Mød Bestyrelsen Navn: ANN-KATRINE KVIESGAARD – til daglig kaldet AK
Alder: 34 år
Hvor er du fra: Skive, men har det sidste halvandet år gået på Egmont Højskolen.
Hvor længe har du været med i Ungdomskredsens bestyrelse? Jeg har været med som konsulent i 2 år, hvor jeg hjalp bestyrelsen. Har været næstformand et år og er nu blevet valgt som formand.
Hvad har du arbejdet med i bestyrelsen / hvad vil du gerne arbejde med? Jeg vil gerne arbejde for at synliggøre unge med handicap og prøve at arbejde med den uvidenhed, som er i samfundet. Dette i relation til Ungdomskredsens et-årige projekt kaldet synlighed og uvidenhed – bliv hørt. Derudover ønsker jeg at arbejde for at udbrede kendskabet til Ungdomskredsen, så vi forhåbentlig kan tiltrække endnu flere unge med handicap til vores arrangementer. Vores arrangementer er med til at skabe et frirum, hvor vi kan mødes på tværs af handicap. Vi er ikke en diagnosespecifik organisation, og der er derfor fokus på mennesket bag handicappet på en anden måde. Vores tre nøgleord er diskrimination, tilgængelighed og synlighed, tre nøgleord vi altid har for
øje, når vi arbejder i bestyrelsen. Udover den måde vi arbejder med det i projektet, bliver der afholdt en del arrangementer i henhold til vores jubilæumsår. Blandt andet et samarbejde med RYK og et arrangement i samarbejde med Københavnsafdelingen. Her vil vi bl.a. invitere en række politikere til et orienteringsløb, hvor de i kørestol skal køre ned gennem Strøget og løse forskellige opgaver. Her håber jeg virkelig, vi får sat fokus på tilgængeligheden.
Hvor hørte du første gang om Ungdomskredsen? Tror jeg hørte om Ungdomskredsen, fordi jeg meldte mig ind i Dansk Handicap Forbund og modtog medlemsbladet Nutidens Unge. Det fangede mig virkelig, og jeg har ikke sluppet det siden.
Hvorfor vil du gerne lave frivilligt arbejde i Ungdomskredsen / hvad får du ud af det? Min livskvalitet er i den grad blevet højere, efter at jeg begyndte at lave frivilligt arbejde. Jeg kender til de udfordringer, jeg møder, og jeg føler virkelig, jeg kan gøre en forskel for andre, der møder samme udfordringer. Jeg føler, jeg kan hjælpe mig selv ved at hjælpe andre.
Hvad laver du til hverdag / uddannelse eller job? Jeg blev i 2011 uddannet som Farmakonom og har efterfølgende arbejdet på apotek. Efter min hjerneoperation, hvor jeg efterfølgende mistede førligheden i benene, har jeg arbejdet i et skånejob på Skive Svaneapotek, hvor jeg hjalp dem med at lave udviklingsprojekter. De sidste tre semestre har jeg gået på Egmont Højskolen, hvor jeg virkelig har udfordret mig selv. Når jeg er færdig på højskole, er min plan at søge et skånejob på et sygehus eller en lægeklinik, hvor jeg i kraft af min
» 7 «
uddannelse kan lave medicingennemgang på patienterne.
Hvad laver du i fritiden? Jeg går på Egmont Højskolen, hvor jeg som hovedfag har gastronomi og tekstil og design. Derudover har jeg netop afsluttet duelighedsbeviset i navigation og sejlads. Jeg elsker at være ude i naturen og bare være. Derudover er jeg meget interesseret i sport og dyrker selv parasport på højskolen. Når jeg er færdig her, vil jeg starte til kørestolsbasket og badminton for mennesker med handicap. Jeg ser en del sport i fjernsynet og er også ret vild med at tage ud og se det. Jeg er udover at være formand for Ungdomskredsen også med i udvalget for globalt samarbejde i Dansk Handicap Forbund og ulandsudvalget i Parasport Danmark. Det betyder utrolig meget for mig at kunne komme ud og gøre en forskel for mennesker med handicap i de ulande, som vi samarbejder med.
Nævn et øjeblik i dit liv, der ændrede dig: Jeg har haft et meget svært forhold til min egen seksualitet. Men for tre år siden var der en tidligere soldat, der skrev til mig på Facebook, om jeg ville med i biografen. Jeg var utrolig nervøs men tog chancen. Det ændrede virkelig mit liv, og han er i dag min kæreste. Han respekterer mig virkelig for den, jeg er, og at mine grænser rykkes stille og roligt.
Hvis du skulle tage tre ting med på en øde ø, hvad skulle det så være? Snus. Mit gode humør. Mennesker der betyder noget for mig.
Nævn et fun-fact om dig selv: Som barn var jeg med i Snurresnups Søndagsklub, hvor jeg var inde og fortælle om pigefodbold.