1 minute read
Er kortere arbejdstid vejen frem?
’Nye arbejdsformer’ var første spor ved KOMM Dagen i Nyborg. To indlæg satte fokus på, hvordan virksomheder kan indføre firedages arbejdsuge, og hvordan de håndterer en hybrid verden med hjemmearbejde.
Det krævede masser af forarbejde, da digitalbureauet Abtion i efteråret 2019 gik fra 37 til 30 timers arbejdsuge med samme løn, men det har også givet resultater, fastslog partner og med-CEO Mads Hofman Hansen.
Advertisement
Indlæggets aktualitet blev understreget af dagbladet Børsens forsidehistorie samme dag: »Topchefer i umuligt dilemma: Danskerne vil arbejde mindre.« Der var dog godt med skeptiske ansigter og korslagte arme blandt de mange tilhørere, om end stemningen gradvist løsnede sig under indlægget.
»Vi var blevet fordoblet i størrelse inden for et år, og vi havde udbredt brandslukning, overarbejde og stress. Vores arbejdstider var fleksible, fx med hjemmearbejde, men vi havde hverken samarbejde, fælles standarder eller fælles ejerskab til opgaverne,« fortalte Mads Hofman Hansen om baggrunden for skiftet fra fem til fire faste arbejdsdage på bureauet, der har kontorer i København og i Odense.
Målet var bl.a. bedre samarbejde og mere koncentreret arbejde, og guleroden var fredagen som fridag. Blandt redskaberne var kortere og mere effektive møder – aldrig før frokost, aldrig med mad og altid med dagsorden. Der blev indført arbejdsrytme med intervaller med 25 minutters koncentreret arbejde og derimellem nogle korte pauser og færre lidt længere pauser. Og små lamper på de ansattes skærme markerede, hvornår kolleger ikke måtte forstyrre.
Resultaterne har overvejende været positive, fastslog Mads Hofman Hansen: Fx er den gennemsnitlige arbejdstid sænket til 30 timer om ugen fra 42 timer i slutningen af 2018. I samme tidsrum er den fakturerede omsæt- ning per medarbejder per uge steget med knap 29 pct. Og med 88 i den udbredte Employee Net Promoter Score (eNPS) er medarbejdertilfredsheden meget høj, ligesom det er blevet lettere at rekruttere udefra.
»Vores virksomhed er ikke magisk, den er ikke anderledes end jeres,« understregede Mads Hofman Hansen undervejs i sit indlæg – som en opfordring til, at mange andre virksomheder kan overveje en firedages arbejdsuge.
Arbejdspladsen under lup I et andet indlæg satte Camilla Hillerup, HR-direktør for Microsoft Danmark, fokus på, hvordan ledere kan gøre deres arbejdsplads mere attraktiv i en verden med masser af forandringer og med hybridt arbejde, så en del af arbejdstiden bliver tilbragt derhjemme.
En Microsoft-undersøgelse med svar fra 31.000 brugere over hele kloden dokumenterede, hvad hun betegnede som ’det hybride paradoks’: 73 pct. ønsker nemlig fleksible muligheder, herunder at kunne arbejde hjemme, mens 67 pct. ønsker mere fysisk tilstedeværelse eller samarbejde på arbejdspladsen.
Blandt hendes opfordringer var at omfavne det hybride så fleksibelt som muligt, at udøve lederskab baseret på tillid, og at gentænke de fysiske rammer.
»Tænk over, hvad medarbejderne kommer ind til på arbejdspladsen,« lød det fra Camilla Hillerup.