FILMANMELDELSE AF

Fire gymnasielærere og venner mødes til en 40-års fødselsdag. Undervejs kommer de til at snakke om den norske psykiater og filosof Finn Skårderuds tese om, at mennesket er født med en halv promille for lidt, og at den halve promille betyder noget for, hvor løssluppen og kreativ man er. Scenen begynder ca. 10 minutter inde i filmen, men er alligevel historiens anslag. Martin (Mads Mikkelsen), der er filmens hovedperson, beslutter sig for at se, om den halve promille ekstra gør hans historieundervisning mere spændende. De tre andre kolleger opdager ham, og de bliver alle fire enige om at efterprøve tesen i fællesskab. De vil indsamle empiri, som de siger, til en undersøgelse. Så er historien ligesom i gang, og filmen igennem følger vi, hvordan undersøgelsens skrider frem, og hvilke konsekvenser den får.

Genkendelige karakterer og store personligheder Selvom anslaget først kommer 10 minutter efter filmens begyndelse, sad jeg ikke og kedede mig. Før 40-års fejringen af kollegaen Nikolaj (Magnus Millang) tegnes nemlig lynhurtigt et portræt af Mikkelsens karakter. Han er gift og far til to teenagedrenge, og han er lige så kedelig som sin egen historieundervisning. Ja, det er faktisk så alvorligt, at eleverne klager over ham, og til middagen bestiller han danskvand, mens vennerne bestiller både fin champagne og rødvin. Kan det blive mere kedeligt? Han er gået i stå, og det er han ikke alene om, viser det sig undervejs i filmen. De fire venner er dog gået i stå forskellige steder i livet. Fødselaren Nikolaj sidder eksempelvis fast i småbørn, indkøb og tis. At de alle har almindelige problemer og befinder sig forskellige steder i livet skaber genkendelighed for et bredt publikum, og samtidig kommer de til at stå i skærende kontrast til de store personligheder, der nævnes i filmen. Søren Kierkegaard, Winston Churchill og Ernst Hemmingway for bare at fremhæve et lille udvalg. Førstnævnte nævnes faktisk allerede, inden filmen går i gang med følgende citat:

”Hvad er ungdom?

En drøm

Hvad er kærlighed?

Drømmens indhold”

Et velvalgt citat når man tænker på, at de fire venner alle sammen er nået (over) midtvejs i livet og kæmper med kærligheden, men igen på forskellige måder. Martin og hans kone Annika er ved at glide fra hinanden, og Peter (Lars Ranthe) vil gerne have børn, men som en af vennerne siger: Han rydder altid op, når han er tæt på at få en kvinde ind i sit liv.

Et lige så velvalgt Kierkegaard-citat nævnes lidt senere: At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at miste sig selv. Det er måske en overtolkning, men citaterne viser meget godt, hvilken situation karaktererne står i ved filmens begyndelse.

De to andre personligheder – Churchill og Hemmingway – nævnes som eksempler på, hvordan alkohol har hjulpet dem i flere situationer og bliver en slags forbilleder for vores firkløver. Da de vil teste Skårderuds tese, lader de sig ligefrem inspirere af Hemmingway, fordi de som ham vælger at drikke hver dag, men kun indtil klokken otte hver aften. Her kunne de være stoppet, men det gør de ikke.

”Jeg tror, der er mere at hente i det her,” siger Martin og foreslår også, at de skal gå lidt højere op end de 0,5 promille.

Det går de andre med til, selvom idrætslærer Tommy har været lige ved at blive afsløret i at drikke i arbejdstiden, da pedellen finder et par flasker i en pose gemt i gymnasiets redskabsrum bag gymnastiksalen.

At de vælger at gå højere op i promille skaber fremdrift i filmen og giver den struktur. De vælger faktisk at gå op i promille endnu engang, så det er muligt at få øje på to klare strukturer i filmen: før, under og efter test af tesen samt del 1, 2 og 3 af testen – eller sagt på godt gammelt dansk: De drikker lidt, de drikker mere, og de drikker endnu mere. Særligt sidste del af testen er hård at se, men samtidig er det også her filmen udmærker sig og bliver mest nuanceret, fordi alkoholens skyggesider bliver synlige. Da de tre andre beslutter at stoppe testen af helbredsårsager, kan Tommy nemlig ikke stoppe igen.

Klassisk Vinterberg?

At man i en film om drukkultur også har et ansvar for at fortælle om alkoholens skyggeside, som vi ser det med Tommy-karakteren, udtalte Thomas Vinterberg i et interview. I samme interview sagde han: ”Jeg har her på denne her film forsøgt at skabe en undersøgelse af det med alkohol i en dyb fascination af, at det samme middel lukket ned i en flaske kan åbne et liv op, og det samme middel kan slå et menneske ihjel. Et nærtliggende spørgsmål er, om det er klassisk Vinterberg at tage svære emner op i sine film? Ja, det er det. Tænk bare på handlingen i Jagten (2012), hvor Mads Mikkelsen i øvrigt også indtager hovedrollen som en mand, der i et lille landsbysamfund får rettet falske anklager om pædofili imod sig. Så er der også Festen (1998), hvor sønnen til sin fars 60-års fødselsdag i en tale afslører farens misbrug af ham og hans søster. Sidstnævnte er Danmarks – og verdens – første dogmefilm. Den er nemlig lavet med baggrund i de 10 principper eller det såkaldte ”Kyskhedsløfte”, som Vinterberg blandt andet sammen med Lars von Trier formulerede som en del af Dogme 95. Her skulle kameraet være håndholdt, musik måtte kun optræde naturligt som en del af en scene, og lyset skulle være naturligt og måtte således ikke være kunstigt. Druk er ikke en dogmefilm. Alligevel er det tydeligt, at Vinterberg lod sig inspirere af Kyskhedsløftet, da han instruerede filmen. Kamerabevægelserne virker indimellem håndholdt, musikken er med meget få undtagelser en del af reallyden, og lyset er naturligt. Han kan sine virkemidler, og selvom karakterne særligt i løbet af testens tredje del sejler sanseløst berusede rundt, formår Vinterberg hele tiden at holde filmens stramme struktur uden på noget tidspunkt at fortabe sig i ligegyldige detaljer. Bravo.

VURDERING: 

Instruktion: Thomas Vinterberg

Udgivelsesår: 2020

Spilletid: 116 min

Manuskript: Thomas Vinterberg, Tobias Lindholm

Medvirkende: Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang, Lars Ranthe