Tanker om CP Tanker

om CP

Af Peter G. Holm

Jeg har følt mig meget ensom på grund af CP. Jeg har følt, at min CP var en parasit, at den var en ubuden gæst i mit liv. Når jeg har mærket min arm spænde sig, mine ben spjætte eller set mit øje glide ud til siden i spejlet, har det været som om, at der levede en anden person i min krop.

Da jeg var yngre, havde jeg det sådan, at CP’en for alt i verden ikke måtte fylde i mit liv. Jeg så på mennesker omkring mig, og jeg så aldrig noget, jeg kunne spejle den del af mit liv, der handlede om CP: Ingen at fortælle om fysioterapeutbesøgende og alle de øvelser, jeg skulle lave – igen og igen og igen og igen, strække bøje, ingen der var blevet opereret og havde prøvet at ligge der i en hospitalsseng væk fra alle venner, væk fra verden – at føle sig helt alene med lugten af hospitalssprit og fucking gips på benene. Så jeg kunne og ville ikke stå ved min CP. Jeg kunne godt fortælle til folk, at jeg havde den og også, at de gerne måtte spørge mig om den, men kun for at vi kunne komme forbi den, kun for at vi kunne blive færdige med at snakke om den. Min CP forhindrede mig i at være ligesom alle de andre, alle dem jeg så gå rundt og leve deres liv uden en forpulet krop, uden den evige følelse af at være i stykker og anderledes og mærkelig.