerne.

De fl este analytikere forestiller sig, at den konservative leder ikke får absolut fl ertal. Enkelte kommentatorer taler endda om en kneben, chokerende sejr til Brown.

Det er utroligt. Som regeringsparti har Labour længe lignet et politisk lig med fremskreden rigor mortis: De forudsigelige skandaler, de pinlige bommerter, den manglende loyalitet, manglen på nye ideer. David Camerons søde kone er endda gravid, men lige meget hjælper det. Hvorfor? Fordi Cameron ikke har fortjent at vinde. I påsken offentliggjorde The Daily Telegraph et velskrevet essay af den konservative leder. Her citerede han sig selv, da han for ni år siden blev valgt til parlamentet: »Partiet skal ændre sit sprog, sin tilgang, vi skal begynde med et helt blankt papir og finde ud af, hvorfor vores vælgerbase ikke er bredere.

David Cameron har ikke fortjent at vinde. Gordon Brown har ikke fortjent at tabe. anne knudsen

« Det ser ikke ud, som om han har fundet ud af det endnu. På overfl aden har Cameron godt nok gennemført mange forandringer, ikke mindst med en hypermoderne Eton-stil, afslappet tøj, gerne fotograferet på ophørsudsalg i Woolsworth, en family man, der gerne har talt om det frygtelige tab, da han sidste år mistede et sygt barn. gennemført

Cameron har gjort partiets profil midtersøgende, sat en vindmølle op på sit hustag, gjort op med partiets homofobi, udnævnt kvinder, minoriteter og homoseksuelle til fremtrædende kandidater og den slags. Men mistroen til ham skyldes ikke bare, at vælgerne i en økonomisk megakrise tøver med at vælge den uerfarne kandidat.

Det skyldes måske mere, at Cameron kun har gennemført overfl adiske reformer. Margaret Thatchers år som premierminister var en revolutionær forandring af den ældgamle konservative pragmastisme og samfundsmæssige helhedstænkning. Det har Cameron kun symbolsk konfronteret. Han var imod den store britiske hjælpepakke, der har stoppet Vesteuropas værste økonomiske krise. sk attepolitik

Han var imod nationaliseringen af Northern Rockbanken. Hans finans- og skattepolitik er fuld af modsætninger, og han har f.eks. endnu ikke forklaret, hvordan kommende skattelettelser alene kan finansieres af effektiviseringer.

Hans Europa-politik er utroværdig og visionsløs. Kritikere sammenligner Camerons pudsede stil med Tony Blairs. Men Blair skabte et nyt parti med New Labour før valgsejren i 1997, han konfronterede partiets historiske skeletter i skabet og var aldrig bange for at ofre nære politiske allierede. Cameron sammenligner sig selv med Barack Obama, men han minder mere om John McCain, der aldrig gjorde det klart, at han stod i spidsen for det konservative Amerika og ikke omvendt. Til trods for den midtsøgende stil udtrykker Cameron stadig partiets dybe mistro til den offentlige sektor og dens omkostninger – og samtidig surhed over, at den ikke fungerer. Det gør det

endnu mere utroværdigt, når han pludselig allierer sig med folkestemninger som f.eks. modstanden mod udvidelsen af Heathrow- lufthavnen. Der er en virkelig god grund til, at vælgerne ikke tillidsfuldt kaster deres kærlighed på Cameron. Har Gordon Brown da fortjent at vinde? Den mand, der gjorde alt for at blive premierminister uden nogen modstandere, den mest ucharmerende, ofte usympatiske premierminister i nyere tid, et menneske, der er i stand til at udtrykke storhedsvanvid og selvmedlidenhed i samme sætning, en leder, der har begået så mange brølere, at man skulle tro, han gør det med vilje, en politiker, der har været minister i 13 år og nu beder om fem år mere – på trods af landets økonomiske elendighed. Ja, det har han faktisk, eller rettere: Han har ikke fortjent at tabe. et menneske

Den mand, der gjorde alt for at blive premierminister uden nogen modstandere, den mest ucharmerende, ofte usympatiske premierminister i nyere tid, et menneske. Hans Europa-politik er utroværdig og visionsløs. Kritikere sammenligner Camerons pudsede stil med Tony Blairs.

Men Blair skabte et nyt parti med New Labour før valgsejren i 1997, han konfronterede partiets historiske skeletter i skabet og var aldrig bange for at ofre nære politiske allierede. Cameron sammenligner sig selv med Barack Obama, men han minder mere om John McCain, der aldrig gjorde det klart, at han stod i spidsen for det konservative Amerika og ikke omvendt.

ANNE KNUDSEN

NR. 14 | 9. APRIL 2010

forum

weekendavisen

3

kulturallianse Adresse Pilestræde 34, 1147 København K .

Telefon 3375 2533.

Telefax 3375 2050.

E-mail bwa@weekendavisen.dk .

Abonnement 3375 3633, Trykk Berlingske Avistryk

Annoncesalg FrontMedia Adresse Høgevej 5 D, 3400 Hillerød .

Telefon 48224450 .

Telefax 48244347 E-mail weekendavisen@frontmedia.dk www.weekendavisen.dk

Udkanterne af Danmark er i oprør, og de politiske partier bæver. Navnlig Venstre, der ifølge en lang, lang tradition var parti for »landet« og dets interesser, men som i løbet af sine regeringsår er blevet mere kendt for sin centralisering og effektivisering af de institutioner og tjenester, der finansieres over skatterne. Og hvis omkostninger uden undtagelse i disse år vokser eksplosivt. Navnlig Venstre, der ifølge en lang, lang tradition var parti for »landet« og dets interesser. Og hvis omkostninger uden undtagelse i disse år vokser eksplosivt.

Arsenalet skal ned

[ enorm

inflytelse ]

Der er kommet en ny præsident i USA. Men verden er den samme. Og verdens atomvåben giver et skarpt billede af tingenes tilstand.

Da jeg for 13 år siden skrev speciale, handlede det om atomvåben. Det helt nye og hotte nøgleord på det tidspunkt var virtuel eller eksistentiel afskrækkelse. På trods af Den Kolde Krigs afslutning var det utopisk at forestille sig en verden fri for atomvåben. Men når nu en atomkrig forekom så usandsynlig dér i 1990erne, kunne man jo foreslå noget andet: At atommagterne rustede ned til et par hundrede våben og derefter skilte våbnene ad. Man skulle så at sige proppe dem ned i kælderen. Så kunne de ikke sådan lige fyres af, hvilket ville understrege, at atomvåben kun eksisterer som en slags eksistentiel afskrækkelse. Det ville dermed også gøre det muligt at stoppe spredningen af atomvåben til andre lande.

Det er længe siden, jeg har hørt nogen foreslå den slags. Det fascinerende ved at studere kernevåben er, at de som det ultimative magtmiddel er et præcist spejl af magtforholdene i verden. Så snart 90ernes optimisme blev afløst af 00ernes terrorkrig og elendige forhold mellem USA og Rusland, blev atomstrategierne også truende.

George Bush ville udvikle nye, taktiske atomvåben og forestillede sig, at USA kunne bruge atombomber i forebyggende angreb. Det samme gjorde Rusland. Planerne om et missilskjold blev et symbol på verden under den sidste præsident.

martin krasnik

[ kernevåben ]

magtk amp

Nu sker der noget igen. Grundlaget for Barack Obamas verdensbillede er jo, som han skrev og sagde i valgkampen, at kloden i det 21. århundrede ikke længere skal være domineret af evindelige magtkampe mellem stormagterne. Og her kommer atomvåbnene igen ind i billedet.

Det begyndte for et år siden i Prag, hvor Obama fremlagde en meget langsigtet vision om en verden uden atomvåben.

Hans bidrag, sagde han, ville være en række tiltag: At skære ned i antallet af våben, at formulere en ny, mere afdæmpet atomstrategi, at skabe enighed om et fn-forbud mod at producere materiale til nye bomber, at stoppe den ulovlige handel med kernevåben, at få ratificeret forbuddet mod at prøvesprænge atomvåben og – allervigtigst – at styrke aftalen om ikke-spredning af atomvåben.

Det er en kompliceret ligning, hvor alt hænger sammen og handler om at skabe international støtte til den sidste del: at styrke indsatsen mod spredning af kernevåben. Læs: forhindre Iran og Nordkorea i at producere de bomber, de så brændende ønsker sig. ny start

Tag det fra en ende af og se, hvor besværligt det er: Torsdag underskrev Rusland og USA en ny start-aftale i Prag. Det burde være den nemmeste del af ligningen, men alligevel har det taget et år at forhandle. Det er sigende nok den første store nedrustningsaftale i to årtier, og den skærer de to landes arsenal ned til maksimum 1550 aktive atomsprænghoveder og 700 affyringsmidler, altså missiler, bombefl y eller u-både.

Det er på papiret en reduktion på en tredjedel i forhold til de nuværende grænser og to tredjedele siden 1991. På papiret. Ved nærmere gennemsyn forstår man, hvorfor aftalen har taget så lang tid at lave. Den store ændring er nemlig primært en ny måde at tælle sprænghoveder på, så for eksempel ét bombefl y fremover gælder som ét våben, selv om det kan have op til 20 bomber med sig. En base med 22 bombefl y tæller altså som 22 våben, selv om der er fl ere hundrede sprænghoveder på

basen. Start aftalen »skjuler« altså flere sprænghoveder, end alle de andre atommagter råder over tilsammen. Resultatet er, at start ikke medfører, at et eneste atomvåben skrottes. atomvåben

De nye grænser har dermed ikke nogen praktisk betydning udover en stærkere aftale om gensidig kontrol. (Og måske en fjernelse af de resterende amerikanske atomvåben i Europa; en noget forsinket sejr til koldkrigens atomvåbenmodstandere, som derfor kan tage sig en stille skål i aften).

Aftalen skal for resten først gennemføres om ti år, hvor Obama med garanti ikke længere bor i Det Hvide Hus. Indholdet er derfor ikke en egentlig

nedrustning, men den afspejler præcist det mere pragmatiske forhold mellem Rusland og USA. Den udelukker således ikke, at USA vil opstille et missilskjold. Og aftalen anerkender, at Rusland udtrykker sin utilfredshed på civiliseret vis. Den næste del af ligningen blev lagt frem i denne uge.

Den handler ikke om antallet af våben, men om hvad skidtet skal bruges til.

Tirsdag offentliggjorde usa den nye atomstrategi (Nuclear Posture Review eller NPR), som i mange amerikanske medier blev omtalt som en dramatisk forandring i forhold til den hidtidige strategi fra 2001, hvor George Bush raslede med sablerne. I forhold til Bush’s ni år gamle atomdokument er tonen da også næsten jovial.

4

NR. 14 | 9. APRIL 2010

forum

kirkebrand og satanisme Her kommer noen obligatoriske stikkord som alltid må med når man skal skrive om den musikkformen vi kaller norsk black metal i en avis: krikebrand! Drap! Satanisme! Håvard Rem redegjør i sin bok Innfødte skrig Norsk svartmetall godt for den norske black metal-sjangerens kriminalhistorie. Her kommer noen obligatoriske

Ayaan Hirsi Ali: Nomaden. Oversat fra engelsk af Lone Dalgaard efter »Nomad: from Islam to America – a Personal Journey Through the Clash of Civilisations«. 300 sider. 299 kr. Gads Forlag. Hvis den somaliske forfatter og debattør Ayaan Hirsi Ali var flygtet til Danmark i dag for at undgå et undertrykkende tvangsægteskab, var hun efter al sandsynlighed blevet smidt ud igen af Udlændingestyrelsen, selv om hun var blevet statsborger. Nu blev hun i stedet frataget sit hollandske statsborgerskab så sent som i 2006 skønt medlem af parlamentet, fordi flere forhold omkring hendes oplysninger var temmelig uafklarede, da hun i 1992 søgte og fik asyl i Holland.

Ayaan Hirsi Ali siger selv i sin bog, at hendes kreative omgang med sandheden var nødvendig for at forhindre medlemmerne af familiens klan i at opsøge og straffe hende for hendes fl ugt og frafald fra islam. Efter et farceagtigt forløb fik Hirsi sit statsborgerskab tilbage, men valgte at bosætte sig i usa, hvor hun arbejder for den konservative tænketank American Enterprise Institute.

Ayaan Hirsi Ali har sit politiske ståsted i liberalismen. Filosoffen og økonomen Friedrich von Hayek, en af neoliberalismens guruer, er også hendes. I Holland var hun parlamentsmedlem for det hollandske liberale parti, VVD, hvis robuste synspunkter om indvandring og integration – især af muslimer – ligger tættere på hendes egne end socialdemokraternes dengang gjorde. Hun gør de klassiske liberale dyder, således som hun selv opfatter dem, til sine, herunder personligt ansvar for eget liv, individets forrang for kollektivet, retten til at vælge frit i alle livets forhold og pligten til at være en aktiv samfundsborger.

Hun er erklæret ateist siden 2002 og betragter islam som den dummeste og farligste af de eksisterende religioner. Derfor har hun i tidens løb modtaget fl ere dødstrusler i forbindelse med sit forfatterskab og må som fl ere andre kendte islamkritikere leve skjult, hvilket siger alt om genstanden for deres kritik. Der er således tale om en kontroversiel og højt profileret skikkelse i den standende debat om civilisationernes sammenstød, som er et centralt tema i hendes nye bog.

biogr afi

• Født 3. november 1969 • Yrkepolitiker forfatter • Stammer fra Somalia • Asylsøker til Nederland i 1992 og ble nederlandsk statsborger i 1997

Det kontroversielle ligger naturligvis først og fremmest i hendes meninger om og vurderinger af islam, men også i de nationalkonservative dagsordener, de kan bruges til at fremme fra den politiske højrefl øjs side. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke enten afskyr eller beundrer damen, skønt mådehold på begge sider kunne være en god idé. Lad os holde fast ved, at den rejse, hun fortæller om, beskrives som personlig af hende selv, og den er fascinerende nok. At Ayaan Hirsi Ali er et usædvanligt menneske med en usæd-

Et argument for den digitale tidsalders fortrin, at den vil effektivisere den offentlige smal sektor og gøre hverdagen lettere for os alle sammen. Men meget tyder på, at vi har et godt stykke vej endnu, for det er fortsat internt svært for mange offentlige myndigheder at finde ud af at svare på dem. To forskere fra Copenhagen Scenter of Business Schools, professor

Kim Normann Andersen og adjunkt Ravi Comper Vatrapu, har undersøgt, hvor hurtigt de fik svar på to simple spørgsmål.

Et argument for den digitale tidsalders fortrin, at den vil effektivisere den offentlige smal sektor og gøre hverdagen lettere for os alle sammen. Men meget tyder på, at vi har et godt stykke vej endnu, for det er fortsat internt svært for mange offent-

lige myndigheder at finde ud af at svare på dem. Et argument for den digitale tidsalders fortrin, at den vil effektivisere den offentlige smal sektor og gøre hverdagen lettere for os alle sammen. Men meget tyder på, at vi har et godt stykke vej endnu, for det er fortsat internt svært for mange offentlige myndigheder at finde ud af at svare på dem. (© NTB)

hellig krig

[ af lars bonnevie ]

store meninger

digitale velsignelser

stikkord som alltid må med når man skal skrive om den musikkformen vi kaller norsk black metal i en avis: krikebrand! Drap! Satanisme! Det handler om å gjøre det slik at teksten er riktig. Håvard Rem redegjør i sin bok Innfødte skrig Norsk svartmetall godt for den norske black metal-sjangerens kriminalhistorie. (© NTB)

weekendavisen

mod islam

[ kr æsj

mellem kulturer ]

Det er er flere gode grunde til, at muslimer hader Ayaan Hirsi Ali. Men derfor behøver vi andre vantro ikke at juble over hende.

vanlig skæbne, er der ingen tvivl om, men det er underordnet set i forhold til, at bogen især beskriver en udvikling, der ligger tæt op ad den klassiske dannelsesromans. Hun har tilbragt sin barndom i Somalia og Kenya, hvor hun blev opdraget strengt religiøst af familien og af det saudi arabisk finansierede undervisningsinstitut, hun frekventerede i Nairobi. For eksempel støttede hun som ung pige fatwaen mod Salman Rushdie efter udgivelsen af De sataniske vers. Hun var overbevist fundamentalist, tilhænger af den ultraortodokse saudi arabiske sekt wahabi, og det var først efter 9/11, hvor hun sammenlignede Osama bin Ladens udgydelser med Koranens indhold, at islams egentlige indhold og ærinde gik op for hende. Hendes egen frigørelse var dog begyndt tidligere i mødet med den europæiske oplysningstids traditioner, som hun mødte under sine studier i politologi på universitetet i Leiden.

Hvis man forestiller sig, at man selv gennem hele sin opvækst er blevet indoktrineret med Bibelen som den absolutte sandhed og derefter opdager, hvor idiotisk bogen er, har man en idé om det chok, Ayaan Hirsi Ali bliver udsat for ved mødet med den europæiske civilisation i en demokratisk og oplysningsorienteret hollandaise. terroristiske

Det er en oplevelse, der er så meget desto mere smertefuld, som resten af hendes familie stadig klamrede sig til middelalderlige forestillinger, hvor voldelighed, blind tro og systematisk undertrykkelse af kvinder er hovedingredienserne.

Her er hendes pointe, at den terroristiske og fun-

damentalistiske udgave af islam er den logiske konsekvens af en totalitær tænkning, der fastlåser muslimer i en ukritisk holdning til deres egne værdier i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved dem. Nu er det islam, Ayaan Hirsi Ali er ude efter, men i en modificeret form findes fænomenet jo i alle religioner. Tror man, at noget er større end mennesket selv, ligger glidebanen ind i åndsformørkelsen åben efter hendes opfattelse.

Jeg har svært ved ikke at være enig. I en blanding af personlige minder og skarpe refl eksioner forsvarer Ayaan Hirsi Ali sin position, nemlig at konsensus mellem den vestlige civilisations oplysningsbaserede værdier og selv den mest moderate udgave af islam er umulig. Moderate muslimer, siger hun, har simpelthen ikke de intellektuelle redskaber der skal til for at imødegå fundamentalisternes påstande om, at der ikke skal rettes et komma i Koranen, men at den skal efterleves bogstaveligt. Moderat islam derfor ikke, et synspunkt som også pseudonymet Ibn Warraq gjorde gældende i Derfor er jeg ikke muslim.

Et af de uhyggeligste udslag heraf er den antisemitisme, som muslimske politikere og religiøse autoriteter uanset andre divergenser er enige om at promovere. Men hvor velargumenteret Ayaan Hirsi Ali end er, og hvor skræmmende hendes eksempler på islams undertrykkelse af kvinder, tolerance og åndsfrihed end fremstår, bør bogen nok først og fremmest læses som et personligt og yderst konfl iktfyldt opgør med den kultur, hun kommer fra. fundamentalisme

Det virker, som om hendes glødende trang til at have en skudsikker overbevisning er en konstant i hendes personlighed, hvad enten det er ungdommens fundamentalisme eller den modne alders forsvar for oplysningstidens universelle idealer, hun kæmper for, og hendes ateisme har derfor en religiøs undertone. Den nyomvendtes røst er ofte skinger. På den anden side er der intet nyt i de faktuelle forhold omkring islam, som hun beskriver; der er snarere tale om et wake up call før det truende sammenstød, hun forestiller sig er lige om hjørnet. Bogen indeholder en del problematiske påstande. For eksempel er den dybt traumatiserende omskærelse af kvindens genitalier ikke nogen muslimsk opfindelse, men en præislamisk

praksis, der især finder sted i Sahel-området og i Østafrika, og den fordømmes af fl ere fremtrædende muslimske lærde. Desuden er islam med sit utal af sekter ikke nær så monolitisk, som Ayaan Hirsi Ali påstår, og den er hverken synonym med Det Muslimske Broderskab i Ægypten, al-Qaeda eller wahabismen i Saudi Arabien. En religion, der i forvejen er angribelig, bliver således dæmoniseret ud over alle bredder i hendes fremlæggelse.

Hun ønsker konfl ikt, ikke dialog, hvor de fl este ædruelige politikere velsagtens har en anden opfattelse. Til gengæld spærrer man øjnene op, når man i bogens slutning ser hendes forslag til, hvordan vi i Vesten kan og skal sætte islam stolen for døren og opdrage muslimske indvandrere til at blive gode, demokratiske samfundsborgere. Det skal nemlig ske ved, at kirken – både i protestantisk og katolsk regi – får en langt større rolle at spille i integrationen, for naturligvis har de enfoldige muslimer brug for en religion, hvis de ikke skal blive fortvivlede og forvirrede, bare ikke for islam. Kristen »næstekærlighed « skal desuden få muslimerne til at åbne sig for det sekulære samfunds goder, der er opnået i indædt kamp mod religion, ikke i samarbejde med den.

weekendavisen

kultur 50-TALLET VAR PREGET AV OPTIMISME OG OPPGANGSTID. DETTE GA SIG TIL KJENNE OGSÅ I KL ÆSMODEN . DE FEMININE TR ÆKKENE VAR FREMTREDENDE. MARKERT MIDJE, SKRÅ SKULDRE OG VIDE SKJØRT. »NEW LOOK« BLEV ET BEGREP I MOTEPRESSEN , MED UTGANGSPUNKT I CHRISTIAN DIORS KOLLEKSJON FRA 1947.

KULTURSIDERNE 12 – 2 3

6

NR. 14 | 9. APRIL 2010

kultur

weekendavisen

alias

Lone Scherfig

[ fra

Som teenager fik Lone Scherfig også udgivet et par noveller på mere guldrandede forlag, bl.a. bidrog hun til en bog om Nå-generationen og skrev novellen Orangeade til en antologi om parforhold, får man med noget besvær vristet ud af filminstruktøren, der kunne læse som 4–5-årig og brugte en del hjerteblod som yngre på at skrive. »Uha, det var nogle frygtelige noveller. Jeg har ikke lyst til, at folk skal sidde og svælge i dem i dag,«griner hun.

Vi befinder os i et tårnværelse på Østerbro.

Den 50-årige filminstruktør er næsten lige vendt hjem fra Oscar-festen sammen med sin 15-årige datter Feline. Hun skulle også dufte balkjolerne og mærke suset fra den røde løber. Det blev ikke Lone Scherfig, som løb med de prestigefyldte priser. Men bare det at blive nomineret til en Oscar

biogr afi

• Født 2. maj 1959 i København • Yrke: filminstruktør • Uddannet: Den Danske Filmskole • Datter af direktør Ole Scherfig

Man skal have sin egen energi og ikke lade sig påvirke af, at andre går ned.

Samtidig skal man være følsom og kunne mærke, om noget er rigtigt. lone scherfig

i hovedkategorien for bedste film som den første danske instruktør nogensinde og derudover opnå nomineringer for bedste skuespillerinde og manuskript er en stor præstation. Oven i dét har An Education fejret triumfer på et væld af festivaler kloden rundt og scoret priser fra London til Washington. Scherfig fik publikumsprisen på Sundance Festivalen, og 22. april får den engelsksprogede film om 16-årige Jenny, der forelsker sig i en 30-årig mand, omsider premiere i Danmark.

For 35 år siden fik Lone Scherfig 50 kroner i honorar pr. ugebladsnovelle. I dag er hendes markedsværdi steget betragteligt. oscar - nominering

Siden Oscar-nomineringen er det væltetind med manuskripter og tilbud om at lave film. Lone Scherfig peger i retning af en bunke manuskripter på det runde bord i hendes kontor, som ligger højt oppe under taget i et syvkantet atelier. Forårslyset vælter ind gennem de høje vinduer, som afslører en bedårende udsigt over Kartoffelrækkerne. Her kan Lone Scherfig sidde bekvemt på et lammeskind i vindueskarmen og nyde Københavns røde tegltage, mens hun lader tankerne fl yde tilbage til en berømt slægtning.

I dette tårnværelse boede Hans Scherfig nemlig i 1920rne sammen med Sigfred Pedersen og Lisbeth Bovin. Det var heroppe under stjernerne, at Scherfig lod magikeren Kados udføre sine okkulte hundekunster i romanen Idealister.

Den står i øvrigt i bogreolen sammen andre af Scherfigs værker og bøger af vidt forskellig slags fra Den arabiske Rejse 1761-1767, Bartholomew Worldatlas til en bog om aktieselskaber. »Hans Scherfig var lillebror til min farmor.

Han var efternøler, så han kom meget i min fars hjem og var elsket og beundret af min far og hans brødre. Bl.a. malede Hans Scherfig en jungle på væggene i et kasselokale på Ida Holsts Realskole i Svendborg, hvor min farfar var skolebestyrer. Jeg besøgte ham nogle gange med min far som barn og er vokset op med hans billeder og bøger, og til en vis grad også med den socialistiske grundholdning, selvom min far blev borgerlig med årene. Der er ingen forbindelse fra Hans Scherfigs arbejde til mit. Men måske har det været nemmere at erklære, at man havde kunstneriske ambitioner i en familie, hvor det allerede fandtes som mulighed. Hans Scherfig sagde, at man ikke skulle have noget at falde tilbage på, for så falder man bare tilbage. Det har jeg været glad for at have som en slags rygstød,« fortæller Lone Scherfig, der er datter af Ole Scherfig, mangeårig bestyrelses-

en annen verden ]

Da Lone Scherfig var 14 år, skrev hun til »Mit Livs Novelle«. Hun brugte pseudonymet Else Claes Mogensen, når hun digtede historier.

Hun valgte det navn, fordi det lød godt og troværdigt«. formand i Det berlingske Hus. Moderen var leder af læseskolen ved Den kgl. Ballet. Begge dine forældre var ledere. Hvad har du lært af dem, som du kan bruge i dit instruktørarbejde? »De satte alt til side for arbejdet. Min far sagde senere, at han fortrød, at han ikke brugte mere tid sammen med sine børn. Jeg har lært noget om arbejdsmoral af mine forældre. De arbejdede for sagen. Det var ikke højere levestandard eller prestige, som var afgørende. Indholdet i deres job gik forud. Jeg har stærke værdier med hjemmefra i forhold til, hvordan jeg skal behandle andre mennesker. Det gør, at jeg ikke er i tvivl om, hvad en film giver publikum af medmenneskelige værdier. Jeg kan se, at nogle instruktører er på gyngende grund på det område og derfor kommer til at lave glatte film. Min svaghed er, at jeg skal passe på, at mine film ikke bliver for sukrede. Derfor skal jeg bevidst tage noget sort og hårdt ind i mine film. Sentimentalitet er jo heller ikke ægte.«– Du er kendt for film om mennesker, for eksempel »Italiensk for Begyndere« og »Wilbur begår Selvmord «. Kunne du tænke dig engang at lave noget helt andet, for eksempel en voldsfilm? »Ja, det kunne jeg virkelig godt. Jeg vil gerne lave en film om vold og kriminalitet. Det er sværere at komme til som kvinde. Men efterhånden får jeg nogle henvendelser. voldtægt

Jeg har fundet et rigtig godt gangsterfilmprojekt, som jeg regner med snart at gå i gang med. Det handler om gangsterdonningen Arlyne Brickman, der huserede på Lower East Side i New York. Hun lever endnu og er en virkelig hårdkogt dame. Det skal være et melodrama med narkotika, vold og voldtægt. Det bliver en mere amerikansk film, end jeg nogensinde har lavet. Den kommer til at hedde Mob Girl og får Jessica Biel i hovedrollen.« – Men kan du ikke bedre lige at lave »menneskefilm«? »Ikke nødvendigvis. Det er bare blevet sådan.« – Hvem vejleder dig i, hvilke film du skal lave? »Ikke nogen. Jeg ville ønske, jeg havde en.

Men jeg har en agent, som hjælper mig. Ellers afgør jeg selv, hvad jeg vil lave. Den bedste detek-

filmogr afi

• An Education (2009) • Hjemve (2007) • Wilbur Wants to Kill Himself (2002) • Italiensk for begyndere (2000) • Når mor kommer hjem (1998) • Kaj’s fødselsdag (1990) tor er: vil jeg ofre alle de dage væk fra min familie på det her projekt? Derovre på bordet ligger 20 manuskripter. Det, jeg skal afgøre, er, om jeg vil være væk den dag min datter begynder i 1.g. Om fivlmen er det værd.« – Der er kommet flere kvindelige instruktører. Men generelt er der få, og det var første gang en kvinde vandt en Oscar for bedste film med The Hurt Locker. Kan du forklare, hvorfor der er så få kvinder i dit fag? »Jeg har ikke noget ordentligt svar. Feministerne mener, at kvinderne får historierne i hovedet igen. Måske fordi deres historier er for søgende og sporadiske. Jeg ved, at man betaler en høj pris.

Der er ting, man elsker, som man ikke kan gøre – at lave aftensmad, at være en god søster eller datter. De afsavn lider alle karrierekvinder. Men så er der også lange perioder, hvor jeg bestemmer over

marianne andersen

[ filmverden ]

min egen tid.« – Er en filminstruktør ikke noget i retning af en general, som leder en stor hær, og som påtager sig et ansvar for utrolig mange mennesker og mange ting, som skal klappe samtidig? »Jeg føler egentlig ikke selv, at jeg er sådan en general. Men jeg kan godt nikke genkendende til det.

Jeg er med vilje ret understated og afslappet. Men jeg er blevet en smule mere bevidst om min rolle.

Som instruktør må man tage lederrollen alvorligt og gøre livet lettere for dem, man leder og dermed gøre dem bedre. Jeg var kun 17 år, da jeg blev student. Så jeg var ikke gammel nok til filmskolen.

Derfor læste jeg først film- og medievidenskab.

Jeg har haft alle mulige jobs i årenes løb. Jeg har arbejdet på restauranter og plejede at være dum nok til at sige ja og mange tak til ekstra vagter indtil klokken fire om morgenen. Den der ydmyghed gjorde, at jeg nok har spildt lovlig meget tid. Jeg er gået ad mange omveje og har måske haft lige lovlig mange ’Mcjobs’. Men hvis ikke man ser verden, tror jeg, at man bliver en dårligere instruktør.

Tiden var meget anti-elitær i min ungdom. I dag er jeg blevet mere selektiv. Da jeg fik barn, blev jeg tvunget til at prioritere. Det gør mig ikke til en dårligere instruktør, at jeg hellere har villet lægge mit barn i seng fremfor at snakke med filmskuespillere hele natten. Gode ledere er dybt disciplinerede. «Lone Scherfigs gennembrudsfilm, Italiensk for Begyndere, er set af omkring tre millioner mennesker i omkring 50 forskellige lande. det udenlandske publikum

Det er den dansksprogede film, som er nået ud til det største udenlandske publikum. Alene i Danmark har 830.000 mennesker set filmen.

Scherfig skrev selv manuskriptet. »Figurerne i filmen er projektioner af mig selv. Alle personerne har lidt af mig, men præsten, som spilles af Anders W. Berthelsen, er mest mig. Det stemmer nok, når folk siger, at jeg er en mærkelig blanding af en humoristisk og en melankolsk pe son,«siger Lone Scherfig og lePersoninstruktionen er Lone Scherfigs styrke, hvilket ses meget tydeligt i An Education.

Især i instruktionen af den ukendte 23-årige britiske skuespiller Carey Mulligan, som spiller 16-årige Jenny. Hendes små fnis, pauser, benovethed, barnlige intelligens, hendes stil og evne til at suge opmærksomhed til lærredet er unik. Ikke uden grund blev hun nomineret til en Oscar for rollen. »En skuespiller skal se ud, som om ingen anden kan spille den rolle. Carey Mulligan klinger meget rent. Det er hendes styrke som skuespiller. Hun når ind bagved. Derfor ser hun ægte ud. Vi udvalgte hende blandt nogle hundrede skuespillere, som en agent fandt til os. Jeg gav hende meget plads. Det gør jeg normalt til skuespillerne. Carey Mulligan er meget følelsesladet, men forstår at dosere sine virkemidler.« Til An Education havde filmselskabet hyret en dialog-coach, som assisterede Lone Scherfig med alle de sproglige nuancer. manuskriptforfatter

I den sammenhæng var manuskriptforfatter Nick Hornby også en god sparringpartner. Hver gang Lone Scherfig var i tvivl, ringede hun til ham. – Hvad er de vigtigste egenskaber at have som filminstruktør? »Selvfølgelig skal man have styr på det tekniske. At kameraet står, hvor det skal. Men derudover bruger man i høj grad sit følelsesliv.

Man forsøger at vride så meget ud af stoffet som muligt, så det bliver dybt. Og sjovt. Det vigtigste er fortælleglæden. At man videregiver noget af den nysgerrighed og kærlighed til film, som

kultur

weekendavisen

NR. 14 | 9. APRIL 2010

AN EDUCATION (2009) Filmen forteller historien til en jentes oppvekst på 1960tallet og hvordan det er å bli vokesen og ansvarlig for seg selv. Handlingen utspil-

ler seg i London og hvorlivet hennes brått forrandrer seg når en mann entrer hennes liv. En romantisksk historie hvor Lone filmati-

serer følelser og drama i en vakker modærne tolking av 1960-tallest samfunns tilstan. Vi velger å stå bak filmen med tommlene opp.

Da Lone Scherfig var 14 år, skrev hun til »Mit Livs Novelle«. Hun brugte pseudonymet Else Claes Mogensen, når hun digtede kærlighedshistorier. Hun valgte det navn, fordi det lød »godt og troværdigt«.

Man kan sive at figurerne i filmen er projektioner af mig selv. lone scherfig

gjorde, at man i sin tid søgte ind på Filmskolen.

Efterhånden er jeg blevet så gammel, at jeg kan se en ung pige udefra. Det var vigtigt, da jeg instruerede Carey Mulligan i rollen som Jenny. Her var det en fordel, at jeg er over 50. At man ved noget om sprog, musik, billeder, personinstruktion og ledelse er vigtige egenskaber for en instruktør.

Man skal have sin egen energi og ikke lade sig påvirke af, at andre går ned. Samtidig skal man være følsom og kunne mærke, om noget er rigtigt. Jeg prøver at skabe en god stemning. At arbejde hurtigt og udfordrende, uden at det bliver sværere end, at jeg kan gabe over det. Det vigtige er at vide, hvor man vil hen. Man skal ikke delagtiggøre alle mulige i sine mellemregninger og strøtanker. Den går ikke. I hvert fald ikke, når man instruerer i England. For dér springer alle på ens mindste vink. De regner med, at man mener dét, men siger.« – Kunne du personligt identificere dig med Jenny og filmens morale om, at uddannelse og kunst er vigtigt? »Ja, det var som at genopdage den glæde, jeg selv har haft ved kunst og kultur som ung.

Det allerbedste var at være forelsket, at rode rundt med mænd i senge. Men det kan man jo ikke have som job. Så man må også interessere sig for noget andet. Og netop i den alder ser man al mulig verdenskunst for første gang og læser et hav af bøger. Jeg tonsede forfatterskaber igennem. Alt det husker jeg tydeligt. Jeg ville gerne arbejde kollektivt og have et fællesskab med andre mennesker. Og det fik jeg i Filmbyen, hvor jeg er glad for at have alle mine kolleger. Mit liv har

været så meget lettere end Jennys i England i 1961.

Kvindesagen havde været ude med macheterne og banet vejen for mig. Jeg har ikke levet under det samme pres som Jenny.

Jeg behøvede ikke at gøre mig fin. Kun når jeg havde lyst, og vi kunne få et job på et kvarter. «An Education er en film »lavet ved køkkenbordet «som Lone Scherfig siger. Et lille selskab med Nick Hornbys kone i spidsen har produceret filmen med et budget på cirka 40 millioner kroner. Efter international standard ikke noget stort budget, så der var kun økonomi til seks ugers optagelser. Nogle af skuespillerne nåede aldrig at møde hinanden.

Derfor gjorde Lone Scherfig sig særlig umage med at skabe en fælles tone i filmen. Tilsyneladende har hun ramt. kritikere

Det er i hvert fald, hvad mange kritikere mener. »Hver eneste scene i filmen stråler,« skrev Variety.

Loene Scherfig glæder sig over, at filmen solgte godt til Mors Dag i England. »Folk tager ud til deres mor med et kort og An Educationdvd’en under armen. Det er da herligt!« Skal Lone Scherfig vælge blandt sine egne film, holder hun mest af Wilbur begår Selvmord, som foregår i en skotsk boghandel blandt et par sære brødre. Hun kan især godt lide at instruere mænd. »Det sjove ved at instruere mandlige skuespillere er nok, at det er en større udfordring, fordi jeg ved mindre om dem end om kvinderne.

Samarbejdet er båret af mere nysgerrighed og respekt og rummer f lere overraskelser. Men

primært hænger det nok sammen med, at der desværre ikke skrives så mange og så gode roller til kvinderne, så de har tit mindre stof at bygge på, især på tv. Jeg tror også, jeg nemmere bliver blufærdig på pigernes vegne. I hvert fald er det nemmere for mig at instruere dem, hvis der er tale om komiske roller eller skuespillere, der kan noget, jeg aldrig ville kunne selv. Det nemmeste er at instrure et menneske, man godt kan lide. Når man nærmest er forelsket i skuespilleren, mærker de, at man synes, de er attraktive, og så slapper de af og tør noget mere. Jeg spørger indimellem skuespillerne meget direkte: Hvordan kan jeg gøre dig bedre? Nogle får nærmest tårer i øjnene over, at man overhovedet spørger om den slags. Andre skuespillere er man nødt til at tale meget hårdt og direkte til. Så er det nu! Nu gør du, hvad jeg siger lige nu! Det er ikke sjovt, når det står på, og det sker heldigvis sjældent. Bagefter kan det være, at skuespilleren kommer og siger, at nogen skulle sparke den bil op af mudderet, for jeg var ved at køre fast. Det bedste er, når man mærker, at man vinder skuespillernes og filmholdets respekt. Når folk føler sig udfordret og anerkendt rent fagligt.

Når de siger, at man forstår deres fag.

Udfordringen er, at skuespillerne ikke skal ikke vide, hvor hårdt man har det, og hvor stor en belastning, det er at være på optagelse, for filmen skal jo sidde i skabet i løbet af få uger. Det skal de bare ikke mærke. Derfor må man prøve at være så afslappet som muligt.

7

8

NR. 14 | 9. APRIL 2010

samfund

weekendavisen

Den indre viden Den kjente britiske danseren og koreograf Akram Khan kommer til København til Dansens Dage med sin nye soloforestilling Gnosis, der forener klassisk indisk kathak og moderne dans.

Seks år er der gået, siden Akram Khan sidst gæstede Danmark. Men nu vender den 35-årige britiske verdensstjerne, der er kendt for sin sublime blanding af klassisk indisk kathak og moderne dans, tilbage som det professionelle topnavn i København under den årlige fejring af .unescos internationale mærkedag for dans, der herhjemme strækker sig fra i dag den 29. april til 2. maj. Meget er der sket for Akram Khan i de forløbne år. Udover ensemble-værker til sit eget kompagni inklusive et samarbejde med Den Kinesiske Nationalballet har han lavet tre markante duoer til sig selv og henholdsvis den excellente belgisk/ marokkanske danser Sidi Larbi Cherkaoui, den franske stjerneballerina Sylvie Guillem og den Oscarbelønnede skuespiller Juliette Binoche. epos

Værker, han har turneret verden rundt med.

Desuden har han i 2006 lavet koreografi til Kylie Minogues koncertturné Showgirl. Med sit nye værk Gnosis (græsk ord for indsigt/erkendelse), der har London-premiere få dage før gæstespillet i København, vender han nu for første gang i fem år tilbage til solodansen. Han vender samtidig tilbage til det store indiske epos Mahabharata, som han har kendt, siden han som 14-årig medvirkede i Peter Brooks legendariske ni timer lange opsætning af Mahabharata samt den efterfølgende tvversion. »Ja, på en måde vender jeg nu tilbage til mit udgangspunkt. Historien i Gnosis er inspireret af én bestemt karakter i Mahabharata, dronning Ghandari, der tog bind for øjnene, da hun blev tvunget til at gifte sig med en blind konge. Hun må kigge ind i sig selv og samle visdom herfra. Hendes førstefødte søn er årsag til krig og en masse menneskers død. Hun ved, han er ond, men elsker ham alligevel, fordi det er hendes søn.

Det er konf l ikten i både den indre og ydre kamp, der fascinerer mig,« siger Akram Khan, og understreger, at Ghandari er en karakter, der ikke er særligt udforsket i dans. »Klassisk indisk dans bygger for det meste på hinduistisk mytologi med karakterer som Krishna, Radha eller Shiva. Mahabharata udgør en vigtig del af traditionen og er en meget væsentlig kilde til historier for klassiske dansere og koreografer, fordi fortællingen handler om forhold mellem mand og kone, søskende, fætre og kusiner og andre familierelationer. Fortællingen lærer os om livet gennem eksempler. I en verden, der bliver mere og mere kaotisk, synes jeg, værdierne i Mahabharata er meget nyttige, for det er værdier, der er ved at blive nedbrudt i vores samfund. bangladesh

Den fortæller, hvad familien betyder, og hvad et forhold er,« siger Akram Khan, der selv er gift og håber, han en dag også får børn. Født i London i en familie, der kommer fra Bangladesh, er han opvokset i et muslimsk trossamfund. Den første danseundervisning fik han hjemme af sin mor i treårs-alderen. Fem år gammel begyndte han at spille percussion, inden hans mor sendte ham ud i byen til danseundervisning, hvor han som syvårig blev elev hos den store kathak-mester Sri Pratap Pawar, der skulle blive hans guru for livet.

Vi sidder og snakker på en café tæt ved Akram Khans dansestudie i Jerwood Space få minutters gang fra Themsen og Tate Modern, inden han skal i gang med dagens prøver på Gnosis. »I kathak finder man elementer fra både muslimsk og hinduistisk kultur; men dansen bliver fortrinsvis opført i

[ guds

velsignelse ]

hinduistisk kultur. Da det primært er en solodans, er det almindeligt, at danseren lige meget om det er en mand eller kvinde både danser mandlige og kvindelige karakterer. Født i London i en familie, der kommer fra Bangladesh, er han opvokset i et muslimsk trossamfund. Den første danseundervisning fik han af sin mor i treårs-alderen. danseundervisning

Fem år gammel begyndte han at spille percussion, inden hans mor sendte ham ud i byen til danseundervisning, hvor han som syv-årig blev elev hos den store kathak-mester Sri Pratap Pawar, der skulle blive hans guru for livet. Vi sidder og snakker på en café tæt ved Akram Khans dansestudie i Jerwood Space få minutters gang fra Themsen og Tate Modern, inden han skal i gang med dagens prøver på Gnosis. »I kathak finder man elementer fra både muslimsk og hinduistisk kultur; men dansen bliver fortrinsvis opført i hinduistisk kultur. Da det primært er en solodans, er det almindeligt, at danseren – lige meget om det er en mand eller kvinde – både danser mandlige og kvindelige karakterer.« – I Gnosis danser du først Shiva og derefter Ghandaris søn, mens én af forestillingens fem musikere, den japanske taikospiller Yoshie Sunahata, har rollen som Ghandari. »Kathak er jo en narrativ dans, men med meget matematisk struktur. Det meste af tiden foregår der en dialog mellem danseren og musikerne.

For mig er alt historiefortælling, og matematik kan også fortælle en historie. Det smukke ved kathak er, at der er en stram struktur samtidig med, at dansen er meget organisk og fodgængeragtig og afspejler den menneskelige fysik.« – Ligesom i anden indisk dans er der også en stærk åndelig dimension i kathak. »Jeg vil ikke være for specifik.

Men det handler om at give sig selv til noget, der er større end én selv og tænke vertikalt. Min guru har altid sagt til mig: Du er nødt til at have troen på din gud med i værket. niveauer

Når man er på scenen, må man tage imod guds velsignelse – lige meget hvilken gud man tror på. Så jo, kathak har en tæt relation til noget åndeligt og religiøst.« – Men hvordan skal et dansk publikum forstå dansens gestik? Jeg taler og forklarer altid ting til publikum, når jeg optræder. »Man kan forstå kathak på mange niveauer. Der er mudra- tegn (rituel hinduistisk gestik, red.) i dansen, men de er mindre kodificerede end i andre klassiske kontroversielle og vilde danseformer.

Selvfølgelig er det nemmere at værdsætte dansen, når man kender og forstår gestikken, men man kan også bare nyde skønheden i bevægelserne. Jeg taler og forklarer altid ting til publikum, når jeg optræder. Det ligger i kathaktraditionen, « siger Akram Khan, der netop er kendt for sin kommunikation med publikum. Det ligger i kathak-traditionen. Mundtlig kommunikation med publikum benyttede han sig også af på Sadler’s Wells i London i november, da Gnosis egentlig skulle have haft sin uropførelse. Men på grund af en skulderskade efter et fald på scenen nogle uger før, under en af de sidste opførelser af In – I i Paris med Juliette Binoche, kunne han kun gennemføre værkets to klassiske dele Polaroid Feet og Tarana, koreograferet i samarbejde med henholdsvis Gauri Sharma Tripathi og guruen Sri Pratap Pawar, samt den tredje improviserede del, Unplugged. Som Akram Khan sagde til publikum i november: Dansere taler med kroppen.

Min guru har altid sagt til mig: Du er nødt til at have troen på din gud med i værket.

Når man er på scenen, må man tage imod guds velsignelse lige meget hvilken gud man tror på. akr am khan

weekendavisen

bøger mer itok r aten

Fra aristokrati til et borgerskab. Kongen av satire har overlevet ved at omfavne de borgerlige dyder. Hyldeste gjennom satire er en ædel, gammel disciplin. Side 33

inter ak sjon

Hyldesten er en ædel, gammel disciplin.

Sammen fra et innarbeided aristokrati til et borgerskab. Kongen av satire har overlevet ved at omfavne dyder. Side 36

BØGER 24 – 3 6

kultur sjok k

iPad er en håndholdt computer, en tablet computer, udviklet og designet af Apple Inc. Den første udgave af denne computer blev annonceretd den 27.01.10. Side 26