2 minute read
ANNONCER
konsekvenser. Denne film er et velkonstrueret og næsten frustrerende eksempel på disse konsekvenser, og når man til sidst efter filmen reflekterer over fortællingen, så kan man hurtigt se, at der ikke blev tilføjet unødvendige brikker i rækken. Alt hang sammen, hvilket alene kan få tilværelsen blandt mennesker til at se en smule mere usikker ud. Hvad, der også hjælper på historien, er, at det hele starter mere eller mindre fra en velkendt komfortzone. Ikke noget om en fyr der tilfældigvis er født ind i en kriminel familie. Denne fortælling kan blive til virkelighed, hvis vi ikke lærer af den.
Eksemplarisk spænding
Advertisement
Jagten er nok et af de meget få eksempler på film, der kommer med et subversivt og velformuleret budskab, men som også giver en fyldestgørende følelse af suspense udelukkende ved hjælp af enkelte situationers kontekst og ved brug af filmtekniske virkemidler, der skaber en stemning så urolig, at den tvinger seeren ind i et svineri af forudsigelser og mulige udfald, som en scene kan ende med. Men denne film adskiller sig markant fra både moderne og klassiske gysere. Der har været adskillige tilfælde, hvor jeg sad på kanten af min stol og ventede på, hvad det næste træk i spillet skulle være.
Men meget af den spænding, der forekommer gennem filmen, er ikke udelukkende skabt af lyde, musik, scenografi og andre filmiske finurligheder, man typisk ser i billige splattere og endda prisbelønnede thrillere. Absolut langt det meste af den nervøsitet, som publikum kommer til at føle undervejs, vækkes af karakterernes handlinger og anspændte samtaler, som konstant bærer på en undertrykt, men alligevel larmende konflikt, som tikker aggressivt som en tidsindstillet bombe i en actionfilm. Flere gange har jeg højt protesteret over diverse personers valg af sprog i et eller andet dumt forsøg på at deeskalere situationen. Men det føltes korrekt, simpelthen fordi stemningen var realistisk og tvang en ægte frustration ud af hovedet.
Filmens stærkeste side må af disse grunde være dens fantastiske evne til at vække seerne og tage dem med på en rutschebanetur af adskillige følelser, som man måske ikke forventer af en film, der åbenbart kun er beskrevet som et
‘drama’. Jeg er meget overbevist om, at den sagtens kan kategoriseres som en vaskeægte thriller.
Budskab
Hvordan end du fortolker filmen, så kan du altid finde en eller anden mening bag den. Den handler ikke bare om det gode mod det onde. Der er nemlig en uhyggelig kompleksitet bag et koncept som dette, men hvad end man tror på, så er der nogle punkter, der fremtræder tydeligt. Selvfølgelig kan en løgn tage overhånd, det har vi allerede adresseret, men hvis man virkelig vil ændre sin tilværelse og reducere risikoen for, at denne løgn faktisk spreder sig, så kræver det, at man spørger sig selv, hvorfor problemet opstod i første omgang. Hvilken magisk kraft tvang løgnen ud af kontrol? Til det kan filmen svare, at det er os. Vi er den magiske kraft, som så let som ingenting kan ødelægge et liv. Vi bærer på denne usandhed og giver den videre til den næste person. Men ikke engang her stopper problemet. For hvordan burde man reagere? Hvilken tilgang skal man have til sådan et problem? Burde man tage loven i egen hånd og kæmpe for retfærdighed, eller er den kritiske tankegang bedre? Er vi mennesker gode nok til at vurdere en anden persons skyld, eller er vores fornuft for længst forsvundet i sådanne situationer? Det er disse spørgsmål, som filmen lægger vægt på, og derfor er der også en konstruktiv grund til at se den, hvis man har lyst til at nuancere sit synspunkt omkring dette issue.
Konklusion
Hvis du er til fængslende, anmelderroste og ikke mindst tankevækkende film, så er Jagten helt klart noget for dig. Den leverer masser af kvalitetsfuld og over the edge-spænding, lødig historiefortælling og et meget vigtigt budskab. Og ikke nok med det, så er den også på dansk, og hovedrollen spilles af vores gode gamle Mads Mikkelsen. Den kræver bare, at du sætter dig godt til rette og får den rigtige stemning i lokalet, for denne film kan sætte gang i nogle følelser, som du måske længe ikke har følt. Det har jeg i hvert fald ikke.
SEID-SCORE: 8.4/10
ORIGINALTITEL: Jagten
INSTRUKTØR: Thomas Vinterberg
LÆNGDE: 1 time 55 minutter
UDGIVELSESÅR: 2013, Danmark
ALDERSGRÆNSE: +11 år
GENRE: Drama